Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 15, 2022



Også vinmarker blev lavaens bytte, da vulkanen Cumbre Vieja gik i udbrud sidste år. Foto: Wikipedia/Eduardo Robaina.

Vinstokkene forsvandt i lavaen

Sidste år gik vulkanen Cumbre Vieja på La Palma i udbrud – et udbrud, der varede hele tre måneder og fik katastrofale følger for øen.

Lavaen strømmede ned ad vulkanens sider og endte med at dække et areal på 1000 hektar - og dermed også en del af de 871 hektar vinmarker, som dyrkes af øens cirka 20 vingårde. 40 hektar af markerne er ifølge Decanteru forsvundet fra jordens overflade.
Set i et globalt perspektiv er det selvfølgelig ikke så stort et areal, der er gået tabt. Til gengæld er der tale om flere sjældne lokale druer og vinstokke, der ikke – som hovedparten af de øvrige europæiske vinstokke – er podet på amerikanske rødder.

Vinlusen nåede aldrig til øen


Årsagen til, at vinstokkene er upodede, er, at den altødelæggende vinlus, Phylloxera Vastatrix, aldrig nåede ud til den afsides beliggende ø – og ej heller til nogle af de andre kanariske øer (en nærmere beskrivelse af vinlusen og dens udbredelse i 1800-tallets anden halvdel findes i VinAvisens bog ”Vin for begyndere” kapitel 4).
Man kan selvfølgelig finde vinplanter med de samme druer på andre øer eller i distrikter på det spanske fastland, men de vil aldrig kunne erstatte de tabte vinstokke. Gennem århundrederne har vinbønderne på La Palma via løbende udvælgelse fundet frem til de kloner, der egner sig allerbedst til øens jordbunds- og klimaforhold.

Håb i frosne planteprøver


Men heldigvis blev der fire måneder før vulkanens udbrud søsat et projekt, der skulle analysere og katalogisere de druesorter, som er unikke for La Palma og de andre kanariske øer. Projektet foregår i et samarbejde mellem øernes appellationsmyndighed og universitetet i Rovira i Catalonien.
Fra La Palma blev der ved projektets start sendt prøver fra 70 forskellige vinstokke til universitetet – 13 af disse druesorter gik senere tabt under udbruddet.
Prøverne er blevet opbevaret i frossen tilstand med henblik på DNA-analysering og kortlægning. Og netop det, at de stadig er frosne giver håb om, at man kan udtrække celler fra vinstokprøverne af de nu mistede druesorter og via reagensglasmetoden ”genoplive” disse unikke druer til brug i La Palmas vinmarker.


Firmaet Frolight har udviklet nogle smarte lyskæder, som kan opvarme luften omkring vinstokkenes nye knopper. Foto: Frolight.

Koldeste april-nat siden 1947

Mens Californien plages af langvarig tørke, har forårsfrosten ifølge Decanter gjort sit indtog i Frankrig – og det endda med den koldeste april-nat siden 1947. Det skete, da temperaturerne i både Bordeaux, Bourgogne og visse områder af Champagne faldt til minus 9 grader natten mellem d. 3. og 4. april.
Nogle producenter har allerede rapporteret om skader på vinstokkenes nye knopper, og det med hård frost er ikke slut endnu – mellem d. 9. og 10. april vil den igen slå til, og det forventes især at gå ud over Alsace, Jura, Loire, Bourgogne og Champagne.

Ikke helt så galt


For mange franske vinproducenter er det som et deja-vu – i 2021 og ligeledes i april blev Frankrig ramt af en ualmindelig hård forårsfrost, som for nogle producenters vedkommende betød mere end en halvering af den kommende årgang vin.
Så galt går det nok ikke i år. For det første er der tale om ”frost-angreb” af kortere varighed, og for det andet er vinstokkene ikke så langt fremme i deres vækstcyklus som sidste år, hvor de var hele to uger længere fremme end normalt.

Smarte "lyskæder"


Vinproducenterne gør selvfølgelig alt, hvad de kan, for at beskytte de nye knopper – blandt andet ved at opsætte fakler mellem rækkerne af vinstokke. Men det kan faktisk medføre et helt andet problem, nemlig røgskadede druer.
I de senere år er der derfor udviklet flere nye metoder til beskyttelse af knopperne. En af dem kommer fra det belgiske firma Frolight, og der er tale om et elektrisk system af ”lyskæder”, der udsender varme fra infrarødt lys. Kæderne fastgøres til rækkerne af vinstokke, og de tænder og slukker automatisk, når temperaturen når under eller over en bestemt grad indkodet af producenten selv.


Tænk hvis nu disse druer havde et alkoholindhold på 10%... Foto: Unsplash/Nati Melnychuk.

Alkoholfyldte druer som snack!

I en ikke så fjern fremtid vil vi kunne servere et fad med friske grønne druer, der indeholder alkohol! Det er et team af forskere ved Slosh Education Institute, der via genmodifikation har udviklet den nye druesort, og online fødevaremagasinet FoodBev, der har bragt den epokegørende nyhed.
Når druerne er fuldmodne, har de et alkoholindhold på mellem 7 og 10%, hvilket jo svarer til en meget alkoholmild hvidvin.
Målet er ifølge Antonio Inebriado, der står i spidsen for projektet, at give denne verdens forbrugere et alternativ til en velkomstdrink – og måske også til vinen til aftensmaden.
Forskerteamet har naturligvis testet druerne som ledsager til diverse retter, og de kan derfor særligt anbefale dem til pasta eller et godt stykke brød – eller bare som de er som en alternativ ”velkomstdrink”.
Ifølge Inebriado forventes druerne at komme på butikshylderne rundt om i verden i løbet af 2023.
Det lyder jo alt sammen fantastisk – og måske nok lidt for fantastisk. Det var da også d. 1. april, FoodBev bragte historien… :)


Øko-vinmessen Millésime Bio er meget stor, men samtidig dejligt overskuelig med sine stande på snorlige række. Foto: Sudvinbio.

7000 besøgte verdens største øko-vinmesse

Der var stor glæde hos både udstillere og besøgende ved dette års udgave af Millésime Bio – verdens største branchemesse for økologisk vin. Efter to år med pandemi kunne man igen stå på hver sin side af standene, snakke vin, smage og aftale møder og import.
Messen var dog ikke aflyst i 2021, men blev afholdt som digitaludgave – hvilket var så stor en succes, at arrangøren, Sudvinbio, gentog denne udgave i januar i år, som en slags forløber til årets fysiske messe.
Rammerne var som altid udstillingscentret i den sydfranske by Montpellier, og i alt deltog 1450 udstillere – hvoraf de 200 var nytilkomne. Hele 7000 besøgende – vinimportører, handlende og andre vinbranchefolk – valfartede til centret.

Et stigende antal spiritus m.m.


20% af de besøgende kom fra andre lande end Frankrig – og frem for alt fra Belgien, Schweiz, Storbritannien, Tyskland og USA. Og ligeledes kom 22% af udstillerne fra 18 forskellige andre lande, og for første gang var Bulgarien og Luxembourg repræsenteret.
For tredje år i træk var messen også åben for andre økologiske alkoholdrikke end vin, og det har været en stigende succes. I 2021 var der 21 udstillere af andet end vin – i år var der producenter fra 50 forskellige lande, der præsenterede deres whiskyer, gin, likører, cidere, calvados og øl.
I 2023 kan Millésime Bio fejre sit 30 års jubilæum. Det foregår fra d. 30. januar til 1. februar. Så sæt kryds i kalenderen allerede nu! Også her vil der før den fysiske messe være en digital udgave.


Nogle vine - og især rødvine - har den eftertragtede vaniljeduft, som stammer fra fadmodningen. Foto: Wikipedia.

Den populære vanilje-duft

I vores vinanmeldelser nævner vi indimellem, at vinen har en dejlig duft af vanilje – en duft, der som regel stammer fra fadmodningen. Og det er ikke så mærkeligt, at vi - og sikkert også rigtig mange af vores læsere - synes, at denne særlige duft er yderst behagelig. Ifølge en ny undersøgelse er netop vanilje den globalt mest populære duft.

Bag undersøgelsen står et team af forskere fra det svenske Karolinska Institutet, University of Oxford og flere andre internationale forskningscentre.
Hidtil har det været hævdet, at menneskers duft-præferencer udelukkende er kulturelt afhængige - en påstand, forskerne ønskede enten at bevise eller modbevise.

Fra dejlig til ubehagelig


235 personer fra ni forskellige kulturer deltog derfor i undersøgelsen. De kom fra forskellige lande og fra fx henholdsvis regnskove, kystområder, bjergegne eller storbyer.
Deltagerne blev præsenteret for ti forskellige og nøje udvalgte dufte, der hver især er repræsentanter for et hav af lignende dufte, og de blev dernæst bedt om at rangere duftene på en skala fra dejlig til ubehagelig. Og det var her, vanilje blev den suveræne vinder på tværs af lande og kulturer. Som vi nævnte i sidste uge, så har arkæologer fundet spor af vanilje, som har været tilsat vin i Israel for mere end 2500 år siden.
Ifølge forskerne var resultatet af undersøgelsen et bevis for, at den kulturelle baggrund – det sted man kommer fra, og de lugte, man er omgivet af – intet har med ens duft-præferencer at gøre.

Et spørgsmål om overlevelse


Men hvorfor synes vi mennesker egentlig, at fx vanilje dufter bedre end sved? Det kunne jo rent faktisk være omvendt. Ifølge forskerteamet er årsagen til, at nogle dufte opfattes mere behagelige end andre, at netop de dufte hid hører fra råvarer, der under menneskets udvikling øgede chancerne for overlevelse.
Nedenfor bringer vi listen over de ti dufte, der indgik i undersøgelsen - fra den mest til den mindst populære.
Man kan dykke dybere ned i undersøgelsen i tidsskriftet Current Biology.

De ti dufte


* Vanilje
* Ferskner
* Lavendel
* Nelliker
* Roser
* Svampe
* Svedig ged
* Grøn peber
* Spirende hvidløg/rådnende fisk
* Fodsved


Denne flaske Impériale fra Château Lynch-Bages er med på auktionen. Den er vurderet til 1300 euro (cirka 9700 kr.).

Auktion over top-Bordeaux'er

Direktøren for Château Dauzac i Bordeaux fik for nylig en god idé: En stor onlineauktion af vine fra så mange af distriktets vinslotte, der havde lyst til at deltage. Og en auktion, hvor samtlige indtægter skulle gå til velgørenhedsorganisationen Ukraine Amitié, der sender økonomisk hjælp og medicin til ofrene i Ukraine.
Det er det store franske vinfirma, iDealwine, der står for aktionen – som nu er i fuld gang.
I alt kan man byde på mere end 750 flasker vin fordelt på 300 partier, og auktionen er det rene opbud af lækkerier for Bordeaux-fans.

Flasker i store formater


Blandt højdepunkterne er der flere vine i flaskestørrelsen Jeroboam (5 liter eller 6 2/3 flasker) – heriblandt Fleur Cardinale 2011, Leoville Poyferré 2004, Château Siran 1981 og Château Dillon 1995.
Der er også adskillige flasker sød vin fra Château d’Yquem – blandt andet en dobbeltmagnum årgang 2005.
Blandt de almindelige 75 cl flasker er der fx en flaske Smith Haut Lafitte 2009 og en flaske Pontet Cantet 1999.
Selv om auktionen har fokus på Bordeaux – og på flasker i store formater – er der også enkelte partier med vine fra Languedoc og Provence, der har en lidt lavere vurdering end dem fra Bordeaux.
Prismæssigt kan alle være med – i hvert fald i starten, da startbuddet for de enkelte partier ligger på 1 euro (cirka 7,45 kr.).

En uge med vinslots-besøg


Ud over vinflaskerne kan man også byde på vinøse oplevelser – fx en ”connoisseur uge” med vinskribenten og Bordeaux-specialisten Jane Anson, hvor man kommer til private smagninger, frokoster og middage på blandt andet Château Margaux, Lafite-Rothschild, Yquem og Haut-Bailly. Denne event er vurderet til 15.000 euro (cirka 112.000 kr.) – i skrivende stund er højeste bud 2802 euro (cirka 20.800 kr.).
Det er en ret fantastiske auktion, som man kan følge (og byde med på) ved at klikke her.


Den oprindelige Fontana Delle Tette fra 1559 - og kopien fra 1989. Foto: Wikipedia/Didier Descouens.

Vin fra brystvorterne

Mon ikke nogle af VinAvisens læsere skal til Venedig i sommerferien? I så fald kan det anbefales at tage en udflugt til den smukke by Treviso 30 kilometer nord for lagunebyen. Gør man det, vil man i gaden Vicolo Podestà ud for nummer 11 se en noget speciel marmorfontæne med navnet Fontana Delle Tette (bryst-fontænen). Den består af en nøgen kvindekrop, der presser på sine bryster, og ud gennem brystvorterne sprøjter vandet så ned i et bassin. Engang for meget længe siden kom der hvidvin ud af det ene bryst og rødvin ud af det andet.

Opført på grund af tørke


Fra og med år 800 var Venedig og det omkringliggende område en selvstændig republik, der også omfattede Treviso. I 1559 blev Treviso ramt af en alvorlig tørke, som fik Venedigs borgmester, Alvise Da Ponte, til at beordre opførelsen af fontænen, så byens indbyggere i hvert fald havde adgang til gratis vin.
Da tørken var ovre, indførte man en fast tradition, nemlig at lade damens bryster sprøjte vin hvert efterår, når man fejrede, at en ny borgmester blev valgt. Borgmestrene havde åbenbart kun taburetten et år ad gangen.
Festlighederne varede hver gang i tre dage, hvor folk fra nær og fjern flokkedes om fontænen for at få en gratis tår hvid- eller rødvin.

Blev hårdt medtaget


Traditionen stoppede, da Napoleon invaderede området i 1797 og gjorde en ende på Venedig som republik.
I kampens hede mistede Fontana Delle Tette sin næse og sine bryster, og dernæst forsvandt fontænen for først at dukke op igen i slutningen af 1800-tallet.
Den Fontæne, som nu står og sprøjter vand i Treviso, er fra 1989, mens den hårdt medtagne original kan ses i et af byens fornemme (og offentligt tilgængelige) huse, Loggia dei Cavalieri.

"Oste-spiritussen" Wheyward Spirit.

Spiritus på ostevalle

Der er rom, gin, vodka, whisky, tequila osv. – og så er der Wheyward Spirit, der ikke kan placeres under nogen af alle de kendte spiritustyper. Den er helt sin egen, og den er lavet på rester fra fremstilling af ost, nemlig på den valle, der bliver til overs, når ostemassen er formet.
Ifølge destilleriet, der har sin base i Californien, ender 90% af den mælkemasse, der bruges i ostefremstillingen, som valle, hvoraf hovedparten smides ud. Vallen er stort set uden aroma, og når man tilsætter gær, omdannes mælkesukkeret til alkohol.

Ingen ostesmag


Vallen får destilleriet fra lokale osteproducenter, og alene i det sidste halvandet år, har man hos Wheyward Spirit anvendt cirka 227.000 kg valle.
Nu kunne man jo godt frygte, at denne særlige spiritus havde en hel del ostesmag. Men nej, lyder det fra destilleriet. Spiritussen har kun en blid mælkearoma og smager derudover af vanilje, eg og krydderier.
Den kan naturligvis drikkes, som den er, men på Wheyward Spirits hjemmeside anbefales den også til en lang række forskellige cocktails.
Det er en forholdsvis ny spiritus, og foreløbig sælges den kun i USA, hvor en flaske med 75 cl koster 55 dollars (cirka 377 kr.).
Vandet og whiskyen er ved at skifte plads. Fra en lille film på YouTube.

Tryl med whisky

Næste gang, du har gæster, kan du overraske dem med et tryllenummer, hvor whisky og vand bytter glas. Hvordan det kan lade sig gøre, kan du se på en lille film på YouTube. Alt, hvad du behøver, er whisky, to glas og et plastikkort.

I det ene glas hældes der vand, i det andet whisky. Glassene placeres oven på hinanden med vandglasset øverst og omvendt og med kortet imellem - dog skal en lille sprække være fri mellem de to glas. Det ser næsten magisk ud, når indholdet i glassene langsomt men sikkert bytter plads.
Det er Videnskab.dk, der har lavet videoen, og en del af forklaringen på, at tricket virker, er tyngdeforskellen mellem de to væsker. Vand har større massefylde, hvilket bevirker, at det synker ned, mens whiskyen stiger til vejrs.



Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Excellent Wine har indgået et samarbejde med den sydfranske vinproducent Gérard Bertrand om eneforhandling af producentens vine i Danmark.
* Kjær & Sommerfeldt styrker bestyrelsen med to tunge erhvervsfolk, Karsten Poulsen, som bliver bestyrelsesformand og dermed afløser Christian Løche, og Katia Østergaard, der er tidligere direktør i Horesta, og som bliver bestyrelsesmedlem.


Jean Frederic Hugel.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Jean Frederic Hugel, der spillede en stor rolle i udførelsen af reglerne for de alsaciske appellationer. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.


Jean “Johnny” Frederic Hugel (1924-2009) er blevet kaldt for ”den vigtigste person i udviklingen af Alsaces vinindustri i det 20. århundrede”.
Han blev født i den alsaciske by Riquewihr og tog efter anden verdenskrig en uddannelse som landbrugsingeniør med speciale i vindyrkning. Målet var at blive en del af vinhuset Hugel & Fils, der har været i familiens eje siden 1639.
I 1948 begyndte han at assistere sin far i vinkælderen og sin onkel, Alfred, i vinmarkerne, og gradvist overtog han ledelsen af begge arbejdsområder som 11. generation i vinhuset.
Senere blev han også primus motor, når det gjaldt markedsførings-delen og tog på talrige rejser for at udbrede kendskabet til vinene fra Hugel & Fils. Og ikke nok med det – han var også en fantastisk ambassadør for Alsaces vine som helhed.
Jean Frederic Hugel – der blandt venner var kendt som Johnny – har også æren for udfærdigelsen af retningslinjerne for de alsaciske appellationer Alsace AOC og Alsace Grand Cru AOC. Han var grundlægger og præsident for Alsace Grand Cru kommissionen og havde via denne post stor indflydelse på at definere grænserne for distriktets Grand Cru-marker.
Derudover udviklede han reglerne for dessertvinene Sélections de Grains Nobles og Vendange Tardives. Disse regler blev officielt godkendt i 1984, og blev dengang regnet for at være de strengeste appellations-regler i den franske vinindustri.
Jean Frederic Hugel var en farverig mand, og han elskede sit arbejde og de mange personlige kontakter, det medførte. I den forbindelse yndede han at sige, at “folk, der kan lide vin, er rarere mennesker end dem, som ikke kan lide vin”.
I 1997 trak han sig tilbage og overdrog sine mange jern i ilden til sine tre nevøer, Etienne, Jean Philippe og Marc.
Jean Frederic Hugel modtog den fornemme orden Ordre du Mérite af den franske regering og har også bestredet det ærefulde hverv som præsident for International Wine & Spirit Competition. Ved sin død efterlod han sin hustru, Simone, og døtrene Dominique og Judith samt fire børnebørn.

Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Flotte klaser Corbeau-druer. Foto: Wikipedia/Lipecillo.

Hvad er det for en drue?

Signe Olsen hørte for nylig nogen nævne en drue med navnet Corbeau. Den vil hun gerne vide lidt mere om.
Druen - hvis navn betyder ravn på fransk - kommer fra den franske region Savoie, kendt for sine sneklædte bjerge omkring byer som Chambéry, Aix-les-Bains og Albertville. Her hedder druen også Douce Noire eller Charbonneau.
Under navnet Charbono dyrkes den også lidt i Californien, men i Argentina er den landets næstmest benyttede drue. Her kalder man den bare Bonarda – men den er vel at mærke ikke identisk med den Bonarda, man dyrker i det italienske Piemonte. Og den er heller ikke i familie med Dolcetto, som nogle hævder.
Altså en ret forvirret historie, men sådan er det ofte, når man begynder at grave i jorden omkring de forskellige druesorter.


Ugens vinøse billede

Et ensomt kirsebærtræ sætter en farveklat på en vinmark med endnu sorte vinstokke. Det er Ulla Slot, der har taget dette smukke forårsbillede for nogle år siden på en tur til Languedoc.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-680
Billede 569-594Billede 595-621


680 En reklamebil fra det berømte australske vinhus Penfolds er foreviget i dette gamle fotografi (foto © Penfolds).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 13 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hans Baer Riesling Trocken, Hans Baer, Riesling, Rheinhessen, Tyskland, 2021, lav alkohol (11%)

89,95 kr., pris på tilbud indtil 1. september i udvalgte butikker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En ualmindelig dejlig hvidvin med en let parfumeret duft af grønne druer og moden lime. Smagen er harmonisk og frugtrig og med en fin balance mellem frugtsødme og -syre. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Campagne, Sauvignon Blanc, Côtes de Gascogne IGP, Frankrig, 2021, lav alkohol (11%)

109 kr., pris på tilbud: 59 kr., Kjær & Sommerfeldt

Denne hvidvin er fransk, men man kunne godt forledes til at tro, at den kom fra New Zealand, hvor Sauvignon Blanc-druen har disse markante noter af eksotiske frugter. Her er kærlighedsfrugt, moden citrus, og strejf af mango. Det er en let, liflig og elegant vin, men til trods for letheden er smagen dejlig fyldig. Men sine kun 11% alkohol er vinen sagen som apéritif eller som ledsager til en let sommerfrokost.

stjernestjernestjerne

Ruwer Sommerau Feinherb, Weingut Sommerau, Riesling, Mosel, Tyskland, 2021, lav alkohol (10%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Mr. Ruby

En ok fyldig hvidvin, der har Riesling-druens karakteristiske syre men også en lidt sukret sødme. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Celene, Californien, USA, lav alkohol (11%)

39,95 kr., Fakta

En lige-ud-ad landevejen rosé med en dejlig frisk og fyldig smag af røde sommerbær og en rund og blød afslutning med en lille frugtsødme. Det er vinen til den store fest - og til en yderst attraktiv pris, der indkasserer den femte stjerne. Drik den godt afkølet, som den er - eller til kylling eller en salat med indslag af friske frugter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Crystal Blush, Californien, USA, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud i udvalgte butikker indtil 1. september: 59,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rigtig god rosé med duft af finsk lakrids - lød det fra en lakridskyndig deltager i smagepanelet. Smagen er saftig med modne jordbær, vanille og strejf af karamel i eftersmagen.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hat Trick, Casa Santos Lima, Lisboa, Portugal, 2018, middel alkohol (14%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En rødvin med en dejlig og intens duft af syltede blommer, hyldebær og mandelmasse. Smagen er blød, fyldig og kompleks med god frugt og noter af modne brombær og blåbær i den lange eftersmag. En vin, mange vil kunne lide - og en vin, der vil egne sig fint til grillede kødretter, når den tid kommer. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fontegrande, Cantina Del Giusto, Rosso de Montepulciano DOC, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

95 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Der er vanille og strejf af nødder i duften af denne rødvin. Smagen er fyldig og tør, dejligt krydret med rosmarin og fenikkel og med et lille tanninbid til slut. En rigtig "rosso" fra det skønne Montepulciano - og en vin, der vil være en fin match til både pastaretter og kraftige kødretter.

stjernestjernestjernestjerne

Domaine La Bastide, Pinot Noir, Languedoc IGP, Frankrig, 2020, middel alkohol (14%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Holte Vinlager

Her har vi Pinot Noir-druen i en helt anden udgave end den, man kender fra de elegante Bourgogner længere mod nord i Frankrig. I den koncentrerede duft og smag fornemmer man, at druen har fået mere sol og varme. Der er dejlige krydrede noter - sort peber og lakrids - og mindre syre, end når druen har været dyrket under lidt køligere forhold. En vin, der vil egne sig glimrende til fx krydret lam.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Banisio Crianza, Tempranillo, Ribera del Duero DO, Spanien, 2016, høj alkohol (14,5%)

109,96 kr., Amka

En rigtig dejlig rødvin med en kraftig bærmost. Især solbær sætter sit præg på smagen, men der er også hyld og fine krydrede noter i den lange og bløde eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Gourran, Cadillac Côtes de Bordeaux AOC, Frankrig, 2016, middel alkohol (13,5%)

150 kr., pris ved 6 flasker, Gourran.dk

Hvis der skal klassisk rød Bordeaux-vin på bordet, så er denne vin på Merlot, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot et rigtig godt bud. Den har struktur og rygrad, kompleks, blød frugt og noter af vanilje efter 12 måneder i små egefade. Prisen ved 6 flasker er bestemt helt ok for en vin af denne kvalitet. Nyd en flaske nu, og gem resten til gode lejligheder i de kommende år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Madame Veuve Point, Pinot Noir, Bourgogne AOP, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

En meget elegant rødvin, der dufter dejligt at blå druesaft. Smagen er saftig og mild med en fin og pikant frugtsmag, der slutter med en anelse korender.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lowburn Home Block, Lowburn Ferry Wine, Pinot Noir, Central Otago, New Zealand, 2019, middel alkohol (13,5%)

Det er, så vidt vi husker, første gang, vi har smagt en vin fra en flaske, hvor der intet står på for-etiketten. Al information findes på bag-etiketten. Men det har givet vinhuset mulighed for at lave en smuk og helt enkel for-etiket, og så længe den fornødne information befinder sig et eller andet sted på flasken, så er alt ok. Og det vigtigste er jo indholdet - og det er ualmindeligt delikat. Rødvinen har en sart og frisk bærduft og en smag, som er helt i top med Pinot Noir-druens typiske saft og fine krydrede noter men også med kompleksitet og udvikling af smagnoter i den lange eftersmag. Det er en vin, der kalder på et glas mere... Flasken har skruelåg.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen