Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 48, 2023



Foto: Wikipedia/Agne27.

Til kamp mod varme rødvine Del på Facebook

“Hvem kan forestille sig en gazpacho (kold suppe, red.) serveret rygende varm? Eller en pølse serveret kold? Det er nøjagtig det samme med rødvin!” Sådan starter en offentlig appel og underskriftindsamling fra vinrådet i Rhône-appellationen Crozes-Hermitage.

Årsagen til appellen er, at vinproducenterne i Crozes-Hermitage er godt trætte af, at sommelierer og andre vinprofessionelle i restauranterne serverer appellationens rødvine alt for varme. Det ødelægger gæsternes vinnydelse og er disrespekt for vinmagerens gode håndværk, lyder det.

Nok er nok!


Vinrådet kræver, at vinene serveres ved en temperatur på mellem 14 og 18 grader. Og det gælder ikke kun restauranterne - appellen henvender sig også til enhver, der i privatregi vil servere en af Crozes-Hermitages vine. Indtil videre har 504 køkkenchefer, sommelierer og vinnydere skrevet under på appellen og dermed tilkendegivet, at de fremover altid vil servere vinen ved den rette temperatur.
Man kan læse appellen (på fransk) ved at klikke her. Dens overskrift lyder “Nok er nok: rødvinene serveres alt for varme”.


VinAvisens store champagne-smagning!Del på Facebook

I sidste uge bragte vi første halvdel af anmeldelserne fra vores store champagnesmagning af i alt 57 champagner.
I denne uge gælder det de resterende flasker champagne brut (forholdsvis tør champagne – og den mest almindelige) samt demi-sec (sød) og doux (meget sød). Anmeldelserne finder man nederst på denne side, hvor man også kan læse om kriterierne for bedømmelserne.
Det med sødmegraderne bragte vi en liste over i sidste uge. Og vi kom også med gode råd til de glas, man anvender til champagnen.
Nedenfor kommer nogle gode facts om champagne, som man kan hælde ud af ærmet nytårsaften!

Facts om champagne


* Der er nok kuldioxid opløst i en flaske champagne til at generere 20 millioner bobler. Dog forsvinder en hel del af boblerne, når man åbner flasken.
* En champagneprop kan nå op på cirka 40 kilometer i timen, hvis den får lov til at springe ud - hvilket vi naturligvis ikke anbefaler.
* 36 meter er så vidt vides det længste, en champagneprop er fløjet gennem luften.
* Boblerne opstår ved små ujævnheder i glassets overflade, hvor kuldioxiden i vinen opfanges i vibrerende lommer.
* Det første glas champagne påvirkes man mest af, da det indeholder flest bobler, som frigiver kuldioxid i blodbanerne.
* Det er i høj grad de mange bobler, der formidler aromaen og smagen af vinen. Og hvis man vil have ekstra mange bobler i sin champagne, skal man servere den en anelse lunere end køleskabskold og tippe champagneglasset, så vinen hældes ned langs indersiden. Holder man glasset lodret og hælder champagnen ned i midten, bevares kun halvt så megen kuldioxid.
* Ifølge gammel overtro skulle det være godt at stå kl. 24 med et glas champagne i den ene hånd og en mønt i den anden. Så vil man nemlig ikke mangle nogle af delene i det kommende år.


Vitop Uno har en påmonteret åbningsbeskyttelse.

Vrede over fastmonterede plast-lågDel på Facebook

Forbruger-vreden bredte sig for nylig over de fastmonterede plastic-låg på mælkekartonerne, og det var i en sådan grad, at Thise Mejeri og Coop nu har fjernet dem igen på fem af de mest solgte mælketyper. Fremover – når lageret med de nye låg er brugt op – vil kartonerne kunne åbnes på gammeldags manér uden skruelåg.
Det er et direktiv fra EU, der – af miljømæssige hensyn - dikterer, at kapsler og låg af plast fra 1. juli næste år skal være fastmonteret på beholderen eller kartonen. Og direktivet gælder naturligvis alle former for plastlåg.

Ny tappehane nødvendig


Smurfit Kappa, der med et salg på 6 milliarder tappehaner er den førende europæiske producent af haner til bag-in-box, har derfor udviklet en ny version af Vitop - den tappehane, som vi kender fra de fleste bib-vine i dag. På den nye hane, Vitop Uno, er åbningsbeskyttelsen – plasticbroen med flapperne, som man river af og smider væk – påmonteret tappehanen. Vitop Uno lever dermed op til EU’s direktiv.
Den nye tappehane bliver først for alvor lanceret til april 2024. I øjeblikket tester Smurfit Kappa den på forsøgspersoner i flere forskellige lande for at kortlægge, hvor godt - eller dårligt - forbrugerne vil tage imod den..


Foto: Pixabay/Vinotecarium.

Ny forskning om rødvins-hovedpine Del på Facebook

Der er nok nogle blandt vores mange læsere, der har oplevet at vågne op med en dundrende hovedpine efter at have drukket måske bare et enkelt glas rødvin eller to aftenen før. Så det skyldes altså ikke, at man har fået for meget inden for vesten.
Der har gennem tiderne været fremsat mange forskellige teorier om, hvorfor nogle mennesker får denne rødvins-hovedpine, men nu skulle et hold forskere ved vinuniversitetet University of California Davis have løst gåden.
Ifølge forskerne skyldes det stoffet quercetin, der er en antioxidant og faktisk et sundt stof, der også kan købes som kosttilskud.
Quercetin findes i blå druer - og dermed i rødvin - og trods mange gode egenskaber, er stoffet også i stand til at lave rav i den, når kroppen skal forbrænde alkoholen.

Boykotter processen


I kroppen nedbrydes alkoholen i to tempi. Først omdannes den til et giftigt stof med navnet acetaldehyd, som enzymet ALDH2 så ændrer til uskadelig eddikesyre. Og det er så her, quercetin kan finde på at lave rod i det ved indirekte at blokere arbejdsevnen hos ALDH2.
Når det sker, ændres acetaldehyden ikke til eddikesyre men ophobes i kroppen og forårsager en kraftig hovedpine.
Det er jo kun nogle mennesker, der udsættes for denne boykotning af den naturlige forbrænding af alkohol – og, lader det til, kun nogle rødvine, der er årsag til den.
Ifølge forskerne producerer de blå druer mere quercetin jo mere sol, de udsættes for. Fx skulle rødvine på Cabernet Sauvignon fra det meget solrige Napa indeholde store mængder af stoffet.

Forsøg på mennesker


Forskerne fandt også frem til, at det kun er, når stoffet er i forbindelse med alkohol, at de ubehagelige bivirkninger kan opstå. Mennesker, der er tilbøjelige til at lide af rødvins-hovedpine, kan uden problemer drikke druesaft og spise druer og andre frugter, der indeholder quercetin.
Foreløbig er der kun tale om laboratorieforsøg – næste skridt bliver at afprøve teorien på mennesker. Det kan man fx gøre ved at give et antal forsøgspersoner en pille med quercetin sammen med fx et glas vodka og en anden gruppe personer en placebo-tablet sammen med vodkaen.
Derudover vil forskerne også undersøge, hvorfor det kun er nogle mennesker, der får denne irriterende hovedpine.
Hele forskningsrapporten er offentliggjort i Scientific Reports.


Napoléon Bonaparte i Sankt Berhard-passet. Et maleri af Jacques-Louis David fra år 1800.

Hvad drak Napoléon? Del på Facebook

Kejser Napoléon ses ofte på malerier med en såkaldt bicorn – en trekantet hat – på hovedet. Den blev traditionelt båret med spidsen fremad, men Napoléon blev kendt for at bære den med den brede side fremad.

Han havde en større samling bicorner, og for få dage siden opnåede en af dem et hammerslag på 1,9 millioner euro (cirka 14,4 mio. kr.).
Historien om Napoléons rejse fra soldat til kejser over Frankrig, hans sejre og hans eksil og død på øen St. Helena i 1821, har gjort ham berømt verden over. Og adskillige spiritusmærker – fra cognac til Mandarine likør – har brugt ham i markedsføringen.
Men hvad drak han selv i sit 52 år lange liv? Det ved en tidligere professor i historie ved Oxford University, Michael Broers, som har skrevet stribevis af bøger om Napoléon – blandt andet en biografi i tre bind. Og det er meget underholdende læsning! Nedenfor kommer en række af de fakta om Napoléons drikkevaner, som Broers gennem sin grundige research har fundet frem til.

Fem facts om hans drikkevaner


* Napoléon blev født på Korsika, hvor man nok drak alkohol, men hvor der dengang var tradition for mådeholdenhed. Det var pinligt at drikke sig fuld. Denne mådeholdenhed fulgte Napoléon livet igennem.
* Som helt ung drak han den rustikke rødvin fra Korsika spædet op med vand eller honning og gerne ledsaget af stegt gedekød. En almindelig kombination på øen i 1700-tallet.
* Under sine felttog både som kommandør og kejser lærte han en bredere palet af vine at kende, da han drak den lokale vin, hvor hans militærlejr nu end befandt sig. I Piemonte blev han særlig glad for Barbera d’Alba og Barbera del Monferato. De finere vine, Barolo og Barbaresco, var ikke hans kop te.
* Gevrey-Chambertin fra Bourgogne vandt hans store kærlighed. Da han blev kejser i 1804, blev han opfordret til at genopvække en tradition fra den tidligere franske kong Ludvig d. 14, nemlig at drikke et glas af netop denne rødvin fortyndet med vand kl. 11 hver formiddag. Napoléon blev forfærdet ved den blotte tanke om at fortynde så delikat en vin med vand – og i det hele taget at drikke alkohol før frokost. Til sit felttog til Rusland medbragte han også flere kasser Gevrey-Chambertin.
* Der var en vin, som han aldrig kom til at bryde sig om, og det var champagne – boblerne fik ham til at føle sig oppustet – en følelse han delte med sin første hustru, Joséphine.


For de mange tusinde vinimportører, der tager til Millésime Bio er målet at finde nye øko-vine til hylderne. Foto: Gilles Lefrancq.

Store forventninger til øko-messeDel på Facebook

I 2024 afholdes verdens største vinbranchemesse for økologiske vine, Millésime Bio, for 31. gang i det sydfranske Montpellier. Og ifølge arrangøren, Sudvinbio, har 11.000 vinbranchefolk fra alverdens lande meldt sig til næste års udgave af messen.
Antallet af udstillere er også steget gennem årene i takt med, at stadig flere vinproducenter lægger om til økologi. Til den første udgave af messen i 1993 var der kun 20 udstillere – sidste år delte 1500 producenter smagsprøver ud bag standene. Når Millésime Bio afholdes fra d. 29. til 31. januar næste år, bliver det med lanceringen af flere nyheder.

Tre nyheder på messen


En ny konkurrence, ”La Biodiversité, c’est mon domaine!” (biodiversiteten, det er mit domæne!) bliver indført.
Rigtig mange økologiske vinproducenter sørger på den ene eller anden måde for, at biodiversiteten spiller en væsentlig rolle i og omkring deres vinmarker. Det kan være i form af plantede blomster og buske, som lokker insekter til, eller områder, der udlægges til skov – eller måske noget helt tredje. Det er de bedste af disse initiativer, konkurrencen vil belønne. Dommerpanelet vil bestå af specialister inden for biodiversitet og beskyttelse af dyreliv.
Endnu en nyhed er lanceringen af et område i en af messehallerne helliget økologisk bulkvin. Og så vil Millésime Bio markere 100 året for udgivelsen af Rudolf Steiners manifest ”Landbrugskurset”, hvori han fremlagde principperne for biodynamisk dyrkning. Markeringen vil bestå af en særlig zone på messen udelukkende med vine, der er biodynamisk certificerede af organisationerne Demeter og Biodyvin.


Hovedret og dessert i Coops traditionelle nytårsmenu.

Slip nemt over nytårsmenuen Del på Facebook

Der skal bages småkager og laves julekonfekt, og når juleaften oprinder, står den på stegning, rødkål, sukkerkartofler, risalamande osv.
Hvis man holder både jul og nytår for familie og venner, har man lige en uge til at oplade batterierne, før der igen skal kokkereres i lange baner.
Stadig flere vælger derfor at slippe nemt over det i anden ombæring og bestille maden til nytårsaften udefra. Og der er af samme årsag også et stigende antal ”take away” menuer at vælge imellem.
En af dem, der har været længe på banen, er Coop, hvis årlige nytårsmenu i år kan fejre 10 års jubilæum med fire retter til 319 kr. pr. kuvert. Så derfor denne lille jubilæums-artikel.

Forslag til vine


Faktisk er der tale om to forskellige menuer, hvor den ene er vegetarisk. Man skal bestille dem hos slagteren i sin lokale SuperBrugsen eller Kvickly.
Menuerne har deres egen hjemmeside, hvor man kan læse mere om dem og – hvilket er en rigtig smart idé – se korte videoer over, hvordan man anretter de enkelte retter.
Der skal selvfølgelig vin til maden, og her har Coops vinspecialister udvalgt en række vine til de enkelte retter – og bobler som velkomstdrink. Dem kan man også læse mere om inde på hjemmesiden.
Man kan selvfølgelig selv gå på jagt efter vine til maden, men er man usikker på, hvad der egner sig, er det jo en nem måde at få ”hele pakken” med hjem på. Nedenfor har vi anmeldt de i alt otte vine.

En lettere Bordeaux-flaskeDel på Facebook

Fremstillingen af enhver flaske vin er som bekendt forbundet med et vist CO2-udslip. Og her er selve glasflasken den største synder, idet den tegner sig for 40% af udslippet. Det skyldes såvel produktionen af flasken som selve transporten af den, når den fyldt med vin sendes afsted fra vinhuset.
Den mest almindelige flaske til vin er den klassiske, høje og slanke Bordeaux-flaske. Nu har den store europæiske glasproducent Verallia ifølge Meininger’s International fremstillet en udgave, der kun vejer 300 gram mod den almindelige flaskes cirka 500 gram. Det gør den nye flaske til en af de letteste Bordeaux-flasker på markedet her og nu.
Forud for lanceringen af flasken er der gået et større arbejde med at finde nøjagtig det punkt, hvor dens vægge er optimalt tynde og dermed så lette som muligt – og samtidig kan holde til tryk og pres under transporten.


Tre auktionariusser fra Sotheby's afløste hinanden i de syv timer, auktionen varede. Foto: Sotheby's.

Næst største salg siden 1859Del på Facebook

Syv timer og tre auktionariusser skulle der til for at afholde den 163. udgave af den berømte Hospices de Beaune vinauktion.
Auktionen finder hvert år sted i Bourgognes vin-hovedstad, Beaune, og den vin, der kommer under hammeren, er den nye årgang fra det gamle hospital Hospices de Beaunes egne 61 hektar vinmarker. Og hospitalet ville hverken eje vinmarker eller vin, hvis ikke det var for de mange donorer, som gennem århundrederne har skænket deres ejendomme til det.
Det var Sotheby’s, der svingede hammeren i Halle de Beaune, hvor vinen som vanligt blev solgt i fade til de i alt 700 fremmødte vinhandlere fra 24 forskellige lande. Derudover var der de mange handlende, som bød med pr. telefon.
Det samlede hammerslag lød i år på 23,3 millioner euro (cirka 174 mio. kr.) – det næst højeste nogensinde siden første udgave af auktionen i 1859. Det blev kun slået af sidste års salg, der var en anelse højere.

Træ til overs


I alt blev der solgt 753 fade med vin, hvoraf de 574 indeholdt rødvin og resten hvidvin. Derudover var der 16 fade med spiritus – og så var der som altid højdepunktet på dagen, La pièce des Présidents (præsidenternes fad), hvor pengene fra salget går til et velgørende formål.
I år indeholdt fadet rødvinen Mazis-Chambertin Grand Cru, og det blev solgt for 350.000 euro (cirka 2,6 mio. kr.).
Det træ, fadet var lavet af, stammede fra et 220 år gammelt egetræ, der måtte lade livet, da træet skulle bruges til restaureringen af spiret på Notre Dame i Paris. Den berømte katedral var som bekendt udsat for en omfattende ildebrand i 2019.
Men træet var så stort, at der var noget til overs, og det blev så givet til en bødker, så det kunne forvandles til præsidenternes fad.
Hospices de Beaune har gennem de sidste tre år lagt om til økologi i vinmarkerne, så i 2024 vil de første fade med økologisk certificeret vin være med på auktionen.

Startskuddet for nedlægning af vinmarkerDel på Facebook

Som tidligere nævnt er der planer om at nedlægge 9% af Bordeauxs vinmarksareal. Det svarer til 9500 hektar ud af distriktets i alt 108.000 hektar.
Forbruget af vin er faldet markant på det franske hjemmemarked – og eksporten af Bordeaux-vin til den ellers store aftager, Kina, er ligeledes faldet. Ved at nedlægge en del af distriktets vinmarker håber den franske regering på at kunne bringe vinproduktionen ned på et niveau, der svarer til efterspørgslen.
Regeringen har øremærket 67 millioner euro (cirka 500 mio. kr.) til projektet, og de producenter, der ønsker at rive en del eller hele deres vinmarksareal op ved rode, kan ansøge om en økonomisk støtte på 6000 euro (cirka 45.000 kr.) pr. hektar.
Fra d. 20. november til samme dato i december kan producenterne indsende ansøgninger. De første forventes godkendt i starten af januar, og så kan arbejdet med at rive vinstokkene op begynde.

Kiwier, kvæg og safran


Før den endelige beslutning om at søsætte projektet havde regeringen ifølge Decanter en føler ud for at se, hvor stor interesse, der var hos Bordeauxs vinproducenter. Og interessen viste sig at være relativt stor.
1000 vinproducenter ytrede, at de ønskede at nedlægge en del af deres vinmarker, og 300 af dem ville helt og holdent stoppe med at dyrke druer.
De interesserede producenter befinder sig i appellationerne Bordeaux et Bordeaux Supérieur samt i Médoc, Côtes de Bordeaux og Côtes de Bourg.
At interessen er så stor for at nedlægge vinmarker, skyldes blandt andet, at det er blevet stadig sværere at være vinproducent i Bordeaux. Der er det med den dalende afsætning, og så er der klimaændringerne og det deraf stadig mere ekstreme og uforudsigelige vejrlig.
Nogle producenter har ytret, at de nu vil til at dyrke noget helt andet end vin som fx korn, kiwier eller safran. Og så er der dem, der i stedet for vil lægge om til kvægavl.


Tim viser et trick midt i sin fortælling om sin flaskesamling. Fra den lille YouTube-film.

En mand og hans vanvittige flaskerDel på Facebook

På YouTube kan man se en serie af små film med titlen Grand Illusions. De er lagt på nettet af en brite, der kalder sig Tim, og som i mere end 30 år har samlet på underfundige og mærkelige dimser og legetøj.
En af filmene viser en lille del af hans samling af sjove og anderledes tomme flasker - især vinflasker - og glas.
Der er fx et vinglas, der kan forvandles til en karaffel, en flaske, hvor der på den fine etiket står Château Migraine - og hvor der medfølger en hovedpinetablet, skæve vinflasker og flasker, som ikke har indeholdt vin men andre lækkerier.
Tim viser undervejs i fortællingen om sin samling også et trick med en vinflaske og en pengeseddel. Man kan se den lille film (12 min.) ved at klikke her.

I den lille film på YouTube kan man se, hvordan der slås hul på bambussen, hvorefter spiritussen hældes ned i glasset.

”Fade” af levende bambusDel på Facebook

I nogle kinesiske provinser ”fadmodner” man risvin og stærk spiritus lavet på græsarten durra i levende bambusstammer.
Mens bambussen endnu er meget ung, sprøjtes alkoholen ind i stammen. Efter en god rum tid fælder man så den nu meget høje plante, finder det sted, hvor risvinen eller spiritussen befinder sig og slår dernæst hul på stammen. Og så er det jo bare at tappe den liflige alkohol fra bambussens hule indre.
Det er selvfølgelig ikke den letteste form for fadmodning, men inde i bambussen er der en væske, som forenes med alkoholen, og denne væske skulle både være helsebringende og afgive en særlig god aroma. Samtidig dæmpes alkoholen også i den stærke durra-spiritus, da bambussen simpelt hen suger nogle af procenterne til sig.

En turistattraktion


Førhen var det kun meget små mængder - omkring 20.000 liter - der blev fremstillet årligt af disse bambusmodnede udgaver af risvin og durra-spiritus. Årsagen var, at det var svært at få alkoholen ind i bambussen uden at slå planten ihjel. Men nu har man udviklet en metode, hvor man under højt tryk kan sprøjte alkoholen ind i stammerne, hvorfor produktionen er øget markant.
Hele denne bambusproces er blevet lidt af en turistattraktion. Turisterne tager med ud i bambusskovene og oplever her, hvordan man fælder planterne og tapper indholdet. Og selvfølgelig får man lov til at smage på sagerne på stedet. En lille film på YouTube viser, hvordan det hele foregår.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Kira Milan.

VinAvisens Blå BogDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt. De portrætter, vi har bragt, har vi samlet på en særlig side.

Kira Milan (f. 1972) er født i Gilleleje og har boet det meste af sin opvækst i Nordsjælland. Hun er uddannet inden for marketing og har en HD i afsætning. Og så slog hun i 2019 dørene op for vinfirmaet ChampagneUniverset.
Før det har hun blandt andet arbejdet i Dubai som chef for handelsafdelingen i det danske konsulat og efterfølgende drev hun i 10 år sin egen virksomhed inden for loyalitetskoncepter.
I 2013 flyttede hun og familien tilbage til Danmark, hvor hun arbejdede som nordisk salgsdirektør for et hollandsk loyalitetsfirma.
En rejse til Champagne-distriktet i 2019 gjorde dog så stort et indtryk, at Kira Milan besluttede sig for at skifte karriereretning.
Med deres to børn på bagsædet kørte familien til Champagne for at opleve området. På rejsen slog det hende, hvor meget det gjorde ved champagnen at kende og have mødt menneskene bag. Hun sammenligner det med et kunstværk - man kan betragte det, men når man får indsigt og møder kunstneren, bliver oplevelsen rigere og større. Den oplevelse ville hun gerne dele med andre, og historiefortællingen var og er den dag i dag vigtig i ChampagneUniverset.
Kira Milan kontaktede nogle af de store huse som Krug, Gosset og DeVenoge, og de tog imod hende med åbne arme, da hendes idé ramte plet med deres ønsker om at skabe oplevelse og værdi.
Kira Milan tog også ChampagneUddannelsen ved Vinuddannelsen.dk og har opnået certifikat på højeste niveau (level 3).
Der er QR koder på alle de flasker, man køber hos ChampagneUniverset, så man kan se små videoer med historierne bag vinen og producenterne.
Firmaet har i dag en webshop med mere end 100 forskellige champagner fra 18 champagnehuse rundt omkring i distriktet.
Fritid er der ikke meget af. Når Kira Milan ikke er på lageret eller til kundemøder, afholder hun champagnesmagninger og -events.
Der er rigtig meget, hun gerne vil opnå med ChampagneUniverset, så pt. er firmaet både hendes arbejde og hobby.
Undervejs i karrieren har Kira Milan i øvrigt også nået at skrive en bog, da hun var på barsel, om karriere og familieliv, ”KarriereMor”, som blev udgivet i 2002.
Adresse: ChampagneUniverset, Hvedehavevej 1A, Stalden, 2970 Hørsholm, tlf.: 42 30 05 95, mobil: 24 60 80 81, e-mail: info@champagneUniverset.dk, www.champagneuniverset.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvorfor bliver drikken hvid?Del på Facebook

Fransk absinth og pastis, italiensk sambuca, græsk ouzo og tyrkisk raki er spiritusser, der alle bliver hvide, når man kommer vand i dem. Men hvorfor gør de det? Spørger Magnus Rasmussen.
Disse drikke er lavet på krydderurter – blandt andet citronmelisse, fennikel, isop, kamille, koriander, kvan, malurt, mynte, men først og fremmest anis – og tilsammen giver de drikkene en let bitter, lakridsagtig smag.
Der findes en hel del æteriske olier i en sådan drik. De kan godt opløses i alkoholen, men ikke i vandet, som tilføres, evt. i form af isterninger. Olierne udskilles, og drikken bliver uklar og mælkehvid. Samtidig frigøres duften af de mange krydderier.
På fransk kaldes fænomenet louche, et ord, der – når det handler om drikke – betyder uklar, men som også kan betyde skeløjet, tvetydig, fordægtig og mistænkelig.
Som regel får man disse drikke med en karaffel vand til, så man selv kan bestemme graden af fortynding.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Dette billede af en ældgammel vinstok har vi selv taget under et besøg i distriktet Nemea i Grækenland. Nemea ligger i den nordøstlige del af Peloponnes, og herfra kommer nogle af Grækenlands bedste vine. Vinmarken tilhører i øvrigt vinhuset Gaia.

Send endelig billeder til os!
Vi er i bund med læser-billeder, så send endelig, hvis I på en vinrejse i løbet af året har taget nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder i en nogenlunde god opløsning - eller hvis I ligger inde med nogle fotos fra endnu tidligere rejser. Billederne skal sendes til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-765
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


765 Efteråret har indtaget Mönchsberg i det østrigske Salzburg (foto © Austrian Wine/WSNA).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 51 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Spinyback, Sauvignon Blanc, Nelson, New Zealand, 2022, lav alkohol (12,5%)

En helt igennem klassisk - og rigtig dejlig - newzealandsk Sauvignon Blanc med fedme og noter af kærlighedsfrugt og andre tropiske frugter samt moden citrus i den lange eftersmag. Nyd den godt afkølet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Butcher's Cut, Mendoza, Argentina, lav alkohol (12,5%)

En hvidvin på Chardonnay og Torrontés. Sidstnævnte er en drue, der hovedsageligt dyrkes i Argentina. Duften har noter af tørret abrikos, og smagen er fyldig og rig på dejlige frugtnoter. Torrontés er med til at give en fin friskhed til vinen og strejf af grønne æbler. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quinta do Casal Branco Reserva, Tejo DOC, Portugal, 2021, lav alkohol (12,5%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., AndrupVin.dk

Denne hvidvin er fremstillet på druer fra mere end 65 år gamle vinstokke. Det er en god, frisk og tør vin med miniralitet i duften og med en fyldig smag med moden citron, karambole og aromatisk træ. Et lille bittert bid afslutter eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Wein. 1 Vienna, Pfaffl, Wien, Østrig, 2022, lav alkohol (12,5%)

130 kr., på tilbud indtil 31. december: 100 kr., Skjold Burne

Vinstokkene med druerne til denne hvidvin (Riesling, Grüner Veltliner og Pinot Blanc) har en formidabel udsigt over Wien. Om det giver druerne lige det ekstra, der skal til for at blive til en god vin, vil vi lade være usagt. Men det er en rigtig dejlig og let drikkelig vin med en aromatisk duft af moden kvæde og mimoser og med en meget fyldig smag med melon og modne gule blommer samt tilpas tørhed. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bread & Butter, Chardonnay, Napa Valley, Californien, 2021, middel alkohol (13,5%)

169,95 kr., pris på tilbud fra 30. november til 6. december: 99 kr., 365discount

Denne hvidvin er kræs for smagsløgene. Moden mango og melon, vanilje og en anelse eg mødes i både duften og smagen. Sidstnævnte har en dejlig fedme, som får aromaerne til at holde længe i munden. Tilbudsprisen er ualmindelig attraktiv.

stjernestjernestjerneØ

Cascina Albano, Arneis, Langhe DOC, Italien, 2021, middel alkohol (13,5%)

179 kr., Mere om Vin

En hvidvin, der dufter dejligt af frisk citron og har en udmærket god, tør smag, der dog mangler nogle flere smagsfacetter for at leve op til den forholdsvis høje pris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Substance, House of Smith, Chardonnay, Columbia Valley, USA, 2020, middel alkohol (13,5%)

229 kr., på tilbud til 149 kr., Kjær & Sommerfeldt

En skøn duft af moden fersken og ananas møder næsen. Smagen af denne hvidvin er åben, fyldig med fine frugtnoter og strejf af tørrede abrikoser. Vinen udvikler sig yderligere i eftersmagen med noter af appelsin og rød grape. En dejlig vin, der vil være rigtig fin til stegt laks og lette kødretter.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Adobe Reserva Rosé, Emiliana, Chile, 2021, lav alkohol (12%)

59,95 kr., pris på tilbud indtil 7. december: 35 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En meget lys - næsten hvidvins-farvet - rosévin med en fin duft af røde sommerbær og en liflig, fyldig smag med bærsødme men også med tilpas tørhed i eftersmagen. En rigtig dejlig all round hverdags-vin til en ualmindelig lav tilbudspris. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Torre del Falasco, Cantina Valpantena, Valpolicella Ripasso Superiore DOC, Italien, 2020, middel alkohol (14%)

75 kr., pris på tilbud fra 30. november til 6. december: 49 kr., 365discount

En ret enkel all round rødvin med god saftighed og en fin syre til slut. Men også en lidt tynd vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mammouth, Zinfandel, Puglia IGP, Italien, 2021, middel alkohol (14%)

89,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

Her har vi en rigtig dejlig og varm jule-rødvin med kakaobønne og vanilje i duften og med en dejlig krydret smag med nelliker, allehånde og syltede kirsebær. Men også med en frisk bærnote til slut.

stjernestjernestjerne

Ad Hoc, Primitivo di Manduria DOC, Italien, 2022, høj alkohol (14,5%)

99 kr., Masa Wine

Der er syltede blommer over duften af denne rødvin. Smagen er fyldig med moden frugt og en vis sødme, men den forsvinder rimelig hurtig. Vinen virker utrolig nok lidt træt, selv om den er ung.

stjernestjernestjernestjerne

Tenuta Foresta, Barbera, Piemonte DOC, Italien, 2020, middel alkohol (14%)

129 kr., pris ved 3 flasker: 95 kr., Mr. Ruby

En udmærket rødvin med blød og frisk frugt - solbær og hyldebær - og med afrundede tanniner til slut. Prisen ved tre flasker indkasserer den fjerde stjerne.

stjernestjernestjernestjerne

Unánime, Mascota Vineyards, Argentina, 2018, middel alkohol (14%)

159,95 kr., pris på tilbud fra 1. til 31. december: 69 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En god og meget frugtrig rødvin med modne solbær som den dominerende note i duft og smag. En fin krydring efterfulgt af en fin syre præger eftersmagen.

stjernestjernestjernestjerne

Speri, Valpolicella Ripasso DOC, Italien, 2021, middel alkohol (13,5%)

220 kr., pris ved 6 flasker: 150 kr., Erik Sørensen Vin

Syltede blommer og læder forenes i duften af denne udmærkede rødvin. Smagen er koncentreret og kompleks, silkeblød og med god moden frugt, bittermandel og afrundede tanniner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cs Substance, Cabernet Sauvignon, Columbia Valley, USA, 2019, middel alkohol (14%)

229 kr., pris på tilbud: 149 kr., Kjær & Sommerfeldt

Denne rødvin er indbegrebet af Cabernet Sauvignon med sin rene, koncenterede solbærmost. Den er enkel på den helt rigtige måde og med en dejlig lang eftersmag med et saftigt bid og afrundede tanniner.

Smagningen af Champagne Brut

stjernestjernestjernestjernestjerne

Prédiction, Champagne Dom Caudron, Meunier, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

Duften har karakteristiske brødnoter, moussen er rigelig, rund og vedvarende, og smagen rigtig dejlig og med en fin frisk æblenote, der holder længe i munden. 165 kr. er et kup for så god en champagne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chardonnets & Fils Blanc de Blancs Brut, Chardonnay, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

179 kr., pris ved køb af 6 flasker, Vinimport ved Ib Michelsen

En rigtig dejlig all round champagne med en fyldig blød mousse, duft af friske abrikoser og med en elegant smag med en frisk citrusnote, der holder længe i muden. Prisen er yderst attraktiv, og de 6 flasker skal nok forsvinde hurtigt i løbet af den næste måneds tid...

stjernestjernestjernestjernestjerne

Louis Roederer Collection 245, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

245 kr., pris for 37,5 cl, DH Wines

Denne champagne er helt i top med en fyldig, blød og vedvarende mousse, en dejlig duft af kvæde med strejf af rugbrød og en lang, elegant og meget aromatisk smag med friske paradisæbler og krydret citronskal. Indtil videre kan champagnen kun købes i en 37,5 cl's flaske - hvilket jo er perfekt til en nytårsaften i tosomhed. De almindelige 75 cl's flasker kommer på hylderne til næste år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Frédéric Malétrez Réserve Premier Cru, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

Druer fra 1. cru marker i Montagne de Reims har lagt most til denne glimrende champagne. Den har en fin duft af klementiner og en tilpas tør og fyldig frugtsmag med strejf af rugbrød. En elegant vin til en meget fordelagtig pris. Drik den til retter med skaldyr.

stjernestjernestjernestjerne

Champagne Carole Noizet Tradition Brut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

299 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr. flasken, DH Wines

Denne gode champagne har en meget aromatisk blomsterduft og en fyldig smag med blød mousse, en anelse frugtsødme og noter af modne pærer i den lange eftersmag. Vinen er især fin som velkomstdrink.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Champagne Charpentier Tradition Brut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

325 kr., pris på tilbud: 235 kr., Erik Sørensen Vin

Der er moden frugt - især pære - i duften af denne dejlige champagne. Moussen er fyldig, og smagen har også modne frugtnoter og et lille frisk citrus-twist til slut. En så fyldig champagne vil egne sig fint til lette retter med lyse fisk.

stjernestjernestjerne

EPC Blanc de Blancs Brut, Alain Edouard, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

En Blanc de Blancs - en champagne på 100% Chardonnay. Vinen har en lidt udefinerlig duft, mens smagen byder på søde æbler og modne grønne druer. Det er en vin med en anelse frugtsødme - og en smag, der fader lidt ud. Moussen er også sprudlende fra start, men holder ikke længe i glasset.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Clara, Champagne A. Lété, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

329 kr., Greatwine

En spændende, aromatisk og fyldig champagne med atypiske men dejlige noter i smagen - karambole og strejf af mynte - og med en mousse, der holder længe i munden. Nyd vinen, som den er, eller til lidt eksotiske canapéer.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Éclat Premier Cru Brut, Champagne Cossy , Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

Der er en fin mousse og en gær-note i duften, mens smagen er åben og imødekommende med noter af gule blommer og abrikos. En meget dejlig champagne, der både vil gøre sig som velkomstdrink og som ledsager til lette fiskeretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Champagne Auguste Lavoisier Brut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

349 kr., PL Vinimport

Farven på denne skønne champagne er flot gylden, moussen fin og sprød, duften har noter af korn, og smagen er elegant og langvarig. Det er en tør vin - dog med en lille frugtsødme til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

G.H. Martel&Co Premier Cru Brut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

349,95 kr., pris ved 6 flasker: 199,95 kr., Supervin

En champagne med duft af sommerblomster, lyst brød og citrus. Smagen er elegant og let tilgængelig med en perfekt balance mellem tørhed og frugtsødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Champagne Autréau Blanc de Blancs Brut Grand Cru, Chardonnay, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

359 kr., La Maison Sevino

Her er duft af citrusskaller, en vedvarende mousse og en dejlig smag, der er tør uden at knase, med frisk frugt og en lille toast-note til slut. En helt igennem indbydende champagne, der vil egne sig glimrende som velkomstdrink eller til en let forret.

stjernestjernestjernestjerne

Ellner Grande Reserve Brut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

369 kr., Holte Vinlager

Citron er en dominerende aroma i såvel duften som smagen af denne elegante champagne, der slutter med en frisk syre. Vinen er enkel på den gode måde, og den er oplagt til alt godt fra havet.

stjernestjernestjernestjerne

Champagne Robert Barbichon Blanc de Blancs, Chardonnay, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

390 kr., Sigurd Müller

En champagne med en rigt skummende mousse, der dog rimeligt hurtigt falder til ro i glasset. Smagen er meget tør af en Brut champagne og med en fin citrusnote, som holder ud i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjerne

Fourny & Fils Blanc de Blancs Premier Cru Brut Nature, Chardonnay, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

399 kr., Furesø Vin

Holder man af en meget tør champagne, så er denne et godt bud. Den er en Brut Nature - en champagne, hvor der ikke er tilsat sukker (dosage) og dermed den tørreste på tør-sødme skalaen for champagner. Vinen indeholder kun det sukker, der findes naturligt i druerne. Så vi er helt nede på 3 gram pr. liter. Det er en god - og knastør - champagne med en livlig mousse og en lille krydret note. Oplagt til østers og fede skaldyr.

stjernestjernestjerne

Champagne Loriot-Pagel Brut Nature, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

Den tørreste udgave af champagne. Der er noter af rugbrød over duften, mens smagen netop er til den meget tørre side. Der mangler lidt smagsfacetter, og eftersmag er der ikke meget af.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Puissance Grand Cru Brut, Champagne Pierre Trichet , Pinot Noir, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

399 kr., Holte Vinlager

En meget velkomponeret champagne med nektariner og brioche i duften og med en fyldig og frisk smag af citrus og grønne modne æbler. Smagen er omsluttet af en dejlig blød og frisk syre med en fin lille krydring.

stjernestjernestjerne

Besace Blanc de Noirs Extra Brut, Champagne Bardiau, Champagne, Frankrig

En champagne med en fin krydring og noter af klementiner i duften. Smagen er tør med ok frugt men også med en lille bitter note til slut.

stjernestjernestjernestjerneØ

A Travers Celles Extra Brut, Champagne Etienne Sandrin, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

Der er lidt herbale noter over duften, mens smagen er forventeligt meget tør, medium fyldig og med fine friske citrusnoter. En god champagne til den, der ønsker sin champagne i den meget tørre ende.

stjernestjernestjernestjerne

Champagne Laurianne Lejour Grand Cru Brut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

499 kr., pris ved 6 flasker 350 kr., Nemvin.com

En champagne på 50% Pinot Noir og 50% Chardonnay, og en god og meget klassisk champagne med duft af lyst brød og med en tør og bred smag med noter af tørrede æbleringe til slut.

stjernestjernestjerne

Mannaz Brut, Laurent Godard, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

499,95 kr., pris ved 6 flasker: 239,95 kr., Supervin

En champagne med en fin fylde, en lidt bastant mousse og med en udmærket frugtsmag, der dog forsvinder lidt vel hurtigt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fourny & Fils Blanc de Blancs Premier Cru Extra Brut, Chardonnay, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

599 kr., Furesø Vin

En Extra-Brut - den næst tørreste champagne-type - og en Blanc de Blancs på 100% Chardonnay. Det er en af de champagner, man gerne vil have med på en øde ø. Den dufter af mørkt brød og bitter appelsinskal, har en fyldig, rig og blød mousse og en meget lang og saftig smag med aromatiske noter af lime. Nyd champagnen som velkomstdrink ledsaget af appetizers.

Smagningen af Champagne Demi-sec

stjernestjernestjernestjerne

Champagne Louis Laurent Demi-sec, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

199,95 kr., pris på tilbud fra 19. december til 1. januar 2024: 169 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

169 kr. (tilbudsprisen) for en flaske champagne er i den lave ende - men det er ikke ensbetydende med, at kvaliteten også er det. Der er en fin note af bagt citronskal i duften, mens smagen har en fin frugtsødme med noter af lyse rosiner. Et rigtig godt glas til prisen - og sagen som velkomstdrink eller til en let frugtdessert.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Charles Montaine Demi-sec, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

En champagne på de tre klassiske druer, Pinot Noir, Meunier og Chardonnay - og en meget delikat champagne. Den har en fin mousse, duft af pærer og en smag med god fylde, moden frugt og en fin sødme samt et behageligt tørt bid til slut. Det er en meget indtagende og åben champagne - og en vin, mange vil kunne lide.

stjernestjernestjernestjerne

Champagne Gratiot Delugny Demi-sec, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

En fin duft af grønne æbler og lyst brød kommer én i møde. Smagen byder på kvæder og modne citrusnoter. En god champagne til en overkommelig pris.

stjernestjernestjernestjerne

Champagne Auguste Lavoisier Demi-Sec, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

349 kr., PL Vinimport

Skummet er lang tid om at lægge sig i denne champagne, og boblerne holder længe i glasset. Smagen er fyldig og medium tør med god moden frugt og en lille karamelnote til slut. Et godt bud på en tør champagne med behagelig sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Créme de Cuvée Demi-sec, Champagne Devaux, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

En elegant champagne med en sart duft af karambole og en smag med en fin sødme og en anelse lys rosin og karamel i den lange eftersmag. Nyd vinen, som den er, eller til en let frugtdessert.

Smagningen af Champagne Doux

stjernestjernestjernestjernestjerne

G.H. Martel & Co, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

399,95 kr., pris ved 6 flasker: 269,95, Supervin

Doux - den sødeste af champagnerne. Og dog, vinen er ikke sliksød, men har en delikat blomsteraroma og strejf af honning og mørk karamel i smagen. Et godt bud til kransekagen nytårsaften.

Vinene til Coops nytårsmenu

stjernestjernestjernestjerne

Gran Barón Brut, Cava DO, Spanien, lav alkohol (12%)

84,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Bobler i glasset nytårsaften behøver jo ikke at være champagne - det kan fx være en udmærket cava som denne med en fin mousse og en fyldig smag med god moden frugt. Vinen er fin som velkomstdrink men med sin fylde vil den også være en god ledsager til lette fiskeforretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Burmester White, Porto, Portugal, høj alkohol (19,5%)

84,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 69 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er eg og lyse rosiner i duften af denne dejlige portvin. Smagen er fyldig og sød - dog ikke sukkersød men med fine noter af abrikos og gule blommer i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Burmester Colheita 2005, Porto, Portugal, 2005, høj alkohol (19,5%)

179 kr., Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En portvin, der dufter dejlige af tørret frugt og nødder. I den søde smag er der noter af tørret appelsinskal og honning, men sødmen får et perfekt modspil af et lille tørt bid til slut.

stjernestjernestjernestjerne

Saint-Bris, Moillard, Sauvignon Blanc, Saint-Bris AOP, Frankrig, 2022, lav alkohol (12%)

184,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 99 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er god mineralitet og en anelse eg i duften. Smagen er meget tør, stringent og fint krydret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Terres des Pontifes, Gabriel-Meffre, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig, 2022, høj alkohol (15%)

199,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 149 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Denne rødvin er skabt til ære for Avignons paver. Og den vin kan paverne godt være stolte af! Med sin brede palet af krydrede noter - sort peber og stjerneanis - er dette en rigtig Châteauneuf. Eftersmagen er lang og med et tilpas tanninbid. Normalprisen er ok for en vin af denne kvalitet - så køb den til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjerneØ

First Stone, Spier, Stellenbosch, Sydafrika, 2021, middel alkohol (14%)

199,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 66,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rødvin på 58% Merlot og 42% Cabernet Sauvignon - og med de to druer kan man godt undre sig over vinens markant krydrede noter. Men det er en rigtig god vin med aromatisk peber og ren lakrids ud i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Jean Desvignes, Sancerre, Frankrig, 2022, lav alkohol (12%)

199,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 129 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Modne citrusfrugter - citroner, appelsiner og klementiner - præger både duften og smagen af denne dejlige hvidvin. Den er oplagt til blandt andet asiatiske retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Moillard Brut, Crémant de Bourgogne AOP, Frankrig, 2021, lav alkohol (12%)

199,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 79,95 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En dejlig mousserende vin, og et godt alternativ til champagnen, når klokken slår 24 nyårsaften. Vinen har en flot skummende mousse, en fin duft af moden citron og en liflig og kompleks smag af citrusfrugter. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.