Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 51, 2023



Når efteråret melder sig i Abruzzo, lyser vinmarkerne op med deres gule og røde løv.

Kampen om en drueDel på Facebook

Rødvin på den blå drue Montepulciano kan kun have et Montepulciano på etiketten, når vinen er fremstillet i den italienske region Abruzzo.

Sådan bør det være ifølge regionens vinråd, og det italienske landbrugsministerium er nu kommet regionen til hjælp med et nyt dekret, der anerkender, at det kun er Abruzzo, der må anvende druenavnet. Og det gælder såvel på etiketterne som i al markedsføringsmateriale. Al anden vin på druen må kun bruge betegnelsen Cordisco, der er et synonym for Montepulciano.
Beslutningen er ikke faldet i god jord hos vinrådet i den italienske region Marche. Her har man siden tidernes morgen dyrket Montepulciano og anvendt navnet, og i dag er der stadig cirka 2200 hektar vinmarker med druen.

Ingen kender navnet


Synonymet Cordisco stammer fra middelalderen, og er fuldstændig forsvundet i historiens tåger, lyder det fra Marches vinproducenter. Stort set ingen italienske producenter eller forbrugere kender navnet. Og uden for Italiens grænser står det endnu værre til, mener man i Marche.
Cordisco blev faktisk slettet, da Italiens nationale vinregister med alle druenavnene blev digitaliseret i 1980’erne. Nu er navnet så igen oprettet i vinregistret.

Fornærmende over for kolleger


Abruzzos vinråd klapper naturligvis i hænderne og mener, det er en glimrende løsning, at Marche - og andre italienske regioner, der laver vin på druen - fremover kun må anvende navnet Cordisco. Som det er nu, er det jo bare forvirrende for forbrugerne, lyder det herfra.
Sandt nok, så er Montepulciano Abruzzos hoveddrue, der dækker cirka 50% af regionens vinmarksareal, hvilket vil sige omkring 18.000 hektar. Men alligevel - bør en bestemt region have monopol på et druenavn?
I Marche kalder man ifølge Wine-Seacher den tone, vinrådet i Abruzzo bruger, for fornærmende over for kolleger fra andre regioner.
Ud over Abruzzo og Marche dyrkes der også Montepulciano i de italienske regioner Lazio, Molise og Puglia.
Hvis man skal tale om noget, der er forvirrende, så er det nok snarere, at der i Toscana findes en vin med navnet Vino nobile di Montepulciano. Den har intet med druen at gøre - navnet skyldes, at den fremstilles på druer fra vinmarker omkring byen Montepulciano.



IWCA's logo.

Åbent brev efter COP28Del på Facebook

Nogle jubler over resultatet af den nyligt afholdte klimakonference COP28, mens andre er dybt skuffede. Selv om der er tale om et historisk resultat, nåede deltagerne som bekendt ikke til enighed om en bindende aftale for en udfasning af fossile brændstoffer.
Blandt de skuffede er International Wineries for Climate Action (IWCA). Denne organisation er grundlagt af to førende vinhuse, spanske Torres og amerikanske Jackson Family Wines. Medlemmerne er miljøengagerede vinhuse, og målet er at reducere den globale vinindustris samlede CO2-udslip med hele 80% inden år 2045. I dag har medlemstallet rundet 140 vinhuse i 11 forskellige lande, og til sammen tegner de sig for 2% af den globale vinproduktion.
Nu har IWCA på medlemmernes vegne skrevet et åbent brev om organisationens holdning til resultatet af COP28, og der er ikke mange rosende ord at finde.

Slutdato for udfasning


Bekymringen lyser ud af ordlyden i brevet, som kan læses i sin helhed ved at klikke her. Der står blandt andet, at resultatet af årets COP er et udtryk for manglende handlekraft. Og man opfordrer på det kraftigste til, at deltagerne ved næste års konference, COP29, bliver enige om en slutdato for brugen af fossile brændstoffer.
Af brevet fremgår det også, at ”det er bydende nødvendigt for brancher som vores, der er afhængige af et stabilt klima og jordens kvalitet, at reduceringen af CO2-udslippet sættes øverst på dagsordenen.” Og ”hvis ikke man når målet om at holde den globale opvarmning på under 1,5 grader celsius, vil vinsektorens overlevelse blive bragt i fare.”


Fra hanerne i Le Café des Sports i Strasbourg tappes der øl og cider - og nu også vin. Foto: Le Café des Sports.

Et angreb på traditionerneDel på Facebook

I Frankrig er der ingen, der løfter et øjebryn, når der i en bar tappes øl fra en fustage. Men drejer det sig om vin, er sagen en helt anden.
Det fik Le Café des Sports i Strasbourg at føle, da den for nogen tid siden installerede 25 fustager med forskellige vine. Baren tappede allerede sit bryg og sin cider fra fustager, så hvorfor ikke gøre det med bare et udvalg af husets vine. Det medførte dog stor forargelse hos flere af barens gæster, der kaldte det for “et angreb på traditionerne!”

Billigere for gæsterne


Barens ejer, Geoffray Deshayes, har givet svar på tiltale. Som han hævder, så reducerer fustagerne priserne for indkøb af vin - hvilket igen kommer gæsterne til gode. Derudover er de mere miljøvenlige end glasflaskerne. Fremstillingen og transporten af sidstnævnte er som bekendt forbundet med et pænt stort CO2-udslip. De 20 og 30 liters fustager, som bruges i baren, er genanvendelige, og den indre pose, som smides ud, er lavet af et miljøvenligt materiale.
Desuden giver det baren mulighed for at servere langt flere vine glasvis, da vinen i en åbnet fustage kan holde op til et halvt år, mens den i den åbne flaske kun holder et par dage.
Vi har også herjemme barer, hvor der tappes vin fra fustager til gæsterne. Så vidt vi ved, er der taget vel imod nyheden blandt danske bargæster...

Svindel i Loire Del på Facebook

To førende vinhuse i Loire er blevet idømt store bøder og deres ejere betingede fængselsdomme for svindel med EU-midler. Det drejer sig om Domaine des Herbauges og Arnaud Lambert. Svindelen stod ifølge Wine-Searcher på mellem 2009 og 2012, og det lader ikke til at have været det store problem for de to vinhuse at udføre den.
Først indgik de et virksomhedssamarbejde omkring en påstået eksport af vin til Hong Kong og Taiwan, og dernæst ansøgte de EU om økonomisk støtte til et markedsføringsfremstød i de to nye eksportlande.

Forfalskede papirer


Domaine des Herbauges og Arnaud Lambert blev bedt om at fremsende fakturaer og eksportpapirer til EU som dokumentation for vineksporten, hvilket de hver især gjorde - dog var begge dele forfalskede. En medsammensvoren i Taiwan, der udgav sig for at være de to vinhuses forretningspartner, bedyrede dokumenternes ægthed.
Gennem de følgende fire år modtog Domaine des Herbauges i alt 68.000 euro (cirka 507.000 kr.) i støtte, mens Arnaud Lambert fik 59.400 euro (cirka 443.000 kr.). Hvordan og hvornår svindelen blev afsløret, melder historien ikke noget om.


Miljenko (Mike) Grgich.

Miljenko Grgich død 100 år gammelDel på Facebook

Miljenko Grgich var immigranten, der kom til Californien og var med til at sætte Napa Valley på det vinøse verdenskort. Nu er han død i den høje alder af 100 år, og dermed har USA mistet en af sine mest berømte vinproducenter.
Grgich blev født i Kroatien og voksede op i sine forældres vingård sammen med sine 10 søskende. Allerede som toårig fik han vin blandet med vand, og som treårig var han med til at trampe druer med fødderne.
Han blev uddannet vinmager i Zagreb og immigrerede til Californien, hvor han arbejdede for en række førende vinhuse.
I 1977 grundlagde han sit eget vinhus, Grgich Hills Estate i Rutherford, og blev hurtigt berømmet for sine Chardonnay-vine, som gennem de sidste mange årtier har vundet et hav af internationale priser. Man kan læse mere om ham i VinAvisens Hall of Fame.


Druehøst i Argentina cirka 1890. Foto: Wikipedia/Augusto Streich.

En varm kartoffel...Del på Facebook

De fleste med interesse for vin har hørt – og måske også brugt – betegnelserne ”den gamle verdens” og ”den nye verdens” vine eller vinlande. Førstnævnte henviser pr. tradition til de europæiske vine, mens sidstnævnte typisk omfatter vinene fra landene på den sydlige halvkugle – Argentina, Chile, Australien, New Zealand, Sydafrika og USA.
Men faktisk har termerne i nogen tid været lidt af en varm kartoffel i vinøse kredse. Der er vinproducenter, der hævder, at forbrugerne i højere grad forbinder betegnelsen ”den gamle verdens vine” med kvalitet, mens ”den nye verdens vine” klinger lidt mere af noget nyt og uprøvet – en slags forsøg på at imitere vinene fra ”de oprindelige lande”.

Dropper termerne


Nogle af landene på den sydlige halvkugle er heller ikke så nye endda, når det gælder vin. Fx er der i Argentina vinmarker tilplantet med upodede vinstokke, som kom til landet i 1850’erne. Og hvad med Kina, som der også er mange, der betragter som hørende til ”den nye verdens vinlande”? Sandt nok er det først i nyere tid, at kineserne er begyndt at eksportere vin til omverdenen, men der er blevet lavet vin i Kina i flere tusinde år.
Hos Wine & Spirit Education Trust (WSET), der er verdens største udbyder af vin- og spiritusuddannelser, har man længe anset termerne for alt for gammeldags, og i 2022 blev de helt droppet fra al undervisnings- og eksamensmateriale.
Nu er den amerikanske arm af den anerkendte internationale sommeliereksamen Court of Master Sommeliers fulgt trop og har ligeledes vinket farvel til de to betegnelser. Og det vil vi også gøre her hos VinAvisen!


De tre brødre og deres kusine, som nu kommer til at stå i spidsen for den legendariske vingård i Valpolicella.

Allegrini deles i to Del på Facebook

Der løber vin i Allegrini-familiens årer. Siden 1500-tallet har den fremstillet rødvin i Valpolicella i den italienske Veneto-region.
Men det var først i 1960’erne og 70’erne, at Giovanni Allegrini med nye vindyrknings- og fremstillingsteknikker gjorde familiens vine berømte viden om.
Siden 1983 har hans tre børn, Walter, Franco og Marilisa, videreført familiens vingård, hvis vinmarksareal i dag er kraftigt udvidet, ligesom familien også ejer vingården Poggio al Tesoro i det toskanske Bolgheri. Mens Franco og Walter stod for vinfremstillingen, tog Marilisa sig af marketing og salg.
Walter døde i 2003, og sidste år mistede Marilisa Franco og blev dermed den sidste overlevende af de tre søskende.

Tre brødre og en kusine


Men i de gamle traditionelle vinfamilier er der som regel altid nogle børn, der er parate til at overtage roret. Og sådan er det også her, og nu er det næste generation Allegrinis tur til at føre familiens vinfirma videre.
Dog bliver det ikke som et samlet firma - familien har taget det historiske skridt at dele det gamle Allegrinis besiddelser i to.
Franco Allegrinis sønner, Francesco, Giovanni og Matteo, erhverver aktiemajoriteten i den berømte gamle vingård i Valpolicella, som de nu vil drive videre sammen med deres kusine, Silvia Allegrini.
Marilisa og hendes døtre, Carlotta og Caterina, vil fremover have ansvaret for Poggio Al Tesero.


Vieilles Vignes Francaises Blanc de Noirs. Foto: Bollinger.

Slut med en legendarisk champagne? Del på Facebook

Vieilles Vignes Francaises Blanc de Noirs er en af champagnes mest berømte og sjældne vine. Og den er champagnehuset Bollingers flagskib, der herhjemme i årgang 2008 i øjeblikket sælges for 25.000 kr. flasken hos Løgismose.

Der fremstilles kun få flasker årligt af denne champagne – og nu frygter Bollinger, at det slet ikke er muligt at lave vinen om blot ganske få år.
Vieilles Vignes Francaises fremstilles på 100% Pinot Noir-druer fra to små vinmarker i Aÿ, Clos St-Jacques og Clos des Chaudes Terres, der hver kun er på 0,2 hektar. Begge marker er mur-omkransede, og det helt specielle ved dem er, at vinstokkene står på egne rødder.
Da vinlusen Phylloxera var ved at udrydde enhver vinstok i Europa i slutningen af 1800-tallet, var den eneste måde at redde europæisk vin på at plante nye vinstokke, der var podet på resistente amerikanske rødder. Vinlusen ernærer sig af planternes rødder og dræber til sidst hele vinstokken. Og der er intet middel mod den lille lus.

Skyldes klimaændringerne


Samtlige vinstokke helt op til de to små marker i Champagne døde, men vinlusen undlod at gøre sit indtog i Clos St-Jacques og Clos des Chauds Terres, hvorfor vinstokkene her forblev på egne rødder.
Mange vinproducenter mener, at vinstokke på upodede rødder har en positiv betydning for en vins aroma og smag, og der findes i dag en europæisk organisation for producenter, der udelukkende laver vin på druer fra vinstokke på egne rødder.
Men hvorfor er det så, at Bollinger frygter ikke længere at kunne fremstille Vieilles Vignes Francaises Blanc de Noirs – en champagne, der er berømmet for sin store aroma, sin frugtkoncentration og sin kompleksitet?
Det skyldes ifølge The Drinks Business, der har talt med champagnehusets direktør, Charles-Armand de Belenet, klimaændringerne. Det er i hvert fald Bollingers bedste bud, da jordbundsforholdene i de to vinmarker er nøjagtig den samme blanding af ler og kalk som uden for markerne.

Muren holder på kulden


Vinlusen har altid fandtes i Clos St-Jacques og Clos des Chauds Terres – dog i meget begrænset omfang, hvilket ifølge Bollinger sandsynligvis skyldes, at markerne er mur-omkransede. Murene holder på sommervarmen, så vinstokkene får et ekstra skud varme. Men de holder også på kulden, så vintrene bliver ekstra kolde inden for murene. Når der er frost, går den med jævne mellemrum dybt ned i jorden i de to små marker, og ved 5 minusgrader dræber frosten vinlusen. Det har gennem tiderne bevirket, at antallet af vinlus er blevet holdt nede.
Men med klimaændringerne, de stigende temperaturer og de mere milde vintre, er det slut med denne stopklods for vinlusen. Bollinger har for nylig foretaget analyser af vinmarkerne, og det viser sig, at lusen er på kraftig fremmarch, og at produktiviteten hos nogle af vinstokkene er reduceret med helt op til 80%.
Det afspejler sig naturligvis også i antallet af flasker af Vieilles Vignes Francaises Blanc de Noirs. For ti år siden lå det på omkring 4000 flasker årligt – i de senere år har antallet været nede på 700 styk i gennemsnit. Selv i år, hvor Champagne havde en af de største høstårgange nogensinde, blev det kun til 1000 flasker af den legendariske champagne.


Pomfritter og burgere ledsaget af en flaske Greasy Fingers rødvin.

"Fedtede fingre" til fastfood Del på Facebook

For de fleste vininteresserede er det en kendt sag, at Sauternes og andre søde hvidvine er et godt match til foie gras, og at Amarone rødvin står glimrende til juleanden. Men hvad med vinen til burgeren eller pomfritterne? Det er sjældent, man hører om vin-anbefalinger, når det gælder fastfood.
Nu har det franskbaserede vin- og spiritusfirma Pernod Ricard lanceret en serie på to vine med navnet Greasy Fingers (fedtede fingre). Begge vine er, som navnet antyder, ikke vine, der anbefales til kniv, gaffel og finere madlavning. De er derimod ifølge firmaet skabt til at matche burgere og andet fastfood.
Vinene - en rødvin på Grenache og Shiraz og en hvidvin på Chardonnay - er netop kommet på forretningshylderne i Storbritannien, hvor de hver koster 10 pund (cirka 85 kr.) flasken.

Højner måltidet


For at promovere vinene søger den britiske arm af Pernod Ricard en “burger sommelier”. Vedkommende, som bliver udvalgt af et panel af britiske mad-influencere og kokke, får til opgave at kreere to burgere, der matcher hver af vinene. Burgerne vil dernæst blive sat til salg gennem flere forskellige online fastfood restauranter.
Nu vi er ved det med fastfood og vin, så kan vinen jo også være både fin og dyr og på den måde højne den måske lidt mere simple mad. Det mente i hvert fald den amerikanske vinsamler Lloyd Cooper Flatt, der ind imellem matchede en flaske Dom Perignon champagne med pizza leveret fra Dominos. Også sangstjernen Madonna har ytret, at hun ynder at drikke champagne til pomfritter.


Det må være lidt svært at løfte og drikke af det store glas...

Vin XXLDel på Facebook

Barer og restauranter verden over kappes om at tiltrække kunderne i denne søde juletid. Og her har et etablissement i det canadiske Toronto, Chandelier Dine & Bar, tænkt stort i ordets bogstaveligste forstand.
Den armenske restaurant og bar tilbyder gæsterne “vin XXL”, hvilket vil sige vin serveret i glas, der kan rumme hele 3,5 liter!
Prisen for “et glas vin" er da også derefter og ligger på 61 CAD (cirka 310 kr.) for et glas rødvin og 58 CAD (cirka 295 kr.) for hvidvin.
Det er selvfølgelig lidt pjattet, og ret svært, hvis man vil slynge vinen rundt i glasset for at få den fulde fornøjelse af duften. Og tænk bare, hvis nu man kommer til at vælte det fulde glas…!
Nå, men rent markedsføringsmæssigt virker det faktisk. Gæsterne står ifølge lokale medier i kø for at få “vin XXL”, så nu har Chardelier Dine & Bar besluttet at fortsætte serveringen hele næste år.

Det var flasker som denne, der blev svindlet med.

Borede huller i flaskenDel på Facebook

Svindlere af vin og spiritus bliver stadig mere udspekulerede. Nu har myndighederne i den kinesiske provins Hangzhou beslaglagt 95 forfalskede flasker moutai, hvor svindelen med indholdet er sket gennem glasset i selve flasken. Før vi går videre, må vi hellere - for dem, der ikke ved det - fortælle, hvad moutai er for en størrelse.
Ligesom Skotland har sin whisky, har kineserne deres baijiu, som er fremstillet i Kina siden 1600-tallet. Det mest berømte - og dyreste - mærke er moutai, der udelukkende fremstilles i byen af samme navn i Guizhou-provinsen. Moutai blandes af op til 200 basis-spiritusser, før den tappes på flasker.
De konfiskerede flasker af spiritussen var af mærket Kweichow Flying Fairy Moutai, og de havde ifølge Decanter en samlet værdi på det, der svarer til 239.000 kr. (cirka 2500 kr. flasken).

Lappede hullet med porcelænsler


Det, som svindlerne gjorde, var at fjerne bagetiketterne og med professionelt udstyr bore huller på 0,2 mm i flasken. Gennem hullet udtrak de den ægte spiritus og erstattede den med en forfalsket udgave. Hvordan det har kunnet lade sig gøre med så minutiøst et hul er endnu uvist.
Hullerne blev lappet med porcelænspulver, og etiketterne sat på igen. Og så var flaskerne klar til salg. De endte hos en spiritushandler, der fattede mistanke til indholdet og derfor henvendte sig til myndighederne.
Destilleriet, hvor flaskerne oprindelig kom fra, har også analyseret indholdet og medgivet, at det er forfalsket.
Man har indtil videre arresteret to mistænkte i sagen, men efterforskningen er langt fra slut.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Lars Reitz Petersen.

VinAvisens Blå BogDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt. De portrætter, vi har bragt, har vi samlet på en særlig side.

Lars Reitz Petersen (f. 1966) tog i tidernes morgen en HH på erhvervssproglig linje. Sideløbende med studierne passede han et sæsonjob som bestyrer af en spillehal på Dyrehavsbakken. Jobbet lod en række af årets måneder fri til forskelligt forefaldende arbejde – og ikke mindst til længerevarende ophold på skisportssteder i Frankrig.
Omkring 1990 begyndte han at interessere sig for vin – blandt andet ansporet af opholdene på fransk jord. Interessen greb om sig og førte i 1993 til et job som sælger hos Kjær & Sommerfeldt. Turen gik videre til Knud Jørgensens Vinhandel, og fra 2005 til 2007 var han at finde hos Erik Sørensen Vin.
Derefter var det auktionsbranchen, der trak. Først blev det til et år hos Thomas Høiland Auktioner og derefter to år hos auktionshuset Lauritz.com i Herlev som vinvurderingsekspert.
Han vendte tilbage til vinbranchen og et job i Vinoble Skt. Petri. Men lysten til selv at importere vin fik overtaget, og i 2012 startede han import af champagner fra tre champagnehuse - der i dag er blevet til fem. Vinene sælges via onlinefirmaet Grand Cru Wine, hvor der også tilbydes afholdelse af vinforedrag. På websiden finder man desuden en Skatkammerliste med diverse ældre Fine Wines. Hans store passion for vin dyrkes også med medlemmerne af den private vinklub CTG (Copenhagen Tasting Group), som han i sin tid var medstifter af.
I 2023 åbnede Lars Reitz Petersen en vinbar, Grand Cru Wine Bar, på Frederiksberg, hvor hans særlige glæde for fransk vin og i særdeleshed champagne afspejles i vinene på det omfattende vinkort, der blandt andet omfatter 100 forskellige champagner.
Mere end 25 af vinene og champagnerne serveres glasvis, og til vinene kan man bestille lette anretninger. Vinmanden er selv at finde i vinbaren med kyndig vejledning til de vinglade gæster.
Ud over arbejdet med vinfirma og vinbar bliver der også tid til rejser til Bordeaux og Champagne. Privat bor Lars Reitz Petersen sammen med kæresten Trine og datteren Klara.
Adresse: Grand Cru Wine, Haspegårdsvej 28, 2880 Bagsværd, tlf.: 22 92 65 03, e-mail: info@grandcruwine.dk, www.grandcruwine.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Ugens gode spørgsmålDel på Facebook

- For nylig sagde min onkel, at han trængte til en dram snaps, skriver Linda Hansen. - Hvor stammer ordet dram egentlig fra?
Det var et sjovt spørgsmål, så vi har straks fået vores departement for mærkelige ord til at undersøge sagen. Det viser sig, at dram er et gammelt apotekerudtryk.
I gamle dage inddelte man et apoteker-pund (cirka et halvt kilo) i 12 unser (ounces på engelsk) – et navn, der sandsynligvis kommer fra latin unus, der betyder én.
Og hver unse delte man i 8 dram – et ord, der stammer fra Persien, og som i Grækenland blev til drachme.
Når vi taler om en dram i forbindelse med snaps, så skyldes det, at brændevin i gamle dage blev udskænket fra apotekerne som medicin. I dagens mål svarer en dram til cirka 4 gram.
Vi kan tilføje, at 1 dram yderligere blev underdelt i 3 skrupler. Det er egentlig et ord for en lille spids sten af den slags, der generer, når man får den i skoen – ligesom man kan få skrupler, når man har uro i sindet og tvivler i forbindelse med en eller anden handling. Godt at vide, at der går tre skrupler på en dram.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Vibeke P. Madsen har taget dette billede af en kasse med Pommeau i det franske Normandiet.
Pommeau er, hvad franskmændene også kalder en mistelle, og den laves ved at blande ugæret æblejuice med æblebrændevin, altså Calvados.
Blandingen lagres i store 400 liters fade i cirka 30 måneder, og dette giver drikken en farve som mahogni og en blød smag, der ofte har toner af vanilje og karamel.
Drikken, der holder cirka 17% alkohol, bruges som apéritif eller som ledsager til melon, blå oste og diverse desserter fx med chokolade eller æbler.
Der findes to appellationer, Pommeau de Bretagne og Pommeau de Normandie.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-768
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


768 En forårsbebuder hos Shaker Ridge Vineyard i El Dorado, Californien (foto © Shaker Ridge Vineyard).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Là Côte, Edouard Pretrot, Chardonnay, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

590 kr., pris ved 6 flasker: 499 kr., YouAndWine

En Blanc de Blancs (hvid på hvide (grønne) druer), hvilket vil sige 100% Chardonnay. Det er en meget elegant champagne med duft af grønne druer og lyst brød og med en liflig, let men samtidig fyldig smag af moden citrus. Moussen er livlig og holder længe i munden. Man får høj kvalitet for prisen ved en enkelt flaske.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Vignobles Paul Mas, Viognier, Pays d'Oc, Frankrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

Fadmodningen fornægter sig ikke - den sætter sit præg på især duften, men dukker også frem i den fyldige og frugtrige smag, der slutter med en fin sødme. En god hvidvin, der vil egne sig glimrende til stegt laks, asiatiske retter og lette kødretter. Drik vinen godt afkølet.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Hum Hofer Ried Kirchlissen Reserve Trocken, Weingut Hofer, Weinviertel DAC, Østrig, 2018, middel alkohol (13,5%)

129,95 kr., SPS Wine

En gylden hvidvin med duft af modne æbler og med en meget fyldig frugtsmag. Det er en Grüner Veltliner med alder, så det er ikke den typiske friske grønne druesmag, der møder ganen. Men alderen klæder druen - i hvert fald i denne glimrende og meget bløde vin. Eftersmagen slutter med et forfriskende bittert bid. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Arroyo Seco Vista, J. Lohr, Chardonnay, Monteray, Californien, 2020, høj alkohol (14,5%)

249,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 149 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En meget lækker hvidvin, der dufter af mango og ferskner og har en fed, fyldig og blød frugtsmag med sødme og eg efter fadmodning. Eftersmagen varer længe ved og udvikler sig i munden. Nyd vinen godt afkølet til cremede oste eller asiatiske retter med sødme.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Altanza Crianza, Rioja DOC, Spanien, 2018, middel alkohol (14%)

115 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Jysk Vin

En udmærket rødvin med god fylde og de krydrede noter - især hvid peber - i front. Smagen er blød, saftig og med moden frugt samt afrundede tanniner i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

S. Sebastião Reserva, Lisboa, Portugal, 2021, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Aromatiske krydede noter præger både duften og smagen af denne dejlige rødvin, der er lavet på Syrah og Touriga Nacional. Det er en let tilgængelig og velkomponeret vin med fin, frisk frugt og en tilpas syre til mad i den lange eftersmag. Drik vinen til en ekstra god pastaret eller til lette og lidt fede kødretter.

stjernestjernestjernestjerne

Tosalet, Priorat DOC, Spanien, 2020, høj alkohol (14,5%)

129,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 66,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Der er lidt kandis i duften af denne gode rødvin. Smagen byder på røde bær og en god saftig note samt en anelse mørk rosin til slut.

stjernestjernestjernestjerne

Wijnskool, Western Cape, Sydafrika, 2020, middel alkohol (14%)

Indtægterne fra salget af denne rødvin går til et vinakademi for vinmagere i Sydafrika - deraf navnet Wijnskool (vinskole). Fine krydrede noter og syltede blå blommer mødes i duften af denne dejlige rødvin. Smagen er fuld af frisk bærmost, blød og rund og med en god syre til slut, der gør vinen oplagt til lidt fede retter med flødesauce. Vinen forhandles hos DH Wines.dk og Trustvines.dk.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Schloss Bockfliess, St. Laurent, Niederösterreich, Østrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Holte Vinlager

En rigtig dejlig og meget aromatisk rødvin med frisk og saftig bærmost i både duft og smag. Hvis velkomstdrinken skal være rødvin, er dette et godt bud. Servér den gerne let afkølet. Men den vil også være fin som ledsager til afskåret kødpålæg. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Les Elmes Les Cuvées Rares, Camel & Joseph, Collioure AOP, Frankrig, 2019, høj alkohol (15,5%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 179 kr., AndrupVin.dk

Collioure er en appellation i den sydfranske region Roussillon, og den er opkaldt efter byen af samme navn. Vinen er fremstillet på Grenache, Mourvèdre og Syrah, og det er en kraftig vin med sort peber, anis og allehånde og med frugten som andenviolin. Eftersmagen er dejlig aromatisk, men alkoholen bider lidt til slut. Det er en vin, der vil kunne klare både flæskesteg og rødkål juleaften.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Pontet Teyssier, Saint-Émilion Grand Cru AOC, Frankrig, 2021, middel alkohol (13,5%)

225 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 150 kr., Skjold Burne

En klassisk og ualmindelig dejlig rød Bordeaux-vin. Den har en kompleks duft med mørke kirsebær og krydrede noter og en silkeblød og fyldig frugtsmag med afrundede tanniner og en anelse ren lakrids til slut. Lad lige vinen få lidt luft i en karaffel - så folder den sig ud med sine mange aroma-lag.

stjernestjernestjernestjerne

Saint Joseph Marandy, Brotte, Syrah, Saint Joseph AOC, Frankrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

240 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 200 kr., Skjold Burne

Saint Joseph er en appellation i det nordlige Rhône, og med denne rødvin er vi så afgjort i den meget krydrede ende af smagsskalaen. Her er sort peber og stjerneanis samt saftighed og fine noter af frisk frugt, der især dukker op i den lange eftersmag sammen med en forfriskende syre. En god ledsager til lidt fede kolde kødretter - fx til anden juledags frokosten.

stjernestjernestjernestjerne

Encore, Katarzyna, Syrah, Thrakiske dal, Bulgarien, 2021, høj alkohol (14,5%)

245 kr., pris på tilbud: 208,25 kr., AM Vinimport

Der er kirsebær og tobak i duften af denne rødvin. Smagen er krydret med hvid peber og strejf af ren lakrids og et lille alkoholbid til slut. En vin, der med sin kraft og saft vil være en glimrende ledsager til juleanden.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pure Paso, J. Lohr, Paso Robles, Californien, 2018, høj alkohol (14,5%)

249,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 149 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rødvin på Cabernet Sauvignon og en mindre del Petit Sirah - en sjælden blå drue, der frem for alt dyrkes i Californien. Ud af de to druer er der kommet en ualmindelig lækker rødvin med blå blommer, solbær og mørk chokolade i både duft og smag. Det er en flot og blød rødvin med krydrede noter i den lange eftersmag. En vin, mange vil kunne lide - og en vin, der vil være en god ledsager til julemaden.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Melnik Family Tree, Villa Melnik, Bulgarien, 2020, høj alkohol (14,5%)

275 kr., pris på tilbud: 233,75 kr., AM Vinimport

Denne rødvin fortjener at blive plasket over i en karaffel et par timer før servering. Så vil den åbne sig og byde på en dejlig vinøs oplevelse med herbale og fint krydrede noter i duften og med en lækker saftighed, varme krydderier og frisk frugt i den lange eftersmag. Nyd vinen til en luksus-pastaret eller til vinterens sammenkogte retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Niña Rufina Reserva, Bodegas Santa Rufina, Tempranillo, Cigales DO, Spanien, 2015, middel alkohol (14%)

300 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 250 kr., Skjold Burne

Modne kirsebær præger duften af denne dejlige rødvin. Smagen er saftig og med et opbud af friske bærnoter - solbær, hyldebær og boysenbær. Men der er også fine krydrede noter og strejf af vanilje efter de 36 måneders fadmodning. Det er en blød og frugtrig vin med afrundede tanniner til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Il Bosco Amarone, Cesari, Amarone della Valpolicella DOCG, Italien, 2017, høj alkohol (15,5%)

399,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 299 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Denne rødvin er lavet på druer fra den 5 hektar store vinmark Il Bosco og er modnet i både fransk og slovensk eg. Det er en glimrende vin - en klassisk amarone - med noter af kirsebær, vanilje og kakao i duften og med en fyldig, kraftig, varm og blød smag med kompleks moden frugt, strejf af rosiner og krydderierne i front i den lange eftersmag. Nyd vinen til julemaden - eller bare som et varmende glas vin en kold vinteraften.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fabiano Amarone, Amarone delle Valpolicella DOCG, Italien, 2019, høj alkohol (15,5%)

410 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 350 kr., Skjold Burne

I uge 36 anmeldte vi årgang 2018 af denne glimrende rødvin - og nævnte, at vinen ville være et glimrende bud på en ledsager til julemaden, selv om der stadig var et stykke tid til jul. Nu er det nu, og årgang 2019 er mindst lige så oplagt til juleand eller -flæskesteg. Der er skovbund og violer i duften, mens smagen er fyldig og kraftig, varm og dejligt krydret og med en fin syre til lidt fede retter.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château du Haut Pick, Sauternes AOC, Frankrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

210 kr., på tilbud indtil 31. december: 175 kr., Skjold Burne

En lækker sød vin, der dufter af honning og har en fyldig nektar-agtig smag, der ud over honning også har noter af sød melon. Nyd vinen til risalamanden eller julens mange kager.