Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 11, 2024



Får af racen Babydoll har "slået græsset" hos Yealands på New Zealand i rigtig mange år. Her er fårene "ansat" udelukkende med fokus på den økologiske vindyrkning. Foto: Yealands.

Bekymret for "greenwashing"Del på Facebook

Hvis man lige nu fløj hen over vinmarkerne i Napa og Sonoma, ville man se rigtig mange gullighvide pletter mellem rækkerne af vinstokke. Det er får, og fåreflokkene har bredt sig med en nærmest eksplosiv vækst i de californiske vinmarker gennem de sidste par årtier.

Fårene holder ukrudtet nede og sørger om vinteren for at give livgivende dækplanter mellem vinstok-rækkerne en tiltrængt klipning.
At anvende får til den slags er selvsagt en grøn og bæredygtig metode sammenlignet med at sprøjte med ukrudtsmidler eller bruge benzindrevne traktorer.
Fårene er også med til at gøde vinmarken – og så er de krøllede dyr - og deres lam - noget så kære at se på. Det sidste har ifølge en artikel i San Francisco Chronicle fået nogle producenter til at mene, at ”trenden” med får er gået for vidt – og en biodynamisk vinproducent er direkte ”bekymret for greenwashing” i vinindustrien.

Fotograferer og deler billeder


Ifølge artiklen skulle man se langt efter får i de californiske vinmarker for bare 20 år siden. Så begyndte nogle økologiske vinproducenter at låne får fra lokale fåreavlere. Og de betalte ikke en krone - eller i hvert fald kun meget lidt - for lånet. Fårene fik jo rigeligt med føde i den tid, de guflede i sig i markerne.
I dag er udlån eller køb af får i høj kurs hos nogle af avlerne – op til 600 dollars (cirka 4000 kr.) pr. hektar vinmark er ikke usædvanligt.
Selv om der rent faktisk kun er brug for fårene i markerne i en kortere periode om vinteren, så ser man dem nogle steder ”græsse” mellem vinstokkene på andre tidspunkter af året. Besøgende turister fotograferer de søde dyr og deler billederne på de sociale medier. Og det kan selvfølgelig give et indtryk af, at man har med et økologisk vinhus at gøre – selv om det med økologien måske stopper ved fårene.
Selvfølgelig har den biodynamiske producent, der henvises til i artiklen i San Francisco Chronicle, en pointe. Men greenwashing i ordets bogstaveligste forstand kan der selvfølgelig ikke være tale om – så længe de ikke-økologiske vinhuse ikke direkte markedsfører sig som økologiske.


Den plakat, som
Deutsches Weininstitut har lavet i anledning af druens fødselsdag.

Tillykke RieslingDel på Facebook

Den grønne Riesling-drue er Tysklands mest berømte drue, og den bruges til både tørre og søde vine. I dag breder den sig over knap en fjerdedel af landets samlede vinmarksareal, og det er i Tyskland, man finder hele 45% af samtlige vinstokke med druen på verdensplan.

Riesling har også sit ophav i vores naboland, og d. 13. marts fylder druen 589 år. På denne dag i 1435 nævnte greven af Katzenelnbogen i Rüsselsheim, at han havde købt seks Riesling-vinstokke. Og det er det første dokumenterede bevis på druens eksistens på tysk jord. Der har selvfølgelig været dyrket Riesling før den tid - greven har jo fået vinstokkene et eller andet sted fra, og det har sikkert været lokalt.
Fødselsdagen bliver fejret i såvel druens hjemland som i en række andre lande - hvilke kan man se på Deutsches Weininstituts hjemmeside.



Foto: Wikipedia/Mick Stephenson.

Forbudt for økologisk vinDel på Facebook

Hvis man får skænket en tysk eller fransk af-alkoholiseret vin i glasset, kan man være sikker på én ting: vinen er ikke økologisk certificeret.
Ifølge EU-reglerne for økologisk vin er af-alkoholisering ikke tilladt. Eller rettere - den metode, vakuumdestillation, der anvendes til at fjerne alkoholen med, er ikke tilladt. Det er en proces, hvor man opvarmer vinen under vakuum, så alkoholen fordamper.
Den tyske landbrugsminister, Cem Özdemir ønsker ifølge The Drinks Business at få ændret reglerne for økologisk certificerede vine, så af-alkoholisering må anvendes. Det er på tide, mener han, set i lyset af den stigende popularitet, vine uden alkohol nyder i medlemslandene - en popularitet, som Özdemir også mærker i sit hjemland.

Der bliver lyttet


Tyskerne er ifølge WHO det land i Europa, der har det højeste alkoholforbrug. I 2020 drak hver voksen tysker i gennemsnit 10,6 liter ren alkohol. Men det er faktisk en hel liter mindre end i 2010, så ligesom i resten af verden skrumper alkoholforbruget også i Tyskland. Og ifølge en anden kilde, Verband Deutscher Sektkellereien (VDS), som repræsenterer 95% af landets producenter af mousserende vin, købte tyskerne hele 18 millioner flasker af-alkoholiseret sekt i 2023 - en stigning på 9,7% i forhold til 2022.
Cem Özdemir opfordrer de øvrige EU-medlemslande til at bakke ham op i bestræbelserne på at få øko-reglerne ændret. EU-kommissionen har da også lyttet til den tyske landbrugsministers forslag og er gået i gang med at vurdere mulighederne for at give det blå stempel til vakuumdestillation af økologiske vine. Men fra vurdering til en mulig godkendelse kan der stadig gå en god rum tid.


En herlig bogDel på Facebook

VinAvisen er faldet over en ny, interessant og underholdende bog på engelsk, ”The Last Night On The Titanic – Unsinkable Drinking, Dining & Style”.
Langt de fleste bøger om det legendariske britiske passagerskib handler om den dramatiske nat i 1912, hvor skibet på sin jomfrurejse forliste efter at være stødt på et isbjerg, og hvor 1500 mennesker omkom.
Den historie kommer forfatteren af bogen, Veronica Hinke, også ind på, og den dukker op fra mange vinkler på de i alt 297 sider. Men bogens hovedformål er at fortælle om den vin, mad og cocktails, der blev serveret ombord.

Lagerliste over vine


En lagerliste fra Titanic over vine og spiritusflasker, som var med ombord, viser, at der var 1000 flasker vin – bordeaux, bourgogne og ikke mindst champagne – 850 flasker spiritus, heriblandt Grand Marnier, som typisk blev nydt efter måltidet, og så hele 20.000 flasker øl.
Ved skibsvraget har man fundet flasker og propper, der tyder på, at Moët & Chandon var favorit-champagnen.
Ud fra fundene på havets bund og fra en række af de svimlende rige passagerer på første klasse breder Veronica Hinke historien ud, så vi også kommer ”med på land” og får et indblik i, hvad der var på drinkskortene og menuerne dengang.

12 æg og 12 skefulde sukker


Man hører fx om den amerikanske millionær John Jacob Astor d. 5., der slog dørene op for sit eget hotel, Knickerbocker, på Manhattan, hvor champagnen flød i foyeren, og hvor man kun måtte tjekke ind, hvis man havde smoking på. Hvis man ikke havde en sådan, var der en skrædder i hotellet, der hurtigt kunne klare den sag!
Bogen er krydret med rigtig mange opskrifter på cocktails, drinks og retter, som læserne kan prøve kræfter med.
Der er fx major Archibald Butt, den amerikanske præsident William H. Tafts højre hånd. Han gik ned sammen med Titanic, men hans ”Butt’s Egg Nog” har overlevet. Den er lavet på intet mindre end 12 æg, 12 skefulde sukker, whisky og rom. Den serverede majoren hver nytårsaftensdag for et større antal gæster.
”The Last Night On Titanic” er bestemt en meget læsværdig bog. Den kan blandt andet købes hos Saxo, hvor den koster 149,95 kr.

Hagl på størrelse med tennisbolde Del på Facebook

I januar blev Argentinas berømte Mendoza-distrikt ramt af et kraftigt hagluvejr. Og nu er det sket igen - og denne gang på det mest uheldige tidspunkt for vinproducenterne, da druehøsten netop er gået i gang.
Især regionerne Maipú og Luján de Cuyo er ifølge Wine-Searcher blevet hårdt ramt, da hagl på størrelse med tennisbolde hamrede ned over byer og marker.
Uvejret, der også bragte store nedbørsmængder med sig, tog kun 20 minutter men efterlod oversvømmede huse, smadrede biler og vinduer, kollapsede tage og væltede træer.
Flere veje er efterfølgende blevet lukket på grund af floder, der er gået over deres bredder - noget, der selvsagt også besværliggører høstarbejdet.
Myndighederne har endnu intet overblik over skadernes omfang - heller ikke, når det gælder vinmarkerne. Men på de sociale medier er der postet billeder af vinstokke, der er “barberet” for al løv og med smadrede druer. I alt har uvejret hærget 5000 hektar land.
Men midt i de store problemer, det har forårsaget, kan man glæde sig over, at ingen menneskeliv er gået tabt.


Etiketterne på de to vine fra L.A.S. Vino.

F*** HimDel på Facebook

Donald Trump har sine modstandere - også uden for USA's grænser. En af dem er vinproducenten Nicolas Peterkin, der ejer vinhuset L.A.S. Vino i Margaret River i Western Australia.
Peterkin lancerede op til sidste præsidentvalg i USA en Chardonnay med navnet ”F*** Him” (VinAvisen er jo en pæn avis, så derfor stjernerne), og der er ingen tvivl om, hvem ”ham” er, når man ser på profilbilledet på etiketten. Senest har Peterkin haft årgang 2019 af vinen til salg på sin hjemmeside - også i flaskestørrelsen magnum. Samtlige flasker er solgt.

Hjælp til Ukraine


Trump er jo kendt for sin protektionistiske politik og sine både virtuelle og fysiske mure mod omverdenen. Som en protest mod protektionismen har Nicholas Peterkin ladet profilen opbygge af udsagn, der omfatter hele verden, alle køn og seksuelle minoriteter.
Der står fx ”druerne er plukket af irere, tyskere og koreanere under ledelse af en sydafrikaner” og ”der er brugt en schweizisk vinpresse og en mexicansk vinmager, og en hollandsk pige har tappet vinen over på franske fade, som er blevet forseglet med en korkprop fra Portugal og voks fra Tjekkiet. Dernæst er vinen tappet på flasker af en lesbisk kvinde og lagt i æsker, fremstillet i Indonesien, osv.
Nyeste skud på stammen fra Nicolas Peterkin er rødvinen ”F*** Him” Putin årgang 2022, hvor al overskud fra salget går til støtte til Ukraine. Man kan læse mere om vinen ved at klikke her.


De 10 flasker portvin, som nu befinder sig hos en skandinavisk samler.

Rekord hos Bruun RasmussenDel på Facebook

I sidste uge lød det højeste hammerslag for et parti portvin nogensinde i Skandinavien. Det skete, da en kasse med 10 flasker blev solgt til en skandinavisk samler på en online auktion hos Bruun Rasmussen for 320.000 kr. Højeste vurderingen lød på 120.000 kr. - så mere end dobbelt op!

Der var da også tale om en af verdens mest berømte portvine, en Quinta Do Noval årgang 1963. Og marken med navnet National, hvorfra druerne stammer, er også helt speciel.
I 1860’erne udryddede vinlusen Phylloxera vastatrix stort set samtlige europæiske vinmarker. Kun få overlevede lusen, der ernærer sig af vinstokkenes rødder, og National var en af disse marker. Det betyder, at markens vinstokke er mere end 150 år gamle, og som noget helt særligt står på egne rødder.



Clooney-parrets smukke Provence-slot, Domaine de Canadel.

George Clooneys rosé Del på Facebook

George Clooney har gjort det i spiritus med tequilamærket Casamigos – som han solgte i 2017 til Diageo for 1 milliard dollars (cirka 7 mia. kr.).
Nu vil den berømte amerikanske filmskuespiller ifølge den franske avis Var Matin prøve kræfter med vinens verden. Og det bliver med en rosévin fra Domaine de Canadel i Provence, som Clooney og hans hustru Amal købte i 2021.
Druerne kommer fra en lille vinmark, som hørte til slottet ved købet. Hidtil er de blevet sendt til et kooperativ, men nu får slottet så sit eget vinmærke, og første årgang bliver 2023.

Provence tiltrækker berømthederne


Det med at have et vinslot i Provence er blevet lidt af en trend hos Hollywoods filmverden. For blot at nævne et par eksempler: Der er George Clooneys gode ven og kollega, Brad Pitt, der – som vi nævnte i sidste uge – ejer Château Miraval og laver en rosévin med slottets navn. Og så er der filmproducenten George Lukas (Star Wars), der ejer Château Margüi – også kaldet Skywalker Vineyards – og som fremstiller flere forskellige vine.
Berømthederne deler endog samme vinkonsulent, nemlig Laurence Berlemont, der tidligere har arbejdet for både Miraval og Margüi, og nu også har været med på sidelinjen hos Domaine de Canadel.


Et udpluk af flaskerne i de mange forskellige nuancer. Foto: Telmont.

193.000 nuancer af grønDel på Facebook

Hvis man i en ikke så fjern fremtid køber to flasker champagne fra champagnehuset Telmont, vil flaskerne højst sandsynligt ikke have den samme grønne nuance.
Huset vil nemlig ifølge Trendwatching.com hvert år lade sin glasproducent, Verallia, fremstille 193.000 champagneflasker i forskellige nuancer fra den kendte flaskegrønne til lettere kanelfarvet. Projektet er et led i Telmonts bestræbelser på at opnå en mere bæredygtig produktion, skære ned på CO2-udslippet og blive såkaldt klimapositiv inden år 2030.

Lavet af "overgangs-glas"


Og hvad har de forskellige grønlige nuancer så med bæredygtighed og klima at gøre? Det kræver en forklaring:
Hver gang en glasmager skifter til en ny farve glas, vil den mængde glas, der fremstilles i overgangen mellem de to farver, have forkellige nuancer. Ingen af nuancerne matcher dog til fulde nogle af de to farver, og denne mængde overgangs-glas bliver derfor som regel kasseret. Og hvis den bliver genbrugt, er det ensbetydende med yderligere brug af energi og tid.
Det er dette ressourcespild, Telmont vil til livs. Fremover bliver der derfor lavet champagneflasker af de forskellige nuancer overgangs-glas.

Flere initiativer


Telmonts champagneflasker har ikke altid været af grønt glas - engang var de af klart transparent glas. Men da hovedparten af al genbrugsglas ikke kan anvendes til fremstilling af det farveløse klare glas, gik man over til de grønne flasker, der laves på 87% genbrugsglas.
Sidste år lancerede Telmont også den hidtil letteste flaske til champagne på 800 gram, 35 gram mindre end en almindelig champagneflaske.

Det er ikke ufarligt at være præst… Del på Facebook

Denne historie har er måske nok lige på kanten til VinAvisen, da den ikke just har så meget med vin at gøre - men dog med hærværk på vin, og ifølge den italienske avis Corriere della Sera ikke mindst forgiftning af en sagesløs præst!
For nylig stod præsten Don Felice Palamara ved alteret i sin kirke, San Nicola di Pannaconi i landsbyen Cessaniti i Syditalien.
Han skulle netop til at tage en mundfuld af vinen fra alterkalken men holdt igen, da indholdet lugtede anderledes, end det plejede.

Spædet op med blegemiddel


Felipe Palamara sagde til sin menighed, at han var blevet dårlig og måtte afbryde ceremonien. Indholdet i alterkalken blev analyseret, og det viste sig, at vinen var “fortyndet” med blegemiddel.
Politiet blev kontaktet, og man har en stærk mistanke om, at det er mafia-organisationen Ndrangheta, der står bag ugerningen - og de dødstrusler, som Palamara tidligere har modtaget.
En anden lokal præst fandt en død kat på sit biltag - en alvorlig advarsel, sandsynligvis fra samme organisation.
Og årsagen? Ja, det er den simple, at de to præster forsøger verbalt at bekæmpe organiseret kriminalitet.


Et udsnit af ACB's reklameplakat for udstillingen "Bulles Bio".

Stadig flere økologiske boblerDel på Facebook

Ting tager tid, men Champagne er godt på vej, når det gælder distriktets omlægning til økologisk vindyrkning.
Ifølge Jérôme Bourgeois, der er formand for Champagnes forening af økologiske drueavlere og producenter, ACB (Association des Champagnes Biologiques), tegnede de økologisk certificerede vinmarker sig i 2009 for 1% af distriktets totale vinmarksareal. I dag er andelen på 10%.
I 2023 havde Champagne 649 certificerede økologiske drueavlere og producenter, der til sammen dyrkede 2700 hektar vinmarker.
Tallene havde set endnu bedre ud, hvis ikke det lige var for det vejrmæssigt elendige 2021. Her kæmpede distriktet med udbredt meldug i vinmarkerne, og i alt 19 drueavlere stoppede deres certificerings-forløb for at kunne få mulighed for at sprøjte mod svampeangrebet.
De mange nye økologiske champagner, der er dukket op i distriktet, bliver præsenteret for såvel forbrugere som vinimportører d. 14. april på udstillingen “Bulles Bio” (økologiske bobler) i Reims.

Nummer 1 på Wine-Searchers liste er den indiske gin Jaisalmer Indian Craft Gin.

De mest efterspurgte ginmærkerDel på Facebook

Gin og England er uløseligt forbundet. Men der fremstilles i dag gin i alverdens lande, og nogle af dem er særdeles populære - ikke mindst dem fra Indien, der også ofte sælges til rimelige priser.
De indiske ginners popularitet fremgår af en ny liste fra Wine-Searcher over de mest efterspurgte ginmærker. Wine-Searcher er en international søgningstjeneste, hvor man kan søge på mere end 500.000 forskellige vine - og spiritusser - i enhver tænkelig årgang og finde frem til, hvor de forhandles.
Hver eneste dag foretages der mere end 1 million søgninger globalt på Wine-Searcher, og disse søgninger er interessante, da de i høj grad afspejler salget inden for de forskellige kategorier og mærker.
På førstepladsen på den nye liste ligger den indiske Jaisalmer Indian Craft Gin, der laves af et af Indiens største destillerier, Radico Khattab i Rampur. Ginnen er fremstillet med tilsætning af en lang meget række krydrede botanicals, heriblandt orangeskal, peber, citrongræs, koriander og Darjeeling te.
Jaisalmer Indian Craft Gin kan herhjemme købes hos Vin Med Mere, hvor den koster 249 kr.

Først på tredjepladsen


Også nummer to på listen over de mest efterspurgte ginmærker er indisk. Den hedder Greater Than London Dry Gin - lidt frækt set med britiske øjne. London Dry en særlig type gin, der fremstilles efter bestemte regler. Dens oprindelse er ukendt, og navnet London skyldes udelukkende, at det var den mest populære gintype i den britiske hovedstad i 1700-tallet.
Greater Than London Dry Gin kan herhjemme købes for 299 kr. hos Ginbutikken.
Først på tredjepladsen af popularitets-listen finder man en engelsk gin, Bombay Sapphire, der fremstilles efter en 200 år gammel opskrift og ligeledes er en London Dry Gin type.
Vi bringer top-ti listen over de mest efterspurgte ginner nedenfor.

Top-ti ifølge Wine-Searcher


1. Jaisalmer Indian Craft Gin, Indien
2. Greater Than London Dry Gin, Indien
3. Bombay Sapphire London Dry Gin, England
4. Ginebra San Miguel Gin, Filippinerne
5. McDowell's Blue Riband Premium London Dry Gin, Indien
6. Tanqueray London Dry Gin, Skotland
7. Beefeater London Dry Gin, England
8. Black Forest Distillers Monkey 47 'Distillers Cut' Schwarzwald Dry Gin, Tyskland
9. Black Forest Distillers Monkey 47 Schwarzwald Dry Gin, Tyskland
10. Stranger & Sons Gin, Indien


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Frederik Dehlholm.

VinAvisens Blå BogDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Frederik Dehlholm (f. 1949) driver sammen med sin hustru Hanne Dehlholm importvirksomheden Dehlholm Vin.
Vin har været en del af Frederik Dehlholms liv siden han var dreng. Da han var 8 år, ”tvang” hans farmor ham til at smage på god bordeauxvin. Hun mente, det var vigtigt, at han lærte god vin at kende – han fik dog lov til at få lidt vand i vinen, hvis han syntes, den var for stærk. Vinen var fra det hedengangne vinfirma Knud Jørgensen i Hellerup.
Da han var teenager, delte familien altid to flasker god bordeauxvin til søndagsmiddagen, og hans mor bebrejdede ofte hans far, at han arbejdede for Tuborg i stedet for hos et vinfirma. Så hun må have været glad for sønnens valg af levevej!
Trods de vinøse bestræbelsrer fra mor og farmor faldt karrierevalget ikke på vinens verden i første omgang. Frederik Dehlholm tog en kandidatgrad i filosofi og historie ved Københavns Universitet, underviste nogle år i historiefilosofi, arbejdede også inden for IT-branchen med udvikling, forskning og undervisning, og blev også uddannet grafiker. Han opnåede at vinde den nordiske pris for bedste foredrag om, hvad man lærer af billedkunsten, når man designer skærmbilleder.
Men vinen havde alligevel bidt sig fast. Sideløbende var Frederik Dehlholm medlem af en række vinklubber og sad i bestyrelsen i flere af dem. Han har også ivrigt studeret vin og vinlitteratur det meste af sit liv, har været vinforedragsholder og har leveret artikler om vin til diverse tidsskrifter.
I 2006 begyndte han at importere vin til vinklubber, hvilket udviklede sig til det nuværende vinfirma Dehlholm Vin, hvis speciale er italiensk vin og champagne.
Det med italiensk vin skyldes ikke mindst, at Hanne Dehlholm, er italiensk translatør – det er da også hende, der varetager korrespondancen med vinproducenterne.
Dehlholm Vin sælger mest til Horeca og især til det stigende antal danske vinbarer. Forretningen har også privat lagersalg en gang om ugen.
Vinimporten er i dag hovederhvervet for Hanne og Frederik Dehlholm, og de nyder meget kontakten med kunderne, der ofte har udviklet sig til venskabelige forbindelser.
Frederik Dehlholm er en ivrig cyklist, men har dog en bil primært til at udbringe vin samt til vinrejser.
Han sidder også i kommunalbestyrelsen i Gentofte for Enhedslisten så der er rigeligt at se til.
Og så har han og Hanne, der har været kærester siden gymnasietiden, tilsammen tre børn, tre børnebørn og endnu et i vente.
Adresse: Dehlholm Vin, Callisensvej 12, 3 sal th., 2900 Hellerup, tlf.: 22 81 11 41, e-mail: info@hanne-dehlholm.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvor mange flasker vin på 1 ton druer?Del på Facebook

I nævner ofte, at der er høstet så og så mange tons druer et eller andet sted i verden, skriver Hans Meldahl. Nu vil han gerne vide, hvor mange flasker vin, man kan lave ud af et enkelt ton druer?
Det kommer faktisk an på, om det skal være hvidvin eller rødvin. Der går nemlig flere druer til hvidvin end til rødvin. Eller sagt på en anden måde: Der bliver mere druekvas – skaller, kerner, stilke osv. – tilovers i fremstillingen af hvidvin.
For at fremstille 100 liter hvidvin, skal man bruge 150 kg grønne druer (eller 160 kg til en fin mousserende hvidvin som fx champagne). Det betyder, at der ud af 1 ton grønne druer bliver 667 liter hvidvin, svarende til cirka 900 flasker.
For at fremstille 100 liter rødvin, skal man kun bruge 130 kg blå druer – de kan nemlig presses noget hårdere end de grønne. Det betyder, at der ud af 1 ton blå druer bliver 770 liter rødvin, svarende til cirka 1025 flasker.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

For en gang skyld bringer vi et billede, vi selv har taget. Bordet så vi hos en marskandiserforretning i Nice på en rejse til Sydfrankrig. Og det er da en rigtig god idé at bruge endestykker fra vinkasser som bordplade.
På bordet ser man dele fra kasser, der har indeholdt forskellige årgange Bordeaux-vin – heriblandt Château Calon-Ségur 1988, Château Mouton Baronne Philippa 1985 og Château L’Enclos 1995.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-780
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


780 På en bjergskråning i Sonoma finder man Far Mountains vinmark Alta Vista med mere end 50 år gamle vinstokke (foto © Far Mountain).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 13 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Corbelli, F. Corbelli & Figli, Grillo, Sicilia DOC, Italien, 2022, lav alkohol (12,5%)

80 kr., pris på tilbud fra 11. marts til 28. april: 50 kr., Skjold Burne

En god og meget aromatisk all round hvidvin med duft af især lime og en smag af modne grønne druer. Drik den ikke alt for kold. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneØ

Reid Freiberg Bockfliess, Hum Hofer, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig, 2020, lav alkohol (13%)

97,95 kr., SPS Wine

En god hvidvin med duft af eg og eksotiske og med en let cremet og fyldig smag med moden citrus og tilpas tørhed. Oplagt til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Die Weinmacher, Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig, 2022, lav alkohol (13%)

99,95 kr., på tilbud fra 15. til 21. marts: 50 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En dejlig frisk hvidvin med en lækker blomsterduft og en fyldig, tør frugtsmag med en fin krydring til slut. Perfekt til dampet laks, muslingesuppe og stenbiderrogn.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Exhib, Côtes de Thau Cap d'Agde IGP, Frankrig, 2022, lav alkohol (12%)

69 kr., på tilbud fra 14. til 20. marts: 49 kr., 365discount

En god, uhøjtidelig rosévin, der kalder på lune forårsdage. Vinen har god fylde, en dejlig tørhed og noter af rabarber og røde stikkelsbær. Drik den godt afkølet til diverse hverdagsretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Dissenay Rosé, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2022, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 15. til 21. marts: 50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En lys rosévin med en sart hindbærduft og en dejlig frisk og fyldig smag med strejf af modne ribs. Et absolut godt køb til tilbudsprisen på 50 kr. ved 6 flasker - og en vin, der egner sig både som velkomstdrink og til ikke for kraftigt smagende retter med kød og kylling.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Il Torcolo, Fabiano, Chiaretto di Bardolino Classico DOC, Italien, 2022, lav alkohol (12,5%)

100 kr., pris på tilbud indtil 28. april: 80 kr., Skjold Burne

En rosévin i den lyse Provencestil. I både duft og smag er der modne ribs, paradisæbler og tørrede tranebær. En helt igennem dejlig og harmonisk vin med en lille sødme og en fin frugtsyre til slut. Normalprisen på 100 kr. er helt ok.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Esprit, Brotte, Côtes du Rhône AOC, Frankrig, 2022, lav alkohol (13%)

110 kr., pris på tilbud indtil 28. april: 80 kr., Skjold Burne

Selv om vi er tidligt på året, så får man sommerfornemmelser, når man har denne rosévin i glasset. Den er uendelig lys - næsten hvidvinsfarvet - men smagen er så afgjort rosé med god fylde, noter af røde bær og en fin krydring til slut. En rigtig dejlig vin, der vil være fin til både kylling, lyst kød og grøntsagsretter - eller bare som den er.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Meyrac Estate, Pinot Noir, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

En ok men også ret enkel rødvin med en god smag af mørke bær og et lille bittert bid til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Tradition, Mas de Bressades , Costières de Nîmes AOP, Frankrig, 2022, høj alkohol (14,5%)

80 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Vi har smagt denne biodynamiske rødvin i tidligere årgange, og den har hidtil aldrig svigtet - og gør det heller ikke, når det gælder årgang 2022. Vinen, der er lavet på Syrah, Granache og Cinsault, har en fin duft af ren lakrids og en dejlig, intens og krydret smag, hvor frugten i starten er underspillet men giver sig til kende i den lange og bløde eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Roberto Sarotto, Barbera d'Asti DOCG, Italien, 2022, middel alkohol (14%)

109,95 kr., pris på tilbud fra 15. til 21. marts: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er ren lakrids, anis og en anelse tobak i duften. Smagen har god struktur, blød frugt, fylde og igen en lille lakridsnote til slut. Tanninerne er afrundede. En god rødvin til det store kolde bord - fx til påske - til let krydrede pølser og pastaretter. Tilbudsprisen på 50 kr. indkasserer den femte stjerne.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Excellence, Mas des Bressades, Syrah, Costières de Nîmes AOP, Frankrig, 2021, høj alkohol (14,5%)

110 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Der er modne kirsebær og en anelse vanilje i duften efter et års fadmodning. Smagen er koncentreret, med varme krydrede noter og med tanniner, der stadig giver et tilpas bid i eftersmagen. En glimrende rødvin, der fortjener en lige så glimrende bøf. Giv gerne vinen lidt ilt i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjerne

Miali, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 13, lav alkohol (13%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Mr. Ruby

En rund, varm og fyldig rødvin med en fin krydring, moden frugt og en fin frugtsødme. En god vin, der er oplagt til let krydrede pastaretter og et velassorteret ostebord.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Grands Fers Christian Bernard Vieilles Vignes, Gamay, Fleurie AOC, Frankrig, 2022, lav alkohol (13%)

150 kr., pris på tilbud fra 11. marts til 28. april: 120 kr., Skjold Burne

Fleurie, hvor denne rødvin kommer fra, er en af Beaujolais' 10 "Grands Crus". Det er en elegant vin, der er rig på mørke bær, har en dejlig saftighed og en lang og blød eftersmag. Sagen til lette kødretter - fx en Carpaccio - eller (let afkølet) til stegt laks.