Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 14, 2024

OBS! På grund af påskeferie udkommer næste udgave af VinAvisen mandag d. 8. april!


Pust, optag lyden, og se, hvor meget der er tilbage i flasken. Foto: Diageo.

Pust, og tjek flaskens indhold Del på Facebook

- Ups, der var vist kun en sjat i flasken… Sådan lyder undskyldningen typisk, når man skænker vin eller spiritus til gæsterne fra en uigennemsigtig flaske - og derfor ikke lige har kunnet se, hvor lidt der var tilbage…

Det problem har vin- og spiritusfirmaet Diageo forsøgt at finde en løsning på til sit mærke Baileys, da den populære irske flødelikør netop befinder sig i en sådan flaske.
Løsningen er et online-redskab med navnet Sound Scales, der kan måle ret præcist, hvor meget, der er tilbage i flasken.
Når man via en QR-kode er kommet ind på redskabet, skal man markere, om det er en flaske med 700 ml eller 1 liter. Dernæst skal man, mens man optager lyden, puste hen over toppen af den åbne flaske, hvorefter Sound Scales alt efter lyden beregner det resterende indhold. Og ikke nok med det - man får også oplyst et udvalg af forskellige cocktails og antal serveringer, som resten af indholdet i Baileys-flasken kan bruges til.

Et enkelt princip


Princippet bag Sound Scales er enkelt. Jo dybere en lyd, der kommer, når man puster hen over toppen af flaskehalsen, desto mere luft og dermed mindre alkohol er der i flasken.
En højere lyd betyder omvendt, at der er plads til mindre luft, hvorfor flasken stadig er pænt fyldt. Det særlige ved Diageos redskab er, at det måler det tilbageværende indhold.
Sound Scales kan selvsagt også bruges til flasker med andet indhold - så længe de har samme størrelse som de nævnte.
Science World giver en videnskabelig forklaring på det med luftmængde og lyde. Jo mere plads, der er til luft i flasken, desto langsommere vil luftmolekylerne vibrere. Jo mindre plads, desto hurtigere vibrerer de, hvorved lyden bliver højere.


Skruelåget fylder 60 år Del på Facebook

I 1964 kom verdens første skruelåg til vinflasker på markedet. Producenten var emballage- og kapselfirmaet Amcor, og der var en ganske særlig anledning til, at firmaet lancerede det lille låg.

Amcors hovedsæde befinder sig i Zürich i Schweiz, og her oplevede vinproducenterne et problem med den lokale grønne drue Chasselas. Druen er nemlig særlig følsom, når det gælder korkpropper, der er smittet med TCA - det kemiske stof, der resulterer i en proppet vin og får den til at lugte af våd karklud.
Amcor kastede sig over opgaven med at finde en ny lukning til vinflasker, og resultatet blev Stelvin-serien af skruelåg.
De schweiziske vinhuse tog skruelåget til sig, og dermed blev Schweiz det første land, der brugte skruelåg som lukning på vinflasker. I dag anvendes Stelvin-låget i mere end 40 forskellige lande.



Illustrationen viser ændringerne i det globale vinlandskab, hvis temperaturerne stiger med henholdsvis 2 og 4 grader.

Ny rapport: 90% færre vinstokkeDel på Facebook

90% af vinmarkerne i kystområderne og i lavlandet i Italien, Spanien, Grækenland og det sydlige Californien er i risiko for at forsvinde inden slutningen af dette århundrede.
At verdens vinlandskab vil ændre sig markant på grund af den globale opvarmning, har talrige forskere og undersøgelser påpeget. Så det er ikke nyt.
Men den dystre prognose ovenfor kommer fra en ny og meget detaljeret rapport, "Climate change impacts and adaptations of wine production", der for alvor går i dybden med emnet. Den kan læses i sin helhed i Nature Reviews.
Det er et hold franske forskere fra universitetet i Bordeaux, der står bag rapporten og den undersøgelse, der ligger til grund for den.

Kenya og Irland


Ifølge rapporten er druer verdens tredje mest værdifulde afgrøde efter kartofler og tomater. I 2020 lå den globale produktion af druer på 80 millioner tons høstet fra 7,4 mio. hektar.
Af alle de mange druer blev 49% forvandlet til vin og spiritus. 43% endte som spisedruer og 8% som rosiner.
Kontinent for kontinent redegør forskerne for de ændringer, de forventer, den globale opvarmning vil resultere i.
Når det fx gælder Afrika, er det i dag stort set kun i Sydafrika, der dyrkes vin. Her kan klimaændringerne give visse problemer i fremtiden, hvorimod vinmarkerne vil brede sig i Kenyas og Etiopiens højland.
I Europa nævnes Danmark, England og Irland som fremtidige blomstrende vinregioner, mens de mest nordlige amerikanske stater – New British Columbia, Washington og Oregon vil nyde godt af et lunere klima, der vil øge kvaliteten af vinene. Hvis den globale opvarmning overstiger 2 grader, vil det sydlige Californien, som i forvejen har et varmt og tørt klima, derimod få problemer med at fremstille vine af samme gode kvalitet som i dag.

Påvirkning af vinmarkssygdomme


I rapporten er der en interessant og meget overskuelig illustration, der med farvekoder viser nuværende og mulige fremtidige vinområder i landende i de seks forskellige kontinenter. Den viser vi til venstre, og i større format her.
Forskerne kommer også ind på, hvordan vinproducenterne kan tilpasse sig det ændrede klima - og på, hvilken betydning (både den positive og negative) den globale opvarmning har på diverse vinmarkssygdomme.


Sådan så det ud, da løbet blev afholdt i 1932. Dengang var der alkohol i flaskerne. Foto: Gallica.

Tjener-løb gennem gaderneDel på Facebook

D. 24. marts kunne man i Paris opleve et noget specielt løb gennem byens gader. “Course des cafés” hedder det, og deltagerne er tjenere fra nogle af Paris’ mange restauranter og cafeer.
Iført tjeneruniformer løb de i alt 200 deltagere 2 kilometer med en bakke med en croissant, en espresso og et glas vand.
Første udgave af løbet blev afholdt for præcis 100 år siden, og dengang hed det “Course des garcons de café”. Nu er det gamle nedladende ord for tjener, garcon (dreng), slettet. Forrige udgave af løbet blev afholdt i 2011 - siden da har man ikke kunnet finde sponsorer til det.

Portvin på bakken


Men det er så lykkedes nu. Oprindelig blev der løbet med flasker med vin eller spiritus. I 1929 skulle deltagerne ifølge Le Figaro balancere gennem gaderne med en flaske Quinquina - en aromatiseret vin, der bruges som apéritif - samt fire glas. Og i 1932 var der en flaske portvin og to glas på bakken. At der ved dette års løb var et glas vand på bakken skyldtes, at hovedsponsoren for løbet var Eau de Paris (Paris' vand) - et firma, som er ansvarlig for byens offentlige vandforsyning.
Dengang som i dag udgår man af løbet, hvis et eller andet på bakken vælter. Som regel har længden på løbet været på mellem 2 og 5 kilometer. Men der har været år, hvor deltagerne har skullet løbe hele 10 kilometer, før de var i mål.
Man kan læse mere om løbet (på fransk) og se en aftegning af ruten ved at klikke her.


Chenin Blanc dyrkes mange steder i verden og ender som både tørre, søde og mousserende vine. Foto: Wikipedia/chrisada.

Der satses på Chenin Blanc Del på Facebook

Chenin Blanc er den mest plantede drue i Sydafrika - der også er det land i verden, der fremstiller flest vine på den grønne drue.
Nogle gange blandes den med andre grønne druer - Semillon, Viognier og Marsanne - men den får i høj grad også lov til at være eneste drue i flasken i store mængder hvidvin.
En række sydafrikanske foreninger - heriblandt vinproducentforeningen South Africa Wine - har nu i samarbejde med universitetet i Stellenbosch søsat et større projekt helliget denne ene drue.

Et mere rentabelt salg


Rigtig meget af den Chenin Blanc-hvidvin, der laves i Sydafrika, sælges til forholdsvis lave priser, og her er målet med projektet at finde måder at højne kvaliteten af vinene på, så salget bliver mere rentabelt for landets vinproducenter.
Til formålet har man etableret en forsøgsvinmark med Chenin Blanc, hvor vinplanterne bliver bundet op på 19 forskellige måder, og hvor der eksperimenteres med lavt og højt høstudbytte. Håbet er, at finde frem til en balance mellem høstmængde og kvalitet.
Der er ligeledes skabt et midlertidigt vineri, hvor man vil udføre forsøg med forskellige fremstillingsmetoder.


Stavene i dette fad er ikke af eg men af krystalglas - en ret god imitation.

Et ganske særligt fad Del på Facebook

I uge 8 nævnte vi, at Champagne Leclerc Briant eksperimenterede med gæring af vinen i fade af glas og titanium – og i et fad fremstillet af rustfrit stål beklædt med 24 karat guld!
Det har fået en af vores læsere, Henning Sørensen, til at tænke på et lige så opsigtsvækkende fad lavet af krystalglas. Det befinder sig i fadkælderen hos 1. cru-slottet Château Lafaurie-Peyraguey i Sauternes.
Og ja, vi kender godt til dette fad, der blev kreeret til slottets 400 års jubilæum i 2018.
Det er det berømte franske krystalfirma Lalique, der har skabt fadet, der er en kopi af en fransk barrique til 225 liter vin. Og at ejeren af slottet, Silvio Denz, har fået denne særlige idé, skyldes, at han også er CEO i Lalique.

"Tabt voks" metoden


Det har taget mere end to år at designe og fremstille fadet - hvilket er gjort efter den gamle støbeteknik cire perdue (tabt voks).
Først har man modelleret det hule fad i voks og indstøbt det i en gipsform. Formen med voks-modellen er dernæst blevet varmet op, hvorved al voksen er smeltet væk. Til sidst hældes glasmassen ned i den hule form, og når glasset er afkølet, fjernes formen.
Teknikken er blevet anvendt siden oldtiden - frem for alt til støbning af rytterstatuer og andre hule bronceskulpturer. Hos Lalique brugte man cire perdue til glasgenstande indtil 1930.

Fyldt med sød Sauternes-vin


De ringe af metal, som holder stavene sammen på et traditionelt egetræsfad, er på krystalglasfadet imiteret i glas. Spunsen i påfyldningshullet er ligeledes af glas, og på forsiden af fadet ses en indgraveret udgave af motivet ”Femme et Raisins” (kvinde og druer). Dette motiv skabte grundlæggeren af Lalique, René Lalique, i 1928 til sovevognene på førsteklasse i luksustoget Côte d’Azur Pullman Express. Motivet ses også på samtlige vinflasker fra Château Lafaurie-Peyraguey.
Det fine fad bliver den dag i dag brugt til slottets søde Sauternes-vin.


Spiselige vin-kapsler Del på Facebook

Mon ikke der er en astronaut eller to, der har tænkt, at det kunne være hyggeligt med et glas vin under en mission i rummet? Altså, når dagens arbejde er vel overstået…
Der er blevet sendt vinflasker op i rummet på forsøgsbasis - mest af alt for at se, hvordan vinen smagte, når den vendte tilbage til jorden. Men når det gælder den mad og drikke, astronauterne sætter til livs, er der ikke tænkt ret meget i vinøse baner.
At sende rationer af vinflasker op i rummet ville give et problem med de mange tomme flasker - det kan jo blive til en del, hvis rummissionen varer et halvt års tid.
Nu kommer en italiensk forsker, Elena Luciani fra Università Campus Bio-Medico di Roma, vinglade astronauter til hjælp. Sammen med sit forskerteam har hun ifølge Gambero Rosso udviklet nogle små spiselige kapsler, der indeholder vin.

En sød vin


Først lod hun et smagepanel bestående af ønologer, kokke og teknikere fra universitetet smage sig gennem flere forskellige typer vine - fra søde til tørre hvide og røde. Men kun i ganske små mængder på henholdsvis 1, 3 og 5 ml.
Formålet var at se, hvor langt man kunne skrue ned for mængden af de forskelige vine, uden at det gik ud over aroma-intensiteten og den optimale nydelse. For rødvinens vedkommende lå grænsen på 5 ml, mens man kunne nøjes med 3 ml af en sød vin, der havde været udsat for den ædle råddenskab.
I første omgang blev den søde vin derfor udvalgt til det videre projekt, og den er nu endt i de spiselige kapsler, der er lavet af biopolymer, kulhydrater og proteiner.
Kapslerne er lette at transportere og opbevare. Men der skal jo en del kapsler til, før astronauten kan få det, der svarer til et almindeligt glas vin…


Bolney Wine Estate i Sussex er i dag på californiske hænder.

Det sydøstlige England lokker Del på Facebook

Champagnehusene Taittinger og Pommery samt tyske Henkell-Freixenet, der er verdens største vinfirma for mousserende vine, har andet tilfælles end at fremstille boblevine. Alle tre har de enten købt eller selv plantet vinmarker i det sydøstlige England. Og ifølge Wine Industry Advisor er flere andre champagnehuse på udkig efter egnede områder til vindyrkning.

At producenter af mousserende vine er tiltrukket af den sydøstlige del af landet - og især af Kent, Sussex og Surrey - er der flere årsager til. En af dem er, at den kalkrige undergrund minder om den i Champagne. Og så er der de gunstige temperaturer, der minder om dem, man havde i det franske distrikt i 1980’erne - før den globale opvarmning for alvor tog fart.

Bliver det Danmarks tur?


Endnu et gode er, at der i England er et efterhånden veletableret og stadig voksende marked for lokalt producerede vine og især for de mousserende vine, som også har vundet anerkendelse uden for landets grænser.
Derudover er vinturismen for alvor begyndt at blomstre i England i de senere år. Stadig flere vinhuse slår dørene op for guideture, vinsmagnings-events, besøgscentre, restauranter, overnatning osv.
Det er ikke kun producenter af champagne og andre mousserende vine, der ønsker at eje vinmarker i England. Også vinhuse, der fremstiller stillevine, er begyndt at vise interesse for den sydøstlige del af landet. Det gælder blandt andet USA’s niende største vinproducent, californiske Jackson Family Wines, der i 2022 købte det førende britiske vinhus Bolney Wine Estate.
I disse år er det England, der tiltrækker vin-investorerne - måske bliver det en dag Danmarks tur…

Hav-modning i JapanDel på Facebook

Vi har ofte nævnt, hvordan vinhuse rundt omkring i Europa og USA havmodner deres vine. Efter sigende har smagninger af vine, der har opholdt sig i havet i længere tid, vist, at de er blødere, mere udviklede og med en kraftigere aroma sammenlignet med kontrolvine, der er modnet på normal vis i en kælder.
Havmodning har grebet om sig, og der er også åbnet firmaer, der tilbyder at modne vine på havets bund for vinproducenter, der ikke selv har mod på det.
Også i Japan er interessen stigende, og her er det nu ifølge Sora News 24 blevet muligt for vinsamlere - ja, for enhver med glæde for vin - at få havmodnet sine flasker. Tilbuddet kommer fra firmaet Hokkaido Kaiyo Matsuri, og det gælder ikke kun vin men også spiritus.

Alt fra vin til whisky


Man betaler pr. ståltrådsbur, der sænkes ned i havet, og et bur kan rumme 12 flasker. Det kan så være en kombination af vin, mousserende vin, gin, whisky, rom, tequila, shochu, sake og likør.
Firmaet, der ligger på Japans næst største ø, Hokkaido, lever normalt af at tilbyde sakebryggerier havmodning, men har altså nu forsøgt at udvide med et tilbud til lægfolk.
Prisen for at få nedsænket sine vine sætter nok en helt naturlig grænse for, hvor mange der vil henvende sig. Det koster 105.600 Yen (cirka 4800 kr.) pr. bur med flasker, og de nedsænkede bure vil befinde sig i havvandet i præcis et år. Man kan tilkøbe en service i form af et soldrevet kamera, der er rettet mod ens bur eller bure døgnet rundt, så man kan overvåge dem. Det må nu blive lidt ensformigt...


I dag findes cava også i en rosé udgave.

Succes for cava på hjemmemarkedetDel på Facebook

2023 blev et rigtig godt år for salget af den spanske mousserende vin cava - i hvert fald, når det gælder det spanske hjemmemarked. Her blev der ifølge Winebusiness.com solgt 252 millioner flasker, hvilket var en stigning på 2,7 mio. i forhold til 2022.
De økologisk certificerede cava’er har for alvor fanget de spanske forbrugeres interesse. Her var der en stigning i salget på hele 25%. Også salget af rosé cava havde optur med en vækst på 3,3% til 23,5 mio. flasker. Når det gælder eksporten af vinen, var der i 2023 derimod på en lille nedgang i salget på 0,25%, hvilket Cavas vinråd mener skyldes inflationen i vinens største europæiske aftagerlande samt et dyk i salget i USA.
For hver cocktail-opskrift er der angivet sværhedsgrad, alkoholindhold og sødme-tørheds grad.

Kreative cocktails på tryk Del på Facebook

Connaught Bar, der har til huse i et 5-stjernet hotel af samme navn i hjertet af London, har vundet flere priser og anses i dag for en af verdens bedste barer.
Nu udgiver baren for første gang en bog med opskrifter på 100 af dens ikoniske cocktails.
Der er klassikere og vilde kreationer at vælge imellem, og for hver cocktail oprulles historien og inspirationen bag den.

Kan forudbestilles


På de 256 sider gives der også gode råd til de vigtigste redskaber, glas og basis-spiritusser til hjemmebaren. Og så er der hele 120 opskrifter på hjemmelavede sirupper og kreativ pynt, som bruges i Connaught Bar.
Bogen, hvis titel er “The Connaught Bar: Recipes and Iconic Creations”, og den frigives til salg d. 10. april. Men hos forlaget Phaidon kan man forudbestille den. Her – ligesom hos alle andre forhandlere – koster bogen 29.95 pund (cirka 261 kr.) plus forsendelse til Danmark.
Alexis Benoît Soyer (1810-1858), malet af hans hustru, Emma, før 1842,

Da London fik en cocktail-bar Del på Facebook

London har som bekendt mange pubber. Men den britiske hovedstad har – ligesom mange andre storbyer – også flere cocktailbarer. Den første af dem alle er legendarisk, og den slog dørene op helt tilbage i 1851, året hvor London var rammen om den store verdensudstilling.
Det var Storbritanniens første berømte kok, franskmanden Alexis Benoît Soyer, der åbnede cocktailbaren – og den gigantiske restaurant, som fik til huse på etagerne over baren. Rammerne om hele molevitten var en meget stor bygning, der lå, hvor Royal Albert Hall ligger i dag. Og med den store udstilling i byen var Soyer sikker på en god start.
Baren fik navnet, Washington Refreshment Room, og inspirationen til de i alt 40 forskellige cocktails, man kunne bestille, kom da også fra USA.

Spiserørs-brænder og hagluvejr


Det var nyt med cocktails for de gode London-borgere, og de har sikkert spærret øjnene op, når de på listen over drinks så navne som Tongue Twister (tungevrider), Oesophagus Burner (spiserørs-brænder) og Hailstorm (hagluvejr).
Men cocktailbaren blev en stor succes – og ikke mindst cocktailen Soyer’s Nectar Cobbler, der var intet mindre end verdens første blå drink!
Den bestod af frugter og sherry serveret over knust is og tilsat Soyer’s hjemmelavede saft af kvæde, hindbær, æbler, citron og kanel. Den blå farve skyldtes højst sandsynligt tilsætning af kronblade fra den blå blomst ensian.
Et andet hit var ifølge Gastro Obscura Soyer Au Champagne, der bestod af maraschino likør, cognac, orange curacao og champagne toppet med vaniljeis. Denne cocktail kan stadig bestilles i London-baren Booking Office 1869.

Middag i "fangehullet"


Soyer’s restaurant, der bredte sig over de to øvre etager i bygningen, bør også have et par ord med på vejen. Der var plads til 1500 gæster på én gang fordelt i 14 meget forskellige sale. Man kunne fx indtage sit måltid i en sal indrettet som en italiensk grotte eller i en, der mindede om et kinesisk boudoir.
Man kunne også bestille bord i ”det arktiske landskab” eller i ”den græske terrasse”. Og var man til det lidt mere bizarre, kunne man få sin mad serveret i ”fangehullet”.
Både restauranten og cocktailbaren fik, trods stor succes i begyndelsen, en kort levetid. Efter 6 måneder måtte Alexis Benoît Soyer dreje nøglen om på grund af økonomiske problemer og massiv kritik fra nabolaget over den megen støj, etablissementet var skyld i.
Nedenfor bringer vi opskriften på Soyer Au Champagne, som den fremgår af bogen Signature Cocktails af Amanda Schuster, Phaidon Press, 2023.

Soyer Au Champagne


1 skefuld vaniljeis
15 ml cognac
15 ml Orange Curacao likør
15 ml Marachino likør
Tør mousserende vin
En appelsinskive og/eller et cocktailbær som pynt
Læg isen i et skålformet glas, og tilsæt cognac og likører. Top med den mousserende vin, og tilføj pynten.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Justus Georg Scheu.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Justus Georg Scheu (1879-1949) var en tysk drueforsker, hvis forskning i høj grad var med til at bane vejen for en kvalitetsbevidst moderne vinindustri på tysk jord.
Han blev uddannet som gartner i Hannover, men valgte at fortsætte studierne ved det prestigefyldte undervisnings- og forskningscenter i Geisenheim - og nåede også at runde Kaiser-Wilhelm-Institut i Bromberg, før han forlod skolebænken.
Under studierne kastede han især sin kærlighed på druer og vindyrkning, og i 1909 - efter at have arbejdet som vinmarks-konsulent i nogle år - blev han udnævnt til direktør for en helt ny drueplanteskole, Landesanstalt für Rebenzüchtung, i byen Alzey i Rheinhessen.
Han forblev på posten indtil sin død, og under hans ledelse udviklede planteskolen sig til et stort vækstcenter, der forsynede hele Tyskland med nye vinplanter.
Georg Scheus største bidrag til den tyske vinindustri var udviklingen af nye kvalitetsdruer. Den mest berømte af disse druer er Scheurebe, der er opkaldt efter ham, og som han krydsede sig frem til i 1916. Den er en krydsning mellem Riesling og Bukettraube og lægger i dag most til fornemme og meget aromatiske søde og tørre hvidvine. Af andre druer kan nævnes Huxelrebe, Faber og Siegerrebe.
Han forskede dog også i vinmarkssygdomme, og det var ham, der afslørede den i dag så kendte bladrullevirus og afdækkede problemerne med klorose - også kaldet blegsot - som opstår, når planternes nye blade lider af klorofylmangel.
Selv om Georg Scheu brugte det meste af sit liv på at forske, sørgede han også for at formidle sin viden og sine forskningsresultater til de tyske vinproducenter via utallige bøger og artikler.
I 1936 kom hans første bog, ”Mein Winzerbuch”, en håndbog for vinbønder, der i flere årtier gjaldt som standardværket inden for vindyrkning og druekendskab.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvad er Amarula?Del på Facebook

Signe Nielsen smagte i sidste uge en flødelikør med navnet Amarula. Nu vil hun gerne høre lidt mere om den.
Vi har tidligere haft læsere, der har spurgt os om denne likør. Her kommer svaret:
Det er en af de bedst sælgende flødelikører på verdensplan, og det er Sydafrikas største vin- og spiritusproducent, Distell, der ejer mærket.
Likøren, hvoraf den første flaske så dagens lys i 1989, fremstilles på de blomme-lignende, gule frugter fra marulatræet eller elefanttræet, der vokser vildt på den afrikanske savanne. Træet har fået sit tilnavn, fordi frugterne er elefanternes livret, og ofte kan man se de store dyr give træstammerne et ordentlig hovedstød, så frugterne falder ned og dermed er lettere at spise.
Træet har endnu et navn, nemlig ægteskabstræet, idet frugterne – og dermed også flødelikøren – siges at være et glimrende elskovsmiddel.
Amarula likøren kan blandt andet købes hos Andrup Vin.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Det er Leif Møller fra Odense, som har taget ugens billede, der forestiller vinguden Bacchus. Som altid har han vinløv og drueklaser på hovedet samt et drikkekrus i hånden. Men her har han også fået følgeskab af en panter. Marmorskulpturer som denne var meget populære hos velhaverne i Vesuv-bugtens byer.
Den unge vingud med panteren kan ses i Napoli Museo Nazionale.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-783
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


783 Hos Jarvis Estate i Napa er vinhuset og vinkælderen hugget ud i bjergvæggen (foto © Jarvis Estate).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 13 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Spinyback, Pinot Gris, Nelson, New Zealand, 2022, lav alkohol (12,5%)

De hvidvine fra New Zealand, vi anmelder i VinAvisen, er som regel på Sauvignon Blanc, så det er forfriskende at få en vin på en anden grøn drue. Der er syltet kvæde over duften, mens smagen er fyldig med noter af moden citrus og friske, aromatiske pærer. En dejlig vin til en attraktiv pris. En del af indtægterne fra vinen går til bevarelsen af øglearten Tuatara. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

GB Reserve, Grant Burge, Chardonnay, South Australia, Australien, 2022, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 2. til 22. april: 50 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En hvidvin med en lidt parfumeret blomsterduft og med en fyldig smag af æbler og modne grønne druer. En udmærket hverdags-vin til en meget rimelig tilbudspris, som indkasserer den fjerde stjerne. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hund Reserve, Pfaffl, Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig, 2022, middel alkohol (14%)

200 kr., pris på tilbud indtil 28. april: 160 kr., Skjold Burne

En mineralsk duft og en dejlig fyldig smag med fedme, aromatisk peber, moden grape og grønne druer forenes i glasset. Og er der en lille frisk prikken på tungen? En lækker hvidvin, der godt kan bære sine 14% alkohol - især, hvis den serveres godt afkølet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château de la Charrière, Chardonnay, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune AOC, Frankrig, 2022, lav alkohol (12,5%)

220 kr., pris på tilbud indtil 28. april: 175 kr., Skjold Burne

Der er eg og nyslået græs samt en fin krydring i duften af denne glimrende, klassiske hvide bourgogne-vin. Smagen er fyldig med en perfekt balance mellem tørhed, modne grønne druer og frugtsyre.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

SYTN, Quinta S. Sebastião, Lisboa, Portugal, 2023, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk

Til 85 kr. ved 6 flasker er dette en udmærket rosévin med en lys farve, en sart duft af friske ribs og en tør og saftig bærsmag. Den fyldige smag holder længe i munden. SYTN er en sammentrækning af navnene på de to druer i vinen, Syrah og Touriga Nacional.

stjernestjernestjernestjernestjerne

No2 de Saint-Martin Rosé, Côtes de Provence AOP, Frankrig, 2023, lav alkohol (12,5%)

119,95 kr., På tilbud fra 2. til 11. april: 89 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rosévin med en sommerlig duft af rysteribs og med en fyldig, frisk, let cremet og blød smag med rabarber og røde stikkelsbær. En glimrende vin til normalprisen - og især til tilbudsprisen. Og en vin, der kan nydes både som velkomstdrink og til diverse lette sommerretter.

Rødvin

stjernestjernestjerneØ

Las Hermanas, Monastrell, Jumilla DOP, Spanien, 2022, middel alkohol (14%)

49 kr., pris på tilbud fra 4. til 10. april: 39 kr., 365discount

En enkel rødvin med god frisk bærmost men også en vin med en lidt markant syre, der kræver, at den ledsages af mad - gerne af den lidt fede slags.

stjernestjernestjernestjernestjerne

GB Reserve, Grant Burge, Shiraz, South Australia, Australien, 2022, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 2. til 11. april: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Til de 50 kr. på tilbud er dette en rigtig god rødvin med fylde og lige dele modne mørke bær og krydrede noter. En uhøjtidelig og let drikkelig rødvin med strejf af anis i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

SudOuest, Pian del Pino, Toscana, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

119,95 kr., SPS Wine

Det er en af disse rødvine med lidt stald og læder i duften. Smagen er saftig og kødfuld, blød og med fine komplekse krydrede noter - og trods de 14% alkohol ret let. En rigtig dejlig vin til en omgang luksuspasta.

stjernestjernestjerne

Regret, Monchiero Carbone, Langhe DOC, Italien, 2022, middel alkohol (13,5%)

135 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

En klar rubinrød vin med strejf af mørke rosiner i duften. Smagen er på én og samme tid både meget tør og saftig med noter af rødt kød, krydderurter og et godt tanninbid til slut. Men vinen hænger ikke rigtig sammen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mast, Cantine Paradiso, Negroamaro, Puglia IGP, Italien, 2021, høj alkohol (14,5%)

179 kr., pris ved 6 flasker: 149,95 kr., AndrupVin.dk

En velkomponeret rødvin, der er guf for ganen. Den dufter af syltede blommer og har en lækker og intens smag af modne mørke kirsebær, bitter chokolade og saftige sommerbær. Eftersmagen er lang, blød og med en fin lille syre til slut. Man får rigtig megen dejlig vin for de 179 kr., og man kan roligt købe 6 flasker til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

As de Coeur, Domaine de Fabregues, Pays d'Hérault AOP, Frankrig, 2020, høj alkohol (14,5%)

299,95 kr., 249, AndrupVin.dk

En absolut lækker rødvin på Syrah og Cabernet Sauvignon. I duften blander koncentreret solbærsaft sig med mørke kirsebær, træ og vanilje, mens der i smagen er modne blå blommer, sukret appelsinskal, en anelse tørret frugt samt en behagelig tørhed som modvægt. En vin i fornem balance og med afrundede tanniner.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dos Santos Tawny Reserva, Porto, Portugal, høj alkohol (19,5%)

125 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En nymfe, en satyr og en gris med et æble i munden pryder etiketten på denne gode portvin, der er lige efter Tawny-bogen. Der er mørke rosiner og valnødder i duften, mens smagen er fyldig, intens og sød - uden at være sliksød. Det er en portvin med dybde og en fin krydring til slut i den lange eftersmag. Nyd vinen til lidt kraftigt smagende oste eller til en sød dessert.