Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 19. 2012



Nyheder i uge 19, 2012

Læs uge 18......Læs uge 17.......Læs uge 16


Til_37/09






Protesterne mod motorvejsbroen har vist sig på talrige måder. Her er det et protestbanner på ladet af en bil med ordlyden "Endnu er Mosel-dalen smuk og rolig".

Mosel-broen midlertidigt stoppet
Vi har tidligere fortalt om den motorvejsbro, som er ved at blive opført tværs over den smukke Mosel-dal. I flere år har vinproducenterne i Mosel og kendte internationale vinskribenter som Hugh Johnson og Jancis Robinson kæmpet mod det første spadestik. Byggeriet og broen vil skæmme det smukke landskab og skade kvaliteten af nogle af verdens mest berømte Riesling-vine, lyder det fra modstanderne, der har oprettet deres egen forening, Pro-Mosel.
Samtlige protester har dog været forgæves. For omkring halvandet år siden indtog gravemaskinerne dalen.
Men nu er larmen fra maskinerne pludselig stoppet og arbejderne sendt hjem på ubestemt tid.

Et spinkelt håb
Myndighederne i Mosel, der har sat byggeriet i gang, vil ikke rykke ud med årsagen til bygge-stoppet – om end det sikkert kun er midlertidigt.
Men rygterne svirrer. Nogle tyske aviser påstår, at det skyldes, at man kun har udført nøjagtige beregninger på byggeriet til og med den første bropille og således skal i gang igen med tegnebræt og målepind. Andre kilder mener, at det skyldes direkte unøjagtige beregninger.
Uanset hvad årsagen er, har indstillingen af arbejdet selvfølgelig vakt forsigtig glæde og et spinkelt håb hos modstanderne af motorvejsbroen.


Vinstokke ramt af kæmpehagl
I sidste uge blev kommunerne Madiran og Castelnau-Rivière-Basse i det sydvestlige Frankrig ramt af haglvejr. Kæmpehagl med en diameter på 1,5 cm hamrede ned over vinmarkerne og efterlod et spor af ødelagte vinstokke.
I Madiran fik omkring 200 hektar marker haglene at føle, og de 70 hektar står muligvis ikke til at redde.
Château Montus – et af Madirans førende vinslotte – er blevet særlig hårdt ramt. Her maltrakterede haglene mindst halvdelen af slottets 85 hektar marker, og i nogle af markerne blev 95% af de nye skud og knopper ødelagt. Slottet forventer en reducering af høsten på mindst 30% – og et tab på omkring 3 millioner euro (cirka 22 mio. kr.).

Også regn og oversvømmelser
Bordeaux har også måttet slås med vejret, idet kolossale mængder regn, som især har ramt den østlige del af distriktet – og ikke mindst Castillon og en del af Saint Émilion, hvor regnen har medført oversvømmelser af vinmarkerne. Al denne fugt får vinproducenterne til at frygte angreb af meldug. Og som det er nu med al det mudder, oversvømmelserne har efterladt i markerne, er det umuligt at komme ind mellem vinstokkene med spraye-maskinerne.
Det har været en ualmindelig kold og våd april måned i Bordeaux med 179 mm regn – hvilket er hele 223% mere end gennemsnittet for denne måned. Samtidig var der 32% færre solskinstimer.

Ødelæggende frost i Champagne
Vejrguderne har også langet ud efter vinmarkerne i Champagne. En dejlig varm marts måned fik vinstokkene til at skyde med ekstra kraft. Men så satte det ind med frost i april, hvilket var katastrofalt for de mange nye skud.
Især områderne Côte de Blancs og Côte des Bar blev hårdt ramt, da temperaturerne faldt helt ned til minus 5 grader.
Hos Möet & Chandon regner man med, at omkring 8% af den kommende druehøst er gået tabt. Den største skade har frosten forvoldt i champagnehusets grand cru-marker i Avize og Aÿ, hvor hele 18% af vinstokkene nu står med ødelagte skud.




.


Vin-investorer har tabt ca. 1 mia. kr.
Vin er et godt investeringsemne – til tider bedre end både aktier og guld. Men man skal tænke sig godt om, før der investeres i de fornemme flasker.
For en del år siden poppede utallige vin-investeringsfirmaer op – især i Storbritannien. Flere af dem er i dag gået bankerot og efterlader sig stribevis af investorer, der har mistet deres penge.
Ifølge Decanter havde en britisk kvinde fx investeret 180.000 pund (cirka 1,6 millioner kr.) over to år i fornem Bordeaux-vin gennem firmaet Bordeaux UK. Pludselig modtog hun et kort brev om, at firmaet desværre var gået i betalingsstandsning – hvorfor hendes penge var gået tabt.
I alt regner man med, at 50 vin-investeringsfirmaer alene i Storbritannien er gået konkurs inden for de sidste fire år, og at det har kostet de mange investorer tilsammen 100 mio. pund (cirka 915 mio. kr.).

Svindel og humbug
Det er heller ikke alle vin-investeringsfirmaerne, der har rent mel i posen. Nogle af ejerne af disse firmaer forsøger bevidst at snyde kunderne. De modtager pengene fra adskillige investorer og lover at investere dem i fx fornemme flasker Bordeaux-vin. De kontakter dog hverken vinslotte eller négocianter men bruger selv pengene. Og før svindelen bliver opdaget, fordufter firmaets ejere og åbner så måske senere et nyt og lignende firma under et andet navn.
Flere af disse svindlere sidder dog heldigvis og rusker tremmer i dag. Det gælder således Benedict Moruthoane, som har fået syv års fængsel for at snyde en masse investorer for i alt 1 mio. pund (cirka 9,1 mio. kr.).




Hos Dufweholms Herrgård er man overbevist om, at de gamle flasker champagne årgang 1907 befinder sig bedst i akvarier fyldt med vand.

Akvarier fyldt med champagne
Vinkælderen hos det svenske hotel Dufweholms Herrgård byder på et lidt specielt syn. I en række store akvarier fyldt med vand ligger i alt hundrede champagneflasker sådan lidt hulter til bulter på et leje af sand. Og det er der en ganske særlig årsag til.
Flaskerne stammer fra det svenske fragtskib Jönköping, der i 1916 var på vej til Rusland med en dyrebar last. Udover 4400 flasker champagne årgang 1907 af mærket Heidsieck omfattede den også sytten fade med almindelig vin og 67 store fade med cognac.
Men skibet nåede aldrig frem – det endte på havets bund ud for den finske kyst skudt i sænk af en tysk ubåd.

Skal have samme forhold
I 1997 fandt dykkeren Claus Bergvall og hans team skibsvraget på 64 meters dybde, og det lykkedes omsider at bjærge 2000 af champagneflaskerne – hvoraf de hundrede flasker nu har fået et nyt hjem på Dufweholms Herrgård.
Og hotellets direktør, Fredrik Åström, mener, at da flaskerne har ligget i så mange år på havets bund, har de bedst af at opbevares på samme måde herefterdags – derfor akvarierne.
Der er blevet smagt på de gamle flasker, og efter sigende skulle champagnen stadigvæk være helt på toppen. Som gæst i hotellets restaurant kan man selvfølgelig købe en flaske til maden.






23 postkort fra Toscana
VinAvisens Mariette har været på rundtur Toscana, hvilket der er blevet 23 postkort ud af, som vi har bragt gennem de sidste fem uger. Her kommer de sidste tre postkort, hvor vi er på besøg hos den entusiastiske og dygtige vinproducent Davide Sada, der ejer Azienda Agricola Sada i Bolgheri-området. Samtlige postkort i denne serie fra Toscana finder man ved at klikke her.



.......
Davide Sada er en ildsjæl, der har byttet forretningsliv og jakkesæt ud med et liv som vinbonde.

Postkort nr. 21 fra Toscana:
Solgte alt for at blive vinbonde
Hos Azienda Agricola Sada blev vi modtaget af ejeren, Davide Sada, i en af hans vinmarker. Med stor entusiasme fortalte han sin historie, som i korte træk er som følger:
Han kommer fra en familie, der gør det i fødevarebranchen – hans bedstefar var den første, der kom kød på dåse, oplyste Sada. Selv opbyggede han en stor virksomhed inden for samme branche med filialer i alverdens lande. Men så i år 2000 solgte han hele molevitten, udvalgte sammen med en dygtig vinkonsulent nogle rigtig gode steder til vindyrkning i Bolgheri-området og plantede 9 hektar vinmarker med rød- og hvidvinsdruer.
Davide Sada ser ud som en mand, der har fået opfyldt en drøm. Han elsker at være vinbonde i shorts og opsmøgede ærmer. Det eneste, der virkelig irriterer ham, er vildsvinene, der invaderer hans marker og spiser hans modne druer.
– Men så sender jeg dem bare over til Gaia, siger han med et smil og peger lige over på den anden side af vejen, hvor det berømte italienske vinhus har en af sine fine marker.



.......
Et opbud af friskplukkede solmodne tomater i alle størrelser, den lækreste olivenolie og et godt hjemmebagt brød. Sådan er en typisk merenda.

Postkort nr. 22 fra Toscana:
Et godt høstarbejder-måltid
Pludselig stoppede Davide Sada sin fortælling i vinmarken og sagde, at det var tid til en merenda. Ordet dækker over et lille mellemmåltid, som arbejderne i vinmarkerne nyder om formiddagen eller eftermiddagen, når solen bager allermest.
Måltidet indtages som regel i et skur i vinmarken. Det var også tilfældet hos Sada, og i disse ydmyge omgivelser blev vi budt på en traditionel merenda med hjemmebagt brød, olivenolie og et opbud af friskplukkede, solmodne tomater. Dertil vand – for som Davide Sada sagde, så drikker markarbejderne jo ikke vin i arbejdstiden.
Sadas vine fik vi til gengæld lov til at smage "efter fyraften" hjemme hos ham selv og familien. Og det var gode dråber, der blev skænket i glassene.
Hos Sada er der ingen agriturismo, hvorfor vi overnattede i den hyggelige by Casale Marittimo i nærheden. Fra den stammer denne uges STORE billede.



.......
En af de små kaffebarer i Bolgheri, hvor pladsen er trang og hyggen stor, kaffemaskinen larmer, og radioen går i baglokalet. Læg mærke til væggen bagved med et spejl med en "ramme" af postkort og billeder i et virvar.

Postkort nr. 23 fra Toscana:
Vi slutter af med en espresso
Vi vil slutte denne serie af postkort fra Toscana med en kop kaffe – ligesom man gør efter et godt måltid. Og den bør indtages i Bolgheri by.
Den kommer man til via en berømt allé af cypresser, der strækker sig cirka fem kilometer fra kapellet Saint Guido neden for byen, og som består af hele 2540 cypresser.
Først bør man slentre en tur i den charmerende gamle bydel, der tæller flere gode vinforretninger. Prøv at lægge vejen forbi Enoteca Tagnoni, hvor man også kan få lidt let mad, fx bruschetta, suppen ribollita, gode oste eller andet godt til vinen.
Og så til kaffen, som bør indtages i en af de uhøjtidelige kaffebarer. Det bør selvfølgelig være espresso – hvilket man automatisk får, når man beder om en kop kaffe i Italien.









Châteaux Lafite Rothschild's hjemmeside fik ros i undersøgelsen - blandt andet fordi den franske tekst er oversat til flere andre sprog - blandt andet engelsk og kinesisk.

Vinslotte med dårlige hjemmesider
Mange vinslotte i Bordeaux har en hjemmeside, men hvor gode og brugbare er så disse sider? Det får man svar på i en ny undersøgelse, foretaget af analysefirmaet Bordeaux Digital Research Company.
Undersøgelsen omfattede 145 vinslotte, hvoraf de 92% havde en hjemmeside. Sidernes indhold blev vurderet ud fra en række kriterier, og det viste sig, at hele 54% af dem var utilstrækkelige, når det gjaldt fornødne oplysninger, brugbarhed, brug af sociale medier som facebook osv. Kun 19% blev vurderet som direkte gode.

Det store problem med Flash
Hele 57% af slottenes hjemmesider var opbygget som Flash - altså med billeder, der skifter med blød overgang. Det ser smart ud, men som undersøgelsen påpeger, så er det alt andet end brugervenligt, da flere tablets – blandt andet iPad – samt diverse smartphones ikke kan vise den slags filer.
40 af hjemmesiderne opgav ikke e-mail-adresse, hvilket jo er en stor mangel. Og kun sølle 4% af siderne gav brugerne mulighed for at købe vin online eller henviste til en forhandlers webside, hvor man så kunne købe vinene via nettet. Dette er overraskende, da Frankrig ellers har et omfattende onlinesalg af vin – sidste år beløb det sig til 10 millioner euro (cirka 74 mio. kr.). Så det kunne altså være en glimrende indtægtskilde for Bordeauxs vinslotte.
Undersøgelsen havde dog også ros til slottene, hvoraf hele 77% havde en oversættelse af hjemmesiden til engelsk, og 22% en oversættelse af teksten til kinesisk.


X-Factor i vin
Inspireret af sangkonkurrencen X-Factor, som hvert år løber over tv-skærme i et hav af lande, har den britiske vinskribent Robert Joseph iværksat en lignende konkurrence for vinhuse.
Wine Stars kalder han konkurrencen, hvis finale vil finde sted under den store vin- og spiritusudstilling LIWF (London International Wine Fair) d. 22. til 24. maj i London.
Vinhuse fra hele verden kan inden d. 10. maj melde sig til konkurrencen, hvorefter listen vil blive skåret ned til hundrede deltagere.
Og så går det hele ellers ud på hvilke vinhuse, der er bedst til i løbet af tre minutter at markedsføre sine vine over for et dommerpanel, samtidig med at dommerne får skænket smagsprøver på vinene i glassene.

Mulighed for salg til briterne
Der er flere udskillelsesrunder før finalen, hvor de ti finalister skal dyste foran et dommerpanel bestående af britiske vinimportører og -skribenter.
Der vil blive kåret tre vindere, og præmien er en sikker import af vinhusenes vine til det britiske marked. Et krav til deltagerne er derfor, at deres vine ikke allerede sælges i Storbritannien.
Målet med konkurrencen er ifølge Robert Joseph at skærpe vinhusenes interesse for og evne til god markedsføring. Man kan læse mere om Wine Stars ved at klikke her.








James Bond i skikkelse af Roger Moore i færd med at forføre en dame med et glas Bollinger-champagne.

007 svigter ikke champagnen
I sidste uge kom vi med den chokerende meddelelse, at agent 007 i den næste Bond-film, Skyfall, vil forfalde til øl. Filmselskabet bag filmene har nemlig indgået en kontrakt med det hollandske bryggeri Heineken om såkaldt produktplacering.
Men det er jo svært at forestille sig den elegante britiske agent med et stort ølkrus i hånden. Og James Bond alias Daniel Craig kan da heller ikke undvære sin champagne. Så ud over det hollandske bryg vil agenten også skåle i ædle bobler fra champagnehuset Bollinger.
Første gang Bond nød Bollinger-champagne, var i roman-udgaven af "Diamonds are forever" af Ian Fleming, der blev udgivet i 1956.
Siden dukker den berømte champagne også op i filmene, og faktisk er der i dag tale om det længste samarbejde i verden mellem et brand og filmindustrien, når det gælder produktplacering.
Herhjemme forhandles Bollinger af Philipson Wine.
Nedenfor ses listen over de James Bond-film, som Bollinger hidtil har spillet med i.

Bollinger og Bond
1973: Live and Let Die
1979: Moonraker
1983: Octopussy
1985: A View to a Kill
1987: The Living Daylights
1989: License to Kill
1995: Goldeneye
1997: Tomorrow never Dies
1999: The World is not Enough
2002: Die Another Day
2006: Casino Royale
2008: Quantum of Solace







Vin på 238 år under hammeren
Når Christie’s d. 15. maj afholder en auktion over fine vine, vil mange af byderne vente på en ganske bestemt flaske. Højdepunktet er nemlig en flaske vin jaune (gul vin), en specialitet fra det franske vindistrikt Côtes du Jura.
Flasken, der kommer under hammeren, er fra 1774. Vinen blev således til, to år efter J.F. Struensee blev henrettet og en hel del år før startskuddet til den franske revolution – og den er stadig værd at drikke. Vin jaune af god kvalitet kan nemlig holde sig på toppen i flere hundrede år.

Louis Pasteurs vin
Flasken, der rummer 87 cl, stammer fra et parti af vin jaune-flasker, som gennem otte generationer er blevet opbevaret i en kælder af familien Vercel i Arbois – Juras vinøse hovedstad. Vercel var en af de fine gamle vinproducenter i området, og en flaske vin jaune fra samme parti blev ifølge legenden åbnet ved en ganske særlig lejlighed i 1882.
Den berømte biolog og ønolog Louis Pasteur var født i Arbois, og det siges, at han valgte at fejre sin optagelse i Académie Francaise med en flaske vin jaune fra netop dette parti flasker hos Vercel.
Legender og alder pynter altid på priserne, og den fornemme flaske vin jaune er vurderet til 50.000 schweiziske francs (cirka 309.000 kr.).
Man har fremstillet vin jaune i Jura siden 1400-tallet. Den laves på Savagnin-druen og modner på fade i mindst seks år. Og det er netop denne lange modning, der giver vinen dens gule farve – og navn.


34/09



...



Cigarer fyldt med cognac
Cognachuset A. de Fussigny har lanceret sin XO i en emballage, der gør det nemt at tage et glas cognac med i byen eller på picnic.
Cognacen er hældt i små 3 cl’s glashylstre, der igen er lagt ind i metalhylstre - sådan nogle, som man også bruger til fine cigarer.
Herhjemme forhandles "cigarerne" af H.J. Hansen Vin, hvor de koster 50 kr. stykket. Også hos Bornholms Vinforsyning finder man dem til samme pris. Og her har ejeren, Søren Wolff, oplevet, at mange unge mennesker via de små smarte smagsprøver har fået øjnene op for cognac og er kommet tilbage for at købe hele flasker af den gode XO.
Det er garanteret også med de unge forbrugere for øje, at Fussigny har lanceret "cigarerne".






Tillykke til Flemming Hvelplund
I dag, søndag, fylder Flemming Hvelplund 70 år og skal have et stort tillykke herfra.
Det var Flemming, der i 1998 fik ideen til VinAvisen – og fik Anker Tiedemann med på ideen. Sammen redigerede de avisen, indtil de i 2009 overlod roret til Ankers datter, Mariette (82 årige Anker er dog stadig i høj grad med ved årerne).
Flemming tog ikke alene initiativet til VinAvisen; han var også manden bag Den Danske Vinskole, De Danske Vinrejser og Det Danske Vinselskab, ligesom han var redaktør af Journal du Vin.
Han var tillige med til at starte specialmagasinet Smag&Behag. Han har skrevet om vin i flere dagblade og er forfatter til en række vinbøger – bl.a. "Politikens Store Vinbog", som er udkommet i flere reviderede oplag og har solgt i 180.000 eksemplarer.
Flemming Hvelplund er en efterspurgt foredragsholder og har medvirket i mere end 300 radioudsendelser og i flere fjernsynsudsendelser om vin.
I øjeblikket er han engageret i en større konsulentopgave, der skal klarlægge forbrugernes opfattelse af vin i fremtiden.


Ny forening for vinimportører
En ny vinøs forening, Foreningen af Danske Vinimportører, har set dagens lys. Dens formål er at varetage små og mellemstore vinimportørers interesser og virke for medlemsfordele ved alt fra deltagelse i vinudstillinger til indkøb af emballage og lageropbevaring.
Foreningen vil ligeledes forsøge at påvirke nationale, EU-relaterede og internationale lovbestemmelser, så der kan opnås hensigtsmæssige regler for import, transport emballering osv.
Og så skal foreningen fungere som et forum, hvor vinimportørerne kan udveksle erfaringer – blandt andet om de bedste måder at takle krisetider og øgede afgifter på.

Kom til informationsmødet
D. 21. maj kl. 19 i Vinkælderen, Nørre Farimagsgade 7 i København, afholder Foreningen af Danske Vinimportører et informationsmøde, hvor alle interesserede vinimportører er velkomne. Ønsker man mere information, kan man henvende sig til foreningens formand, Svend Leth-Møller på tlf.: 20 33 12 25 eller e-mail: info@forvin.dk. Yderligere oplysninger kan også findes på foreningens hjemmeside, www.forvin.dk.

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Fin-Vin har ansat Carina Breindal som ansvarlig for vinfirmaets erhvervssalg. Hun erstatter Irene Fløe, som har valgt at søge nye udfordringer.
    * SA Wineimport har optaget importen af følgende vine fra den sydafrikanske vingård Howard Booysen: HB Riesling 2010 og Howard Booysen Pegasus Cinsault 2011.







    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Her kommer denne uges portræt.

.

.
.


    Terje Lippert (f. 1971) var tidligt ude med sin interesse for vin. Allerede som teenager havde han sin egen lille vinkælder på forældrenes gård.
    Mens han læste til henholdsvis biokemiker på Københavns Universitet og multimedie-projektleder på KTS, fortsatte han med at udvikle sin viden om vin ved at arbejde som både tjener og restaurantchef på flere forskellige gourmetrestauranter.
    Et par længere ophold i henholdsvis Italien og Frankrig sparkede yderligere til vinglæden, og efter endt uddannelse fik Terje Lippert job i et vinimportfirma i København, hvor han lærte "the tricks of the trade".
    Men mens man i det pågældende vinfirma mest koncentrerede sig om vinøse dråber fra varme lande så som Australien og Sydafrika, blev Terje Lippert stadig mere begejstret for vine fra lidt køligere himmelstrøg. Det endte med, at han i 2003 tog springet og åbnede eget importfirma, Hoffmeyer-Lippert Wine, hvor der satses på kvalitetsvine fra Canada og Tyskland.
    Det er især vinene fra førstnævnte land, han brænder for og ønsker at udbrede kendskabet til på dansk jord.
    Firmaet har en ekspanderende kundekreds, der omfatter såvel privatkunder som små og store restauranter.
    Terje Lippert er ikke alene om arbejdet med at servicere kunderne. Hans hustru Nina er en vigtig drivkraft i forretningen.
    Fritiden går med at nyde den smukke nordsjællandske natur sammen med familien, der også omfatter børnene Hannibal og Leonora.
    Adresse: Hoffmeyer-Lippert Wine, Langerødvej 5, 3480 Fredensborg, e-mail: info@hoffmeyer-lippert.com, www.hoffmeyer-lippert.com.

.


Ugens vinøse billede
Michael Larsen, der bor i Tyskland, har sendt os ugens aktuelle billede. Han skriver:
I uge 17 skrev VinAvisen om vandreture i flere vinområder her i Tyskland. I Bergstrasse, hvor jeg bor, begyndte det i 1988 med den første rundgang, og det udviklede sig derfra videre til en regulær folkefest med omkring 40.000 deltagere, som går med på de omkring 21 km.
– I Bergstrasse er traditionen, at den årlige vandretur finder sted lidt senere end i andre områder, nemlig den 1. maj, og i år var vejret herligt med masser af sol og omkring 26 grader.
– Billedet viser et af de steder til "optanking", som var oprettet undervejs på ruten. Her kunne man smage vinene fra de omgivende marker. Rigtigt mange flokkedes for at smage.

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182

...............................
    .....................
    171 Der er en fantastisk udsigt over korn- og vinmarker fra den lille by Casale Marittimo i Toscana (Foto © Mariette Tiedemann)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 21, som fik mere end to stjerner og hele 18, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 98 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


André Kleinknecht, Crémant d'Alsace, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
90 kr., Vin-T-Vin
Fortræffelig boblevin på økologisk dyrkede druer. I duften lidt æbler, i smagen god frugt, æbler og brød - og en blid syre. En nydelse.


Perle de Vigne, Grande Réserve, Louis Bouillot, Chardonnay, Crémant de Bourgogne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
125 kr., på tilbud i denne uge: 99 kr., Vinoble
Til tilbudsprisen en rigtig god boblevin. Den har små og stadige bobler i glasset, en fin duft af grønne druer og en let og god druesmag.

Hvidvin


Vineyard's Edition, A. Cajuex, Western Cape, Sydafrika, 2011, lav alkohol (13%)
59,50 kr., Irma
Denne hvidvin, der bærer Fairtrade-mærket, er lavet på druerne Chenin Blanc og Chardonnay. Vinen smager virkelig godt. Den har en flot, krydret duft og en "fed", frugtagtig smag med mange facetter, bl.a. papaya og citrus.


Domaine Begude, James & Catherine Kinglake, Sauvignon Blanc, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2011, lav alkohol (12%)
99,95 kr., Vinmonopolet
Let og saftig hvidvin med frisk duft og en god smag af Sauvignon-druen - lidt citrus, stikkelsbær og et fint strejf af honning i eftersmagen. Flasken har skruelåg.


Vigne di Catullo, Tenuta Roveglia, Lugana, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
149 kr., pris ved 12 flasker: 134 kr., Distinto
En fortræffelig hvidvin fra bredden af Gardasøen. Den har en aromatisk duft af drue og mineraler og en fyldig, blød og rigt facetteret smag.


Joseph Cattin, Gewurztraminer, Alsace Grand Cru Hatschbourg, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
174 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager
Denne herlige Grand Cru-hvidvin fra marken Hatschbourg giver et fint og flot billede af den krydrede Gewurztraminer-drue. Den har en bred druesmag med honning og - ja, krydderi. Gewürz betyder krydderi på tysk - franskmændene undlader at bruge de to prikker over u'et.


Alamos, Catena, Chardonnay, Mendoza, Argentina, 2011, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., Philipson Wine
I uge 16 smagte vi årgang 2010 af denne hvidvin. Årgang 2011 adskiller sig ikke nævneværdig. Det er en fin hverdags-hvidvin med god frugt og tilpas fad, der giver et strejf af vanille i eftersmagen. Nyd den til den store sommerfest. Flasken har skruelåg.

Rosévin


Domaine de Poulvarel, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2011, middel alkohol (13,5%)
65 kr., på tilbud: 55 kr., Jysk Vin
Elegant og lækker rosé med en forførende, lys farve og en smag, der er tør og frisk - måske med noter af rabarber. Glimrende til mad, men også som terrassevin. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.

Rødvin


Domaine Villessèche, Côtes-du-Rhône, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
79 kr., på tilbud til 49 kr., Holte Vinlager
Rar og venlig rødvin med fint krydderi og bløde tanniner. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.


Teseo, Castellani, Sangiovese, Toscana IGT, Italien, 2008, lav alkohol (12,5%)
79,75 kr., på tilbud indtil 10. juni: 59,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Glimrende Sangiovese-rødvin med alle druens dyder. Fin duft, røde bær i smagen og en god syre i eftersmagen.


Cuvée du Vatican, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
80 kr., pris ved 6 flasker: 66,67 kr., Bisgaard Vin
En flot Rhône-rødvin, der virkelig hænger sammen - harmonisk og kompleks, med fyldig, blød frugt. En herlig vin til en yderst attraktiv pris (ved seks flasker).


Séquoia, Château Carbonneau, Bordeaux, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Propperiet
Typisk Bordeaux-rødvin med god duft og en kompleks, ret blød smag med noter af mørke bær, lakrids og chokolade - og et lille bid til sidst, der gør vinen god til mad.


Obalo, Tempranillo, Rioja, Cosecha, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., Erik Sørensen Vin
En meget dejlig Rioja-rødvin med fyldig frugt og bløde tanniner. Er der lidt lakrids i smagen? Måske slåen? Nå, men nyd den nu bare uden at tænke på alle de urter og bær, vi synes at finde i den.


Romain Duvernay, Vacqueyras, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
139 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Denne vidunderlige rødvin udvikler sig i munden med en fantastisk krydring og blød frugt. En lækker sag.


Argiano, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
139,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En dejlig Brunello, som vi også gav fem stjerner i 2005-årgangen. Den har en frisk, krydret duft og en afrundet og lækker smag med integreret fadlagring.


Yemula, Umberto Cesari, Rubicone IGT, Italien, 2008, middel alkohol (13,5%)
169 kr., Kjær & Sommerfeldt
Blød og lækker rødvin med både duft og smag af solmodne brombær og chokolade. Lang eftersmag. Dyr, men pengene værd.


Salmos, Torres, Priorat, Spanien, 2010, høj alkohol (15%)
175 kr., H.J.Hansen Vin
En stor og perfekt rødvin med en liflig duft og en fløjlsblød smag med mørke kirsebær, chokolade, blommer - ren, varm sommer og solskin.


Barbassano, Le Masciare, Aglianico, Campania, Italien, 2008, middel alkohol (13,5%)
89 kr., 69 kr. ved 6 flasker, A Vinstouw
En aromatisk, koncentreret og krydret rødvin på druen Aglianico, der er udbredt flere steder i Syditalien. Den vil stå fint til lam - eller til en godt krydret pastaret.


Christian Bernard, Gamay, Fleurie, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
129,75 kr., på tilbud indtil 10. juni: 79,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Tør og saftig rødvin med et lille tannin-bid, der gør den velegnet til mad.


Di Giorno, Veneto, Italien, 2010, lav alkohol (12%)
36,75 kr., Køge Vinhandel
En enkel og billig rødvin med masser af solbær. Den er dog lidt tynd og mangler noget struktur. Lidt af en bællevin til en uhøjtidelig sommermiddag.


Ocaso, Malbec, Mendoza, Argentina, 2010, middel alkohol (13,5%)
122,50 kr., Pran Vinimport
En ret endimensionel rødvin med fyldig frugt og sødme. Prisen gør lidt ondt.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.