Nyheder i uge 37, 2012









En vin på Riesling-druen er den ene ud af tre i vinserien "Mild"

Forbud mod "let fordøjelig"
Et tysk vinkooperativ, Deutsches Weintor, i Rheinland-Pfalz har fremstillet en serie vine, hvor syren under vinifikationen er blevet reduceret - hvorfor kooperativet har valgt navnet "Mild" til serien.
Af etiketterne lod man det fremgå, at vinene havde en blid syre, og at de derfor er "bekömmlich" - let fordøjelige.
Men det fik myndighederne i Rheinland-Pfalz på barrikaderne. De påstod, at Deutsches Weintor brød en EU-regel, der forbyder påstande om sundhedsmæssige fordele i alkoholiske drikke. Myndighederne forbød derfor kooperativet at kalde serien "Mild" og at skrive let fordøjelig på etiketterne.

Det drejer sig om vin-nydelse
Det forbud tog kooperativet dog ikke for gode varer, og det valgte derfor at afprøve sagen ved EU-domstolen i Luxembourg. Men det hjalp lige fedt - EU gav de tyske myndigheder medhold.
Hos Deutsches Weintor er man fuldstændig uforstående over for forbuddet, da man ikke mener, at ordlyden på etiketterne har noget som helst med sundhed og helbred at gøre, men derimod med et godt velbefindende, mens man nyder vinen.
Kooperativet har nu henvendt sig til retsinstansen Bundesverwaltungsgericht i Leipzig, som er sidste mulighed for at klage og få en endelig afgørelse.
Vi kunne faktisk godt tænke os at vide, hvordan VinAvisens læsere forholder sig til sagen. Er den ordlyd, som Deutsches Weintor har brugt på sine etiketter, vildledende? Ville man tro, at netop denne vin er særlig sund, eller forstår man kooperativets hensigt? Vi hører gerne kommentarer på info@vinavisen.dk.


Endnu et vinslot på kinesiske hænder
De kan lige så godt vænne sig til det i Frankrig. Rige kinesere opkøber det ene vinslot efter det andet. Mere end 20 vinslotte i Bordeaux er nu på kinesiske hænder, og det samme gælder for enkelte domæner i Bourgogne.
I uge 35 fortalte vi om casinokongen Louis Ng Chi Sing fra Macao, der - meget mod de burgundiske vinproducenters vilje - for nylig købte Château de Gevrey-Chambertin i Bourgogne-distriktet Côte de Nuits.
Nu har en stålproducent fra Shanghai, Zhi Gen Lai, fulgt trop og har købt det 40 hektar store Château Bel-Air i Entre-Deux-Mers i Bordeaux.
Den nu forhenværende ejer af vinslottet, Philippe Moysson, vil ikke oplyse købssummen, men han har meddelt, at den lå over den gængse vurdering af slotte i den kategori.
Ud over otte stålfabrikker i Kina ejer Zhi Gen Lai også en kæde af vin- og spiritusforretninger i sit hjemland. Her handles der især med Bordeaux-vin, og blandt flaskerne på hylderne har man også i de sidste tre år kunnet finde dem fra Château Bel-Air.

Flere kinesere i Entre-Deux-Mers
Philippe Moysson, der er 65 år gammel, valgte at sælge sit vinslot, idet hans to døtre ikke har tænkt sig at overtage det. Han lægger dog ikke skjul på, at det også økonomisk kan være svært at være vinproducent i Entre-Deux-Mers, der lever lidt i skyggen af de mange langt mere berømte Bordeaux-distrikter.
Zhi Gen Lai er ikke den første kineser, der har kastet sin kærlighed på Entre-Deux-Mers. Tidligere i år købte den kinesiske entreprenør Jin Shan Zhang Château Grand Moueys, hvor han har tænkt sig at åbne hotel og restaurant samt anlægge en større golfbane.






De stakkels svenske vingårde
I Sverige er politikerne stadig stærkt uenige, om de svenske vingårde skal have lov til at have stalddørssalg. Som det er nu, kan en svensk vinproducent kun sælge sin vin gennem Systembolaget - hvis altså vinen bliver fundet værdig til at komme med i sortimentet.
Det, som modstanderne af stalddørssalget frygter, er, at det vil gå ud over salget hos det regeringsejede monopol. Desuden vil svenskerne måske begynde at drikke endnu mere, hvilket vil skade folkesundheden, lyder det også fra den fløj.
Diskussionerne har trukket i langdrag gennem snart flere år, men nu er man opsat på, at der enten skal gives rødt eller grønt lys, inden år 2012 er omme.

Giv nu grønt lys
Imens presser den svenske kommune Höganäs ifølge www.wownews.se på for at få lov til at blive en slags pilot-kommune for stalddørssalget - altså, at man lader kommunens vingårde sælge vin i en afgrænset prøveperiode. Som myndighederne i Höganäs påpeger, så er det da det mest naturlige i denne verden, at man kan købe en flaske vin med hjem efter et vingårdsbesøg - ligesom man kan det i Danmark. Her hos VinAvisens redaktion er vi fuldstændig enige.




Barrack Obama.

Vin- og whiskyglade præsidenter
De fleste af USA’s mange præsidenter gennem tiderne har været glade for et godt glas vin, øl eller spiritus, og flere af dem sørgede endog for at fremstille deres egne flasker.
Man ved fx, at den første præsident, George Washington, der udfyldte posten fra 1788 til 1797, indrettede et whiskydestilleri i kælderen i sin ejendom Mount Vernon.
Thomas Jefferson, som var præsident fra 1801 til 1809, var derimod en stor vinentusiast, der dyrkede sin egen vin og sørgede for, at kælderen i Det Hvide Hus fik en stor og fin vinsamling.

Barracks eget bryg
Barrack Obama holder af vin, men han er også rigtig glad for øl og er blevet inspireret af besøg i diverse bryggerier til at indrette et mini-bryggeri i husets kælder. Øllet laves på et lille hobby-bryggekit, som Obama selv har købt. Det er derfor en meget begrænset mængde af White House Honey Ale og Honey Porter, der tappes på flasker, og brygget nydes stort set kun inden for Det Hvide Hus's fire vægge.
Så vidt man ved, er det første gang, der brygges øl i præsidentboligen, og Obama er ofte blevet spurgt om opskriften. Først nu, hvor valgkampen skærpes, har han offentliggjort den, så tilhængere med brygge-evner over alt i USA kan fremstille Obama-bryg.
Honningen, som er en vigtig ingrediens i begge bryg, kommer fra det første bistade nogensinde på grunden, der hører til Det Hvide Hus.
En lille film på YouTube viser fremstillingen af øllet. Det er dog ikke Obama selv, der rører i gryderne.


Lille høst i Champagne
Som vi fortalte i uge 34, er druehøsten gået i gang i den sydfranske appellation Rivesaltes, som det første sted i Frankrig.
Inden for de næste par uger kommer turen til Champagne, hvor man forventer en meget lille høstmængde på grund af frost og haglbyger i foråret og sommeren. Da frugtsætningen har været meget varieret i klaserne, står man også over for et større sorteringsarbejde, men de druer, der er modnet korrekt, er af udmærket kvalitet, lyder det fra champagnehusene.

Øko-vinmarkerne hårdest ramt
Den lille høstmængde i år kommer på et meget dårligt tidspunkt, hvor efterspørgslen på champagne er støt stigende i både Asien, USA og Østeuropa. Også i det store aftagerland Storbritannien er salget af champagne steget de senere år - alene i juli måned i år blev der solgt 6% mere end i samme måned i 2011.
Overalt i Frankrig forventer man en mindre høstmængde på grund af det dårlige vejr. Værst er det ifølge The Drinks Business gået ud over de økologiske og biodynamiske producenter. De har ikke kunnet tage diverse spraymidler i brug mod de udbredte angreb af meldug og andre sygdomme, som er fulgt i kølvandet på haglbygerne og regnen. Nogle af de økologiske vinmarker er blevet så hårdt ramt i år, at vil tage flere år, før de igen er kommet fuldt ud til hægterne.






De bedste danske vinkort
Traditionen tro er det amerikanske vinmagasin Winespectator også i år kommet med en liste over de restauranter, der har et særligt flot vinkort. Listen for 2012 omfatter i alt 3800 restauranter på verdensplan, og hele 12 af dem er danske. Vi kunne dog ikke slå Sverige, der har hele 19 restauranter med på listen, mens Norge har 10, og Finland er repræsenteret med en enkelt.
Listen er opdelt i tre klasser, hvor den øverste er Grand Award – og her er der ingen danske restauranter. Derefter kommer Best of Award of Excellence og til slut Award of Excellence. Til højre ses listen over de 12 danske restauranter.


Best of Award of Excellence
Brøndums Hotel
Era Ora
La Buca Degli Artisti
Malling Kro
Molskroen
Norsminde Kro
Restaurant La Cocotte
Tree-Top Restaurant

Award of Excellence
Hotel Hesselet
Il Senso
Restaurant ET
Svogerslev Kro - Gastronomi og Logi


Mister job på grund af bulkvin
I de senere år har Sydafrika haft en stigende eksport af bulkvin - frem for alt til Storbritannien, men også Tyskland modtager en stadig større mængde af denne vin, der endnu ikke er tappet på flasker.
I 2011 blev der eksporteret omkring 60 millioner liter bulkvin fra Sydafrika, hvilket svarede til hele 52% af den samlede eksport af landets vin. I 2006 lød tallet på 40 mio. liter - 35% af den totale vineksport.
Der er også visse fordele ved bulkvin. Miljøet belastes mindre, når vinen transporteres uden emballage, og i aftagerlandet, hvor vinen skal tappes på flasker, betyder det ekstra arbejdspladser i emballage- og pakkeindustrien.
Modsat har den øgede eksport af bulk fra Sydafrika indtil videre resulteret i tabet af mere end 700 arbejdspladser, og antallet stiger foruroligende hurtigt. Ifølge WOSA (Wines Of South Africa) forsvinder der 107 job for hver 10 millioner liter bulkvin, der eksporteres.

Ridser i vinens image
Udviklingen bekymrer selvsagt den sydafrikanske regering, og man er derfor gået i tænkeboks for at finde frem til en eller flere løsninger.
Foreløbig har regeringen ifølge Decanter luftet en "noget for noget" idé. Sidste år eksporterede Sydafrika vin til Storbritannien for 993 mio. rand (cirka 697 mio. kr.). Til gengæld importerede de whisky-glade sydafrikanere skotsk whisky for hele 1,7 milliarder rand (cirka 1,2 mia. kr.). Så hvis nu man kunne importere al den whisky som bulk for så at tappe den på flasker i Sydafrika, så ville det jo dæmme op for tabet af job i den sydafrikanske emballage- og pakkeindustri …
En ting er tal og tabet af arbejdspladser. Noget helt andet er risikoen for ridser i den sydafrikanske vins gode image. Nogle vinproducenter frygter, at der - hvilket hænder rundt om i verden - kan bliver svindlet med bulkvinen undervejs til aftagerlandene, og at den dermed bliver af ringere kvalitet.



Nøgen Harry på etiketten
Britiske prins Harry gjorde sig for nylig uheldig bemærket, efter at han under et vildt strip-billiard-party med en masse damer i Las Vegas måtte smide alt tøjet - og blev fotograferet af en fotograf, der var hurtig på aftrækkeren. Billederne er selvfølgelig gået verden rundt.
Begivenheden gav ifølge The Drinks Business direktøren for Sheldon’s Wine Cellars, et vinfirma i Gloucestershire, en smart idé. Han skyndte sig at få trykt nogle etiketter til forretningens egen rosé med en tegning af den nøgne Harry med en billardkø i hånden. Rosévinen er ved samme lejlighed blevet omdøbt til "Royal Blush" (royal rødmen).
Vinen er siden da blevet forretningens helt store sællert med en stigning i salget på hele 200%. Det må ikke være sjovt at være prins Harry i øjeblikket ...


Til_37/09






Ønolog Anne Juel Christensen forlader vinmarkerne for en kort stund for at afholde et seminar ved den kommende udgave af Rhônefestivalen.

Nedtælling til årets Rhônefestival
For niende år i træk afholder den danske vinbranche Rhônevinfestival - en festival, der som regel gæstes af 900 glade vinentusiaster fra både Danmark og Sverige. Traditionen tro afholdes arrangementet i de stemningsfulde omgivelser i Dansk Vincenter i Avedøre ved København, og tidspunktet er lørdag den 15. september fra kl. 11 til 16.
Årets festival omfatter et seminar om de populære vine fra Costières de Nîmes ved den britiske vinjournalist Olivier Hickman og den danske ønolog Anne Juel Christensen. Hende kan man læse mere om i ugens Blå Bog længere nede på siden. Derudover vil der være en publikumskåring af festivalens bedste hvide-, røde og søde Rhônevin. 35 udstillere præsenterer mere end 300 forskellige Rhônevine samt franske specialiteter som oste, charcuteri, chokolade og de lækre franske pandekager crêpes. Billetter til arrangementet koster 225 kr. og kan købes via BilletNet. Læs mere på www.rhonevinfestival.dk.


Ophævelse af plante-regler
Efter gældende EU-regler er der en grænse for, hvor stort et areal der må være beplantet med vinstokke i de respektive medlemslande. Men disse regler står nu for at blive ophævet, så de europæiske vinproducenter frit kan plante stort set hvor og hvornår, de har lyst.
Årsagen til at ophæve disse plante-regler er at give de europæiske vinhuse bedre mulighed for at konkurrere på den internationale vinscene.
De mindre og ofte familieejede europæiske vinhuse er dog ikke alle lige begejstrede for beslutningen. Nogle af dem frygter ifølge Just Drinks, at store firmaer med penge på kontoen vil plante et hav af nye vinmarker og oversvømme markedet med billig vin - hvilket vil skabe en ulig konkurrence i forhold til de mange små vinproducenter.

Chilensk vin vil altid være billigere
Foreningen European Federation of Origin Wines (EFOW), der fungerer som en slags vagthund over for vinøse initiativer på EU-plan, har også råbt vakt i gevær. Foreningen påpeger, at en ophævelse af reglerne ikke vil hjælpe, når det gælder konkurrencen i forhold til den internationale vinscene.
- Chilensk vin fx vil altid være billigere end europæisk vin, blandt andet på grund af lavere arbejdslønninger. Her kan vi slet ikke være med, lyder det fra EFOW.
Foreningen mener derimod, at der i højere grad skal satses, der hvor europæisk vin udmærker sig, nemlig på kvalitetsbeviste vine, fremstillet ifølge traditioner, der går flere hundrede år tilbage.
EU skulle således meget hellere koncentrere sig om at støtte og fremme markedsføringen af den slags vine på det internationale marked, mener altså EFOW.



]



Godt gang i vinhus-salget
Californiske vinhuse skifter ejermænd i stort antal i øjeblikket, og alt tyder på, at det samlede salg i 2012 vil runde 800 millioner dollars (cirka 4,7 milliarder kr.). Det er det højeste salgstal siden 2007.
Den store købeglæde, når det gælder vinhusene i Californien, hænger ifølge Bloomberg blandt andet sammen med et markant stigende salg af californisk vin i de senere år. Denne stigende interesse for vinen har selvsagt smittet af på interessen for at investere i distriktets vinhuse.



<< De ungarske folkedragter sætter kulør på vinfestivalen.
< Festivalens mange boder strækker sig langs med Donaufloden.


Ungarsk vinfestival i Budapest
Verden er fuld af vinfestivaler, og selvfølgelig har Ungarn også sin årlige festival, Boregyetem, som i år foregår fra d. 12. til 16. september.
Budapest er som bekendt delt i to dele af Donau-floden, og det er i Buda foran det store kongeslot og langs med floden, at man finder festivalens mange vinboder. Her præsenterer 220 vinhuse fra 15 forskellige lande - dog især fra Ungarn - omkring 5000 forskellige vine. Festivalen giver dermed en unik chance for at få et bredt indtryk af, hvad der rør sig inden for den ungarske vinscene.
Ud over smagsprøver på vinene byder boderne også på et hav af ungarske delikatesser.
Vin og mad er krydret med en procession af landets mange vinbroderlaug samt folkedans og jazzmusik.
Der er også et seminar for enhver, der har lyst, om Ungarns unge nye vinproducenter.



En sej emballage
Med den næste James Bond film, Skyfall, kan den legendariske britiske agent fejre 50 års jubilæum på det hvide lærred. Og hvis han nu selv kunne vælge, ville han sikkert fejre jubilæet med et godt glas Bollinger, som har været hans foretrukne champagne i utallige af filmene.
For at fejre begivenheden lancerer Bollinger en særlig udgave af champagnen årgang 2002 La Grande Année med navnet "002 for 007" - der ikke mindst på grund af sin emballage sikkert vil blive et samleobjekt hos James Bond fans. Champagnen leveres i en æske, der er udformet som en Walther PPK lyddæmper, og åbnes ved at indstille den 3-cifrede kode 007.
Champagnen, hvoraf Danmark kun har fået 33 flasker, vil kunne købes fra og med 1. oktober hos Philipson Wine for 1099,95 kr.


34/09



...



Den sorte Louis XIII
Fra cognachuset Rémy Martin kommer den legendariske Louis XIII cognac, der har været fremstillet siden 1874. Den er sammenstukket af hele 1200 eaux-de-vie’er, hvoraf nogle er flere hundrede år gamle. Den leveres i en fornem krystalflaske, der er en tro kopi af en flaske fra 1500-tallet, som man udgravede på en slagmark i Frankrig i 1850.
Rémy Martin har også fremstillet en udgave af Louis XIII i en flaske af sort krystal. Black Pearl hedder den, og der findes kun 800 eksemplarer af denne cognac - hvilket gør den yderst eftertragtet blandt samlere.

Et eksemplar på auktion
Det er uhyre sjældent, at en flaske Black Pearl dukker op på en auktion, men det sker, når det britiske auktionshus Bonhams sætter en flaske under hammeren d. 13. september i London. Højeste vurdering lyder på 7000 pund (cirka 66.000 kr.).
Det er en sydafrikansk vinsamler, der sælger den fornemme flaske. Han opdagede den ved et tilfælde i en forretning om bord på et krydstogtskib, hvor den sikkert havde stået og samlet støv i adskillige år. Det er måske ikke lige der, man forventer at finde sådan en sjældenhed …


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * The Wine Company har optaget importen af vinene fra Weingut A.J. Adam fra Mosel i Tyskland.
    * Philipson Wine har optaget importen af vine fra Weingut Wegeler i Mosel og Rheigau.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

.

.
.

    Anne Juel Christensen (f. 1966) har siden 2006 været direktør i eget firma, Anne Juel Consulting.
    Her varetager hun forskellige opgaver, som har med fødevarer og vin at gøre, især vinfremstilling, formidling og undervisning fylder en hel del. Til mad- og livsstilsmagasinet Gastro skriver hun om kulturgastronomiske rejser, primært til Japan, og leverer ligeledes opskrifter. Herudover har hun ansvaret for produktionen og relationsmarkedsføringen af Nordlund, en dansk rødvin, fra en af Danmarks første og største vingårde, Dansk Vincenter.
    Fra og med årgang 2012 bliver hun desuden konsulent for Frederiksdal Kirsebærvin med ansvar for vinfremstillingen. Hun fungerer også som marketingkonsulent og indkøber for Vinrosen, et vinfirma med danske toprestauranter og Bourgogne-samlere som kernekunder.
    Før Anne Juel Christensen blev selvstændig, har hun haft en lang karriere i både vinens og gastronomiens verden.
    Hendes vininteresse startede på Château Loudenne i Médoc i 1986, hvor et sommerjob som guide gav hende mulighed for at møde franske ønologer. Herefter gik turen tilbage til Danmark for at få den matematiske studentereksamen, som universitetet i Montpellier krævede, for at hun selv kunne få en uddannelse som ønolog. I 1992 stod hun med eksamenspapiret i hånden.
    Siden da har Anne Juel Christensen lavet vin i Champagne, Beaujolais og det ungarske Tokaj i fem år indtil 1997, da familien besluttede at flytte tilbage til Danmark, og hun har prøvet lidt af hvert inden for faget: Hun har plukket druer, klippet vinstokke, lavet vin, filtreret, tappet, etiketteret og solgt. Et enkelt job som shippingmand i et vinfirma er det også blevet til.
    Fra 2003 var hun direktør for den nordiske del af Sopexa, det franske landbrugs afsætningsråd, der blev grundlagt i 1961 og arbejder for, at vi alle sammen skal nyde Frankrigs 365 gode oste, de tusinder af vine og alle de andre gode sager fra det dejlige land.
    I fem år har hun været PR-ansvarlig i Sopexa Norden og har i den egenskab organiseret smagninger af vine fra mange forskellige franske områder og været på utallige presserejser til Frankrig. Derfor kender hun også en god portion af den danske vinbranches aktører.
    Privat er hun gift med tegneren Dominique Jal - der her har tegnet hende - og sammen har de datteren Eva på atten år.
    Adresse: Anne Juel Consulting, Ærtevej 23, 2700 Brønshøj, tlf.: 38 80 79 89 og 51 33 61 58, e-mail: anne@annejuel.dk.

.




.
Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208

...............................
    .....................
    189 Efterårsstemning i vinmarkerne i den smukke italienske vinregion Abruzzo (foto Mariette © Tiedemann).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 26 vine. Af disse vine var der 17, som fik mere end to stjerner og hele 15, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 82 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Growers Gate, Chardonnay, South Australia, Australien, 2010, middel alkohol (13,5%)
60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En rigtig dejlig og fyldig hvidvin med vægt på frugten. Der er noter af ananas, melon og appelsin i både duft og smag. Et tilpas touch af eg fuldender den lange eftersmag. God kvalitet til rimelige penge. Flasken har skruelåg.


Serbato, Beni di Batasiolo, Chardonnay, Langhe, Italien, 2010, lav alkohol (12,5%)
99,75 kr., på tilbud indtil 16. september: 69,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En let og meget frisk hvidvin med en harmonisk druesmag - tilpas syre, tilpas alkohol. Fin til alt godt fra havet eller som terrassevin.


Domaine la Vista, Côtes Catalanes IGP, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
I denne hvidvin mødes hele seks økologisk dyrkede druer: Grenache Blanc, Macabeu, Grenache Gris, Malvoisie, Clairette og Carignan Blanc, og resultatet er en jævn, frisk og forglemmelig vin. Der er ingen årgang på flasken, fy, skamme!

Rosévin


"nM", Feudo Montoni, Sicilien IGT, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
95 kr., Otto Suenson & Co.
Denne økologiske rosévin på druerne Nerollo og Mascalese er så mørk, at vi var lidt i tvivl, om den er rød eller rosé. Under alle omstændigheder smager den godt med sin frugt og sødme - nok lidt mere som en rosé med masser af hindbær end en rød.

Rødvin


Rosso Veronese, Sartori, Verona, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
49,95 kr., Amka
En dejlig uhøjtidelig rødvin. Den er saftig med tilpas tørhed, fin frugt, god fylde og noter af hyldebær. Drik den til en god pizza.


Arium, Felix Solis, Valdepeñas, Spanien, 2008, lav alkohol (13%)
49,95 kr., Wine Group
Dette er en rigtig dejlig og veltillavet rødvin med noter af hyldebær og med en fin lille forfriskende syre, der sniger sin ind mellem al frugten. En god vin til prisen.


Primitivo, Duca della Rocca, Puglia, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
59 kr., Premier Cru
Dette er en dejlig rødvin med masser af syditaliensk charme, varme og moden frugt. Det er en fyldig og koncentreret vin med noter af ren lakrids. En rigtig god vin til prisen. Flasken har skruelåg.


Cuvée Les Trois Soeurs, Domaine Les Grands Bois, Côtes du Rhône, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
70 kr., Genereux-Vinkælder
En dejlig rødvin med aromatisk peber i duften og med en fyldig frugtrig smag med noter af ren lakrids. En typisk Rhône-vin til en rigtig fornuftig pris.


Aramis, Pierre Laplace, Côtes de Gascogne IGP, Frankrig, 2011, middel alkohol (13,5%)
75 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Vinmonopolet
Aramis - en af de tre musketerer - lægger navn til denne interessante rødvin på druerne Tannat og Syrah. Det er en vin med en flot duft og en ret kraftig smag med gode tanniner, der er perfekt til mad. Kvaliteten svarer til prisen ved seks flasker. Denne pris udløste den femte stjerne. Flasken har skruelåg.


Clos Socarrat, Joan Ametller, Priorat, Spanien, 2008, middel alkohol (14%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager
En fantastisk dejlig rødvin til en yderst rimelig pris. I den bløde smag er der modne, mørke kirsebær, fint krydderi og bløde tanniner. En ren fem-stjerne.


Affinity, La Bri, Franschhoek, Sydafrika, 2006, høj alkohol (14,5%)
125 kr., pris ved 6 flasker: 115 kr., Vinentusiasten
Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot - netop de druer, man finder i de store Bordeaux-rødvine. En lækker og flot vin, der - naturligvis - minder om en god Bordeaux.


Krel, Bodegas Trus, Tinto Fino, Ribera del Duero, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
129 kr., A Vinstouw
Elegant og superlækker rødvin med frugt, der fylder munden med bær, chokolade og diskrete fadtoner.


Onda Nova, Adega do Cantor, Alicante Bouschet, Vinho Regional Algarve, Portugal, 2009, middel alkohol (14%)
155 kr., H.J.Hansen Vin
Denne vin kommer fra sangeren Cliff Richards vingård på Portugals sydkyst, og dens navn er "Nye bølge". Vinen har en flot farve, en dejlig duft og en smag med bred frugt, krydderi - peber - og gode tanniner. En vin i fin balance. Alicante Bouschet (eller Alicante Henri Bousche) er en blå drue, der i 1866 blev født som en krydsning mellem druerne Petit Bouschet og Grenache.


Còlpetrone, Salagricola, Sagrantrino, Montefalco, Italien, 2006, høj alkohol (15,5%)
169,95 kr., pris ved 6 flasker indtil 31. oktober, Erik Sørensen Vin
En potent rødvin - kraftig er den med sine 15,5% - men på sin vis også elegant. Den udvikler sig fint i munden og kan drikkes nu, men gem den også gerne endnu nogle år. Skænk den til en lige så kraftig kødret.


Terra a Mano, Fattoria di Bacchereto, Carmignano, Italien, 2008, høj alkohol (15%)
295 kr., Distinto
Her får man noget i munden, der er vildt og voldsomt. Men tæmmet voldsomt. En både kraftig og utrolig elegant rødvin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Carmignano er et lille vindistrikt i Toscana rundt om byen af sammen navn cirka 15 km nordvest for Firenze.


St. Andrews, Wakefield, Shiraz, Clare Valley, Australien, 2006, høj alkohol (14,5%)
299 kr., Haller Vine
En rigtig australier. En rødvin med en cremet fylde, der bare glider ned. Dertil krydderi og bløde tanniner. Madvin, der bør skænkes lidt afkølet. Flasken har skruelåg.


'A Naca, Calatrasi, Sicilien IGT, Italien, 2007, høj alkohol (14,5%)
175 kr., pris ved 12 flasker: 125 kr., Skovgaard Vine
Bamsevin med stor frugtfylde, sol og varme. Kirsebær, store og modne. Og en masse krydderi. Lakridsrod. Udpræget gillvin. Men helt billig er den ikke.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.