Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 27. 2014



Nyheder i uge 27, 2014

Følg os på Facebook






Ballade med .vin og .wine
Internettet vokser, og der er brug for flere mail-adresser. Det er ikke nok med landekoder som .dk, .se og .com.
Oprettelsen af nye ”efternavne” varetages af et amerikansk selskab, der hedder ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers), og som støttes af den amerikanske stat.
Nu er der ballade, for ICANN vil indføre koderne .vin og .wine – og lade alle mulige foretagender oprette domæner med disse koder.
Fx vil en chilensk producent af mousserende vin kunne sælge vin fra en hjemmeside med navnet www.champagne.vin.

Kraftige protester
Ikke mindst fra Frankrig lyder der kraftige protester. Dette bør simpelt hen ikke kunne lade sig gøre!
Hvert år sælges der fransk vin for over en milliard euro via nettet, og de nye navne åbner for store problemer i forbindelse med marketing og salg.
Firmaer, der sikrer sig adresser som www.chablis.vin og www.bordeaux.vin, vil få en uvurderlig fordel – ikke mindst på de nye markeder i Asien.
ICANN uddelegerer salget af domæne-navne til forskellige grossister, og tre store amerikanske firmaer har fået salget af de nye domæne-navne. Og intet af dem har i sinde at respektere navnene på de europæiske appellations contrôlées.
Støttet af kollegaer i Californien og Australien er europæiske vinproducenter gået i krig mod de nye domæne-navne, og krigen blev indledt i den forløbne uge på et møde i London mellem ICANN og europæiske vinorgisationer.



"Den gule enke" på havets bund
Vi har tidligere skrevet om vinproducenter, der sænker deres vinflasker ned i havet for at undersøge, hvordan denne mørke og vandige kælder påvirker vinene.
Eksempler er Château Larrivet Haut-Brion i Pessac-Léognan i Bordeaux og Mira Winery i Napa Valley.
Efterfølgende smagninger vine viste, at "havvinene" blandt andet var blødere og havde udviklet en større kompleksitet.
Nu er det berømte champagnehus Veuve Clicquot i færd med at udføre et lignende eksperiment. Det foregår ikke i Atlanterhavet eller Den Engelske Kanal - hvilket havde været nærliggende, men derimod i Ålandshavet – det havområde, der ligger ud for den finske øgruppe Åland.
Her har Veuve Clicquots kældermester Dominique Demarville for en uge siden nedsænket 300 almindelige flasker champagne af mærkerne Yellow Label - den som vi kender som "Den Gule Enke" - Demi-Sec og Rosé årgang 2004. Derudover er også 50 magnumflasker af Yellow Label sænket ned i "hav-kælderen". Der kan vist ikke herske tvivl om, at det nøjagtige sted for nedsænkningen bliver hemmeligholdt ...

Inspiration fra flasker i skibsvrag
Årsagen til, at flaskerne er transporteret helt til Ålandshavet, har en ganske særlig forklaring. Det var nemlig i dette hav, at man for fire år siden fandt 46 flasker fra Veuve Clicquot i et skibsvrag, der i 1840erne havde været på vej til Rusland - men altså endte sine dage på havets bund.
Dominique Demarville var med til smagningen af en af de historiske flasker, og han var forbløffet over den gamle vins dejlige smag og friskhed.
Det var derfor, man hos Veuve Clicquot besluttede at søsætte projekt "havkælder" - og at gøre det i havet ud for Åland.

En spændende sammenligning
Ålandshavet har også visse fordele frem for andet havvand. Det er et dybt og dermed mørkt hav, og der er ikke særlig megen bevægelse i vandet, hvilket giver stabile forhold for vinene og en kølig temperatur på 4 grader. Desuden er der betydeligt mindre salt i vandet end i andre have.
Hjemme i Veuve Clicquots kældre i Reims modner man identiske flasker af champagnen under normale forhold i vinkælderen, hvor temperaturen ligger på 11 grader.
Og så vil man ellers hvert andet år gennem de næste 50 år tage stikprøver fra begge "kældre" og sammenligne dem - såvel når det gælder smagen, som vinenes kemiske udvikling.






Sag mod cigaretrullepapir-firma
Ordet Champagne har fået EU’s stempel som en beskyttet geografisk betegnelse, hvilket betyder, at det - eller ord, der ligner meget - ikke må anvendes på andre flasker end dem, der fremstilles i Champagne. Eller i det hele taget på andre produkter. Sker det, er champagneproducenternes forening, Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne (CIVC), straks på barrikaderne. I første omgang forsøger man som regel at finde en fredelig løsning, men lykkes det ikke, ender det ofte med, at CIVC lægger sag an.
For nylig faldt der dom i en sådan varemærkesag. Det drejede sig om det franske firma Royal Distribution Tabac Distri Nord, der fremstiller og sælger cigaretrullepapir til forbrugere, der selv ruller smøgerne.
Firmaet havde solgt rullepapiret under navnet Crystal Champs - hvilket ligger mistænkeligt tæt op ad champagnehuset Louis Roederers berømte Cristal Champagne. Og ikke nok med det - firmaet havde også sat et logo på pakkerne med rullepapiret, der viste en flaske champagne og det traditionelle flûte-glas.

Sager, der tager flere år
En fed sag for CIVC’s advokater, der da også som ventet vandt i retten i Lille. Selv om Royal Distribution Tabac Distri Nord allerede for nogen tid siden ændrede både navn og logo på pakkerne, mente dommeren, at misbruget af ordet champagne havde betydet en potentiel kommerciel skade for champagneproducenterne. Firmaet blev derfor dømt til at betale sagsomkostninger samt en større skadeserstatning til CIVC.
Champagneproducenternes forening blev bakket op af den franske appellationsmyndighed INAO, der ofte selv anlægger lignende sager om varemærkekrænkelse af franske vinnavne. I øjeblikket har INAO således hele tolv sager kørende alene inden for Frankrigs grænser. Dertil kommer sagerne mod diverse udenlandske vinproducenter og firmaer.
En sådan sag er ofte en langvarig proces - den mellem CIVC og Royal Distribution Tabac Distri Nord begyndte således helt tilbage i 2011.




En af medarbejderne hos Terravant Wine Company med en flaske med Scratchpad-etiket og blyant.

Forbrugernes eget design på flasken
Vinproducenter verden over forsøger at sætte de mest iøjnefaldende etiketter på deres vinflasker. Sprælske mønstre, kraftige farver, dyr i sjove situationer eller snirklede guld-dekorationer kappes om at kapre forbrugernes blikke på forretningshylderne.
Hos den californiske vinproducent Terravant Wine Company har man valgt at gå en helt anden vej, idet man som noget nyt har forsynet vinene med fuldstændig blanke etiketter, navngivet Scratchpad. Rundt om flaskehalsene er der bundet en blyant, og så er det bare at gå i gang med at designe sin egen etiket og måske supplere det sorthvide design med farver eller guldmaling.
Når man er tilfreds med resultatet, kan man snuppe et billede af etiketten og dele kunstværket med hele verden på Scratchpads Facebook-side.
Ifølge Terravant har vinhuset hermed skabt verdens første interaktive vinetiket.
Vinene med de blanke etiketter kommer på de amerikanske vinhylder fra og med juli.


100.000 flasker under hammeren
Når vinsamlere sætter deres store samlinger af fornemme vine på auktion, vælger de som regel Sotheby’s, Christie’s eller et af de andre gamle og anerkendte auktionshuse.
Men det har Roy Welland, den tidligere ejer af luksusrestauranten Cru i New York, ikke gjort. Han har nemlig valgt at lade det kun et år gamle amerikanske auktionshus Wally’s Auctions sælge hans samling på 100.000 flasker vin.
Vinene vil blive solgt i løbet af dette efterår - såvel på fysiske auktioner som online-auktioner samt via auktionshusets egne detailforretninger.
Samlingen - hvoraf de 65.000 flasker indgik i kælderbeholdningen i den nu lukkede restaurant - omfatter en af de største samlinger af Bourgogne-vin nogensinde. Der er fx 24.000 flasker Grand Cru Bourgogne, 1920 flasker Domaine Bachelet, 3000 flasker Domaine Joseph Drouhin og mere end 8000 flasker Chablis. Ud over Bourgogne-vinene byder samlingen også på fornemme champagner, rødvine fra Bordeaux, Piemonte og Californien og et hav af fine gamle østrigske vine, erhvervet fra en nedlagt vinforretning i Wien.

Et godt tidspunkt at sælge
Nogle af vinene er drikke-her-og-nu vine i den billigere ende af prisskalaen, mens andre er kostbare klenodier.
Wally’s Auctions regner med, at salget af de mange flasker vil indbringe et samlet hammerslag på 15 millioner dollars (cirka 82,7 mio. kr.).
Welland har da også valgt det helt rigtige tidspunkt at sælge på - især når det gælder Bourgogne-vinene.
Selv om tiderne for vinauktioner generelt er lidt sløve, går det storartet med hammerslagene for fine Bourgogner. Efterspørgslen er steget - ikke mindst på de ældre årgange - hvilket dels skyldes nogle meget små høstårgange i Bourgogne, dels en øget interesse fra Asien.
En stor del af Wellands Bourgogne-vine er kommet direkte fra domænerne til hans samling og har dermed ikke levet en omtumlet tilværelse.
Hos Wally’s Auctions er man stadig i færd med at katalogisere de mange vine, men man regner med, at den første auktion bliver afholdt til september.




.




Allan Ramsays portræt af David Hume i Scottish National Portrait Gallery.

Nedrivning kan afsløre 1700-tals vinkælder
Skotske historikere og vinentusiaster følger spændt med i nedrivningen af en kontorejendom i Edinburgh. Selve ejendommen er ikke særlig opsigtsvækkende - det, der er interessant, er de rester af en mere end 200 år gammel vinkælder, som måske afsløres, når først murbrokkerne fra nedrivningen bliver fjernet.
Kælderen - og det hus, den engang var en del af - tilhørte filosoffen David Hume. Han spillede en førende rolle i 1700-tallets oplysningstid - og var derudover lidt af en selskabspapegøje med glæde for vin og mad.
Hans hus blev ifølge The Drinks Business revet ned i 1950erne, hvor kontorejendommen blev opført, og nu mener man altså, at der er en chance for, at vinkælderen har overlevet tidens tand. I 1700-tallet strakte kældrene sig nemlig typisk fra husenes grunde og videre ind under gaderne.

Bordeaux var den foretrukne vin
Og hvad ville man så finde af flasker i en sådan kælder? Det kunne meget vel være flasker med Bordeaux-vin - eller "claret", som briterne siger. Netop denne vin var yderst populær blandt den litterære elite i oplysningstidens Skotland.
Man ved, at netop Hume hold umådeligt meget af Bordeaux-vin - hvilket han havde gjort, siden han som 17-årig fik ordineret "a pint (ca. 57 cl) of claret per day" af sin læge som et middel mod depression. Allerede dengang kendte man til rødvins godgørende egenskaber for sjæl og legeme.
Hans hus i Edinburgh var kendt som rammen om mange festlige aftener med masser af god vin i glassene.
I sit testamente efterlod Hume sin gode ven John Home "ti dusiner af min gamle Bordeaux-vin efter hans eget valg og en flaske af den anden likør, som kaldes for portvin".







Største forsøg med lys, lyd og vin
I uge 17 fortalte vi om et stort eksperiment, som Charles Spence, en professor i eksperimental psykologi ved universitetet i Oxford, ville udføre i London under festivalen Streets of Spain i maj. Med eksperimentet ville Spence finde frem til, hvordan forskelligt farvet lys og musik påvirker smags-opfattelsen, når det gælder vin.
Under festivalen indrettede han et farve-laboratorium, hvor festival-deltagerne blev inviteret ind og fik udleveret et sort glas med en unavngiven vin. Dernæst gik forsøgspersonerne fra rum til rum, hvor de blev påvirket af rødt og grønt lys og forskellig musik. Undervejs skulle de notere, hvordan smagen af vinen ændrede sig og give point, alt efter, om smagen var god eller dårlig.
Næsten 3000 mennesker deltog i forsøget, hvilket gør det til det største forsøg af sin art nogensinde.
Og resultatet? Ja, det viser ifølge The Drinks Business, at en ændring i den farve, lyset har i et rum, og af den lyd, man er omgivet af, generelt kan påvirke smagen af vin med 10% i enten positiv eller negativ retning.

Prøv selv hjemme ved spisebordet
Forsøget viste også, at rødt lys uden musik til, fremmede smagen af vinens frugt, mens grønt lys uden ledsagende musik fik vinen til at smage mere frisk.
Når der så blev sat musik til, ændrede smags-opfattelsen sig igen. Rødt lys tilsat blid musik var ifølge Spence en perfekt kombination, da den øgede nydelsen af vinen med 9% - hvilket faktisk er en hel del set fra et videnskabeligt synspunkt.
Grønt lys parret med musik med klare og hårde toner skærpede stadig opfattelsen af, at det var en frisk vin, der var i glasset - dog gjorde tilsætningen af musikken, at vinen også blev opfattet som langt mindre intens.
Hermed er det ifølge Spence for første gang bevist, at farvet lys og lyd sammen har en langt større effekt på opfattelsen af en vins smag end det forskelligt farvede lys alene.
Spence opfordrer til, at man selv forsøger sig på hjemmebane med farvede pærer i lampen og den musik, som indgik i eksperimentet. Den kan man høre ved at klikke her. "Sweet" er den blide musik, mens "sour" står for de klare og hårde toner.




Maratonet drejer sig ikke kun om at løbe, men også om at være festligt udklædt - og nyde et godt glas vin undervejs. Foto: AMCM/De Tienda/Mainguy.

Maraton fejrer 30 års fødselsdag
Hvert år i de sidste 29 år har tusinder af mennesker fra hele verden deltaget i Marathon du Médoc - det 42.195 km lange løb gennem vinmarker og forbi vinslotte i Saint-Julien, Pauillac, Haut-Médoc og Saint-Estèphe. De mange deltagere har hver gang ét tilfælles: De er klædt ud og forsøger at overgå hinanden i opfindsomme kostumer.
I år har maratonet 30 års jubilæum, og når det afholdes d. 13. september bliver der skruet ekstra op for festlighederne. Temaet for udklædningerne - for sådan ét er der altid - bliver "alverdens karnevaller".

10.000 løbere kan deltage
Grænsen for antallet af deltagere er normalt 8000 - hvilket har betydet, at man hvert år må sige nej til rigtig mange løbere - i 2013 ansøgte hele 15.000 om at få lov til at løbe med. I anledning af jubilæet har man derfor i år hævet grænsen til 10.000 deltagere.
Maratonnet varer tre dage, og det er krydret med underholdning af forskellig art for de mere end 50.000 tilskuere, der plejer at dukke op.
53 bands vil spille langs ruten, ligesom der vil være masser af muligheder for smagninger af de lokale vine og delikatesser. Man kan læse mere om maratonnet ved at klikke her.
Vi hører gerne, hvis der er nogle af VinAvisens læsere deltager. Skriv venligst til info@vinavisen.dk.


Pas på - flaskerne kan eksplodere
I uge 32 2013 fortalte vi om den amerikanske atomfysiker Greg Lambrecht og hans epokegørende opfindelse, Coravin Wine Access System - et redskab, der gør det muligt at skænke et glas vin fra en flaske med korkprop uden at åbne flasken.
Systemet fungerer ved, at en nål stikkes ind gennem både kapslen og korkproppen. Når man trykker på en knap, injiceres der komprimeret argon - en inaktiv gasart, som udgør cirka 1% af jordens atmosfære, hvorved vinen i flasken er under pres, mens man derefter hælder vin ud i en tynd stråle gennem nålen. Når flasken igen sættes på bordet, er al ilten erstattet af argon. Nålen er så tynd, at hullet i korkproppen lukker sig fuldstændig, når nålen trækkes ud. Der kan hverken trænge vin ud eller ilt ind, hvorved den resterende vin i flasken kan holde i op til flere år.
Coravin blev sat til salg for 300 dollars (cirka 1685 kr.). Men nu har opfinderen stoppet salget med øjeblikkelig varsel - og opfordrer folk, der allerede har købt redskabet til ikke at bruge det.
Det sker efter meldinger om, at syv flasker er eksploderet og en enkelt bruger fik lettere skader. Så hermed er advarslen videregivet til de af VinAvisens læsere, der skulle have købt Coravin.
Nu arbejder Greg Lambrecht og hans firma på at finde ud af årsagen og ændre på redskabet, så eksplosionerne ikke gentager sig, og så salget kan blive genoptaget hurtigst muligt.







......
Jeffersons ejendom, Monticello i Virginia.

    Den vinglade præsident
    I uge 25 fortalte vi om USA's første vinmark og vinhus, der blev grundlagt i 1799 i Kentucky. Det undrede en af vores læsere, Jens Mikkelsen. Han har nemlig hørt, at det var den vinglade amerikanske præsident Thomas Jefferson, der fremstillede den første vin på amerikansk jord.
    Thomas Jefferson var sandt nok en stor vinelsker. Som ambassadør i Frankrig i 1785-89 rejste han rundt i landet og studerede fremstillingen af vin. Han købte blandt andet vin på Château Lafite i Bordeaux.
    Han fandt dyrkningen af vin meget vigtig, for, som han sagde: - Ingen nation er fordrukken, hvor vinen er billig. Og ingen nation er ædru, hvor en høj pris på vin gør spiritus til en daglig drik.
    Det er også rigtigt, at der allerede i 1773 blev plantet omkring 10.000 europæiske vinstokke på Jeffersons ejendom Monticello i Virginia. De var blevet bragt til USA af italieneren Filippo Mazzei. Men Jefferson havde alt andet end held med disse vinstokke. I 30 år forsøgte han at få planterne til at gro, uden at det lykkedes ham. Han vidste ikke, at de blev dræbt af den amerikanske vinlus, Phylloxera.

    Kultvinen fra Monticello
    Hvad der ikke lykkedes for præsidenten, lykkedes for nogle år siden for vinmageren Gabriele Rausse. På Monticellos marker har han skabt en vin på druen Sangiovese, der er blevet noget af en kultvin.
    Da Jefferson i 1807 lavede en liste over alle sine druesorter, var en af dem Sangiovetto, en klon af den italienske Sangiovese.
    I dag er produktionen af Monticellos vin overgået til Barboursville Vineyards.



    < 42.415 hektoliter Rhônevin svarer til 5,6 millioner flasker. Det passer lige til, at der er en flaske til hver dansker. Inklusive babyer og afholdsfolk.

Så meget Rhône drikker vi
Vi danskere er flittige til at drikke vine fra Rhônedalen. Sidste år importerede vi 42.415 hektoliter, hvilket svarede til 5.655.333 flasker – og udgjorde en omsætning på 16,2 millioner euro (120 mio. kr.).
Danmark er et lille land, men ikke desto mindre aftager vi 4% af alle de AOC-vine, der eksporteres fra Rhônedalen, og med hensyn til værdien ligger vi på en en 10. plads.
Hovedparten af vinene er ”almindelig” Côtes du Rhône – i alt 86%. Resten, 14%, udgøres af appellationer som Châteauneuf du Pape, Gigondas, Vacqueyras, Lirac, Tavel, og hvad de nu hedder alle sammen.
Det er interessant at se, at kun 1% af den importerede Côtes du Rhône er hvid – for hver hvid flaske CdR drikker vi 85 flasker rød. De 487 hektoliter hvid CdR svarer til 64.933 flasker.


Efterlysning: Kontakt til vingårdsophold
Med jævne mellemrum får vi mails fra læsere, der gerne vil prøve at arbejde med på en vingård i en kortere eller længere periode. Og alle spørger de, om VinAvisen har nogle kontakter. Det har vi ikke, men vi vil gerne kaste bolden videre til vores næsten 10.000 læsere.
Vi hører således gerne på info@vinavisen.dk, hvis nogen skulle ligge inde med informationer. Det kan fx være en direkte kontakt til en vinproducent, som man ved før har taget imod arbejds- og oplevelsesglade udlændinge. Det kan også være en henvisning til en person, der kan formidle den slags ophold.
Når vi forhåbentlig har fået nogle gode kontakter i hus, bringer vi nyt i sagen i uge 29.

...



Tid til en sundowner
En sundowner - en drink ved solnedgang - er lige så forankret i britisk tradition som afternoon tea.
Udtrykket sundowner stammer helt tilbage fra da de britiske kolonier prægede verdenskortet, og hvor de hårdtarbejdende englændere havde brug for noget at slappe af på efter en lang dag med banditter og polo. Her slukkede de ikke tørsten i kold øl, men gik til stærkere sager - især dem blandet med malaria-beskyttende kinin (findes i tonic) og limejuice - en kilde til C-vitamin. En gin og tonic er dermed en af de klassiske sundownere.
Briterne holder stadig af den traditionelle før-middag drink, og med opskriften på nedenstående sundowner, Cherry Tea, kan man jo gå dem i bedene.
Opskriften er kreeret af Mikael Christensen, som er medejer af Bodega på Nørrebro i København.

Opskrift på Cherry Tea
2 cl hjemmelavet te-sirup, baseret på Earl Grey
3 cl Beefeater Gin
2 cl Cherry Heering
2 cl Aperol (italiensk rabarber bitter)
2 cl friskpresset citronsaft

Lav først te-siruppen af færdiglavet te og sukker. Mængden af te afhænger af, hvor mange drinks der skal laves. Til en liter te går der 400 g sukker. Bland teen med sukkeret, og kog ind til cirka det halve. Lad væsken afkøle, bland alle ingredienserne, shake, og server i et cocktailglas. Pynt med friske, danske kirsebær.
.......





    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinens Verden ekspanderer på Horeca-sektoren og har pr. 1. juli 2014 ansat Terje Lippert som distriktssalgschef for København-Sjælland. Terje Lippert har mange års erfaring i vinbranchen, heraf en årrække med eget firma Hoffmeyer-Lippert Wine.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

,

    Isabel Maria Tofte (f. 1974) stammer fra Portugal. Hun blev født i Vila Real i hjertet af den historiske Douro-region, der er berømt for fremstillingen af portvin. Hun fik allerede tidligt et indblik i vinens verden, da hendes bedsteforældre i Murca, der også ligger i Douro, havde omkring 150 hektar jord med vin- og olivenmarker.
    Isabel Maria Tofte blev uddannet som HR konsulent på universitetet i Porto. Hun begyndte sin karriere hos Lafitte Cork Portugal, hvor hun fik sin første professionelle indsigt i køb og salg inden for vinbranchen. Efter et par år gik turen videre til bankverdenen og et job i en erhvervskonsulentafdeling (Caixa Geral de Depositos).
    I 2002 rejste Isabel Maria Tofte til Genève, hvor hun mødte sin danske mand, Lars Tofte, der arbejdede i den schweiziske by. Efter to år valgte parret at rykke teltpælene op og slå sig ned i Danmark.
    Isabel Maria Tofte ønskede at benytte sig af sin portugisiske baggrund, og i 2004 åbnede hun VinPort – et firma, der importerer nogle af de bedste og særligt udsøgte vine og delikatesser fra Portugal. Firmaet, som hun driver sammen med sin mand, sælger en gros til vinhandlere og restauranter samt til private gennem forretningen i Espergærde og via webshoppen på
    Vinport.dk
    Ægteparret er i dag stolte over at have vinene fra Domingos Alves de Sousa, der to gange er kåret til Portugals bedste vinproducent, i deres forretning.
    Isabel Maria Tofte tager sig af indkøb, fragt og logistik, medens Lars Tofte står for salg og marketing. Når de travle vinimportører har fyraften, bliver der tid til at hygge sig med døtrene Clara og Sofia på henholdsvis ni og fem år.
    Adresse: VinPort, Gl. Brovej 1, 3060 Espergærde med fysisk forretning på hjørnet af Ny Strandvej, tlf.: 49 26 00 72, e-mail: info@vinport.dk, www.vinport.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    279 På en mark i Lirac i Rhône-dalen tager vinstokkene mod foråret med deres irgrønne farve (foto © Ulla Toft).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 33 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner og hele 19, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 114 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Giacobazzi Moscato, Muscat, Italien, lav alkohol (6,5%)
95 kr., pris ved 12 flasker: 85,50 kr., YouAndWine
En mousserende vin med Muscat-druens parfumerede duft og med en liflig og let sødmefuld frugtsmag. En herlig vin med en lav alkoholprocent. Nyd den godt afkølet en festlig sommeraften.


Scanavino, Moscato, Vino Spumante, Dolce, Italien, lav alkohol (6,5%)
39 kr., Rema 1000
En meget enkel, sød boblevin, mere skum i munden end frugt. Men prisen er jo også derefter. Prisen udvirkede den tredje stjerne.

Hvidvin


Lieubeau, Joseph Grégoire, Sauvignon Blanc, Val de Loire IGP, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,6%)
69 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Blød og lækker hvidvin med et klart og godt billede af den gode Sauvignon Blanc-drue. Glimrende til mad - og som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Cap Cette, Sauvignon Blanc, Pays d*Oc IGP, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., Erik Sørensen Vin
Der er rigtig meget smag i denne glimrende hvidvin - en typisk Sauvignon med alle denne drues dyder. Flasken har skruelåg.


Moselland, Riesling, Mosel, Spätlese, Tyskland, 2012, lav alkohol (8,5%)
89,75 kr., på tilbud indtil 4. august: 69,75 kr., Skjold Burne
En sjov hvidvin - en vin i traditionel Mosel-stil, som er meget populær i Tyskland. Sødlig, men også med en god syre, der afbalancerer sødmen. I øvrigt også en meget let vin, kun 8,5% alkohol. Skænk den til gerne fede retter eller brug den som terrassevin.


Serbato, Batasiolo, Chardonnay, Langhe, Italien, 2012, lav alkohol (12%)
99,75 kr., på tilbud indtil 4. august: 79,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Frisk og læskende hvidvin, tør, med god frugt, tilpas syre og lang eftersmag. Fin til alle lettere retter.


Murphy-Goode, Chardonnay, Californien, USA, 2012, middel alkohol (13,5%)
109 kr., på tilbud til 95 kr., Jysk Vin
Fed og flot hvidvin, meget aromatisk med en kurv fuld af frugter og ikke mindst vanille. En nydelse.


Villa Blanche, Calmel & Joseph, Chardonnay, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
109,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk
Glimrende hvidvin med et tydeligt billede af druen Chardonnay og et lille bid i eftersmagen, der er godt til mad. Prisen ved 6 flasker er attraktiv - det er den ved 110 kr. ikke. Flasken har skruelåg.


La Flor, Sauvignon Blanc, Mendoza, Argentina, 2012, lav alkohol (13%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Propperiet
Med sin tørhed og friske syre er denne gode hvidvin udpræget til mad. Den har en god smag af druen Sauvignon Blanc - også i eftersmagen. Flasken har skruelåg.


Dalva, Casa da Silva, Douro, Portugal, 2011, lav alkohol (12,5%)
109,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Vinmonopolet
Blid og venlig hvidvin. Den har en frisk frugtsmag med noter af æbler og grape men byder måske ikke - prisen taget i betragtning - på så mange overraskelser.

Rosévin


Terrasses, Château Pesquié, Ventoux, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En rosévin med personlighed. Krydret duft og en aromatisk og lækker smag med noter af blandt andet fennikel - synes vi. Glimrende ledsager til mad, men også egnet som terrassevin. Attraktiv pris.


Hecht Bannier, Côtes de Provence, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
99 kr., A Vinstouw
Elegant rosévin med en meget lys farve (agerhønseøje) og en lækker, kompleks smag med frisk frugt og en fin, frugtagtig og tør eftersmag. Oplagt til alt godt fra havet. Flasken er forsynet med glasprop.


Château Roubine, Classique, Côtes de Provence Grand Cru, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
139 kr., Vinslottet
Superlækker rosé. Farven er ganske lys - det er farven, som franskmændene kalder agerhønse-øje. Duften er forjættende, og smagen blød og elegant - let, og alligevel med et rigt faceteret spektrum. Kort sagt harmonisk og kompleks. Glimrende til mad, men også som terrassevin. Vinen er lavet på druerne Cinsault, Grenache og Cabernet Sauvignon samt lidt Carignan, Tibouren, Syrah og Mourvèdre.


Domaine du Tariquet, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2013, lav alkohol (12%)
64,50 kr., Irma
Let og tør rosé uden det helt store vingefang, men udmærket til mad. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Cavalpoggio, San Luciano, Toscana IGP, Italien, 2013, lav alkohol (13%)
65 kr., Vin-Expressen
Glimrende rødvin på druerne Sangiovese, Montepulciano og Ciliegiolo. Den har en inviterende duft og en harmonisk smag med blød frugt og tilpas syre. God, mundrensende eftersmag. Kvaliteten er i overensstemmelse med prisen.


Domaine Catherine le Goeuil, Cairanne, Côtes du Rhône, Frankrig, 2007, høj alkohol (14,5%)
90 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Helbo Vine
God og typisk Rhône-rødvin med fint krydret duft og en lige så krydret smag med god, bred frugt. En Rhône helt i top, syv år gammel og stadig vital. Vinen er fremstillet på økodruer, certifikat: Ecocert.


Condado de Oriza, Pagos del Rey, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
99,50 kr., Irma
En spændende og meget dejlig rødvin, fire år gammel, blød og med mange facetter - mørke bær, vanille, chokolade ... En lækker sag.


La Cuesta, Terroir, Tarapacá, Isla de Maipo, Chile, 2011, middel alkohol (14%)
99,75 kr., På tilbud indtil 4. august: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
En rigtig god rødvin med en krydret duft og en blød, fyldig smag med god struktur og noter af peber, mørke bær, chokolade, lakrids, vanille ...


Los Vascos, Domaines Barons de Rothschild (Lafite), Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile, 2012, middel alkohol (14%)
99,75 kr., på tilbud indtil 4. august: 69,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Yderst vellavet rødvin, tør, med god, ren frugt, tilpas syre og en lang eftersmag. Udpræget en vin til mad.


Moillard-Grivot, Pinot Noir, Côte de Nuits-Villages, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
109 kr., SB-Vinimport
En lækker Bourgogne-rødvin med et fint billede af Pinot Noir-druen. Den har god, fyldig og frisk frugt, fint krydderi og en lang eftersmag.


Domaine André Brunel, Côtes du Rhône, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
129 kr., på tilbud indtil 30. august: 99 kr., Vinoble
Typisk Rhône - en god rødvin, tør, med bred frugt og fint krydderi. En vel-afpudset vin. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.


Soleato, Cantine del Borgo Reale, Nero d'Avola, Sicilien IGT, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
84,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 27): 50 kr., Kvickly
Denne rødvin er lidt endimensionel, men udmærket til tilbudsprisen.


Campo Reale, Valpolicella, Ripasso, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
116 kr., Herning Vin Center
En lidt voldsom rødvin med intens frugt, kirsebær og peber. Næsten brændende hed i smagen og ikke særlig bredspektret. Udpræget til en kraftig kødret.

Andet


Finnegan, Irland, høj alkohol (40%)
149,75 kr., Skjold Burne
Skotland er berømt for sin whisky, men Irland kan bestemt også fremstille glimrende whiskey - som irerne jo staver navnet. Det er denne whiskey så afgjort et bevis på. Den har en rund og blød smag med noter af vanille i eftersmagen, hvilket gør den til en whiskey, mange vil kunne lide. Den er sagen til sommerfesten, når man skal have lidt at varme sig på ud på aftenen. Prisen er mere end rimelig for så god en kvalitet.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.