Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 48. 2014



Nyheder i uge 48, 2014

Følg os på Facebook




]




Verdens bedste vine i 2014
I 1988 offentliggjorde Wine Spectator en liste over verdens hundrede bedste vine, og det har det amerikanske vinmagasin så gjort hvert år lige siden dengang. Listen er baseret på de mange vine, magasinets faste smagepanel har smagt og givet point i årets løb.
Listen for 2014 er netop offentliggjort, og det må have været et større arbejde at indsnævre de cirka 18.000 anmeldte vine til kun hundrede. En høj kvalitet er selvfølgelig et "must" for en vin for at kunne være med på top 100-listen. Men de hundrede vine har også alle X-factor - er særligt interessante og mindeværdige.
Normalt er det en Bordeaux-vin eller en californisk Chardonnay, der topper listen. Men i 2014-udgaven er det for en gang skyld en årgangsportvin, nemlig Dow’s Vintage 2011. Og ikke nok med det - Portugal har også erobret tredje og fjerdepladsen med to forskellige rødvine, hvilket ligeledes er lidt af et særsyn.
Man kan se hele top 100-listen ved at klikke her. Nedenfor nøjes vi med at bringe verdens ti bedste vine ifølge Wine Spectator med angivelse af den danske importør, hvor en sådan findes.
Vi hører gerne på info@vinavisen.dk, hvis der er importører til de resterende vine på topti listen.
Det med "verdens bedste" skal som altid tages med et gran salt - der er rigtig mange fantastiske vine rundt om i verden, som ikke er indgået i de 18.000 vine, magasinet har smagt sig igennem inden for det sidste år.

Verdens "ti bedste vine"
* Dow’s Vintage Port, Portugal 2011, 999 kr., The Wine Company
* Mollydooker Shiraz McLaren Vale Canivale of Love, Australien, 2012, 499 kr., AtomWine
* Prats & Symington Douro Chryseia, Portugal 2011
* Quinta do Vale Meão Douro, Portugal 2011, 429 kr., Jysk Vin
* Leeuwin Chardonnay Art Series Margaret River, Australien 2011, 535 kr., VildMedVin
* Castello di Ama Chianti Classico San Lorenzo Gran Selezione, Italien 2010
* Clos de Papes Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2012
* Brewer-Clifton Pinot Noir Sta. Rita Hills, Californien 2012
* Concha y Toro Cabernet Sauvignon Puente Alto Don Melchor, Chile 2010, SuperBrugsen og Kvickly
* Château Léoville Las Cases Saint Julien, Frankrig 2011




Røret med dysen er beskyttet med en rød hætte ‒ med clips, så den kan sidde i et bælte (hvis nogen skulle have brug for det).

En effektiv dims
Næsten hvert år op til jul lanceres der en eller anden dims til vinfolket ‒ et lille redskab, der påstås at kunne ændre vinens karakter.
Vi har set dem alle lige fra små hældetude, der ilter vinen, til en pyramideformet kasse med magiske stråler fra faraoernes tid.
Nogle af dimserne har virket, andre ikke.
Her er endnu en, og den virker rigtig godt. Det er faktisk helt utroligt, hvor overraskende effektiv den er.
Der er tale om vin-ilteren Aermate, der består af en envejspumpe og en dyse for enden af et rør. I dysen er der utallige huller, som luften kommer ud igennem. Hullerne er så små, at de er umulige at se selv under en kraftig lup.
Man stikker røret ned i glasset med vin, trykker en eller to gange på pumpens gummibold ‒ og vinen nærmest eksploderer op i kraftigt skum.
Ilteren er beregnet til billigere og lidt robuste vine ‒ vine af den type, man vil plaske over i en karaffel. Den virker bare kraftigere end en plasketur.
Den stærke iltning ændrer vinens smag, så den bliver blødere, mere rund og aromatisk. Men man skal holde lidt igen med trykkene på gummibolden. For mange tryk vil gøre vinen flad og uinteressant. Man må lige prøve sig frem.
Ilteren Aermate koster 199 kr., og en udgave til hele flasker koster 299 kr. Den importeres af Brix Design (tlf. 55 81 80 22).

Interessant og sjovt søgeredskab
Online-analysefirmaet YouGov, der har sin base i Storbritannien, har en database med forbrugerundersøgelser fra elleve forskellige lande, omfattende flere millioner adspurgte forbrugere.
Nu har firmaet lavet en ny undersøgelse, der stiller skarpt på briternes livsstil. I den forbindelse har det lanceret et gratis søgeredskab, hvor man fx kan søge på næsten et hvilket som helst vin- eller spiritusmærke og få at vide, hvem der typisk nyder netop det mærke.
Søge-siden er let at bruge, og det er sjovt at se resultaterne med de mange detaljerede oplysninger, der spænder fra køn, alder og bopæl til favorit-tøjmærke, fritidsbeskæftigelse og kæledyr.
Nu er det jo briter - 400.000 i alt - der har medvirket i undersøgelsen, men mange af dataerne ville helt sikkert også gælde for de danske forbrugere.
Neden for bringer vi nogle af resultaterne fra vores søgning på fem vin- og spiritusmærker, der også findes på dansk jord. Der var endnu flere oplysninger at hente under hver søgning, men det ville blive alt for omfattende at bringe dem alle her.

Fem resultater
Casillero del Diablo nydes frem for alt af mænd mellem 40 og 59 år, der typisk er ingeniører eller arkitekter, elsker at eksperimentere med nye madopskrifter, få en drink på pubben og gå på museum. Politisk ligger de lidt til venstre for midten, og glæden for kæledyr strækker sig højst til fisk i et akvarium.
Veuve Clicquot champagne nydes typisk af højreorienterede kvinder i alderen 40 til 59 år, der arbejder inden for ejendomshandel eller jura, elsker at have gæster, dyrker motion mindst en gang om ugen og går i tøj fra Jaeger, Chanel eller Prada. Favorit-retterne er Beluga kaviar, men en omgang spaghetti med skaldyr kan også gøre det. Nyhederne fås fra Financial Times, og det foretrukne kæledyr er en hund.
Hardys gør sig hos venstreorienterede kvinder over 60 år, der er læger eller sygeplejersker, elsker vildtkødspie og havearbejde, slukker for lyden, når der er reklamer i tv og har "Stegte grønne tomater" som favoritfilm.
Smirnoff vodka er sagen for kvinder mellem 18 og 24 år, der kører BMW og bruger deres penge på vaseline og chokolade.
Zacapa rom er favoritdrikken for forretningsmænd over 60 år, der politisk ligger helt til højre, elsker bøf med rochefort-sovs, ser Formel 1 motorløb, har samlemani og fugle som kæledyr.





Spil, og bliv vinvis
Et nyt vinøst brætspil har set dagens lys. Det er skabt af den danske sommelier og vinkonsulent Martin Bonde, der blandt andet har allieret sig med kokken Thomas Rode og dennes kone, sommelieren Thilde Maarbjerg, samt grafikerne Suna Madsen og Trine Marie Vesterlund.
Spillet, der er døbt "Sommelier", går ud på at vælge vine til retterne i en række menuer og undervejs blive klogere på druer og mad.
Nogle af deltagerne i VinAvisens smagepanel har haft en hyggelig aften med spillet, og de slår fast, at ved man noget om vin og mad, har man en større chance for at vinde. Man skal dog samtidig være en god taktiker i brætspil.

Man lærer af hinanden
Spillet er langt hen ad vejen et huskespil. Spillerne lærer af hinanden, og desuden er det en fordel, hvis man på forhånd har kikket menuerne og kortene med druer igennem og husker informationerne.
Hos os var det ekstra sjovt, fordi den mest vidende om druenavne ikke vidste så meget om menuerne. Og den mindst vidende om vinene faktisk vidste en del om menuerne og kunne slutte sig til de bedst egnede vine ud fra beskrivelsen om vinenes egenskaber.
Spillet kommer ikke ud i alle kroge af det gastronomiske landskab. Af spiltekniske grunde optræder kun et begrænset udvalg af druer, distrikter og retter. Men det forstår man, når man har læst spillereglerne, og det er til at leve med.

Et lille ønske
En af spillerne noterede et lille ønske: Det ville være godt med rettens navn som overskrift til beskrivelserne af de enkelte retter i pointbogen. Fx måtte hun læse alle menuerne igennem for at finde den ret, som druen Savatiano ville give 10 point. Hun vidste ikke, at man producerer vinen Retsina af denne drue.
Spillet er en sjov og anderledes måde at lære om druer og vine på, og ikke mindst at vælge den rette vin til maden. Og udstyret er i orden. Det er et lækkert spil - og sagen som julegave.
Spillet koster 499,95 kr. og forhandles af Erik Sørensen Vin, Løgismose Vin samt via udgiverens hjemmeside. Man kan læse mere om Martin Bonde i denne uges Blå Bog længere nede på siden.





Jura og hjemmesider
I sidste uge skrev en af vores læsere, Henrik Buhl, om en irriterende episode på en restaurant. Han skulle på ferie til Toscana, hvor han glædede sig til at besøge en et-stjernet Michelin restaurant. Han havde allerede hjemmefra klikket sig ind på restaurantens hjemmeside og besluttet sig for, hvilken mad og hvilken vin, han skulle have, så han ikke skulle bruge al for lang tid på den slags, når han sad i restauranten.
Den vin, han havde valgt på forhånd, en vin til 75 euro (cirka 558 kr.), viste sig dog på regningen at være 186 kr. dyrere end oplyst på hjemmesiden. Restauranten ville ikke give sig, og Henrik Buhl blev nødt til at betale den højere pris på vinen.
Men kan det virkelig være rigtigt? spurgte han VinAvisen. Hvad siger lovgivningen? Vi kastede straks spørgsmålet videre til vores mange læsere - og har fået følgende svar fra mangeårig ekstern lektor i aftaleret ved Aarhus Universitet, Alex Nymark:
- Udgangspunktet er, at oplysninger på hjemmesider (og tilbudsaviser og anden reklame) er "opfordringer til at gøre tilbud", hvilket ikke er juridisk forpligtende.
- Hjemmesider er jo heller ikke statiske, og derfor kan man godt finde historiske hjemmesider med lavere priser. Jeg ville fx gerne indgå aftaler med Nomas oprindelige hjemmeside fra før, det hele gik amok ...
- Et "tilbud" er bindende, men det er der først tale om i restauranten, hvor man modtager de aktuelle prisoplysninger.
- Hvis aftalen var blevet indgået via hjemmesiden, ville de 75 euro dog have været bindende.




Palmehaven i hotel d'Angleterre var tuvende fuld hele dagen med vinglade danskere. Blandt de 32 udstillere var Thomas Hilt Vieira og Varun Ramkumar fra Hilt Importz, som importerer indiske vine. Den store JuleVinmesse sluttede med publikumskåring af messens bedste vine.


Vinmesse i stemningsfulde omgivelser
Der var stuvende fyldt med vinglade forbrugere under den første udgave af JuleVinmessen på d’Angleterre. Rammerne var hotellets smukke sal Palmehaven, og arrangøren var Svend Leth-Møller og hans firma, The Easy Company.
De fleste af de i alt 32 udstillere var vinimportører, og tilsammen kunne de skænke smagsprøver af vine fra stort set ethvert verdenshjørne.
Der var de store vinimportører med et bredt sortiment af vine fra mange forskellige lande. Men der var også mange mindre importører, der fx udelukkende solgte vine fra små og mellemstore italienske vingårde eller kun havde sydafrikanske vine på hylderne. Og så var der importører af vine fra blot et enkelt vinhus - som fx House of Rogér, der importerer fire forskellige vine fra ét og samme serbiske vinhus.

Spændende indiske vine
Bagest i salen var der en lille stand, der tiltrak sig stor opmærksomhed. Bag standen stod Anne Hilt, hendes søn Thomas Hilt Vieira og Varun Ramkumar og præsenterede deres nye vinfirma Hilt Importz. Og de smagsprøver, de skænkede i folks glas, kom fra fire forskellige vine fra det indiske vinhus Four Seasons Wineyards i Sahyadridalen i Maharashtra.
Indisk vin må siges at være en sjældenhed i Danmark, og det var spændende at smage disse vine, der var lavet på henholdsvis Cabernet Sauvignon, Shiraz, Viognier og Chenin Blanc. Det var så afgjort kvalitets-vine med en ren druesmag, en stor bær-koncentration og en blød og rund eftersmag.
Varun Ramkumar fortalte, at målet med firmaet var udelukkende at importere vine fra "anderledes" vinlande - altså lande, hvis vine ikke er kendte på dansk jord.
På vej mod de enkelte stande så man masser af mennesker, der bar på poser med flasker eller hele kasser fyldt med vin. Nu skulle der købes ind til juleanden, risalamanden og nytårsaften, og flere af vinimportørerne bød da også på gode særtilbud under JuleVinmessen.

Vi kommer helt sikkert igen
En af dem, der havde et rigtig godt salg, var Skjold Burne-butikken på Østergade. Bag standen fandt vi butikschef Jesper Gregers Ewald, og han var en meget glad mand:
- Vi har solgt så godt, at vi har været nødt til at smutte hen i forretningen og hente 69 vine ekstra, og vi er rigtig glade for, at vi valgte at være to mand bag standen her på messen.
- Alene af champagnen Charles Mignon Cuvée Comte de Marne har vi her på messen solgt 24 flasker, og af Nero d’Arcole 2011 er der røget 36 flasker (begge vine har fået 5 stjerner i VinAvisen, red.).
- Ikke alene er salget gået godt her - folk er fortsat til butikken i Østergade, der jo ligger rundt om hjørnet, og har handlet videre dér.
- Vi kommer helt klart igen til næste udgave af JuleVinmessen, lød det fra Jesper Gregers Ewald.
Ud over vin var der også stærkere sager, som fx akvavit fra Bornholm og brændevine fra Schumacher. Og så var der en ganske særlig gløgg, som man kan læse mere om på Den Stærke Side længere nede i denne VinAvis.
Hele ballet sluttede med en publikumskåring af dagens tre bedste vine. Det blev Amarone della Valpolicella Classico, Corte Lenguin 2009 fra Quist Wine, der vandt guld, mens SuperBest erobrede både sølv og bronze for henholdsvis Château Gourran Bordeaux Clairet 2012 og Château Gourran Bordeaux Tradition 2010.





Beaune og briller
8 millioner euro (cirka 59,5 mio. kr.), så meget blev der solgt vin for på den årlige Hospices de Beaune-auktion. Det er det højeste samlede hammerslag, siden den legendariske vinauktion blev afholdt for første gang i 1859, og ligeledes en salgsrekord for tredje år i træk. Og det er 2 mio. euro (cirka 14,8 mio. kr.) - eller 30% mere - end på sidste års auktion.
Den vin, der kommer under hammeren, stammer fra Hospices de Beaunes 61 hektar vinmarker, og al vinen er af nyeste årgang og bliver udelukkende solgt i fade.
I alt bød 125 vinopkøbere fra sytten forskellige lande om kap, og endnu en rekord blev slået, da det højeste hammerslag nogensinde på en Hospices de Beaune-auktion blev givet for et fad med Clos de la Roche Cuvée Cyrot-Chaudron. Fadet indbragte hele 74.900 euro (cirka 558.000 kr.).
Og så var der "Præsidentens Fad", hvor pengene går til et særligt velgørende formål. I år indeholdt dette fad 228 liter Corton-Bressandes Grand Cru rødvin, og her nåede hammerslaget op på 220.000 euro (cirka 1,6 mio. kr.).
Det er hvert år op til en kendt person at sælge dette fad, og i år blev hvervet, som vi fortalte i uge 43, givet til den slovakiske model og skuespiller Adriana Karembeu.
Da der på et tidspunkt var lidt stilstand i byderiet på fadet, meddelte Karembeu, at den, der ville give et bud på 200.000 euro (cirka 1,5 mio. kr.) eller derover, ville få hendes diamantbesatte briller med i købet.
Det sparkede gang i budene, og ejeren af fadet endte med at blive négociant Alberic Bichot - der ejer Maison Albert Bichot. Kerembeu gik derfor ned under stor applaus fra de øvrige bydere i salen og satte sine briller på Bichots næse. Lidt show er der således også over den historiske auktion …

Bekymrende høje priser
Selv om der var flere fade til salg end sidste år - nemlig 534 mod 448 - kom gennemsnitsprisen pr. fad til at ligge på 13.750 euro (cirka 102.000 kr.), en stigning på 5,7% i forhold til 2013.
Salget af fadene med rødvin steg med 3,4% sammenlignet med sidste år, og for hvidvinenes vedkommende var der en stigning på 14,6%.
Hos Christie’s, der stod for auktionen, er man selvfølgelig begejstret over det fantastiske salg og de mange rekorder, der blev slået. Men ikke alle i Bourgogne deler denne begejstring.
Det gælder blandt andet Frédéric Drouhin, der står i spidsen for vinhuset Maison Joseph Drouhin og ligeledes er præsident for foreningen af négocianter i Bourgogne.
De hammerslag, fadene ved Hospices de Beaune-auktionen går for, er så afgjort en rettesnor for, hvad den nye årgang af distriktets vine kommer til at koste, når den frigives til salg på det internationale marked. Og her er Drouhin bekymret for, at de stadig højere hammerslag på den årlige auktion - og de deraf stadig højere priser på Bourgogne-vin - ikke vil falde i god jord hos kunderne verden over. Frem for alt frygter han, at de største aftagerlande af Bourgogne-vin - heriblandt USA - har nået en tærskel for, hvad de vil betale for vinene.
Drouhin har tidligere sagt, at han ligefrem håbede på en nedgang i priserne for især rødvinene på 10 til 20% ved dette års auktion - hvilket jo som nævnt ikke ligefrem skete …



STORT billede nr. 300
I denne uge kan vi fejre et lille jubilæum. Vi bringer nemlig "Ugens STORE billede" nummer 300.
Ideen til dette indslag i den ugentlige VinAvis fik vi i uge 5, 2009, og i næsten seks år har vi ikke svigtet en eneste uge. Hver uge et stort og flot billede, som vores læsere har kunnet nyde og eventuelt lægge ind som baggrund på Window’s skrivebord.
Det har vi kun kunnet gøre, fordi dygtige fotografer blandt vores læsere flittigt har bidraget med billeder. Tak for det ‒ og bliv endelig ved!

Også gerne andet end vinmarker
Det kan ikke nægtes, at vi får mange billeder af vinmarker – vinstokke, druer og vinhøst er oplagte motiver. Disse billeder prøver vi at sprede mellem andre motiver, så det ikke bliver til vinmarker uge efter uge.
Vi er skam fortsat meget interesserede i også at modtage den slags billeder, men prøv meget gerne at finde andre spændende motiver fra vinens verden på jeres computere.
Alle billeder bedes sendt til anker@vinavisen.dk.
Næsten fra starten fandt vi på at samle de store billeder på en særlig side, og det er vi blevet ved med. Det er blevet til tolv sider med 26 nummererede billeder på hver side. Siderne kan åbnes med disse links:
Billede 1-26,.Billede 27-52, Billede 53-76,.Billede 77-104,.Billede 105-130,.Billede 131-156,.Billede 157-182,.Billede 183-208, Billede 209-234, Billede 235-260, Billede 260-286 og Billede 287-312.

Sagen om det forjættede land
For nylig lød startskuddet til en David mod Goliat retssag, når det gælder overtrædelse af varemærkeloven.
Det er ægteparret Charles og Diana Karren, der ejer en 20 hektar stor vinmark, Terra de Promissio, i den californiske appellation Sonoma Coast, som har lagt sag an mod den store vinproducent Domaine Carneros i Napa Valley.
Årsagen er Carneros’s 72 hektar store vinmark, La Terre Promise - et navn, der ligger ualmindelig tæt på Terra de promissio.
Charles og Diana Karren begyndte at anlægge deres vinmark i 2002 og varemærkebeskyttede navnet i 2007. Terra de Promissio betyder "det forjættede land" - et land, der ifølge første mosebog i det gamle testamente er det land, som Gud har lovet israelitterne - et vidunderligt land, der flyder med mælk og honning.
At valget til vinmarken faldt på netop dette navn, skyldes at Diana Karren stammer fra Rusland og altid har betragtet USA som det forjættede land.

Sprang fra aftalen
Størstedelen af Pinot Noir-druerne fra Terra de Promissio bliver solgt til ti forskellige vinhuse, hvoraf de syv bruger druerne til enkeltmarks-vine - hvilket betyder, at der står Terra de Promissio på etiketterne.
Derudover begyndte ægteparret Karrens sidste år at fremstille deres egen Terra de Promissio Pinot Noir.
De anede ikke, at Domaine Carneros lavede en Pinot Noir-vin med navnet La Terra Promise, før såvel forbrugere som vinbranchefolk for nogle år siden begyndte at spørge dem, om de også solgte druer til den store producent i Napa.
Carneros havde varemærkebeskyttet La Terra Promise i 2009 - altså to år efter Charles og Diana Karrens havde gjort det samme med Terra de Promissio, og ægteparret mente derfor, at det var på sin plads, at Carneros stoppede med at bruge navnet på sine vinetiketter.
Man forhandlede sig frem til en løsning, der gik ud på, at Carneros ophørte med at anvende navnet La Terra Promise, mod at vinhuset fik lov til at sælge det restlager, det lå inde med af vinene i årgang 2011 og 2012.
Men lige før aftalen skulle skrives under, ændrede Carneros mening - hvorfor Charles og Diana Karren nu har valgt at lægge sag an mod vinhuset.





Le beaujolais est arrivé!
Hvert eneste år den tredje torsdag i november lyder startskuddet for Beaujolais nouveau-kampagnen. Her skåler hele verden i den nye unge vin fra Beaujolais, og det foregår overalt under stor festivitas. Også i Danmark blev årgang 2014 traditionen tro sidste torsdag fejret af restauranterne på Gråbrødre Torv.
Men de få flasker, vi får her til Danmark, er peanuts i forhold til det antal, som mange andre lande aftager, og det største aftagerland af dem alle er Japan - sidste år blev der sendt 7 millioner flasker Beaujolais nouveau til det asiatiske land. Til sammenligning aftog EU-landene tilsammen 2,6 mio. flasker.
Japanerne elsker Beaujolais nouveau, og de nøjes ikke med at hælde vinen i glassene, men bader også i den. Blandt andet fylder det store japanske spa- og feriecenter Hakone Kowakien Ynessun hvert år en swimmingpool med Beaujolais nouveau, hvorefter børn og voksne plasker lystigt rundt i vinen.
I boksen til højre ses de ti største aftagerlande af Beaujolais nouveau med angivelse af det antal flasker, de importerede i 2013.
De ti største aftagerlande
* Japan - 7 mio. flasker
* USA - 1,8 mio. flasker
* Tyskland - 730.000 flasker
* Belgien - 331.000 flasker
* Holland - 308.000 flasker
* Storbritannien - 303.000 flasker
* Kina - 287.000 flasker
* Italien - 175.000 flasker
* Canada - 159.000 flasker
* Schweiz - 131.000 flasker


Vine til meget høje priser
Indimellem nævner vi vine, som er gået til gastronomisk høje beløb på diverse vinauktioner. Men hvis vi ser bort fra dem, hvilke vine er så de aller dyreste på markedet her og nu? Det giver en ny liste fra Wine-Searcher os svaret på. Listen omfatter verdens 50 dyreste vine, og den er baseret på gennemsnitsprisen for en almindelig 75 cl’s flaske og for samtlige årgange af vinene, som stadig er til at få på markedet.
Neden for bringer vi topti-listen over de dyreste vine - og den indeholder ikke overraskende hele otte franske flasker. Såvel gennemsnitsprisen som den højeste fundne pris for en flaske er angivet for hver vin - og konverteret til danske kroner. Ved at klikke her kan man se listen med samtlige 50 vine. En grøn eller rød flaske viser, om der er tale om hvid- eller rødvine,

Verdens ti dyreste vine
1. Domaine de la Romaee-Conti, Romanée-Conti Grand Cru, Côte de Nuits, Frankrig, 78.959 kr., (højeste pris: 221.339 kr.)
2. Henri Jayer Gros Parantoux, Vosne-Romanée Premier Cru, Frankrig: 46.479 kr.,
(højeste pris: 93.786 kr.)
3. Egon Müller-Scharzhof Scharzhofberger Riesling Trockenbeerenauslese, Mosel, Tyskland, 43.460 kr., (højeste pris: 79.684 kr.)
4. Domaine Leflaive Montrachet Grand Cru, Côte de Beaune, Frankrig: 35.301 kr., (højeste pris: 60.096 kr.)
5. Joh. Jos. Prum Wehlener Sonnenuhr Riesling Trockenbeerenauslese, Mosel, Tyskland: 32.438 kr., (højeste pris: 85.423 kr.)
6. Domaine Leroy Musigny Grand Cru, Côte de Nuits, Frankrig: 32.067 kr., (højeste pris: 98.752 kr.)
7. Domaine Georges & Christophe Roumier Musigny Grand Cru, Côtes de Nuits, Frankrig: 30.401 kr., (højeste pris: 82.877 kr.)
8. Domaine de la Romanée-Conti Montrachet Grand Cru, Côte de Beaune, Frankrig: 27.987 kr., (højeste pris: 65.739 kr.)
9. Domaine Jean-Louis Chave Ermitage Cuvée Cathelin, Rhône, Frankrig: 22.793 kr., (højeste pris: 45.611 kr.)
10. Henri Jayer Echezeaux Grand Cru, Côte de Nuits, Frankrig: 20.841 kr., (højeste pris: 89.856 kr.)

...




<<David Capion havde sin far med som hjælpende hånd
under JuleVinmessen på d'Angleterre.

<Den dejlige krydrede gløgg er tappet på fine apoteker-lignende flasker.
.....


En ualmindelig dejlig gløgg
Under JuleVinmessen, som vi nævner længere oppe på siden, kom der fra en af standene en lokkende, lifligt krydret duft. Rundt om standen var der tætpakket med gæster, som alle havde glassene fyldt med dampende gløgg. Vi fik også en smagsprøve, og mere at vide om gløggen af dens opfinder, Daniel Capion.
Gløggen, der med sin forholdsvis store sødme ikke behøvede rosiner, var ikke baseret på rødvin, som almindelig gløgg, men derimod på portvin - og havde derfor også et alkoholindhold på 17%. Det var en rigtig vintervarmer med en helt vidunderlig krydret smag.
Daniel Capion er uddannet pharmaceut, og udgangspunktet for hans gløgg, som han har døbt Capionium, er en gammel apoteker-gløggopskrift fra et svensk apotek.
Igennem mange år har det udelukkende været hans familie og venner, der har nydt godt af gløggen, men i dag fremstiller han den også i mindre mængder til salg tappet på apoteker-lignende flasker.
Man kan læse mere om gløggen på dens egen hjemmeside, og købe den hos Vinoteket i Gentofte, der også sælger den en gros og dermed kan oplyse nærmeste forhandler.





    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Holte Vinlager har netop åbnet sin forretning nummer 17 i Bredgade 18, 5450 Otterup.
    * Haller Vine har åbnet to nye forretninger i Vin & Vin-kæden. Adresserne er: Østergade 9, 8600 Silkeborg og Vestergade 27, 4800 Nykøbing Falster.
    * Strandgaarden Wine & Spirits har optaget agenturet på vinene fra Vinedos y Bodega Viña Real i det spanske Rioja og på vinene fra Casa Ferreirinha i Douro, Portugal.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

    Martin Bonde (f. 1977) er oprindelig pianist og uddannet cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet. En spirende interesse for vin og mad trak ham i den gastronomiske retning, og det endte med, at vinens verden blev levebrødet og musikken fritidsinteressen.
    Martin Bonde blev leder af vinafdelingen i ISO i 2006. Derefter gik turen videre til Løgismose, hvor han blandt andet stod i spidsen for butikken i Nimb, og i 2009, samme år som han afsluttede sin eksamen som sommelier hos Vinakademiet, fik han sit nuværende job som vinkonsulent hos Erik Sørensen Vin. Her varetager han salg af vin til Horeca og erhvervslivet, afholder vinsmagninger i diverse vinklubber, m.m.
    Sideløbende med sit faste konsulentjob har han arbejdet på en idé, som i 2014 resulterede i udgivelsen af brætspillet Sommelier - et spil, der handler om at sammensætte mad og vin ud fra en europæisk historisk vinkel.
    Martin Bonde har gennem årene været meget optaget af at videregive de rette værktøjer til at begå sig i en (ofte) uoverskuelig vinverden. Med spillet søger han at skabe en ramme for både vinnørder og -novicer med et lærerigt bud på analog underholdning i en digital verden.
    Han danner også makkerpar med satiriker Huxi Bach i foredraget In Vino Veritas, der på en humoristisk måde slår ned på punkter i vinens historie.
    Fritiden bruges på familien, der omfatter kæresten Mette og døtrene Viola og Lulu, golf, bandet, samt restaurantbesøg og rejser.
    Adresse: Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, 2980 Kokkedal, tlf.: 43 46 99 07, mobil: 22 46 24 17, e-mail: mab@eriksorensenvin.dk, info@sommeliergame.dk, www.sommeliergame.dk.





    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

    Hvad betyder numrene?
    Morten Schøler har sendt os dette spørgsmål:
    Vine fra Italien har nogle gange en lille etiket med meget lange numre, og så vidt jeg kan se, findes disse numre kun på italienske vine.
    Fx kan der på en Chianti stå: AANCO4229317, 10T16DG1XJQL.
    Hvad står disse numre for?
    Svar: Efterhånden har flere consorzi (frivillige sammenslutninger af producenter) indført en effektiv kontrol af produktion, salg og ægthed af vinene.
    Det sker blandt andet ved tildeling af banderoler med numre, og på de respektive hjemmesider er der ofte mulighed for kontrol, også for private.
    Den første vinavlerforening, der indførte en stram kontrol, var Consorzio Vino Brunello di Montalcino, og det skete delvis efter pres fra USA, hvor man tvivlede om ægtheden af nogle vine. Dyre vine som Brunello di Montalcino er jo altid oplagte ofre for forfalskninger.
    I 2007 oprettede foreningen en side på nettet, hvor man kunne taste nummeret fra en banderole ind og straks læse oplysninger om vinen, producentens mailadresse og webside.
    Så vidt vi har kunnet konstatere, findes denne service ikke mere ‒ heller ikke på Brunello-foreningens app til iPads. Måske var der ingen, der brugte den.
    Men man kan altid skrive til de forskellige distrikters consorzio og få svar om producenten, ægtheden af en vin osv.

. .............



.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312

...............................
    .....................
    300 Store, gamle vinfade pryder gården bag Château de Pommard i Bourgogne (foto © Anker Tiedemann).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 38 vine. Af disse vine var der 27, som fik mere end to stjerner og hele 19, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 123 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine inkl. de elleve, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Sandiliano, Spumante, Brut, Italien, lav alkohol (11%)
69,75 kr., på tilbud året ud: 49,75 kr., Skjold Burne
En let og forbavsende billig boblevin til under 50 kr. Vinen har en okay druesmag og en masse bobler. Den fjerde stjerne får den for tilbudsprisen.

Hvidvin


Roncha, Fattori, Bianco del Veneto, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
99,75 kr., på tilbud året ud, Grauballe Wine Import
Dejlig hvidvin på druerne Garganegra, Durella, Pinot Grigio og Trebbiano di Soave. Liflig duft og en frisk og samtidig blød smag med et lille grape-bid i eftersmagen.


Château de Maligny, Chardonnay, Chablis, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
129,75 kr., på tilbud indtil 31. december: 99,75 kr. flasken, Skjold Burne
Denne hvidvin tager forskud på foråret med sin dejlige duft af forårsblomster og citrus. Smagen er liflig, mild og med fine honningnoter. En elegant vin, der kan nydes, som den er, eller til salat og fiskeretter.


Lion's Kop, Ricome, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika, 2013, middel alkohol (13,5%)
132 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
En spændende hvidvin, hvori Sauvignon-druens særlige smag optræder med en afrundet blødhed, der er meget lækker. En nydelse.


Lammershoek, Swartland, Sydafrika, 2010, lav alkohol (13%)
139 kr., Vinkrogen
Frisk og meget lækker hvidvin lavet på druerne Chenin Blanc, Chardonnay, Viognier og Clairette og med en fint integreret fadsmag.


Vit Dai Maz, Aquila del Torre, Sauvignon Blanc, Friuli, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
159 kr., Vinoamici
En elegant hvidvin med en fin duft af krydderurter og citrus. Smagen er fyldig med noter af grape og med en behagelig fedme, som får eftersmagen til at holde rigtig længe.


The Bernard Series Old Vine, Bellingham, Chenin Blanc, Wellington, Sydafrika, 2013, middel alkohol (14%)
159,75 kr., på tilbud indtil 31. december: 129,75 kr. flasken, Skjold Burne
En hvidvin på Sydafrikas store hvidvinsdrue, Chenin Blanc - og en rigtig god vin af slagsen. Der er lidt frisk græs over duften, mens smagen er blød, frugtrig og med en vis fedme, der gør, at den liflige frugt bliver længe i munden. Flasken har skruelåg.

Rosévin


Rosato de le Plaie, Merlot, Toscana IGT, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)
85 kr., Faurholdt Vine
En rosévin på Merlot fra Toscana - det er ikke så almindeligt. Vinen er rigtig god med læskende frugt og krydring. Her er ikke nogen jordbærmarmelade.

Rødvin


Martoccia, Podere Martoccia, Chianti, Italien, 2013, lav alkohol (13%)
69 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En klassisk Chianti (uden at være Chianti Classico) - klassisk i duft og smag og samtidig meget blød og saftig. Lækker vin, meget anvendelig til mange retter.


Gorgorito, Bodegas Copaboca, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2013, middel alkohol (13,5%)
79 kr., Lago Import
Denne meget vellavede rødvin har en flot, rubinrød farve, en god duft og en blød, saftig smag. I smagen er der røde frugter, kaffe og fint integrerede fadnoter.


Séduction, Badet, Clément & Cie., Syrah, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
79,75 kr., på tilbud året ud: 59,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En varm og fyldig rødvin med en markant sødme, men også med tanniner og en god syre. En god rødvin til en venlig pris. Den femte stjerne får den for tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.


Falco Nero Riserva, Cantine de Falco, Salice Salentino, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
89 kr., Haller Vine og Vin&Vin
En rigtig dejlig rødvin med fine krydderier og mild lakrids i både duft og smag og med tilpas tanniner.


Flor de Vetus, Bodegas Vetus, Tempranillo, Toro, Spanien, 2012, middel alkohol (14%)
89,75 kr., pris ved 6 flasker, Bichel Vine
En rødvin med en flot karakter. Intens frugt, bløde tanniner, vanille, kirsebær og elegante fadnoter. Den kan sagtens gemmes endnu et par år.


Zuccardi Serie A, Malbec, Mendoza, Argentina, 2013, middel alkohol (14%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., Jysk Vin
En dejlig krydret og aromatisk rødvin med strejf af salvie i duften og noter af anis i smagen.


Fabiano Ripasso, Valpolicella, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)
169,75 kr., på tilbud indtil 31. december: 119,75 kr. flasken, Skjold Burne
Der er muskler, saft og kraft i denne rødvin - og masser af dejlige, krydrede noter. Det er bestemt en vin, der kan klare anden og rødkålen juleaften. Den femte stjerne får den for tilbudsprisen.


Jean Javillier & Fils, Pinot Noir, Volnay, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
178 kr., Vinimperiet
Elegant og lækker rødvin på økodruer. Den fremviser et klart og uforfalsket billede af druen Pinot med noter af kirsebær og kirsebærsten. Fire år gammel, moden og afrundet.


Liberalia Cinco, Tempranillo, Toro, Spanien, 2006, høj alkohol (15%)
199 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
En otte år gammel rødvin med en blød, afrundet smag og stor kompleksitet. Der er bløde tanniner, der er solbær og blommer, vanille og ristet brød. En stor nydelse.


Nero Assolutamente, Bosco del Gal, Merlot, Veneto IGT, Italien, 2010, høj alkohol (15%)
249,95 kr., pris ved 6 flasker: 159 kr., AndrupVin.dk
Denne flotte rødvin har noget portvins-agtigt over sig, men den er oplagt til en kraftigt krydret kødret. Alkoholen er fint afbalanceret af den fyldige frugt med noter af hindbær. Endvidere fint integrerede fadnoter.


Roar, Garys' Vineyard, Pinot Noir, Santa Lucia Highlands, Californien, 2012, høj alkohol (14,9%)
499,95 kr., pris ved 6 flasker: 429,95 kr., Erik Sørensen Vin
En vidunderlig rødvin med et fornemt billede af den gode Pinot-drue. Den har en fyldig og ren frugtsmag, chokolade, nødder, bløde, afrundede tanniner, milde krydderier, fin sødme og en lang eftersmag.


El Circo, Acróbata, Grandes Vinos y Viñedos, Garnacha, Cariñena, Spanien, 2013, lav alkohol (13%)
55 kr., Haller Vine og Vin&Vin
Til den lave pris en udmærket, omend lidt robust rødvin. Den har god bærfrugt og et lille bid. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Flasken har skruelåg.


Realzin, Angelo Rocca & Figli, Zinfandel, Salento IGT, Italien, 2013, lav alkohol (13%)
59,95 kr., Amka
Rødvin på druen Primitivo - eller Zinfandel, som amerikanerne siger. Den italienske vin er sikkert lavet til det amerikanske marked. Vinen har fyldig frugt og er nem at drikke. Flasken har et skruelåg, der er gjort fast med en halsetiket, så flasken er næsten umulig at åbne. Man skal først flække halsetiketten med en kniv.


Magnifico Rosso Fuoco, Fosalta di Piave, Primitivo, Puglia IGT, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)
99,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 48): 59 kr., Kvickly
Kraftig rødvin med god frugt, men også en alkoholprocent, der trænger sig på. Flot, anderledes flaske. Den fjerde stjerne får den for tilbudsprisen.


Maison Coquard, Christophe Coquard, Gamay, Beaujolais, Frankrig, 2014, lav alkohol (12%)
49,88 kr., online-pris, Køge Vinhandel
Den nye Beaujolais er ankommet! Her er den første flaske i smagepanelets glas. Den er ung og let og lidt flygtig - lidt hurtigt væk. Men til gengæld billig.


Il Morino, Villa Vignamaggio, Toscana IGT, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)
69 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
Vi har vist aldrig set benævnelsen supertoskaner på en etiket. Det er bare noget, man ved, at nogle toskanske rødvine af som regel fremragende kvalitet er lavet af ikke-godkendte druer og derfor kaldes supertoskanere. Her er imidlertid en vin med ordene Super Touscanino med store bogstaver på etiketten. Javel, ja. Men nogen stor vin er den nu ikke. Det er en bordvin med en ret enkel smag - frugt, sødme og ret meget syre. Basta cosi.


Finca la Pica, Bodegas Valoria, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (13,5%)
89,50 kr., Irma
Ikke nogen typisk Rioja Crianza. Frugten forsvinder forholdsvis hurtigt og afløses af tørhed og syre.


Arboleda, Cabernet Sauvignon, Valle de Aconcagua, Chile, 2012, middel alkohol (14%)
150 kr., pris ved 2 flasker: 115 kr., H.J.Hansen Vin
Denne rødvin har et ret smalt smagsbillede. Der er en masse bær, en markant sødme, men ikke så meget mere. Helt billig er den ikke.

Sød vin


Burmester, Colheita Portvin, Portugal, 1981, høj alkohol (20%)
299,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En fed lækkerbidsken, 33 år gammel. En prægtig portvin med noter af figner, dadler og kaffe og lang i munden.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.