Château Lafite Rothschild.
52 mio. kr. for 3384 flasker vin
For 150 år siden købte familien Rothschild 1. cru-slottet Château Lafite - det første i en række vinslotte, som familien har erhvervet gennem årene.Domaines Barons de Rothschild (Lafite), som det familieejede firma hedder, har blandt andet valgt at fejre jubilæet med en unik auktion over hele 3384 flasker vin fra sine kældre, og det blev op til det amerikanske vinauktionshus Zachys at sælge de mange vine på en nylig auktion på Manhattan.
Auktionen gik over alt forventning. Auktionshuset havde sat en samlet højeste vurdering på 3 millioner dollars (cirka 20 mio. kr.), mens det samlede hammerslag lød på 7,86 mio. dollars (cirka 52 mio. kr.).
Bydere fra alverdens lande
I de syv timer, auktionen varede, bød omkring hundrede (rige) vinsamlere om kap mod stribevis af onlinebud.
56% af flaskerne blev solgt til amerikanske bydere, mens 13% og 15% gik til henholdsvis asiatere og europæere.
Auktionen omfattede flere hundrede historiske flasker fra Château Lafite Rothschild, og blandt dem gik det højeste hammerslag til en flaske Château Lafite 1959 i flaskestørrelsen Impériale (6 liter eller 8 normale flasker). 160.550 dollars (cirka 1 mio. kr.) blev den solgt for - højeste vurderingen lød på 70.000 dollars (cirka 467.000 kr.).
Yderligere gik en flaske Lafite årgang 1868, der var vurderet til ”sølle” 20.000 dollars (cirka 133.000 kr.), for 123.500 dollars (cirka 823.000 kr.). I dag findes der kun fire flasker af denne årgang i Château Lafite Rothschilds kældre, og det er nok ikke sandsynligt, at de nogensinde bliver sat til salg. Med i salgsprisen for den historiske flaske hørte en middag på selve slottet.
En gennemsnitspris på 15.366 kr.
Endnu et højdepunkt - og en salgsmæssig overraskelse - var et hammerslag på 86.450 dollars (cirka 576.000 kr.) for en Lafite årgang 1898. Flasken var vurderet til kun 9000 dollars (cirka 60.000 kr.).
Ud over vine fra Château Lafite blev der også solgt flasker fra Château Duhart-Milon, L'Évangile og Rieussec, der ligeledes er i familien Rothschilds eje.
Hvis man regner gennemsnits-hammerslaget ud for de mange flasker, der blev solgt på auktionen, lander man på 15.366 kr. - hvilket jo må siges at være en ganske flot pris for en flaske vin …