Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 13, 2020



Solcellepanelerne rejser sig i fire meters højde over vinmarken og vipper op til 90 grader. Foto: Sun'Agri.

Solceller i vinmarkenDel på Facebook

Den klimavenlige solenergi vinder terræn rundt om i verden. Og de mange solcellepaneler kræver stadig mere plads. Samtidig lider vinmarkerne i mange vinregioner i stigende grad under de øgede temperaturer og udtørrende hedebølger, der er fulgt i kølvandet på klimaændringerne.

Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk ved at lade solpanelerne brede sig hen over vinmarkerne. Det ville give mere plads til panelerne og samtidig skærme vinstokkene for al for megen sol og varme.
Det er tanken bag et pilotprojekt, som i disse år løber af stabelen i en vinmark i Vaucluse i Rhône-dalen. Bag projektet står det franske landbrugsministerium og firmaet Sun’Agri, som har specialiseret sig i såkaldt agrivoltaisme, hvilket vil sige kombinationen af solcellepaneler og afgrøder.

I fire meters højde


De i alt 280 solcellepaneler er sat op hen over 600 kvadratmeter vinstokke med Grenache Noir - og i fire meters højde, så der er plads til høstmaskinen.
Panelerne vipper automatisk via et skræddersyet computerprogram, der tilgodeser vinstokkenes behov. På den måde får de mere eller mindre skygge for solen i forskellige perioder i løbet af dagen og vækstsæsonen.
I alt er marken på 1000 kvadratmeter, og de resterende vinstokke fungerer som en kontrol-gruppe, der dyrkes på normal vis uden skygge fra solcellepaneler. De foreløbige resultater af projektet er nu offentliggjort - og de lover godt.

Beskytter også mod haglbyger


De vinstokke, der får skygge fra panelerne, er typisk mellem 6 og 13 dage bagud i væksten i forhold til vinstokkene i kontrolgruppen. Deres behov for vand er mellem 12 og 34% mindre i vækstsæsonen, ligesom druerne i gennemsnit vejer 17% mere.
Og ikke nok med det - syreindholdet i ”skygge-druerne” er mellem 9 og 14% højere afhængig af, hvor megen skygge de bliver udsat for. Det potentielle alkoholindhold er det samme som hos druerne i kontrol-gruppen.
Desuden skulle den øgede mængde skygge også have en godgørende effekt på den færdige vins duft og smag.
Ifølge Sun’Agri beskytter panelerne ikke kun mod den udtørrende sol og hede men også mod hård forårsfrost, kraftig nedbør og haglbyger - hvilket ligeledes er blevet lidt af en plage for mange vinproducenter.
Man kan læse mere om det interessante projekt og teknologien bag agrivoltaisme - og se en fin lille film - ved at klikke her.


Den nye laboratoriefremstillede "hvidvin" Gemello.

"Vin" uden en eneste drueDel på Facebook

Flasken på billedet til venstre ligner en almindelig flaske hvidvin. Men der er tale om en imitation af en italiensk Moscato d’Asti fremstillet i et laboratorium ved at kombinere en række naturlige aromastoffer med ethanol - altså alkohol. Med andre ord - en "hvidvin", der aldrig har set en drue.

Stofferne er udtrukket fra planter og frugter - fx indeholder "vinen” ethylburyrat. Det er en kemisk forbindelse, som man finder i ferskner, og som lugter lidt af ananas. Stoffet bruges blandt andet bruges som smagsforstærker i appelsinsaft. Sin gyldne farve får ”vinen” fra karamel og betakarotin.
Det er det amerikanske firma Endless West, der står bag nyskabelsen - samme firma, som i 2018 lancerede en ligeledes laboratoriefremstillet udgave af whiskey med navnet Glyph.

En "ris-løs sake"


”Hvidvinen” er døbt Gemello - italiensk for ”tvilling”, og den skulle ifølge firmaet smage nøjagtig som sit italienske forbillede på Muscat-druen.
De tre indehavere af firmaet, der alle er biokemikere, har også tidligere eksperimenteret med kopier af topvine - blandt andet af den fornemme champagne Dom Pérignon.
Gemello er nu lanceret til salg på firmaets hjemmeside - dog kun til amerikanske forbrugere. Prisen er 15 dollars (cirka 100 kr.).
Samtidig med ”hvidvinen” har Endless West også lanceret ”verdens første ris-løse sake” med navnet Kazoku til 10 dollars (cirka 68 kr.).

Mere miljøvenlig


De fleste vil nok ryste på hovedet over sådanne kopi-produkter - eller direkte græmmes. Når nu vi har masser af dejlig vin fra hele verden.
Så for Endless West gælder det om at finde de gode sider ved nyskabelsen. Fx fremturer firmaet med, at produktionen af Gemello er langt mere miljøvenlig, idet der bruges mindre vand og ingen kemiske sprøjtemidler, ligesom der ikke er brug for svovl som konservering.

Hvis nu vinverdenen ændrer sig ...


Det kunne måske også hævdes, at det i en fjern fremtid kan blive sagen med sådanne kunstige ”vine”. Den globale opvarmning gør det i mange lande stadig mere problematisk at fremstille vin. Og ifølge forskerne vil der om 50 år være vinområder, som ikke længere er egnede til vindyrkning, og i andre områder vil vinen smage markant anderledes end i dag. Måske vil fx et glas Dom Pérignon eller Mouton Rothschild fuldstændig have ændret karakter. Og så kunne det måske være rart at mindes de gode gamle dage med et godt glas laboratoriefremstillet champagne eller rødvin ...
Men den tid det problem - lige nu og et godt stykke ud i fremtiden er der heldigvis rigelig mængder af den dejlige ægte vare!


Michael Broadbent.

Michael Broadbent blev 92 årDel på Facebook

Michael Broadbent, der var en af verdens mest velansete vinkritikere, er død i en alder af 92 år. Han har skrevet adskillige vinbøger og var ligeledes i en periode præsident for Institute of Masters of Wine. Og så var han gennem 25 år leder af vinafdelingen i det britiske auktionshus Christie’s. Man kan læse mere om Michael Broadbent i VinAvisens Hall of Fame.


Udsigten over de vinmarker, der hører til det smukt beliggende Diamond Creek Vineyards.

Champagnehus-familie på indkøb Del på Facebook

Familien Rouzaud, der ejer champagnehuset Louis Roederer, er til andet end bobler. Det viser deres mange køb gennem årene af vinhuse i såvel Frankrig som i udlandet.
I Californien ejer familien fx Roederer Estate, Domaine Anderson, Scharffenberger Cellars og Merry Edwards Winery. Og nu er endnu et vinhus føjet til de californiske besiddelser. Det drejer sig om et af Napa Valleys mest anerkendte vinhuse, Diamond Creek Vineyards, og sælgeren er en anden familie, Brounstein, som grundlagde huset i 1968.
Med i købet får Rouzaud-familien 31 hektar jord, hvoraf de 9 hektar er tilplantet med vinstokke. Købssummen er ikke offentliggjort.


Det nye logo for godkendte naturvine med et "uden tilsat svovl"

Regelsæt for naturvinDel på Facebook

De fleste har sikkert hørt om naturvin - og smagt nogle af vinene. Men hvad der egentlig kræves af en vin, for at den kan kaldes for en naturvin, er der nok ikke så mange, der har styr på. Og forståeligt nok, for der har ikke været nogen klar definition eller noget regelsæt, som vinproducenterne har skullet følge for at kunne kalde sin vin for en naturvin. Men det er der nu - i hvert fald på fransk jord, hvorfra en hel del af naturvinene stammer
I september sidste år så en ny forening, Syndicat de défense des Vins Nature’l, dagens lys - en forening, der er stiftet af Loire-producenten Jacques Carroget, og som vil kæmpe for markedsføringen af naturvin. Og det er den, som nu er barslet med det første egentlige regelsæt for vintypen samt et logo for naturvine, som producenterne kan anvende - hvis de lever op til reglerne.
Naturvin er på fransk blevet kaldt lidt af hvert på etiketterne - nu har den fået en fælles betegnelse, ”vin méthode nature”.

Håndhøstede druer og naturgær


Regelsættet, som kan læses i sin helhed (på fransk) ved at klikke her, omfatter tolv punkter. Blandt andet skal vinene være fra et økologisk certificeret vinhus eller et vinhus, der er to år henne i arbejdet med at blive certificeret. Druerne skal være håndhøstede, og der skal bruges naturgær til gæringen. Desuden må mosten ikke tilsættes svovl før eller under gæringen - dog må man tilsætte op til 30 mg pr. liter, før vinen tappes på flaske. Vinen må heller ikke ”korrigeres” med diverse teknikker som fx omvendt osmose eller filtrering.
Foreningen har udstedt to forskellige logoer til brug for producenterne - et, hvor der står ”uden tilsat svovl”, som kan bruges ved tilsætning af under 10 mg svovl pr. liter, og så et med et ”mindre end 30 mg svovl pr. liter”.

50 tilmeldte producenter


Før vinproducenterne kan sætte logoet på flaskerne, skal vinen og dens fremstilling godkendes af Syndicat de défense des Vins Nature’l - der også vil foretage stikprøver hos vinhusene i årets løb for at se, om de følger reglerne.
50 franske vinproducenter har allerede tilmeldt sig foreningen og ansøgt om logoet til deres flasker. Håbet er, at hele 500 vil følge regelsættet inden for de næste fem år.
Regelsættet er blevet godkendt af DGCCRF (Direction générale de la concurrence, de la consommation et de la répression des fraudes) - et slags konkurrenceråd.
Nu skal foreningen så til at ansøge om en godkendelse hos den franske appellationsmyndighed, INAO (Institut National des Appellations d’Origine) - og en godkendelse herfra kan godt tage en hel del år at få i hus …


Etiketten med den italienske tekst og de syv oversættelser. Den danske ses nederst.

Italiensk vin med dansk ordlydDel på Facebook

Det nordlige Italien er som bekendt hårdt ramt af Corona-virus, og ligesom så mange andre steder står man sammen og hjælper hinanden.

I den forbindelse har vingården Zorzettig i regionen Friuli-Venezia Giulia fået en god idé. Den har fremstillet en rødvin med en etiket med ordene ”Andrà tutto bene”.
Etikettens ordlyd er oversat til hele syv sprog, engelsk, tysk, spansk, græsk, kinesisk, japansk - og dansk i form af ”Det skal nok gå”. Ordene skal ses som et håb for fremtiden i denne svære tid.
Zorzettig har foreløbig fremstillet 720 flasker, som sælges online for 35 euro (cirka 262 kr.).
De penge, salget af vinene indbringer, går ubeskåret til Ospedale Universitario Santa Maria della Misericordia i byen Udine i Friuli-Venezia Giulia. Netop dette hospital er yderst belastet på grund af de mange indlagte Corona-tilfælde.



Forcada-druen, som om tre år vil blive plantet højt oppe på en bjergskråning. Druen har rødder helt tilbage til før, vinlusen angreb Europa i anden halvdel af 1800-tallet.

En fremtid med Forcada Del på Facebook

Det førende spanske vinhus Torres er kendt for sin indsats for at finde og genopvække gamle lokale druesorter. Arbejdet har stået på siden starten af 1980’erne, og i dag dyrkes der 54 forskellige sorter i Torres’s forsøgsmarker rundt omkring i de spanske vindistrikter. Målet er at finde druer, som kan trives i en fremtid med global opvarmning.
Når vinhuset finder frem til en drue, som det mener egner sig til vinfremstilling - enten til enkeltdruevine eller som tilsætning i andre vine - går der adskillige år, før myndighederne har godkendt druen til brug for vin.
En af de druer, som har fået det blå stempel, er den grønne drue Forcada - og det er ifølge Torres den eneste af de grønne druer, som vinhuset eksperimenterer med, der kan forvandles til store hvidvine i en verden med stigende temperaturer.

25 historiske terrasser


Forcada, der blev fundet af Torres i Penedès i Catalonien, er en syreholdig drue, der modner meget sent. Mens fx Chardonnay høstes i august, så høster man først Forcada i oktober. Den er varmeresistent og bevarer sin fine syre selv i meget varme vækstår.
Torres dyrker stadig kun Forcada i en lille målestok, og de få flasker, der bliver ud af druerne, sælges udelukkende til restauranter.
Men nu har vinhuset fundet endnu et ”hjem” til druen - og et ganske særligt et af slagsen. Det drejer sig om 25 gamle glemte terrasser, der breder sig op ad en bjergskråning i Alts d’Ancosa i Penedès.
Terrasserne har indtil 1800-tallets slutning været brugt til de lokale bønders afgrøder, men med mekaniseringen af arbejdet i markerne, blev terrasserne forladt og groede fuldstændig til.

I de kølige højder


Torres regner med, at det vil tage tre år at restaurere de historiske terrasser, hvis jord holdes på plads af gærder af store sten, slæbt op ad bjergskråningen i tidernes morgen.
Forcada-druen vil blive eneherskende på de restaurerede terrasser, der ligger i op til 700 meters højde.
Netop højden er årsagen til, at man vælger at plante druen her - simpelt hen for at se, hvordan den arter sig i lidt køligere omgivelser. Håbet er, at de lavere temperaturer vil tilføre ekstra syre og elegance til de færdige vine.
Man kan læse mere om Torres’s forsøgsmarker med de mange forskellige gamle druer i vores serie af postkort fra et besøg hos vinhuset.

Del på Facebook

Ugni Blanc druer. Foto: BNIC.

Cognac uden Ugni BlancDel på Facebook

Ovenfor nævner vi, hvordan Torres i Spanien - ligesom mange andre vinhuse - eksperimenterer med druer, der måske er mere velegnede til vindyrkning i en fremtid med global opvarmning.
Også i det franske Cognac-distrikt er man begyndt at eksperimentere. I mere end 100 år har Ugni Blanc-druen spillet hovedrollen, og i dag dækker den 98% af de 76.000 hektar vinmarker, som appellationen breder sig over.
Men i de senere år har druen voldt stadig større problemer for cognachusene - De øgede varmegrader medfører, at druen modner hurtigere og mister sin syre. Og netop syren er vigtig, da den har en konserverende effekt - i Cognac tilsætter man ikke svovl som konserveringsmiddel.
Ugni Blancs hurtigere modning har gjort, at druerne i dag høstes i september i stedet for oktober. Herved kan man bevare syren - til gengæld når aromastofferne så ikke at udvikle sig fuldt ud i druerne, hvilket er et lige så stort problem.

Monbadon - fremtidens drue?


Derfor er en række førende cognachuse - Martell, Rémy Martin, Courvoisier og Hennessy - samt flere mindre kendte huse gået i gang med at plante alternative druesorter i håb om, at de vil være bedre egnet til fremtidens klima.
Dog foregår det hele ifølge The Guardian udelukkende på forsøgsbasis. Cognac-distriktets producenter er underlagt meget strenge appellationsregler, der gælder for hvert eneste led i produktionen - og dermed også for, hvilke druer der må anvendes til den ædle spiritus.
Hos Rémy Martin har man blandt andet plantet den grønne, syreholdige drue Monbadon i en forsøgsmark for fem år siden. Lige ved siden af anlagde man samtidig en mark med Ugni Blanc, så man i dag kan sammenligne udviklingen af de to druer. Og alt tyder på, at Monbadon er længere tid om at modne end Ugni Blanc. I de kommende år vil man fortsætte med at følge druerne i de to marker, så man kan sammenligne, hvordan druerne arter sig under forskellige vejrmæssige forhold.

Samarbejde med franske INRA


Hos Martell har man indledt et samarbejde med det franske institut for landbrugsforskning, INRA (l'Institut National de la Recherche Agronomique), om forsøg med en række nye syreholdige og sent modnende druer. Og foreløbig lover forsøgende godt - dog vil Martell ikke afsløre, hvilke druer man eksperimenterer med. Men det forlyder, at det er druer, der ikke kun kan klare de stigende temperaturer - de er også sygdomsresistente, hvilket ligeledes er yderst vigtigt.
Ud over de øgede varmegrader har Cognac i de senere år også lidt under kraftige regnperioder og hagluvejr. Og begge dele kan medføre diverse vinmarkssygdomme.
Distriktets vinproducentforening, BNIC (Bureau National Interprofessionnel du Cognac), deltager også i flere af forsøgene - og vil naturligvis bakke op om sine medlemmer, den dag man skal udvælge nye velegnede druesorter til fremtidens cognac.

Håndsprit i stedet for vodkaDel på Facebook

Det er ikke kun mennesker over alt i verden, der udviser samfundssind under den verserende Corona-pandemi. Vin- og spiritusfirmaer tilbyder også deres hjælp - som nu fx det finske statsejede Altia, der til daglig fremstiller diverse spiritusser.
Nu har firmaet - udover den almindelige produktion - travlt med at fremstille ethanol (alkohol) til fremstilling af håndsprit i sit vodkadestilleri i Koskenkorva. Målet er dagligt at producere ethanol nok til 200.000 halvliters flasker håndsprit - som så bliver fremstillet af andre firmaer, der har forstand på den slags.
Også Absolut Vodka i Sverige har tilbudt at fremstille ethanol til videre forarbejdning af håndsprit.
Og så er der den franske luksuskoncern, LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy), der blandt andet ejer champagnemærkerne Krug, Veuve Clicquot og Moët & Chandon samt cognacmærket Hennessy, som ligeledes er begyndt at fremstille store mængder håndsprit. Produktionen foregår ikke i vinerier eller destillerier, men i tre af LVMH’s faciliteter til parfumefremstilling.
Alene i sidste uge fremstillede man hele 12 tons håndsprit, som blev leveret frit og kvit til de franske sundhedsmyndigheder.
Den fine og kostbare Havana Club 1519 leveres selvfølgelig i en lige så fin og dyr æske.

En meget sjælden romDel på Facebook

Verdens bedst sælgende rommærke er Captain Morgan. Dernæst kommer Bacardi og på tredjepladsen Havana Club.
Sidstnævnte mærke så dagens lys på Cuba i 1934 hos sukkerproducenten Arachebala, der ønskede at anvende sukkerrørene til endnu et produkt ud over sukker. I dag fremstilles mærket i et samarbejde mellem Pernod Ricard og den cubanske regering.
Når man taler om spiritus til svimlende høje priser, er det som regel whisky eller cognac - ikke rom. Men sidste år lanceredes en ganske særlig og meget kostbar udgave af den cubanske rom, nemlig Havana Club 1519. Den er fremstillet til ære for 500 året for byen Havanas grundlæggelse på en blanding af meget gamle rommer, og der er kun frigivet 500 nummererede flasker - en for hvert år, byen har eksisteret.

2000 kr. pr. shot


Da de første 250 flasker blev udbudt til salg, var det til en pris svarende til 25.000 kr. flasken, og romspecialister og -entusiaster med kreditkortet i orden valfartede til Cuba for at sikre sig en flaske.
Det gjaldt også ejeren af Cubana Tapas Restaurant & Bar i det britiske Sheffield. Han sikrede sig, som den første i Europa, en flaske, hvoraf han nu tilbyder shots til 2000 kr. stykket, ligesom rommen indgår i en af etablissementets rom-menuer.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvornår skal en vin dekanteres?Del på Facebook

Kurt Carlsen vil gerne vide, hvornår en vin har behov for at blive dekanteret. Som han skriver, så står det jo kun sjældent på flasken.
* Store gemme-rødvine med kraft og tanniner vil under deres lange lagring smide en del bundfald. Det samme gælder årgangsportvin. Og kommer bundfaldet med i glasset, vil vinen være uklar og grumset. Stil derfor flasken op nogle uger, før den skal åbnes, og dekantér den – lige før måltidet – ved forsigtigt at hælde den over i en karaffel med en lampe under flasken. Vip flasken op, når bundfaldet kommer glidende som en lille sort sky, så det ikke kommer med i karaflen. Kassér sjatten.
* Små rødvine med en lidt robust karakter kan også have godt af at blive dekanteret, men på en helt anden måde. De skal plaskes over i karaflen, så de får en masse luft. På den måde vækker man dem af tornerosesøvnen, så de bliver blødere og udfolder alle deres facetter. Vores læser har ret i, at man sjældent får dette råd på en bagetiket – det ville ellers være en god idé. Men som sagt: Har vinen en robust karakter, så plask den. Det gælder faktisk for en hel del af de oversøiske vine.
* Hvidvine skal sjældent dekanteres – de er som regel ikke skabt til et langt liv; de har kun få tanniner og danner ikke bundfald.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-573
Billede 521-546Billede 547-572


573 Marked i den franske by Figeac. Er der mon jordbærlikør i flaskerne? (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dons Rosé Brut, Skærsøgaard, Dons (BOB), Danmark, 2018, lav alkohol (11,5%)

Denne laksefarvede, mousserende vin er fremstillet på de blå druer Rondo og Pinot Noir Precose. Det er en helt igennem elegant vin med en skummende og vedvarende mousse og en dejlig sommerduft af modne ribs og granatæbler. Smagen er kompleks med noter af mirabeller. Den har en god fylde og tilpas syre og holder længe i munden. Den vin kan Danmark godt være lidt stolt af.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

GianCarlo, Pinot Grigio, Venezie, Italien, 2019, lav alkohol (12%)

60 kr., Supermarco

Pinot Grigio - på fransk Pinot Gris - er som regel en rigtig god madvin. Det gælder i hvert fald denne lækre, italienske hvidvin. Den har en ren og frisk druesmag og et lille strejf af honning. Flasken har skruelåg, og 60 kr. for den flotte flaske er yderst rimeligt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Birgit Eichinger, Weingut Eichinger, Grüner Veltliner, Kamptal, Østrig, 2018, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 88 kr., AndrupVin.dk

Frisk og cremet østriger med god smag af druen Grüner Veltliner og en lang og lækker eftersmag. God til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Olli, Feudo Maccari, Grillo, Sicilia, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

139,95 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Supervin

En indladende hvidvin med let cremet konsistens og tilpas syre. I smagen citrus, fersken og ananas.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

BC, Peyno Agricola, Bardolino Chieretto, Italien, 2018, lav alkohol (12%)

En klassisk rosé, lige til et let måltid på terrassen eller altanen. Den har en lækker, blød frugt, der hænger længe i munden.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Haut Turcas, Gabriel Meffre, Costières de Nîmes, Frankrig, 2019, lav alkohol (12,5%)

79,95 kr., pris undertiden på tilbud ved 2 flasker: 49,50 kr. Sælges også hos Kvickly, SuperBrugsen

Lækker rosévin på Rhône-druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre. Den smager simpelt hen godt med sin friskhed, gode druesmag, noter af jordbær og hindbær og fine balance mellem syre og sødme. Lang eftersmag. Oplagt som terrassevin, når den tid kommer om et øjeblik.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Trivento, Trivento Bodegas, White Malbec, Mendoza, Reserve, Argentina, 2019, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris indimellem på tilbud ved 2 flasker: 69,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Vi var i tvivl: Var det en rosévin eller en hvidvin? Men vi var enige om, at det var en vin med smagen i top. En frisk og lækker vin med god druesmag, delikat krydring og en lang eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fusionelle, Ventoux, Frankrig, 2019, lav alkohol (12,5%)

119,95 kr., på tilbud ind imellem, Irma

Flot rosé i en flot flaske. Den har en smag med fyldig frugt med volumen og balance. Udpræget en madvin.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Stobi, Stobi Winery, Pinot Noir, Nordmakedonien, Makedonien, 2018, lav alkohol (13%)

84,95 kr., pris ved 6 flasker: 62,95 kr., Supervin

En rigtig lækker Pinot-rødvin. Her er chancen for at få en Pinot-vin til en menneskelig pris (ved seks flasker). Den smager simpelt hen godt med sine noter af jordbær og kirsebær, kaffe og vanille.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Cochon Volant, La Tour Pigeonnier, Corbières, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%)

85 kr., Vinimondo

Denne økologiske rødvin er en rigtig god vin. Den har en dejlig, krydret smag, en tilpas, frisk syre og en lang eftersmag. Vinen er lavet på druerne Syrah, Grenache, Carignan og Cinsault.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dark Corner, Casella Family, South Eastern Australia, Australien, 2019, høj alkohol (14,5%)

89,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

Om 2017-årgangen skrev vi om denne glimrende rødvin følgende: "Dette er rødvin i superklasse, lavet på druerne Shiraz og Durif. Den dufter af modne brombær og har en smag i perfekt balance mellem frugt, syre og sødme. Den har også noter af mokka og en lang og lækker eftersmag. Prisen for en flaske er helt ok - og tilbudsprisen ualmindelig attraktiv. Flasken har skruelåg". Denne beskrivelse holder helt igennem også for den nye årgang.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Prairie du Luberon, Amédée, Luberon, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%)

Lækker rødvin fyldt med Provences sol og varme. Fyldig frugt, bløde tanniner, fin krydring - alt i balance. Vinen er økologisk og lavet på druerne Syrah og Grenache.

stjernestjernestjernestjernestjerne

u'Gucci, Tagaro, Susumaniello, Valle d'Itria, Italien, 2015, middel alkohol (14%)

99 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

Ja, en gang skal jo være den første - at vi smager en rødvin på druen Susumaniello. Og det er en vin, der smager rigtig godt. Den har en bred frugtsmag med god krydring, bløde tanniner, en fin sødme, og smagen udvikler sig i munden frem til den lange eftersmag. Appellationen Valle d'Itria ligger nede på støvlehælen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Roberto Sarotto, Barbera, Barbera d'Asti, Superiore, Italien, 2016, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 25. marts ved 6 flasker: 50 kr., Irma

En fyldig og tæt rødvin med fin krydring og en indtagende sødme. Dertil en lang eftersmag. En meget anvendelig vin og til 50 kr. simpelt hen et scoop.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Domaine Carobelle, Vacqueyras, Frankrig, 2018, høj alkohol (15%)

Her sker der noget. En økologisk og vegansk rødvin med et bredt smagsbillede og med noter af læder, tjære og tobak, ananas og lakrids. Vinen er lavet på druerne Grenache, Syrah og Carignan og er alle pengene værd. 15% alkohol, men ingen spritkant.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Piedra Prohibida, Bodegas Piedra, Garnacha, Toro, Spanien, 2018, høj alkohol (14,5%)

119 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Flot rødvin med bred smag, druefrugt, mørke, modne bær og blommer. Syre og sødme i fin balance og en god, lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Saronsberg, Shiraz, Western Cape, Sydafrika, 2017, høj alkohol (14,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager

Dejlig rødvin, der fylder munden med noter af mørke frugter, kirsebær og blommer og en tør afslutning, der gør vinen god til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Simple Life, Cabernet Sauvignon, Napa Valley, Californien, 2016, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud indtil 25. marts ved 2 flasker: 79,50 kr., Irma

Lækker og fløjlsblød rødvin, tør, men også med en fin sødme og noter af mørke bær og chokolade. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneBoksvin

Tabiso, Darling Cellars, Western Cape, Sydafrika, 2019, middel alkohol (13,5%)

159,95 kr., prisen er for 4 X 75 cl i boks; pris for 75 cl.: 39,99 kr., Amka

En boksvin, billig og faktisk en meget lækker rødvin på druerne Shiraz og Grenache. Den har en god druesmag, fin krydring og en lang eftersmag i Rhône-stil. Vinen lever ikke op til fordommene om boksvin.

stjernestjernestjerne

Caballo Loco, Viña Valdivieso, Maipo Valley, Grand Cru, Chile, 2015, høj alkohol (15%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 220 kr., AndrupVin.dk

En kompakt og meget kraftig rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Der er god, blød frugt og krydring og noter af eg efter atten måneder på franske fade. Helt billlig er den ikke.