Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 51, 2022

Forbud mod for lave priser

Året rundt køber vinhandlere og importører i Danmark og udlandet vin af producenter verden over. Der aftales en pris pr. kasse eller flaske, som begge parter mener er rimelig. Sådan foregår det også i Frankrig, når vinproducenterne sælger deres vin videre til de handlende. Dog, så blev der i 2018 indført en ny lov om ”overskuds-profit”, hvis formål er at sikre, at producenter af landbrugsafgrøder – hvilket også omfatter vin – får en ”fair pris” for deres produkter.

Det er fx en direkte overtrædelse af loven, hvis man som handlende fx køber vin af en producent til en usædvanlig lav pris – også selv om producenten er gået med til prisen.

Nu tages loven i brug


Efter fire år tages loven nu i brug for første gang. Ejeren af Château Bessan-Ségur i Médoc, Rémi Lacombe, har nemlig trukket to unavngivne négocianter i retten med krav om, at de betaler ham henholdsvis 574.000 euro og 536.000 euro (cirka 4,3 og 4 millioner kr.).
I juni og juli i år købte négocianterne en meget stor del af Lacombes årgang 2019, 2020 og 2021, der stadig lå på fade. De betalte mellem 1150 og 1200 euro (cirka 8500 og 9000 kr.) pr. fad med 900 liter vin.

De var jo enige...


Ifølge landbrugsorganisationen CEGARA (Centre de Gestion Agricole et Rural d'Aquitaine) var kostprisen på daværende tidspunkt for et fad Médoc AOC-vin, som jo er det, Lacombe fremstiller, 2000 euro (cirka 15.000 kr.) for årgang 2019 og 2020, mens prisen for årgang 2021 var 2500 euro (cirka 18.600 kr.).
Det lyder jo utroligt, at det kan føre til en retssag. Rémi Lacombe og de to négocianter var jo enige om prisen, dengang handelen fandt sted. Og man skulle jo mene, at også Lacombe har haft mulighed for at undersøge kostprisen.
Hvis slotsejeren vinder sagen, kan det åbne op for flere lignende sager i såvel Bordeaux som i resten af Frankrig.


Foto: Wikipedia/André Karwath.

Mere hvid Rhône i glassene

De fleste tænker i rødvins-baner, når det gælder vin fra det sydfranske Rhône. Og det er da også den røde Rhônevin, man finder flest flasker af på danske og udenlandske forretningshylder.
Det vil Rhônes vinproducentforening, Inter Rhône, gerne ændre på, så også distriktets gode hvidvine får større bevågenhed fra vinhandlere, importører og forbrugere.
Rhône har fremstillet hvidvin siden tidernes morgen – dog i en langt mindre mængde end rødvin. Ifølge de nyeste tal fra Inter Rhône fremstilles der cirka 2,7 millioner hektoliter vin i distriktet. Heraf tegner rødvin sig for de 75%, mens hvidvin udgør sølle 9% og rosévin 16%.

Mere produktive druer


Planen er at øge produktionen af hvidvin og fordoble eksporten af den inden 2031. I 2020 lå eksporten af Rhônevin (alle vintyper) på 870.380 hektoliter, hvoraf Danmark aftog de 27.100 hektoliter.
Den større mængde hvidvin skal frem for alt skaffes ved at øge høstmængden i de nuværende vinmarker og ikke i så høj grad ved at anlægge nye marker med hvidvinsdruer. Desuden skal der i fremtiden satses på mere produktive grønne druer.
Når det gælder rødvin, skal mængden holdes på de nuværende 1,9 millioner hektoliter årligt.


Nyhøstede druer er ankommet til et tørrerum hos et vinhus i Valpolicella.

Opfordring fra en læser

Louise Carlsen skriver, at hun med stor interesse har læst vores serie af postkort fra Valpolicella, men der mangler noget: - I skriver om de forskellige rødvine og især om Amarone, men kan I ikke også bringe en samlet oversigt, hvor der fortælles om forskellene på fremstilling, smag med mere? Det gør det lidt mere overskueligt.
Jo selvfølgelig, det gør vi gerne. Den kommer nedenfor – og med tip til ledsagende mad. Men lad os lige gentage følgende fra postkort-serien: Samtlige rødvine er fremstillet som blandings-vine på Corvina, Rondinella, Corvinone og Molinara. Hvis der også står et ”Classico” på etiketten, kommer vinen fra den oprindelige klassiske del af Valpolicella.

Valpolicellas fem rødvine


Recioto della Valpolicella DOCG: Valpolicellas oprindelige rødvin – og den, der ved et tilfælde ”fødte” Amarone-vinen (se postkort nr. 11). Det er en dejlig sød vin med noter af figner, rosiner og krydderier. Den laves på tørrede druer, men i modsætning til Amarone, der får lov til at gære helt ud, stoppes gæringen, hvorved man bevarer sødmen. Recioto udgør kun omkring 2% af vinproduktionen i Valpolicella, så der er så afgjort tale om en sjældenhed, hvilket den høje pris afspejler.
* Madmatch: Risalamanden er oplagt og helt aktuel. Derudover er vinen ideel til alle søde kager – især tørkager – til den italienske dejligt klistrede delikatesse panforte eller bare til et stykke mørk bitter chokolade.
Amarone della Valpolicella DOCG: Valpolicellas nok mest berømte rødvin, der er fremstillet på tørrede druer. Det er en kraftig og krydret vin – ofte med en god portion frugtsødme og med en alkoholprocent på mellem 14 og helt op til 17%. En rigtig vintervarmer og en populær julevin trods den ofte høje pris.
* Madmatch: Vi har nævnt det før – det er vinen, der kan klare både and og rødkål. Men, som et godt råd lød i Valpolicella, så vil rå rejer, carpaccio eller tartar med lidt olivenolie også være et godt – og overraskende – match.
Valpolicella Ripasso DOC: Laves på de gærede drueskind fra Amarone-vin, som trækker et stykke tid sammen med almindelig Valpolicella Classico. Det giver en fyldig vin med en behagelig frugtsødme og en alkoholprocent på omkring 13%. Vinen kaldes ofte for ”baby amarone” eller ”en lille amarone” – hvilket Valpolicellas vinproducenter bestemt ikke bryder sig om. Til gengæld er den ofte forbrugernes favorit, da den er mere prisvenlig end Amarone.
* Madmatch: Prøv vinen til vildtkød, cremede svamperetter eller krydrede grøntsagsretter.

Og så de to sidste...


Valpolicella Superiore DOC: En forholdsvis fyldig og krydret rødvin. Dog spænder smagen ofte bredt i dag, da nogle fremstiller vinen på friskhøstede druer, andre med tilsætning af fx 10%, 20% eller 30% tørrede druer og igen andre på druer, der er let skrumpet ind på vinstokkene, før de høstes. Nogle af vinene er derfor mere stringente og tørre, mens andre er kraftigere – også alkoholmæssigt – og har et touch af sødme.
Der er ingen faste regler, men vinrådet i Valpolicella opfordrer vinproducenterne til at droppe de tørrede druer i Superiore-vinene for at få en mere ensartet profil, og for at grænserne mellem Ripasso og Superiore ikke, som nu, har en tendens til at blive udvisket.
* Madmatch: Den er lidt sværere, da vinen smagsmæssigt findes i en bred vifte af udgaver. Men det er som regel en glimrende vin til det store kolde bord med både kødretter og oste. Stegt kylling er også et godt bud.
Valpolicella DOC: Det nederste trin på kvalitetsstigen, men der er bestemt dejlige hverdags-rødvine imellem. Det er friske og ukomplicerede vine, som med fordel kan nydes let afkølede en lun sommerdag.
* Madmatch: En perfekt all round hverdagsvin til alt fra pasta og pizza til kylling og burger. Inkarnerede hvidvinsdrikkere kan ofte godt lide denne lette rødvin.


Skabet, hvor man låser sine flasker inde.

En smart marketingidé

I denne måned kommer der garanteret ekstra mange dejlige vine i danskernes glas. Men så kommer januar – en måned, hvor nogle vælger ikke at nyde en eneste dråbe alkohol. Og sådan er det i rigtig mange lande.
Det kan dog være svært helt at overholde, og derfor har et amerikansk firma, Hop Wtr, der producerer humledrikke uden alkohol, fået en smart marketing-idé, der skal ”hjælpe” dets landsmænd.
Firmaet har lanceret et skab med navnet Hop Lockr, hvor man kan låse alle sine vine og spiritusflasker inde (selvfølgelig afhængig af, hvor mange man har), så de er uden for syns- og rækkevidde.
Og man kan ikke låse skabet op, selv om man pludselig skulle få lyst til et glas vin. Først d. 1. februar får man tilsendt en talkode fra firmaet, så man igen kan åbne kombinationslåsen. Men man kan jo altid smutte ned i supermarkedet eller til vinhandleren…:).
Samtidig med købet af skabet får man en måneds forsyning af Hop Wtrs humledrikke.


Den nye restaurant er opført i forbindelse med Catena Zapatas pyramideformede vinhus i Mendoza. Foto: Bodega Catena Zapata.

Catena Zapata åbner restaurant

Det berømte argentinske vinhus Bodega Catena Zapata har ifølge Decanter netop slået dørene op for en restaurant med navnet Angélica Cocina Maestra.
Den ligger i Mendoza på samme ejendom som det ikoniske pyramideformede vinhus, og den har været tre år undervejs. Rammen om restauranten er nemlig en nybygget mini-landsby i traditionel italiensk borgo-stil.
Det særlige ved denne restaurant er, at der tages udgangspunkt i vinene, som alle stammer fra Bodega Catena Zapata. Gæsterne – og der er kun plads til i alt 38 – bliver således først præsenteret for et valg mellem fem vin-menuer. De er alle nøje designet af vinhusets vinmager, restaurantens sommelierer og Laura Catena, der i dag er vinhusets direktør.
Når man har bestilt en menu, vil man automatisk få serveret en matchende mad-menu på ti retter til vinene.

Opkaldt efter hans mor


Der tilbydes også en ”flight” på syv vine af vinhusets topvin, Estiba Reservada, i årgange mellem 2006 og 2013. Og så er der selvfølgelig også et vinkort, hvor man kan vælge Catena Zapatas vine pr. flaske eller glasvis.
Restauranten, der er opkaldt efter Nicolás Catenas mor, Angélica, er så ny, at den endnu ikke har nogen hjemmeside, så man har ikke mulighed for at tjekke vin-menuer og priser. Det bedste indtryk af etablissementet, der også omfatter en vinkælder og et destilleri, får man via fotos til en artikel på vinsiden Acercate al Vino.
Man kan læse mere om Nicolás Catena i denne uges Hall of Fame længere nede på siden.


To film på YouTube giver inspiration til indpakningen af vinflasker.

Pak flasken flot ind

I juletiden pakkes der gaver ind i lange baner, og hvis man har tænkt sig at give en flaske vin i gave, bør den jo være pakket ind. Det volder dog som regel nogle problemer at få indpakningen til at se pæn ud - det kniber ofte i både bunden og toppen.
En lille film på YouTube viser, hvordan man med silkepapir, cellofan og dobbeltklæbende tape kan skabe en nydelig indpakning rundt om en flaske champagne.
En anden film på YouTube viser, hvordan man pakker flasker ind på japansk manér - her skal man dog have rigtig god tid og ikke ville give alt for mange flaske-julegaver ...


En vinmark i efterårs-ham i distriktet Cuyo. Foto: Wines of Argentina.

Svært år for argentinsk vin

2022 har været et svært år for Argentinas vinsektor med en markant reduceret eksport, når det gælder mængden af vin.

Ifølge den argentinske avis La Nacion faldt eksporten med 20% fra januar til og med november i år sammenlignet med samme periode i 2021. I mængde svarer faldet til 62,5 millioner liter – eller cirka 83 mio. flasker vin.
En del af den vin, der eksporteres fra Argentina, er dog bulkvin, og ser man alene på denne ikke-aftappede vin, så blev der i forhold til sidste år eksporteret hele 41% mindre. For flaskevinenes vedkommende lyder faldet på 25%.
Til gengæld steg priserne på den eksporterede vin i samme periode med 16% - hvilket dog på ingen måde er i stand til at udligne det tab, de argentinske vinproducenter har haft.
Ifølge La Nacion venter der muligvis en økonomisk hjælpende hånd fra den argentinske regerings side til producenterne.



Der skæres ned på alkoholen

Et stigende antal forbrugere på verdensplan skænker alkoholfri vin, drinks, øl osv. i glassene eller produkter med lav alkohol. Enten gør de det ved særlige lejligheder, eller også – hvilket ikke er helt så udbredt – erstatter de permanent alkoholiske produkter med alkoholfrie.
Analysefirmaet IWSR Drinks Market Analysis har netop offentliggjort en ny undersøgelse af kategoriens udbredelse i ti forskellige markeder: Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Tyskland, Japan, Sydafrika, Spanien, Storbritannien og USA.
Undersøgelsen viser, at hvor der i 2018 blev solgt alkoholfri og lav-alkohol vin, øl m.m. for det, der svarer til 7,8 milliarder dollars (cirka 55 mia. kr.), lyder tallet i år på 11 mia. dollars (cirka 77 mia. kr.). Og det forventes, at salget vil stige yderligere med en tredjedel inden 2026.
Tyskland er det største marked for den slags produkter efterfulgt af Japan, Spanien, USA og Storbritannien.


Francis d'Arenberg Osborn

d'Arry er død

Francis d’Arenberg Osborn – kendt blandt venner som d’Arry – er død 95 år gammel. Han var tredje generation bag roret i d’Arenberg, et af de førende vinhuse i South Australia, og han startede sit arbejde i vinhuset kun 16 år gammel.
Han tog aldrig nogen vinøs uddannelse – det var learning by doing.
Han var vellidt og højt respekteret af sine kolleger, og fungerede som både vicepræsident og præsident i producentforeningen Wine and brandy Producers Association of South Australia.
I næste udgave af VinAvisen bringer vi en Hall of Fame om d'Arry.
Bartenderen hos Pubmarine er let genkendelig med sin gammeldags dykkerhjelm. Fra den lille film på YouTube.

Verdens første undervands-bar

Det skotske gindestilleri Hendrick’s, som ejes af William Grant & Sons, er kendt for sine spektakulære happenings – der selvfølgelig alle har til formål at markedsføre destilleriets gin.

I 2019 opsatte destilleriet gammeldags telefonbokse fyldt med blomster, Hendrick’s gin og spejle rundt om i Storbritannien.
Samme år sørgede det også for at dekorere en af Londons metrostationer med festlige plakater, der duftede af agurk og roser – to af de vigtigste ingredienser i destilleriets gin.
Nu har Hendrick’s slået dørene op for verdens første undervands-bar. Pubmarine hedder den, og den befinder sig på bunden af et gigantisk bassin i Madrids Atlantis Aquarium. Forsynet med dykkermaske og iltbeholder dykker gæsterne ned til baren og bestiller gin og tonic - som er den eneste drink, baren byder på.

Blandt hajer og rokker


Mens man nyder sin drink, svømmer bassinets mange forskellige fisk forbi - heriblandt rokker og små hajer og endog et par havfruer.
Tryksikre og vandtætte glas samt sugerør gør det muligt for gæsterne at drikke deres gin og tonic. Uden for bassinet kan akvariets mange andre gæster følge hele sceneriet.
Formålet med Pubmarine er at gøre opmærksom på Hendrick’s nye gin, Neptunia, hvor ingredienslisten omfatter både havtang og strandtimian.
En del af salget af Neptunia går til arbejdet med at beskytte verdenshavenes planteliv.
En lille film på YouTube giver et godt indtryk af den lidt specielle form for barliv hos Pubmarine.
Fra den lille film på YouTube.

Lav en Hot Buttered Rum

I denne kolde tid er der sikkert mange, der varmer sig med et godt glas gløgg. Trænger man til variation, kan man fx prøve med en Hot Buttered Rum.

Denne varme cocktail er lidt af et hit i USA. Der er endda en del amerikanere, der fejrer Hot Buttered Rum-dag d. 17. januar.
Hvornår og hvor man opfandt drikken er forsvundet i rom-tågerne, men det menes, at den stammer fra 1700-tallet og - ligesom mange andre varme drikke - har sin oprindelse i de køligere egne i Europa. Herfra har den så bredt sig til Amerika.
Der findes flere forskellige opskrifter, men ét er sikkert: Man skal ikke være fedt-forskrækket, for i de fleste opskrifter får den hele armen med sukker, smør og fløde - men også med en god sjat rom.
En lille film på YouTube viser fremgangsmåden i en af opskrifterne. Nedenfor bringer vi en anden opskrift på Hot Buttered Rum.

Her kommer opskriften


Til et lavt drinksglas
1 lille spsk brunt sukker
2 kryddernelliker
1 stang kanel
½ dl mørk eller lys rom
1 spsk usaltet smør
Kogende vand
Hæld sukker, kryddernelliker, kanel og rom i glasset, og rør, til sukkeret er opløst i rommen. Hæld dernæst kogende vand i efter behov, kom smørret i glasset, og rør rundt. Man kan eventuelt toppe drinken med lidt pisket flødeskum.
Pappy Van Winkle-flasken, der slog alle rekorder. På etiketten ses et foto af "Pappy" selv. Foto: Sotheby's.

Solgt for 17 gange vurderingen

Det er ikke kun sjældne skotske whiskyer, der slår rekorder på diverse auktioner. For nylig blev en amerikansk whiskey, en Pappy Van Winkle Bourbon 23 år gammel, solgt for 17 gange sin højeste vurdering!
Hammerslaget faldt hos Sotheby’s i New York, og det lød på 52.500 dollars (cirka 370.000 kr.) – mod vurderingen på ”sølle” 4000 dollars (cirka 28.000 kr.).
Det var to ivrige whiskeysamlere, der endte med at byde hinanden op til det gigantiske beløb. Og man kan jo spørge sig selv, om flasken ikke var for dyrt købt, når en garanteret garvet vurderingsspecialist hos Sotheby’s havde vurderet den til at indbringe så langt lavere et maksimum beløb. Men her må man jo holde sig til devisen om, at en genstand er nøjagtig så meget værd, som den pris, nogen er villig til at betale.
Ud over den 23 år gamle whiskey, som er den hidtidig dyrest solgte flaske Pappy Van Winkle Bourbon, blev der solgt yderligere 13 flasker i forskellige årgange fra samme destilleri i Kentucky. Alle blev solgt til over vurderingen.
I alt indbragte auktionen 396.250 dollars (cirka 2,8 millioner kro.) mod en samlet højeste vurdering på 44.000 dollars (cirka 310.000 kr.).

Et lidt spøjst navn


Pappy Van Winkle er måske nok et lidt spøjst navn for en whiskey, men det er navnet på den mand, der tegnede destilleriet bag whiskeymærket.
Hans fulde navn var Julian Prentice Van Winkle, hvor Pappy var et kælenavn. Han blev født i Kentucky i 1874 i en familie, der var immigreret fra Holland til Amerika i 1647.
I 1893 fik han job som rejsende salgsmand for whiskeyfirmaet W.L. Weller & Sons, hvor han turede rundt og solgte whiskey fra en buggy (en lille hestevogn med lad).
Da ejeren af firmaet, William Weller, døde i 1909, købte Van Winkle det af hans sønner, og det var startskuddet til hans lange karriere i whiskyens verden.
Firmaet forblev i familiens eje i fire generationer, men blev i 1972 solgt til The Buffalo Trace Distillery.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Nicolás Catena.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Hugh Johnson, der er manden bag verdens bedst sælgende vinbøger. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Nicolás Catena (f. 1941) er uden tvivl Argentinas mest anerkendte vinproducent. Han er vinbondens søn, der red til skole på en hest som en anden cowboy. Han er den lidt doktorale videnskabsmand, der studerede fysik ved Chicagos universitet og underviste i økonomi på Berkeley University. Og frem for alt er han den dygtige forretningsmand, der siden 1963 byggede familiens store vingods op, så det blev Argentinas største og i 1976 nåede op på at sælge 20 millioner flasker vin – om måneden.
Nicolás Catena siger selv, at det var et besøg i 1982 hos Robert Mondavi i Napa Valley, der fik ham til at se lyset – at det også i det argentinske Mendoza måtte være muligt at lave vine, der kunne måle sig med verdens bedste.
Penge skulle der til: – Jeg solgte, hvad jeg selv havde bygget op, siger han. – Det gav "a lot of money". Men alt, hvad min far og bedstefar havde tilplantet siden 1902, beholdt jeg.
De næste tyve år brugte han så på at skabe sit imperium, og i dag kan man betragte ham som "Argentinas Robert Mondavi".
I 2002 introducerede Catena vinen Caro, som han laver i et fifty-fifty samarbejde med Domaines Barons de Rothschild (Lafite) – ganske som Mondavi skabte Opus One sammen med Château Mouton Rothschild.
Ligesom familierne Gallo og Mondavi kommer familien Catena fra den italienske region Marche, hvor Nicolás Catenas bedstefar, Nicola Catena, blev født. Som søn af en vingårdsarbejder emigrerede han til Argentina i slutningen af 1800-tallet og slog sig ned i Mendoza sammen med andre italienske immigranter, og her tilplantede han sin første vinmark i 1902.
Sammen med hustruen Elena har Nicolás Catena datteren Laura og sønnen Ernesto, der har hver deres vingårde. Laura, der er læge i San Francisco, arbejder tillige sammen med sin far som direktør for Bodega Catena Zapata.
Adresse:
 Bodega Catena Zapata, J. Cobos s/n, Agrelo, Luján de Cuyo, Mendoza, Argentina, tlf.: (+54) (261) 41 31 11 24, email: turismo@catenazapata.comwww.catenawines.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor kan nogle champagner gemmes?

Solveig Kristensen har fået at vide, at man helst skal drikke champagne inden for et par år. Men hun har for nylig smagt en champagne, der var 10 år gammel, havde masser af bobler og smagte fantastisk. Nu vil hun gerne vide, hvorfor nogle champagner åbenbart godt kan gemmes i mange år.
Det er rigtigt, at almindelig champagne ikke må ligge for længe. Faktisk cirkulerer der nogle flasker, der gives som gaver fra den ene reception og fødselsdag til den næste - og som efterhånden er blevet ret trætte.
Der fremstilles imidlertid også såkaldte årgangs- og prestige-champagner af perfekt modnede druer og af en særlig høj kvalitet i alle led i fremstillingen. Disse vine er holdbare og vil udvikle sig i flaskerne - indtil en vis grænse, naturligvis (ikke alle kan blive tyve år gamle).
Yderligere opbevares flaskerne i størstedelen af deres liv under forhold, som vi andre ikke vil kunne give dem. De ligger dybt under jorden i kalkstenshulerne i Champagne i mørke og tilpas fugtighed og under en konstant temperatur på 12 grader.


Ugens vinøse billede

Denne sjove fontæne står på torvet i en by i appellationen Chénas i Beaujolais. Og den er blevet foreviget af Hans-Torben Andersen, der ofte har været på de kanter for at finde nye vine til sin vinforretning, Vin Fra Frankrig.
Den lille appellation Chénas, der er kendt for sine fyldige rødvine, er opkaldt efter en nærliggende egetræsskov - eg på fransk hedder chênes.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-715
Billede 569-594Billede 595-621


716 Friskhøstede druer, som skal forvandles til dejlig vin hos chilenske Santa Carolina (foto © Santa Carolina).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 14 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Champagne Béchet de Rochefontaine Brut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

199 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 149 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En champagne til 149 kr. (tilbudsprisen) lyder som et kup. Og det er et kup, for det er en dejlig champagne med kaskader af små fine bobler, duft af brødskorpe og kvæde og med en fyldig og tilpas tør smag med grønne druer og gule blommer. En vin, der holder længe i munden.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bas de la Chaux, Domaine Jean-Luc Mouillard, Chardonnay, Côtes du Jura AOC, Frankrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En både dejlig og interessant hvidvin med en fyldig og kompleks smag med noter af gule blommer og forfriskende syrlig appelsinskal. Eftersmagen er lang, behageligt tør og med moden citrus til slut.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Santa Carolina Reserva, Pinot Noir, Valle de Leyda, Chile, 2020, middel alkohol (13,5%)

55 kr., Rema 1000

En ok men også en lidt spinkel Pinot-rødvin. Men den er saftig og har frisk frugt og vil egne sig fint til lette kødretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Més Felic, Lacrima Baccus, Syrah, Penedès DO, Spanien, 2020, middel alkohol (13,5%)

110 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 70 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Fra et af Penedès' ældste vinhuse (grundlagt i 1890) kommer denne dejlige økologiske rødvin. Den har en behagelig tørhed, integreret frugt, fine krydrede noter, tilpas syre og et lille tanninbid til slut. Den femte stjerne gives for tilbudsprisen ved 2 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Juliette Avril, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig, 2019, høj alkohol (15,5%)

Her er kraft og saft og en perfekt balance mellem bærfrugt og dejlige krydrede noter. Smagen holder længe i munden og slutter med afrundede tanniner. En Châteauneuf i top til en meget fordelagtig pris.

stjernestjernestjerne

Viña Rufina Joven Roble, Bodegas Santa Rufina, Tempranillo, Cigales DO, Spanien, 2019, høj alkohol (14,5%)

150 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 100 kr., Skjold Burne

Joven, som der står på etiketten, er unge rødvine, et eller to år gamle, der ikke er fadmodnede, og som skal drikkes, mens de er unge. Det er en ok, men også forholdsvis enkel vin med god frugt og en del frugtsødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diablo Dark Red, Valle del Maule, Chile, 2021, middel alkohol (13,5%)

169,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 66,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Her er den modne frugt i front med sødme og fylde og strejf af chokolade og kakaobønner. Men der er også modspil fra fine krydrede noter i den lange eftersmag. Det er en rigtig dejlig rødvin, som mange vil kunne lide - og en vin, der vil kunne matche flæskesteg og rødkål juleaften. Tilbudsprisen ved 6 flasker er et kup.

stjernestjernestjerne

Potente, Rubicone IGP, Italien, 2020, høj alkohol (16%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 175 kr., AndrupVin.dk

En rødvin fra Rubicone i Romagna - og en vin, lavet på tørrede Merlot- og Syrah-druer. Der er muskler og god moden frugt i duft og smag. Desværre sætter de 16% alkohol sit præg på eftersmagen og maskerer den gode frugt.

stjernestjernestjernestjerne

Gladiator Terroir Selection, Viña Santa Marina, Spanien, 2016, høj alkohol (14,5%)

210 kr., Vinitiv

Der er violer og læder i duften af denne gode rødvin, der er lavet på 60% Syrah, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Smagen er kraftig og krydret med strejf af sveskeblomme og med et tanninbid til slut. Vinen vinder, når den plaskes over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Nonno Angelo, Cantine Paradiso, Nero di Troia, Puglia IGP, Italien, 2020, høj alkohol (15%)

225 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., AndrupVin.dk

En helt igennem indtagende og lækker rødvin. Den dufter af syltede blommer og har en dejlig smag af aromatisk te, modne blåbær, chokolade og kanel. En rigtig julevin, hvor de 15% er fint integreret, og eftersmagen slutter rundt og blød og med en lille sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Farina Amarone, Amarone della Valpolicella DOCG, Italien, 2019, høj alkohol (15%)

249 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 149 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En dejlig rødvin med en anelse mørke rosiner i duften og med en fyldig, kompleks og fint krydret smag. En Amarone med elegance, rygrad og integreret alkohol. Nyd vinen til kraftige kødretter og cremede oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

F de Fuentespina, Ribera del Duero DO, Spanien, 2018, høj alkohol (14,5%)

399,95 kr., på tilbud indtil 31. december: 149 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Dette er Ribera-rødvin, når det er rigtig godt. Det er en vin, der har det hele - tilpas tørhed, en god rygrad, kompleksitet og en fin balance mellem moden frugt, krydrede noter, syre og tanniner. Et godt bud på en vin til julemaden. Tilbudsprisen ved 149 kr. er yderst attraktiv.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Porto Réccua Ruby Reserva, Porto, Portugal, høj alkohol (19%)

170 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 130 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En dejlig portvin med svesker i duften og med en fyldig, sød og kompleks smag af tørrede frugter. Krydrede noter i den lange eftersmag giver et tilpas modspil til sødmen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Porto Réccua 10 Anos, Porto, Portugal, høj alkohol (19%)

270 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 200 kr., Skjold Burne

Det er sjældent, vi bruger ordet delikat om en portvin. Men det er denne vin med sin lyse rødbrune farve, sin fine duft af valnødder og sin smag, der er sød og fyldig, men på samme tid også forholdsvis let og elegant og med et lillle tørt bid til slut. Det er en af disse portvin, man lige skal have et glas mere af - fx til risalamanden, til julesmåkagerne, eller bare som den er.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen