Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 11, 2023



Et fad med glas for enderne, der viser laget af flor, som ligger over sherryen, mens den modner.

Sherrys "flor" er truet

Den globale opvarmning påvirker som bekendt også vinens verden, og kan allerede om få årtier gøre det svært at fremstille vin i nogle af de i dag så kendte vindistrikter. Med mindre man lægger om. Derfor anlægges der vinmarker stadig højere oppe og eksperimenteres med druer, der er mere varmeresistente.

En ny spansk undersøgelse viser, at klimaændringerne også truer produktionen af sherry – eller rettere af de typer, der er afhængig af udviklingen af den såkaldte velo de flor (blomsterflor). Det vil sige de lyse sherryer Fino og Manzanilla.
Sherryen modnes i fade, der ikke lukkes helt, og som kun fyldes fem sjettedele. Der står med andre ord luft over vinen.
Normalt ville vinen blive iltet og angrebet af eddikesyre-bakterier, men det sker ikke her. Vinen beskyttes nemlig af denne flor, et lag af mikroorganismer der opstår naturligt og har en høj modstandskraft, når det gælder alkohol.
Floren holder skadelige bakterier væk, og – hvilket er mindst lige så vigtigt – giver vinen en lidt skarp, gæragtigt og ”støvet” duft og et appetitvækkende og mundrensende bid i smagen.

Svære forhold for floren


Sådan er det foregået i de sidste par hundrede år, når Sherry-distriktets bodegaer har fremstillet deres Fino og Manzanilla, og med til at holde floren i live er de særlige og ofte flere hundrede år gamle modningshaller, katedralerne. Navnet skyldes højden og de store hvælvinger, der holder taget på plads. Nogle af hallerne er mere end 10 meter høje, og på gulvet ligger fadene med sherry og modner i det såkaldte solera-system.
Katedralerne har helt naturligt den ideelle kølige temperatur, fugtighed og ventilation til, at floren kan udvikle sig og trives.
Og så tilbage til den nye undersøgelse, som er udført af et forskerteam fra Univesidad Politécnica de Madrid (UPM).
Ifølge forskerne vil temperaturerne i Andalusien, hvor Sherry-distriktet befinder sig, være steget med 2,3 grader i gennemsnit inden år 2050 – og i særligt varme år vil sommertemperaturen være helt op til 4 grader højere end gennemsnittet. Med en sådan varmeudvikling vil det blive svært at bevare de perfekte og helt naturlige forhold til udvikling af flor i katedralerne. Bodegaerne kan selvfølgelig begynde at anvende køleanlæg og anden teknologi. Men det er dyrt, og måske heller ikke altid så miljøvenligt.

Udvikler en ny "katedral"


De højeste katedraler er ikke nær så udsatte for at miste de gode flor-forhold som dem med lidt lavere til loftet og med længere afstand til den kølige og ventilerende havbrise.
Forskerteamet arbejder ifølge Decanter nu på at udvikle en bygningstype, der kan anvendes af sherry-producenterne, når der skal bygges nye lagerhaller. Og det skal være en bygning, hvor temperatur, fugtighed og ventilation foregår lige så naturligt – og dermed miljøvenligt - som i de gamle katedraler.
Bygningen skal blandt andet være af såkaldte ”intelligente” byggematerialer, der kan absorbere den udefra kommende varme.
Man kan læse mere om undersøgelsen i tidsskriftet Science Direct. Og i VinAvisens serie af postkort fra Sherry-distriktet kan man læse mere om flor, katedraler og solera-systemet.
Nu er undersøgelsen spansk og derfor fokuseret på sherry. Men der findes også franske vine, som fx Vin Jaune (gul vin) fra Jura, der fremstilles under flor, og her må der jo også være visse problemer i forhold til klimaændringerne...


I Bekaa-dalen fremstilles 90% af al libanesisk vin. Foto: Winetourism.com.

Drue-dyrkning er 3000 år ældre

Kaukasus med Georgien i spidsen er ofte blevet kaldt vinens vugge i den tro, at det var her, man for første gang – for 8000 år siden – begyndte at dyrke druer med henblik på vinfremstilling.
Nu viser epokegørende ny forskning, at man allerede for 11.000 år siden begyndte at dyrke vilde vinplanter, og at man gjorde det samtidig i såvel Kaukasus som i Levanten – det nuværende Israel, Palæstina, Libanon og Jordan. Før man begyndte at fremstille vin, dyrkede man vinplanterne for at spise druerne.
De druesorter, som blev dyrket i Kaukasus – og som man indtil nu har troet var forfædre til de sorter, der har bredt sig til alverdens lande – forblev ifølge den ny forskning i Georgien, Armenien og Azerbaijan, hvor de gav ophav til de druer, der i dag dyrkes her til vinfremstilling.

Mindre appetitlige druer


De druer, man begyndte at dyrke i Levanten, bredte sig med de folk, der dengang slog sig ned stadig længere mod vest. I Europa blev de vilde druer fra Levanten ad flere omgange – og ved rene tilfælde – krydset med lokale vilde druer, hvilket gav ophav til arten Vitis vinifera, der anvendes over alt i Europa, og som omfatter omkring 3000 forskellige druesorter.
Da de vilde spisedruer fra Levanten blev krydset med vilde europæiske sorter, blev druerne mindre søde og fik et tykkere skind – og blev dermed mindre egnede som spisedruer. Til gengæld viste de sig nu at være fantastiske til vinfremstilling.
Undersøgelsen, der ligger til grund for de nye forskningsresultater, omfatter 23 forskningsinstitutioner fordelt på 16 forskellige lande – og genomet (arvemassen) fra 2448 forskellige vinplanter.
I det videnskabelige tidsskrift Science kan man læse forskningsresultaterne i deres helhed – mod betaling.


Flasker med Château d'Yquem fra 1980'erne er smukt udstillet hos Atrio. Den ældste af flaskerne fra 1806 mangler stadig på sin plads. Foto: Atrio

Parret bag "århundredets tyveri" nægter sig skyldige

Vi har tidligere bragt historien om det opsigtsvækkende vintyveri hos den spanske Michelin-restaurant Atrio, der ligger i hotellet af samme navn. De to tyve stjal 45 kostbare flasker, og det skete på en måde, der er en film værdig. Man kan læse mere om tyveriet i uge 45 2021.

Efter flere måneders jagt lykkedes det at arrestere parret, en tidligere mexicansk skønhedsdronning, Priscila Guevare, og hendes kæreste, den hollandsk-rumænske Constantín Dumitri. Nu er de blevet dømt til henholdsvis fire og fire et halvt års fængsel – men ifølge den spanske avis El País nægter de sig skyldige og har mulighed for at appellere.

Kan umuligt lade sig gøre


De 45 flasker, der nu er opgjort til en værdi af 750.000 euro (cirka 5,6 mio. kr.) – tidligere vurderinger var noget højere – skulle ifølge de spanske myndigheder være fjernet fra kælderen, pakket ind i håndklæder i det værelse, parret havde booket i hotellet, og lagt ned i en stor rygsæk samt to store sportstasker. Tidligt om morgenen skulle parret så været smuttet ud af hotellet med deres kostbare tyvekoster – heriblandt en uvurderlig flaske Château d’Yquem 1806.
Men som deres advokat rigtig nok påpegede, så ville 45 flasker vin pakket ind i håndklæder fylde langt mere, end de tre tasker kunne rumme…
Det er meget mystisk alt sammen – og ikke en eneste flaske er dukket op i det halvandet år, der nu er gået siden tyveriet. Og det til trods for, at Atrios ejer har udlovet en klækkelig dusør for oplysninger, der kan føre til vinene.


Den britiske vinskribent Guy Woodward fortalte under smagningen om den australske Pinot Noir, vi havde i glassene.

Australien laver også Pinot Noir

Pinot Noir er Bourgognes store blå drue. Men der fremstilles også glimrende Pinot-vine i Tyskland (hvor druen kaldes for Spätburgunder), på New Zealand og i Chile - samt i Australien, hvilket måske nok vil overraske nogle af VinAvisens læsere.
Australien er kendt for sine store, muskuløse rødvine med kraft og krydderier. Pinot-vinene hører jo til i den lettere og mere saftige genre.
Men jo, faktisk har der været dyrket Pinot Noir i Australien siden 1817, men det er først fra og med 1970’erne, at der for alvor kom gang i produktionen.

Kun 3% af produktionen


I dag er Pinot Noir den fjerde største blå drue i Australien – dog dyrkes den kun på 5000 hektar og udgør mindre end 3% af den samlede årlige druehøst. Til sammenligning dyrkes der Pinot Noir på hele 30.000 hektar i Frankrig.
Og hele to tredjedele af den Pinot-vin, der fremstilles årligt i Australien, sælges på hjemmebane. Så det er ikke så mærkeligt, hvis omverdenens kendskab til vinene er ringe.
Men netop det vil vinproducenterne sammen med deres respektive producentforeninger nu gøre noget ved. Og de gør det med smagningen ”Pinot Noir Celebration Australia”, som i år afholdes i fem forskellige internationale markeder.

En interessant smagning


For få dage siden var turen kommet til Danmark, hvor en håndfuld vinskribenter, importører og sommelierer var indbudt til at smage Pinot-vine fra de fire regioner, hvor druen er mest udbredt: Yarra Valley, Tasmanien, Mornington Peninsula og Adelaide Hills.
Druen var den samme, men det var interessant at smage, hvordan de forskellige regioner hver især havde sat deres præg på slutresultatet. Vi smagte i alt ni forskellige rødvine, hvoraf de syv forhandles i Danmark.

Mornington og Tasmanien i top


Og der var rigtig dejlige vine iblandt. Generelt var vinene fra Yarra Valley lette og saftige og relativt enkle, mens dem fra Mornington Peninsula og Tasmanien var komplekse og elegante, havde mere volumen og en fornem balance mellem bærsødme og syre. Begge regioner er påvirket af en kølig brise fra havet, der forlænger druernes modningstid, så de netop opnår denne fornemme balance. Som ø er Tasmanien omsluttet af havet, og fra enhver vinmark på halvøen Mornington er der kun 7 kilometer til kysten.
Vinene fra Adelaide Hills var de mest fyldige, krydrede og solmodne og dem med mindst syre. Trods nærheden til kysten er der lidt varmere i denne region, hvilket naturligvis sætter sit præg på vinene.
Hvis man skal udpege et par absolutte højdepunkter, var det Tolpuddle Pinot Noir 2021 fra Tasmanien (Laudrup, 469 kr.) og Paringa Estate Pinot Noir 2021 fra Mornington Peninsula 2021 (Sigurd Müller Vinhandel,330 kr).

Stadig mere hvidvin fra Bourgogne

Hvis man primært forbinder Bourgogne med rødvin, kan man godt "forbinde om igen".
Ifølge Vitisphere blev der rigtig nok mellem 1949 og 1983 fremstillet mere rødvin end hvidvin i det franske distrikt. Mens hvidvinen tegnede sig for 45% af produktionen, udgjorde rødvin de resterende 55%.
Men så begyndte interessen for hvidvin at vinde terræn hos såvel producenter som forbrugere. I dag dyrkes der hvidvinsdruer på 18,500 hektar ud af Bourgognes i alt 30.815 hektar vinmarker – en stigning i arealet af grønne druer på 12.500 hektar siden 1983. Og produktionen af hvidvin ligger nu på 60% mod 40% rødvin.


Rammerne om Branchens Dag var Copenhagen Distillery i København S.

En dag i branchens tegn

Interessante paneldebatter, nye tendenser og masser af networking i pauserne fandt sted på den nyligt afholdte Branchens Dag. Bag dagen stod Dansk Erhverv og VSOD (Vin & Spiritus Organisationen i Danmark) – en organisation, der omfatter danske vin- og spiritusimportører, grossister og producenter. Og det var første gang siden VSOD’s grundlæggelse i 1977, at man havde valgt at samle de danske branchefolk til en sådan dag.

VinAvisen var inviteret med, og de fire timer, seancen varede, fløj afsted. Sidst på dagen talte vi med nogle af de i alt 113 deltagere om, hvad de syntes om seancen, og indtrykket var, at den generelt er blevet yderst positivt modtaget. En af de tilfredse deltagere var Birger Holm Brøndberg, der er business manager for Penfolds International Nordics:
- Det er et rigtig godt initiativ, og jeg har savnet det, at man samlede folk fra små og store branchevirksomheder, så vi kan tale om, hvordan vi kan hjælpe hinanden i forhold til politikere og markedsføring, få nogle snakke om produktudvikling med mere.
- Jeg håber, dagen bliver gentaget næste år. Hvis den gør det, vil jeg helt sikkert komme igen.

Et fald i vinforbruget på 9,5%


Der var flere rigtig interessante indslag - blandt andet et, hvor konsulenter fra analysefirmaet NielsenIQ redegjorde for tendenserne inden for salg af vin og spiritus i dagligvarehandelen i EU og Danmark. Med dagligvarehandelen menes i denne forbindelse supermarkeds- og discountkæderne.
Nogle af tendenserne havde deltagerne i salen nok en fornemmelse af – men nu blev der sat tal og procenter på. Fx fik vi oplyst, at andelene af solgt vin, øl og spiritus i Danmark i 2022 lå på henholdsvis 26,4%, 63,5% og 5,9%. Gennemsnittet for de europæiske lande fordelte sig derimod med 15,5% (vin), 68,1% (øl) og 10,1% (spiritus). Mens forbruget af spiritus i Danmark sidste år lå stabilt med et lille plus på 0,1% i forhold til 2021, faldt vinforbruget med 9,5%.
Nedenfor bringer vi nogle af de mange andre oplysninger fra præsentationen omkring salget i Danmark.

Fakta fra Nielsen IQ


* De danske supermarkeder tegnede sig i 2022 for 52% af vinslaget og 51% af spiritussalget. Discountkæderne har dog vundet en anelse terræn, når det gælder salget af vin, med en vækst på 2,4% i forhold til 2021.
* Danskerne er stadig mest til rødvin, men salget er faldet til fordel for rosé og hvidvin. I 2020 tegnede rødvin sig for 56,9% af salget i mængde, hvidvin udgjorde 30,2% og rosé 12,9%. I 2022 lød tallene på henholdsvis 54%, 32,4% og 13%.
* Salget af bag-in-box er steget en anelse i andel mellem 2021 og 2022 fra 41,3% til 42,2%.
* I gennemsnit er prisen pr. liter vin i glasflaske næsten dobbelt så høj som i en bag-in-box.
* For første gang i 10 år har der mellem 2021 og 2022 været en nedgang i salget af gin - og det er endda på hele 15%.
* Salget af RTD (Ready To Drink) er steget med 40% mellem 2020 og 2021 og yderligere 5% i 2022. Årsagen til den markante vækst er blandt andet, at der er kommet rigtig mange produkter at vælge imellem. I 2021 kom der 61 nye RTD-produkter på markedet herhjemme og i 2022 yderligere 47 nye produkter.
* Når det gælder alkoholfrie produkter, udgør øl hele 71% af den mængde, der blev solgt sidste år, spiritus 26% og vin kun 17%.


Vinimag flytter døgnet rundt beholderne med den gærende vinmost til målestationen. Fra den lille film på YouTube.

Smart robotarm

Der er mange vinproducenter, der eksperimenterer med forskellige druer, og det foregår som regel med små mængder i ligeledes små gæringstanke. Under gæringen overvåger producenten nøje slagets gang, tager analyser osv.
Nu har man i Frankrig skabt en robotarm, der kan klare arbejdet og overskue langt flere eksperimenter på én og samme tid end et menneske.
Vinimag hedder robotten, og den er udviklet af forskningsinstituttet INRAe (Institut national de la recherche agronomique) og IFV (Institut français de la vigne et du vin). I øjeblikket er den på arbejde i et vineri ved INRAe’s 45 hektar store forsøgsvinmark, Pech Rouge, i Sydfrankrig, hvor der dyrkes flere forskellige druer.

1000 vine hvert år


Robotten kan gære hele 1000 forsøgs-vine årligt, og gæringen foregår i 60 ganske små beholdere. Druerne er frosne, så man ikke er afhængig af druehøsten men kan eksperimentere året rundt.
Under gæringen flytter Vinimag med jævne mellemrum de 60 beholdere til en målestation, hvor data om mostens temperatur, farven på vinen, niveauet af CO2-udslip osv. måles. Resultaterne lagres, så INRAe’s forskere senere kan analysere dem.

Et projekt til 24 mio. kr.


Vinimag kan også bruges i forskningen af forskellige slags påvirkninger af vinstokke og druer. Hos INRAe har man mulighed for under kontrollerede forhold at udsætte vinstokke for øgede temperaturer, vandstress og diverse vinmarkssygdomme. Druerne fra disse vinstokke bliver presset og mosten hældt i de små beholdere, hvorefter robotten sørger for undersøgelsen af den gærende most.
Det har kostet 3,2 millioner euro (cirka 24 mio. kr.) at udvikle Vinimag. En lille film på YouTube viser robotten på arbejde.

Sange med champagnemærker

Det britiske luksusfirma Fenwick har ifølge The Drinks Business udført en lidt spøjs undersøgelse. Den går ud på, hvor mange gange luksusmærker inden for smykker, ure, mode – og champagne – bliver nævnt i sangtekster.

Der er gennem tiderne indgået mange samarbejder mellem kendte sangere og champagnehuse, hvilket naturligvis har sparket til antallet af gange, hvor champagnemærkerne er nævnt. Men alligevel er det lidt imponerende, at navnene på forskellige mærker indgår i hele 1136 sange.
Topplaceringen får Moët & Chandon, som er nævnt i hele 861 sangtekster. Dernæst kommer Dom Pérignon med 180 tekster og på tredjepladsen Veuve Clicquot med 95 tekster.
Sangere som Queen og Prince har indflettet Moët & Chandon i deres sange, og Taylor Swift nævner Dom Pérignon i sin sang Champagne Problems. Også Katy Perry synger i sin sang Birthday ”Pop your confetti, pop your Pérignon”.

To "kolde fontæner" med absint og kildevand. Foto: Route de l'absinthe.

Skovens "kolde fontæner"

Den stærke absint har sin oprindelse i Val-de-Travers - et dalområde i den schweiziske kanton Neuchâtel, der ligger ved grænsen til Frankrig.
Den første absint kom til verden i slutningen 1700-tallet, skabt på lokale urter, og snart skød det ene destilleri efter det andet op i Val-de-Travers.
Der gik ikke lang tid, før franskmændene på den anden side af grænsen fik smag for ”den grønne fe”, som absinten blev døbt i 1800-tallets parisiske bohemeliv. Tidens forfattere og kunstnere priste drikken, og nød den i pænt store mængder.
I dag er der i Val-de-Travers en ren turistindustri omkring absint. Og hvis man vandrer ud i den store skov i dalen, kan man være heldig at støde på en ”fontaine froide” (en kold fontæne). Langs vandrestierne dukker der hist og pist en lille fontæne op med frisk kildevand - og ved siden af vandet står der en flaske absint og et glas. Den trætte vandrer kan så styrke sig med et glas af spiritussen fortyndet med vand.

Et hit i forbudstiden


Det er ikke helt let at få øje på de kolde fontæner - man skal lede lidt efter dem. Der findes heller ikke noget kort, hvor de er afmærket. Dengang, de første fontæner blev til, var de nemlig lidt hemmelige, og den tradition vil man godt holde fast ved.
I 1910 forbød de schweiziske myndigheder såvel fremstillingen som nydelsen af absint. Alkoholprocenten i datidens absint var ofte skrækindjagende høj, og der var mange, der indtog drikken uden at fortynde den tilstrækkeligt, hvilket afstedkom myten om absints farlige euforiserende virkning. Det kom så vidt, at den grønne fe fik skyld for alt fra epilepsi til sindssyge og mord! Frankrig og en række andre lande fulgte trop med et forbud.
I Val-de-Travers fortsatte destillerierne dog med at fremstille absint og drikke den i smug - hvilket blandt andet foregik ved ”fontaines froides”.
Gennem små hundrede år - indtil 2005, hvor det igen blev tilladt at fremstille og nyde absint i Schweiz - viste fædre deres sønner, når de var gamle nok, hvor i skoven fontænerne befandt sig.

Kan ringe efter en ny flaske


Hvis man kommer til en fontæne og opdager, at flasken er tom, er der oplyst et telefonnummer, som man kan ringe til. Snart efter bliver der stillet en ny flaske absint ved siden af fontænen.
Det er lokale absintentusiaster, folk fra destillerierne og fra absintmuseet Maison de l’Absinthe, der sørger for at udskifte flaskerne.
I dag kan man komme med på Absinthe Trail - en absintrute i Val-de-Travers, der omfatter besøg på destillerier og kroer - og en tur ud i skoven til nogle ganske få af de mange kolde fontæner.
Man kan læse mere om absint-ruten ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Winepartner er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
* Sydhavnens Vinbar overtager Bruce Wine på Mozartsvej 19, 2450 København pr. 1. april. Samtidig skrifter vinforretningen navn til Den Tredje.


Lars Møller Jensen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Lars Møller Jensen (f. 1965) har mere end 35 års vinøs uddannelse med sig i bagagen.
Efter gymnasiet i Grenå, hvor vinen allerede var en interesse, blev det til trawlerfiskeri i Grønland, griseopdræt i Ebeltoft og job som handyman og privatchauffør i USA, hvor han fik kørt vejene tynde i 29 stater.
Under økonomistudierne i Århus trak vininteressen stadig mere i ham og inspirerede ham til at droppe tal og kurver og kaste sig over uddannelsen som tjener.
I 1994 blev Lars Møller Jensen udlært fra restaurant Lumskebugten med senere job på Sølyst og d’Angleterre. Derudover har han også læst journalistik, HA og HD.
Starten i vinbranchen gik via et konsulentjob hos H.J. Hansen Vin i 1996. Dernæst fik han job som salgschef først hos House of Wine, siden hen hos Haugen Gruppen og Magasin.
I 2005 vendte han tilbage til H.J. Hansen Vin – til et job som salgschef. Og i 2012 tiltrådte han en stilling som salgsdirektør hos Theis Vine, som i 2013 blev til nye udfordringer hos Løgismose Vin.
I 2016 stiftede Lars Møller Jensen importfirmaet Fejø Vin Aps, som stadigt er aktivt med salg til restauranter. Fire år senere blev Sydhavnens Vinbar føjet til hans aktiviteter, og snart åbner "Minibaren" ved siden af, samt en lokal vinbutik i Sydhavnen, kaldet "Den Tredje".
Lars Møller Jensen fungerer derudover som dommer i DM for tjenerelever og nyder at restaurere fritidshuset på Fejø.
Adresse: Sydhavnens Vinbar, Borgbjergsvej 52, 2450 København SV, e-mail: info@sydhavnensvinbar.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor eksploderer snapsen ikke?

Trine Christensen undrer sig: - Hvis man lægger en flaske mineralvand i fryseren, er der en stor risiko for, at flasken sprænges, når indholdet fryser og udvider sig. Men lægger man en flaske snaps i fryseren, sker der intet, andet end at den bliver godt kold. Nu vil hun gerne vide hvorfor.
Vand udvider sig, når det fryser, fordi der dannes en krystal-struktur, som fylder mere end vand i flydende form. De fleste andre væsker trækker sig derimod sammen.
Der er som bekendt vand i akvavit – op til 60% – men når snapsen ikke eksploderer, skyldes det dens indhold af ethanol (alkohol).
Ren ethanol fryser ved minus 114,1 grader, og dette lave frysepunkt påvirker snapsens frysepunkt. Det er det samme forhold, vi udnytter, når vi om vinteren hælder frostvæske i bilens sprinklervæske.
Jo mere ethanol, der blandes i vand, desto lavere bliver blandingens frysepunkt. Hvis en snaps fx indeholder 40% ethanol, sænkes dens frysepunkt til minus 28 grader. Og i en almindelig fryser til husholdningsbrug er der jo kun minus 18 grader.
En snaps tåler lavere kuldegrader end en øl. Prøv fx at lægge en almindelig pilsner i fryseren – men lad den ikke ligge for længe. Den vil helt sikkert fryse eller i hvert fald underafkøles – og er den underafkølet, vil den først fryse, når flasken åbnes. Det ser faktisk ret interessant ud ...


Ugens vinøse billede

Fire medlemmer fra Veksø Vinklub tog i februar på golfrejse til Setubal, Portugal. Med var Hans-Erik Pedersen, som tog billedet til venstre, for ud over golfrunderne blev der også tid til et besøg hos vingården Quinta do Piloto.
Her fik de fire vinentusiaster en fremragende gennemgang af produktionsmetoder, druen Moscatel og den familieejede vingårds historie:
I år 1900 rejste Humberto da Silva Cardoso til Brasilien for at opbygge en formue. Men han vendte tilbage kort efter og giftede sig med en datter af en berømt familie af vingårdsejere. Han startede produktion af busser og efter et succesfuldt salg, investerde han overskuddet i vindyrkning og købte tre store godser og to vingårde. Først købte han Quinta do Piloto og derefter Adega da Serra. Med næsten 500 hektar vinmarker blev han den næststørste producent i regionen.
Vores læser oplyser desuden, at Quinta do Pilotos gode vine herhjemme forhandles af Bue Vinho.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-728
Billede 569-594Billede 595-621


728 En måge i flugt ”fanget” i et glas med østrigsk rosévin (foto © ÖWM/Anna Stöcher).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Cristia Collection, Côtes du Rhône AOC, Frankrig, 2021, middel alkohol (13,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Den dufter af hav, lød det fra én i smagepanelet. Og ja, den har netop denne dejlige duft af frisk havbrise. Smagen er tør og fyldig, elegant, med en fin krydring og en lang eftersmag, der slutter med strejf af fennikel.

stjernestjernestjernestjerne

Marina Alta Gran Seleccion, Alecante DO, Spanien, 2022, lav alkohol (11%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En ok hvidvin med en fin blomsteragtig duft og en let og sødlig smag af modne grønne druer og abrikoser. Drik vinen til lette skaldyrsretter eller til sushi. Den fjerde stjerne skyldes prisen ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rosenthaler Semi Sweet, Misket Cherven, Bulgarien, 2020, lav alkohol (12%)

85 kr., pris på tilbud: 68 kr., AM Vinimport

Misket Cherven er faktisk en rød drue, som bruges til fremstilling af hvidvin - og rigtig dejlig hvidvin at dømme efter dette eksemplar. Det er en vin med duft af lyse rosiner og en liflig halvsød smag med noter af honning, en god fylde og en lang, liflig og aromatisk eftersmag. Nyd vinen til friske desserter.

stjernestjernestjernestjerne

Una, Sauvignon Blanc, Valle Central, Chile, 2022, middel alkohol (13,5%)

109 kr., pris på tilbud 59 kr., Kjær & Sommerfeldt

Der er fylde, friskhed, tilpas tørhed og noter af citrusfrugter i denne gode hvidvin. En fint afstemt vin, der vil egne sig godt til lyse friskeretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Heritage White, Houghton, Western Australia, Australien, 2021, middel alkohol (13,5%)

109,95 kr., pris på tilbud indtil 31. marts: 49,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En rigtig dejlig hvidvin med duft af lime og gule blommer og med en fyldig, frisk, kompleks og samtidig blød frugtsmag. Eftersmagen holder længe i munden. En vin, der har en stor spændvidde til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Peter Mertes Kabinett, Riesling, Mosel, Tyskland, 2021, lav alkohol (8,5%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., Mr. Ruby

Kabinett er fuldmodne, lette vine - hvilket denne gode hvidvin bestemt er. Der står også "Feinherb" på etiketten - det tyske ord for en hvidvin, der er lidt sødere end "Halbtrocken" (halvtør). Og det er denne vin også. Duften har en sart krydring og strejf af søde appelsiner, mens smagen er mild, frisk og let og med en fin sødme og smag af modne grønne druer. Med kun 8,5% alkohol er vinen oplagt godt afkølet som terassevin en lun forårsdag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Why Not?, Pinot Grigio, Pinot Grigio delle Venezie DOC, Italien, 2022, lav alkohol (12%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 17. marts til 8. april: 50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En god hvidvin med en fin blomsterduft og smag af modne grønne druer og ikke mindst honning. En fin ledsager til sushi og andre asiatiske retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Mayor, Verdejo, Rueda DO, Spanien, 2022, lav alkohol (13%)

139 kr., pris på tilbud: 79 kr., Kjær & Sommerfeldt

Den spanske appellation Rueda ligger i regionen Castilla y León, og her er Verdejo, der har lagt most til denne hvidvin, den dominerende grønne drue. Det er en dejlig tør hvidvin med en frisk druesmag og citrusnoter i den lange eftersmag. En vin, der kalder på retter med skalddyr.

stjernestjernestjernestjernestjerneBoksvin

Spier Special Reserve White Blend, Western Cape, Sydafrika, middel alkohol (13,5%)

179,95 kr., for 3 liters boksvin. Pris på tilbud fra 16. marts til 8. april: 109 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Tilbudsprisen svarer til 27 kr. flasken. Det får man normalt ikke megen vin for - og slet ikke så god en hvidvin som denne. Vinen er lavet på Chardonnay og Semillon, har duft af friske abrikoser og melon og en fyldig, tør smag med noter af gule blommer og grønne druer. Det er en vin med stor spændvidde til mad - egner sig til alt fra laks til kylling og lette kødretter - men er også velegnet som apéritif.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pedrera, Monastrell, Jumilla DOP, Spanien, 2021, middel alkohol (13,5%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

En rigtig dejlig rødvin med duft af friske solbær og en fyldig og meget aromatisk smag - tør, men også med en fin sødme i form af syltede blommer og mørke rosiner. Eftersmagen slutter tørt og med et tilpas tanninbid.

stjernestjernestjernestjerne

Le Haut Païs, Périgord IGP, Frankrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

80 kr., på tilbud indtil 26. marts: 60 kr., Skjold Burne

En udmærket rødvin. Den er tør og med rygrad, har god fylde og aromatiske krydrede noter og et lille tanninbid til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Heritage Red, Houghton, Western Australia, Australien, 2020, middel alkohol (14%)

109,95 kr., pris på tilbud indtil 31. marts: 99 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Houghton, der har fremstillet vin i Western Australia i 185 år, har skabt denne dejlige rødvin på Shiraz og Cabernet Sauvignon. Vinen har førstnævnte drues dejlige krydrede noter med sort peber, salvie og rosmarin, mens Cabernet-druens modne mørke bær giver sig til kende i den lange eftersmag. Vinen vil egne sig glimrende til lidt kraftige sammenkogte retter eller modne, cremede oste. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

La Enfermera, Tempranillo, Toro DO, Spanien, 2020, høj alkohol (14,5%)

109,95 kr., pris ved 6 flaske: 95 kr., Jysk Vin

En god kraftig rødvin, hvor varme krydrede noter spiller førsteviolin, mens den modne frugt med strejf af rosiner frem for alt dukker op i eftersmagen - der slutter med et lille tanninbid.

stjernestjernestjernestjerne

Locatour, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2020, lav alkohol (13%)

En rødvin med varme og charme og en hel del frugtsødme. Det er en god vin, men sødmen mangler lidt modspil.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Merlot OAK, Starosel, Merlot, Bulgarien, 2019, høj alkohol (14,8%)

135 kr., pris på tilbud 108 kr., AM Vinimport

Denne rødvin er simpelt hen kræs. Den er harmonisk og har en indtagende duft og smag af mørk chokolade, brombær og vanille efter otte måneders fadmodning. Eftersmagen er lang, intens og med afrundede tanniner. Flasken er uden etiket - samtlige oplysninger står på en lille mærkat øverst på flaskehalsen.

stjernestjernestjerne

Appenhofener Steingebiss Trocken, Gut von Beiden , Pinot Noir, Pfalz, Tyskland, 2018, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., SPS Wine

Der er blåbær og fine friske krydrede noter - lidt a la kørvel - samt strejf af vanille i duften. Smagen er dog ret enkel - tør og med en anelse lakrids i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Beyer Ranch, Wente Vineyards , Zinfandel, Californien, USA, 2020, middel alkohol (14%)

160 kr., Skjold Burne

Man får en ualmindelig dejlig og harmonisk rødvin for de 160 kr. Den dufter af modne solbær og blåbær og har en fyldig, intens og indbydende bærsmag med struktur og friskhed. Eftersmagen er lang og silkeblød. Vinen adskiller sig fra de klassiske californiske Zinfandel-vine med en ofte mere markant sødme.

stjernestjernestjernestjerne

Giribaldi Rosso, Langhe, Italien, 2017, lav alkohol (13%)

195 kr., pris på tilbud indtil 26. marts: 170 kr., Skjold Burne

En rund og blød rødvin med kompleksitet og alder, moden frugt, tilpas tørhed og en lille fin syre til slut. Drik vinen til det store ostebord.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen