Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 20, 2006





Vin-aktuelt i uge 20
15. maj - 21. maj, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 19
VinAvisen uge 18
VinAvisen uge 17
...............
........
Fald i australsk vineksport
I sidste uge fastslog en ny Deloitte-rapport, at australsk vineksport er faldet med en tredjedel i værdi siden 2002.
Når det gælder eksporten i mængde, går det imidlertid kun fremad. I 1990 eksporterede Australien 38 millioner liter vin. Sidste år lå eksporten på 670 millioner liter.
Alene i marts i år blev der eksporteret 60,5 millioner liter, hvilket er 16,1% mere end i februar – og 7,5% mere end i marts 2005.
Et eksempel på den mængdemæssige succes er vinen Yellow Tail. I 2001 solgte den 2,7 millioner flasker i USA. Sidste år lå det amerikanske salgstal på 90 millioner flasker.
På det australske hjemmemarked falder salget. Ifølge avisen The Australian faldt det i marts måned hele 8% i mængde sammenlignet med måneden før – og 4,7% sammenlignet med marts 2005.

To grunde til nedgang
Ifølge Decanter er der to grunde til faldet i indtjeningen på den australske vineksport. Dels overproduktionen af druer (se nedenfor) og dels de magtfulde udenlandske indkøbere, der klemmer vinfirmaerne på priserne.
En medarbejder fra Deloitte siger, at kun en effektiv ændring i vinbranchens struktur vil kunne redde mange vinerier fra at gå konkurs.
Samtidig melder Sydney Morning Herald, at Wine Grape Growers Australia anslår, at der i år i Riverina-regionen i New South Wales, i Barossa Valley og i Western Australia vil blive tilplantet 1800 hektar nye vinmarker. Australien har allerede 164.000 hektar vinmarker.

Australien tynget af vinsø
I lang tid er det gået glimrende for vinindustrien i Australien, men nu er der mørke skyer i horisonten. En vinsø af dimensioner har ifølge avisen The Australian hobet sig op, og mellem 500 og 900 millioner liter vin ligger stadig usolgt rundt omkring hos vinproducenterne og forhandlerne. Det har medført, at de store vinproducenter i år ikke har villet aftage så mange druer fra vinbønderne. Faktisk fik 3% af den samlede produktion, hele 60.000 tons druer, lov til at blive hængende på vinstokkene. Det svarer til i alt 55 millioner flasker vin!
Høsten år 2006 forventes at blive på 1,9 millioner tons, og alt tyder på, at kvaliteten af druerne kommer til at ligge i den rigtig gode ende – noget, der jo kun gør situationen endnu mere katastrofal.
Man regner med, at det vil tage cirka fem år før der er balance i tingene igen.
..........
..........
Den 70-årige Bernard Magrez virker som en mand af den gamle skole, opdraget som han er af en streng far. Han selv og alle hans nøglemedarbejdere optræder i ulasteligt sort - chefen selv dog med en gul trøje.
    Han er ikke hvem som helst
    Bernard Magrez er ikke hvem som helst. Franskmand, multimillionær, ejer af slotte og vingårde over hele verden og en mand, der trods sine 70 år stadig er i gang med nye planer og ideer.
    I tirsdags var han på besøg i København, inviteret af sin importør, H.J. Hansen, og med sig bragte han en serie vine, der viste, at det i høj grad er muligt at lave glimrende vine i Bordeaux – også til priser under 200 kr.

    Kan én mand styre 35 vingårde?
    Magrez er et oplagt emne til VinAvisens "Hall of Fame", så hans portræt følger efter denne artikel. Her skal vi give hans svar på, hvordan det er muligt for én mand at styre 35 vingårde.
    – Jeg er ikke samler af vingårde, siger han, – men jeg er interesseret i synergien mellem de mange ejendomme. Vi ansætter unge universitetsuddannede ønologer til at lede dem, men vi har samtidig oprettet vores egen vinskole, der videreuddanner dem og hvert år indkalder dem til yderligere uddannelse.

    Røre i den vinøse andedam
    Magrez er ikke bange for at fremkomme med visioner, der vækker røre i den vinøse andedam.
    – Det er en udbredt opfattelse, at når folk bliver ældre, ændrer de smag, når det gælder vin, siger. – Hvor unge mennesker er mest til sødmefuld rødvine, der er fulde af frugt, så foretrækker den lidt ældre garde de mere tørre og komplekse vine – altså den type vine, som Frankrig per tradition er så kendt for.
    – Men det nytter ikke noget bare at sætte sig ned og vente på, at den store generation af yngre mennesker bliver ældre. Den nye verdens vinlande er godt i gang med at tage konkurrencen op og efterligne den franske vinstil.
    Magrezs råd til de franske vinproducenter er at ændre kurs og stræbe mod at fremstille mere moderne vine – à la hans egne Bordeaux-vine, La Croix du Prieuré og Pape-Clément.
    Ved smagningen i tirsdags nød vi tolv vine, alle fra Bordeaux, og det var ganske rigtigt vine i den lidt tørre stil, der er så velegnet til mad. Til disse vine er der top-stjerner længere nede i oversigten over ugens smagte vine.
..........
Vinens
Hall of Fame
.......................
..
    Bernard Magrez (f. 1936) er en af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd. Igennem 40 år har han opkøbt 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux med Château Pape Clémant, Grand Cru Classé i Graves, i toppen samt det tidligere danskejede Château Fombrauge i Saint-Émilion, endvidere 6 vingårde i Languedoc-Roussillon og 8 uden for Frankrig, nemlig to i Spanien, de øvrige i Portugal, Marokko, Napa Valley i Californien, Chile, Argentina og Uruguay.
    Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.
    Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.
    I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.
    Magrez arbejder sammen med den berømte vinkonsulent Michel Rolland, og han er besat af tanken om, at den enkelte vinmarks terroir godt nok har betydning, men at det også – selv på mindre berømte terroirs – er muligt at lave store vine i en begrænset produktion, som han kalder "micro-cuvéer". Hver flaske bærer hans underskrift og hans motto "Ma Passion, La Rareté" – Min lidenskab er sjældenheden – og disse kultvine skal nok blive købt, selv om nogle af dem koster op mod 1000 kr.
    Når det gælder salget af vin, er han utraditionel og en stor kritiker af den almindelige tilbagelænede holdning i Bordeaux. – Du kan ikke forvente, at vinkøberne har noget forhold til appellations-navne, siger han. – Giv dem et forhold til navnet Bernard Magrez.
    Hans navn står derfor på samtlige flasker fra alle slottene, ligesom der står Louis Vuitton på alle taskerne fra dette taskefirma.
    Adresse: Bernard Magrez, 216 avenue du Docteur Nanoel Pénard, F-33600 Pessac, Frankrig, tlf.: 00 33 5 57 26 70 80, fax: 00 33 5 57 26 68 08, www.bernard-magrez.com.
..........
Fupvine i Beijing
Kineserne er mestre i at lave kopier. Det gælder også vin og spiritus.
Fornylig foretog Beijings kommunale afdeling for industri og handel en undersøgelse af vinsalget i shoppingcentre, supermarkeder og restauranter – i alt i cirka 400 forretninger – og i over halvdelen af dem solgte man forfalskede vine, spirituosa og cigaretter.
Ifølge nyhedsbureauet China CSR blev der beslaglagt 3937 flasker, der repræsenterede næsten alle Kinas bedst sælgende spiritusmærker.

Mere ældre vin i US-flaskerne
Hidtil har amerikanerne haft den regel, at 95% af vinen i en flaske skal være af den årgang, der står på flasken.
Nu har de ifølge Decanter ændret reglen, så grænsen er ved 85%, og på den måde er de kommet på linie med, hvad der gælder i EU’s vinlande, Australien og New Zealand. 95%-reglen gælder dog stadig i AVA-distrikter som Napa Valley og Los Carneros.
.........
Rødvin indeholder kostfibre
De 25 og 35 gram kostfibre, som voksne danskere anbefales at spise hver dag, kan indtages ad flere veje – også ved at drikke rødvin, viser en ny spansk undersøgelse fra Instituto del Frio i Madrid.
Forskerne har ifølge Wine Spectator undersøgt fem rødvine og to hvidvine – alle spanske og fra forskellige vindistrikter.
Rødvinen indeholdt flest kostfibre, hvilket forskerne mener blandt andet skyldes, at vin under produktionen er i kontakt med drueskindet i længere tid end hvidvin.
Men der var forskel i fiberindholdet i de røde vine alt efter, hvilket distrikt, de kom fra. Vinderen blev en vin på druen Monastrell fra Jumilla med hele 1,37 gram kostfibre per liter.

Færre EU-penge vinproducenterne
EU bruger i øjeblikket cirka 500 millioner euro (over 3,7 milliarder dkr.) alene for at komme af med usolgt vin. Og hele Europas vinindustri får 1,3 mia euro (over 9,6 mia dkr.) i tilskud.
Alene sidste års krise-destillering kostede EU næsten 200 mio euro (næsten 1,5 mia dkr.).
De beløb vil den danske landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, have beskåret. Ifølge Decanter vil hun fremlægge forslag om, at EU’s budget for understøttelser bliver delt mellem medlemsstaterne og ikke taget fra en central kasse, samt at det beløb, hvert land modtager, vil stå i forhold til produktionens tidligere omfang.
.........
    Et alternativ til solera-metoden?
    Forskere ved universiteterne i Cadiz, Sevilla og Cordova i Sydspanien er gået i gang med et studie af den biologiske modning af sherry i det såkaldte solera-system – og modning af brandy og eddike, der lagres på samme vis.
    I en soleras mange fade udvikles vinen, idet de efterhånden ældre partier fyldes efter med yngre vin fra fadene ovenover – det har vi nærmere forklaret på en særlig side.
    Nu vil forskerne finde ud af, om man måske kan opnå samme modning og samme resultater med enklere systemer, og i den forbindelse vil de søge en detaljeret viden om de vigtigste parametre i modnings-processen.
    De produkter, der kommer ud af forsøgene, vil derefter blive sammenlignet med produkter fremstillet ved den traditionelle solera-metode.
..........
Göran Persson vil sænke alkoholskatten
Den svenske statsminister Göran Persson vil nu under budgetforhandlingerne med de øvrige politiske partier foreslå en sænkning af skatten på spiritus.
Hans væsentligste argument er, at den høje alkoholskat medfører et stort sort marked for handel med de stærke våde varer. En lignende sænkning på vin og øl er statsministeren dog ikke helt så varm på.
Men det kan blive problematisk for Göran Persson at få sin vilje, da de politiske samarbejdspartnere, Miljöpartiet og Vänsterpartiet, er direkte modstandere af et sådant tiltag.
..........
De ti stærkeste mærker
Fem mærkevare-konsulenter fra firmaet Intangible Business satte sig for at finde verdens "most powerful" spiritus-mærker. De vurderede næsten 10.000 mærker fra hele verden og så på ting som markedsandele, vækst, antallet af markeder, forbrugernes kendskab til mærkerne og disses mulighed for at generere omsætning og indtægt.
Til højre ses en liste over de ti mærker, der ligger øverst på den lange liste. Den fulde rapport ligger i en pdf-fil, der kan ses ved at klikke her.
    ....
    1. Smirnoff Vodka
    2. Bacardi Rom
    3. Johnnie Walker Scotch Whisky
    4. Martini
    5. Stolichnaya Vodka
    6. Hennessy Cognac
    7. Jack Daniel’s Whiskey
    8. Absolut Vodka
    9. Ballantine’s Scotch Whisky
    10. Baileys Cream Liqueur
....
.........

..........
Den vin trænger til at luftes
Når VinAvisens smagepanel i dyb alvor sidder bøjede over glassene, kan det ikke undgås, at der falder nogle bemærkninger.
– Den trænger til at luftes, lød det for nylig om en rødvin.
– Så må du hellere tage den med, når du alligevel skal ud og lufte hunden, kom svaret fra den billige bordende.
Nu er en af smagepanelets deltagere, Jørgen, en god ven af EkstraBladets dygtige og morsomme tegner, Morten Ingemann. – Den giver jeg til Morten, sagde Jørgen.
Det gjorde han, og resultatet ses herover.
Nu sidder vi bare og spekulerer over, om vi kan finde på endnu en vinøs vittighed, som Morten kan omsætte i en tegning – som vi bagefter kan få lov til at bringe ...
..........
    To kæpheste rider væk fra Ciallo
    Amerikanske E&J Gallo er verdens næststørste vinfirma med et salg af over 145 millioner flasker til 93 lande.
    Forrige torsdag meddelte firmaet, at det ikke mere vil hedde E&J Gallo. Det er et navn med historie – i navnet E&J Gallo står E'et for den i dag 97-årige Ernest, mens J'et står for hans afdøde bror, Julio. Men E&J Gallo er også et navn, der lugter af upersonligt storfirma.
    Derfor vil Gallo fremover føre sig frem under navnet "Gallo Family Vineyards" – hvad det jo også er – og firmaet har til den ende fået tegnet et logo, der i det kommende år vil blive indført på samtlige 145 millioner flasker.
    Og så sidder man jo og undrer sig lidt over, hvad designere kan finde på. Øverst på logoet er der to haner, der vender næbbene imod hinanden – gallo betyder hane på italiensk. Men de kan lige så vel opfattes som to kæpheste, der er på vej væk fra hinanden.
    Og i ordet GALLO har designeren lavet et smart G, hvor opstregen ikke hænger sammen med det øvrige bogstav. Det kan derfor lige så vel opfattes som et I, der på moderne vis er indskrevet i et C – og at firmaets navn altså er CIALLO.
..........
Vore læsere vælger Riesling
I sidste uges meningsmåling stillede vi spørgsmålet: Hvad er din foretrukne hvidvins-drue lige nu – hvis du nu kun kan vælge én drue?
I alt 1958 læsere satte en prik i spørgeskemaet og trykkede på send-knappen, og en majoritet på hele 32% valgte Tysklands og Alsace’s store drue, Riesling. Måske ikke så overraskende, for netop denne drue muliggør jo herlige vine i flere forskellige stilarter – tørre som søde.
Resultatet af meningsmålingen ses i skemaet til højre. Den næste meningsmåling bringer vi i uge 23.
............
Franske slotte til salg
Provence-slottet Château de Berne er ifølge Just Drinks ved at blive solgt til en hemmelig køber for cirka 25 millioner euro (185 mio dkr.). Efter franske forhold er det billigt, men i Provence sælges vinene billigere end i andre dele af landet, og prisen på vingårde og jord er tilsvarende lavere.
Slottet, der ligger i nærheden af Lorgues, har 80 hektar vinmarker og en årlig produktion på 500.000 flasker – plus et luksushotel.
Fornylig købte Belvédere, en fransk spiritus-gruppe, Provence-slottet Château d’Esclans, mens to andre vingårde – Domaine de Saint-Ser og Le Château La Galinière – også er blevet solgt.
Ifølge Decanter er også Bordeaux-slottet Château Guiraud ved at blive solgt. Guiraud er et første cru-slot i Sauternes-distriktet og nabo til det berømte Château d’Yquem, og dets søde vine sælges til høje priser.

Château Montrose har fået nye ejere
Som nævnt i VinAvisen uge 6, havde ejeren af 2. cru-slottet Château Montrose i Saint-Estèphe, Bordeaux, Jean-Louis Charmolüe, valgt at sætte slottet til salg.
Der meldte sig straks flere potentielle købere i kulissen, blandt andre brødrene Martin og Olivier Bouygues, der ejer den store franske entreprenørvirksomhed Bouygues.
Nu er slottet solgt, og det blev ifølge Just Drinks brødrene, der løb af med sejren. Det forlyder, at de har givet omkring 140 millioner euro (cirka 1 milliard dkr.) for den 70 hektar store ejendom. Men de har råd til det – markedsværdien af deres virksomhed ligger på omkring 89 milliarder kr.

Også Pichon-Lalande ...
Bordeaux-slottet Pichon-Lalande, 2. cru i Pauillac, hedder egentlig Pichon-Longueville Comtesse de Lalande, men det er der efterhånden få, som kan huske, så man nøjes med at sige Pichon-Lalande.
Ejeren af slottet har et lige så langt navn, May Eliane de Lencquesaing, og hun har siden 1978 med stor dygtighed ført slottet frem i første række. Hun er Bordeauxs "store dame".
Nu er hun 80 år og har ønsket at afhænde en del af aktierne i slottet. Inde i billedet er familien Hermes, der ejer modehuset af samme navn i Paris.
........
Sådan skænkes den gamle vin
I sidste uge bragte vi en lang række gode råd fra Iakob Schjerbeck om kunsten at åbne en gammel flaske vin, hvis prop måske er blevet mere eller mindre mør.
Her fortsætter Iacob med gode råd om at skænke vinen fra den åbne flaske, og han slår fast, at det skal gøres direkte fra flaske til glas – ikke noget med først at hælde vinen over i en karaffel. Det giver for stor en risiko for, at frugten forsvinder. Gammel vin kan eventuelt iltes i glasset!
Den beskrevne fremgangsmåde lyder måske lidt besværlig, men det er jo kun noget man skal gøre med store og kostbare vine.

Stil glassene på en lang række
* Du skal bruge et vinglas mere end det antal personer, der skal smage vinen.
* Stil alle glassene op på en lang række, så du kan hælde fra glas til glas uden at skulle rejse flasken mere end enkelte par grader mellem hvert glas.
* Skænk over et tændt stearinlys, så du hele tiden kan se bundfaldet.
* Hold flasken stille, mens du hælder, og koncentrer dig om ikke at lave bølger i flasken og bevæge bundfaldet mere end højst nødvendigt.

Hæld bundfaldet i det ekstra glas
* Hvis der ikke er dug på bordet, er det lettere at få en medhjælper til at flytte glassene, mens du langsomt hælder.
* Tænk ikke over, om du kommer til at hælde for meget eller lidt vin i nogle glas.
* Lige før bundfaldet når frem til flaskeåbningen, er det på tide at stoppe ved at vippe flasken bagover.
* Hvis det første glas har fået lidt korksmulder fra en ødelagt prop, kan dette sikkert fiskes op. Og som vært tager du selvfølgelig selv dette glas.
* I flasken er der sikkert endnu et halvt glas grumset vin. Hæld det op i det ekstra glas, og læg låg på til efter måltidet. Så kan du forsigtigt snuse og smage endnu et par centiliter.

En nødløsning
Hvis vinen helt er afgået ved døden, er der en sidste udvej:
* Skyl en karaffel med en sjat portvin, amarone eller en overmoden new world.
* Tøm ikke karaflen alt for godt – lad gerne 1 centiliter blive.
* Hæld forsigtigt og uden at plaske vinen i karaflen, og skænk den straks for gæsterne. Flere vil sikkert konkludere, at vinen havde godt af denne proces.
..........

...............
Pietro Majnoni
    Manden med bastflasken
    Endnu en udenlandsk vinmand besøgte Danmark i den forløbne uge, nemlig Pietro Majnoni fra Fattoria Majnoni Guicciardini i Chianti, der var på besøg hos sin importør, Carlo Merolli.
    Majnoni er manden, der leverer vinen i den populære bastflaske. – Men jeg gør det kun, fordi Carlo forlanger det, siger han.
    – Nede i Italien forbinder man bastflasken med billig vin, som man prakker turister på, men Carlo har nu igennem nogle år bevist, at danskerne godt kan lide flasken. Han stiller dog to krav: Han vil have bastflasken i 1½ liters magnum-størrelse, og han insisterer på, at jeg tapper noget ordentlig Chianti-vin i den.
    – Carlo er faktisk den eneste, jeg sælger bastflasker til, tilføjer Pietro Majnoni med et fornøjet smil.

    Den fremmer selskabeligheden
    I sidste uge prøvesmagte vi vinen og gav den fire stjerner. Vinen koster 125 kr. for de 1,5 liter, og vi beskrev vinen som en fornøjelig og nem rødvin, lige vinen til sommerens parties omkring grillen.
    Der er et eller andet ved den flaske. Det er, som om den fremmer hyggen og selskabeligheden – og Carlo Merolli har ret: Det skal ikke være den sædvanlige lille model med 75 cl, men den store i magnum-størrelse. Med Pietro Majnonis vin vil gæsterne være vilde både med bastflasken og den gode vin.
    Det er i øvrigt en god idé at køle vinen lidt ned. Så bliver den endnu mere forfriskende.
    Pietro Majnoni, der oprindelig er uddannet som økonom, overtog familiens vingård i 1985, og i de seneste år har han fremstillet alle sine vine på økologisk dyrkede druer. Han medbragte to af vinene, og til dem er der stjerner nedenfor.
........
Flere postkort fra Sydafrika
Her fortsætter vi Mariettes serie af postkort fra Sydafrika. De første bragte vi i uge 16, uge 17, uge 18 og uge 19. De næste tre kommer her, og i de kommende to uger bringer vi endnu flere postkort.
........
    13. Postkort fra Sydafrika:
    Trille, dufte og smage
    Noget af det bedste vin, der fremstilles i Sydafrika, kommer fra vinhuset Rustenberg, hvor målet er at hamle op med de allerstørste franske vine.
    I de fine gamle bygninger gemmer der sig blandt andet et supermoderne og meget elegant smagelokale. Den lange skulpturelle skranke, hvor besøgende kan nippe til de ædle dråber, er forsynet med håndvaske i stål, der fungerer som spyttekummer. Og så slynger man ikke som normalt vinen rundt i glasset, før man snuser og smager. Næh, hos Rustenberg, hvor alt er lidt anderledes, har man nogle helt specielt udformede smageglas:
    Når vinsjatten er hældt i glasset, lægges glasset ned på bordet og rulles frem og tilbage. Vinen vil da brede sig optimalt i glasset, hvorved man får en endnu større fornemmelse af vinens aroma, end hvis man bare havde slynget den rundt – lyder det altså fra de venlige folk bag skranken. Når glasset stilles op, lagrer vinen sig i den brede stilk
...........
    14. Postkort fra Sydafrika:
    Dekorativ pædagogik
    Vi aflagde også vinproducenten Morgenhof Estate i Stellenbosch et besøg. Vingården, hvis historie går tilbage til 1692, er fornemt restaureret og moderniseret. Der er indrettet flere restauranter samt en café i de gamle længer. Og det hele ligger omgivet af en meget smuk park, der bestemt er et besøg værd.
    I caféen er der linet en række høje glas op i vindueskarmen. De er dekorative, men man kan også bliver klogere af at kigge nærmere på dem. Øverst i glassene ses de druesorter, som dyrkes på Morgenhof – blandt andet Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinotage, Chenin Blanc og Sauvignon Blanc. Klaserne er ægte nok og præpareret, så de ikke går til, og nedenunder ses så de jordtyper, som de respektive vinstokke vokser i. Og de er vidt forskellige, kan man se af de ledsagende tekster – noget, der er typisk for Sydafrika, hvor jordbundsforholdene kan variere stærkt.
..........
    15. Postkort fra Sydafrika:
    Ottekantet vinkælder
    Det er den franske forretningskvinde Anne Cointreau-Huchon, der ejer vinhuset Morgenhof.
    Hun har vinøse rødder langt tilbage i tiden, og hvis navnet lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt – det var nemlig hendes oldefar, der begyndte at fremstille den berømte franske appelsinlikør Cointreau.
    Siden hun købte Morgenhof i 1993, har hun gjort en stor indsats for at modernisere vinhuset, hæve vinenes kvalitet og gøre dem kendt viden om. Det er alt sammen lykkedes til fulde – de glimrende vine indbringer i dag priser i lange baner.
    Det er også hende, der har taget initiativ til opførelsen af Morgenhofs nye vinkælder, der stod færdig i 1995. Den er lidt af en ”eye-catcher”. Den underjordiske kælder er nemlig ottekantet, og de 2000 små franske egetræsfade er smukt placeret i rundkreds.
........
    Den gule Enkes pris
    I torsdags blev Veuve Clicquot Business Woman Award uddelt for 18. gang, og i år blev det chefredaktør Mette Bock, der blev kåret som årets kvindelige erhvervsleder.
    Mette Bock har siden 2002 været ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør i Syddanske Medier, ligesom hun er medlem af bestyrelsen for Syddansk Universitet.

    En yderst initiativrig dame
    Veuve Clicquot-prisen er indstiftet af champagnehuset Veuve Clicquot til minde om grundlæggeren, Madame Clicquot, den gule enke, som Madame bliver kaldt i Danmark efter farven på vinens etiket. Hun var nemlig selv en yderst initiativrig dame.
    Veuve betyder enke på fransk, og enken Clicquot Ponsardin var en af Champagnes store kvindeskikkelser.
    I 1799 giftede den tyve-årige Nicole Barbe Ponsardin sig med François Clicquot. Det skete i en vinkælder, fordi kirkerne stadig var lukkede efter den franske revolution. Og kun seks år efter var hun enke og sad tilbage med en to-årig datter – og et champagne-firma.
    På den tid var det usædvanligt, at en kvinde ledede en virksomhed og gjorde forretninger, men enken Clicquot-Ponsardin var en usædvanlig kvinde. Sammen med trofaste medarbejdere gik hun i gang, og trods de svære tider efter Napoleonskrigene lykkedes det hende at sælge sin vin over hele Europa, først og fremmest til de mange fyrstehuse.
    Men ikke mindst fandt hun ud af, hvordan man kunne komme af med bundfaldet i flaskerne.

    Hun borede huller i spisebordet
    I champagne-kældrene ser man, hvordan flaskerne er anbragt i de såkaldte pupitres – en slags reoler af skråtstillede brædder med huller i. Enken Ponsardin ofrede sit spisebord for at få lavet den første reol, og i dag er der i tusindvis af dem.
    Flaskerne stikkes ind i hullerne under en vinkel på cirka 45 grader, og hver dag i to måneder drejes en lille smule og løftes en anelse, indtil de til slut står næsten lodret med proppen nedad.
    Under denne proces flyttes bundfaldet gradvist nærmere og nærmere proppen for til sidst at lejre sig på dens underside. Efter endnu ni måneder i denne stilling er bundfaldet klæbet fast til proppen, og så er det egentlig kun et spørgsmål om at lade proppen springe og i en vis fart sætte en ny i.
    Processen kaldes remuage (bevægelse), og en dygtig kældermester kan dreje 30-40.000 flasker om dagen.
.........
--....
    Den danske vinbranche
    * Distinto Vinimport har omdannet den gamle frokostrestaurant Kongens Kælder i København til en ny vinbar, Il Senso. Adressen er Gothersgade 87.
    * Til vore annoncører henleder vi opmærksomheden på, at VinAvisen redaktion er lukket fra 12. maj til 6. juni, så vi kan som tidligere meddelt ikke modtage annoncemateriale til løbende og nye annoncer. Alle henvendelser kan i perioden ske til flemming@privat.dk.
    ...........--....
.........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
..........
    Fælles vinkælder i skyskraberen
    Turning Torso er Malmøs nye, fantastiske skyskraber, tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava, og i den har man indrettet noget så fornemt som en fælles vinkælder for beboerne. En virkelig god idé.
    I kælderen er installeret en række VinoThek-køleskabe fra Siemens, og lejerne har via portneren adgang til kælderens nøgler. De kan således selv gemme og temperere deres vine. Yderligere er der plads til at afholde fælles vinsmagninger.
    Hvert køleskab rummer op til 32 flasker, og temperaturen kan reguleres mellem +6 og +14 grader. Prisen for et sådant skab er 15.145 dkr.
.......
    Ugens vinøse billede
    Sidste år besøgte Poul Korsholm den græske ø Karpathos, hvor byen Piled er berygtet for sin stærke hjemmelavede vin.
    – Vi smagte den, skriver han, – og den er bestemt ingen nydelse. Men ganske rigtig: Den er meget, meget stærk på grund af sine kraftige procenter.
    – Vi måtte besøge byen for at se, hvordan man fremstiller en stort set udrikkelig vin med så meget alkohol. Det fremgår af billedet her.
    – Den rå druemost koges i store gryder over åben ild for at opkoncentrere mosten. Men ak – samtidig forsvinder alle aromastofferne ved den hårdhændede behandling.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
...................
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 51 vine. Af disse vine var der 42, som fik mere end to stjerner, og 29, som fik fem stjerner. I alt 190 stjerner. Igen en god høst med fem stjerner til mere end halvdelen af de smagte vine.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
.........
Smagningen af Bernard Magrez’s vine


Château Bois Pertuis, Bordeaux, Frankrig 2003
119,75 kr., H.J. Hansen
Rødvin med en god ren duft og smag af klassisk Bordeaux med en vis tørhed, der er fortræffelig til mad.


Château Guerry Red, Côtes de Bourg, Frankrig 2003
129,75 kr., H.J. Hansen
En ”alvorlig” vin og samtidig en vin, der er meget harmonisk med tørhed, frugt og syre i fin balance. Lang dejlig eftersmag.


Château Pérenne, Cru Bourgeois, Premières Côtes de Blaye, Frankrig 2004
149,75 kr., H.J. Hansen
Lækker rødvin, blød, tør og med fyldig frugt og lang eftersmag. En vin, der vil være jævnbyrdig med de fleste kødretter.


Château Tour Blanche, Cru Bourgeois, Médoc, Frankrig 2003
149,75 kr., H.J. Hansen
Meget tør rødvin, der i hvert fald ikke er til dem, der foretrækker oversøiske bamser. Men har man vænnet sig til at nyde god bordeaux, er den en oplagt mulighed. Gem den gerne et par år endnu.


Croix de l’Espérance, Lussac Saint-Émilion, Frankrig 2003
295 kr., H.J. Hansen
Tør rødvin på 100% Merlot med en lidt markant syre, der gør den velegnet til lidt federe retter.


Croix du Prieuré, Premières Côtes de Blaye, Frankrig 2003
295 kr., H.J. Hansen
En stor rødvin i meget fin balance. Den har god, lidt tør frugt og en fint integreret fadsmag.


Magrez Tivoli, Médoc, Frankrig 2003
325 kr., H.J. Hansen
Denne rødvin er simpelt hen lækker. Den har blød, afrundet frugt og fint integreret fad. En af vore favoritter.


Servitude Volontaire, Haut Médoc, Frankrig 2003
295 kr., H.J. Hansen
Ligesom Tivoli-vinen en stor og lækker vin med intens frugt og lang eftersmag.


Château Pape Clément, Grand Cru Classé de Graves, Pessac-Léognan, Frankrig 2002
750 kr., H.J. Hansen
En stor og med rette berømt rødvin. Den kan godt drikkes nu, men også gemmes i endnu nogle år.


Château Pape Clément, Grand Cru Classé de Graves, Pessac-Léognan, Frankrig 1999
795 kr., H.J. Hansen
Moden rødvin, der fortjener en elegant ret på tallerkenen. Den er i fin balance med en udpræget krydret smag.


Château la Tour Carnet, 4. Grand Cru Classé, Haut Médoc, Frankrig 2003
169,75 kr., H.J. Hansen
Til prisen en rigtig dejlig rødvin, meget harmonisk, med kraftig frugt, tilpas eg og lang eftersmag. En ægte bordeaux.


Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig 2002
249,75 kr., H.J. Hansen
I Magrez’s hænder er det tidligere danskejede slot kommet til hæder og værdighed. Her har vi en blød og dejlig rødvin – en rigtig Saint-Émilion.




Smagningen af Pietro Majnoni’s vine


Tintéro, Majnoni Guicciardini, Rosso di Toscana IGT, Italien 2005
65 kr., Carlo Merolli
En let og forfriskende sommer-rødvin på druerne Malvasia Nera og Sangiovese samt Dolcetto, der ellers ikke er tilladt i Toscana-appellationerne (men Dolcetto’en har nu vokset på vore marker i mange, mange år, siger Pietro Majnoni). Køl gerne den gode vin ned til 12-13 grader.


Majnoni Guicciardini, Chianti, Italien 2003
65 kr., Carlo Merolli
Blød og meget charmerende rødvin. Ret let og derfor meget anvendelig til mange retter.




Hvidvine


Bogle, Chardonnay, Californien 2004
119,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Meget flot og kraftig hvidvin med spændende frugt og markant, men fint integreret smag af fad.


Four Aces, Chardonnay, Manjimup, Australien 2004
119 kr., Haller Vine
Elegant hvidvin, helt i toppen. Vidunderlig duft og fornem og harmonisk smag. Alle vil elske den. Og så har den skruelåg.


Zenith, Kumala, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika 2005
49,95 kr., i uge 20: 3 flasker for 100 kr., SuperBest
Denne hvidvin skal med sin markant parfumerede duft og smag drikkes meget afkølet. Den slutter med et lille bittert bid.


Lucien Albrecht, Réserve, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig 2004
54,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Let og mild hvidvin med dæmpet syre og i smagen mindelser om æblemost eller cider.




Rødvine


Contini, Inu, Riserva, Cannonau di Sardegna, Sardinien, Italien 2002
115 kr., Carlo Merolli
En stor, flot og moden rødvin med en kompleks smag og blød frugtfylde. Lang eftersmag. Herlig vin, som mange vil elske. Prisen er okay.


Finca Antigua, Crianza, La Mancha, Spanien 2002
75 kr., i maj måned: 65 kr. ved 3 flasker, H.J. Hansen / Magasin
En meget flot rødvin – en rigtig madvin med fyldig frugt og en syre, der vil være fin til fede og kraftige retter.


Palazzo dei Signori, Ripasso, Valpolicella Superiore, Italien 2003
79,95 kr., i denne uge (uge 20): 50 kr., SuperBest
Rødvin med kraftig og saftig bærsmag med toner af rosiner. God syre, lang eftersmag. Tilbudsprisen er imponerende lav.


Mon Coeur, Chave, Côtes du Rhône, Frankrig 2004
105 kr., Jysk Vin
Glimrende rødvin, blød og lækker og med god, kraftig frugtfylde.


Domaine du Bois de Velage, Plan de Dieu, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2004
79,75 kr., Skjold Burne
Flot Rhône-rødvin, der fylder munden med fyldig frugt, en fin sødme og en lang eftersmag. En dejlig vin, der er nem at drikke.


Valviadero, Toro, Spanien 2004
94 kr., Chris-Wine
Stor og flot rødvin – når man ellers går ind for en markant smag af egetræ. Vinen er blød og meget lækker, velegnet til lidt kraftige kødretter.


Bramoss, Riserva, Barbaresco, Italien 1997
150 kr.; frem til 10. juni: 75 kr., Skjold Burne
Ni år gammel, men stadig meget fyldig, flot og fyrig. Skænk den fortræffelige rødvin til en god, gerne kraftig, men også elegant kødret. Til tilbudsprisen et fund.


Mora Negra, Finca las Moras, Malbec / Bonarda, Tulum Valley, Argentina 2003
279 kr., Glud Vin
Fantastisk rødvin med inviterende duft og en blød og meget harmonisk smag med fint integreret eg. Synger og danser og klapper i de små hænder.


Kahurangi, Gewürztraminer, Gisborne, New Zealand 2004
139,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En vidunderlig hvidvin med en forførende duft og en blød, ret fed og lækker smag med eksotiske frugter og krydderi. En helt anderledes vin. Og så har den skruelåg.


La Segreta, Planeta, Rosso di Sicilia IGT, Italien 2005
89 kr., indtil 20. august: 75 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Kraftig rødvin med god fylde og frugt. En lækker vin, der kræver mad, og som åbner sig fint i glasset. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Tenimenti, La Rosa, Fontanafredda, Barolo, Italien 2000
282,50 kr. ved 6 flasker, 1695 kr. i alt, Nettorvet
Sikke en duft, sikke en smag. En fornem rødvin, fantastisk lækker. Forrygende!


Château Cailleteau Bergeron, Premières Côtes de Blaye, Frankrig 2004
79,50 kr., Jysk Vin
En rigtig god Bordeaux-rødvin, tør, med blød frugt, tilpas fadlagring og en lang eftersmag. Glimrende til mad.


Domaine l’Estagnol, Côtes du Ventoux, Frankrig 2004
39 kr., A Vinstouw
En glimrende Rhône-vin – helt efter bogen både i duft og smag. Ikke mindst når man tager prisen i betragtning.


Ricossa, Barbera d’Asti, Italien 2004
59,95 kr., i denne uge (uge 20): 3 flasker for 110 kr., SuperBest
Saftig og kraftig rødvin med en ret markant syre, der ubetinget kræver, at vinen ledsager mad.


Alexis Lichine, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
49,75 kr., 41,67 kr. ved 6 flasker frem til 10. juni, Skjold Burne
En okay hverdags-rødvin, der er både saftig og med god frugt.


Anakena, Reservado, Merlot, Rapel Valley, Chile 2003
64,95 kr., Chris-Wine
Kald bare denne rødvin for en marmelade-vin. Men der er en masse mennesker, der er glade for den fyldige, bløde frugt, den markante sødme og den behagelige syre.


Villa Puccini, Toscana IGT, Italien 2002
59,95 kr., Amka
Rødvin med god duft og saftig smag. Den er fire år gammel og skal drikkes nu.


Alpha Zeta, Amarone della Valpolicella, Italien 2001
166,50 kr. ved 6 flasker, 999 kr. i alt, Nettorvet
En rigtig flot amarone med stor frugtfylde og rosinsødme. Den smager simpelt hen dejlig. Den har 15% alkohol – men sådan er amaroner jo – og den virker ikke ret meget sprittet. Den skal ubetinget ledsage en kraftig ret.


Centine, Banfi, Toscana IGT, Italien 2004
49,95 kr., Amka
Til prisen er dette en rigtig god rødvin – med sin god frugt og syre oplagt til det italienske køkken. Eller til sommerens grillparties.


Melior, Ribera del Duero, Spanien 2004
58 kr., Red & White
En hverdags-rødvin, der ikke lever helt op til distriktets berømmelse. Men den er jo heller ikke særlig kostbar.


Serego Alighieri, Masi, Rosso del Veronese IGT, Italien 2004
99 kr., indtil 20. august: 75 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Moden og saftig rødvin. En rigtig italiener, ret let og velegnet til mange retter. Helt billig er den ikke.


Cellier des Princes, Le Blason du Prince, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2003
149 kr., Haller Vine
Der er 15% alkohol i denne rødvin, og det mærkes. Spritten lægger sig over de smagsnuancer, der også burde være til stede. Vinen virker meget udviklet.


Valmaggiore, Cascina Bruni, Nebbiolo d’Alba, Italien 2003
79,95 kr., Amka
Moden og blød rødvin, der ret hurtigt ender i en smag af lime.




Sød vin


Melelo, Muscat d’Alexandrie, Stellenbosch, Sydafrika 2005
54,95 kr. for ½ flaske, Amka
En meget sød vin med toner af kongen af Danmarks-bolsjer. Den må godt have haft lidt mere syre til at afbalancere den kraftige sødme.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.