Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 42, 2001


Vin-aktuelt i uge 42
15. oktober - 21. oktober 2001
.
VinAvisen uge 39VinAvisen uge 40VinAvisen uge 41
    Nu 3000 løbesedler
    I denne uge rundede vi 3000 løbesedler. Så mange sender vi hver uge - bogstaveligt talt blot ved at trykke på en knap.
    Der kommer hver dag fire-fem anmodninger om at få tilsendt løbesedlen, og det er vi glade for.
    En af læserne spurgte os: - Kan jeg nu være sikker på, at I ikke videregiver eller ligefrem sælger min e-mail adresse til reklameformål?
    Ja, det kan vor læser være helt, helt sikker på. Vi hader selv, når vi kan se, at vores adresse er blevet solgt og brugt til uopfordret reklame, og vi vil aldrig lade andre få fingrene i vore 3000 løbeseddel-adresser.
    VinAvisens opgave er at bringe nyheder fra vinens verden - ikke at sælge vin.

    Misbrug af ordet Champagne
    Verdens Handels Organisationen mødes næste gang i Qatar, en lille stat på den østlige side af den arabiske halvø, og i det mere end hotte klima vil man blandt andet diskutere brugen af vinnavne.
    Det skal nok blive hot. Europæerne er stærkt imod, at fx amerikanerne sætter ordet Champagne på etiketterne, men at få dem fra det kommer måske til at knibe.
    Amerikanerne har brugt i millionvis af dollars på at gøre de europæiske vinnavne kendt, og i dag er disse navne lige så dybt forankrede i det amerikanske sprog som hamburgers, china (porcelæn) og danish (wienerbrød).

    De billigste og dårligste
    Europæerne, dvs. først og fremmest franskmændene, kan trøste sig med, at amerikanerne mere og mere er gået fra at sætte europæiske vinnavne på flaskerne.
    Der er blevet længere mellem flaskerne med Burgundy (Bourgogne), Chablis, Rhine Wine, Port og Sherry. Men ordet Champagne bobler op igen og igen, og til stor fortrydelse for franskmændene sker det næsten altid på den billigste og dårligste mousserende vin.
    Champagne har brugt hundreder af år på at skabe en fornem vin, og så er det ikke morsomt at se navnet på noget billigt sprøjt.
    At californierne selv kan lave fremragende boblevine demonstreres af den række topmærker, som de har skabt i løbet af de sidste 30 år: Schramsberg, Gloria Ferrer, Jordan’s "J", Iron Horse, Mumm Napa, Domaine Carneros, Domaine Chandon, og Roederer Estate (de tre sidste med fransk kapital) - samt flere andre.

    Parker til filmen
    Ifølge WOW FaxNews vil verdens mest omtalte vinskribent, Robert Parker, nu nå sin berømmelses tinder: Hans liv skal filmatiseres! Og det er ingen mindre end Godfather-instruktøren Francis Ford Coppola, der skal instruere filmen.
    Coppola er en passioneret vinelsker, der siden 1970'erne har produceret sine egne vine, og han er samtidig en stor beundrer af Parker.
    Filmen vil blive finansieret af prins Gelasio Gaetani Lovetalli de Aragón, der til den italienske avis Corrière della Sera siger: - Parker er en af verdens bedste vinkritikere. Han er en visionær, og hvem kan fange dette bedre end Coppola?
    Så er det bare spørgsmålet, hvilken skuespiller, der skal spille Parker. WOW FaxNews mener allerede at kende svaret: - Parker selv, naturligvis.

    Appellation Strejke Contrôlée
    Frankrig har sit system med Appellation Contrôlée, der har tjent vinen godt i mange år. Men er der brug for alle disse regler og begrænsninger, som ligger i systemet? Er det ikke en kæmpemæssig hæmsko i konkurrencen med de oversøiske lande?
    Kontrollen med systemet ligger i hænderne på den statslige organisation INAO (Institut National des Appellations d'Origine). Den har 250 fastansatte medarbejdere og et årligt budget på 122 millioner dkr.
    Ifølge Decanter strammer det franske landbrugsministerium nu snoren om pengeposen, hvilket i sidste uge førte til en strejke blandt INAO’s medarbejdere.
    Ministeriet mener, at producenterne skal betale mere end de 20 procent af udgifterne, som de allerede nu betaler, men peger samtidig på, at budgettet er begrænset.


      Høstrapport fra Bordeaux
      Vil 2001-årgangen blive lige så stor som 2000-årgangen? Det er det spørgsmål, der rører sig i Bordeaux for øjeblikket.
      Vores korrespondent, Kasper Ibfelt, melder, at høsten af Cabernet er i fuld gang i herligt efterårsvejr med temperaturer op til 28 grader om eftermiddagen, og at kvaliteten tegner til at blive endog meget fin.
      På det danskejede Château de Seguin er Merlot’en for længst i hus. Den alkoholiske gæring er overstået, skind og kerner er sorteret fra, og vinen er klar til den malolaktiske gæring, hvor æblesyren omdannes til den blidere mælkesyre.
      Kun Merlot’en til topvinen Cuvée Carl er stadig i gæring. Før gæringen har druerne undergået en teknik, der hedder macération préfermentaire à froid. Dvs. at de i en uge har været kølet ned til 6 grader for at opnå endnu finere aromaer og en endnu bedre farve.
      Den alkoholiske gæring tager syv til ti dage, mens den malolaktiske kan tage fra tre dage til tre måneder.
    .
    Den sorte sprit
    Svenskerne drikker mere sort end nogensinde. Den svenske Sprit & Vin Leverantörsförening har foretaget en undersøgelse, der viser, at det uregistrerede forbrug af spiritus er øget dramatisk.
    Til avisen Aftonbladet siger foreningens direktør, Bertil Swartz: - Den usynlige sprit er vores største konkurrent, og det er helt nødvendigt med yderligere reduktioner i afgifterne på vin og spiritus.

    Dårligt vejr - godt nyt
    Ifølge den franske vinindustris organisation, Onivins, bliver den franske vinhøst mindre end normalt, og dette vil i et vist omfang hjælpe på Frankrigs problemer med overproduktionen af vin.
    I tirsdags skrev avisen Le Figaro, at høsten - på grund af den megen regn i august - kun vil blive på 56,3 millioner hektoliter, hvor den sidste år var 59,7 mio hl. Altså et fald på 5,7 procent.

    Spanierne utilfredse
    EU støtter destillering og andre forholdsregler for at komme den europæiske vinsø til livs. Men det sker ikke på retfærdig vis, mener de spansk landbrugsorganisationer.
    Ifølge den spanske avis El Pais imødekommer den aktuelle støtte Italiens, Frankrigs og Portugals interesser på bekostning af spanske interesser, hvilket kan medføre et skarpt fald i de spanske priser på vin.

    Verdens højeste vine?
    I Bolivia er man gået i gang med at undersøge, hvordan højden over havet indvirker på druernes kvalitet.
    Nogle af landets vinmarker ligger i 2500 meters højde, og vine herfra vandt for nylig priser i en international konkurrence.
    At vinene er fremragende, er der åbenbart ikke tvivl om. Men hvorfor de er fremragende, vil man nu prøve at finde ud af.

    De stjal 1,4 milliarder vinflasker
    Den franske avis La Nouvelle France har anmeldt en ny bog om tyskernes vintyverier under den anden verdenskrig.
    Hitler havde ligefrem udnævnt fire "vinførere", hvis opgave det var at stjæle så mange flasker som muligt fra franske vinslotte og restauranter.
    Store vinkældre i Bordeaux, Bourgogne og Champagne blev tømt, og man mener, at det samlede bytte blev på 1,4 milliarder vinflasker, svarende til 10,5 millioner hektoliter vin.
    a..
    Svenskere og smuglere
    Det norske statsbudget er en sejr for det svenske Systembolag og organiserede smuglere, siger Ivar Amundsen, der er formand for den norske Vin- og Brennevinsimportørenes Forening (VBF)
    Tolv gange sidste år - en gang om måneden - har Arbeiderpartiet lovet lavere alkoholafgifter, men nu har partiet bestemt, at Norge skal have dobbelt så høje afgifter som i Sverige.
    - Arbeiderpartiet fyrer op under en eksplosivt voksende grænsehandel og spritsmugling, der ifølge det norske toldvæsen vokser med 50 procent om året, siger Ivar Amundsen. - Dette er intet mindre end en håndsrækning til Systembolaget og den organiserede kriminalitet.
    Vin- og Brennevinsimportørenes Forening mener, at spiritusafgiften bør sænkes med 25 procent og vinafgiften med 35 procent for at komme den stærkt øgede grænsehandel til livs - og redde det norske Vinmonopol.
    .
      .
      Den danske vinbranche
      * Skjold Burne er utrolig aktiv. I sidste uge blev tre butikker lukket ud i kulden, fordi de ikke levede op til kædens krav. I denne uge er endnu en butik lukket ind, nemlig Dyrlev´s Eftf., Niels Hemmingsens Gade 8-10, 1153 København K, tlf.: 33 12 25 19, fax: 33 14 23 09. - Og flere butikker er på vej siger Claus Eegholm fra Taster Wine, der ejer kæden.
      * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
    ..
    .
      Australsk vin på nettet
      Scott Street Portfolio er en vinhandel i San Francisco, der har specialiseret sig i kvalitets-vine fra Australien.
      Nu har firmaet lavet en website, der ikke kun handler om salg, men som også giver en glimrende gennemgang af australsk vin - distrikter, druer, producenter og en vinordbog fra "Acidity" til "Yeast".
      Hjemmesiden åbner til klangen af australsk aborigional musik på adressen www.scottstreetportfolio.com.
    .
    En flot vinside
    Vil du se en flot vinside? Så gå til det italienske vinfirma Pasqua, www.pasqua.it, hvor firmaet har lavet en "Promenade" igennem en række spændende kunstværker.
    Billederne har ikke så meget med vin at gøre - og alligevel. Mens man "promenerer" i kunstens verden, kan man næsten ikke undgå også at kigge lidt på vinene.
    Hvert billede vises i en lille udgave, som man skal klikke på for at se billedet i stor størrelse.

    Vinkøbmand vil dyrke vin
    Patriarche Père et Fils er en af Bourgognes store négocianter. Ifølge Harpers vil firmaet nu også selv lave en del af sine vine og dermed konkurrere med sine nærmeste rivaler, Bouchard Père et Fils og Faiveley.
    Patriarche sælger for øjeblikket 20 millioner flasker om året med vin, som købes hos regionens vinbønder og lagres og tappes hos firmaet. Yderligere ejer Patriarche Château de Meursault.
    a..
    Go’ morgen vin
    På tirsdag den 16. kl. cirka 08.15 er der igen vinsmagning i programmet Go` Morgen Danmark på tv2 med genudsendelse af hele udsendelsen kl. 09.00.
    Som sædvanlig stikker Tim Vollerslev, Per Pallesen og Michael Meyerheim næserne i glassene, og følgende Bourgogne-vine, der alle netop nu er på tilbud, vil blive smagt:
    * Bourgogne Passe-tout-grains, Domaine Grangerie 1999 til 85 kr. for 2 flasker (normal pris 57 kr.) hos OBS.
    2. Fixin, Maison Louis Jadot, Côte de Nuits 1998 til 165 kr. (normal pris 185 kr.) fra Vinens Verden.
    3. Beaune Cent-Vignes, 1. cru, Albert Morot, Beaune 1996 til 189 kr. (normal pris 249 kr.) fra Gobi.

    Vinbranchens blå bog
    Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
    .a..

    Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
    a..
    ..

      Jesper Boelskifte (f. 1971) har som sommelier ligefrem samlet på vin-mesterskaber.
      Det første erobrede han, da han efter gymnasietiden kom i lære på Hotel Store Kro i Fredensborg. Her blev han Danmarks bedste tjenerelev.
      I 1996 vandt han Sopexas Danmarksmesterskab i fransk vin - og blev nr. 8 ved det efterfølgende verdensmesterskab.
      Han vandt Dansk Sommelier Forenings mesterskab i 1998 og 2000 og blev semifinalist ved Europamesterskabet i 1996, 1998 og 2000 samt ved verdensmesterskabet i 1998 og 2000.
      Kronen på værket satte han i 2000 ved at vinde Nordisk Mesterskab for Sommelierer.
      Jesper Boelskifte mødte restaurant-branchen i en meget ung alder, da han var ude og lave selskaber sammen med Søren Gericke og dennes hustru, Annette.
      Siden blev det til arbejde som inspektør på Skovshoved Hotel, tjener på Restaurant Nouvelle, restaurantchef for tre restauranter på Hotel Kempinski i Beijing, Kina, og direktør for restauranten på Hotel Store Kro.
      Hans vinstudier startede, da han i et år i 1990 boede og arbejdede på et vinslot i Toscana - hvorefter han blev optaget i Dansk Sommelier Forening.
      Siden 2000 har han været præsident for foreningen, ligesom han fra 1997 har været med i det internationale samarbejde i sammenslutningen af verdens sommelier-foreninger, ASI.
      I 1997 grundlagde han Brasserie Le Sommelier i København. Han ønskede at få et spisested med vinen i centrum, og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at det lykkedes.
      Privat er han gift med Anja Boelskifte, og sammen har de datteren Lea, der er elleve uger gammel. I den sparsomme fritid kan han finde på at stå på vandski og spille tennis.
      Adresse: Le Sommelier, Bredgade 63-65, 1260 København K, tlf.: 33 11 45 15, fax: 33 11 59 79, e-mail: mail@lesommelier.dk.


    Hvepse til angreb
    Hvis man i disse dage kører igennem den nordlige del af Fresno County i Californien, vil man se, at der er bundet små lyserøde bånd på nogle af buskene.
    Båndene, der blev bundet på i sidste uge, markerer, at her er der angreb af den glasvingede skarpskytte - insektet, der spreder den vinstok-dræbende plantesygdom Pierce’s disease.
    Hvis man kigger ekstra godt efter, vil man også se, at der til hver busk er tapet et lille glasrør med parasithvepsen Gonatocerus triguttatus.
    Nu er det op til hvepsene at udrydde skarpskytten. Hvepsene lægger deres æg i skarpskyttens æg, og når disse udklækkes, går de små hvepsebørn i gang med at spise de endnu ikke udklækkede skarpskytte-nymfer.
    Endnu to udsættelser af hvepse er planlagt til de næste fire uger, og The California Department of Food and Agriculture vil derefter afgøre, hvor godt hvepsene har gjort deres arbejde.

    Dyre flasker
    I torsdags afholdt Christie's i London en vinauktion med interessante flasker. Der var 1289 partier, hvoraf de 1015 blev solgt til et samlet beløb af £875.194, hvilket svarer til 10,4 millioner dkr.
    En kasse med tolv flasker Château d'Yquem 1921 gik for 523.600 dkr. - det er dog trods alt kun 7270 kr. pr. glas, hvis vi er seks om en flaske ...
    Fire flasker Château Pétrus fra top-årgangen 1961 gik for 29.250 dkr. - 7315 dkr. pr. flaske. Og tolv flasker Château Pétrus 1990 gik for 111.265 kr. - 9272 kr. pr. flaske.
    a..
    .
    Ugens gode spørgsmål

    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Her kommer ugens spørgsmål - og svar:

    Hvor længe holder en åbnet flaske vin?
    Længere, end man skulle tro. Så hæld ikke en eventuel rest i vasken. Sæt proppen i - og hvis proppen er blevet væk, så luk flasken med noget plastfolie og en elastik.
    Hvis flasken stilles i køleskabet, vil vinen kunne holde sig i tre til fem dage.
    Dette gælder også mousserende vine, der er lukket lufttæt med en prop.
    Det gamle husråd med, at man kan bevare boblerne i en flaske champagne, hvis man stikker en sølvske i halsen (på flasken), er noget sludder. Boblerne forsvinder både med og uden ske.
    En rest vin kan i øvrigt bruges i madlavningen, fx i en sauce. Man skal bare ikke bruge vin, som man ikke også finder værd at drikke.
    ..
      .
      Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
      .
    .
    Jadot køber slot i Beaujolais
    Ifølge Wine Spectator har den store Bourgogne-négociant Louis Jadot købt Château de Bellevue i Morgon i Beaujolais.
    Jadot har allerede siden 1996 vinificeret vinene fra slottet, men ved købet får firmaet nu den fulde kontrol.
    Jadot ejer også Château des Jacques i Beaujolais. I Danmark forhandles firmaets vine af Vinens Verden i Odense.

    Priorato bliver DOCa
    I det lille distrikt Priorato i det spanske Katalonien har der været en gennemgribende udvikling af kvaliteten. Mange af vinene er næsten blevet kultvine, fx vinen l’Ermitá fra Alvaro Palacios.
    Denne kometagtige udvikling er nu blevet belønnet, idet Priorato har fået tildelt appellations-graden DOCa, dvs. Denominación de Origen Calificada. Kun Rioja har hidtil ligget i denne klasse.

    Bardolino bliver DOCG - næsten
    Det lyder lidt indviklet: Det italienske distrikt Bardolino er blevet ophøjet til appellations-graden DOCG. Men kun nogle af vinene, nemlig dem, der benævnes Superiore og Classico Superiore. De andre, der bare er Bardolino eller Bardolino Classico, er fortsat DOC.
    Er der mon forbrugere, der gider gå rundt og huske på den slags forskelle?

    Vil du have vores løbeseddel?
        Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk.
    .


    Denne uges stjerner i VinAvisen
    Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


    Vin de Constance, Klein Constantia, Constantia, Sydafrika 1996
    275 kr. (50 cl), Amka Vinimport
    - Smadderdyr og smadderdejlig, lød en af kommentarerne under smagningen. Denne genopvakte historiske kultvin har en flot duft af Muscat-druen og en meget, meget lækker sød smag med diskrete toner fra fadlagringen. Det er virkelig en virkelig fornem vin. Link til Klein Constantia: www.kleinconstantia.com.


    Ernest & Julio Gallo, Chardonnay, Laguna Ranch Vineyard,
    Russian River Valley, Sonoma, Californien 1998
    159 kr., Skjold Burne
    En vidunderlig duft med fine blomstertoner kommer én i møde fra denne herlige hvidvin. Og smagen holder, hvad duften lover. Vinen er meget flot og lækker med et bredt smagsbillede og tilpas syre. Link til producenten: www.gallo.com.


    Lhéraud, Pineau Blanc, Pineau des Charentes, Frankrig
    66,75 kr., Amka Vinimport
    Til prisen er denne Pineau et fund. Den er flydende slik. Sød, men ikke sliksød, idet sødmen er understøttet af tilpas syre. I smagen er der lækre brændte figner. Link til side om pineau: www.pineau.fr.


    Ortega Beerenauslese, Weingut Gebrüder Anselmann, Pfalz, Tyskland 1998
    169 kr. (37,5 cl), Fionia Vinimport
    En af disse helt uimodståelige tyske søde vine. Den er lavet på druen Ortega og har en vidunderlig duft og en fornem sødme, uden at være vammel, fordi den har en frisk syre. Dyr, men alle pengene værd. Link til producenten: www.zum-wohl-die-pfalz.de


    Pinot Noir, Bernard Dubois & Fils, Bourgogne, Frankrig
    69 kr. (375 kr. for 6 flasker), Benedict Vin
    Som prisen indikerer, er der ikke tale om en stor og fornem bourgogne. Men taget på sine egne præmisser er det en dejlig vin med en frugtagtig og ren Pinot-smag. Den har en fin sødme, bløde tanniner og et lille bittert bid i eftersmagen. Glimrende til mad. Link til side om Bourgogne: www.bivb.com.


    Valdelana, Judit, Rioja, Spanien 1998
    68 kr. (ved 12 flasker), Ki-Ma Vinimport
    En glimrende rødvin med bredde, varme og fylde - alt det, man forbinder med en god vin fra Rioja. Den har en fin sødme fra druerne og en smukt afrundet fadlagring. Link til distriktet: www.riojawine.com.


    Kumkani, Sauvignon Blanc, Stellenbosch Vineyards, Stellenbosch, Sydafrika 1999
    59,95 kr., Føtex
    En liflig hvidvin med en ren og dejlig smag af Sauvignon-druen. Vinen er tør, ret fed og med tilpas syre. Link til producenten: www.stellvine.co.za.


    Kumkani, Shiraz / Cabernet Sauvignon, Stellenbosch Vineyards, Stellenbosch, Sydafrika 1999
    69,95 kr., Føtex
    Kumkani betyder konge på Xhosa-sproget, og ægteskabet mellem de to topdruer Shiraz (Syrah) og Cabernet Sauvignon i denne rødvin er da også kongeligt. Det er en lækker og vellavet vin med intens frugt, bløde tanniner og en tiltalende sødme. Den er fuldt drikkemoden nu, men kan også ligge et par år. Link til producenten: www.stellvine.co.za.


    Villa Borghetti, Vigneti in Marano, Pasqua, Valpolicella Classico, Italien 1998
    49,95 kr., Amka Vinimport
    Denne rødvin er med sin læskende frugt, sin lette sødme og sine kultiverede 12,5 procent glimrende til (italiensk) mad. Link til producenten: www.pasqua.it.


    Chateau Ste Michelle, Cabernet Sauvignon, Columbia Valley, Washington State, USA
    150 kr., H.J. Hansen
    Dette er en virkelig lækker rødvin med en dybrød kirsebærfarve, en flot duft og en dejlig, fyldig og frugtagtig smag. Link til producenten: www.ste-michelle.com.


    Saint-Joseph, Raymond Trollat, Frankrig 1999
    122 kr., Jysk Vin
    Der er potentiale i denne rødvin, men den skal ubetinget ligge i fire-fem år for at blive afrundet. Duften er flot, og det samme er smagen med god frugt og toner af vanille og cedertræ. Link til dansk hjemmeside om franske vine med side om Rhône: www.franskevine.com.


    Blueridge, Merlot, Boyar Estates, Bulgarien 1999
    34,95 kr., Fakta
    En dejlig rødvin med varme og fylde. Duften er fuld af frugt, og smagen er saftig med en anelse af lakrids i eftersmagen. Etikettens blå farve vil sikkert skræmme nogle væk - man kommer til at tænke på Ajax eller lignende. Men prisen er der bestemt ikke noget i vejen med. Link til producenten: www.boyarestates.com.


    Château Belgrave, 5. cru, Haut-Médoc, Frankrig 1998
    165 kr., Amka Vinimport
    Det var barnemord, da vi smagte denne vin. Den skulle have haft lov til at ligge i fem-seks år endnu. Men for at få et indtryk af dens potentiale blev vi nødt til at myrde barnet. Vinen har en flot, lidt muldet duft og en harmonisk smag med let sødme og toner af vanille og chokolade. Der er ingen tvivl om, at den med sin rimelige pris vil være et godt investerings-objekt. Link til slottet: www.vins-medoc.com.


    Château La Gasparde, Côtes de Castillon, Frankrig 1999
    140 kr. for 2 flasker, H.J. Hansen
    Denne rødvin har en forførende duft og en blød og lækker smag af sorte bær og en smule kirsebærsten. Den kan drikkes nu, men vil blive endnu bedre om et par år. Link til producenten, Domaine J. Janoueix: www.j-janoueix-bordeaux.com.


    Château de la Tour, Bordeaux, Frankrig 1999
    59,95 kr., Amka Vinimport
    Kan bedst beskrives som "en lille, venlig bordeaux". Den er ukompliceret og umiddelbart drikkelig. Link til producenten, Dourthe: www.cvbg.com.


    Tarapacá, Chardonnay, Maipo Valley, Chile 1999
    69,75 kr., Skjold Burne
    Denne hvidvin, der er udgæret på ny fransk eg, har en kraftig egepræget duft og en blød og god smag med toner af eg - vanille, toast osv. Vinen er fed og har et lille bittert bid i eftersmagen. Link til producenten: www.tarapaca.cl.


    Atlas Vineyards, Merlot, Marokko 2000
    37,95 kr., Amka Vinimport
    De 13,5 procent alkohol i denne rødvin vidner om det varme afrikanske klima og giver sødme til den rene frugtsmag. Det er en enkel dagligvin med varme. Link til producenten: www.castel-freres.fr


    Domaine Alary, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1999
    69 kr., Jysk Vin
    En god Rhône-vin med en dejlig vinøs duft og en afrundet smag af blandt andet blommer og en anelse brændte figner. Link til side om Cairanne: www.beyond.fr.


    Ramón Bilbao, Gran Reserva, Rioja, Spanien 1995
    147 kr. (ved 12 flasker), Ki-Ma Vinimport
    En ret let og moden Rioja-rødvin, der i stil afviger fra Riojas sædvanlige mere fyldige og komplekse Gran Reserva-stil. Link til producenten: www.ramonbilbao-sa.es¨.


    .
    Disse vine fandt de danske vinskribenter
    Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
    I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
    En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

    Alt for Damerne
    Don Carlos, Cabernet Sauvignon, Baja California, Mexico 1998Rødvin39,95 kr.Vingaarden
    Château Vieille Croix, Côtes de Castillon, Frankrig 1996Rødvin59,75 kr.Vingaarden
    .
    Berlingske Tidende
    Vitiano, Falesco, Umbria, Italien 2000Rødvin69,95 kr.Gobi
    .
    Berlingske Lokalaviser
    Torres Santa Digna, Cabernet Sauvignon, Curicó Estate, ChileRødvin55 kr.Bacardi-Martini
    Vin de Constance, Klein Constantia, Sydafrika 1996Sød vin275 kr. (½ fl)Amka Vinimport
    .
    B.T.
    Château Maris, Cru La Livinière, Minervois, Frankrig 1998Rødvin59,75 kr.H.J. Hansen
    Roodeberg, Western Cape, Sydafrika 1999rødvin43 kr.Netto
    .
    ErhvervsBladet
    Gevrey Chambertin, Cuvée de Champs-Chenys, Joseph Roty, FrankrigRødvin273 kr.KB Vinimport
    .
    Frederiksborg Amts Avis
    Juvé y Camps, Brut, Cava, SpanienMousserende99,50 kr.H.J. Hansen
    Juvé y Camps, Reserva de la Famillia, Brut Naturel, Cava, SpanienMousserende145 kr.H.J. Hansen
    Kumkani, Sauvignon Blanc, Stellenbosch Vineyards, SydafrikaHvidvin69,95 kr.Føtex
    Kumkani, Shiraz / Cabernet, Stellenbosch Vineyards, SydafrikaRødvin69,95 kr.Føtex
    .
    Fyens Stiftstidende
    Ferrari, Riserva del Fondatore, Spumante, Trento, Italien 1992Mousserende299 kr.Philipson Wine
    Gato Negro, Carménère, Viña San Pedro, Lontué Valley, Chile 2000Rødvin28 kr.Fakta
    .
    Jyllands-Posten
    Deiss, Riesling, Schoenenburg, Alsace, Frankrig 1989Hvidvin495 kr.Fransk Dansk Komp.
    .
    Nordjyske Stiftstidende
    RWT, Shiraz, Penfolds, Barossa Valley, Australien 1997Rødvin650 kr.Consiva
    Grange, Bin 95, Penfolds, Australien 1996Rødvin1700 kr.Consiva
    .
    Næstved Tidende
    Château Fongenan, Årets Kunstnervin, Haut-Médoc, Frankrig 1998Rødvin85 kr.Chris-Wine
    .
    Penge & Privatøkonomi
    Catena, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 1999Rødvin129 kr.Philipson Wine
    .
    Smag & Behag
    Ciabot Berton, Barolo, Italien 1997Rødvin235 kr.Adriat Vinimport
    Barbaresco Ovello, Cantina del Pino, Italien 1998Rødvin255 kr.Adriat Vinimport
    Gianfranco Alessandria, Barolo, Italien 1996Rødvin295 kr.Adriat Vinimport
    Pio Cesare, Barolo, Italien 1996Rødvin315 kr.Adriat Vinimport
    Cascina Ballarin, Barolo, Italien 1997Rødvin325 kr.Østjysk Vinforsyning
    Barolo Cannubi, Marchesi di Barolo, Italien 1997Rødvin335 kr.H.J. Hansen
    Aldo Conterno, Colonnello, Barolo, Italien 1996Rødvin399 kr.Gobi
    .
    Eftertryk er tilladt i trykte medier
    Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk.