Vin-aktuelt i uge 10
4. marts - 10. marts 2002
.

VinAvisen uge 7VinAvisen uge 8VinAvisen uge 9

Seks handelshuse under anklage
Vi fortalte i sidste uge om den kommende retssag mod vinmægleren Jacques Hemmer, der i Bordeaux står anklaget for bedrageri og misbrug af oprindelsesgaranti (AOC) og for at have blandet tusinder af hektoliter sydfransk vin i Médoc-vine.
Det oplyses nu, at lederne af négociant-husene GVG, CVBG, Cordier, Ginestet, Dulong og Mestresal også vil sidde på anklagebænken den 8. april i Bordeaux.
Deres brøde er, at de har købt den forfalskede vin af Jacques Hemmer. Anklageren vil forlange, at lederne af de seks handelshuse får en betinget fængselsstraf og bøder for bedrageri og løgnagtige reklamer, fordi de har solgt vin "mis en bouteilles à la proprieté", hvilket det ikke var.

Fagfolk skal føre kontrol
De seks handelshuses forsvarere vil fortælle, at handelen mellem slotsejerne, mæglerne og négocianterne altid har været baseret på tillid. Og at hele handelsorganistationen i Bordeaux vil bryde sammen, hvis dommen går deres klienter imod.
På de forfalskede etiketter står der, at vinene er tappet på slottet, men det skete i Jacques Hemmers kælder.
Anklageren vil pege på, at den franske forbrugerlov foreskriver, at fagfolk skal føre kontrol, så kunderne ikke misinformeres. Hvis den kontrol havde været udført, ville man let have kunnet afsløre, at vinene var aftappet hjemme hos Jacques Hemmer.

Der er sat navn på
Forfalskningerne af Bordeaux-vinene er sket i perioden 1994-97. Desværre - eller måske helt forståeligt - har Jacques Hemmer ikke ført nogen kælderbog over sine aftapninger, men en større rekonstruktion af vinens bevægelser viser, at han har solgt flere tusinde hektoliter vin med falske château-navne og årgange og falske appellationer ved at blande Médoc-appellationer med vin fra Sydfrankrig.
Blandt de misbrugte navne er kendte cru bourgeois-vine som Château Lafitte-Carcasset, Château-Tourney, Château Grave La Cour og Château Haut-la-Gravière.
De seks tiltalte négocianter har solgt flere hundrede tusinder af disse vine.

Og hvad så i Danmark?
Hvis négocianterne dømmes, vil det få konsekvenser over grænserne. Danske vinindkøbere står til regnskab over for deres kunder på samme måde, som Bordeaux-købmændene gør.
"Tillid" og "vi troede" finder ringe forståelse i moderne forbruger-lovgivning.
Højesteret i Frankrig har tidligere bekræftet, at den, der sender vin på markedet, skal kontrollere, om det, der står på etiketten, er rigtigt.
Dette ved lederne af de anklagede négociant-firmaer også godt. Pierre Alsac fra GVG indrømmer, at han har været for dårligt underrettet. François du Chaxel, tidligere præsident for Cordier, siger, at han "ikke fornemmede nogen røde lamper". Og M. Chadronnier tilstår, at "vi måske nok burde have været mere mistænksomme".
Sandsynligheden for, at danske importører pludselig kan finde sig selv i den situation, som de anklagede Bordeaux-négocianter er i eller har bragt sig selv i, er ikke urealistisk. Derfor bør alle tage sagen alvorligt. Også i Danmark.
a.......

........
Kendere så straks, at flaskerne var falske. Blandt andet var bogstaverne på kapslen for store og printet på proppen forkert.
    Falske Pétrus’er
    Det franske vinblad La Revue du Vin de France har taget fat på en to år gammel sag, der aldrig er blevet ordentligt opklaret.
    I februar 2000 købte François Mano fra det parisiske vinfirma Les Vins de la Comète 42 flasker Pétrus 1982, 89 og 90 for lige under 800.000 dkr.
    Mano tilbød dem til Andy Lynch, der er en af de største operatører på det amerikanske marked, og denne så straks, at der var tale om forfalskninger. Dette blev bekræftet af Jean-Claude Berrouet, som er kældermester på Château Pétrus.

    Sporet endte blindt
    Til politiet sagde François Mano, at han havde købt de 42 flasker Pétrus af en slagter i Rungis - der sagde, at han havde købt dem af en sælger hos et parisisk bogtrykker - der sagde, at han havde vinene fra en mand, der hed Jacques, og som han havde mødt i et Carrefour-supermarked.
    Jacques blev aldrig fundet, og to måneder senere blev sagen henlagt.
    La Revue du Vin de France mener, at sagen bør genåbnes - og samtidig er kældermester Berrouet på Pétrus sur over antydninger i bladet om, at slottet ikke er interesseret i yderligere ståhej omkring sagen.
    Ifølge La Revue du Vin de France gør de mange forfalskninger det svært at sælge store Pétrus-årgange - til trods for, at slottet gør alt for at gøre flaskerne sikre mod forfalskning.
    Man må da håbe, at Brixtofte har smagt de rigtige dråber …..

Igen Pétrus
I uge 29 sidste år fortalte vi om de seks personer, der på restaurant Pétrus i London spiste og drak for 550.000 dkr. De fik ganske vist selve middagen på husets regning, men måtte betale for drikkevarerne - nemlig tre flasker Château Pétrus 1945, 46 og 47 samt en flaske Château d'Yquem 1900 til cirka 100.000 kr. Allesammen vine med en kraftig, let bitter eftersmag i tegnebogen.
Brixtofte var ikke med, men det var fem medarbejdere fra den britiske bank Barclays Capital, og de er nu blevet afskediget, melder MetroXpress.
Orgiet forargede både bankens kunder og ansatte, idet banken på grund af dårlig økonomi har måttet lukke 170 filialer.

Øget interesse for Pétrus
I B.T. skriver Birger A. Andersen, at Brixtoftes forkærlighed for Château Pétrus har medført et øget salg af netop denne superdyre Pomerol-vin.
I dagene efter, at proppen sprang af Farum-sagen, solgte Erik Sørensens Vinhandel således seksten flasker til i gennemsnit 4500 kr. pr. stk.
I Fyens Stiftstidende skriver Jørgen Aldrich, at Château Pétrus går til helt utroligt høje priser på vinauktionerne. Senest er tolv flasker 1982 gået for 185.000 dkr. hos Sotheby's - dvs. over 15.000 kr. flasken.

Derfor virker rødvin mod kræft
I det seneste nummer af British Journal of Cancer berettes, at forskere ved Leicester’s De Montfort University mener at have konstateret, at det er enzymet CYP1B1, som omdanner rødvinens resveratrol til det vigtige anti-kræft stof piceatonnol i kræftcellerne.
Man har længe vidst, at resveratrol kunne forebygge mod kræft, men det var været uklart, hvordan stoffet kunne hindre kræft i at udvikles og brede sig.
Man har tidligere ment, at enzymet CYP1B1 var skadeligt, fordi det optræder i kræftceller, men nu er man altså nået frem til, at enzymet tværtimod er med til at ødelægge cellerne.

Måske slår El Niño atter til
Ifølge Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation i Australien kan El Niño meget vel slå til igen i løbet af de næste tre måneder.
El Niño er navnet på det fænomen, der opstår, når havstrømmene i Stillehavet finder på at løbe den anden vej rundt - så varme strømme pludselig bliver kolde og omvendt.
Det er sket flere gange i 90’erne, og hver gang har det haft alvorlig indflydelse på vin-kvaliteten i alle lande rundt om Stillehavet, først og fremmest i Australien, New Zealand, Chile og Californien, men også i Sydafrika.
a..
Vinbønder saboterer toglinie
I tirsdags slog Comité d'Action Viticole atter til i Sydfrankrig. I protest mod, at ingen vil købe deres vine, og at staten ikke vil hjælpe dem, sprængte vrede vinbønder en signalboks på toglinien Béziers-Narbonne i luften.
Der er tale om en linie med højhastighedstog, som på denne strækning kører 160 km i timen, og aktionen kunne have fået meget alvorlige konsekvenser.

Frescobaldi udvider - igen
Det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi har for 1,7 millioner euro (12,6 mio dkr.) købt vingården Vigneti di Nugola i Nugola ved den toskanske kyst, cirka 20 km nord for Bolgheri. Området er uden officiel DOC, så vinene vil blive IGT-vine - men ikke billigere af den grund. Man sigter højt, når det gælder kvaliteten.
Vingården er på 100 hektar, og med den ejer familien Frescobaldi nu cirka 1000 hektar vinmarker rundt om i Toscana - i Chianti Classico, Chianti Rufina, Montalcino og Pomino. Samt i Friulis Collio-distrikt.
Yderligere samarbejder Frescobaldi med Robert Mondavi om supertoscana-vinene Luce og Lucente.
....
    Et nyhedsbrev med vinanmeldelser
    Det amerikanske magasin Wine Spectator giver Robert Parkers "Wine Advocat" konkurrence med et ugentligt nyhedsbrev på internettet. Det hedder "Wine Spectator Weekly" og er simpelt hen en række omhyggelige anmeldelser af forskellige vine.
    Nyhedsbrevet lægges ud i PDF-format, så man skal have installeret Acrobat Reader på computeren for at kunne læse det og printe det ud - og så skal man i øvrigt også betale 19,95 dollars om året.
    Et gratis prøvenummer kan studeres på adressen www.winespectator.com - men er altså i PDF-format.

Årets drue: Portugieser
Hvert år kårer man i Tysklands næststørste Anbaugebiet, Pfalz, en "årets drue", og i år er det den blå Portugieser.
I alt er der 54 tilladte druer i Pfalz, men blandt de blå druer er Blaue Portugieser så ubetinget den mest benyttede. Dens vinstokke dækker 2605 hektar i Pfalz, dvs. 11 procent af regionens vinmarker.
Man ved ikke, om druen overhovedet stammer fra Portugal. Og man ser den i øvrigt sjældent her i Danmark - vel nok fordi den ofte optræder som den lidt sjaskede rosé Weissherbst.
Nogle gange optræder druen under navnet Oporto - til stor fortrydelse for portvinsfolket og EU-myndighederne.

De ånder lettet op i Australien
I Australien har man indtil i dag kun høstet 10 procent af årets vinhøst, men allerede nu ånder man lettet op: Høsten bliver alligevel ikke så stor som først antaget. Sandsynligvis bliver den nogenlunde som sidste år, dvs. på 1,42 millioner tons.
Sidste år høstede man 12 procent mere end forventet - og 24 procent mere end i 2000. Med de mange nyplantninger kunne australierne også i år have risikeret en markant vækst i høsten. Og dermed en endnu større vinsø at finde eksportkunder til.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
a..
.

    Kristian Andreasen (f. 1966) er en af dem, der sætter rigtigt mange flasker på vore middagsborde. Han er divisionschef for Vin & Spiritus i SuperGros a/s, et selskab, som har cirka 25 procent af dagligvaremarkedet i Danmark. Alene når det gælder vin, ligger omsætningen tæt på 1 milliard kr. med ugentlige leverancer til cirka 1000 butikker.
    Kristian Andreasen er købmandssøn fra Store Heddinge, hvor hans forældre drev supermarked i mere end 40 år, og hvor han tidligt slog sine folder i butikken, først som flaskedreng og bydreng, siden med ansvar for vinafdelingen - når han ellers havde fri fra gymnasiet.
    Efter studentereksamen i 1986 tog han direkte til Bordeaux og Château Grand Puy Lacoste. Han læste fransk på Universitet i Bordeaux og gennemførte tillige et kursus for kældermester-aspiranter på Landbrugsskolen i Blanquefort.
    Hjemvendt fra Bordeaux søgte han tre jobs i vinbranchen, men det blev kun til tre måneder hos DZ-Wine, før Det Franske Vinlager (Oceka/NH) fik øje på ham. Her startede han som indkøbsassistent, men da han havde øje for salg og marketing og et godt kendskab til købmandsbranchen, fik han ansvaret for arbejdet med kæderne.
    1990-94 læste han HD i afsætning på Handelshøjskolen i København og sluttede med et 10-tal i hovedopgaven, årets tredjebedste karakter. Derefter blev han marketingchef i Det Franske Vinlager, som på det tidspunkt var banebrydende inden for den frie købmandssektor. Med sit kostplus-system på vin forbedrede det købmændenes konkurrenceevne og banede vejen for et bredt samarbejde blandt de frie købmænd i Centralkøb og SuperIndkøb.
    Efter et toårigt gæstespil hos køkkenvask-producenten Juvél kom Kristian Andreasen igen tilbage til vinbranchen i 2001 som divisionschef i SuperGros a/s, og efter otte måneder i stolen er det lykkedes ham at lancere Det Franske Vinlagers meget spændende og gennemførte koncept, "Velvalgte Vine", i samarbejde med kæderne SuperBest og Spar. Her fornemmer man en helt ny gennemslagskraft på vej i de danske købmænds vinafdelinger.
    Privat er Kristian Andreasen gift med Annette. Endnu har de ingen børn og nyder deres ferier på ski eller med dykning i Det Sydkinesiske Hav.
    Adresse: SuperGros a/s, Gammelager 11-13, 2605 Brøndby, tlf.: 70 10 02 03, e-mail: kristian_andreasen@supergros.dk.


Hvem bliver sommelier-mester?
På næste søndag, den 10. marts, afholdes dansk mesterskab for sommelierer på Hotel Scandinavia i København. Her vil cirka 30 kandidater dyste i vinviden og sammensætningen af mad og vin, blindsmagning og andre vin-relaterede discipliner.
Vinderen skal repræsenterer Danmark ved europamesterskabet i Reims i juni og verdensmesterskabet i Amerika i 2003.
Deltagerne dyster hele søndagen, og vinderne kåres på scenen om aftenen ved en gallamiddag i overværelse af Sommelierforeningens medlemmer, vinbranchen og sponsorer, i alt cirka 125 personer.

a..
    .
    Den danske vinbranche
    * VinAvisens annoncesalg varetages indtil videre af redaktionen. Kontakt venligst anker@vinavisen.dk.
    * Château Lecusse, der ejes af Pernille og Mogens N. Olsen, Poulsen Roser i Fredensborg, har fået en sølvmedalje for Gaillac-rødvinen Rosa Riberhus 1999. Medaljen blev tildelt på den netop afholdte Vinalies Internationales 2002, hvor der blev præsenteret 2028 vine fra 694 producenter i 31 lande.
    * Lago Vinimport her netop fået agenturerne på vine fra Lombardo i Toscana og Tudernum i Umbrien.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..

Verdens første vandtjener
Nu ved vi, hvad vi har savnet, når vi går på restaurant: En vand-sommelier. Det har de fået i restauranten på Hotel Ritz Carlton i New York, og det er angiveligt den første vandtjener i Amerika.
Vand-sommelieren Philip Retman er svensker, og det er hans opgave at rådgive restaurantens gæster i valget af vand med og uden bobler til de enkelte retter.
......
.
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens spørgsmål - og svar.

Hvorfor altid Chardonnay, Cabernet og Merlot?
Hvad er der blevet af alle de andre druer i vinens verden? Hvorfor er Gewurztraminer eller Riesling ikke lige så populære som Chardonnay, Cabernet og Merlot?
Der er flere grunde til denne fokusering på bestemte druer:
* Producenterne laver vine på disse druer, fordi de er nemmere at sælge.
* De meget brugte druer er nemme at dyrke, og vinene har en veldefineret karakter og er holdbare.
* Mange forbrugere drikker vinene, fordi de præsenteres for dem, og de vænner sig til dem som gamle venner.
Men på den anden side: Smagen ændrer sig heldigvis. Man bliver trætte af altid at få de samme vine. På engelsk siger man: ABC (Anything But Chardonnay). Man opdager nye vine på mindre kendte druesorter, og der er ingen tvivl om, at druer som Riesling, Pinot Gris, Viognier, Tempranillo, Sangiovese, Grenache og Syrah vil vinde mere frem.
    .
    Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
    .
....
    Et skræmmebillede
    En læser har spurgt, hvorfor vi ikke bringer et billede af VinAvisens to redaktører. Det har vi hidtil undladt af frygt for at skræmme læserne langt væk.
    Men lad os så gøre det for blot at fortælle om de mærkelige dekorationer, vi er udstyret med på billedet her - og som vi under protester fra vore hustruer beholder på, mens vi sover.
    Nej, det er ikke hermelin forneden. Vi tror, det er kaninskind. Men det fine våbenskjold længere oppe er det ældgamle segl for vinbroderskabet La Jurade de Saint-Émilion, der blev oprettet, da den engelske kong Johan uden Land gav Saint-Émilion byens rettigheder i 1199 (det er før vores tid).

    La Jurade de Saint-Émilion
    La Jurade lyder af jura og jurisdiktion, og La Jurade var da også oprindelig byens råd, der - længe før noget andet vindistrikt - indførte en form for kvalitetskontrol.
    Rådet bestemte, hvornår der måtte høstes - så der ikke blev presset vin af umodne druer. Det straffede alle, der solgte dårlig vin, og det kontrollerede eksporten. Det almægtige råd vogtede således over "brændejernet", et kæmpestort segl, der blev brændt ind i træet på de fade, der fik lov at forlade byen.
    Det er dette segl, nutidens medlemmer af vinbroderskabet La Jurade bærer rundt på - som Anker og Flemming gør det på billedet her.

Vil du have vores løbeseddel?
Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Anselmann, Gewürztraminer Spätlese, Edesheimer Ordensgut, Pfalz, Tyskland 1999
88 kr., Fionia Vinimport
Elegant sødlig hvidvin med fint parfumeret drueduft og en frisk syre, der afbalancerer sødmen. Den vil være fin til en frugtdessert, men vi kunne såmænd også finde på at skænke den som apéritif. Link til producenten: www.weingut-anselmann.de.


Barbaresco, Produttori del Barbaresco, Italien 1997
169 kr. (ved 12 flasker), Philipson Wine
Blød og lækker rødvin med kraftig duft og flot smag af Nebbiolo-druen. Link til producenten: www.produttori-barbaresco.it.


Les Garrigues, Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Frankrig 1998
137 kr., Jysk Vin
En rigtig flot rødvin - og en vin med så rigelig frugt, at de 14,5 procent alkohol ikke rigtigt når at smage igennem. Vinen har mange smagsnuancer og lidt peber i slutningen. Link til distriktet: www.vins-rhone.com.


Yarden, Cabernet Sauvignon, Galilæa, Israel 1998
159 kr., Amka Vinimport
Den er bare lækker. En fornem, afrundet rødvin med dejlig frugt og toner af chokolade, solbær og diskret egetræ - den har ligget i alt atten måneder på små egetræsfade. Link til side om israelsk vin: www.gemsinisrael.com.


Leeuwin Estate, Cabernet Sauvignon, Margaret River, Western Australia 1997
275 kr., H.J. Hansen
Fantastisk dejlig rødvin, flot, fyldig, frisk og med en herlig sødme. Den kan mageligt drikkes nu, men gem den gerne et par år. Link til producenten: www.leeuwinestate.com.au.


Versato, Merlot, Santa Margherita, IGT Veneto, Italien 1999
88 kr., Lahvino
Man drikker denne rødvin med stor fornøjelse. Den har kultiverede 12,5 procent og en lækker og fyldig frugt med tilpas syre. Link til producenten: www.santamargherita.com.


Mutina, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro, Italien 2001
45 kr., Carlo Merolli
Nogle lambrusco'er er bare bolsjevand med bobler, men ikke denneher. Den har en god og fyldig frugt, en fin perle og en dejlig sødme. Den er faktisk en usædvanlig dejlig vin, der hurtigt kræver endnu et par flasker på bordet. Den forrige årgang gav vi tre stjerner, men denneher virke endnu en tak bedre. Link til distriktet: www.lambrusco.net.


Maison la Motte, Chardonnay, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1997
45 kr. ved 12 flasker, Østjysk Vinforsyning
En forbavsende billig pris for en fadlagret Chardonnay, men her er den altså. Den er livlig og blød og en god ledsager til mad. I udgangen har den et lille bittert bid. Link til regionen: www.vindepaysdoc.com.


Tarapacá, Carménère, Maipo Valley, Chile 2000
69,75 kr. (125 kr. for 2 flasker), Skjold Burne
Denne bløde og frugtagtige rødvin drikker man med glæde til mad, og den fortjener de fire stjerner med pil opad. Den har ligget otte måneder på eg og virker tilpas fadlagret. I udgangen er der et lille bittert bid. Link til Chiles vine: www.chilewinemarket.com.


St. Francis, Chardonnay, Yamakawa Vineyard, Carneros, Californien 1999
139 kr., Philipson Wine
Fed og lækker hvidvin med indtagende sødme og fine toner af abrikos. Ikke billig, men dejlig. Link til producenten: www.stfranciswine.com.


Renski Rizling, Jeruzalem Ormoz, Slovenien 2000
46,25 kr., Schou Vinimport
Interessant halvtør hvidvin med god frisk frugt lidt i retning af friske æbler og måske også toner af mandler. Vil være glimrende som terrassevin, men også som en god ledsager til fx dampede spætter eller rødtunger. Link til slovensk vin: www.matkurja.com.


Château les Quatre Filles, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1999
119,75 kr., Brdr. Schmidt Vinhandel
Bred, flot og dejlig rødvin. Den kan drikkes nu, men det vil være en god idé at lade den ligge i tre-fire år. Så vil den uden tvivl nærme sig de fem stjerner. Link til side om slottet: www.winestree.com.


Domaine Leredde, Sancerre, Frankrig 1999
87,18 kr. ved 12 flasker, Lomax
Når man tænker på druen Sauvignon Blanc, melder der sig straks tre distrikter: Bordeaux, New Zealand og Sancerre. Her er en hvidvin fra det sidste distrikt ved Loire-flodens bred. Vinen er dejlig frisk, tør og med god frugt. Den vil være fin sammen med fisk og skaldyr samt - som der står på bagetiketten - crottin de Chavignon, Sancerres berømte ost. Link til side om Sancerre: www.vitis.org.


Puteus, Mocavero, Salice Salentino, Puglia, Italien 1997
39,95 kr., Fakta
Robust "hakkebøffevin", fyldig og med god kvalitet i forhold til den billige pris. Link til distriktet: http://milioni.com.


Grecante, Crechetto dei Colli Martani, Italien 2000
100 kr., Kjær & Sommerfeldt
Tør, ret fyldig hvidvin med let parfumeret blomsterduft og en frisk citruspræget syre. Link til distriktet med kort over Umbrien: www.vinit.net.


Domaine de Bresson, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2000
54,75 kr., Lago Import
Ukompliceret, men venlig "hakkebøffevin", lavet på Cabernet Sauvignon og Merlot. Link til regionen: www.vindepaysdoc.com.


Château Mourgues du Gres, Les Galets Rouges, Côstières de Nïmes, Frankrig 2000
55 kr., Bichel Vine
Mørk, stofrig rødvin med en kompleks duft og en kraftig og bred smag med toner af Syrah-druen. Får den lov at ligge to-tre år, kommer den sikkert op på fire stjerner. Link til distriktet: www.espace-costieres.com.


Everton White, Chardonnay / Sauvignon Blanc / Pinot Gris, Brown Brothers, Victoria, Australien 2001
69 kr., Østjysk Vinforsyning
Denne hvidvin er lavet på en interessant drueblanding, der giver en fed og frisk smag med masser af frugt. Men den gode frugt har det lidt svært med at spille op til de alkoholiske 14 procent. Link til producenten: www.brown-brothers.com.au.


Rozès, Special Reserve Port, Portugal
95 kr., Amka Vinimport
God og venlig portvin, der har ligget seks år på eg. Fin til prisen. Link til producenten: www.rozes.pt.


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.


Alt for Damerne
Selaks, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2000Hvidvin60 kr.Netto
.
Berlingske Tidende
Copertino, Eloquenzia, Italien 1998Rødvin35 kr.Netto
Domaine de l'Arbre Sacré, Costières de Nîmes, Frankrig 2000Rødvin39,95 kr.Erik Sørensen
.
B.T.
Wente, Sauvignon Blanc, Central Coast, Californien 1999Hvidvin69,95 kr.Det franske Vinlager
La Garrigue, Château la Casenove, Côtes du Roussillon, Frankrig 2000Rødvin65 kr.Fransk Dansk Kompagni
.
Børsen
Camus, Charmes-Chambertin, Bourgogne 1996Rødvin315 kr.Cissus Vin
Château de Marsannay, Rouge, Bourgogne 1995Rødvin99,95 kr.Philipson Wine
Tarapacá, Carménère, Maipo Valley, Chile 2000Rødvin69,75 kr.Skjold Burne
.
Ekstra Bladet
Maltos, Jumilla, Spanien 2000Rødvin33,75 kr.Theis Vine
Château Grande Cassagne, Les Rameaux, Costières de Nïmes, Frankrig 2000Rødvin56 kr.A Winstouw
Château Beaubois, Cuvée Elegance, Costières de Nïmes, Frankrig 2000Rødvin79 kr.Gova
.
ErhvervsBladet
Château de Seguin, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2000Rødvin59,95 kr.Chris-Wine
Domaine Font de Michelle, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1999Rødvin140 kr.Sigurd Müller
Saint Benoit, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1999Rødvin149 kr.Philipson Wine
.
Frederiksborg Amts Avis
Viña Casablanca, White Label, Chardonnay, Chile 2000Hvidvin65 kr.Østjysk Vinforsyning
Viña Casablanca, White Label, Cabernet Sauvignon, Chile 2000Rødvin65 kr.Østjysk Vinforsyning
.
Information
Castiglioni, Chianti, Italien Rødvin150 kr. (2 fl)H.J. Hansen
.
JP København
Saint Cosme, Côtes-du-Rhône, Frankrig 2000Rødvin50 kr.Norma Vinimport
.
Nordjyske Stiftstidende
Yarden, Chardonnay, Galilæa, Israel 2000Hvidvin99 kr.Amka Vinimport


Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.