Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 51, 2002



Vin-aktuelt i uge 51
16. december - 22. december 2002
.

VinAvisen uge 48VinAvisen uge 49VinAvisen uge 50
      Vil du have vores løbeseddel?
      Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk.
......................

.......
På de bedre vine kan man i danske butikker ofte spare 10-20 kr. i forhold til de tyske grænsebutikker. Og hvis man så oveni skal lægge transporten, kan indkøbsturen til grænselandet hurtigt løbe op.
    Ikke altid en god forretning
    Danskerne grænsehandler vin som aldrig før - og stadig flere tager turen så langt væk fra som Aalborg og København for at fylde bilen med billige juledråber.
    Det er imidlertid ikke altid en god forretning. Det viser en ny undersøgelse af priser og kvalitet, som Faktas vinindkøber, Henrik Lind, har foretaget i flere af de store nordtyske grænsehandelsbutikker. Her er slagvarerne midt på gulvet ofte billige, men de bedre vine koster mere end i mange danske butikskæder.

    Store prisforskelle
    Så sent som lørdag tog Henrik Lind til Padborg, hvor han i Otto Duborg Scandinavian Center sammenlignede priser med, hvad man hjemme i Fakta betaler for de samme vine. Her er fire eksempler:
    ......................
    I Tyskland
    I Fakta
    Château St. Didier Parnac, Cahors
    59,99 dkr.
    36,95 dkr.
    Veuve Clicquot Ponsardin (Gule Enke), Champagne
    229,96 dkr.
    198,00 dkr.
    Martini Dry, 1 liter
    51,39 dkr.
    44,95 dkr.
    Gato Negro, Chile
    29,95 dkr.
    29,95 dkr.
    ......................
    Herudover var der flere andre eksempler på vine, der herhjemme forhandles i Coop og andre danske supermarkedkæder - igen med væsentlige højere priser i Tyskland.
    Og så må man ikke glemme, at hvis man betaler med dankort, så lægges der i de fleste tyske forretninger et gebyr på 1,2 procent af bonbeløbet.

    Priserne i Danmark presset i bund
    - De tyske grænsehandelskøbmænd er meget dygtige, siger Henrik Lind, - og deres slagtilbud giver indtryk af, at de lavere priser slår igennem alle steder. Men det er ikke tilfældet. På de bedre julevine kan man i danske butikker ofte spare 10-20 kr. i forhold til de tyske grænsebutikker. Og hvis man så oveni skal lægge transporten, kan indkøbsturen til grænselandet hurtigt løbe op.
    Henrik Lind fremhæver, at den hårde konkurrence mellem butikskæderne på det danske marked har presset priserne på julevinen i bund - ligesom grænsehandelen har haft en vis afsmittende effekt på prisniveauet i Danmark.
    Så der er altså ikke nogen grund til at køre over grænsen for at købe vin til julen. Den fås billigere lige henne om hjørnet i de danske butikker ...

Problemer i USA
De californiske vinproducenter overvejer alvorligt at sætte priserne ned for overhovedet stadig at have en plads på det amerikanske marked.
I år har der været en overproduktion af druer, hvilket har fået mange vindyrkere til ikke at høste, men blot lade druerne blive hængende på vinstokkene.
Der har samtidig været en øget import af vin på det amerikanske marked, først og fremmest fra Australien og fra Italien, der for første gang eksporterer mere vin til USA end Frankrig.
I årets første syv måneder steg importen 17 procent i mængde og 15 procent i værdi.
Endelig er der et vigende forbrug af vin overalt i USA.

Vin i alle 50 stater
Vi har altid påstået, at der laves vin i alle de amerikanske stater med undtagelse af Alaska, North Dakota og Wyoming.
Nu må vi revidere vores gennemhullede paratviden. De amerikanske myndigheder har taget det store overblik og konstateret, at der i dag laves vin i samtlige 50 stater. (Nå, ja, der laves jo også vin i Norge ...).
Trods ovennævnte afsætningsproblemer grundlægges der nye vinerier overalt i USA. I 1990 var der 624 vinerier uden for Californien, Washington og Oregon. I dag er der 955.
Hertil kommer så de tre nævnte vinstater ved vestkysten, der står for cirka 90 procent af al amerikansk vin.
......................

...
Bladene er for længst blæst væk, kun de frosne druer hænger tilbage på vinrankerne. Fotos: DWI


    Nu plukker de druerne til Eiswein
    Er det ikke lidt koldt i disse dage? Vi fryser med anstand, når vinden farer om gadehjørnerne. Men i Tyskland er der en lang række vinbønder, der glæder sig. Nu kan de nemlig komme i gang med at høste druerne til Eiswein.
    I tirsdags kom temperaturen ned under de magiske 8 minusgrader, så alle mand var af hus for at høste de frosne druer.
    Når druerne fryser, vil vandet i dem fryse først, mens de sukkerholdige stoffer, syrer og ekstrakter forbliver i flydende tilstand. Og under presningen vil det frosne vand - isen - blive tilbage sammen med drueskind og stilke, mens en sød og duftende most løber fra.
    Alene i Rheingau er 30-40 hektar vinmarker forberedt til Eiswein. Det svarer til mere end 1 procent af regionens samlede vinmark-areal.

    Grader Oechsle og grader Celsius.
    Ifølge Die Weinreporter gik fyrre plukkere i gang kl. 5 om morgenen på Schloss Vollrads for at samle druerne med 160 grader Oechsle.
    Årets tyske Oechsle-rekord har dog indtil videre Weingut Bürgerspital i Würzburg. Her høstede man i onsdags druer med 203 grader Öchsle ved en temperatur på minus 11 grader Celsius.
    Læs om Oechsle-graderne i VinAvisens Vin-ABC.

Den rene gavebod
Jesper Sleth var til vinauktion hos Bruun Rasmussen i tirsdags og beskriver den som "den rene gavebod".
- Priserne var særdeles rimelige, skriver han. - Der blev solgt 400 partier, og kun i få tilfælde var der hammerslag over vurderingen. I alt 112 partier blev tilbagekøbt, fordi de ikke nåede mindsteprisen.
Den samlede vurdering var på 1.420.200 kr., mens samlet hammerslag lød på 1.247.139 kr., dvs. 88 procent af vurderingen.
- Mange af de franske vine gik til halvdelen af vurderingen, skriver Jesper Sleth, - og blandt de italienske var der virkelig billige fund.
Højeste hammerslag fik en Impérial-flaske Château Pétrus 1994 i original trækasse. Den gik for 31.000 kr. (78 procent af vurderingen).
.................

.................
Et spørgsmål om stand
På Bruun Rasmussens vinauktion i februar kommer der flere kasser Château Mouton Rothschild 1992. Det er den, hvis etiket prydes af et motiv af den danske billedkunstner Per Kirkeby.
Yderligere er der en flaske Château Margaux 1900. Flasken er i stand D, og vurderingen lyder derfor på 15.000 kr. for den over 100 år gamle vin.
Og hvad betyder så stand D? Stand er en benævnelse for, hvor meget indholdet i en flaske er sunket. For vin af en vis alder er det naturligt, at indholdet er sunket i flaskehalsen, og at vinens stand derfor er blevet lidt lavere.
På tegningen her ses til venstre de almindeligt anvendte benævnelser for stand, som blandt andet Bruun Rasmussens Vinauktioner benytter.
A er den normale stand for alle vine, der er mere end tyve år gamle.
B er ganske lidt under normal.
C er lidt under normal - og
D er en lav stand.
Til højre ses et lidt mere indviklet system, der benyttes i England, fx hos Christie's.
Standen betyder mindre for vine fra Bourgogne end for tilsvarende vine fra Bordeaux. Fx betragtes en stand på 5-7 cm i en 50 år gammel bourgogne for normal, ja faktisk god, alderen taget i betragtning. Og selv 7 cm er sjældent alvorligt.
................
I de sidste to numre af VinAvisen har vi bragt i alt seks postkort fra Sydafrika. Her sender vi endnu tre med venlig hilsen fra vinland.
......................
    Postkort fra vinland: Sydafrika 7
    En vinrejse i Sydafrika er ikke kun vin og storslåede landskaber. Det er også gastronomi, og her er der rige muligheder for opdagelser. Der er masser af glimrende restauranter, og kursen på Rand er menneskevenlig.
    Vi kunne fx godt blive forfaldne til springbuk-filét og til nogle af de mange fisk, de hiver op ude i Atlanterhavet og i Det indiske Ocean.
    På en restaurant i Stellenbosch bestilte vi østers.
    - Hvor mange? spurgte tjeneren.
    - Åh, tolv, svarede vi.
    Han så lidt tvivlende på os, og da han kom med dyrene, der stadig baskede med halen (eller hvad sådan nogle nu basker med), forstod vi ham.
    Østerserne var så store som skosåler!
    Nå, vi delte som venner bordet rundt og lod de velsmagende skaldyr få følgeskab af en Bay View Sauvignon Blanc, som vi selv havde sat til fire stjerner hjemme i Danmark.
......................
    Postkort fra vinland: Sydafrika 8
    Uden for Stellenbosch ligger den gamle vingård Spier, grundlagt i 1695. Her er fremsynede sydafrikanske vinfolk ved at skabe noget helt enestående: Et oplevelsescenter midt i vinmarkerne.
    Nej, det er ikke endnu et Disney World, men et sort område med alle mulige former for aktiviteter, som hvert år besøges af 700.000 gæster. De gamle farmbygninger er nænsomt restaureret og bygget om til restauranter. Der er et glimrende hotel, et amfiteater med symfonikoncerter, picnic-areas, et tennisakademi, en golfbane og en zoologisk have med rovfugle og geparder (der kan løbe 100 meter på 6,123 sekund).
    Og udenom kranses det hele så af vinmarkerne, hvor man gør et stort arbejde med organisk dyrkning, og hvor man støtter de sorte landarbejdere med jord og uddannelse og skole til deres børn.
    Da man grundlagde Spier Village, som stedet hedder, sagde man: - Alle, der bor inden for 5 km herfra, hvide og sorte, kan få et job.
    Det løfte har man holdt.
......................
    Postkort fra vinland: Sydafrika 9
    I en årrække kunne vi ikke købe sydafrikansk vin i Danmark. I 1985 opfordrede FN verdensamfundet til handelsembargo mod Sydafrika i protest mod landets apartheid-love, og først i 1993 blev sanktionerne ophævet.
    For at få et indtryk af den ulykkelige periode sejlede vi ud til Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fanget under kummerlige forhold. Vi blev vist rundt af Eugene Mokgoasi, der selv havde været fange på øen i syv år - fordi han som sekstenårig gymnasiast var medlem af en forening, som det hvide styre ville knuse.
    - Efter ophævelsen af apartheid ville man fjerne alle fængselsbygningerne og bygge et casino på øen, fortalte han, - men biskop Desmond Tuto fik udvirket, at de blev stående som et historisk monument og som et vidnedsbyrd om håb og forsoning - et vidnesbyrd om at alle Sydafrikas folkeslag nu skal arbejde sammen for at skabe landets fremtid.
    Eugene Mokgoasis beretning var både meget gribende og meget positiv, og vi vil fremover have svært ved ikke at sende ham en venlig tanke, når vi skænker et glas sydafrikansk vin.

Vi har efterhånden sendt flere postkort fra rundt omkring i verdens vindistrikter. Dem samler vi herefterdags på en særlig side.
.
Hvidvin med fenoler
Englands svar på Illustreret Videnskab, New Scientist, beretter, at det er lykkedes forskere ved vinuniversitetet i Montpellier i Sydfrankrig at skabe en hvidvin med alle de samme helsebringende egenskaber som rødvin.
Vinen er lavet på Chardonnay, og den indeholder fire gange så mange polyfenoler som almindelig hvidvin.
Vinen er først og fremmest skabt med henblik på mennesker med sukkersyge, og den er uden alkohol.

Vinreklamer i TV3
TV-kanalen TV3, der ejes af den svenske Kinnevik-koncern, har hidtil holdt sig fra at vise reklamer for vin og spiritus - hvilket ellers havde været muligt, eftersom kanalen sender fra London.
Nu er man begyndt at gøre det, i første omgang med reklamer for whisky-firmaet Grants, og yderligere er reklamer for champagne på vej.
Stødet til den ændrede politik er den svenske tingsrätts dom, der i foråret frikendte specialbladet Gourmet for at have bragt sådanne annoncer. Siden er også andre svenske magasiner begyndt at gøre det, blandt andet Moderna Tider, Resumé, Café og Elle.
..a....a....a..a..........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.................
Fremgang for tysk vin
Ikke nok med at årets vinhøst i Tyskland har givet næsten 20 procent mere vin end året før. Nu forlyder det også, at eksporten af tyske vine i tredje kvartal er øget med 4,6 procent. Så det går den rigtige vej med de gode vine fra nabolandet mod syd.

Fremgang for østrigsk vin
Ved en stor blindsmagning fornylig i London var der hæder til de østrigske vine, ikke mindst dem på druen Grüner Veltliner (der udtales med V og ikke med det tyske F. Druen hedder altså ikke Feltliner).
Smagningen var arrangeret af den svenske vinhandler Jan-Erik Poulson, og den blev blandt andet ledet af Jancis Robinson.
Østrigerne erobrede syv af de første ti pladser med vine fra blandt andet Knoll, Bründlmayer, Velich, Prager, Loimer og Freie Weingärtner.
Vinderpladsen blev indtaget af en Grüner Veltliner "Vinothekabfüllung" Smaragd 1990 fra Knoll i Wachau.
Blandt "modstanderne" var blandt andet vine fra Louis Latour, Gaja og Mondavi.
......................
    Gaven til ham eller hende, der har alt
    Olivier Poussier, sommelier-verdensmester i 2000, har lanceret dette nøglevedhæng, der samtidig er en elektronisk lommeguide til franske årgange.
    I den lille boks ligger oplysninger om 280 franske appellationer for de seneste 24 år, og desuden er der tips om Oliviers egne i alt hundrede favoritter.
    Nøglevedhænget, der må siges at være en oplagt julegave til "ham eller hende, der har alt", koster 45 euro og kan bestilles på www.olivier-poussier.com.

Slagsmål om en vingård
J.J. Cohn Vineyard i Rutherford var til salg, og to købere sloges om at blive den nye ejer.
Den ene var Robert Mondavi og vingården Opus One, som Mondavi har sammen med baronesse Philippine de Rothschild.
Den anden var filmmanden Francis Ford Coppola - ham med "Godfather" og "Apocalypse Now".
Det blev Coppola, der vandt, men han måtte også "betale gennem næsen" og lægge i alt 31,5 millioner dollars (230 mio dkr.) på bordet.
Det svarer til næsten 1,2 millioner dkr. pr. hektar - en rekordpris for jord i Napa Valley. (1 hektar er lig med 100 x 100 m). For nylig blev den nærliggende Suscol Bench Vineyard solgt for cirka 440.000 dkr. pr. ha.
Til gengæld for de mange penge får Coppola nu mulighed for at udvide sin ejendom, Niebaum-Coppola Wine Estate, med nabojorden og øge sin i forvejen store produktion af vine til skyhøje priser.
Hans topvin, Rubicon, er en konkurrent til Opus One. Den koster 100 dollars flasken.
......................
    Mange muligheder for udvidelse
    Ifølge Decanter er Francis Ford Coppola nu på udkig efter andre ejendomme, der kan lægges til hans egen i Rutherford. Hans ambition er at skabe en californisk "1. cru-vin" på et stort sammenhængende areal.
    På nettet - på adressen www.rutherforddust.org - ligger der et kort over alle vinejendommene i Rutherford i Napa Valley. Mange af dem med berømte navne. Og her kan man se, at der er flere andre vingårde, som Coppola kunne finde på at købe.
    Prøv at se dette kort - og navigér mellem kortets fire dele ved hjælp af den gyldne stjerne til venstre i skærmbilledet.
    Det er faktisk et fremragende kort over et vindistrikt. Tænk, hvis man kunne hente tilsvarende kort over alle verdens vindistrikter - og kort at samme høje kvalitet som i Hugh Johnsons "Den store vinbog".
    Nå, men det kommer jo nok en skønne dag ...

Hvad drak de til Nobelfesten?
For første gang nogensinde skænkede man en ikke-fransk rødvin til hovedretten ved årets Nobelfest i tirsdags.
Det var den italienske Corte Giara, Allegrini, Amarone della Valpolicella 1999.
Og hvad fik de så ellers? Jo, først fik de champagnen Dom Pérignon Magnum 1992, til desserten en Moscatel de Setúbal fra JP Vinhos i Portugal og til kaffen Hennessy XO cognac og Cointreau.

Vind en plads på mailinglisten
Det skorter ikke på fantasien, når amerikanerne samler penge ind til velgørende formål.
Fx har man i en eBay-auktion på nettet kunnet byde på "walk-on roles" i ti populære tv-serier. Højeste bud var 6900 dollars for at få lov til at være statist i serien "Will & Grace".
Grace Family Vineyards i Napa Valley samler også penge ind til vingårdens velgørende fond, og her kan man byde på en magnum Cabernet Sauvignon 2000, hvoraf der kun er fremstillet tolv flasker.
Men man får mere end det. Man kommer også på vingårdens lukkede mailingliste, der er så eksklusiv, at den kun rummer 435 meget fine og formodentlig velhavende mennesker, mens 4000 står på en venteliste.
Meget raffineret - og en lille smule perverst, ikke? Måske skulle vi overveje at lukke listen over de 4200, vi sender VinAvisens løbeseddel til. Og oprette en venteliste. Og måske endda en venteliste til ventelisten ... ;-)

Cybersquatting
Decanter fortæller om den britiske student og vinnørd Nicholas Gebbie, der i 1999 indregistrerede Château Lafite-Rothschild og Château Mouton-Rothschild som internet-domæner - og forsøgte at sælge domænerne til slottene.
At gøre den slags, der kaldes cybersquatting, er forbudt, og de to slotte måtte naturligvis reagere.
Gebbie forlangte blot et par kasser vin som betaling, og det tilbød Lafite ham - hvis han selv ville komme til Bordeaux og hente dem. Mouton sendte derimod sine advokater i haserne på den unge mand.
..a..
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
aa..a..a....a..a..a....
..
.
.


    Iakob Schjerbeck (f. 1963) skabte i 1993 sammen med sin fætter, Stephan, Bordeauxs mindste vinbutik, Cousin & Cie (Fætter og Kompagni). Han er opvokset i Hornbæk, blev student fra UWC Atlantic College i Wales og akademiøkonom fra Niels Brocks Handelsakademi og arbejdede i både Hamborg, Glostrup og San Francisco, før han gjorde sin entré i vinens verden efter kurser ved Institut d'Oenologie i Bordeaux.
    I butikken i Bordeaux startede han med at sælge cru classé-vine, og for at kunderne også kunne nyde godt af de 13 procent, som slottene udelukkende reserverer Bordeauxs egne vinhandlere, blev Cousin & Cie registreret négociant i 1995.
    I dag handler det lille firma dog mere med vine fra den unge generation af vinmagere, der hele tiden kommer med nye herlige vine. - Og det er jo dejligt at promovere ærlige vine fra jordnære vignerons, siger Iakob Schjerbeck. - Fx financierede vi 50 procent af Pingus 1995.
    Cousin & Cie har fundet sin lille niche i markedet og undgår "smarte" kunder, der søger flest point til prisen, og producenter, der søger flest penge til pointene. - Der er så mange andre vidunderlige vine, der fortjener anerkendelse, siger Iakob Schjerbeck.
    Han elsker at drive forretningen, som var det hans private vinkælder. Og som sine hobbies opgiver han Toscana, Lego, sin kone, familien og sin egen vin, "d.vin" som han laver sammen med Hervé Grandeau på Château Lauduc - se www.divin.fr.
    Adresse: Iakob Schjerbeck, Cousin & Cie, Place du Parlement, 2 rue du Pas-St-Georges, F-33000 Bordeaux, tlf.: 0033 5 56 01 20 23, fax: 00 33 5 56 48 23 20, e-mail: iakob@cousin.fr.
.a.....
Lærestreger
Iakob Schjerbeck, den danske vinhandler i Bordeaux, som vi præsenterer herover, er en mand med meninger. Og en mand, der ifølge ham selv har modtaget nogle lærestreger i vinens og livets skole.
Nogle af disse lærestreger vil vi i dette og kommende numre af VinAvisen bringe videre til vore læsere. Her kommer den første af dem:

Lærestreg fra Iakob Schjerbeck - 1
For et par år siden lykkedes det mig i fortvivlelse at hælde hele to flasker Château Calon-Segur 1982 i køkkenvasken på grund af en tarvelig lugt.
Jeg blev først standset, da jeg yderligere ville hælde en Château La Lagune 1982 ud. Vinen fejlede intet, glassene var gode og rene. Det var mine fingre, der lugtede grimt af en ætset vinkapsel (da bly blev forbudt, kom der flere uheldige legeringer).
Den slags er ærgerlige lærestreger, men tag mit ord: En god vin fejler sjældent noget - hvis den da ikke er propsyg. Det er ofte vores behandling af vinen, der ødelægger oplevelsen: Ophvirvlet bundfald, glas fra papkasser eller fra indelukkede skabe, mangel på iltning, parfumerede fingre, aftershave, dårlig smag i munden - lakrids!
Hvis en vin ikke dufter indtagende fra start, så er der noget galt.

    Fremgang for Cava
    I årets anden tredjedel steg eksporten af den spanske Cava i alt 10,61 procent i forhold til samme periode sidste år.
    Ifølge Consejo Regulador del Cava er Tyskland den største aftager af den gode boblevin - tyskerne modtager næsten to tredjedele af eksporten. Derefter kommer Storbritannien og USA, og efter endnu seks lande kommer Danmark på tiende-pladsen.
    Nu er det klart, at store lande aftager store mængder. Men hvis vi regner de spanske eksporttal om pr. 1 million indbyggere i de enkelte modtagerlande, så får vi nedenstående rækkefølge. Som det fremgår, er Danmark i forhold til befolkningstallet med blandt de største aftagere af Cava.
    Tyskland
689.963 flasker
    Schweiz
401.534 flasker
    Storbritannien
298.809 flasker
    Danmark
219.149 flasker
    Sverige
198.741 flasker
    Holland
80.247 flasker
    Canada
49.281 flasker
    USA
30.491 flasker
    Italien
19.856 flasker
    Japan
17.991 flasker
...
Go’morgen vin på TV2
På tirsdag d. 17. kl. cirka 08.15 er Tim Vollerslev, Per Pallesen og Michael Meyerheim i TV2’s "Go’morgen Danmark" med fire rødvine til juleaften:
* Les Marches de Caïx, Prins Henrik, Cahors, Frankrig 1999 til 49 kr. fra Netto.
* Shiraz, Presidents Selection, Wolf Blass, South Australia 2000 til 110 kr. fra Vintappergaarden.
* Corton, Clos des Cortons, Grand Cru, J. Faiveley, Bourgogne, Frankrig 1997 til 460 kr. fra Sigurd Müller.
* Château La Croix St. Georges, Pomerol Bordeaux, Frankrig 1999 til 498 kr. fra H.J. Hansen.
Den efterfølgende udsendelse kommer mandag den 30., og her gælder det nytårsboblerne.

Vil du have vores løbeseddel?
Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk
aa..a..a....a..a..a....


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Château d'Aubagnac, Côtes du Rhône, Frankrig 2001
59 kr., 50 kr. ved 6 flasker og 45 kr. ved 120 flasker, Vinoteket
Det er en fornøjelse at drikke denne harmoniske og meget vellavede rødvin. Den er blød og med dejlig fyldig frugt.


I Galli, Vigneto Leon, Le Ragose, Amarone della Valpolicella, Italien 1995
185 kr., Carlo Merolli
Flot rødvin med fed frugt, der fylder munden. Trods de 14,5 procent alkohol er det en harmonisk og kompleks vin med toner af syltede kirsebær, blommer og kirsebærkerner. Den kan drikkes nu, men må også gerne gemmes endnu et par år.


Domaine la Soumade, Côtes du Rhône Villages Rasteau, Frankrig 2000
88 kr., Jysk Vin
I uge 49 havde vi fem stjerner til en Reserve-vin fra domænet, men i forhold til den lavere pris er denneher også i top. Det er en rigtig lækker Rhône-vin med fyldig frugt og let sødme - og harmonisk trods de 14 procent alkohol.


Château de Nages, Costières de Nîmes, Frankrig 2000
52,50 kr., Sejr Vinimport
Et virkelig godt glas rødvin til prisen - med krydret frugt og let sødme. Den er lavet på 60 procent Grenache og 40 procent Syrah og vil være glimrende til mange retter.


Château Reynella, Shiraz , McLaren Vale, Australien 1999
159 kr., på tilbud indtil jul: 129 kr., Kvickly
Meget lækker og harmonisk rødvin med rig frugtfylde og tilpas fadlagring. En vin, der mætter! Den kan nydes nu, men kan også ligge i endnu fem-seks år.


Wente, Riva Ranch Reserve, Chardonnay, Monterey, Californien 1999
149,95 kr., Det franske Vinlager
En fed og meget lækker hvidvin, der som en påfuglehale folder sig ud i munden med talrige smagsnuancer. Den har tilpas syre og en indtagende sødme.


Santa Helena, Merlot, Reserva, Selección del Directorio, Chile 2001
59,95 kr., Fakta
Blød og lækker rødvin med frisk frugt og toner af chokolade. Tilpas fadlagring, der understreger uden at trænge sig på, og en lang eftersmag.


Colección, Malbec, Michel Torino, Cafyata, Argentina 2000
72 kr., Best Selection
Ret let rødvin med frisk frugt og syre og fin sødme. På grund af sin lethed er den velegnet til mange retter.


Sisula, Rinaldi, Barbera d'Asti, Italien 1999
85 kr., Carlo Merolli
Et virkelig godt glas rødvin med god struktur og kompleksitet. En vin, man nyder med fornøjelse.


Château Haut-Grignon, Médoc, Frankrig 1999
125 kr., Lago Import
Ikke helt billig, men en venlig og let rødvin. Der er en del vinsten i flasken, men det er jo kun et vidnesbyrd om kvalitet.


Carmen, Merlot, Valle Central, Chile 2000
65 kr., Vinens Verden
Kraftig, fyldig og lækker rødvin med bløde tanniner og sødme fra de 13,5 procent alkohol.


Domaine de la Charbonnière, Châteauneuf du Pape, Frankrig 1998
131 kr., A Vinstouw
En stor nydelse. Rødvinen har en kraftig og afrundet frugt med toner af chokolade, lakrids og blomme.


Tintara, Shiraz, Hardys, South Australia 1998
99 kr., på tilbud indtil jul: 79 kr., Kvickly
Herlig frugtbombe med toner af chokolade, vanille, kirsebær og blåbær. Med sine bløde tanniner kan den drikkes nu - til kraftige kødretter og oste - men den kan også gemmes endnu nogle år. Det er en kraftig sag, men til tilbudsprisen er den pengene værd.


Secret de Campane, Vin de Pays de la Principauté d'Orange, Frankrig, uden årgang
45 kr., 41,25 kr. ved 12 flasker, Bendix Vine
Glimrende hverdags-rødvin, der vil passe fint til mange retter. Den har en tiltalende, let krydret duft, god og saftig frugt og en let sødme. Secret de Campane betyder Kirkeklokke-hemmelighed.


Ronco del Gallo, Emilio Franzoni, Botticino, Italien 1999
43 kr., Madsen & Riis Vinimport
Pæn og ret let, fadlagret hverdags-rødvin med god frugt og forfriskende syre. God kvalitet i forhold til prisen. Botticino er en appellation i Lombardiet i Norditalien, og vinen er lavet på druerne Barbera, Marzemino, Sangiovese og Gentile.


Novacorte, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 2001
56 kr., Premier Cru Wine
Ret let rødvin med god, fyldig og frisk frugt. Glimrende til prisen - og til mange retter og mange gæster.


Le "R" de Rasteau, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2000
59,95 kr., på tilbud ind til jul: 89 kr. for 2 flasker, SuperBrugsen
Venlig og enkel hakkebøffe-vin med god frisk frugt og let sødme. Til tilbudsprisen er den pengene værd.
..... aa..a..

..... aa..a...
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

.
Frederiksborg Amts Avis
Taylor's Port L.B.V. PortugalPortvin128 kr.Best Selection
Taylor's Quinta de Vargellas, PortugalPortvin285 kr.Best Selection
Stonehedge, Parsons Creek, Chardonnay, Californien 2000Hvidvin58 kr.Amka Vinimport
.
Hjemmet
Santa Helena, Selecciòn del Directorio, Pinot Noir, Reserva, Central Valley, Chile 2001Rødvin60 kr.Fakta
Nordjyske Stiftstidende
MontGras, Cabernet Sauvignon, Reserva, Colchagua Valley, Chile 1999Rødvin39 kr.Netto
Carmen, Merlot, Valle Central, Chile 2000Rødvin65 kr.Vinens Verden
Court de Mautens, Rasteau, Frankrig 2000Rødvin199 kr.Bichel Vine
.
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.