Vin-aktuelt i uge 30
23. juli til 29. juli 2007
,,,,,,,,,,,,,,,

VinAvisen uge 27,,,,,,,,VinAvisen uge 28,,,,,,,,VinAvisen uge 29

,,,,,,,,,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i næsten 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,
Protester mod EU's vinplan
Tidligere på måneden fremlagde landbrugskommissær Mariann Fischer Boel sin reformplan for vinindustrien i EU, og i den forløbne uge har landbrugsministrene fra medlemslandene holdt møde i Bruxelles for at diskutere planen.
Det er ikke gået stille for sig, idet Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien samt flere andre lande er yderst utilfredse med store dele af planen.
Utilfredsheden drejer sig blandt om, at 200.000 hektar vinmarker skal rives op ved rode, og at en del af støttemidlerne fra EU til vinindustrien bortfalder.

Europæisk vin mister sin identitet
En af de ting ved planen, der for alvor falder den gamle verdens vinlande for brystet, er tanken om, at gamle, traditionelle vinfremstillingsmetoder bliver skrottet, og at metoder fra den nye verdens vinlande får lov til at vinde indpas.
Ifølge planen skal fx chaptalisering, hvor man under fremstillingen tilsætter sukker i vinen for at øge alkoholprocenten, forbydes. Til gengæld vil man tillade nye metoder som tilsætning af egetræsspåner for at give vinen fadsmag.
Mange europæiske vinproducenter frygter simpelt hen, at europæisk vin vil miste sin identitet.

Vrede hollandske vinproducenter
Der er to fordele ved at forbyde chaptalisering med sukker og i stedet tvinge vinproducenterne til at bruge koncentreret ugæret druesaft til formålet:
Men det er de nordeuropæiske lande meget imod. Her har man netop brug for på en billig måde at søde vinmosten for at få alkoholprocenten op i et normalt leje.
I Holland benytter stort set samtlige landets 135 vinproducenter sig af chaptalisering. Og de mener, at det er dybt uretfærdigt, at problemerne med den europæiske vinsø skal gå ud over dem.
Hovedparten af de 800.000 liter vin, som hollænderne fremstiller om året, bliver solgt inden for landets grænser, og vinproducenterne mener derfor ikke, at de på nogen måde bidrager til vinsøen.

Danmark på barrikaderne
Også fra de danske vinproducenter har der rejst sig protester. Vi har talt med formanden for Vinavlerforeningen Danmark, Jean Becker, som er forarget på sine medlemmers vegne:
– Det er at gå alt for vidt helt og holdent at ville forbyde tilsætning af sukker. For de danske vinproducenter vil det betyde, at en god del af deres ikke særligt store produktion af vin skal gå til at søde resten af vinen med. Og det værste er, at Danmark ikke – som de fleste andre medlemslande – vil blive begunstiget med EU-støtte i forbindelse med omlægningen. Her må vi simpelt hen kræve, at der bliver indført ligestilling.
– Det er også for drastisk, at vinproducenterne fra den ene dag til den anden skal udskifte sukkeret med ugæret vinmost – det bør være en proces, der strækker sig over en årrække.
Jean Becker afleverer mandag et brev til EU-kommissionen med danskernes ønsker og krav.
,,,,,,,,,,,,,,,
Den svenske regering bryder EU-reglerne
Det meste af det øl, der sælges i Sverige, fremstilles inden for landets grænser. Og for at støtte den hjemlige ølindustri bibeholder den svenske regering en højere skat på vin end på øl.
Den forskelsbehandling er faktisk i direkte modstrid med gældende EU-regler. Reglerne forbyder medlemslandene at beskatte produkter fra andre medlemslande højere end egne produkter.
EU-domstolen overvejer nu ifølge Thomson Financial at gøre en ende på svenskernes diskriminerende beskatnings-politik.

Ny sammenslutning i Saint Émilion
Sidste år besluttede den franske appellations-myndighed, INAO, at visse vinøse sager i fremtiden skal uddelegeres til de lokale vinforeninger.
Det har medført en sammenslutning af tre Bordeaux-appellationer på højre bred af floden Dordogne. Her ligger Saint Émilion, og uden om distriktet ligger de fire såkaldte satellit-distrikter Lussac, Puisseguin, Montagne og Saint Georges, som alle har lov til at føje ordene Saint-Émilion til kommunenavnet på vinetiketterne.
Nu har vinfolket i Saint Émilion og i to af satellitterne, Lussac og Puisseguin, besluttet at slå kludene sammen i en fælles forening, Conseil des Vins de Saint Émilion.
Fra INAO’s side håber man, at andre franske appellationer vil følge Saint Émilions eksempel og danne lignende sammenslutninger.
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
Bourgogne slipper for druedød
Som nævnt i sidste uge er flere vinregioner i Frankrig blevet hårdt angrebet af meldug. Den særlige svamp giver sig til kende med brune skjolder på de skud, der var grønne året før år, samt med et fint melet lag på druerne – dereaf navnet meldug.
Angrebet kan finde sted allerede inden knopperne springer ud, netop hvis veddet er angrebet fra året i forvejen. Derfor skal svovlbehandlinger starte meget tidligt, allerede inden knopspring. Angreb fra den øvrige plante breder sig til de grønne druer, og da svampen ødelægger deres cellestruktur, forhindres druerne i at vokse udenpå, men vokser videre indeni. Det betyder, at de revner længe inden, de når fuld størrelse.
Først ved sprøjtning hæmmes eller dræbes svampen, og de brune skjolder opstår eventuelt.
I Bourgogne har vinproducenterne frygtet det værste, men nu ser faren ud til at være drevet over. Melduggen er ganske vist dukket op hist og her, men det er ifølge Decanter kun gået ud over bladene på vinstokkene og ikke druerne.
Årsagen til det milde angreb er det kølige vejr, som har hersket i Bourgogne i den senere tid – de lave temperaturer har simpelt hen forhindret svampen i at udvikle sig yderligere.

Spanierne svigter den hjemlige vin
Ifølge Wine Business kommer der stadig mindre spansk vin i glassene hos de spanske forbrugere. I årets første tre måneder faldt forbruget yderligere med 2,8% i forhold til samme periode sidste år.
Det er frem for alt vinos de mesa, bordvinene, som spanierne svigter, mens der faktisk er en stigning at spore i salget af DOC-vine.
Af de næsten 1,5 milliarder flasker vin, som spanierne drikker hvert år, bliver de 43% solgt i detailhandelen; resten bliver serveret i restauranter og på hoteller.

Chilenerne overhaler spanierne
Eksportværdien af chilensk vin er nået op på cirka 5,4 milliarder kr. om året. Og Storbritannien, der er Chiles største marked, aftager næsten 120 millioner flasker vin til en værdi, der svarer til cirka 1 milliard kr.
Det betyder, at Chile, der nu har 6,9% af det britiske marked, har skubbet Spanien væk fra sjettepladsen på listen over markedandele og desuden er godt på vej til at indhente Sydafrika.
Også i Danmark har Chile overhalet Spanien og står i dag for 12,9% af markedet mod spaniernes 12,8%. Men sejrstaburetten vakler allerede – salget af chilensk vin herhjemme er nemlig på vej nedad igen.

,,,,,,,,,,,,
En mistænkelig vinartikel
Den franske avis Le Figaro har bragt en artikel, der roser Bordeaux-vinene årgang 2006 til skyerne, og som på det kraftigste anbefaler læserne at investere i disse vine.
Om ti år vil de have udviklet sig og til den tid være langt mere værd, hævdes det.
Ifølge artiklen lever årgangen fuldt ud op til den berømte årgang 1982, og salget af den vil også følge samme mønster som denne legendariske årgang. Det vil sige, at vinene ikke vil sælge så godt i begyndelsen, hvorefter de – når folk først finder ud af, hvilke klenodier, det drejer sig om – vil blive yderst eftertragtede.
Artiklen virker dog ikke helt fin i kanten, når man tager i betragtning, at Le Figaro under dette års Vinexpo har indgået et samarbejde med vinforretningen 1855.com – en stor internet-forretning, som just nu sælger en lang række Bordeaux-vine årgang 2006.

Vrøvl, lyder det fra Decanter
Steven Spurrier, der er medredaktør på vinmagasinet Decanter, har nogle skarpe kommentarer til Le Figaro’s artikel.
Han mener bestemt også, at 2006 årgangen er forrygende og endda bedre end årgang 1982. Men det er nu ikke så underligt, ytrer han, da vinfremstillingen i Bordeaux i dag er dobbelt så god som for 25 år siden.
Og det med, at den gamle årgang ikke solgte så godt i starten, er der en oplagt forklaring på – nemlig, at de franske forbrugere overhovedet ikke var vant til at købe vin "en primeur" dengang.
,,,,,,,,,,,,,,,
Indien presset til at sænke afgifterne
I Verdens Handels Organisationen (WTO) har man vedtaget en øvre grænse for afgifter på importeret alkohol på 150% af salgsprisen. Men denne grænse har Indien hidtil set stort og flot på og har rask væk beskattet den importerede spiritus med helt op til 550% og vinen med op til 264%.
I fem år har EU forsøgt at overtale inderne til at sætte afgifterne ned, men forgæves. Til sidst indgav EU-landene med støtte fra USA en officiel klage til WTO, der straks nedsatte en undersøgelseskomite. Og nu har inderne så – under det skærpede pres – langt om længe givet sig og sætter dermed afgifterne ned til WTO’s maksimumgrænse.

Verdens største whiskymarked
Indernes kovending har betydning for de 27 EU-medlemslande, der årligt eksporterer spiritus til Indien for omkring 24,2 millioner euro (cirka 180 millioner kr.). Indien er desuden verdens største marked, når det gælder salget af whisky.
At lægge et øget pres på lande i WTO, der ikke vil makke ret, har førhen vist sig at give pote. I 1997 gjaldt det Japan, der ligeledes havde belagt importeret spiritus med alt for høje afgifter. Her lykkedes det også EU – via en sag rejst i WTO og med stor opbakning fra USA og Canada – at få afgifterne sat ned.
,,,,,,,,,,,,,,,

,,,,,,,,,,,,,
I vores arkiv har vi dette billede af udsigten fra en af de flotte vinmarker i Cornas. Ved foden af bjerget ligger landsbyen Cornas, og længere væk skimtes Rhônefloden. Udsigten den anden vej – nedefra og op mod bjerget – er meget flot og bør ikke skæmmes af en bebyggelse.
    Til våben, borgere!
    John Livingstone-Learmonth (f. 1950) er medarbejder ved Decanter og specialist i Rhônedalens vine. I forrige uge udsendte han et kampråb – Aux armes, citoyens! – mod opførelsen af en fire-fem etagers boligblok midt i vinmarkerne i distriktet Cornas i den nordlige Rhônedal.
    Planen er åbenbart godkendt af borgmesteren i Cornas, Gilbert Garnier, men byggeriet vil ikke alene skæmme landskabet, det vil sandsynligvis også medføre, at en stikvej skal føres tværs over vinmarken Pied de la Vigne, hvor Auguste Clape har sine over hundrede år gamle Syrah-vinstokke. Endvidere kan det medføre, at markerne Chaillot og Les Côtes lægges åbne for boligspekulanter.
    Livingstone-Learmonth beskriver Cornas som et af Frankrigs ædleste vindistrikter, og han lægger et stort ord ind for, at området bevares, og at elskere af fransk vin sender deres protest til borgmester Garnier. Det kan ske via formanden for Cornas’ vinkomité, Vincent Paris.
,,,,,,,,,,,,,,,
Vind i sejlene for tysk vineksport
Det går rigtig godt med tyskernes eksport af vin. I løbet af det sidste år har de eksporteret i alt 3 millioner hektoliter vin til en værdi af 608 millioner euro (cirka 4,5 milliarder kr.). Hvis man sammenligner med året før, er det en stigning på 14,3% i mængde og hele 22,6% i værdi.
Storbritannien er Tysklands største marked. Her ligger salget af tysk vin på 137 millioner euro (cirka 1 milliard kr.) om året. Dernæst følger USA med et salg på 107 millioner euro (cirka 800 millioner kr.), mens tredjepladsen indtages af Holland med et salg på 76 millioner euro (cirka 565 millioner kr.).
Det lyder jo imponerende – ifølge Wine Business er op mod 25% af vinen dog højst sandsynligt udenlandsk bulkvin, som blot er blevet tappet i Tyskland.

Har tyskerne glemt Danmark?
Nu, hvor der er vind i eksportsejlene, har det tyske vininstitut, Deutsches Weininstitut, tænkt sig at gøre en ekstra indsats for at vinde nye markedsandele på de internationale markeder.
Instituttet vil derfor satse storstilet på markeder som Schweiz, Irland og Polen via en række kampagner.
Man spørger sig selv, om tyskerne mon har opgivet at gøre noget ekstra ved Danmark …?
,,,,,,,,,,,,,,
.....................

Redaktion: Mariette Tiedemann, mariette@vinavisen.dk.
.....................
.....................
Toldfrit salg trues af nyt forslag
I Norge kan der i dag købes toldfri spiritus i landets lufthavne samt ombord på de passagerfærger, der sejler i norsk farvand.
Men om en måneds tid vil den norske regering fremlægge et forslag, der går ud på at sætte en stopper for det toldfrie salg ved at lægge en afgift oven i prisen. Samtidig vil regeringen ifølge Just Drinks foreslå en generel stigning i afgifterne på spiritus og øl på 10%.
For Sverige vil diverse afgiftsstigninger på norsk jord være den rene appelsin i turbanen, idet nordmændene så i endnu højere grad end førhen vil importere øl og spiritus fra nabolandet.
.....................
.....................
Ægte tequila vinder frem
Som nævnt i uge 28 fremstilles den mexikanske nationalspiritus, tequila, af saften fra den blå agave. Men dermed er alt ikke sagt. Man skelner nemlig mellem den ægte tequila, der er fremstillet på 100% agavesaft, og mixto, hvor tequilaen er iblandet anden brændevin.
Sidstnævnte, der ofte er af ringe kvalitet, har længe oversvømmet verdensmarkedet. Men i de sidste ti år har mexikanerne i højere grad satset på fremstillingen af den ægte tequila, og der kommer derfor stadig flere af den slags flasker på forretningernes hylder – også herhjemme.
Et par af disse rigtig gode tequilaer finder man hos Juul’s Vin og Spiritus, men ifølge indehaver Michael Madsen går det stadig lidt trægt med salget: – Prisen på en 100%-tequila er jo højere end på mixto-produkterne. Til gengæld får man rigtig megen kvalitet og smag for pengene.
.....................
.....................
EU’s tunge maskineri
Medlemslandene i EU var af EU-kommissionen blevet forberedt på en stigning af minimumsgrænsen for afgiften på spiritus til 4,5% af prisen. Men kommissionen var nok lidt for hurtigt ude.
Nu har EU-parlamentet ifølge Just Drinks overvejet sagen og har fejet den varslede stigning af bordet.
I bund og grund har parlamentet ikke det afgørende ord i forbindelse med afgiftsforhold – det har kun en rådgivende funktion. Men der bliver lyttet til parlamentets udtalelser, og kommissionen ser sig nu nødsaget til at komme med et nyt udspil. En endelig afgørelse kan derfor trække ud til langt hen på efteråret.
.....................
............

.......
    ....................
      Kopi-spiritus indtager hylderne
      Det canadiske firma La Maison des Futailles er kommet på markedet med en ny serie spiritus. U&I hedder serien, og under logoet på flaskerne står der enten gin, rom eller vodka.
      Men der er ikke tale om den ægte vare – indholdet er en kopi, altså en alkoholisk drik kaldet alcomalt med forskellig smagstilsætning.
      Ifølge den canadiske avis The Gazette laves drikken på basis af malt, hvis smag er blevet neutraliseret, så man kan tilsætte nøjagtigt den spiritussmag, man har lyst til.
      Der indgår ikke nogen form for destillering i processen som ved anden spiritus, og alcomalten indeholder kun 20% alkohol.
,,,,,,,,,,,,,,,
.........
Stadig nye og spændende flasker
Selv om ferien er over os, kommer der stadig nye og spændende flasker i udbud på VinAvisens Vinauktion. Alene mandag i denne uge afsluttes salget på 25 løbende auktioner.
Vi kan også se, at der hver uge kommer 20-25 nye brugere, så barnet vokser og er godt på vej til at få succes. Jo flere brugere, desto flere vine vil der også blive udbudt – naturligvis. Klik på bjælken herunder, og se ugens udbudte vine.
Har du i øvrigt spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at skrive til auktionens webmaster Steen Petersen.
.........

..................
,,,,,,,,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,
Med systemet L'Ami du Vin pumpes kvælstof ned i flasken, og overtrykket trykker derved vinen op gennem stålrøret og op i glasset. Vinen kommer aldrig i berøring med ilten – vin på fustage kunne man kalde det.
    En ekstra dekantering
    I sidste uge frarådede Louise Vest brugen af pumpeproppen VacuVin. Hun brugte den i sin tid i en vinforretning, hvor flasker til demonstration blev tømt for luft fra gang til gang, og hvor smagsprøverne efterhånden blev flade og kedelige. – Det konstante undertryk i flaskerne sugede de flygtige aromastoffer ud af vinene, skrev hun.
    Martin Bruun, der for et par uger siden satte denne diskussion i gang, er i nogen grad enig med Louise Vest. – Det er sandt, at brugen af VacuVin har en indflydelse på vinen – noget jeg vil karakterisere som en slags ekstra dekantering, blot uden iltning. En uvidenskabelig forklaring kunne være, at vakuumet forstærker den normale afbrusning af vinens gasser.
    – Nu er det sådan, at mange vine er godt tjent med denne afgasning, – specielt kraftige vine i den lettere ende af prisskalaen. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig anvender pumpeproppen på finere vine (men de overlever nu også sjældent en middag).
    – Da meningen med proppen er at undgå iltning, kan jeg altså stadig anbefale VacuVin, så længe vinen ikke er sart over for dekantering – som ældre og måske lidt lettere vine kan være.

    Pump kvælstof ned i flasken
    Men der er nu endnu en metode, skriver en anden læser, Lars Jacobsen, nemlig et apparat, der blæser kvælstof (nitrogen) ned i flasken. Det inaktive kvælstof fortrænger så luften med den nedbrydende ilt.
    Der findes en simpel udgave ved navn Wine Protector til 249 kr., og den består blot af en lille pistol med en kvælstofpatron. Med den pumper man kvælstof ned til vinen, før man lukker flasken.
    En mere avanceret udgave, L'Ami du Vin, består af et tapperør med en prop, som man sætter ned i flasken, samt en kvælstofpistol, der kan stikkes ned i et hul i proppen. Pistol, tre propper og en æske kvælstofpatroner koster 1999 kr.
    Begge systemer importeres af Provino, men Lars Jacobsen skriver, at det er billigere at købe direkte hos den tyske fabrikant, Wecomatic, selv når man medregner forsendelsen fra Tyskland. I så fald har man det dog ikke helt så nemt med service etc.
,,,,,,,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
,,,,,,,,,,,,,,,


    Ugens vinøse billede
    Jesper Sleth har været en tur i Moseldalen og helt naturligt er han blevet fascineret af de mange solure på de stejle skåninger – og på en masse andre steder i øvrigt. Mange af disse ure er blevet berømte, fordi de indgår i navnet på store Mosel-vine: Juffer Sonnenuhr, Zeltinger Sonnenuhr, Wehlener Sonnenuhr ...
    I øverste række ses et solur i Zeltingen, et Juffer Sonnenuhr fra Brauneberg og et moderne solur i Bernkastel-Kues. Derunder et solur i Wehlen. – Det er godt nok ikke det berømte Wehlener Sonnenuhr, skriver Jesper Sleth, – men et ur, som er opstillet på den berømte hængebro i Wehlen, men oppe på marken kan man måske skimte det rigtige ur gennem det nyere ur.
    Endelig ses et skilt med oplysninger om Wehlener Sonnenuhr, og som beskrevet går det 32 minutter for langsomt, fordi det er lavet efter datidens midteuropæiske udgangspunkt kaldet Wahre Ortszeit (WOZ). Mere nøjagtigt bliver det ikke, når det er moderne sommertid.
    Uret blev opsat i 1842 af Jodocus Prüm, og man kan bo hos en af hans efterkommere, skriver Jesper Sleth: – Raimund og Erika Prüm driver et pragtfuldt Gasthaus (SA Prüm) i Wehlen. Behøver jeg at nævne at de har et solur på gårdspladsen?
    Vi siger tak for billederne – at fotografere solure er såmænd ikke den dårligste hobby. Prøv fx at se her.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 46 vine. Af disse vine var der 31, som fik mere end to stjerner, og 17, som fik fem stjerner. I alt blev det til 153 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
,,,,,,,,,,,
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen,
    ,,,,,
,,,,,,,,,,,
Mousserende vin


Didier Cornillon, Brut, Crémant de Die, Frankrig 2005
67 kr., Vinmand
En helt igennem dejlig mousserende hvidvin. Den har en fin duft af æble og lyst brød, mens smagen er tør og fyldig med toner af pære, kvæde og lyse blommer. Et rigtig godt køb til prisen.




Hvidvin


Mulderbosch, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika 2004
135,95 kr., Erik Sørensen Vin
Lækker hvidvin med en markant, men alligevel blød smag af fadlagring. Vinen er behageligt let (12,5 procent) og har god frugt og en lille fedme. En vin til dem, der godt kan lide fadpræg. Dejlig eftersmag uden kanter.


Botalcura, Reserva, Sauvignon Blanc, Casablanca Valley, Chile 2006
79 kr., Haller Vine
En virkelig god og meget typisk hvidvin på druen Sauvignon Blanc med frisk og livlig duft af hyld og en let krydret, frugtagtig smag af citrus og pære. Glimrende til fisk og lyst kød – eller som terrassevin i sommervarmen, når den kommer for alvor.


Pezzapiana, Castel del Monte, Italien 2006
52,95 kr., Strandgården
Rigtig rar hvidvin med frugt og syre i fin balance. Oplagt til alt godt fra havet. Prisen er rimelig.


Haag, Pinot Blanc, Alsace Grand Cru Zinnkoepflé, Frankrig 2004
Klubpris ved 6 flasker: 106,11 kr., ikke-medlemmer: 199 kr., NordicWineClub.com
Fantastisk lækker hvidvin med en kompleks duft med mange facetter – især citrus – og en bred og fed smag med dejlig blød frugt, fin syre, en lille charmerende sødme og en lang eftersmag. Prøv den fx til en fed kødret eller sammen med nogle gode oste.


La Cle Saint Pierre, Mommessin, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig 2005
62,95 kr., Amka
En meget harmonisk hvidvin med duft og smag af citrus og mild honning. Eftersmagen er lang og blød med en behagelig syre. Nyd den til en god ret med skaldyr.


Roc Blanc, Saint Martin, Corbières, Frankrig 2005
49,95 kr., The Wine Company
En dejlig hvidvin med en mild duft og en fyldig, tør og let krydret smag med et strejf af flint.


Charles Baur, Riesling, Alsace, Frankrig 2006
74 kr., Ranimex
Ligetil og rigtig rar hvidvin med en frisk, saftig druesmag. En vin, der er nem at drikke, og som passer til mange lettere middagsretter – eller som terrassevin.


Fernão Pires, Casa Santos Lima, Portugal 2006
59 kr., Portugisisk Vinkælder
En dejlig mild og tør hvidvin. Den er læskende, har en god syre og slutter med et strejf af honning.


René Barth, Sylvaner, Alsace, Frankrig 2005
59,95 kr. ved 12 flasker, Lautia Vino Fino
Let og enkel hvidvin med frisk frugt og smag af citrus. Brug den fx til en fiske- eller let kødret med en vis fedme.




Rosévin


Marcato, Tocai Rosso, La Giareta, Veneto, Italien 2005,
68 kr., 40 kr. ved 12 flasker, Skovgaard Vine
En udmærket rosévin med duft af sommerblomster og jordbær og med en overraskende tørhed i eftersmagen.


St. Andrea, Egri Cuvée, Egri, Ungarn 2006
60 kr., Laszlo's Vin / Hungary
En rosévin med en mild duft af skovjordbær. Smagen, der er fyldig med et strejf af hindbær, ender lidt bittert. Prisen er i overkanten.





Rødvin


La Preosa, Valpolicella Classico Superiore Ripasso, Italien 2004
90 kr., ved 6 flasker: 85 kr., Con a'more.dk
Meget saftig rødvin med god frugtsmag, først og fremmest af mørke kirsebær. Man nyder den med fornøjelse.


Tamboerskloof, Syrah, Stellenbosch, Sydafrika 2004
119 kr., Vinkassen.com
En stor og flot rødvin, godt nok lidt voldsom, men også elegant med sin bløde frugt og kompleksitet. Giv den en rigtig dyr og dejlig bøf.


Afincado, Las Compuertas, Malbec, Mendoza, Argentina 2004
279 kr., Moët Hennessy Danmark
Fra marken Las Compuertas i 1067 meters højde kommer denne pragtfulde rødvin. En stor vin med en herlig duft og en bred, blød og kompleks smag med mange nuancer – brombær, sorte kirsebær, tobak, chokolade. Uendelig lang eftersmag. Lad den gerne ligge nogle år endnu.


Canforrales, Campos Reales, Syrah Roble, La Mancha, Spanien 2005
49,75 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
Sikke en dejlig rødvin. Den har en utroligt koncentreret duft af mørke, modne kirsebær og solbær. Smagen er fyldig, saftig og let krydret med toner af friske bær.


Guerrieri Rizzardi, Valpolicella, Classico Superiore, Italien 2005
84,75 kr., på tilbud til 31. juli til 49,95 kr., H.J. Hansen og Magasin
En lækker og intens duft af bær og friske krydderurter vælter én i møde, når man lugter til denne rødvin. Smagen er elegant, let krydret, tør og med en fin blommeagtig syre. Til tilbudsprisen er den et rent hit.


Beni di Batasiolo, Barolo, Italien 2003
259,75 kr., indtil 16. september: 159,75 kr., Skjold Burne
En stor, kraftig og saftig rødvin med bred, dyb frugt og markante tanniner, der kræver modning i endnu fire-fem år.


Lammershoek, Cabernet Sauvignon / Merlot, Costal Region, Sydafrika 2002
109 kr., Vinkrogen
Dejlig rødvin med en moden farve og en blød, kompleks og afrundet smag. Skænk den til en god, ikke for kraftig kødret.


Château Hyot, La Gravette, Côtes de Castillon, Frankrig 2003
45 kr. ved 2 flasker, V&S Wine
En god Bordeaux-rødvin, karakteristisk i både duft og smag. Smagen er livlig, saftig og harmonisk, og vinen er nem at drikke. Meget velegnet til mange retter. Prisen er lidt af et kup.


Leonardo, Chianti, Italien 2005
75 kr., Vinens Verden
En rar rødvin med god frugt og en vis tørhed.


Schild Estate, GMS, Grenache / Mataro / Shiraz, Barossa, Australien 2006
99,75 kr., ved 12 flasker: 79,95 kr., Vintjeneren.dk
Stor og kraftig rødvin. Den har 15% alkohol, hvilket viser sig i smagen med en ret markant alkoholisk sødme. Flasken har skruelåg.


Curto, Nero d’Avola, Eloro, Italien 2004
79 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Ret dejlig rødvin, saftig, rund og meget frugtagtig. Men derudover uden det helt store vingefang. Helt billig er den ikke.


Inglewood, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika 2006
41,67 kr. ved 3 flasker i denne uge (uge 30), SuperBest
Ret flot og kraftig rødvin med intens frugt, der breder sig i munden – plus en lille sødme. Flasken har skruelåg.


Borgo Sasso, Montepulciano d’Abruzzo, Italien 2006
59 kr., Lago Import
En lidt robust rødvin med kraftig frugt. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


J.P. Chenet, Merlot, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2006
38,95 kr., på tilbud 23,17 kr. ved 6 flasker samt af og til i juli: 21,50 kr. ved 6 flasker; fås endvidere som 3 liters boks, alle Coop’s Brugsen-kæder
En enkel rødvin i en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris.


6ème Sens Reserve, Syrah / Merlot, Gérard Bertrand, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2006
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En udmærket rødvin med duft af let parfumerede sommerbær og kirsebær. Smagen er tør, krydret og læskende. Prisen er lidt i overkanten i forhold til oplevelserne.




Sød vin


Pal Sun, Villa Monteleone, Recioto della Valpolicella Classico, Italien 2001
149 kr. for 50 cl, Anibrica Vinimport
Denne flaske er kun på 50 cl, hvilket i mange situationer egentlig kan være ganske passende. Vinen er rød og sød – som portvin – og smagen er bred og lækker. Den smager simpelt hen godt. Skænk den fx til en tør kage. Et problem: Det er umuligt at se på flaskens etiket, at vinen er sød bortset fra ordet Recioto.


Pra’, Recioto delle Fontane, Recioto di Soave Classico, Italien 2005
219,95 kr. for ½ flaske, Erik Sørensen Vin
Superlækker sød hvidvin med en spændende smag med toner af citron, ananas, pomeransskal, karamel … Skænk den fx til en lidt tør nøddekage eller en panna cotta.


Moscato di Trani, Villa Schinosa, Trani, Italien 2004
149 kr., Vinissimo
Denne hvidvin er sød uden at være for sød. Den smager af korender og svesker og har et strejf af karamel i eftersmagen. Nyd den til sommerdesserter med æbler eller rabarber.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.