Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 19. 2014

,..


Nyheder i uge 19, 2014

Følg os på Facebook








Eric Lebel, der er kældermester for Frankrigs måske bedste champagne, fortalte om, hvordan Grande Cuvée blandes af op til 160 forskellige vine.

Krug på besøg
De fleste flasker champagne er uden årgang, og det skyldes, at vinen er blandet af flere årgange.
Vinhusene tilstræber nemlig, at deres champagne skal smage nogenlunde ens hvert år – uanset vejret. De sælger et brand og et ensartet og pålideligt produkt.
Den praksis følger man også i det 170 år gamle vinhus Krug, hvis kældermester, Eric Lebel, var på besøg i København i onsdags.
Men Krug gør mere end det. Vinhuset har igennem mange år tilstræbt den højeste kvalitet, og dets champagner betragtes i dag som nogle af verdens bedste – måske de bedste. Toppen.
Produktionen er lille og efterspørgslen stor, og vinene koster derefter. Fx koster huset berømte Clos de Mesnil mellem 10.000 og 20.000 kr., og en årgangs-vin kan koste op til 1800 kr.
Huset vigtigste vin er dog Grande Cuvée, som er mere tilnærmelig. Den koster omkring en tudse.

160 vine i flasken
I 1999 blev det gamle familiefirma solgt til luksus-koncernen LVMH (Moët Hennessy Louis Vuitton), men familien er stadig med, idet Olivier Krug i 2009 blev direktør.
Eric Lebel har været med i firmaet i 16 år, og han har ansvaret for vinens kvalitet – og for at føre de gamle traditioner videre. Det gør han på flere måder:
Basisvinen laves på druer fra en lang række af distriktets bedste marker. Den lagres på eg og filtreres sjældent. Man undgår den malolaktiske gæring, hvor vinens æblesyre omdannes til mælkesyre. Og vinen dégorgeres (befries for bundfaldet i flaskene) først efter seks års lagring.
Når det gælder Grande Cuvée, blandes basisvinen af op til 160 forskellige vine i tolv årgange.
– Det er en af mine vigtigste opgaver at holde dette "bibliotek" af gamle vine ved lige og stadig forny samlingen med ny vine, sagde Eric Lebel. – Og så naturligvis at blande den færdige vin, der skal gennemgå processen med flaskegæring og udvikling af bobler.
Under mødet med Lebel smagte vi flere af Krugs champagner, og i ugens smageliste længere nede er der kommentarer og stjerner til dem.




Man holder bare en iPhone eller iPad hen over ID-nummeret på flasken, så fanges nummeret, og alle oplysningerne kommer frem på skærmen.

En app med god besked
Siden 2011 har Krugs flasker haft et ID-nummer på bagetiketten, og dette nummer rummer en masse informationer om vinen i flasken.
Informationerne får man via den gratis app "Krug" til iPhone eller iPad (Android er med i løbet af denne måned).
Man besvar nogle nysgerrige spørgsmål – det er jo så moderne med den slags app'er – og så tager man et billede af ID-nummeret på flasken eller taster nummeret ind.
Med fx nummeret 213018 kommer følgende oplysninger (på engelsk) op på skærmen:

Inklusive klaverkoncert
* Modtog sin prop: Foråret 2013.
* Blanding: 142 vine fra 11 forskellige år.
* Ældste vin: 1990.
* Yngste vin: 2006.
* Dernæst Eric Lebels meget grundige beskrivelse af vinen og dens fremstilling.
* En vurdering af vinen – her med 97 point fra Wine Spectator.
* Et forslag til, at vinen nydes sammen med Beethovens klaverkoncert, som Khatia Buniatishvili straks spiller fra ende til anden. Nydeligt.
* Så kommer et sted, hvor man kan skrive sine egne noter om vinen.
* Til slut kommer der gode råd om opbevaring og servering samt forslag til at nyde vinen sammen med parmesanost (nåh ja, men forhåbentlig også sammen med så meget andet).
Det er faktisk en rigtig nyttig app, Krug har lavet – en app som andre vinhuse sikkert snart vil kopiere.




.


800 kr. i proppenge
Der findes efterhånden mange restauranter i ind- og udland, hvor man gerne må tage sin egen vin med mod at betale proppenge.
Fordelen er jo - afhængig af, hvor meget restauranten forlanger i proppenge - at den samlede regning for mad og vin måske bliver lidt mere appetitlig. Det giver også mulighed for at tage en ekstra lækker og dyr flaske med fra vinkælderen derhjemme og nyde den til noget ekstra god mad. Samme vin ville måske være nærmest ubetalelig, hvis man skulle købe den på restauranten.
Normalt ligger proppengene på omkring et par hundrede kroner. Det kan synes af meget, men det er intet imod, hvad The French Laundry, der har sine to luksusrestauranter i henholdsvis Napa Valley og New York, lægger oven i hatten.
Medbringer man sin egen vin i et af etablissementerne, skal man ifølge Wine-Searcher betale 150 dollars (cirka 800 kr.) i proppenge - så en vin til 60 kr. er nok ikke lige det, man tager under armen …
Det er nok det højeste proppenge-beløb i USA - og måske på verdensplan.

Det rene optrækkeri
Foreningen for amerikanske vin-forbrugere, American Wine Consumer Coalition, kalder The French Laundrys proppenge for optrækkeri, da der er masser af andre restauranter i den dyrere ende af prisskalaen, der kun tager omkring 25 dollars (cirka 135 kr.) i proppenge pr. flaske.
Dog er der nogle få vine, som er så dyre på The French Laundrys vinkort, at det ligefrem kan betale sig at tage dem med til restauranten - trods proppengene. Wine-Searcher nævner således en mousserende vin, "J. Schram" Brut, fra det californiske vinhus Schramsberg. Den ville medbragt og inklusiv proppenge komme op på 246 dollars (cirka 1325 kr.) hos The French Laundry, mens den på restaurantens vinkort er prissat til 395 dollars (cirka 2127 kr.).
Hvis nogle af VinAvisens læsere har gode eller dårlige erfaringer med proppenge - eller kommentarer til emnet - hører vi gerne på info@vinavisen.dk.




Der er sandt nok nogle lighedspunkter mellem juvelerfirmaets logo og navnet på vinetiketten. Men med den lille vinproduktion, vinhuset har, er der nu lidt David og Goliat over sagen.

Juvelerfirma lægger sag an
Vi har ofte fortalt om Bordeaux-slotte og champagnehuse, der er ude med riven, hvis vinhuse eller firmaer rundt om i verden anvender deres navne - eller navne, der ligger lige tæt nok opad. Årsagen kan også være, at motiverne på to vinetiketter let kan forveksles.
For nylig lagde det berømte schweiziske juvelerfirma Cartier sag an mod det lille vinhus Carter Cellars i Napa Valley for overtrædelse af varemærkeloven og unfair konkurrence. Sagsanlægget gælder etiketten på vinhusets vin, hvis farver og skrifttype ifølge juvelerfirmaet har lidt for meget tilfælles med firmaets logo.

Forskelligt publikum
Cartier bad allerede i 2004 ejeren af vinhuset, Mark Carter, om at ændre etiketten - hvilket han nægtede. Juvelerfirmaet droppede emnet - for nu at tage det op igen sammen med et nyt hold advokater.
Cartier frygter, at etikettens lighed med firmaets logo kan vildlede folk til at tro, at firmaet også fremstiller vin - eller sponsorerer vinmærket.
Mark Carter, der fremstiller 18.000 flasker vin om året, ser intet problem i lighederne, da hans vin og Cartiers juveler, som han siger, henvender sig til to vidt forskellige forbrugerskarer.
Når det gælder navnet, er der faktisk adskillige vinhuse i USA, der hedder Carter - blandt andet Carter Vineyard i Oregon og Carter Estate Winery i det sydlige Californien.







Svært at sælge årgang 2013
Det er mange år siden, primeur-kampagnen i Bordeaux er gået forløbet så hurtigt som i år. Vinslottene har nærmest kappedes om at være blandt de første til at prissætte den nye årgang 2013.
Til gengæld er det ifølge Decanter sjældent gået så langsomt med et få solgt en ny årgang Bordeaux-vin, som i år.
Med vinene fra 1. cru-slottene er det traditionen tro gået relativt hurtigt, men når det gælder de mange andre vinslotte i Bordeaux, kæmper négocianter og vinhandlere generelt for at få solgt den nye årgang som primeur-vin til forbrugerne.
Mange vinhandlere regner med, at primeur-salget af årgang 2013 i de kommende måneder bliver betydeligt mindre end for årgang 2012. En af årsagerne er, at druehøsten sidste år var langt mindre end normalt, hvorfor der ikke er nær så meget vin at gøre godt med. Men ifølge de handlende er den væsentligste årsag, at vinslottene har prissat vinene for højt.
Generelt har priserne fået et dyk i forhold til 2012-årgangen, men dykket er ikke stort nok til at lokke kreditkortene op af lommerne. Og slet ikke når årgangen ikke just har fået de mest rosende ord med på vejen og er blevet beskrevet som den mest udfordrende i de sidste 30 år.

Salget er nærmest stoppet
Den fornemme vinforretning Berry Bros & Rudd i London melder om, at interessen for årgang 2013 nærmest er gået i stå i den forgangne uge. Man forventer, at primeur-salget højst når op på 5 millioner pund (cirka 45 mio. kr.), hvilket er en tredjedel af, hvad 2012-årgangen indbragte forretningen.
Farr Vintners, en af de andre førende britiske vinforretninger, kan også mærke den ringe interesse for den nye årgang.
Også herfra lyder det, at priserne er problemet. Kun få af 2013-vinene er ifølge Farr Vintners prissat korrekt. Det gælder blandt andet Lynch Bages, La Fleur Petrus og Domaine de Chevalier.
Som et eksempel på en vin, der burde være langt billigere, nævner vinforretningen Cheval Blanc, som blev frigivet til 300 euro (cirka 2700 kr.) ex-Bordeaux. Det var en reducering på 12% i forhold til prisen for 2012-årgangen. Problemet er bare, at Farr Vintners ville kunne sælge omkring 15 andre og bedre årgange af Cheval Blanc til samme eller endog lavere priser. Og det er vel at mærke årgange, der er drikkemodne her og nu, hvilket stadig flere forbrugere finder attraktivt.








Et maleri af Beethoven fra 1820 af Joseph Karl Stieler. Foto: Wikipedia / Frauenhofer-Gesellschaft.

Beethovens dårlige hørelse
Ni symfonier, fem koncerter, 32 klaversonater og 16 strygerkvartetter er blandt de mange musikværker, som Ludwig van Beethoven komponerede.
Og utroligt nok kreerede han en stor del af musikken stort set uden at kunne høre den. Da Beethoven var i slutningen af 20’erne fik han nedsat hørelse. Lidelsen blev gradvist værre, og da han døde i 1827 i en alder af 57 år, var han næsten fuldstændig døv.
Der er gennem tiderne kommet utallige bud på den store komponists høretab - et af dem går ud på, at det skulle være forårsaget af syfilis.
Men nu er et hold forskere fra University of Utah School of Medicine gået mere grundigt til værks.

Vin med bly årsag til høretabet
De amerikanske forskere har analyseret Beethovens jordiske rester, og i knoglerne fandt de et meget højt niveau af bly, hvilket tyder på, at komponisten har indtaget små doser af metallet gennem en meget lang periode. Og netop denne konstante påvirkning af små mængder bly kan forårsage fremadskridende høretab.
Beethoven var storforbruger af vin, og ifølge forskerne er det højst sandsynligt via vinen, at han har indtaget metallet. I 1700-tallets Wien, hvor han boede, var det nemlig ganske almindeligt at tilsætte billig vin af dårlig kvalitet blyacetat - også kaldet blysukker - for at søde vinen, så den smagte bedre. Allerede oldtidens romere sødede vinen på denne måde.
Man kan købe sig adgang til forskernes fulde rapport om emnet ved at klikke her.







En tillykke-vin
Den 11. juni fylder prins Henrik 80 år, og i den anledning har dronning Margrethe for første gang illustreret en etiket til en vin fra Château de Caix – en speciel fødselsdags-vin til gemalen.
Dronningens smukke maleri viser vinmarkerne, som de ses fra slottets terrasse.
Vinen hedder Cuvée Octante – Cuvée Firs (år) – og den er kun tappet på magnumflaske. Det gør, at den udvikler sig langsommere igennem årene. Og at den sikkert bliver endnu mere attraktiv som samleobjekt.
Årgangen, 2011, er i øvrigt den bedste til dato.
Vi har smagt vinen – selv om vi faktisk burde have gemt den i flere år (men hvad gør man ikke for oplysningen af det danske folk) – og nedenfor i ugens smageliste er der fem kongelige stjerner til den flotte vin.


Hitlers vin solgt under vurderingen
I uge 17 fortalte vi om en ganske særlig flaske rødvin, som skulle under hammeren hos auktionshuset McTear’s Auctioneers i Glasgow.
Den 1,5 liter store flaske blev fremstillet på bestilling af Adolf Hitler i et begrænset antal og blev givet til hans officerer og generaler i anledning af hans 54 års fødselsdag i 1943. På etiketten kunne de heldige modtagere så se et billede af fødselaren.
Flasken havde auktionshuset modtaget fra en ungarer, hvis far havde været krigsfange under anden verdenskrig og her havde fået flasken af en tysk soldat. Hvordan den var havnet hos soldaten, melder historien ikke noget om.
Nu er flasken solgt til et hammerslag på 1540 pund (cirka 14.000 kr.) - hvilket er cirka 500 pund under vurderingen. Det er stadig rigtig mange penge at give for en flaske vin, hvor indholdet efter alt at dømme er en ganske almindelig tysk bordvin.
Om køberen har McTear’s kun oplyst, at det er en australier.

En mærkelig historie
Men er vinen nu også ægte? Auktionshuset har til Decanter oplyst, at vinen er blevet godkendt som den ægte vare af et medlem af Wine & Spirit Education Trust (WSET) - den skole i London, der uddanner ansatte i vin- og spiritusbranchen samt alle andre interesserede.
WSET kender dog ikke noget til en sådan godkendelse, og da Decanter oplyste navnet på det påståede medlem, fik magasinet at vide, at vedkommende hverken havde arbejdet eller studeret på skolen. En lidt mystisk historie, må man sige …
Også tidligere er der hos andre auktionshuse solgt vine, som på en eller anden måde har forbindelse til Nazi-tiden, og det har rejst skarp kritik - blandt andet fra organisationen Simon Wiesenthal Center, der jagter tidligere Nazi-forbrydere og sørger for, at fremtidige generationer ikke glemmer Holocaust. Organisationen har fx opfordret til, at man boykottede et italiensk vinfirma, hvis vinetiketter viste Hitler og andre nazister.



Verdens dyreste prop
Når man vil gemme den vin, der er tilbage i flasken fra middagen, til dagen efter, er en vinprop sagen. Propperne findes i alverdens udgaver, og nogle er dyrere end andre. Men ingen når op på siden af den nye vinprop fra det italienske prop-firma Labrenta, når det gælder prisen. 40.000 euro (cirka 299.000 kr.) koster proppen, hvilket gør den til verdens dyreste prop.
Men der er en årsag til galskaben - proppen er af guld og prydet med 569 diamanter.
Det er da vist kun en rig skibsreder eller en oliesheik, der kunne finde på at købe en sådan prop …



34/09




Vil ikke gøres nar ad
Britiske mænd skænker ifølge The Drinks Business meget gerne vin i glassene, når det er inden for hjemmets fire vægge. Helt anderledes forholder det sig, når de er på pub med gutterne - til trods for, at mange britiske pubber i dag har glimrende vinlister.
Det viser en ny undersøgelse, som er bestilt af Syndicat Côtes du Rhône, og omfatter 1500 voksne briter.
Ni ud af ti af de adspurgte mænd sagde, at de drak vin på hjemmebane, mens kun en ud af hver fjerde ville finde på at drikke vin en glad aften på pubben med mandlige venner. Som årsag nævnte mændene, at de var bange for, at de andre ville gøre nar ad dem. Spiritus eller store krus fyldt med øl fik derimod det blå stempel som pub-drikke. Den slags drikke er der åbenbart mere "hår på brystet" over ...
Til store fester var mændene ikke helt så beklemte ved at drikke vin, og lidt over halvdelen af de adspurgte mænd ytrede, at de hellere end gerne bestilte vin, når de var på restaurant.
Undersøgelsen viste også, at når det gjaldt gæster i eget hjem, lagde de fleste af mændene ikke skjul på, at de serverede vine, der gerne skulle imponere gæsterne.
De adspurgte kvinder valgte derimod vin til gæstemiddagen ud fra, om den var let drikkelig og faldt i alle gæsternes smag.




Suisun Valley er Californiens næst ældste AVA efter Napa Valley. Foto: Wikipedia / Mikesclark.

Gallo på indkøb
Øst for Napa Valley ligger Suisun Valley en anden af Californiens appellationer - eller, som amerikanerne kalder det, American Viticultural Area (AVA). Den har vi måske ikke hørt så meget om i Danmark endnu, men appellationens vine har gennem de sidste 30 år vundet stigende anerkendelse på amerikansk jord.
Netop derfor er Suisun Valley også en lækkerbisken for de store californiske vinhuse, når det gælder investering og ekspansion.
Senest har verdens største familieejede vinhus, californiske E&J. Gallo Winery, købt vinhuset Ledgewood Creek i Suison Valley. Købssummen er ikke oplyst, men vinhuset var sat til salg for 16,5 millioner dollars (cirka 89 mio. kr.).
Ud over selve vinhuset omfatter købet 93 hektar vinmarker, og ifølge AVA’ens vinproducentforening, Suisun Valley Vintners & Growers, er Gallo højst sandsynligt udelukkende interesseret i markerne. Sådan er det meget ofte, når det store californiske vinhus udvider, lyder der fra foreningen. Ledgewood Creek er dermed efter alt at dømme historie.
Gallo ejer ikke kun vinmarker i Californien men også i Washington og importerer desuden vine fra fjorten internationale vinhuse.


Vil redde drueavlerne
Champagnehusene får hovedparten af deres druer fra Champagnes omkring 15.000 drueavlere - små familiedrevne virksomheder.
Nu frygter Pascal Ferat, der er præsident for drueavlernes forening, Syndicat Général des Vignerons de Champagne, at antallet af drueavlere vil reduceres markant i løbet af nogle få år.
Cirka 20% af avlerne er ifølge Decanter ved at nå pensionsalderen. De vil gerne lade deres virksomheder gå i arv til næste generation, men arveafgifterne er så høje, at de ofte ikke ser anden udvej end at sælge - hvilket dog også kan være svært. Jordpriserne i Champagne ligger i gennemsnit på 1,5 millioner euro (cirka 11 mio. kr.) pr. hektar, og selv for de store champagnehuse er det noget af en investering. Det forlyder i distriktet, at det let kan tage omkring 70 år, før ejeren af et champagnehus kan få afkast af sin investering.
Ferat har nu sat sig det mål at redde de mange små drueavlere, og han lægger op til, at det er et ansvar, som champagnehusene - der jo er afhængige af avlerne - må tage på deres skuldre.





...




Cocktailen "Rødgrød Med Fløde".

En meget national cocktail
I denne uge er København rammen om årets internationale Melodi Grand Prix. Og når nu Danmark er værter for den store begivenhed, bør man selvfølgelig nyde en ærke-dansk cocktail, mens de mange sange ruller hen over tv-skærmen.
Det mener man hos Peter F. Heering, firmaet bag den legendariske kirsebærlikør Cherry Heering, og man har derfor fået bartender Rasmus Damgaard fra GetBartender.dk til at kreere en meget national cocktail. Den er navngivet "Rødgrød Med Fløde", og såvel dens udseende som smag er inspireret af den klassiske dessert, der har afsluttet mange måltider på de danske borde lige siden 1800-tallet.
Damgaard står bag baren under Melodi Grand Prix'et og sørger for drinks til de mange danske og udenlandske gæster, musikere og sangere. Og udlændingene får rig lejlighed til at øve sig i at sige det svære "rødgrød med fløde", da den nye cocktail kan bestilles ved baren …
Her kommer opskriften på drinken:

Rødgrød Med Fløde
1,5 cl Cherry Heering
3 cl Brøndums Snaps Original
3 cl jordbærpuré
2 cl dansk honningsirup
2 cl Friskpresset citronsaft
En bakke isterninger
Let topping med dansk piskefløde (fløden skal danne et lag for sig)
Pynt: Stødt kanel eller vanille
Et Martiniglas
Cherry Heering, snaps, jordbærpuré, honningsirup og citronsaft shakes kraftigt med isterningerne. Stop, når der er dug på shakerens yderside. Hæld indholdet i Martiniglasset gennem en strainer - en professionel bar-si - eller en almindelig si, så du undgår at få iskrystaller og klumper i cocktailen.
Top med piskefløde ved at hælde fløden langsomt ned i glasset over bagsiden af en spiseske. Herved lægger fløden sig som et hvidt lag oven på "jordbærgrøden". Pynt med stødt kanel eller vanille.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * The Wine Company har optaget importen af Chocolate Box vinene fra Barossa Valley i Australien.
    * Kjær & Sommerfeldt har fået agenturet på vinene fra Louis Jadot.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Bjarne Jørgensen (f. 1962) blev bidt af fransk vin efter en rejse til Bourgogne i 1985 – og ikke mindst efter at have besteget den berømte og højtliggende grand cru-vinmark Les Clos i Chablis.
    For at kunne dyrke sin passion fuld ud satte Bjarne Jørgensen sig for at lære fransk, hvilket endte med en kandidatgrad i sproget. Godt rustet udi det franske tog han til Paris og fik arbejde i en travl vinbutik i byens hjerte. Vel hjemme igen fortsatte han sin vinøse karriere som medhjælp i Gruberts Vin i Århus og som underviser i vinsmagning ved AOF.
    Efter nogle år i oversættelses-branchen valgte Bjarne Jørgensen i 2008 at starte sin egen vinimport og vinhandel under navnet Vinimperiet. Fokus er på økologisk og biodynamisk vin fra mindre producenter, der værdsætter mangfoldighed frem for stabilitet.
    Arbejdet i Vinimperiet bliver passet sideløbende med freelancearbejde som oversætter af blandt andet software og tekniske tekster.
    Adresse: Vinimperiet, Stemannsgade 9C, 8900 Randers, tlf.: 28 69 68 28, e-mail: vin@vinimperiet.dk, www.vinimperiet.dk.





    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Send spørgsmålene til anker@vinavisen.dk. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.


    Hvad er flaskesyge?
    Mette Lynge har hørt, at vin kan lide af flaskesyge. Hvordan ytrer sygdommen sig? spørger hun.
    Flaskesyge eksisterer, men vi vinnydere vil formodentlig aldrig opleve sygdommen. Den er nemlig kortvarig, og vinen bliver hurtigt helbredt.
    Sygdommen kan opstå i flasker kort efter tapningen, og symptomerne er en smag uden liv – som om vinen har mistet sin aroma og smag. Man mener, at det skyldes, at vinen udsættes for bevægelse og iltning under tapningen.
    For at opleve en angrebet flaske skal man åbne den inden for et par uger efter tapningen. Det er næsten umuligt med de fleste vine, idet de gerne er i hvert fald nogle måneder gamle, når de når frem til vinhandlere og restauranter.




    Ugens vinøse billede
    - Dette er en blå drue, skriver Carl Nielsen. – Men på billedet er den vel at mærke stadig umoden og grøn.
    – Billedet tog jeg i det spanske distrikt Ribera del Duero (Dueroflodens Bred), hvis vine skal produceres på druen Tempranillo, der dernede går under navnet Tinto Fino. Det er dog lovligt at tilsætte små mængder af andre druesorter, men vinen skal altid indeholde mindst 90% Tempranillo.
    – De fleste bodegaer producerer tre forskellige kvaliteter: Coscha, Crianza og Reserva. Enkelte også Gran Reserva.
    Cosecha er en vin, der blev tappet på flaske, mens den var ung og frisk.
    Crianza har modnet i to år, det ene år på egetræsfade, det andet på flaske.
    Reserva har modnet i mindst tre år og mindst et år på eg.
    Gran Reserva har modnet i fem år, hvoraf de to år på eg.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er velkomne til at sende os vinøse billeder. Send dem digitalt og i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.




.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    271 Tågen hænger lavt over vinmarken Coleraine i Hawke's Bay, New Zealand. (foto © Te Mata Vineyards).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 35 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner og hele 20, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 115 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de elleve vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Oriol Rossell, Cava, Brut, Spanien, lav alkohol (11,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
Denne pæne og lidt enkle boblevin har livlige bobler og en meget kraftig mousse i munden, der ret længe synes at overdøve vinens frugt.

Hvidvin


Nietro, Macabeo, Calatayud, Spanien, 2013, lav alkohol (13%)
50 kr., pris ved 6 flasker, Smile Marketing Group
Om den forrige årgang, 2012, skrev vi: En let hvidvin, der med sine krydrede toner er udpræget til mad og måske ligefrem fremragende til ost, fx blåskimmelost. Ud over krydderiet har vinen en lille honningsødme. Denne beskrivelse står vi ved også om denne årgang.


Château des Eysards, Bergerac, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
59,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Distriktet Bergerac ligger ikke ret langt fra Bordeaux oppe ad Dordogne-floden, så det er ikke så mærkeligt, at en vin som denne minder om en hvid bordeaux. Vinen laves da også på de samme druer, Sauvignon Blanc og Sémillon. Den har en mild, blød, let cremet smag med tydelig Sauvignon-karakter. En frisk og dejlig hvidvin, velegnet til alt godt fra havet og andre lettere retter. Flasken har skruelåg.


Forster Ungeheuer, Heinrich Spindler, Riesling, Spätlese Trocken, Pfalz, Tyskland, 2012, lav alkohol (13%)
169 kr., Den lille Vinkælder i Fredericia
Frisk og dejlig Riesling-hvidvin med god druesmag, fint krydderi, mineralske noter og liflig sødme. Ret kraftig og velegnet til mad.

Rosévin


Rivero, Faustino, Garnacha, Rioja, Spanien, 2013, lav alkohol (12%)
39,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Denne lette, velsmagende rosé har en flot krydret duft og en smag, der er tør og med fin bitterhed - en smag, der gør vinen glimrende til mad. Og så er prisen jo fornøjeligt lav. Flasken har skruelåg.


Domaine Montrose, Bernard et Olivier Coste, Sud de France, Frankrig, 2013, lav alkohol (12%)
99 kr., på tilbud intil 14. juni: 79 kr., Vinoble
En rosévin med en ganske lys, fint gylden farve - lidt i retning af den farve, som franskmændene kalder oeil de perdrix, agerhøneøje. Vinen har en fint krydret duft, og i den blide smag samt ikke mindst i eftersmagen er der noter af hindbær. Glimrende til mange lettere retter samt som terrassevin. Flasken har et elegant skruelåg.

Rødvin


Gugu, Guelfo Guelfi, Toscana, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
55 kr., SB-Vinimport
En uhøjtidelig rødvin med al Toscanas sol, varme og charme. Vinen har noter af modne brombær i duften, en god frugtsmag og et lille, bittert bid, der gør den velegnet til mad. Det er ikke en stor vin, men prisen er også derefter. En vin, der er herlig at hælde i glasset til en omgang pasta en lun sommeraften.


Monterè, Ca'de'Rocchi, Corvina, Provindia di Verona IGP, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
79,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Den meget tunge (1235 gram), men også flotte flaske rummer en god og fyldig rødvin med en ren frugtsmag, en let sødme, tilpas syre og en god, lang eftersmag. Vinen bør nydes let afkølet.


Domaine la Guintrandy, O. Cuilleras, Côtes du Rhône, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%)
89 kr., pris ved 12 flasker: 69 kr., Kassen med vin
Vellavet rødvin på druerne Grenache, Shyrah og Mourvèdre - GSM, som de siger dernede. Den har god, saftig frugt med noter af blommer og hvid peber. Plask den gerne over i en karaffel. Så åbner den sig yderligere.


Missetti, Appasimento, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)
99 kr., på tilbud indtil 14. juni: 79 kr., Vinoble
Flot og lækker rødvin med en rosinagtig sødme, der afbalanceres fint af syren. Der er chokolade i smagen og mørke bær. Vinen bør skænkes godt afkølet - ned til 12-13 grader - og nydes til kraftig mad. På grund af sødmen er det en vin, som mange vil kunne lide.


Château Roc de Levraut, Remi Ballarin, Bordeaux Supérieur, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 90 kr., Propperiet
En rigtig god rødvin til mad. Den er fint afrundet og med blød, mellemfyldig smag. En typisk bordeaux, som man nyder med fornøjelse.


Château de Saint Victor Grande Cuvée, Vacqueras, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw
Denne rødvin kommer fra appellationen Vacqueras i det sydlige Rhône. Den er overraskende let og elegant med god frugt og noter af mørke rosiner. En rigtig lækker og harmonisk rødvin - et kup til tilbudsprisen.


Il Corto, Basciano, Colli della Toscana Centrale IGT, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
149,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Superlækker og "spændstig" rødvin, der med sin gode syre og sine fine fadnoter slår gnister i munden. Typisk Sangiovese (her med 10% Cabernet Sauvignon). En rigtig toskaner.


Taler Media, San Pietro in Cariano, Amarone della Valpolicella, Italien, 2010, høj alkohol (15,5%)
199 kr., Irma
En meget dejlig Amarone, der fylder munden med sin bløde, lækre frugt og mange facetter. Den har 15,5 procent alkohol, men der er slet ikke nogen spritkant.


Verbena, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
279 kr., Kjær & Sommerfeldt
Duften er meget karakteristisk Brunello. Smagen er fyldig og bred med markante noter af chokolade, men også med god frugt og tilpas syre. Skænk den gerne vel afkølet.


Cuvée Octante, Château de Cayx, Cahors, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)
350 kr., pris for magnumflaske (1½ liter), H.J.Hansen Vin
Special-cuvéen i anledning af prins Henriks 80 år er ikke nogen Malbec-bamse. Det er en elegant, delikat og mild rødvin, blød og gavmild. Den kan godt gemmes i nogle år, men også drikkes nu, og den åbner sig fint, når den hældes over i en karaffel.


Cuvée Anonyme, Xavier Vins, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2005, høj alkohol (14,5%)
499,95 kr., pris ved 6 flasker: 380 kr., Supervin
En lækker sag. Som i de fleste rødvine fra Châteauneuf spiller druen Grenache hovedrollen, her med 60%. Den støttes af Mourvèdre (20%) og Syrah (15%). Men der er også brugt flere andre af de tretten druesorter, som er tilladt i distriktet, blandt andet Counoise og Vaccarèse. Vinen er ni år gammel, men stadig vital - faktisk på toppen med ren frugtsmag med noter af mørke bær, brombær, solbær, kirsebær, lakrids og bløde tanniner. Eftersmagen er lang. Vinen kan drikkes nu - og holde sig på toppen i endnu fem-seks år.


Stony Creek, Victorian Alps Winery, Pinot Noir, King Valley, Victoria, Australien, 2013, høj alkohol (14,5%)
69,75 kr., på tilbud i maj: 49,75 kr., Skjold Burne
Til tilbudsprisen er denne rødvin ganske god. Den er lidt kort i munden, lidt enkel, men udmærket som hverdagsvin. Den fjerde stjerne får den for tilbudsprisen Flasken har skruelåg.


Domaine du Parc St. Charles, Grenache, Côtes du Rhône, Frankrig, 2010, høj alkohol (15%)
99 kr., Svendborg Vinimport
Kraft, karakter, peber - en udpræget madvin på 100% Grenache-drue og med bamsede procenter. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Og skænk den fx til en kraftig ret.


Muac!, Terra de Falanis , Mallorca, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
130 kr., Theis Vine
Etiketten er underlig med en tegning af en mand og den dame, der står med hovederne oppe i et træ. Smagen er fyldig, men lidt "kogt", sødlig, men også med et bittert, stilket bid og kort i munden.

Smagningen af champagne fra Krug


Krug Grande Cuvée (2013), Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
1250 kr., Moët Hennessy
Denne champagne, der forlod Krugs vinkælder i 2013, er en forening af 142 vine fra elleve forskellige årgange, hvoraf den ældste er fra 1990. Som en dirigent har kældermester Eric Lebel sørget for, at de mange vine spiller lige netop så stor en rolle, som der skal til for at skabe en fuldendt symfoni. Boblerne er små og fine, og i duften er der noter af brød og en anelse karamel. Smagen er elegant med lyst brød, modne grønne druer og fine noter af mokka. Champagnen kan nydes som apéritif, men er med sin fylde også velegnet til lyse fiskeretter. Hvis man har downloaded Krugs app, kan man få mere at vide om champagnen ved at indtaste ID-nummeret 213018.


Krug Grande Cuvée (2011), Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
1250 kr., Moët Hennessy
En vidunderlig og rigt facetteret champagne, hvor smagen af moden frugt blander sig med noter af blandt andet honning og et strejf af mokka til slut. Nyd den til en ekstra god fiskeret. I denne champagne indgår der 120 vine fra ti forskellige år, hvoraf den ældste vin er fra 1988. Flasken med champagnen forlod Krugs vinkælder i 2011 for at modtage sin prop. Dette og meget mere kan man få at vide ved at klikke ind på Krugs app og taste ID-nummeret 211021.


Krug Rosé, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
1750 kr., Moët Hennessy
En sprød mousserende vin, med en fin duft af friske jordbær og en vidunderlig smag med noter af hindbær, skovjordbær og forfriskende citrus. Den smager af sommer. Man kan læse mere på Krugs app på ID-nummer 113016.


Krug Vintage, Champagne, Frankrig, 2003, lav alkohol (12,5%)
1799 kr., Moët Hennessy
1800 kr. er rigtig mange penge, men hvis man vælger at betale prisen for denne flaske champagne, venter der én en stor oplevelse. Hver mundfuld af denne vin er en nydelse - fra kaskaderne af små bobler, der brister i munden og breder en liflig og kompleks smag til den lange og fine eftersmag. Her er fylde og god frugt og noter af blandt andet brød, hyldeblomst, mirabeller og honning. Læs mere om champagnen på Krugs app på ID-nummer 313044.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.