
Et bjerg af druerester i et vinhus i Abruzzo.
5 mio. tons skind, stilke og kerner
Når druerne presses til most i et vineri, efterlades der en masse skind, stilke og kerner. Sidste år blev der globalt fremstillet 28 milliarder liter vin - hvilket gav i alt 5 millioner tons presserester.
Nogle vinproducenter destillerer resterne til brændevin, mens andre bruger dem til gødning og kvægfoder. Men det meste af de mange tons rester bliver kasseret.
I de senere år har man dog forsket en del i en fornuftig udnyttelse af presseresterne, og man har blandt andet fundet frem til en metode, hvor de kan forvandles til biogas.
Ikke rentabelt
Druernes skind, stilke og kerner er også sprængfyldte med kostfibre og antioxidanter, og det er lykkedes amerikanske forskere at fremstille et kostfiberpulver ved at tørre og dernæst male resterne. Dette pulver kan så tilsættes forskellige fødevarer, hvor det både giver et ekstra tilskud sundhed og forlænger varernes levetid.
Man kan således fremstilles adskillige produkter ud af presseresterne - men de firmaer, der har kastet sig over opgaven, har haft svært ved at få det til at løbe rundt rent økonomisk. Det er nemlig forskellige maskiner og teknikker, der skal bruges, alt efter hvilket produkt man ønsker at producere.
Et multi-formåls raffinaderi
Det har et hold italienske forskere ved universitetet i Bologna nu vendt op og ned på ved at udvikle et multi-formåls bioraffinaderi, der kan udvinde både antioxidanter, umættede fedtsyrer, biopolymerer, biogas, osv. af rester fra rødvinsdruer i én og samme proces.
Teknikken er endnu ikke kommet på verdensmarkedet, men når den gør det, vil den uden tvivl gøre det langt mere rentabelt for de enkelte firmaer at udnytte de mange tons druerester.
Man kan læse mere om det nye bioraffinaderi ved at
klikke her.

"Admiral Nelsons død" af Benjamin West, 1806.
Nelson i cognacfadet
Den britiske admiral Horatio Nelson regnes for en af Englands store nationalhelte. D. 21. oktober i år var det nøjagtig 210 år siden, han døde under slaget ved Trafalgar om bord på sit skib Victory. Og det skete på et tidspunkt, hvor sejren var i sigte. Døende gav Nelson sit mandskab de sidste ordre, der førte til den endelige sejr. I alt mistede fjenden - den fransk-spanske flåde - 22 skibe, mens briterne ikke mistede et eneste skib.
Når søens folk dengang døde til søs, blev der som regel holdt en lille højtidelighed, hvorefter de blev begravet i havet. Men Nelson var så stor en helt, at man ifølge The Drinks Business måtte have ham hele vejen med hjem til England.
Og hvad har så denne historie med vin eller alkohol at gøre? Jo, for at kunne konservere Nelsons lig på den lange rejse hjem, blev han sænket ned i et fad med cognac, hvori der også blev tilsat myrra og kamfer. Dernæst blev fadet hejst op i skibets mast og surret fast.
Også brændevin i kisten
I første omgang lagde det svært beskadigede Victory til i Gibraltar for at blive repareret. Det endte med, at man måtte tage et andet skib, HMS Pickle, i brug til hjemrejsen, hvorfor fadet med Horatio Nelson måtte tages ned og surres fast i det nye skibs mast.
Først i januar 1806 kunne admiralen stedes til hvile på engelsk jord. Og det blev han i en bly-klædt kiste, der blev fyldt med brændevin og dernæst sænket ned i en trækiste lavet af træ fra et fransk skib, som Nelson havde erobret.
Transporten i cognacfadet kan virke noget uglamourøst, når nu det drejede sig om en stor helt. Men det havde sikkert passet Nelson ganske udmærket - i levende live var han nemlig en stor ynder af de stærke våde varer.
En eksport på 38 mio. hl bulk
Hvert år eksporteres store mængder vin som bulkvin i containere og tankvogne til deres destinationslande, og først her bliver vinen tappet på flasker eller bag-in-box. Denne metode gør vinen billigere - blandt andet ved, at man sparer flaskeafgiften.
Der har måske nok været en tendens til at rynke på næsen af bulkvin, som det jo er, men rynkerne er blevet færre, efterhånden som kvaliteten af vinene er steget.
I dag omfatter bulkvin rigtig mange gode hvid- og rødvine, der stadig kan fås til rimelige penge.
Og faktisk går det rigtig godt for eksporten af bulkvin. Det viser de nyeste tal fra OEMV (Observatorio Español del Mercado del Vino).
I år 2000 blev der på verdensplan eksporteret 20 millioner hektoliter bulkvin til en værdi af 1,2 mia. euro (cirka 9 mio. kr.).
Sidste år lå den samlede eksport på 38 mio. hektoliter til en værdi af 2,7 mia. euro (cirka 20 mio. kr.).
Den store bulkvin-udstilling
Spanien har førertrøjen på med en eksport på cirka 10 mio. hektoliter bulkvin om året. Dernæst kommer Italien og Australien med henholdsvis cirka 7 og 4 mio. hektoliter.
Opsvinget i interessen for bulkvin afspejles også i deltagerantallet i den store årlige branchemesse The World Bulk Wine Exhibition (WBWE), som i år afholdes for syvende gang i Amsterdam d. 23. og 24. november.
I år har hele 15% flere vinfirmaer tilmeldt sig som udstillere, og de kommer fra nitten forskellige lande lige fra Frankrig, Spanien og Italien til Australien, New Zealand og Chile. Også relativt nye medspillere på bulkvin-markedet som fx Kosovo, Malaysia og Kina har booket stande på messen.
Udstillingsarealet er da også udvidet med 20% i forhold til sidste år - hvor man også udvidede i forhold til 2013 til 6000 kvadratmeter.

Lamborghinien, som har tilhørt storsvindleren Rudy Kurniawan.
Kurniawans vine konfiskeret
Århundredets største vinsvindler, Rudy Kurniawan, blev arresteret i sit hjem i Los Angeles i 2012. Gennem en årrække havde han svindlet flere millioner dollars fra intetanende vinsamlere ved at sælge dem forfalskede vine. I øjeblikket afsoner han den dom, han fik, på ti års fængsel.
De mange penge, han svindlede sig til, brugte han blandt andet på at købe fornemme vine - efter sigende havde han en af verdens største og fineste vinsamlinger.
Og i dag er flere tusinde flasker fra hans vinkælder stadig i myndighedernes varetægt. På et endnu ikke fastsat tidspunkt vil de blive sat til salg på auktion.
Svindlerens Lamborghini til salg
Mens man venter på, at de kostbare vine kommer under hammeren, kan man byde om kap på Kurniawans tre biler. Ud over vin brugte han nemlig også en mindre formue på biler.
Det er Apple Auctioneering, der står for auktionen, som bliver afholdt d. 29. oktober i Californien, og bilerne er en Lamborghini Murcielago Roadster fra 2008, en Mercedes Benz fra 2011 og en Land Rover årgang 2008. De to første biler har kun kørt omkring 1500 km.
Vurderingen for den dyreste af bilerne, Lamborghinien, ligger på det, der svarer til 1,3 millioner kr.
Indtægterne fra salget går fair nok ubeskåret til ofrene for Kurniawans vinsvindel.

Så smuk er udsigten over St. Supérys vinmarker i Rutherford.
Modehus køber kendt Napa-vinhus
Et af Napa Valleys største familieejede vinhuse, St. Supéry Vineyards and Winery i Rutherford, skifter ejermand. Køberen er modehuset Chanel, og sælgeren familien Skalli.
Med i købet får Chanel vinhusets 202 hektar vinmarker og vineriet, der har kapacitet til at fremstille 1,8 millioner flasker vin årligt.
Ejer også to Bordeaux-slotte
St. Supéry blev grundlagt i 1989 af Robert Skalli, der i mange år med stor succes har fremstillet vin i det sydfranske Languedoc. Man kan læse mere om ham i VinAvisens
Hall of Fame.
Chanel, der ejes af familien Wertheimer, har haft betydeligt vokseværk siden Coco og ”den lille sorte” og er i dag et verdensomspændende firma. Det er heller ikke første gang, modehuset er på indkøb i vinens verden - i 1994 købte det Château Rauzan-Ségla i Margaux og to år senere Château Canon i Saint Émilion. Det er dog første gang, Chanel har kastet sin kærlighed på et amerikansk vinhus.
En meget enkel dekoration
Chagall, Miró, Braque, Henry Moore, Andy Warhol og vores egen Per Kirkeby er blandt de mange kunstnere, der gennem årene har fået lov til at udsmykke etiketterne til Château Mouton-Rothschilds vine.
Siden 1945 har en ny kunstner hvert år fået æren, og slottet har netop afsløret årets kunstner. Det bliver sydkoreanske Lee Ufan - og årgang 2013, han skal sætte sit præg på.
Han har valgt at gøre det med en ualmindelig enkel dekoration - næsten for enkel fristes man til at sige.
Et billed på vinens modning
Men der er en dybere mening bag den enkle firkant. Fra venstre mod højre varierer farven fra lys blålig rød over en dybere rød til en mættet rubinrød. Denne farveændring henviser til den måde, en ny ung og let blålig rødvin ændrer farve, når den modnes og bliver ældre.
Lee Ufan har boet det meste af sit liv i Japan, hvilket afspejler sig i dekorationens enkle æstetiske form.
Det bliver et langt mindre antal flasker, der får hans kunstværk på etiketten, end i de sidste mange år. Årsagen er, at årgang 2013 var blandt de mindste årgange, det berømte Bordeaux-slot har haft i de sidste 40 år.

Børsen i København er rammen om den festlige Barolo & Brunello smagning.
Kom til italiensk vinfest i Børsen
D. 20. november mødes Italiens to mest berømte vinområder, Toscana og Piemonte, i Børsen i København. Og enhver er velkommen til at lægge vejen forbi og smage stribevis af topvine og få en snak med de i alt 44 vinproducenter.
Man vil også kunne få smagsprøver på en række italienske delikatesser - olier, brød, oste osv.
Det er andet år i træk, de to distrikters vinråd, Consorzio i Vini del Piemonte og Consorzio del vino Brunello di Montalcino, afholder Barolo & Brunello smagningen i Børsen. Og ligesom sidste år vil der også være mulighed for at deltage i tre forskellige seminarer med sammenlignende smagninger mellem vine fra Barolo og Brunello.
Der kan bestilles billetter ved at
klikke her.

På dette billede, som Per Simonsen har taget i Champagne, ser man en maskine til beskæring køre hen over rækkerne med lave vinstokke.
Om lave vinstokke i Champagne
I sidste uge bragte vi et spørgsmål fra Jesper Paulsen fra Vingården Lille Gadegård. Han havde besøgt Champagne og var overrasket over at se, at vinstokkenes stammer kun var 15 cm høje, modsat alle andre steder, hvor de er cirka 100 cm.
Vi gav bolden videre til VinAvisens læsere, og fra vindyrker Per Simonsen fik vi følgende input:
- Vi var også i Champagne under høsten i år, og så her en maskine til beskæring køre i markerne, lige inden druerne blev plukket. Den kunne nå hen over flere rækker i én og samme omgang. Vi konkluderede, at for ikke at skulle gøre maskinen unødigt høj, holdt man højden på vinstokkene lavest mulig.
Et spørgsmål om varme
Aage Lundager, der ejer Højelse Vinkælder, har en anden forklaring:
- Jeg er netop hjemvendt fra et besøg i Champagne, og meget morsomt spurgte jeg om nøjagtig det samme hos vores producent Nicolas Bouche.
- Hans svar var, at man ved at holde vinplanterne lave, får vinplanten til at afsætte rankerne under stokkene kun ca. 20 cm over jorden. Jorden holder på varmen om natten, og derved får druerne, der så ikke hænger så højt, mere varme og bliver mere sukkerholdige.
I Champagne, som ligger i det nordligste Frankrig, er det selvsagt vigtigt at få tilført druerne så meget sol og varme som overhovedet muligt.
Et tempel for italiensk vin og mad
København får en helt ny bydel i Sydhavnen, Fredriks Brygge, med 1350 boliger, marina, kanaler, caféer og specialforretninger - heriblandt et nyt stort italiensk mad- og vintempel.
Rammerne for Supermarco, som den nye forretning hedder, er en næsten hundrede år gammel stålhal, der er ombygget, så der er plads til italienske krydderurter, grøntsager, kager og andre delikatesser. Og så er der vinafdelingen, hvor man på 360 hyldemeter kan finde gode flasker fra ethvert hjørne af Italien - fra i alt 37 forskellige vinhuse.
På Italia Piazza (den italienske plads) kan man få vejledning i anvendelsen af vin og råvarer og høre historien bag produkterne.
Åbning med vin og ristede kastanjer
Supermarco holder stor åbningsfest d. 6. og 7. november, hvor alle er velkomne. Festen falder sammen med Vino Novello-dagene i Italien, hvor man fejrer frigivelsen af årets første vin og olivenolie, der nydes i store mængder og pr. tradition ledsaget af ristede kastanjer.
Ved åbningsfesten bydes der derfor - ud over smagsprøver på forskellige vine - også på lune kastanjer, oste og andre delikatesser. Man kan læse mere ved at
klikke her.

Leon Birdi gav gode salgsråd til vinimportørerne.
Kursus i øget vinsalg
Både store og små vinimportører, garvede og nystartede i branchen samledes lørdag i København for at få gode råd til, hvordan man kan øge sit vinsalg. Og det gjaldt såvel salget på vinmesser som i vinforretningerne.
Invitationen til kurset kom fra Svend Leth-Møller fra The Easy Company, der blandt andet arrangerer den årlige Julevinmesse på Hotel d’Angleterre. Og de gode råd stod Leon Birdi for.
Han startede sin karriere som banderoledirektør hos Lars Bjørn Vinimport i 1984 og lærte her at sælge tre flasker, når kunden spurgte efter en enkelt. I dag underviser han i salgs- og serviceoptimering.
VinAvisen deltog på sidelinjen, og det blev tre inspirerende - og underholdende - timer i Leon Birdis selskab.
Vigtigheden af god service
En del af deltagerne efterlyste ideer til, hvordan man lukker et salg - altså får handelen hjem, når nu man har stået og snakket lidt frem og tilbage med en potentiel kunde, såvel under en vinmesse som i en vinforretning.
- Hvis vedkommende siger ”fint, jeg tænker lige over det”, når man har oplyst prisen på en flaske vin, skal man ikke uden videre svare ”det er helt i orden”, lød Leon Birdis råd.
Det er ifølge ham de færreste, der siger, at de tænker over det og så kommer tilbage for at købe vinen. Og så kom han ellers med gode råd til, hvordan man kan holde fast i samtalen og undgå, at vedkommende vender ryggen til og går.
Leon Birdi kom også ind på vigtigheden af god service - at gøre lige det ekstra, fx ved at spørge kunden, der har købt en kasse vin, hvor bilen står parkeret og så bære kassen ud. I stedet for måske at spørge ”Nu er den vel ikke for tung?”, alt imens man rækker kassen over disken. Det er lige det ekstra, der gør, at kunden kommer igen.
Den gode fortælling sælger
Han mente også, at det er vigtigere at fokusere på den gode fortælling om vinen end på en eventuelt lav pris. Fortællingen tæller ofte langt mere for det endelige valg, end om vinen er på tilbud.
Endnu et råd var ikke at lade smagsprøverne under en vinmesse ledsages af et ”smager den godt?” Det bliver der ikke nogen dialog ud af, men højst sandsynligt bare et ”ja”.
- Spørg i stedet for ”Hvad tænker I om vinen?”.
Sådan blev Birdi ved, og der var ikke tale om en enetale, men en livlig dialog med vinimportørerne - og importørerne imellem.
Der var udbredt glæde for kurset blandt deltagerne, der mente, at foredragsholderen var dygtig til at give et spark i den rigtige retning.
Endnu et kursus i mersalg er i støbeskeen. Vi vender tilbage, når datoen er på plads.
Den ene af de fire direktører fra Portobello Road Gin, Paul Lane, i færd med at håndhøste aspargeserne til ginnen.
Aspargesgin fra London
For folk, der holder af gamle ting og sager, er Portobello Road i London et rent slaraffenland. Her ligger antikvitetsforretningerne tæt ved siden af hinanden. Og midt i virvaret af butikker med gammelt porcelæn og sølvtøj ligger det lille gindestilleri Portobello Road Gin.
I huset, der stammer fra 1800-tallet, finder man en 30 liter kobberkedel med det imponerende navn Copernicus the Second. Produktionen er dog større end det, denne kedel kan klare, idet destilleriet har allieret sig med The Thames Distillery i South West London.
Hvert år d. 21. oktober fejrer Portobello Road Gin fødselsdag med lanceringen af en særlig gin, Director’s Cut, som altid er tilsat en eller anden opsigtsvækkende ingrediens. Og den bliver altid lavet på kobberkedlen i destilleriet.
Nyeste udgave er netop kommet på markedet, og den er fremstillet med intet mindre end britiske asparges som vigtigste ingrediens. Denne aspargesgin kan kun købes via destilleriets hjemmeside og i udvalgte britiske forretninger til en pris på 40 pund (cirka 415 kr.).
Lav din egen ginopskrift
Destilleriets folk har selv håndplukket de 10 kg asparges, der er gået til de i alt 1000 flasker.
Aspargesgin er faktisk ikke et nyt fænomen - i begyndelsen af forrige århundrede var den yderst populær blandt britiske ginfans.
Ud over kobberkedlen er der også blevet plads til et lille gin-museum i huset på Portobello Road - samt The Ginstitute, hvor man kan få smagsprøver på forskellige gintyper og oven i købet få mulighed for selv at kreere en ginopskrift.
Man kan læse mere på destilleriets
hjemmeside.
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyt fra den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder fra den danske vinbranche i denne uge.
Ugens vinøse billede
I uge 38 viste vi en Bacchus-figur fra Europas første porcelænsfabrik, Meissen-fabrikken. Vi havde selv taget billedet - og det gælder også for dette billede af en vindrueklase i porcelæn. Den er kun cirka 15 cm bred, og den er ej blot til pynt. Klasen er nemlig en lille æske, og sneglen en lågknop.
Det er egentlig utroligt at tænke på, at denne æske er lavet i 1750 - med sit enkle design kunne den lige så godt være fremstillet i går.
Hvem kommer med det næste billede til os?
Hvis I har taget nogle interessante eller sjove billeder i efterårsferien, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@vinavisen.dk.
348
Nogle af vinstokkene på Amalfi-kystens bjerge i Italien er bundet op til høje pergolaer (foto © Anker Tiedemann).
VinAvisen finder de gode vine!
Nedenfor ses ugens mange anmeldelser af i alt 29 vine og to flasker spiritus. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen