Vinekspert på 24 timer
En lille ny bog har indtaget det danske bogmarked. Den er skrevet af den anerkendte britiske vinskribent Jancis Robinson og er nu blevet oversat til dansk.
”Vinekspert på 24 timer” er den lokkende titel på bogen. Om den holder stik, må være op til den enkelte læser at bedømme. Men sikkert er det, at Robinson kommer godt rundt i de vigtigste vinøse hjørner i den 150 sider tykke bog.
Hun indleder med sin egen definition på vin: ”Vin er verdens mest velsmagende, stimulerende, varierede og frustrerende komplicerede drik. Den gør dig i godt humør, gør dine venner mere venlige og smager fantastisk sammen med mad.” Og så går det ellers derudad med korte, velskrevne kapitler om, hvordan man fremstiller vin, vælger den rigtige vin til den rigtige anledning, hvor meget, man bør betale for vin, nødvendige vinglas, serveringstemperaturer, vigtigste druesorter og vinlande, vinjargon osv.
Sludder og vrøvl
I bogen kommer Jancis Robinson også ind på begrebet supersmagere - eller hypersmagere, som man kalder det i dag. Det er mennesker med en særlig høj tæthed af smagsløg, hvilket gør dem mere følsomme over for stærke smage og teksturer. Dobbelt så mange kvinder som mænd er hypersmagere.
Hun gør ligeledes op med en række vinmyter - fx den om, at virkelig god vin altid kommer i en flaske med hvælvet bund og at jo tungere flasken er, desto bedre er vinen. Og så er der myten om, at rosé og sød vine er for kvinder. Dertil svarer hun (meget rigtigt): Sludder og vrøvl!
”Vinekspert på 24 timer” er ikke en flot coffee table bog med masser af illustrationer, men derimod en yderst lærerig lille bog for den, der træder deres første skridt i vinens verden. Bogen koster 199,95 kr. hos
EC Edition.
Clément Klur foran sit vinhus, Vignoble Klur, i den alsaciske by Katzenthal. Vinhuset er ikke kun økologisk certificeret (AB, Agriculture Biologique), men også biodynamisk certificeret af Demeter.
Alsace på førstepladsen
I det nordfranske Alsace breder vinmarkerne sig over 15.500 hektar. Af dem er de 2551 hektar økologisk certificerede, og 880 hektar yderligere biodynamisk certificerede - enten af den store internationale forening Demeter, hvilket gælder for størstedelen af arealet, eller af den franske organisation Biodyvin.
Det svarer til, at 5,6% af Alsaces totale vinmarksareal er biodynamisk certificeret. Og det betyder, at distriktet har førertrøjen på, når det gælder arealet af biodynamisk dyrkede vinmarker i de europæiske vindistrikter.
De 880 hektar marker ejes af i alt 68 vinhuse, og det første vinhus, der fik sin certificering, var Domaine Eugène Meyer i landsbyen Bergholtz. Det var helt tilbage i 1968.
Thomas Ilkjær holdt et meget interessant seminar om det ikke så kendte vinområde Alto Piemonte.
Top-møde på dansk jord
For nylig holdt nogle af Italiens bedste vine top-møde i Moltkes Palæ i København. Der var vine fra stort set hele Italien - fra Friuli og Piemonte i nord til Puglia og Sicilien i syd. De mange vine blev præsenteret af i alt 30 små og større vinproducenter.
Det var anden gang, smagningen ”Top Italian Wines” løb af stabelen på dansk jord - en smagning, der arrangeres af foreningen I Vini del Piemonte i samarbejde med vinguiden Slow Wine.
Men lad os starte med det glimrende seminar, som blev afholdt i forbindelse med smagningen, af Thomas Ilkjær, der har en indgående viden om italiensk vin.
De fleste kender de store Piemonte-rødvine Barolo og Barbaresco fra distriktet Langhe. Men der er nok ikke helt så mange, der har hørt om vinene fra Alto Piemonte - og det var dem, Ilkjær havde valgt at koncentrere sig om.
Fra 40.000 hektar til 700
I 1700- og 1800-tallene havde Alto Piemonte sin storhedstid, og distriktet var Italiens største og vigtigste område for dyrkning af Nebbiolo-druen - den blå drue, der også lægger most til Barolo og Barbaresco. Dengang havde Alto Piemonte et vinmarksareal på 40.000 hektar.
Men så gik det ned ad bakke, da adelen og kongehuset omkring år 1900 begyndte at kaste deres kærlighed på vinene fra Langhe, og i dag breder Alto Piemontes vinmarker sig på kun 700 hektar, der er fordelt på en række ganske små appellationer.
Men, som det fremgik af seminaret, så har rødvinene fra dette distrikt i de senere år fået en renæssance. Og det fortjener de bestemt.
Et anderledes terroir
Alto Piemonte ligger omkring 140 kilometer nord for Alba, hovedbyen i Langhe. Både den nordlige beliggenhed og det, at vinmarkerne ligger relativt højt (Alto betyder ”høj”), medfører, at druerne udvikles under køligere forhold end længere sydpå.
Også jordbundsforholdene er anderledes. Mens der i fx Barolo og Barbaresco er sand og ler, er jorden i Alto Piemonte vulkansk og rig på mineraler.
Dette anderledes terroir sætter selvfølgelig sit præg på de færdige rødvine. De vine, vi smagte under seminaret, var meget aromatiske, havde en dejlig saftighed, frugt og elegance samt en pikant syre.
Vinene fra Alto Piemonte er bestemt værd at gå på jagt efter herhjemme.
Fra Piemonte til Slovenien
De fleste af vinene fra Alto Piemonte er blandings-vine, hvor Nebbiolo ledsages af lokale rødvinsdruer som fx Vespolina, Uva Rare og Croatina.
Vi smagte også en fortræffelig hvidvin, Colline Novaresi Bianco Lucia fra vingården Castaldi Francesca - som også havde sin stand i den store sal lige uden for lokalet, hvor seminaret blev afholdt.
Her havde producenterne travlt med at skænke i glassene og med entusiasme fortælle om deres vine. Og der var mange perler iblandt - lige fra vingården Podere Ai Vallonis skønne Nebbiolo-rødvine til en indtagende Chardonnay, Puro, fra Movia, der ligger i den italienske del af Slovenien.
De fleste af vinproducenterne havde ikke nogen dansk importør. Men ud over de mange forbrugere, der besøgte ”Top Italian Wines”, var der heldigvis også rigtig mange vinimportører. Så mon ikke nogle af de gode vine dukker op på forretningshylderne herhjemme.
Den gigantiske flaske-snemand foran The Queen Victoria Inn.
Snemand af tomme vinflasker
Der er altid nogen, der gør mere ud af at pynte op i juletiden end andre. Britiske Mark Walton, der ejer pubben The Queen Victoria Inn i landsbyen Priddy i Sommerset, er blandt dem, der giver den hele armen.
Vi har tidligere vist store flotte juletræer lavet af tomme vinflasker - sådan ét står også foran Waltons kro. Men ikke nok med det - i år har han også sammen med en af sine stamkunder opført en seks meter høj snemand af 2000 tomme vinflasker, der er fastgjort til et jernskelet. Der er indlagt lys i snemanden, så han lyser op hver aften.
Ved at
klikke her kan man se flere billeder af snemanden - og af den kolossalt julede kro, hvor de gamle 1800-tals facader er pyntet, så bygningen ligner et honningkagehus.
Som altid var der gang i budene under den store Hospices de Beaune auktion.
Endnu en rekord
Hvert år den tredje weekend i november afholdes verdens ældste vinauktion, Hospices de Beaune. Første udgave løb af stabelen i 1859.
Den vin, der sælges, stammer altid fra de 60 hektar vinmarker, som det gamle hospital i Beaune ejer, og sidste år indbragte auktionen et rekord stort beløb, nemlig 13.5 millioner euro (cirka 101 mio. kr.).
Det beløb blev slået med endnu en rekord ved den netop afholdte udgave af auktionen, hvor det samlede hammerslag lød på 14.2 mio. euro (cirka 106 mio. kr.).
Et lille skår i glæden
Vinen sælges i fade, og i år bød auktionen på det største antal fade siden 2009. I alt kom 631 fade med rødvin og 197 med hvidvin under hammeren - der traditionen tro blev svunget af en auktionarius fra Christie’s. Og gennemsnits-hammerslaget for et fad lå på 16.850 euro (cirka 125.700 kr.), hvilket var 19% højere end i 2017.
Der blev også sat en rekord for det dyrest solgte fad på en Hospices de Beaune auktion nogensinde. Fadet, der blev solgt for 135.000 euro (cirka 1 mio. kr.), indeholdt Batard-Montrachet Grand Cru.
Det eneste skår i salgs-glæden var salget af La Pièce de Présidents (præsidenternes fad), der faktisk er auktionens højdepunkt.
I år var der ligesom sidste år tale om hele to fade med henholdsvis Corton Grand Cru Clos du Roi og Meursault Premier Cru Les Genevrières. Hammerslaget for fadene lød på i alt 230.000 euro (cirka 1,7 mio. kr.) - sidste år gik de to fade for 420.000 euro (cirka 3 mio. kr.).
Fest i gaderne
Blandt byderne i salen var såvel privatfolk som vinhandlere - dog flest af sidstnævnte. Og igen i år var der et meget stort antal asiatiske bydere.
Selv om man ikke har tænkt sig at byde med på de mange fade, er det bestemt værd at besøge Beaune på netop det tidspunkt.
Selve auktionen afholdes om søndagen, men både om lørdagen og mandagen er der fest i gaderne, processioner, markeder og udskænkning af vin.
Nyt fælles logo
Efter mange og lange forhandlinger købte det tyske firma Henkell & Co tidligere i år 50,7% af aktierne i det berømte gamle cavahus Freixenet. Købsprisen lå i omegnen af 220 millioner euro (cirka 1,6 mia. kr.).
Nu har Henkell & Co, som også fremstiller mousserende vin, meddelt, at firmaet fra og med januar 2019 vil tage navneforandring til Henkell Freixenet, ligesom der vil blive lanceret et helt nyt firmalogo. Logoet, som ses til venstre, vil således fremover erstatte det kendte logo på flaskerne med Freixenet.
Det er to store firmaer, der nu er blevet forenet. Til sammen har de 4000 ansatte på verdensplan, og i 2017 havde Freixenet en omsætning på 535 mio. euro (cirka 4 mia. kr.), mens Henkell & Co. toppede med 702 mio. euro (cirka 5 mia. kr.).
WSET i tre nye lande
Hvis man gerne vil øge sin vinviden - og have papir på den - kan man melde sig til et kursus hos Wine & Spirit Education Trust (WSET).
Man kan tage uddannelsen, der består af en række kurser, på WSET’s egen skole i London eller hos en af de mange godkendte programudbydere rundt om i verden.
For nylig blåstemplede WSET tre nye udbydere i tre lande, hvor det hidtil ikke har været muligt at melde sig til nogle af kurserne. Det drejer sig om Hospitality Competence Center East Africa i Kenya, Liquid Academy i Slovakiet og Wine Education i Makedonien. Bag sidstnævnte institution står Makedoniens største vinhus, Tikves.
De tre nye udbydere har i første omgang ikke lov til at undervise i hele ”pakken” men i niveau 1 og 2 i vin samt i niveau 2 i spiritus.
Stadig flere vil uddanne sig
Antallet af programudbydere har i det hele taget haft vokseværk i de senere år. I 2012 var der 300 på verdensplan - i dag er der mere end 800 i 73 forskellige lande inklusiv Danmark.
Det er da også blevet stadig mere populært at melde sig til WSET uddannelsen - fra august 2017 til samme måned i år blev 94.822 mennesker på verdensplan optaget på kurserne. Det var en stigning på 11% i forhold til året før - og det højeste antal nogensinde.
Det er dog kun hos de 33 af de mange udbydere, man kan tage en diplomeksamen - den eksamen, der giver mulighed for at studere videre til Master of Wine.
Rekordsalg af store flasker
2018 ender med at blive rekordernes helt store år, når det gælder salgspriser og hammerslag på vin og spiritus.
Længere nede på siden nævner vi en rekord for højeste hammerslag på en flaske alkohol nogensinde, sat på en auktion i sidste uge hos Christie’s, og det er blot den seneste af flere salgsrekorder.
Her gælder det rekorden for det største beløb, der er givet for et enkelt køb hos Sotheby’s to detailforretninger.
Ud over at afholde auktioner har auktionshuset også en vinforretning i henholdsvis Hong Kong og New York, og det var i Hong Kong-forretningen, det rekord store beløb svarende til 9,8 millioner kr. blev lagt. Og det, som den anonyme kunde købte, var intet mindre end syv flasker af den berømte Bourgogne-vin Romanée-Conti 2005 fra Domaine de la Romanée-Conti - og alle flasker var i flaskestørrelsen Methusalem (6 liter eller 8 normale flasker).
Det er en flot afslutning på 2018 for vinforretningen i Hong Kong - der i øvrigt i år med en stigning på 30% i forhold til 2017 har haft sit bedste salg siden åbningen i 2014.
Stella Artois BART.
Baren gør rent
Bryggeri-giganten InBev, der ejer ølmærket Stella Artois, har lanceret en lidt spøjs opfindelse.
Stella Artois BART, som står for Bartending Automated Robotic Tehnology, er et 3D-printet samlesæt, som kan monteres på en hvilken som helst robotstøvsuger og dermed give støvsugeren bijob som bartender.
Når man så har fest i huset, kan støvsuger-bartenderen indstilles til at køre rundt mellem gæster og stuer med fyldte øl- eller vinglas, flasker og snacks. Og samtidig med, at der serveres drinks, rengør støvsugeren gulvet.
Samlesættet koster 20 dollars (cirka 130 kr.), og der er kun fremstillet et begrænset antal. Men når sidste sæt er solgt, vil man lægge en 3D-printer fil på nettet, som kan downloades for et mindre beløb. Så kan de, der har adgang til en 3D-printer - og de materialer, der skal bruges - selv give sig i kast med at fremstille bardelene.
Ved at klikke her kan man se en lille
reklamefilm, der viser, hvordan det hele samles og virker. Ja, hvad finder man dog ikke på ...
Ny forening i Chianti Classico
I området San Casciano in Val di Pesa i Chianti Classico mener vinproducenterne, at særegne jordbunds- og klimaforhold sætter deres præg på vinene og giver dem nogle særlige karakteristika, der adskiller dem fra resten af Chianti Classico.
Derfor har 25 af vinproducenterne nu dannet en ny forening, Associazione San Casciano Classico, som skal promovere områdets vine - og med et ”Classico” stadig gøre opmærksom på, at vinene stammer fra Chiantis klassiske og fineste område.
Formanden for foreningen er Antonio Nunzi Conti fra Tenuta Villa Baberino, og første punkt på dagsordenen er at arrangere en række smagninger og begivenheder i løbet af 2019.
Derudover vil foreningen i samarbejde med videnskabsfolk få foretaget en omhyggelig kortlægning af San Casciano in Val di Pesas jordbunds- og klimaforhold - og deres forbindelse til vinenes særlige aroma.
Alain Laliberté med et lille udsnit af sin gigantiske samling vinetiketter. Foto: Chris Young.
Verdens største vinetiket-samling
Der findes en hel del mennesker, der samler på vinetiketter. Og nogle af dem gør det på den gode gammeldags måde - altså opbevarer samlingen i skotøjsæsker og fysiske mapper i stedet for at lægge dem i en mappe på computeren.
En af dem er canadiske Alain Laliberté. Han er sommelier, vinskribent og ostekonsulent - og ifølge World Record Academy indehaver af verdens største samling af vinetiketter på 162.825 styk.
I 1995 begyndte han at gemme etiketterne fra de flasker vin, han havde drukket. Senere skrev han til vinproducenter rundt om i verden for at få dem til at sende ham nogle etiketter.
For omkring ti år siden blev samlingen betydeligt udvidet. En samler-kollega døde og efterlod sine 125.000 vinetiketter til Laliberté.
Ligesom med frimærke har han også nogle sjældne etiketter - blandt andet en fra Château Rauzan-Segla, der kun var et udkast til en etiket og derfor aldrig blev sat på en flaske.
Den ældste etiket i samlingen er tysk og fra 1859.
Et af de hemmelige rum med whiskey i ejendommen i Vernon.
Whiskey i hemmelige rum
Som vi nævnte
i uge 42 vil der hos Christie’s d. 7. december blive solgt en unik samling gamle madeira’er, der blev fundet i et hemmeligt rum i ejendommen Liberty Hall i den amerikanske stat New Jersey.
Men der er endnu et trækplaster på denne auktion, som foregår i New York. Og det er en lige så unik og meget stor samling amerikanske whiskey-flasker, som ligeledes er blevet fundet i et hemmeligt rum.
Samtlige flasker er fremstillet før forbudstiden, der varede fra 1920 til 1933 - en tid, hvor amerikanerne hverken måtte fremstille, sælge eller drikke alkohol.
Men bankmanden Jean-Baptiste Leonis, der som 17-årig var kommet fra Frankrig til USA, ville ikke undvære et godt glas whiskey. Så i forbindelse med sin store ejendom i byen Vernon syd for Los Angeles fik han indrettet nogle hemmelige rum, hvor han kunne opbevare rigeligt med whiskey-flasker.
Skjult bag bogreoler
Adgangen til rummene var en bankboksdør, der afsløredes, når man lod et par bogreoler i en af stuerne glide til side (som taget ud af en film …). Døren var yderligere forsynet med en kombinationslås, så flaskerne kunne ligge godt og trygt på deres skjulested. Og her har de ligget, lige indtil man for nylig fandt frem til de hemmelige rum.
Blandt højdepunkterne på auktionen er adskillige kasser Hermitage whiskey fra 1914 med en højeste vurdering på 9500 dollars (cirka 62.400 kr.) for 24 halvliters flasker. Også 12 halvliters flasker med Old Crow Bourbon 1912 kommer under hammeren. De er vurderet til 10.000 dollars (cirka 65.600 kr.).
Man kan læse mere om auktionen og alle flaskerne ved at
klikke her.
Smart prop
Verdens største producent af korkpropper, det portugisiske firma Amorim, lancerer med jævne mellemrum nye smarte propper - som nu fx Spice Box, der tilbydes denne verdens ginproducenter fra og med det nye år.
Proppens top består af en lille gennemsigtig rund akrylbeholder med låg til opbevaring af tørrede botanicals - urter og krydderier, der bruges som ingredienser i gin. Ud over, at der er botanicals i selve ginnen, er det nemlig også blevet lidt af en trend - især blandt unge forbrugere - at give gin-drinken et ekstra krydret pift.
Ginproducenten kan fra første færd selv vælge, hvilke tørrede ingredienser, beholderen skal leveres med - ligesom forbrugerne kan genfylde den med yndlingskrydderiet.
Den fine håndmalede whiskyflaske håndteres forsigtigt af folkene hos Christie's.
Unik flaske solgt for 10 mio. kr.
I uge 41 nævnte vi, at en flaske The Macallan whisky årgang 1926, der er dekoreret af den irske kunstner Michael Dillon, ville komme under hammeren hos Christie’s i London.
Auktionen fandt sted d. 29. november, og hammerslaget for whiskyflasken lød på gigantiske 1,2 millioner pund (cirka 10 mio. kr.) - en pris, der slår alle hidtidige rekorder for såvel vin- som spiritusflasker solgt på auktion.
I alt blev der kun fremstillet 40 flasker The Macallan 1926, og de blev frigivet til salg i 1986.
24 af flaskerne blev forsynet med etiketter dekoreret af kunstnerne Sir Peter Blake og Valerio Adami. Nogle af disse flasker er tidligere i år solgt for rekord høje priser, dels hos forretningen Le Clos i lufthavnen i Dubai, dels hos auktionshuset Bonhams, der solgte en flaske med etiket af Adami for 800.000 pund (cirka 6,7 mio. kr.). Og det var en hidtidig rekord - indtil "Dillons flaske" med selvsamme whisky overhalede indenom.
Dillon dekorerede kun denne ene flaske, og i modsætning til de to andre kunstnere, gjorde han det i hånden, hvilket gør flasken unik på verdensplan.
Faktisk anede man ikke, at flasken stadigvæk eksisterede, før den blev indleveret til Christie’s. I 1999 blev den solgt hos Fortnum & Mason, og siden da har den ikke set dagens lys.
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Sigurd Müller Vinhandel har optaget importen af vinenefra Jean Tardy i Vosne Romanée, Podere Forte i Val d’Orcia, Toscana, Cannonball i Sonoma og Bodegas Merayo, Bierzo.
505
Ferrari-Carano Vineyards i Dry Creek Valley, Sonoma, er ren og imponerende Hollywood (foto © Anker Tiedemann)
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 26 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen