Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 2, 2021



En frodig dansk vinmark tilhørende vingården Garbolund i Nordsjælland.

Fransk interesse for vinavl i Danmark

Danmark er et lille og ikke særlig kendt vinland med godt 100 erhvervsavlere og 1000 hobbyvinavlere. Alligevel overvejer en stor fransk vinproducent ifølge Foreningen Dansk Vin at investere i den danske muld og plante mellem 30 og 40 hektar vinmarker.

Det er ikke sket før, og hvis projektet bliver ført ud i livet, vil druerne fra de mange vinstokke hvert år blive forvandlet til mellem 150.000 og 200.000 flasker vin. Det er meget stort, når det gælder danske forhold - Dyrehøj Vingård, der ligger ved Kalundborg, og som er Danmarks største vingård, fremstiller til sammenligning omkring 40.000 flasker årligt.
Vi har talt med formand for Foreningen Dansk Vin, Hans Münter, som modtog henvendelsen fra den franske producent:
- Vi har i november haft et halvanden time langt virtuelt møde med producenten, som på forhånd havde sendt os en liste med en række spørgsmål. Det var en pose blandede bolsjer om alt fra klimaforhold og geologi til lovgivning og danske arbejdsforhold.

Vil give dansk vin et løft


- Mødet var en føler fra producentens side for at vejre, om man skulle gå videre med sagen - og resultatet blev, at det ville man gerne.
Det glædede Hans Münter, som lige siden han kom ind i foreningen har ønsket og arbejdet for, at Danmark som vinland skal blive attraktivt for udenlandske investorer.
- I vin-sammenhæng er vi små, men potentialet til noget større er der. Det skal blot opdages af nogle, der har midlerne til at udvikle det. Og det franske firma kunne være en "first mover".
- Det, at de vil fremstille vin i Danmark, vil give såvel vores erhvervsavlere som hobbyavlere et løft og skabe yderligere interesse for dansk vin, også uden for landets grænser.

Sender prøver til Frankrig


Om den franske producent har tænkt sig at fremstille bobler, hvidvin eller rødvin på dansk jord, vides endnu ikke. I øjeblikket er Hans Münter i færd med at samle vinprøver sammen fra en række danske vingårde for at sende dem til Frankrig, så den mulige investor kan smage et bredt udvalg af, hvad Danmark formår.
Ifølge formanden er det for tidligt at røbe navnet på den franske producent (som dog er VinAvisen bekendt), men ud over flere vinhuse i Frankrig ejer producenten også vinhuse i henholdsvis Canada og Kina - og altså måske også om nogle år i Danmark!

En udvikling à la engelsk vin


Dette kunne meget vel være de første spæde skridt i en udvikling à la den i Storbritannien. For 15 år siden var engelsk vin stort set ukendt uden for landets grænser. Så begyndte nogle af champagnehusene at få øjnene op for det sydengelske terroir, der i høj grad minder om det i Champagne. Og i 2017 købte champagnehuset Taittinger 69 hektar jord i Kent og begyndte at plante vinstokke.
Andre investorer er siden hen kommet til, og tilsammen har de været med til at sætte fokus på England som et glimrende vinland.
Med klimaændringerne og de stigende gennemsnitstemperaturer er der også en helt naturlig interesse for vinlandene på de lidt køligere breddegrader - som fx England og Danmark.


Den officielle britiske guide til en tør januar.

Flere briter dropper "tør januar"

Herhjemme kalder vi fænomenet for ”hvid januar", mens briterne taler om ”Dry January”. Men det går ud på det samme: ikke at røre en dråbe alkohol i hele januar måned.

Intentionerne kan jo være nok så gode før nytår, men hvor mange hænger egentlig ved, når der tages hul på januar? I denne kolde og mørke måned kan det jo være rigtig hyggeligt og opmuntrende med et godt glas rødvin til maden…
En britisk undersøgelse udført af KAM Media giver en rettesnor. I december foretog man den første rundspørge blandt briterne, der viste at 10,8 millioner briter (ud af cirka 67 mio.) havde tænkt sig at tage udfordringen med en tørlagt januar op. Den 1. januar var tallet faldet til 8,9 mio., og ved den seneste rundspørge d. 5. januar hang stadig 6,8 mio. ved. Gad vide, hvordan tallet ser ud om fjorten dage …

Tip og opbakning


Der ligger ellers en større kampagne bag Dry January. Det er foreningen Alcohol Change, der står bag initiativet, og på dens hjemmeside kan man tilmelde sig et program eller få tilsendt e-mails med tip, opbakning og historier fra andre Dry January-deltagere.
Hvis man vælger at kaste sig ud i en tørlagt januar - og holde stand en hel måned - vil det jo være rart at vide, om det har nogen betydning for helbredet. Om det ”giver leveren en pause”, som man siger.

Enzymer klarer sagen


Den britiske læge og vinskribent Michael Apstein begyndte allerede for fire år siden, hvor Dry January blev lanceret, at slå på, at der ikke var noget videnskabeligt belæg for, at det skulle have nogen gunstig virkning på leveren. Og det gælder uanset, om man holder en måneds alkohol-fri pause eller bare nogle få dage hver uge.
Leveren indeholder enzymer, som nedbryder alkoholen. Metabolisering kalder man processen, og leveren kan uden problemer metabolisere mindre mængder alkohol, der indtages regelmæssigt - som fx et par glas vin om dagen. Der, hvor det kniber for enzymerne at følge med, er, hvis man normalt ikke drikker og så en dag tømmer en hel flaske vin.

Lidt men godt hele året


Og så er der jo lige det med det moderate, regelmæssige vinforbrug og dets forbindelse med et godt helbred. I et kapitel om "hvid januar" i den gode bog "Kvinder og Vin" citerer forfatterne, Malene Smidt Hertz og Erik Skovenborg, professor Charles Bamforth fra University of California, Davis. Han udtaler følgende:
- Mange er ikke klar over, at et moderat forbrug af alkohol giver en betragtelig helbredsgevinst. Den mådeholdne alkoholbruger lever i gennemsnit længere end afholdsmanden. En regelmæssig indtagelse af mindre mængder alkohol er godt for hjertet og kredsløbet.
Bamforths råd er at drikke med måde alle årets tolv måneder.


Luksushotellet Domaine de Rymska er blandt andet kendt for sin meget store og fine vinkælder.

Anden gang gik det galt

Frankrig har været udsat for en række store vin-tyverier i de senere år. Det er gået ud over både private samleres vinkældre, fornemme vinforretninger og kældrene hos nogle af landets top-restauranter.
For nylig skete det igen - og denne gang mundede tyveriet ud i scener, der er en ren actionfilm værdig.
Den 5. januar brød tyve ind i vinkælderen hos Domaine de Rymska, et fornemt hotel i Saint-Jean-de-Trézy nær Beaune, og stak af med flere hundrede vinflasker til en samlet værdi af 350.000 euro (cirka 2,6 millioner kr.).
Man mener, at det var den samme bande, som blot en dag tidligere var brudt ind i selvsamme kælder og havde ”lettet” den for vine til en værdi af 200.000 euro (cirka 1,5 mio. kr.). Her slap tyvene væk i ubemærkethed, men de skulle ikke have gentaget succesen…

En hæsblæsende biljagt


Anden gang gik alarmen nemlig af, og det lykkedes ejeren af hotellet at nå ind i sin bil og forfølge varevognen med tyvekosterne - alt imens han ringede til politiet for at få opbakning.
Da varevognen nåede til motorvejen mod Lyon, tog politiet over. Og nu startede en hæsblæsende jagt, hvor tyvene kastede kostbare Grand Cru-flasker mod patruljevognen for at holde den på afstand. Det lykkedes dog ikke at ramme vognen, og biljagten endte med, at varevognen kørte ind i en bom ved et motorvejs-betalingsanlæg.
Tre mand hoppede ud af bilen og flygtede videre til fods, og det lykkedes ikke politiet at fange dem. Men resten af de fine vine - dem, der havde overlevet jagten - blev bragt tilbage til hotellet. De tre tyve er nu efterlyst på fransk jord.


Hos det økologiske vinhus Yealands på New Zealand har man i mange år brugt de små Babydoll-får i vinmarken. Foto: Yealands.

Den forsvundne fåreflok

Champagnehuset Moët & Chandon har fået stjålet sin flok på fjorten får fra en vinmark i Aÿ.
Ud over fårene er tyvene også stukket af med et solcellepanel, som gav strøm til det hegn, der løber rundt om marken, og som skal holde fårene inde.
Den 5 hektar store vinmark er en forsøgsmark, hvor champagnehuset eksperimenterer med økologisk og bæredygtig vindyrkning. Målet er, at samtlige af de vinmarker, der leverer druer til Moët & Chandon, skal være helt fri for kemiske ukrudts- og sprøjtemidler i slutningen af 2021.
Fårene er af den lille og kortbenede race Babydoll. Med deres korte ben kan de lige netop ikke nå drueklaserne - til gengæld er de effektive medarbejdere, når det gælder om at ”slå” græsset og holde ukrudtet mellem vinstokkene nede. Der er foreløbig ingen spor af hverken tyve eller får.

Dato for primeur-ugen i Bordeaux

I 2020 blev den årlige primeur-uge i Bordeaux aflyst på grund af Covid-19. Nu har arrangøren, Union des Grands Crus de Bordeaux (UGCB), meldt ud, at dette års udgave af smagningen af den nye årgang Bordeaux-vin vil blive afholdt fra 26 til 29. april. Det er lidt senere end normalt, og det betyder, at salget af vinen - eller rettere forsalget af den, da den som altid stadig ligger og fadmodner - vil starte i begyndelsen af maj.
UGCB satser på, at primeur-ugen vil blive afholdt på normal vis, hvor vinprofessionelle fra hele verden kan valfarte til Bordeaux. Men hvis der til den tid stadig er restriktioner på grund af pandemien, vil man forsøge at arrangere smagninger i ti storbyer rundt om i verden.
Man må jo være opfindsom i disse pandemi-tider, og sidste år sendte UGCB i stedet for vinprøver til udvalgte internationale vinbranchefolk.


Italian Wine Crypto Banks logo.

Første vinbank med kryptovaluta

Verdens første ”vinbank” bygget på blockchain - en udvekslingsplatform for kryptovaluta - har set dagens lys. Kryptovaluta er digitale valutaer som fx Bitcoins, og man skal nok være lidt bedre inde i den slags end VinAvisens redaktion, hvis man skal være kunde i Italian Wine Crypto Bank, som banken er døbt.
Banken vil udelukkende handle med fornemme italienske vine, og der er tale om udvalgte vinproducenter - ikke alle kan melde sig ved døren. De heldige udvalgte bliver bankens partnere, hvorefter deres vine vil blive promoveret og solgt af banken. Også visse internationale vindistributører og private samlere, som ønsker at købe og sælge vine via banken, kan optages som partnere. Man kan også blive aktionær i banken, og meningen er så, at IWCB gerne skulle generere et pænt årligt overskud (i kryptovaluta) til både partnere og aktionærer.

Opbevares i sikrede varehuse


Banken lover, at de vine, der handles med, opbevares i temperaturstyrede og sikrede varehuse. IWCB er dog kun i gang med de indledende manøvrer, så der er, så vidt vi kan forstå af bankens hjemmeside, endnu ikke nogle vine ”på hylderne”.
Når der udelukkende er tale om italienske vine, skyldes det dels, at grundlæggeren af banken, tv-producenten Rosario Scarpato, er italiener - dels, at netop fornemme italienske vine ifølge den London-baserede internetvinhandel Liv-ex er steget markant i værdi i de senere år i forhold til fine vine fra andre kendte vinlande.
Hvis man vil google sig til bankens hjemmeside, skal man skrive dens navn helt ud. En søgning kun på IWCB fører til alt muligt andet - blandt andet International Women's Club of Bratislava og International Wine Contest Bucharest.


I Enoteca Falorni er der langs væggene og i montrer på gulvet installeret vinskængningsautomater, hvor man kan smage fornemme vine glasvis. Naturligvis mod betaling.

Et fantastisk enoteca

I uge 52 bragte vi et foto fra Enoteca Italiana i Medici-paladset Fortezza Medicea i Siena som ugens vinøse billede. Det fik Per Herløv til tasterne, da det mindede ham om flere besøg på et enoteca i Greve-in-Chianti, Enoteca Falorni:
- Her kan man nemt sammenlignes med et barn i en legetøjsbutik, skriver han. Desværre sætter ens økonomiske formåen (heldigvis) en naturlig grænse for indkøbene.
- Man kan købe et pengekort på et fastlagt beløb, og så gå rundt til de forskellige vinudskænkningsautomater, der så automatisk fratrækker prisen for et glas Sassicaia, Luce osv. For dem, der måtte være interesserede, er der endda en automat med grappa og en med olivenolie...
Stedet er absolut et besøg værd. Man kan læse mere og se flere billeder fra Enoteca Falorni ved at klikke her.


Stjernevine i Danmark

I sidste uge nævnte vi, at den nye 2021-udgave af Platter’s South African Wines var udkommet. Og som altid i denne anerkendte guide over sydafrikanske vine listes toppen af poppen, nemlig de vine, der har fået de eftertragtede fem stjerner.
Vi efterlyste disse vine på dansk jord, og flere vinimportører har meldt positivt tilbage.
Nedenfor bringer vi listen over de fem-stjerne vine, der kan købes i Danmark med link til importøren. Årgangene på importørernes hjemmesider er for størstedelen af vinene en anden end den, der fik udmærkelsen. I parentes nævner vi årgangen i Platter’s vinguide. Alle vinene er kostbare top-vine, som man nok kun vil åbne til en særlig lejlighed.

13 vine med 5 stjerner i Platter’s


Charles Fox, Blanc de Blancs 2015 (2016), Winelovers, 323,75 kr. (hvidvin)
Vondeling Babiana, 2016 (2019), Winelovers, 249 kr. (hvidvin)
AA Badenhorst Family Red, 2014 (2018), Sigurd Müller (rødvin)
John X Merrimann, Rustenberg, 2016 (2017), Sigurd Müller (rødvin)
Whitehall Chardonnay, Neil Ellis Wines, 2018 (2019), Vinoble, 199 kr. (hvidvin)
Paul Sauer, Kanonkop, 2017, Vinoble, 429 kr. (rødvin)
Eben Sadie Skerpioen 2019, Sadie Family Wines, Laudrup Vin, 498 kr. (hvidvin)
Eben Sadie Kokerboun Semillon, Sadie Family Wines, 2019, Laudrup Vin, 598 kr. (hvidvin)
Eben Sadie Pofadder Cinsault, Sadie Family Wines, 2019, Laudrup Vin 498 kr. (rødvin)
Alheit Vineyards Cartology, 2019, Laudrup Vin, 380 kr. (hvidvin)
Alheit Vineyards Magnetic North Chenin Blanc, 2017 (2019), Laudrup Vin, 799 kr. (hvidvin)
Alheit Vineyards Nautical Dawn Chenin Blanc, 2017 (2019), Laudrup Vin, 398 kr. (hvidvin)
Storm Wines Vrede Pinot Noir Single Vineyard, 2017 (2019), Laudrup Vin, 479 kr. (rødvin)
Silverthorn The Green Man, 2017, Bjerre Vin/Skjold Burne Odense C, 250 kr. (mousserende)
Saronsberg Full Circle, 2017 (2018), Holte Vinlager, 399 kr. (rødvin)


Lad flaskerne lyse op

Vinflasker er ikke kun til at sætte på bordet – de kan også, når de er tømt, være med til at oplyse bordet. Og netop lamper af brugte vinflasker er et af det amerikanske lampefirma Meyda Lightings specialiteter.

Der er tale om en imponerende serie af pendler, væglamper og lysekroner. Prøv selv at se ved at klikke her og i søgefeltet skrive ”wine bottles”.
Lysekronen på billedet til venstre hedder intet mindre end ”Tuscan Vineyard Estate 36 Wine Bottle Chandelier”.



Gin infuseret med spåner fra bilfirma

Genbrug og kampen mod spild af næsten enhver art er oppe i tiden - også hos det legendariske, britiske bilfirma Morgan Motor Company.
Lige siden 1909, hvor firmaet lancerede sin første bil, har det fremstillet bilernes bærende ramme af asketræ. Og når en ramme skæres til, bliver der selvsag en masse træspåner til overs.
Nu har bilfirmaet, der ligger i Worcestershire, slået sig sammen med et lokalt destilleri, Piston Distillery, om at lave en gin, der er infuseret med spånerne.
Samarbejdet er blevet til ginnen Morgan x Piston Distillery - som ifølge samarbejdspartnerne skulle være verdens første gin infuseret med asketræ. Den tror vi gerne på!

25% på cognac og armagnac

I oktober 2019 lagde den amerikanske regering som bekendt 25% ekstra afgifter på importeret vin og likør fra en række europæiske lande samt på whisk(e)y fra Skotland og Irland.
Nu på falderebet har Trump-regeringen meddelt, at den fra og med 12. januar vil pålægge yderligere en række importerede varer fra Europa de 25% ekstra afgifter. Og det kommer blandt andet til at omfatte cognac og armagnac.
Sidstnævntes producentforening, Bureau National Interprofessionnel de l’Armagnac (BNIA), er oprørt over tanken om de øgede afgifter, som den mener vil ramme armagnac-industrien så hårdt, at den måske vil få svært ved at rejse sig igen. USA er immervæk den største aftager af den dyre årgangs-armagnac.

Frankrigs ældste brændevin


Foreningen opfordrer derfor ifølge The Spirits Business den franske præsident Emmanuel Macron til at skride ind og forhandle med USA, så man undgår forhøjelsen af afgifterne.
Sandt nok, så har de ekstra afgifter givet eksporten af fx skotsk whisky et betydeligt dyk. Fra oktober 2019, hvor de blev indført, og til samme måned sidste år, faldt eksporten med 34% sammenlignet med året før. Også eksporten af likør er faldet - her lyder tallet på 28%.
Armagnac er faktisk Frankrigs ældste brændevin med mere end 700 års produktion bag sig - og dermed også ældre end cognac.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* WineRoads er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Casper Rasmussen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Casper Rasmussen (f. 1978) startede sin vinøse rejse som elev i vinafdelingen i OBS! Viby i januar 2001. Den planlagte elevtid på to år blev efter et år og ti måneder afsluttet før tid og udskiftet med et job som leder af vinafdelingen i Kvickly Silkeborg. Tiden i Viby og Silkeborg blev beriget med vinrejser til Portugal, Frankrig, Spanien og Californien.
Efter visit udenfor vinbranchen i perioden marts 2005 til juli 2010 vendte Casper Rasmussen tilbage til Coop. Denne gang som indkøber af fransk vin på Coops hovedkontor i Albertslund. Gennem tiden har jobfunktionen skiftet fra indkøber til planlægning af vinkampagner i alle Coops kæder, telefonisk vin-support til butikkerne, udarbejdelse af skiltemateriale med vinbeskrivelser til opsætning i butikkerne samt udvælgelse og tilsendelse af vine til test hos danske medier.
Siden efteråret 2019 har han brugt det meste af sin energi på etablering, opbygning og udbygning af VinCooperativet.dk, som er Coops online vinunivers.
Derudover sidder han i redaktionen af Danmarks største vinblad, Vin & Co, som udkommer fire gange årligt; første gang var i september 2014. Trods arbejdsmæssig travlhed har han også haft tid til at afslutte WSET level 2 i november 2019 og WSET level 3 eksamen venter i foråret 2021.
Casper Rasmussen har også deltaget i DM i blindsmagning på Hotel- og Restaurantskolen i København med et par rigtig gode kolleger fra Coop i 2019 og 2020. Placeringen… ja, det gælder jo bare om at være med, ikk..
Adresse: Coop Danmark, Roskildevej 65, 2640 Albertslund. Telefon 43 86 42 41, e-mail: casper.rasmussen@coop.dk, www.VinCooperativet.dk, www.Coop.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvilken blå drue er størst i Østrig?

Lars Svendsen ved godt, at Grüner Veltliner er den mest udbredte hvidvinsdrue i Østrig. Men, spørger han, hvad hedder den største rødvinsdrue?
Det er korrekt, at Grüner Veltliner er den mest dyrkede grønne drue. Den dækker 29% af alle Østrigs marker med grønne druer, og ingen anden drue kommer op på siden af den.
Kun omkring en tredjedel af vinmarksarealet i Østrig er tilplantet med rødvinsdruer, og den mest udbredte af disse druer er Zweigelt - eller Blauer Zweigelt. Druen dækker 14% af alle marker med blå druer.
Zweigelt blev skabt i 1920’erne af professor Fritz Zweigelt som en krydsning mellem Blaufränkisch og St. Laurent. Det var dog først efter anden verdenskrig, at den begyndte at få succes, da den berømte vinpionér Lenz Moser plantede den i stor stil og anbefalede den.
Druen kan lægge most både til enkle, let drikkelige rødvine og til store fadlagrede vine.


Ugens vinøse billede

Kim Hansen har taget dette interessante billede, der kunne se ud, som om det var taget på en fjern planet.
Vinmarken ligger dog ikke længere væk end på New Zealand, og rumskibet, der er landet midt i den, er et supermoderne vineri bygget af Yealands Estate i Awatere Valley i Marlborough.
Vinhuset er meget langt fremme med udviklingen af bæredygtig vindyrkning og grøn teknologi. Fx er taget på den lange hvide bygning dækket af solceller, og produktionen beskrives som CO2-neutral.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-615


615 Den hvidkalkede Nederburg Wine Estate i det sydafrikanske Paarl ligger smukt med bjergene som bagtæppe. (foto © WOSA).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Peter, Pinot Gris, Rheinhessen, Tyskland, 12,5, lav alkohol (12,5%)

Til 45 kr. er dette en udmærket hvidvin. Den har en fint parfumeret duft og en mellemfyldig, frugtrig og aromatisk smag med moden citrus som den dominerende note. En rigtig god apéritif-vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Scaranto, Pinot Grigio, Garda, Italien, 2019, lav alkohol (12%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

En vellavet hvidvin på druen Pinot Grigio, som plejer at være en god drue, når det drejer sig om mad. Denne vin fra Gardasøens bred er ikke nogen undtagelse. Den har en lille sødme, er i god balance og har en lang og intens eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Marinière, Muscadet Sèvre & Maine Sur Lie, Frankrig, 2019, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., pris på tilbud: 44,50 kr. ved 2 flasker, Irma

Sur lie henviser til, at vinen er lagret vinteren over på bundfaldet fra gæringen - hvilket giver duften strejf af gær eller snarere af lyst brød. Det er faktisk sjældent, vi får en Muscadet Sèvre & Maine Sur Lie hvidvin til smagning, men det var - og bør stadig være - et klassisk valg til skaldyr. Vinen har en frisk og tør smag med en god struktur, mineralitet og friske grønne druer, en smagskombination, der er perfekt til netop skaldyr - men også til diverse lyse fiskeretter. Prisen ved to flasker er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarapacá Sauvignon Blanc, Viña tarapacá, Sauvignon Blanc, Valle Central, Chile, 2019, lav alkohol (12,5%)

75 kr., pris på tilbud indtil 31. januar: 60 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

Der er ikke kærlighedsfrugt over duft og smag, som der er ved så mange newzealandske hvidvine på Sauvignon Blanc-druen. Det er derimod en elegant, tør og stringent hvidvin med liflige noter af citrus og en lang fyldig eftersmag. Drik den ikke køleskabskold - så forsvinder vinens finere smagsnuancer. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dry as a bone, Weingut Schenk Siebert, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2019, lav alkohol (13%)

85 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Vinovida

En dejlig og meget typisk tysk Riesling med sin gode frugt, grønne druer, lette fedme og lange eftersmag med en forfriskende og stringent syre. "Bone dry" (knastør) er vinen dog bestemt ikke - der er derimod en perfekt balance mellem frugtsødme og syre. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pago de Cirsus, Chardonnay, Navarra, Spanien, 2019, middel alkohol (14%)

100 kr., pris på tilbud indtil 31. januar: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Der er mirabeller og modne pærer i duften af denne dejlige hvidvin. I smagen er der igen pære-noter samt grønne druer og en lang blød eftersmag. En vin med en stor spændvidde til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Spier Private Collection, Spier, Chenin Blanc, Stellenbosch, Sydafrika, 2019, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 15. til 21. januar: 69 kr., Kvickly

En lækker hvidvin med en dejlig duft af modne grønne druer med strejf af røg. Den let cremede konsistens får den gode og komplekse frugtsmag til at hænge længe i munden. Eftersmagen slutter med en lille frugtsødme. Det er en fyldig vin med en pæn høj alkoholprocent (der dog ikke bider), og den vil være en glimrende ledsager til kødretter med kalv, cremede pastaretter, kylling og krydrede asiatiske retter. Tilbudsprisen er yderst attraktiv. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Parthenium, Cantine Pellegrino, Sicilia DOC, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

80 kr., pris på tilbud indtil 31. januar: 60 kr., Skjold Burne

En imødekommende rødvin på druerne Nero d'Avola og Shiraz. Man fornemmer den modne frugt fra den italienske vulkanø, Shiraz-druens fine krydrede noter og en rund og blød afslutning med en tiltalende frugtsødme. En vin, mange vil kunne lide - og en vin med en stor spændvidde til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Farmer's Block, Leeuwenkuil Family Vineyards, Western Cape, Sydafrika, 2019, lav alkohol (13%)

80 kr., pris på tilbud indtil 31. januar: 60 kr., Skjold Burne

En udmærket - og CO2 venlig - rødvin på Shiraz og Cabernet Sauvignon. Og man kan smage begge druer i vinen. Det er en saftig vin med frisk bærmost og fine krydrede noter til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Giordano, Selvato, Toscana IGT, Italien, lav alkohol (13%)

94,95 kr., på tilbud fra 14. til 24. januar: 49,50 kr. ved 2 flasker, Irma

Der er mandelmasse og syltede kirsebær i duften af denne rødvin og moden frugt og forfriskende strejf af eukalyptus i smagen, der slutter blødt og rundt. Det er en "her-kommer-jeg" vin, der er lige til at gå til, og som mange vil kunne lide. Et kup til prisen ved to flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

William Hardy Shiraz, Hardy's, Shiraz, South Australia, Australien, 2019, middel alkohol (14%)

99,95 kr., på tilbud fra 15.-21.- januar: 50 kr., Kvickly

En dejlig og intens rødvin med duft af mørk chokolade, aromatisk pibetobak og ren lakrids. Smagen er kraftig og varm, fuld af krydrede noter og igen med et lakrids-bid til slut. Det er en rigtig vinter-varmer til krydrede kødretter - og et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Amicone, Cantine Di Ora, Rosso Veneto IGT, Italien, 2016, høj alkohol (14,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., Supervin

En rødvin med en meget svag frugtduft. Smagen har noter af frisk frugt og mandler, men slutter lidt hurtigt og med et bittert bid til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Solluna, Gran Clos, Priorat, Spanien, 2017, høj alkohol (14,5%)

149 kr., på tilbud til 99 kr., Kjær & Sommerfeldt

En meget velkomponeret og elegant rødvin - trods sine 14,5% alkohol - med duft af modne solbær og mørke syltekirsebær samt et tilpas strejf af fad fra 10 måneder på fransk eg. Smagen er fyldig med rygrad, krydrede noter og lidt kirsebærsten, der giver en fin bitterhed til mad. Eftersmagen fortsætter meget længe. Det er Priorat i top-gear.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vivaldi, Veneto IGT Pasito, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

En virkelig lækker rødvin på regionen Venetos traditionelle druer: Corvina, Corvione og Rondinella. Vinen er blød, saftig og afrundet, med noter af hindbær og krydderier. God, lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Corte Canella, Amarone della Valpolicella, Italien, 2014, høj alkohol (17,5%)

399,95 kr., pris ved 6 flasker: 379 kr., AndrupVin.dk

Her får man virkelig brug for alle sine superlativer. Amaronen er simpelt hen himmelsk. Der har været taget håndværksmæssig omhu for vinen, der er lavet på de tre traditonelle druer fra området: Corvinone, Corvina og Rondinella, og der er blevet kælet for hver eneste drue. Lækre smagsnoter er resultatet af 30 måneder på fad og derefter 18 måneder på flaske. Det er en vin, som er 6 år gammel, og som nu topper. I smagen er der tørrede og kandiserede frugter og modne bærfrugter. En høj alkoholprocent giver fylde, men efterlader ikke spritsmag. Fra første til sidste mundfuld får man sydens sol og varme og flotteste vinkvalitet.

Andet

stjernestjernestjerne

Oloroso 5 years Old, Falster Destilleri, Montilla-Moriles, Spanien, høj alkohol (18%)

Det er sherry-druen Pedro Ximenez, der har lagt most til denne hedvin, der er fremstillet i Spanien og aftappet i Falster Destilleri. Det er en oloroso, hvilket i Spanien er en tør, fyldig og mørk sherry-type. Og det er denne vin også. Den har en lille bitter note, når man får den ind i munden, men straks efter breder der sig en markant smag af nødder. Og holder man af nøddesmagen, er vinen sagen til salte snacks. Men det er bestemt en vin, der deler vandene.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Davidsen's Pirate Release Rum Blend 8, Caribien, høj alkohol (40%)

259 kr., på tilbud indtil 31. januar: 200 kr., Skjold Burne

Duften af denne mørke rom byder på mange lag - først er der lidt røgede noter, så kommer der mørk karamel og rosiner og så strejf af mango til slut. Smagen er forførende - fuld af sødme (uden at det kammer over) og med vanille, korender, bananer, tørret frugt og en lang og varmende eftersmag. Det er sådan en rom, man hygger sig med efter en gåtur i det kolde vintervejr.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Michter's US1 Kentucky Straight Bourbon, Mitcher's Destillery, USA, høj alkohol (45,7%)

549 kr., Sprit & Co.

Der er træ og vanille i næsen og god fylde, korn-noter og igen vanille i smagen samt en dejligt krydret eftersmag, der udvikler sig uendeligt længe i munden. En whiskey helt i top, som man bør nyde præcis, som den er - uden kaffe til.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen