Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 30, 2023

Næste udgave af VinAvisen (uge 31)

udkommer undtagelsesvis mandag d. 31. juli



VinAvisen fylder 25 år!

I denne måned er det 25 år siden, den første udgave af VinAvisen så dagens lys. Der er sikkert mange læsere, der kender historien bag avisen, men til ære for VinAvisens mange nye læsere, vil vi gerne benytte anledningen til et tilbageblik,
Det var vinmanden Flemming Hvelplund, der fik ideen - og fik tidligere chefredaktør hos Bonnier, Anker Tiedemann, med på den. VinAvisen skulle være en ugentlig avis, og den skulle ud på det nye medie, internettet.
Anker havde været på et tre dages kursus og havde snuset til nettet. Han fandt ud af det med html-koder og designede den nye avis.
I dag er det forbudt uopfordret at sende reklamer via nettet. Dengang i 1998 var sådan spam ikke forbudt. Flemming og Anker gjorde et ihærdigt arbejde for at finde frem til mailadresser på vininteresserede mennesker, og i løbet af få måneder havde de 300 læsere. Denne kreds er i dag vokset til mange tusinde læsere.
Fra starten og hele vejen frem var Anker og Flemming enige om, at det var indholdet, der talte. Indholdet og den faste udgivelses-rytme.
VinAvisen er derfor udkommet hver uge i de 25 år, og ikke en eneste uge siden den første udgave i 1998 har været uden nyheder fra vinens verden.
Siden 2006 har det været Ankers datter, Mariette, der har haft roret og det daglige arbejde med VinAvisen. Men far og datter havde stor glæde af et fortsat parløb, blandt andet når det gjaldt rejseartikler og vinsmagninger.

Med tusinder af facts


Indholdet er udvidet betydeligt gennem årene. Alle numrene ligger frit tilgængelige i vores arkiv, og de første årgange er unægteligt tynde og uden et eneste billede. Men hen ad vejen udvidede vi kredsen af kilder, og en lang række services kom til – services, der sætter læserne i stand til at orientere sig i vinens verden.
VinAvisen er nemlig ikke kun nyheder og debat. Den er også et nyttigt opslagsværk med tusinder af facts. Lad os nævne nogle af disse services:
Søgefunktionen, der finder frem til 25 års artikler om alt mellem drue og flaske.
ABC, hvor man kan finde forklaringen på et stort antal vinord.
Aktivitetskalenderen over aktuelle smagninger og events.
Databasen over danske vinimportører.
Siden med links til vinimportørernes websider.
Databasen, hvor man kan finde de mange tusinde vine, vi har smagt siden november 2009. Her kan man søge efter en lang række kriterier.
VinAvisens Blå Bog med beskrivelser og fotos af flere hundrede danske vinfolk.
Listen over vinklubber, der optager nye medlemmer.
Gennem årene er det også blevet til rigtig mange rejser i vinens verden – og dermed en lang række postkort-serier, som kan ses ved at klikke her.

Vinbranchens ”fagblad”


VinAvisen blev skabt som en avis for vinglade forbrugere, men det varede ikke længe, før den samtidig blev et slags ”fagblad” for vinbranchen. Den blev stedet, hvor Danmarks mange vinimportører og vinhandlere – og deres medarbejdere – samt restauratører, vintjenere osv. følger med i, hvad der sker i branchen i ind- og udland.
Det skal ikke nægtes, at det er vigtigt for os at have vores mange vininteresserede læsere. VinAvisen, der jo er gratis for læserne, lever af sine annoncer, og jo flere læsere desto mere får vores trofaste annoncører for deres annoncekroner.
Så tak til vores læsere, fordi I så flittigt klikker ind på VinAvisen uge efter uge.
Og tak til vores annoncører, fordi I gør det muligt for os at udgive VinAvisen – og forhåbentligt vil gøre det i endnu mange år.


Foto: Pixabay/Ronymichaud.

Tilladelse til tilsætning af vand

Der var engang, hvor rigtig mange især sydeuropæiske vinproducenter tilsatte vand til deres druemost - og dermed fik en større mængde vin ud af det. Det var ikke forbudt, og der var ingen regler for, hvor meget vand, der måtte tilsættes.
Men i 1907 gjorde flere hundrede tusinde vinproducenter i det sydfranske Languedoc oprør mod vand-tilsætningen. Det havde taget overhånd og så netop på et tidspunkt, hvor der var en overproduktion af sydfransk vin. Resultatet blev, at det fra da af blev forbudt at tilsætte vand til mosten over alt i Frankrig. Og i dag er den slags forbudt via EU-lov i samtlige medlemslande.
Men nu ønsker et stigende antal sydeuropæiske vinproducenter, at vand-tilsætning igen bliver tilladt, og årsagen er klimaændringerne.
Vi taler jo ikke om store mængder vand, bare 3-4%, som tilsættes under kontrollerede forhold og inden for grænserne af et regelsæt.

Vand i årgang 2022


Med de stigende gennemsnitstemperaturer og hyppigere og mere langvarige hedebølger stiger alkoholniveauet i vinene. Selvfølgelig kan producenterne høste tidligere - hvilket de også gør i rigtig mange sydeuropæiske lande, men det kan meget vel betyde, at druernes aroma ikke når at udvikle sig fuldt ud.
Wine-Searcher har taget pulsen på situationen i Frankrig og kan i en artikel fortælle, at det med at tilsætte vand til druemosten finder sted rundt omkring i landet - også selv om det er ulovligt. I 2022 skulle adskillige producenter i Bordeaux og Sydfrankrig således have tilsat vand og dermed reduceret alkoholindholdet i rødvinene fra 16% til mere normale 13,5%. Sådan lyder det i hvert fald ifølge en Bordeaux-producent, som Wine-Searcher har talt med - men som ønsker at være anonym.

Et uretfærdigt forhold


Fortalerne for igen at gøre vand-tilsætning tilladt (en af dem er den berømte sydfranske producent Michel Chapoutier) hævder, at man jo bare tilfører noget af det vand, som fordamper fra druerne under modningen. Og med stigende temperaturer øges fordampningen. I Nogle år er druerne endda blevet let runkne før høsten.
Der er også dem, der peger på et efter deres mening uretfærdigt forhold. I USA fx er det tilladt at tilsætte vand til druemosten, og producenterne behøver ikke at angive det på etiketterne. Ej heller på de flasker, der ender på det europæiske marked. Regler bør vel gælde for alle eller ingen, lyder det fra den front.

Uden for rækkevidde


En tilladelse venter dog næppe lige om hjørnet. OIV (Office International de la Vigne et du Vin), der rådgiver EU, når det gælder regler i vinindustrien, er modstander af vand-tilsætning, som organisationen mener fortynder vinen og dens farve og aroma. Og den opfordrer i stedet for vinproducenterne til at anvende nogle af de metoder og maskiner, der findes til at reducere alkoholprocenten i de færdige vine. Det vil sige spinning cone og omvendt osmose (se VinAvisens ABC)
Men det kræver investering i dyre maskiner, hvilket kun de store og velhavende vinhuse har råd til. For en lille sydfransk vinproducent er den slags uden for rækkevidde.


"Vin-test" i Tesla

Når man har en Tesla med kridhvidt læderindtræk, kan man roligt spilde rødvin ud over sæderne. Det er budskabet i en lille film, som bilfirmaet, der som bekendt ejes af Elon Musk, har offentliggjort på Twitter.
Det ser drastisk ud - og ret urealistisk, da det vel er de færreste bilister eller passagerer, der sidder med fyldte rødvinsglas under kørslen.
Men nu ved I det - I derude, der har en Tesla med hvidt betræk. Rødvin er lige til at tørre væk med en klud. Og hvis I ikke tror på det, så klik her, og se filmklippet.
I øvrigt opfordrer Tesla til, at man skriver ind med egne erfaringer af spildte drikke og spiser på betrækket. Kartoffelsuppe skulle ifølge en Twitter-bruger således heller ikke volde nogle problemer.


Nyhøstede Chardonnay-druer hos det australske vinhus Angullong Wines i New South Wales. Foto: Wine Australia.

26% færre druer i Australien

I maj sluttede druehøsten i Australien, og det skete ifølge Wine Australia efter en vækstsæson under de mest udfordrende vejrforhold i mere end 20 år - hvilket afspejles i en usædvanlig lille høstmængde.
I alt blev der høstet 1,3 millioner tons druer, hvilket er 26% mindre end gennemsnittet i de sidste ti år - og den mindste høst siden år 2000.
En væsentlig årsag var vejrfænomenet La Niña, som medførte køligt vejr og store nedbørsmængder.
Gennem hele vinteren og foråret regnede det stort set uden ophør, hvilket flere steder gjorde det umuligt at udføre vinmarksarbejde i de plørede marker.
Svampesygdomme og forsinket modning af druerne var ligeledes resultatet af det fugtige vejr.

Flest druer fra South Australia


Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det køligere vejr har resulteret i druer af ypperste kvalitet, hvilket betyder vine med mindre alkohol og mere elegance.
Der blev høstet 712.000 tons rødvinvinsdruer, hvoraf den største andel var Shiraz. Hos den resterende mængde grønne druer var det Australiens næst største drue, Chardonnay, der havde førertrøjen på.
De fleste druer, 55%, blev leveret af South Australia, der blev efterfulgt af New South Wales med 27% og Victoria med 13%.


Alkoholprocenten og et "Indeholder sulfitter" står der nu på etiketterne. De oplysninger får nu følgeskab af rigtig mange andre informationer.

Nye etiket-regler

Nogle ved det - andre har garanteret ikke hørt om det endnu.

Men fra og med d. 8. december 2023 skal samtlige vine, der sælges i EU-landene forsynes med en hel del flere oplysninger på etiketterne.
Etiketterne på de vine, der allerede er til salg på markedet, kan man naturligvis ikke ændre på. De nye regler omfatter vine, der produceres eller først får etiketter på efter denne dato - og det gælder også for vine, der importeres til EU-landene.
Og hvad er det så for oplysninger, EU forlanger, der skal på vinetikettene? Det er faktisk de samme, der i de sidste 20 år har været angivet på emballagen af diverse madvarer, som sælges i medlemslandene, hvilket vil sige ingrediens- og ernæringsinformationer.

Fra gær til syre og kalorier


Listen bliver lang og omfatter fx svovldioxid, kommerciel gær, syre, farvestoffer og tilsat sukker, salt, proteiner, kulhydrater samt kalorier målt pr. 100 ml. Dertil kommer oplysninger om stoffer, der kan give nogle mennesker allergiske reaktioner.
Heldigvis for vinproducenterne bliver det tilladt at “gemme” de fleste af oplysningerne i en QR-kode, så de forbrugere, der vil gnave sig gennem de mange informationer, kan skanne koden.

Hvad mener VinAvisens læsere?


Man kan undre sig over, at de nye regler kun omfatter vin og ikke øl og spiritus. Men det er der ifølge Decanter en ganske særlig årsag til.
Allerede for 10 år siden begyndte man fra EU’s side at lægge pres på producenter af alkoholiske drikke for at få dem til at sætte oplysningerne på emballagerne. Og mens hovedparten af bryggerierne og rigtig mange spiritusfirmaer inden for EU frivilligt har forsynet deres produkter med ingrediens- og ernæringsinformationer, er det ikke rigtig lykkedes at få vinproducenterne med på vognen.
Hvad mener VinAvisens læsere - er det en god idé, at vinflaskerne bliver forsynet med den slags oplysninger? Tjener det et formål, eller er det totalt ligegyldigt? Og vil man scanne QR-koden og læse de nye oplysninger? Vi modtager gerne input og holdninger på info@vinavisen.dk fra såvel forbrugere som vinbranchefolk.


Konkurrencens officielle plakat.

Konkurrence om vinøs film

Hvis man midt i sommerferien ikke lige ved, hvad man skal få tiden til at gå med, kan man jo fx lave en vinøs videofilm og sende den til Wine Spectators årlige videokonkurrence.

Det er 17. gang, det amerikanske vinmagasin udskriver konkurrencen, hvor enhver såvel forbruger som vinprofessionel over 21 år kan deltage - uanset nationalitet.
Videoen kan være optaget med såvel et top-kvalitets videokamera, en drone eller en ganske almindelig mobiltelefon. Så længe kvaliteten bare er i orden.
Hvis ikke der tales engelsk i filmen, skal der være undertekster. Og den må højst vare 2 minutter.

Er der en dansk deltager?


Førhen var der altid et bestemt tema for videofilmene, men ligesom i 2022-udgaven af konkurrencen lader det til, at der er ret frit spil. Filmen kan fx vise, hvordan man begyndte at nyde vin, hvordan vin er en del af ens dagligdag eller dreje sig om et særligt minde, man har haft med vin.
Man kan få mere inspiration og læse om reglerne ved at klikke her.
Der er deadline for indsendelse d. 4. september kl. 23.59 nul dut, og vinderne bliver offentliggjort d. 27. september.
Lad os høre på mariette@vinavisen.dk, om der er nogle af VinAvisens læsere, der deltager.

Feed back på den glemte flaske

Hvad gør man som gæst, når tjeneren har glemt at bonne en flaske vin på regningen? Siger man det til ham, eller lader man være og nyder, at man har "sparet" nogle penge?
Det spørgsmål stillede vi VinAvisens læsere i sidste uge, og vi har fået rigtig mange kommentarer. Tusind tak for dem alle.
I de fleste mails, vi har modtaget, har holdningen været klar: Hvis tjeneren har glemt en flaske vin på regningen, gør man ham opmærksom på det. Det mener blandt andet Jes Have, Peter Holm-Nielsen, Poul-Erik Larsen og Torben Sørensen – som har en tilføjelse:
- Mangler der noget på regningen, er det så absolut kundens pligt at gøre opmærksom herpå overfor tjeneren - ligesom vi vel alle også gør opmærksom på, så fremt der er fejl til vores fordel!
Freddy Plambek er enig – og som han også skriver: - Hvem ved, om tjeneren kommer i knibe af den grund. Og man sover selv bedre om natten med ærlighed.

Ikke ved dårlig betjening


Steen Asbjørn mener også, man skal være ærlig og gøre tjeneren opmærksom på forglemmelsen. Undtagelsen er dog, hvis man har fået en dårlig service. Og den holdning er rigtig mange læsere enige i.
Det gælder blandt andet Allan Doolewert: - Jeg vil altid gøre opmærksom på, hvis jeg har fået noget, der ikke er med på regningen. Dog med den undtagelse, at hvis jeg har fået en dårlig betjening, så er der ingen grund til at være venlig.
Men der er også læsere, der har en anden pointe:
- Så længe man bliver præsenteret for en kortaflæser, hvor der står ”tilføj drikkepenge”, eller man skal betale for postevand, glemmer jeg gerne et glas på regningen, skriver Søren Anker Nielsen – og tilføjer:
- Hvis man samtidig kunne blive fri for høj musik, så man tror, man er på et diskotek, kunne det være helt hyggeligt at gå ud at spise.

Ekstra drikkepenge


Karen Frandsen skriver: - Selv ville jeg gøre opmærksom på, at der manglede at blive skrevet en flaske vin på regningen. Men jeg forstår faktisk godt, at det er fristende ikke at sige noget med de vinpriser, mange restauranter har. De ganger typisk med fire, og så er det nærmest umuligt at finde en vin til under 200 kr.
Og vi lader Erik Maaløe slutte af:
- Hvis et bord får serveret en flaske mere, end der står på regningen, så vær taknemmelig. Gi’ et drop ekstra drikkepenge.


Sherry-distriktets mange stemningsfulde bodegaer og deres gode sherryer er populære hos vinturisterne.

Fremgang for vinturismen

En ny rapport fra vinorganisationen La Asociación Espanola de Ciudades del Vino (ACEVIN) tager pulsen på vinturisters besøg i Spanien i 2022.
Ifølge rapporten oplevede landet med 2,5 millioner vinturister noget af et post-COVID-19 boost i samtlige vindistrikter. Hele 60% flere valfartede til de spanske vindistrikter end i 2021 - dog nåede antallet ikke op på besøgstallet fra før pandemien.
I alt genererede vinturisternes besøg i vinhuse og vinmuseer i 2022 75 millioner euro (cirka 559 mio. kr.) til Spaniens økonomi, hvilket var 39% mere end i 2021 - men 12% mindre end i 2019.

Sherry-distriktet, det store trækplaster


Langt hovedparten (80%) af vinturisterne er spanierne selv, men de 20% internationale besøgende er dog en stigning på 5% i forhold til sidste år.
Men hvilke vindistrikter er så de mest besøgte? I spidsen ligger Sherry-distriktet med 334.000 vinturister i 2022. Distriktet fører også med 300.000 gæster, når det gælder reelle vinhus besøg.
På andenpladsen ligger Rioja Alta med 314.000 besøgende, mens Ribera del Duero fik besøg af 263.000 vinturister og Rioja Alavesa af 234.000.
De fleste vinturister besøgte Spanien i oktober, hvor druehøsten netop var afsluttet, med august som den næst mest populære måned.
En Beergarita ifølge websiden Simple Scratch.

Bliver øl-cocktails den næste store trend?

Amerikanerne elsker cocktails - og drikker stadig flere af dem. Det har medført, at markedet for spiritus i USA er steget for 13. år i træk og dermed har gjort et godt indhug i markedsandelen for den bedste sællert, øl.
Men måske er netop glæden for cocktails en mulighed for igen at øge salget af øl. Det viser en ny forbrugerrapport fra analysefirmaet CGA.
Firmaet har spurgt 1600 forbrugere i Florida, Texas, Californien og New York om deres drikkevaner, når de går i byen.
80% af de adspurgte havde inden for de sidste tre måneder mindst tre gange besøgt en bar eller restaurant. 46% havde drukket øl og 31% cocktails under besøgene.
Men det interessante ved rapporten var de relativt mange, der havde bestilt en kombination af begge, nemlig en øl-cocktail.

Beergarita, Shandy og alle de andre


Beer Margarita - eller bare Beergarita er nok den mest populære af disse øl-cocktails. Det er en klassisk Margarita med tequila, Cointreau og limesaft tilsat en pæn portion lagerøl eller IPA. Der er flere varierende opskrifter - det samme gælder for cocktailene Radler, Shandy og Michelada.
Disse øl-cocktails er selvsagt lettere, friskere og mere læskende end de klassiske cocktails - og dermed helt i tråd med trenden for lettere drinks med mindre alkohol.

For og imod sugerør

I sidste uge nævnte vi, hvordan en engelsk sanger havde sparket gang i debatten om sugerør – hun var irriteret over dem i papir, der går i opløsning i drinken. Flere debatdeltagere foreslog alternativer – og så var der en, der mente, at man da bare helt og holdent kunne droppe sugerøret. Vi spurgte VinAvisens læsere om deres holdning og har fået flere forskellige input.
Per Herløv skriver: - Jeg har et par sugerør i bambus, som fungerer ganske udmærket. De renses og genbruges fint. Jeg bruger dem nu ikke til alkoholiske drikke, men de fungerer helt fint i et papbæger fra Burger King...
Steen Asbjørn mener, at det ville være dejligt, hvis man droppede sugerøret, da det bare er i vejen. - Jeg mener også, man mister noget af smagen i drinken, tilføjer han.
- Jeg kan simpelt hen ikke forstå al den snak om at forbyde plasticsugerør, skriver Esben Eriksen. – Der ville vel ikke være noget problem, hvis bare folk holdt op med at smide dem i naturen. Rent personligt er jeg vild med drinks med festligt farvede sugerør (ja, af plastic), parasoller, rørepinde, pynt på kanten osv. Oplysning er bedre end forbud!


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Mere om Vin er blevet tilmeldt VinAvisens database over vinimportører.


Simone Campo.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt. De portrætter, vi har bragt, har vi samlet på en særlig side.

Simone Campo (f. 1975) er italiener og er vokset op i en lille by uden for Milano. Siden 2004 har han boet fast i København, men før han slog sig ned i Danmark, har han rejst rundt i verden. Som 21-årig flyttede han til USA – dernæst gik turen til Frankrig og senere til de Vestindiske øer.
I dag driver han vinfirmaet Mere om Vin med salg fra egen hjemmeside og med fokus på naturvin og økologisk vin fra Italien.
I mere end 25 år har Simone Campo, der har en sommelieruddannelse fra Milano med sig i bagagen, beskæftiget sig med vin og gastronomi. Hans far introducerede ham for hverdagsvine som dolcetto, barbera og grignolino, og da faren er en stolt sicilianer, blev der også ofte skænket siciliansk vin i glassene.
Simone Campo fik således allerede som ganske ung glæde og respekt for sit hjemlands vine og en indsigt i, at han kommer fra et vinland med en arv af unikke druesorter samt et ideelt mikroklima til vindyrkning.
”Vinuddannelsen” fortsatte i Frankrig, hvor især vinene fra Bourgogne og Bordeaux vakte begejstring. Rejser til Priorat i Spanien og Wachau i Østrig var med til yderligere at skærpe hans vinviden og -glæde.
Men hans hjerte tilhører Italien, og når han skænker vin i eget glas, er den som regel italiensk.
På dansk jord har Simone Campo været ansat som vintjener hos den italienske restaurant La Vela i Vedbæk og senere hos gourmetrestauranten Ekstra på Østerbro, hvor han arbejdede sammen med køkkenchef Rasmus Kjær.
Dernæst blev han leder af vinafdelingen i det tidligere ISO-supermarked i Birkerød, hvorefter turen gik videre til et job som vinkonsulent hos Kjær & Sommerfeldt og leder af firmaets vinbar i København.
I 2021 valgte Simone Campo så at blive herre i eget hus med Mere om Vin.
Ud over sin sommelieruddannelse har han også en uddannelse i International Handel og Markedsføring og en HD i Business Administration fra CBS.
Privat bor han i Valby med sin hustru og deres tre børn.
Adresse: Mere om Vin, Burgundyve1, 1th, 2500 Valby, tlf.: 26 36 66 86, e-mail: simone@mereomvin.dk, www.mereomvin.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Er Edelzwicker særlig ædel?

Lotte Kristensen har været i Alsace i sommerferien og fik her en hvidvin med navnet Edelzwicker. – Edel betyder jo ”ædel” på tysk, så er der noget særligt ædelt ved vinen? Spørger hun.
Edelzwicker kan godt nok oversættes ved ædelblanding, men egentlig er vinen ikke særlig ædel. Det er en blanding af flere druesorter inklusive Chasselas og Sylvaner, og det er en ret jævn, tør og forfriskende vin, som gerne sælges i én liters flasker eller kommer på bordet i lertøjskander. Ofte kaldes den blot Zwicker.
Tidligere var Edelzwicker ret populær, men ikke mindst på det tyske marked er den blevet fortrængt af andre vine, og i dag er den nærmest glemt.
I Alsace har man i nyere tid indført kategorien Gentil, der skal have mindst 50% af de fire ædle druer Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris eller Muscat. Gentil kan betragtes som en mere ædel Edelzwicker.


Ugens vinøse billede

Niels Bräuner Nielsens sommerferie gik i år sydpå via Ahr-dalen i Tyskland, hvor han tog dette fine billede fra højderne ud over vinbyen Mayschoss. Som han skriver til os, så er det præcis to år siden, dalen blev oversvømmet, og hjem og vinhuse blev ødelagt. Det kan man læse mere om i VinAvisen uge 30 2021.
Det har taget tid at komme på fode igen for Ahr, og man er stadig ved at genrejse byerne, hvilket også fremgår af kranerne på billedet.
Men ifølge vores læser har de fleste vinproducenter åbnet op igen, og de tager gladeligt imod gæster. Og han kan kun anbefale, at man lægger vejen forbi dem, og derigennem støtter Ahr-regionen.
For at gøre turisterne opmærksom på, at Ahrs vinproducenter igen har slået dørene op, kan man på regionens hjemmeside se et slogan med et lille ordspil, ”We Ahr Open”.
- En producent fortalte, at det især er de tyske turister, der bliver væk, idet ikke alt er perfekt endnu, tilføjer Niels Bräuner Nielsen.
Nedenfor viser vi billedet i stort format, så man bedre kan se, hvor langt restaureringen af Mayschoss er kommet.


Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-754
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


747 Udsigten over landsbyen Mayschoss i Ahr-dalen i det vestlige Tyskland (foto © Niels Bräuner Nielsen).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 13 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

11 Pinos, Vega Tolosa, Chardonnay, Manchuela DO, Spanien, lav alkohol (13%)

64,95 kr., SPS Wine

En økologisk og vegansk hvidvin med en forførende duft af kvæde, vanille og modne citrusfrugter. Smagen er fyldig og tør og med en anelse rosmarin i eftersmagen. En ualmindelig dejlig vin, der vil være en glimrende ledsager til laks.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Baron Maxime, Chardonnay, Frankrig, lav alkohol (13%)

74,95 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., AndrupVin.dk

En dejlig, harmonisk og fyldig hvidvin, der dufter og smager af papaya og nektariner. Eftersmagen er lang med modne citrusfrugter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Soraighe Libet, Casa Vinicola Bennati, Soave Classico DOC, Italien, 2022, lav alkohol (12,5%)

99 kr., pris ved 12 flasker online: 69 kr., Skjold Burne Online

En dejlig hvidvin med en meget mild krydret duft og en tør smag med god fylde og kopleks frisk frugt. Den vin kan Soave godt være stolt af. Nyd den - ikke alt for kold - til en god skaldyrsret.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Cuvée du Roi Clovis, Wunsch et Mann, Alsace AOC, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

En delikat økologisk hvidvin - og en vin, der er typisk for Riesling-druen med dens fine duft af grønne druer med strejf af honning og en anelse petroleum. Smagen er fyldig, frisk og elegant med en sprød syre og en lang vinøs eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

"2" Creative Block, Spier, Sauvignon Blanc, Coastal Region, Sydafrika, 2021, middel alkohol (13,5%)

159,95 kr., pris på tilbud indtil 3. august: 99 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Denne hvidvin er resultatet af et yderst vellykket ægteskab mellem Sauvignon Blanc og Sémillon. Der er friske grønne blade i den sarte duft, mens smagen er liflig, tør og med noter af lime. Tilbudsprisen er attraktiv. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Cacada Real, Casa Santos Lima, Alentejo, Portugal, 2022, lav alkohol (12,5%)

64,95 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., AndrupVin.dk

En rosévin med en fin gylden farve, en sart æbleduft og en tør og frisk druesmag med en god syre til mad. En god sommervin, der egner sig til lette retter.

stjernestjernestjernestjerne

Spier Vintage Rosé, Spier, Coastal Region, Sydafrika, 2021, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 3. august: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En udmærket rosévin med en fin orange farve, en sart duft af kornmark og en frisk middel fyldig og læskende smag. De fire stjerner gælder tilbudsprisen ved 50 kr. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diamond Hill, South Eastern Australia, Australien, middel alkohol (13,5%)

Shiraz og Merlot er druerne i denne rigtig gode all round rødvin. Vinen er fuld af koncentrerede mørke bær, har en fin frugtsødme og en blød og rund afslutning. 49 kr. er et kup for så god en vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Jean-Baptiste Audy, Haut-Médoc AOC, Frankrig, 2018, middel alkohol (14%)

Modne brombær, vanille og aromatisk tobak mødes i duften af denne intense og tætte rødvin. Smagen er tør og koncentreret, klassisk Bordeaux og med en god balance mellem frugt og krydrede noter. Plask gerne vinen over i en karaffel et part timer før servering, så den når at åbne sig. 86 kr. for denne vin er yderst rimeligt.

stjernestjernestjernestjerne

Les Trois Oratoires, Laudon Chusdan Vignerons, Côtes du Rhône AOC, Frankrig, lav alkohol (13%)

99 kr., Permanent mængdetilbud online: 49 kr. ved 12 flasker, Skjold Burne Online

En udmærket all round rødvin med tilpas tørhed, god frugt, en fin krydret note af fennikel, en anelse syre og et lille tanninbid til slut. En god vin til pasta og stegt kylling.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Spier Vintage Red Blend, Spier, Coastal Region, Sydafrika, 2021, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 3. august: 50 kr. Sælges også i Kvickly., SuperBrugsen

En rødvin på Merlot, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot - og en glimrende vin. Cabernet-druens solbærduft trænger tydeligt igennem i duften. Smagen er intens og fuld af modne mørke bær. Det er en blød og frugtrig rødvin, som mange vil kunne lide. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Collita de Fruits, Armero i Adrover Vinicultors, Mallorca DO, Spanien, 2019, middel alkohol (14%)

Læder og brombær mødes i duften af denne gode rødvin. Smagen er frisk og rig på mørke bær - især solbær - og eftersmagen afsluttes med en god syre til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

LM, Lazzeretti Marco, Brunello di Montalcino DOCG, Italien, 2018, høj alkohol (14,5%)

349 kr., Masa Wine

En dejlig rødvin - og en typisk Brunello - med duft af skovsvampe og med en blød, kompleks, varm og fint krydret smag. En anelse forfriskende syre dukker op i eftersmagen.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen