
En flot stor klase Chardonnay-druer, taget i en vinmark tilhørende Champagne Benoit Munier. Og det er taget for over en måned side, så i dag er druerne tunge og fulde af saft. Billedet stammer fra champagnehusets Facebookside.
Kæmpe klaser i Champagne
Enhver, der fornylig er kommet forbi en af Champagnes vinmarker, vil have bemærket, at det er nogle usædvanligt store drueklaser, der hænger på vinstokkene.
Der er kun få dage til høsten, og alt tyder på, at den bliver gigantisk. Ifølge The Drinks Business slår klasernes gennemsnitsvægt alle rekorder - det ved man, da distriktets vinråd, Comité Champagne, kortlægger alle detaljer for hver eneste høstårgang.
Den største vægt, der hidtil er målt for en drueklase i Champagne, er 180 gram. Til sammenligning vejer klaserne hos fx Laurent-Perrier i år op til 220 gram - og hos Bollinger ligger gennemsnitsvægten på cirka 240 gram, og det er uanset druesort. Druerne er også store og fulde af saft. Og sådan lyder det over hele linjen i Champagne.
Lavere høstgrænse
Det er Comité Champagne, der hvert år sætter en øvre grænse for, hvor mange kilo druer, der må høstes til fremstilling af champagne. Resten af druerne bliver selvfølgelig også høstet, men bliver brugt til reservevin til kommende årgange. Og da vinrådet i juli i år meddelte grænsen for årets høst, kunne det ikke forudse den eksplosive vækst i mængden af druer.
Men det havde nok ikke ændret noget. Da salget af champagne faldt med cirka 4% i første halvdel af 2023, besluttede man at sænke grænsen for den kommende høstmængde med 5% i forhold til 2022 til 11.400 kg pr. hektar. Det skulle være nok til cirka 326 millioner flasker champagne.