Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 45, 2023



Rudy Kurniawan.

Kurniawans lovlydige svindelDel på Facebook

De fleste af VinAvisens læsere kan sikkert huske Rudy Kurniawan – verdenshistoriens nok største vinsvindler.

Kurniawan, der stammer fra Indonesien, tappede mellem 2004 og 2012 i sit hjem i Los Angeles almindelige vine fra Napa Valley og Bourgogne på flasker med falske etiketter, der angav, at indholdet var kostbart og ikonisk. Nogle gange blandede han fx flere forskellige Bourgogne-vine for at opnå det nær-perfekte resultat. Og han var dygtig til det. Vinene, der gennem årene løb op i 12.000 flasker, solgte han på diverse auktioner.
Han afholdt også vinmiddage for rige vinsamlere, hvor de smagte hans forfalskninger af kostbare vine og senere købte hele flasker af ham i dyre domme. I alt tjente han i omegnen af 30 millioner dollars (cirka 211 mio. kr.) på svindelen.
Han blev afsløret og idømt 10 års fængsel og blev efter udstået straf udvist fra USA.
Nu er han ifølge vinsvindel-specialisten Maureen Downey igen i fuld gang med at forfalske fornemme vine – og denne gang foregår det inden for lovens rammer…

Kunne bedst lide forfalskningerne


Maureen Downey, der i sin tid hjalp FBI med at afsløre Rudy Kurniawan, er ifølge Wine-Searcher kommet i besiddelse af fotos og smagenotater fra en vinsmagnings-middag i juli i år i Singapore, hvor Kurniawan var aftenens hovedperson.
Rammen var den eksklusive Pines Club, hvor en milliardær og vinsamler havde inviteret seks gæster til en særlig vinsmagning og middag. Milliardæren havde forinden givet Kurniawan en opgave, nemlig at fremstille falske versioner af to af verdens mest berømte vine, DRC Romanée-Conti og Petrus, begge i årgang 1990.
Under smagningen blev de to forfalskede vine smagt op mod ægte udgaver af vinene, og ifølge gæsternes smagenotater kunne de fleste af dem bedst lide forfalskningerne!

"Et vinøst geni"


En af gæsterne skriver i sine notater: ”Så er vi her igen i de samme rammer med et mindre party på syv for igen at opleve magien af Rudys vinviden, fantasi og håndværk. Mr. Rudy Kurniawan er et vinøst geni”.
Det med ”igen” henviser ifølge Maureen Downey til en lignende vinsmagnings-middag med 15 deltagere, hvor Rudy Kurniawan var blevet bedt om at lave forfalskede versioner af Domaine Jacques-Frederic Mugnier le Musigny 1990 og Château Cheval Blanc 1982. Også her blev vinene smagt op mod originalerne – og her var det ligeledes svindelvinene, der vandt.
Det må jo være lidt af en fjer i hatten for Kurniawan – der selvfølgelig får betaling for at fremstille forfalskningerne og deltage i vinsmagningen.

Onklerne overgår Kurniawan


Selv om Rudy Kurniawan har vundet herostratisk berømmelse for sin omfangsrige vinsvindel, så når han ifølge Wine-Searcher ikke sine to onkler, Hendra Rahardja og Eddy Tansil, til sokkeholderne.
Ingen af dem har gjort det i vinsvindel, men derimod i banksvindel i Indonesien. Her har Rahardja snydt en bank for det, der svarer til 1,4 milliarder kr., mens Tansil har begået bank-bedrageri for cirka 3 mia. kr.
Rahardja blev idømt livsvarigt fængsel – dog in absentia, da han var flygtet ud af landet – og Tansil fik 17 år bag tremmer men afsonede kun to år efter massiv bestikkelse af diverse myndighedspersoner.


Foto: Pixabay/9310613.

"Overvældende" at vælge vinDel på Facebook

Den britiske supermarkedskæde Co-op har bredt et nyt koncept for vinafdelingerne ud til cirka 2000 af sine forretninger i Storbritannien.

Det er sket som følge af en omfattende forbrugerundersøgelse foretaget af Co-op, hvor hovedparten af de adspurgte briter ytrede, at de følte det ”overvældende og uoverskueligt” at skulle vælge en flaske vin. Og at de manglede mod til at prøve noget nyt og derfor holdt sig til de samme vine.
Supermarkedskæden vil selvfølgelig gerne have kunderne til at brede deres vinvalg lidt mere ud og gøre det lettere for dem at vælge vine. Derfor har man valgt at ”ommøblere” vinafdelingerne, så vinene nu er inddelt efter vinstile eller druer, når der er tale om enkeltdrue-vine.

Hvad mener du?


Vine, der typemæssigt minder om hinanden – fx meget tørre hvidvine, hvor de krydrede noter dominerer – er nu grupperet sammen. Det samme gælder rødvine på Malbec-druen – uanset, hvilke lande, vinene kommer fra.
Men hvad mener VinAvisens læsere? Er det svært at vælge vin i supermarkederne og i så fald hvorfor? Og er der nogle gode alternative ideer til, hvordan en vinafdeling kunne indrettes?
Vi modtager meget gerne input og kommentarer på mariette@vinavisen.dk.


Et foto fra Brooklyn Beckhams Instagram-side, der viser, hvordan en korkprop får lov til at koge med.

Korkprop eller ej – i gryderettenDel på Facebook

Brooklyn Beckham, der er søn af den berømte forhenværende fodboldspiller David Beckham, har forsøgt sig med lidt af hvert karrieremæssigt. Han er også tonet frem i sin egen madlavnings-videoserie, og på Instagram så man ham for nylig smide en korkprop fra en vinflaske ned i en bolognese-sovs, så den kunne koge med. Så blev kødet mere mørt, påstod han.
Det satte gang i en hed debat på internettet med rigtig mange kritiske kommentarer – men også med opbakning til Beckham. For selv om det lyder lidt tosset, så har det med korkproppen førhen været ganske almindeligt i blandt andet Portugal og Syditalien.
Her har man såvel på hjemmebane som i restauranterne åbnet vinflasken, og dernæst smidt korkproppen ned i gryden til kødretten. Ikke mindst, når der skulle tilberedes blæksprutter. De enzymer, som findes i korkproppen, skulle efter sigende hjælpe med at nedbryde blækspruttens hårde sener ved at trække fugt ud af kødet.

Holder frugten frisk


Man finder også korkprop-rådet i diverse gamle opskriftsbøger, og der er stadig førende kokke, der den dag i dag smider en prop eller to ned i gryden for at mørne blæksprutten eller oksekødet.
Der er også dem, der anvender proppernes fugtsugende evne til at holde frisk frugt frisk med. En enkelt prop i en frugtskål skulle ifølge Food&Wine bevare frugten frisk og holde de irriterende bananfluer væk.


Chianti Classicos bakkede landskab ligger for fødderne af vingården Fontodi - der også er repræsenteret på smagningen.

Chianti Classico kommer til Danmark Del på Facebook

Rigtig mange danskere holder af rødvin fra Chianti i Toscana, hvor Sangiovese-druen spiller førsteviolin. Og traditionen tro finder man de bedste af vinene i Chianti Classico, den centrale og ældste del af Chianti-distriktet.
D. 15. november fra kl. 16.30 til 19 er der rig lejlighed til at smage – eller gensmage – en lang række af de dejlige vine, når 32 vinproducenter fra Chianti Classico indtager Odd Fellow palæet i København.
Blandt udstillerne er navne som Vignamaggio, der med rødder 600 år tilbage i tiden er et af Toscanas ældste vinhuse, Castello Vicchiomaggio, hvor Leonardo da Vinci har boet, og Fontodi, som er en af Chianti Classicos mest berømte vingårde.

Olivenolie og Vin Santo


VinAvisen har besøgt flere af udstillerne på en tur til Chianti Classico. Den kan man læse mere om ved at klikke her.
Ud over dejlige rødvine i lange baner vil der også være mulighed for at smage den søde delikatesse, Vin Santo, samt olivenolie af bedste kvalitet.
Såvel vinentusiaster som vinbranchen er velkomne. Og når det gælder sidstnævnte, afholdes der kl. 10.30 en masterclass om Chianti Classicos vine med Thomas Ilkjær som tovholder.
Private kan læse mere og købe billetter (289 kr.) ved at klikke her. Og vinbranchen kan tilmelde sig her.


Hvis ikke dette træ havde smidt et æble, netop som Isaac Newton sad under det, var loven om tyngdekraften måske aldrig blevet formuleret. Foto: Wikipedia/Bs0u10e01.

Newtons berømte æbletræ Del på Facebook

Den engelske fysiker Isaac Newton (1643-1727) blev ifølge samtidige kilder inspireret til sit arbejde med tyngdeloven af et æble, der faldt ned fra et æbletræ.

I 1666 opholdt han sig i sit fødehjem, herregården Woolsthorpe i Lincolnshire. En dag sad han under et æbletræ på grunden, da et æble faldt ned – hvilket fik ham til at overveje, hvorfor æbler altid falder lodret ned mod jorden og ikke skråt mod venstre eller højre.
Det berømte 350 år gamle æbletræ er den dag i dag et trækplaster for turister. Det er bevaringsorganisationen National Trust, der passer på træet – og ligeledes vedligeholder Newtons fødehjem, der er åbent for offentligheden.

Ender som cider


Nu er 10 aflæggere af træet blevet solgt på auktion, og en af dem er endt hos ciderproducenten Isaac Cider, hvis ejere er efterkommere af den berømte fysiker. Aflæggeren vil nu blive plantet og plejet, så den en dag kan give æbler til boblende cider. Rent markedsføringsmæssigt er der jo ikke et øje tørt…
Der var rift om aflæggerne, der tilsammen indbragte 30.000 pund (cirka 257.000 kr.), hvoraf halvdelen går til vedligeholdelsen af Woolsthorpe og modertræet, mens den anden halvdel går til den store britiske havecenterkæde, Blue Diamond, som afholdt auktionen og er sponsor for National Trust.


Dette flotte gamle bankdomicil bliver rammen om den nye Kjær & Sommerfeldt forretning.

Rosé til de første 1000 gæsterDel på Facebook

I uge 25 nævnte vi, at Kjær & Sommerfeldt ville åbne endnu en forretning ud over de to, som vinfirmaet har i København og Aarhus. Denne gang gælder det Odense, og rammerne er en fornem historisk bygning på Fisketorvet, der i 100 år har huset en bank og senere en restaurant.
Nu er der nedtælling til åbningen af vinforretningen. Det bliver den 9. november, og festlighederne starter kl. 15.
De første 1000 gæster, der møder op for at gå på opdagelse i de nyindrettede lokaler, bliver budt velkommen med et glas af rosévinen Whispering Angel fra Château d’Esclans i Provence.

Meget mere end en vinforretning


Den nye forretning byder på meget mere end almindeligt salg af vinflasker. I kælderen er der en vinbar, hvor der på åbningsdagen er live musik til kl. 19 – og mulighed for at købe flere sjældne vine glasvis.
I den underjordiske bankboks er der indrettet en række smagelokaler, hvor virksomheder, vinklubber og private kan afholde middage, møder eller skræddersyede vinsmagninger.
Og så vil der blive afholdt en stribe smagninger med besøg af vinproducenter fra hele verden. Allerede i november kan man blandt andet møde den legendariske Bourgogne-producent Louis Jadot, blive klogere på vin i en særlig grundskole, deltage i portvinssmagninger, opleve en spansk minifestival eller komme til Beaujolais og Gourmet-hotdog smagning!
Smagekalenderen kan ses i sin helhed ved at klikke her. Og her kan man læse mere om den nye forretning og åbningsfejringen.

Vinmarkspriserne på Etna boomerDel på Facebook

Inden for de sidste cirka 15 år har vinene fra Etna vundet international berømmelse. Og det har skubbet priserne på vinmarkerne på vulkanens skråninger gevaldigt i vejret.

I dag koster en hektar vinmark ifølge Wein.Plus mellem 37.000 og 75.000 euro (276.000 og 560.000 kr.), mens prisen for enkelte top-vinmarker ifølge den førende Etna-producent, Salvatore Tomasello, kan nå helt op på 250.000 euro (cirka 1,9 millioner kr.) for en hekter. Til sammenligning koster vinmarkerne på resten af Sicilien mellem 20.000 og 25.000 euro (cirka 149.000 og 187.000 kr.) pr. hektar.

Intet at sammenligne med Barolo


Når det gælder italienske vinmarkspriser, kan Etna dog ikke slå regionen Langhe i Piemonte, hvor man finder Italiens dyreste vinmarker i appellationen Barolo. Her spænder prisen for en hektar tilplantet med Nebbiolo-druen mellem 200.000 og 1,5 millioner euro (cirka 1,5 og 11 mio. kr.), mens nogle af de bedst beliggende vinmarker kan nå op på gigantiske 3 mio. euro (cirka 22 mio. kr.) pr. hektar.
I den lave ende af prisskalaen ligger en hektar vinmark på Sardinien tilplantet med den blå Cannonau-drue på kun 11.000 euro (cirka 82.000 kr.).


Flere hundrede julemænd, -koner og -børn venter på startskuddet til Santa Run hos Denbies Wine Estate.

Fuld fart over feltet Del på Facebook

Hvis man har en idé om, at alle briter er distingverede og har en stille underspillet humor, så kommer man på andre tanker, hvis man overværer det årlige Bacchus Marathon i Surrey.
Der er nemlig fuld fart over feltet og masser af fest og farver, når deltagerne hvert år i september løber gennem vinmarkerne i det smukke sydengelske område. Det er vinhuset Denbies Wine Estate, der arrangerer løbet, hvor langt hovedparten af deltagerne er klædt ud som alt fra drueklaser til Harry Potter og Cæsar.
Undervejs er der fem stationer, hvor man kan hvile ud - og ikke mindst nyde god engelsk vin. For her gælder det ikke kun om at komme først i mål men også om at more sig.

Flere hundrede julemænd


Forbilledet for Bacchus Marathon er helt klart det legendariske Marathon du Médoc, hvor mere end 8000 mennesker fra hele verden løber gennem vinmarker og forbi slotte i den berømte Bordeaux-appellation. Her er udklædning også et ”must” - og det samme er udskænkningen af vin ved de mange stationer.
Denbies Wine Estate nøjes ikke med at afholde et enkelt årligt maraton. Den 10. december er vinhuset nemlig rammen om Santa Run, der i år afholdes for femte gang. Her er de mange hundrede deltagere, der tæller både børn og voksne, klædt ud i julemands-kostumer leveret af vinhuset.
Deltagerne løber med hunde og barnevogne gennem Denbies vinmarker og rundt om vinhuset på en 5 kilometer lang rute. Og løbet afsluttes med gløgg – eller mulled wine, som briterne kalder det – og mince pies, de berømte engelske juletærter.
Vi hører gerne på info@vinavisen.dk, hvis nogle af vores efterhånden mange danske vingårde har lignende løb eller andre julearrangementer i vinmarker eller vinerier.

Champagnehus på indkøb Del på Facebook

Champagnehuset Billecart-Salmon har ifølge Decanter købt vinhuset Domaine de Bellevue i Gétigné i Loire. Og det er ikke et hvilket som helst vinhus – eller rettere, vinproducenten, der nu har solgt det, er ikke hvem som helst.
Hans navn er Jérôme Bretaudeau, og han har – siden han grundlagde Domaine de Bellevue i 2001 – været en drivkraft, når det gælder Muscadet-druens genopblomstring i Loire.
Da han slog sig ned i distriktet, blev druen – der også kaldes for Melon de Bourgogne – kun anvendt til billig hvidvin af de store kooperativer.
På sin kun 4 hektar store vinmark og i vineriet eksperimenterede Bretaudeau med druen. Og han viste, at det var muligt at fremstille vine af høj kvalitet på Muscadet.

Gensidig hjælp


I dag sælges hans vine, som ofte – på grund af hans kreative eksperimenter – ikke kan have en appellation på etiketten, i Michelin-restauranter og luksushoteller i såvel Frankrig som i resten af verden. De 4 hektar er blevet til 20, og vinstokkene dyrkes i dag biodynamisk.
I 2018 mødte syvende generation bag roret i Billecart-Salmon, Mathieu Roland-Billecart, Jérôme Bretaudeau, der blev hyret til at rådgive champagnehuset i omlægningen til biodynamik i vinmarkerne.
Nu har Billecart-Salmon så købt Domaine de Bellevue, men det er stadig Bretaudeau, der står for den daglige drift.
Champagnehuset har tænkt sig i samarbejde med vinproducenten at øge salget af vinene på internationalt plan.

I boksen er lerpladen placeret bag flasken med Louis XIII cognac.

En sang i kampen mod klimaændringerneDel på Facebook

Louis XIII er en legendarisk cognac med rødder tilbage til 1874. Den er sammenstukket af hele 1200 eaux-de-vie’er, der er mellem 40 og 100 år gamle. Og den leveres i en fornem krystalflaske, der er en tro kopi af en flaske fra 1500-tallet, som man udgravede på en slagmark i Frankrig i 1850.
Mærket ejes af Rémy Martin, som gerne vil mane til kamp mod den globale opvarmning. Og det har cognacfirmaet gjort via et ganske særligt projekt, der omfatter en sang,”100 Years - The Song We'll Only Hear If We Care”.
Sangen er skrevet af den amerikanske rapper Pharrell Williams, og den er indsunget på en grammofonplade lavet af ler fra den kalkrige undergrund i den vinmark, hvorfra druerne til cognacen stammer.
Pladen er lagt i en boks, lavet specielt til formålet af bankboksproducenten Fichet-Bauche, og det eneste, der kan ødelægge boksen - og dermed pladen - er, hvis den nedsænkes i vand.
Boksen er placeret i de kældre i Cognac, hvor man opbevarer Louis XIII cognacen, og her har den nu befundet sig i de sidste seks år.

Ødelægges, hvis vandet stiger


Og her kommer så det med den globale opvarmning ind i billedet. For hvis havet på grund af klimaændringerne fortsætter med at stige med samme hast som nu, vil en betydelig del af verdens nuværende fastland stå under vand om 100 år.
Så altså - kun hvis vi gør en alvorlig indsats for at bekæmpe klimaændringerne, vil pladen overleve og sangen kunne høres af kommende generationer, når den offentliggøres i år 2117. Hvis pladen skulle gå til grunde, er der også en trøstepræmie i form af en flaske Louis XIII, som vores efterkommere så kan nyde.
Som det er nu, er der kun hundrede mennesker i verden, der har hørt ”100 Years”. Det foregik ved en seance i Shanghai, hvor Pharrell Williams sang sin sang. De indbudte fik selvfølgelig strenge instrukser om ikke at optage sangen på mobilen.
En lille YouTube-film fortæller lidt om projektet.

En film, der først må ses om 100 år


I 2015 indgik Rémy Martin et lignende samarbejde med den amerikanske skuespiller John Malkovich om en film, som først vil blive set d. 18. december 2115.
Denne film ligger nu i en sikkerhedsboks, der hverken kan åbnes med kode eller nøgle, men som har en tidsindstillet åbningsmekanisme, så den åbner automatisk på premieredagen.
Der er for længst sendt invitationer ud til premieren til 1000 udvalgte personer rundt om i verden. Meningen er, at invitationerne skal gå i arv fra generation til generation. Så kan de udvalgtes efterkommere til sin tid få fornøjelse af premieren, der vil foregå hos House of Louis XIII.
Formålet med filmen har ikke noget med global opvarmning at gøre - den skal derimod lede tankerne hen på de mange kældermestre, der gennem tiderne omhyggeligt har skabt de mange eaux-de-vie’er til Louis XIII cognacerne - uden nogensinde at have set eller smagt det endelige resultat.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Jacob Gylling.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person i den danske vinbranche eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt. De portrætter, vi har bragt, har vi samlet på en særlig side.

Jacob Gylling (1976) er uddannet vinhandler fra Holte Vinlager, hvor den karismatiske ejer, Karlin Nielsen, bedre kendt som Kalle, tog ham under sine vinger.
Det var faktisk lidt af en tilfældighed, at Jacob Gylling endte i vinens verden. Efter en jordomrejse startede han på seminariet men fandt hurtigt ud af, at lærergerningen ikke var noget for ham.
Derefter tog han en etårig HH med henblik på videreuddannelse inden for handel, økonomi, rejsebranchen eller noget helt fjerde.
Vinen havde dog hele tiden haft hans store interesse, og da han i år 2000 brækkede benet og lå hjemme og rekreerede sig, dumpede der et katalog ind ad døren fra Holte Vinlager. Og det blev så starten på en helt anden uddannelse ...
- Jeg husker tydeligt, at jeg troppede op hos Kalle med alle mine talenter og skolepapirer, fortæller han. - Vi havde en hyggelig snak om fodbold og håndbold, hvorefter han spurgte, hvornår jeg kunne starte!
Efter endt uddannelse blev Jacob Gylling hurtigt udnævnt til forretningens bestyrer, og i dag er han medejer af hele kæden, samt direktør for 5 Holte Vinlager-butikker (Holte, Virum, Hørsholm, Frederiksberg og Ballerup). Dog befinder han sig primært på kontoret i Holte-butikken.
Han deltager i forretningskædens smagepanel og marketingafdeling, mens den primære tid bruges i indkøbsafdelingen, hvor han står for meget af kontakten til kædens leverandører sammen med kædedirektør Claus Nielsen. Der bliver også tid til vin- og spiritusrejser, smagninger og diverse messer i ind- og udland.
Det er nu 23 år siden, han trådte ind ad døren i Holte Vinlager, og det er her, han skal blive, til han skal pensioneres. Han nyder at arbejde med sin hobby - vin og spiritus - og at være med at til at udvikle forretningen.
Jacob Gylling bor i Lyngby med sin norske kone, Marianne, og deres søn, Oskar. Og ud over vin- og spiritusrejser bliver der også tid til rejseeventyr med familien. I sine unge dage rejste han med rygsæk jorden rundt, og denne rejselyst sidder stadig i ham.
Han har desuden gennem hele livet været en aktiv håndboldmand, både på banen, som spiller, træner og i bestyrelses-regi. I dag bruges fritiden dog i højere grad på venner, familie – og ja…. arbejde.
Adresse: Holte Vinlager, Kongevejen 333, 2840 Holte, tlf.: 45 42 04 15, e-mail: jacob@holtevinlager.dk, www.holtevinlager.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvorfor lugter Riesling af petroleum? Del på Facebook

Kim Kristensen ved godt, at nogle hvidvine på Riesling-druen kan lugte af petroleum. Han har både hørt det og har også selv kunne lugte det en enkelt gang eller to. Nu vil han gerne vide, hvad lugten skyldes.

Modne vine på druen kan få det, franskmændene kalder goût petrol – petroleums-smag – lidt i retning af smøreolie eller gummi. Og det er der vinnydere, som går efter og betragter som et særligt raffinement.
Nogle vinproducenter tilstræber petroleums-duften og -smagen; andre betragter den som en fejl og prøver at undgå den. De første finder man især i Alsace, de sidste især i Tyskland.
Den særlige smag skyldes et stof, hvis navn er lidt af en spiritusprøve: 1,1,6-trimethyl-1,2-dihydronaphthalene, og som vinfolket derfor nøjes med at kalde TDN.
Stoffet opstår ved en såkaldt hydrolyse af carotenoider i vinen, når den har ligget nogle år på flaske. Det sker dog generelt kun i dyrere Riesling-vine og meget sjældent i oversøiske vine.



Ugens vinøse billedeDel på Facebook

John Thomsen var i september på vintur i Bourgogne, og her besøgte han det relativt nye vininstitut, Cité des Climats, lidt uden for Beaune:
- Der kan man få en interaktiv gennemgang af Bourgognes oprindelse og historie. Der er også mulighed for at teste, om man kan genkende vin-aromaer og lære at trække vin op på den korrekte måde, og så er der aktiviteter for børn.
- På øverste etage er der en café, hvor man kan få en let frokost og smage vine fra området. Et besøg kan anbefales, slutter John Thomsen.
Det er et meget flot foto han har taget, så vi har valgt også at bringe det som ugens store billede længere nede på siden, så man bedre kan se instituttets fine bygning.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-762
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


762 Det nye vininstitut i Beaune, Cité des Climats, har til huse i en flot arkitektonisk bygning. (foto © John Thomsen).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerne

Dons Cuvée Brut, Skærsøgaard Vin, Dons BOB, Danmark, 2018, lav alkohol (12%)

En mousserende vin på druer, som de fleste nok ikke kender. Det er Orion, Solaris, Cabernet Cortis og Zalas Perle. Men ud af de fire druer er der blevet en god vin med en livlig mousse og en fyldig duft og smag af grønne æbler.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Appremont, Savoie AOP, Frankrig, 2021, lav alkohol (11,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Savoie ligger for fødderne af alperne, og det er herfra denne glimrende hvidvin stammer. Der er abrikoser og en anelse krydderhonning i duften, mens smagen er tør og sprød med grøn drueskal og mineralske noter ud i den lange eftersmag. En vin, der vil egne sig fint til alt godt fra havet.

stjernestjernestjernestjerne

Dr. Zenzen Feinherb, Riesling, Mosel, Tyskland, 2022, lav alkohol (10%)

129,95 kr., YouAndWine

En god og mild hvidvin med en fin druesødme i duften og en fyldig smag med sødme men også med Riesling-druens fine syre til slut. Prøv vinen til sushi eller en frugtdessert. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

7 Deadly White, 7 Deadly Wines, Chardonnay, Californien, USA, 2021, middel alkohol (13,5%)

139 kr., pris på tilbud i uge 44 (denne uge): 59,95 kr. ved 6 flasker, Megavin.dk / Kvickly Odder

En rigtig dejlig hvidvin med stor fylde, en fin frugtsødme samt fennikel og anis i den lange eftersmag. Tilbudsprisen er attraktiv. Drik vinen til fx tørre oste eller asiatiske retter med lidt sødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

District 7, Scheid Family Wines, Chardonnay, Californien, USA, 2021, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud fra 10. til 23. november: 66,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En dejlig duft af moden mango møder næsen. Også i smagen er der mango samt melon. En blød hvidvin med frugtsødme men også med en behagelig tørhed i den lange eftersmag. Til tilbudsprisen ved 6 flasker får man rigtig megen kvalitet for pengene. Drik vinen godt afkølet. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Trovatore Gran Rosso, Italien, 2021, høj alkohol (14,5%)

Der er modne mørke kirsebær i duften. Smagen er indbydende med dens dejlige varme frugtnoter, sin koncentration og sin fine krydrede slutning. Et rigtig godt glas til de 79 kr.

stjernestjernestjernestjerne

Passimiento Don Vicenzo, Eghemon, Nero d'Avola, Sicilia DOC, Italien, 2021, middel alkohol (13,5%)

95 kr., pris ved 6 flasker: 80 kr., Vinovida

En rødvin, der dufter af mørke rosiner og lys chokolade. Smagen har en god portion frugtsødme men også en fin syre, der giver modvægt til slut i smagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Contrada Maestra, Cantine Povero, Barbera d'Asti DOCG, Italien, 2022, lav alkohol (13%)

99 kr., pris ved 6 flaker: 75 kr., AndrupVin.dk

I duften af denne glimrende rødvin er der modne mørke kirsebær og strejf af kanel. Smagen er saftig, fint krydret, med rygrad og med en lang, blød smag med afrundede tanniner og en lille fin syre til slut. En vin, der egner sig til lidt fede, let krydrede kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

475 Years Anniversary Edistion Reserva, Quinta do Pégo, Douro DOP, Portugal, 2019, middel alkohol (13,5%)

Druerne til denne rødvin - Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão - er trampet med fødderne, hvorefter druemosten er gæret i granit lagares. Altså en meget traditionelt fremstillet vin - og en yderst vellavet vin. Den dufter af kirsebær, blommer og violer og har en dejlig smag af modne blå druer, et saftigt bid og afrundede tanniner. Vinen er fremstillet i anledning af vingården Quinta do Pégos 475 års fødselsdag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hierogram, Hierogram Wines, Zinfandel, Napa Valley, Californien, 2021, høj alkohol (15%)

125 kr., pris ved 6 flasker: 109,95 kr., Jysk Vin

En rødvin med en meget aromatisk og kompleks duft af skovjordbær, syltede blå blommer og hyldebær. I den bløde, runde smag er der moden frugt og varme krydrede noter samt en perfekt balance mellem frugtsødme og syre. Alkoholen er fint integreret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mondeuse, Savoie AOP, Frankrig, 2021, lav alkohol (12%)

125 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En rødvin med en forførende krydret duft af hvid peber og rosmarin. De samme krydrede noter dukker op i den saftige smag. En glimrende, elegant og let rødvin, der vil være fin til det store kolde bord eller til dampet laks.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Deux Grives Grande Réserve, Cabernet Sauvignon, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2022, høj alkohol (15%)

129,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 74,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En rigtig dejlig rødvin, der med sine noter af modne solbær i duft og smag af indbegrebet af Cabernet Sauvignon. I eftersmagen er det de krydrede noter - aromatisk peber og strejf af kardemomme - der tager over. Det er en rigtig julerødvin, der vil være oplagt til anden eller flæskestegen juleaften.

stjernestjernestjernestjernestjerne

District 7, Scheid Family Wines, Pinot Noir, Californien, USA, 2021, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud fra 10. til 23. november: 66,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Denne dejlige rødvin kommer fra Monterey i Californien. Den er elegant, har Pinot Noirs-druens kendte saftige smag, en lækker bærmost med noter af blåbær og en fløjlsblød slutning. En vin, mange vil kunne lide. Servér den let afkølet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Actarus, Primitivo di Manduria DOP, Italien, 2021, høj alkohol (14,5%)

179 kr., pris ved 3 flasker: 99 kr., Skjold Burne Online

Dette er en rigtig god, blød og saftig rødvin med syltede kirsebær i duften og med en dejlig frisk frugtsmag med noter af solbær. Prisen ved 3 flasker indkasserer den femte stjerne.

stjernestjernestjernestjerne

Trias, Beaumes de Venise AOP, Frankrig, 2018, høj alkohol (15%)

179 kr., pris på tilbud online fra 10. til 12. november: 129 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne Online

Der er flint og grønne blade over duften af denne gode rødvin, mens smagen er intens med mørke bær og engelsk lakrids. Alkoholen er fint integreret. Vinen vinder ved at blive plasket over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjerne

Damana Crianza, Tábula, Tempranillo, Ribera del Duero DO, Spanien, 2020, høj alkohol (14,5%)

199 kr., pris på tilbud indtil 5. november: 100 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

Farven på denne gode rødvin er dyb og tæt, duften byder på eg og aromatisk tobak, og smagen er intens og fint krydret med noter af blandt andet ren lakrids. Det er en vin, der er oplagt til en lidt kraftig kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Noire, Pliniana, Primitivo, Primitivo di Manduria DOP, Italien, 2021, høj alkohol (15%)

229,95 kr., pris ved 6 flasker:199 kr., AndrupVin.dk

Der er mørk chokolade og hyldebær i duften af denne lækre rødvin, mens smagen byder på kirsebær, solbær, boysenbær samt aromatiske varme krydrede noter som hvid peber, sød chili og kardemomme. Eftersmagen er lang og med afrundede tanniner. En vin, der er sin pris værd ved en enkelt flaske - så prisen ved 6 flasker er et godt tilbud. Oplagt til den traditionelle julemad.

Sød vin

stjernestjernestjernestjerne

St. Nikolaus Spätlese, Eser, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2022, lav alkohol (7,5%)

150 kr., pris på tilbud fra d. 6. november til 31. december: 120 kr., Skjold Burne

En Spätlese - en sød vin med en fin blomsterduft og en aromatisk smag med strejf af honning. Vinen er sagen til milde oste, vaniljeis eller julens småkager. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pocas 10 Years Old Tawny, Porto, Portugal, høj alkohol (20%)

179,95 kr., pris på tilbud fra 10. til 23. november: 119 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En varm og imødekommende portvin med duft af valnødder og kandis. Smagen har en dejlig sødme og fylde med mørke rosiner, svesker og et behageligt lille bittert bid til slut. Nyd den til risalamanden eller julens småkager.