Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 4, 2024

VinAvisens redaktion holder lukket indtil onsdag d. 1. februar, hvorefter vi igen besvarer e-mails.


Illustration: Kongehuset.dk.

Om kongelige hofleverandørerDel på Facebook

For nylig kunne man på DR’s hjemmeside læse, at foreningerne Alkohol & Samfund og Blå Kors i fælles kor har ytret, at kongehuset bør overveje at droppe betegnelsen kongelig hofleverandør, når det gælder leverandører af vin, øl og spiritus. Ifølge de to foreninger harmonerer titlens blåstempling og anbefaling ikke med de alvorlige konsekvenser, alkohol kan have for dem, der drikker for meget.

Nu, hvor vi har fået et nyt kongepar, er chancen der jo for at viske tavlen ren. De i alt 104 virksomheder mister automatisk deres prædikat som kongelige hofleverandører - dog ikke før om et år - hvorefter det er op til den nye monark at beslutte, hvem der skal have den ærefulde titel, og hvem der ikke skal.

Hvorfor lige alkohol?


Ud af de mange virksomheder på listen over kongelige hofleverandører er der 18, der sælger eller producerer vin, øl og spiritus. Fem af dem befinder sig i udlandet.
Titlen tildeles ifølge kongehuset ”som en særlig anerkendelse af en virksomhed ud fra en vurdering af kvalitet, forretningsførelse, samfundsansvar og ordentlighed.” Man kan se den fulde liste ved at klikke her.
Man kan jo altid diskutere, om det er fair, at nogle få virksomheder får en ekstra fordel ved at blive udnævnt til kongelige hofleverandører – også selv om de leverer deres produkter til kongehuset. Nogle mener, at titlen helt og holdent bør droppes.
Men at løfte pegefingeren over for leverandører af alkohol - at mene, at lige netop de bør udelukkes fra ”det gode selskab” - virker uforståeligt.

Hvad med Lurpak, marcipan og småkager?


Selvfølgelig er et overdrevet indtag af alkohol gennem mange år usundt og kan føre til diverse sygdomme. Men det kan et årelangt og overdrevet indtag af kager, slik og fede sager jo også. Med på listen over kongelige hofleverandører er også smørproducenten Lurpak, chokoladefirmaet Alida Marstrand, Odense Marcipan, Søemods Bolcher og Kelsen Group, der leverer småkager…
Man kunne jo vende bøtten og i stedet for se det nye kongepar og kongehuset som bannerførere for devisen ”alt med måde” – at man kan nyde god vin og spiritus og spise småkager og bolcher - og samtidig have et aktivt og sundt liv!


Bygger bro mellem vin og ølDel på Facebook

Hos Husbryggeriet Jacobsen, der ejes af Carlsberg, har man lanceret en serie af eksperimenterende øl, hvor fællesnævneren er, at man brygger øllene på overskudsprodukter fra fødevareproduktionen.
Nu har Jacobsen lanceret en ny øl i serien, Experimental #5, og den skal ifølge bryggeriet ses som en slags hybrid mellem vin og øl. Den er nemlig brygget på druerester (Chardonnay og Rondo) fra vinfremstillingen hos en svensk vinproducent og skulle efter sigende have en meget vinøs karakter. Eller, som der står på bryggeriets hjemmeside: ”en rosé-farvet, medium-tør øl med en lys og frugtig syrlighed. Vin-lignende karakter med en sprød afslutning.”
Brygget, som nu rulles ud til barer og restauranter rundt om i Danmark, skulle være sagen som apéritif eller som ledsager til lette salater, skaldyr, hummer, grillet laks og ikke alt for søde desserter. Det kan man da kalde et bryg med spændvidde!


En flok lamaer hos det chilenske økologiske vinhus Emiliana holder hvil i skyggen, før de igen skal på arbejde i vinmarken. Deres job er et fjerne ukrudt. Foto: Mariette Tiedemann.

Nyttedyr i vinmarken Del på Facebook

Vi nævner ofte dyr, som er rene plageånder for vinproducenterne. Bavianer, harer, mosegrise og vildsvin kan ødelægge vinstokke og gøre kål på store mænger modne druer.
Men dyr kan også være yderst nyttige hjælpere i vinmarkerne, hvor de både bekæmper ukrudt og skadedyr. Ikke mindst de økologiske vinproducenter har stor glæde af forskellige nyttedyr.
Her kommer en liste over de godgørende dyr, som vi her på VinAvisen i hvert fald kender til.

Ugler og mini-grise


* Gæs er i Chile et glimrende våben mod den lille burrito-bille, der spiser de nye grønne skud på vinstokkene. Også de britiske og californiske vinhuse anvender gæs i markerne. Her er de ikke mindst med til at fjerne ukrudtet.
* Høns er gode til at holde både ukrudt og skadedyr i form af biller og orme nede. Og så er deres afføring glimrende gødning for vinstokkene.
* Ugler spiser mosegrise og andre små pattedyr, der skader vinmarkerne. I Californien opsætter stadig flere vinproducenter derfor redekasser langs markerne for at tiltrække uglerne.
* Kunekune grisen er en mini-gris, der lever på New Zealand, og som spiser ukrudtet mellem rækkerne af vinstokke uden, som andre grise, at grave i jorden.
* Lamaer ses undertiden i chilenske vinmarker, blandt andet hos vinhuset Emiliana i Colchagua, hvor de gufler ukrudt i sig.

Får, hunde og rødlosser


* Falke og høge bruges af flere vinhuse til at skræmme de store flokke af stære væk, som hvert år angriber de modne druer.
* Rødlosser er effektive til at jage harer og jordegern, der spiser druerne og skader vinstokkene, væk fra de amerikanske vinmarker.
* Får spiser ukrudt i mange vinmarker verden over. Et eksempel er det britiske vinhus Nyetimber, der har "ansat" 600 får som ukrudtsbekæmpere i sine marker.
* Hunde - eller rettere hyrdehunde - bruges overalt, hvor der anvendes får i markerne. Vinhusene træner hundene til at gene fårene ind mellem vinstokkene. Visse steder anvendes der også pyreneerhunde, der er så store, at de kan holde rovdyrene væk fra fårene.


Louis Roederers Cristal. En del af champagnens image er netop den klare flaske. Foto: Louis Roederer.

Transparent eller grønt glasDel på Facebook

De fleste champagner befinder sig i grønne flasker. Men der er også en del, som er tappet på transparente klare flasker. Det gælder blandt andet en hel del rosé champagner, hvor producenterne selvfølgelig gerne vil have, at forbrugerne skal kunne se den smukke rosá farve, når flaskerne står i forretningerne.
Men ifølge Vitisphere begynder stadig flere champagnehuse at skifte de klare flasker ud med grønne, også når det gælder rosé champagne.
Hos Champagnes vinråd, CIVC, har man et mål om, at distriktet skal være CO2-neutralt inden 2050. Og her tager man med glæde imod omlægningen til grønne flasker.
Fremstillingen og transporten af de tykke glasflasker tegner sig for 28% af champagneindustriens CO2-udslip. Og de klare flasker er faktisk de største syndere med et CO2-aftryk, der er dobbelt så højt som for de grønnes vedkommende. Årsagen er, at det kun er meget lidt genbrugsglas, der kan bruges til de transparente flasker, mens der udelukkende er tale om genbrug til fremstillingen af de grønne.
Dog er der ikoniske champagner, som nok aldrig vil blive set i grønne flasker - tænk bare på Louis Roederers berømte champagne Cristal.


En god film til en kold vinterdag Del på Facebook

Grønne vinmarker, fuldmodne druer og vin på egne flasker. Drømmen om egen vingård under sydlige himmelstrøg lyder jo umiddelbart tiltrækkende og romantisk.
Men det billede gør den amerikanske dokumentarfilm "Harvest" for alvor op med.
Filmen følger fem små familieejede vinhuse samt en hobbyvinavler i Sonoma under druehøsten i 2011 – en høst, som for mange californiere var den værste i mands minde. En kølig og regnfuld vækstsæson og et ligeledes vådt efterår gjorde kål på mange druer, og flere producenter mistede op mod halvdelen af deres høst.

Sved, mudder og råd


Som det fremgår af filmen, foregår en stor del af høsten om natten, hvor det er køligt. De mexicanske plukkere, der er kommet over grænsen for at høste druerne, arbejder i lyset fra pandelygter og løber stærkt med kasserne med de nyhøstede druer, så man får mest muligt i hus før daggry.
Det er et hårdt arbejde med rådne drueklaser, mudder, snavs og sved, og vi får det hele med i de 94 minutter, filmen varer. Men filmen viser også, hvordan humøret holdes oppe, sejrene og de glade stunder. Man følger tillige noget så sjældent som et hold plukkere, der udelukkende består af kvinder.
Det er den amerikanske filmproducent John Beck, der har lavet "Harvest”, som kan downloades til blandt andet iTunes for under 50 kr. Læs mere om filmen og download den ved at klikke her.

Ny spansk appellation Del på Facebook

Regionen Castilla-La Mancha breder sig på en 8 millioner hektar højslette cirka 200 kilometer syd for Madrid. Det er her, halvdelen af al spansk vin fremstilles.
Fra og med februar får Castilla-La Mancha en ny vin-appellation – eller DOP, som det nu hedder ifølge EU. Navnet er Campo de Calatrava, og den bliver regionens 22. appellation.
Den nye DOP vil omfatte samtlige vintyper – fra rød- og hvidvin til mousserende og sød vin – og en lang række druer bliver godkendt for appellationen. Det drejer sig blandt andet om de spanske druer Airén, Garnacha, Tintorera, Tempranillo, Albariño og Verdejo samt adskillige internationale druer.


To mariehøns, der bestræber sig på at blive til endnu flere. Foto: Edal Anton Lefterov / Wikipedia.

De væmmelige mariehønsDel på Facebook

Mariehøns i en vinmark med fuldmodne druer kan, som vi tidligere har nævnt, resultere i en katastrofe for vinproducenten. Insekterne, der sætter sig på drueklaserne, indeholder nogle ildelugtende stoffer, som udskilles, hvis dyrene bliver forskrækkede eller mast. Og det kan ikke undgås, at der ryger nogle mariehøns med i købet, når druerne presses. Lugten afgives til vinen, som dermed bliver udrikkelig.

Mariehønsenes ildelugtende stoffer hører til gruppen methoxypyraziner. Andre dyr samt flere plantearter udskiller lignende stoffer, men mariehønsene er bare fyldt til bristepunktet med dem. Tilsammen lugter stofferne som en blanding af harsk peanutbutter, rådden spinat, blå ost og savsmuld.
Hvis en vinbonde finder en mariehøne på sorteringsbåndet, bliver den forsigtigt fjernet med en ske – så den ikke bliver forskrækket.
I 2001 var insekterne skyld i, at 1 million liter vin i canadiske Ontario blev inficeret og efterfølgende destrueret.

Slår til lige før høsten


Den globale opvarmning er skyld i, at mariehønsene i stigende grad breder sig til de mere kølige vinområder – hvor de ellers førhen ikke har brudt sig om vejrliget.
Mariehønsene, der gerne slår til lige før druehøsten, hvor druerne er fuldmodne, breder sig såvel i Nordamerika som i nogle af de europæiske vinområder. Pesticider er et yderst effektivt bekæmpelsesmiddel men ikke lige sagen rent miljømæssigt.

De gode mariehøns


Det paradoksale er, at mariehøns – ligesom de dyr, vi nævnte længere oppe på siden – også er nyttedyr i vinmarkerne, da de lever af mider, græshopper og andre insekter, som skader vinplanterne. Omkring år 1900 importerede man ligefrem mariehøns fra Asien af samme årsag.
Man kan med andre ord kalde mariehønen for en god bille med dårlige vaner!


En mousserende rosévin med kun 0,5% alkohol.

Nye tal for nul- og lav-alkoholDel på Facebook

Der kommer stadig flere alkoholfri (max 0,5%) eller lav-alkohol vine, øl og spiritusser på forretningshylderne – også herhjemme.
IWSR (International Wine & Spirit Research) har netop offentliggjort en ny undersøgelse af kategoriens udbredelse i Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Tyskland, Japan, Sydafrika, Spanien, Storbritannien og USA. Det er de ti markeder, der tilsammen tegner sig for cirka 70% af det globale forbrug af lav- og nul-alkohol produkter. Nedenfor bringer vi nogle af resultaterne fra undersøgelsen, som kan læses i sin helhed her.

* Forbruget af vin, øl og spiritus med nul eller lavt alkoholindhold voksede i mængde med 5% i 2023 på tværs af de ti lande, og det samlede marked nu har en værdi svarende til cirka 89 milliarder kr.
* Markedet for nul-alkohol produkter forventes at stige med 7% mellem 2023 og 2027, mens lav-alkohol produkterne spås en vækst på 3%.
* Væksten inden for kategorien toppede i 2020 og 2021 og er derefter aftaget med nogle få procenter – hvilket er helt normalt, da markedet er blevet en mere etableret del af den internationale drikkevarescene.
* Selv om nul- og lav-alkohol kategorien forventes fortsat at vækste i de kommende år, ser IWSR en tendens til et stigende antal ”skiftere” - forbrugere, der ikke skrotter almindelig vin, øl og spiritus, men skifter mellem kategorierne. I 2023 udgjorde den type forbrugere 43% af nul- og lav-alkohol forbrugerne på tværs af de ti lande, hvilket var en stigning på 2% i forhold til 2022.
* Deciderede afholdsfolk er på tilbagetog – sidste år blev antallet reduceret fra 19% til 17%.
* Mere end 40% af de eksisterende nul- og lavalkohol forbrugere ytrede, at manglen på produkter bremsede dem i at købe endnu flere produkter i kategorien.


Fra filmen på YouTube.

Livlig "prop-musik"Del på Facebook

Når en korkprop hives op af en flaske vin, lyder der et "pop" - egentlig en forjættende lyd, der indikerer, at et godt glas vin, hygge, afslapning og god mad er på vej.
Pop-lydene kan godt lyde lidt forskelligt afhængig af flasken og proppens udførelse.
Det har den svenske sommelier og vinskribent Alf Tumble tænkt lidt over og sammen med musikproducenten Håkan Lidbo har han kreeret en "vinåbner-melodi".
Pop-lydene er optaget gennem et par uger, hver gang de har åbnet en flaske vin.
En champagneprop og et skruelåg samt klukkende lyde fra vin, der bliver dekanteret, spiller også med i "orkestret". Og melodien? Ja, den hedder selvfølgelig "pop-musik".
Melodi med ledsagende billeder kan opleves på en lille film på YouTube.

Da Trump fik Macron til at makke retDel på Facebook

I Vitisphere kan man læse en lidt fantastisk historie, hvor Donald Trump efter eget udsagn skulle have fået den franske præsident Emmanuel Macron til at makke ret.
Vi vil ikke gengive hele historien her, men klik selv ind, og læs (på engelsk) den meningsudveksling, der ifølge Trump fandt sted, dengang han var præsident, mellem ham selv og Macron. Den forhenværende præsident skulle have genfortalt historien ved et nyligt vælgermøde i staten Iowa.
I 2019 havde den franske regering tænkt sig at beskatte amerikanske teknologivirksomheder, der arbejder i Frankrig med 25%.
Trump skulle derfor have ringet til Macron, som han i øvrigt på vanlig Trump-jargon kalder ”en flink fyr”, og have forsøgt at stoppe ham med forehavendet. Da Macron ikke ville give sig, truede Trump efter eget udsagt præsidenten med at lægge en straftold på 100% på al vin og champagne, der blev eksporteret til USA – hvorefter Macron gav sig.
Ifølge Vitisphere endte Trump med på vælgermødet at udtale: ”And that was the end of it. It was so easy. And I could tell you 200 stories like that” (sådan sluttede det. Det var så nemt. Og jeg kunne fortæller jer 200 lignende historier).
Den nye brændevin er tappet på en meget flot flaske.

En smag af historie Del på Facebook

I uge 36 2022 nævnte vi en ny brændevin, Vasa 1628. Og det med ny er på sin vis lidt misvisende – indholdet i flasken er nemlig magen til det i en tinflaske, som befandt sig ombord på det svenske krigsskib Vasa, da det stævnede ud på sin jomfrurejse.

Skibet sank i 1628, og blev først hævet i 1961, hvor man så fandt flasken.
Man regner med, at flasken har tilhørt kaptajnen eller nogle af de prominente personer, der var med på jomfrurejsen. Tin var nemlig et materiale, der var forbeholdt datidens svenske overklasse.
For nogle år siden satte et team af forskere og spiritusspecialister sig for at genskabe brændevinen. Og der var rigeligt indhold i tinflasken endnu til projektet. Faktisk har man kun brugt en enkelt dråbe til at genskabe vinen med.

339 kr. for en flaske


Vasa 1628 har været fem år undervejs, hvor teamet har undersøgt, hvordan man destillerede spiritus i 1600-tallet og har gennemført en lang række kemiske analyser, lugt- og smagestests.
Det er lykkedes at udvikle en særlig produktionsmetode og en opskrift, der ifølge teamet får brændevinen til at smage, som den rent faktisk gjorde i 1628.
Kun fire mennesker har smagt indholdet i den gamle flaske, siden den blev fundet. En af dem er mesterblander Daniel Borg, og ifølge ham er kopien yderst vellykket.

Et interessant bekendtskab


Vasa 1628 blev revet væk fra det svenske Systembolaget, da den landede på hylderne for over et år siden. Nu kan vi danskere også købe den online på brændevinens egen side, hvor den koster 339 kr.
Brændevinen har flere anvendelsesmuligheder. Den kan drikkes ved stuetemperatur til kaffen efter middagen - men måske endnu bedre, let afkølet, som en apéritif før maden. Og så kan den - ifølge hjemmesiden - anvendes som ingrediens i cocktails, fx med champagne og hindbær.
Vi smagte den ren, og lige i starten har den en lidt medicinsk duft, men så brager de krydrede noter igennem. Smagen er intens og byder ud over krydderurter også på lidt malt og en anelse menthol i eftersmagen. Et spændende bekendtskab med en kopi af en meget gammel brændevin.
Rekordindehaveren, når det gælder salg af en irsk single malt.

Irsk whiskey slår rekordDel på Facebook

Det plejer altid at være sjældne udgaver af skotsk whisky, der indimellem slår alle salgsrekorder. Men irsk whiskey kan også være med på vognen.
For nylig blev en flaske The Emerald Isle solgt for det, der svarer til cirka 19 millioner kr. direkte fra det irske destilleri The Craft Irish Whiskey.
Nu er det også et ganske særligt destilleri, der med mellemrum lancerer ekstremt dyre whiskey’er i et meget lille ”oplag”.
Ifølge The Drinks Business skulle det være den dyrest solgte single malt whisk(e)y nogensinde.

"Merchandise" med i købet


Køberen er den amerikanske whisk(e)y-samler Mike Daley, og det, han har betalt, overgår det rekordstore beløb på 18,4 mio. kr., der i slutningen af 2023 blev givet for en anden single malt – en The Macallan 1926.
Den pris, Daley har lagt for The Emerald Isle, afspejler også, at der kun eksisterer syv flasker af den irske whiskey på verdensplan – og at der medfølger lidt ”merchandise” blandt andet i form af et fornemt ur, et ”Fabergéæg” og et par Cohiba cigarer.

Serien af festlige drue-billederDel på Facebook

Nedenfor - som ugens store billede - fortsætter vi serien af de festlige malerier, der hver især personificerer en bestemt drue. Malerierne befinder sig i Portos store vincenter, World of Wine – eller bare WOW, som VinAvisen besøgte i 2022. I vores serie af postkort fra rejsen fortæller vi mere om museet.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Jess Stonestreet Jackson.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Jess Stonestreet Jackson (1930-2011) var manden, der gjorde Chardonnay-vin populær i USA.
Han voksede op i San Francisco i en fattig familie, der ofte måtte overleve på kogte ris. Siden han som femårig fik sit første job som avisbud, forlod han aldrig arbejdsmarkedet. Han ville være jurist og tjente til studierne som både bolsjemager, postbud, havnearbejder, livvagt og ambulancefører. Efter endt eksamen drev han i de næste femten år sit eget succesfulde advokatfirma.
I 1974 købte han en frugtplantage i Lakeport i Californien og forvandlede den til en vinmark med Chardonnay-druer af topkvalitet. Målet var udelukkende at tjene penge ved at videresælge druerne til de omkringliggende vinhuse.
Men i 1981 havde Jess Jackson et overskud af druer og i stedet for at sælge dem til lavpris, besluttede han sig for selv at fremstille vin.
På det amerikanske marked var der dengang kun vine af absolut topkvalitet og så billige og ikke særligt gode vine. Jess Jackson ville lægge sig i mellemlejet ved at skabe en vin af rigtig god kvalitet til rimelige penge.
Første årgang af hans Vintner’s Reserve Chardonnay vandt ikke kun amerikanernes hjerter - den blev også den første vin nogensinde, der vandt prisen Platinum Award fra American Wine Competition.
Jess Jackson blev også en foregangsmand, når det gjaldt udbredelsen af bæredygtig vindyrkning i Californien og blev i 2009 optaget i Vintner’s Hall of Fame for sine bidrag til vinindustrien.
Allerede i 1980 blev han skilt fra sin første hustru, Jane Kendall Jackson, og sammen med sin anden hustru, Barbara Banke, har han gennem årene udvidet sit familiefirma, Jackson Family Wines. Ved hans død i 2011 omfattede det ud over vinhuset Kendall-Jackson hele 35 vinhuse rundt om i verden, der til sammen fremstillede 60 mio. flasker vin.
I dag føres familiefirmaet videre af hans hustru og hans fem børn og to børnebørn.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvilken rødvin til chokolade?Del på Facebook

Signe Mogensen vil gerne høre, om VinAvisen synes, at mørk chokolade og rødvin er et godt match. Og i så fald, hvilen rødvin, der egner sig til ”laden”.
Tanken om at drikke rødvin til chokolade kan få nogle til at ryste på hovedet, mens andre slikker sig om munden.
Men vi synes faktisk ikke, at sammensætningen er så tosset – især, hvis chokoladen er mørk, og rødvinen af den rette støbning.
Prøv fx at matche et stykke chokolade af god kvalitet med et kakaoindhold på 70 til 85% med en frugtrig og fyldig rødvin med afrundede tanniner - eller helt uden tanniner - men gerne med et strejf af chokolade i smagen.
En australsk Shiraz, en newzealandsk Pinot Noir eller en Barbera fra Piemonte ville fx være et godt valg.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Peter Salicath blev inspireret af sidste uges vinøse billede, og har sendt os et par eksempler på, hvad man kan bruge sit proplager til. En af ideerne er den vinkøler, som ses til venstre.
- Vinkølerens prop-rækker er monteret på 4 mm gevindstål og kan - til en vis grad - tilpasse sig den enkelte flaske, skriver Salicath.
- Forbindes øverste række propper med tråd, bliver køleren mere cirkulær at se på uden flaske i, men mindre fleksibel. Til bunden er der brugt en træplade, men en bordskåner med en diameter på 13 cm, der fås i almindelig handel, kan fint bruges, bare der er skiver under møtrikkerne i bunden.
Vi siger tak for den gode idé. Det er jo en god og sjov måde at mindes nogle af de mange gode vine, man har smagt.
Hvis der er andre læsere, der har kastet sig ud i prop-kreativitet, modtager vi meget gerne billeder og lidt ledsagende tekst på info@vinavisen.dk.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-773
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


773 Personificeringen af den portugisiske drue Baga i et maleri i vinmuseet WOW i Porto (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 12 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Invidious, Castilla, Spanien, 2022, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

En udmærket hvidvin med duft og smag af nektariner og friske abrikoser. Det er en enkel, fyldig og velsmagende hverdags-vin til en fordelagtig pris ved 6 flasker. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Riverstone Chardonnay, J. Lohr, Chardonnay, Monteray, Californien, 2021, middel alkohol (14%)

159,95 kr., pris på tilbud indtil 1. februar: 119 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En hvidvin med duft af ananas og papaja. Smagen har en vis fedme og moden citrus, og alkoholen bider en anelse til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Babich, Chardonnay, Marlborough, New Zealand, 2022, lav alkohol (13%)

170 kr., pris på tilbud indtil 28. januar: 120 kr., Skjold Burne

En herlig hvidvin, der giver forårsfornemmelser! Af duften alene skulle man snarere tro, vinen var lavet på Sauvignon Blanc end på Chardonnay. Her er liflige noter af eksotisk frugt - især nektariner, kærlighedsfrugt og melon. Smagen har en behagelig tørhed, dejlig frisk frugt og diskrete noter af eg. Tilbudsprisen er yderst fordelagtig. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2022, lav alkohol (13%)

75 kr., pris på tilbud indtil 28. januar: 50 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

Slyng vinen godt rundt i glasset i nogle minutter, så forsvinder den anelse svovllugt, der møder næsen. Derfra er alt godt med en dejlig og fyldig duft og smag af mørke bær - især solbær - og med en blød og frugtrig eftersmag. Et rigtig godt glas til tilbudsprisen ved 50 kr.

stjernestjernestjerne

Viña Tarapacá, Merlot, Central Valley, Chile, 2021, lav alkohol (13%)

75 kr., pris på tilbud indtil 28. januar: 50 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

Til tilbudsprisen ved 50 kr. er dette en ok men også meget enkel rødvin med duft af modne solbær og en koncentreret smag af mørke bær. En all round vin uden en eneste skarp kant. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Dissenay, Pinot Noir, Pays d'OC IGP, Frankrig, 2022, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 19. januar til 1. februar: 50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Til tilbudsprisen ved 6 flasker er denne vin lidt af et kup. Det er en glimrende Pinot-rødvin med et karakteristisk saftigt bid og frisk bærmost samt fine krydrede noter til slut i eftersmagen. Nyd gerne vinen let afkølet - fx til patéer og kødpålæg eller til en god kyllingeret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Forte Ambrone, Sandro Forte e Figlio, Italien, middel alkohol (14%)

100 kr., pris på tilbud intil 28. januar: 75 kr., Skjold Burne

En rødvin med et opbud af moden frugt med strejf af chokolade og mørke rosiner i duften og med en dejlig smag med brombær, god saftighed og en fin syre. Det er ikke en stor vin, men en indtagende og harmonisk vin, som man lige skal have et glas mere af. Drik den til stegt kød - okse eller lam.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dogajolo, Toscana IGT, Italien, 2021, lav alkohol (13%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager

En dejlig rødvin på 70% Sangiovese og 30% Cabernet Sauvignon. Der er læder og våde efterårsblade i duften. Smagen er fuld af frugt og med en fin krydring af rosmarin og peber. Eftersmagen udvikler sig med flere nuancer og en fin syre til slut.

stjernestjernestjernestjerne

Pietro Junior, Agricola Pietro Zardini, Rosignol, Italien, 2019, høj alkohol (15%)

139 kr., Masa Wine

En ligefrem rødvin med de krydrede noter som første violin. Lige nedenunder lurer frugten, som især dukker frem i eftersmagen. Alkoholen er fint integreret. En vin, der kalder på en god vintergryderet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gio, Cantine Risveglio, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

169,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

Wow, denne rødvin er kræs for ganen. Den har stor fylde og koncentration og flere lag af krydrede noter - blandt andet mokka, aromatisk peber, nelliker og strejf af kardemomme - der forenes med dejlig blød frugt. Vinen er næsten et helt måltid i sig selv og kan nydes, præcis som den er. Men krydrede kød- og grøntsagsretter vil også være perfekte ledsagere. Det samme gælder kraftigt smagende oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Saurus Barrel Fermented, Familia Schroeder, Pinot Noir, Argentina, 2018, middel alkohol (14%)

219 kr., pris ved 6 flasker: 185 kr., YouAndWine

En super lækker Pinot-rødvin med blå blommer, hyldebær og svampe i duften. Smagen er koncentreret, stringent og elegant med en fin saftighed og med krydrede noter og stor frugtfylde. Det er en mere fyldig og intens udgave af Pinot end den, man kender fra fx Bourgogne eller Tyskland.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Col Cross, Haselgrove, Shiraz, McLaren Vale, Australien, 2019, høj alkohol (14,5%)

Gamle Shiraz-vinstokke har ifølge bagetiketten lagt most til denne glimrende rødvin. Og skal der en rigtig god, kraftig og koncentreret vin til den pandestegte bøf, så er den her et godt bud. Der er syltede kirsebær i duften, mens smagen er intens og krydret med sort peber og med en fløjlsblød afslutning af den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Beni di Batasiolo Cerequio, Barolo DOCG, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

499 kr., pris på tilbud indtil 28. januar: 400 kr., Skjold Burne

Her var smagepanelet helt oppe i skyerne, for det er en utrolig dejlig rødvin - en typisk Barolo med alder med saft og rygrad og stor kompleksitet. Duften byder på fine noter af fad og vanilje, mens frugten i smagen er "smeltet sammen" på bedste vis med fine krydrede noter. Eftersmagen er lang og blød med afrundede tanniner.