Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 7, 2024



En af de plakater, der er ophængt rundt omkring i London.

Det er ikke prosecco!Del på Facebook

I Storbritannien er det - ligesom herhjemme - tilladt at sælge fadvin, altså vin, som tappes fra fustager. Det gælder også mousserende vin. Problemet er bare, at den mousserende fadvin, der serveres i pubberne, i stigende grad bliver kaldt for prosecco - uden dog at have noget som helst med den berømte italienske vin af samme navn at gøre. Og det vil vinrådet for appellationen Prosecco DOC ikke finde sig i.

Den har derfor ifølge WineNews.it lanceret en kampagne på britisk jord, der skal oplyse briterne om, at prosecco kun findes i flaskeudgave og hverken som fadvin eller for den sags skyld som dåsevin. Og kommer vinen ikke fra en flaske, så er der tale om den rene svindel!

880 plakater


Siden december har vinrådet sørget for, at der er blevet opsat 880 plakater med budskabet i London, og rådet har bebudet, at det vil gå endnu mere ihærdigt til værks med kampagnen i løbet af foråret.
Der er ingen tvivl om, at det sælger, at kalde en mousserende vin for prosecco, da den italienske vin som bekendt nyder meget stor popularitet over alt i verden. De britiske sælgere af vintappe-systemerne har da heller ikke taget godt imod kampagnen...


Foto: Wikipedia/Mick Stephenson.

Vin med rosen-smitteDel på Facebook

Det er nok de færreste af VinAvisens læsere, der har hørt om ”rosen-smitte” – også kaldet for ”frost-smitte”- i en vin. Men det er faktisk ifølge Wine-Searcher et stigende problem.

Rosen-smitte opstår, når vinstokkene vågner meget tidligt på sæsonen – hvilket sker stadig hyppigere på grund af den globale opvarmning. Små fine nye blade begynder straks at folde sig ud på vinstokkene, men når kalenderen kun siger februar eller marts, er der samtidig en stor risiko for, at frosten vender tilbage.
Sker det, krøller de nye blade sammen og tørrer ind. De sammenkrøllede småblade sætter sig senere i sæsonen typisk fast i drueklaserne og ryger derfor med ned i vinpressen under høsten. Og det er disse blade, der forårsager rosen-smitten i form af en parfumeret blomsteraroma.

Værst i rødvin


Rosen-smitte gør som regel ikke så meget i en hvidvin – og slet ikke, hvis vinen er lavet på Gewürztraminer eller Moscato, druer, der i forvejen godt kan have en parfumeret aroma lidt henad blomster. Men i rødvine får den slags aroma de fleste til at rynke på næsen.
Forskere ved Washington State University har udført et eksperiment, der viser, hvor lille en mængde af de tørrede blade, der skal til for at give rosen-smitte i en vin.

Kun 2 gram til 1 kilo


Forskerne frøs nogle spæde vinblade, der jo ikke på nogen måde lugter af blomster, og tilsatte dem Cabernet Sauvignon-druer under gæringen. Ved sammenligning med en kontrol-rødvin, der ikke havde fået tilsat vinblade, fandt forskerne, at ”blad-vinen” havde et lidt højere syreniveau og et lavere indhold af tanniner. Smagen var markant anderledes – lidt henad syntetisk frugt samt med noter af stenfrugter og tropiske frugter.
Ifølge forskerne var 2 gram af de tørrede blade til 1 kilo druer nok til at give rødvinen den uønskede aroma.
Man kan læse mere om det vinøse forsøg i American Journal of Enology and Viticulture.


I den virtuelle kælder kan kunderne se og flytte rundt på deres vinflasker. Foto: Crurated.

En virtuel kælderoplevelseDel på Facebook

Folk, der investerer i vin, får ofte et vininvesteringsfirma til at stå for opbevaringen. Firmaerne sørger for, at vinene bliver opbevaret under perfekte forhold i kældre eller lagerhuse. Kunderne kan så se listen over vinene og administrere køb og salg via firmaets hjemmeside.
Sådan foregår det også hos det britiske investeringsfirma Crurated. Firmaet er kun et par år gammelt, og al køb og salg af vine sker online. Nu lancerer firmaet en platform, der for første gang nogensinde gør det muligt for vininvesteringskunder hjemme fra sofaen at se og flytte rundt på vinene i deres samlinger via en såkaldt "virtuel kælderoplevelse".

Foregår i metaverset


Det er grundlæggeren af Crurated, Alfonso de Gaetano, der har fået idéen, da han mener, det er lidt for kedeligt for vininvesteringskunder kun at kunne se deres vinsamlinger som en liste på et excelark - hvilket som regel er den eneste måde, kunderne har et overblik over deres samling på. Første gang, de ser en af deres flasker, er når de beslutter sig for, at den skal drikkes og får den sendt hjem.
Ved hjælp af et VR (virtual reality) headset vil kunderne i løbet af foråret kunne ”gå ind i” deres private vinkælder og se nærmere på de enkelte vine. Det foregår i det såkaldte metavers – noget, der tales en del om i teknologiens verden i øjeblikket.

Vis vennerne de fine flasker


Ifølge Videnskab.dk er metaverset, der anses for at være efterfølgeren til det mobile internet, et integreret netværk af 3D virtuelle verdener, som man kan tilgå gennem netop et VR-headset. Med headsettet på kan man navigere rundt i metaverset ved at bevæge øjnene og via stemmestyring.
Inde i kælderen kan vinsamleren vælge at placere sine vine i et særligt gallerisystem, ligesom vedkommende kan tage vennerne med ind i kælderen via et multi-spiller mode.
I slutningen af 2024 vil det ifølge Crurated også være muligt at få adgang til den virtuelle kælderoplevelse via Apple Vision Pro headsettet.

Stort spansk vinhus konkursDel på Facebook

Marqués de la Concordia, der er blandt Spaniens ti største vinproducenter, er netop gået konkurs. Producenten, hvis moderselskab er The Haciendas Company, har sin base i Rioja men ejer – eller rettere ejede – også vinhuse i flere andre spanske distrikter.
Til porteføljen hører historiske vinhuse som Rioja Santiago, Vega Reina i Rueda, cavahuset Marqués de Monistrol og en række vinhuse i Duero-dalen samt Zorita Wine Hotel & Spa nær Salamanca.
Det er i sandhed gået ned ad bakke for Marqués de la Concordia i de senere år. I 2018 havde producenten ifølge Wine-Searcher en omsætning på 48 millioner euro (cirka 358 mio. kr.). I 2022 var omsætningen skrumpet til 33 mio. euro (cirka 246 mio. kr.) - og en stigende gæld vokset til 64,4 mio. euro (cirka 480 mio. kr.).
Den umiddelbare årsag til konkursen er en svær tid økonomisk under Covid-19 pandemien. Men en retsinstans i Madrid er i øjeblikket ved at undersøge, om en tidligere direktør i The Haciendas Company, Victor Redondo Sierra, skulle have har foretaget omfattende svindel, som kan have været medvirkende til Marqués de la Condordias kollaps.


Den legendariske Bourgogne-producent Lalou Bize-Leroy er stadig aktiv i vinmarken i en alder af 91 år. Fra dokumentarfilmen.

Film om "ungdoms-død" i vinmarkenDel på Facebook

Man kan sagtens fremstille god vin på druer fra 5 til 6 år gamle vinstokke – og endnu bedre er det, når vinstokkene i en alder på cirka 20 år opnår fuld modenhed. Men denne verdens store vine fremstilles som regel på druer fra langt ældre vinstokke – 40, 50 eller måske 60 år gamle.
Der hersker dog et alvorligt problem i de europæiske vinmarker, og det er, at stadig flere vinstokke dør, når de er omkring 20 år gamle.
I Frankrig har denne ”ungdoms-død” allerede påvirket 10% af landets vinmarker. Den globale opvarmning får skylden, men der er endnu en synder, som er emnet for en ny fransk dokumentarfilm (med engelske undertekster).
Filmen, der bestemt er værd at se, varer 52 minutter og kan ses på YouTube.

Danske Peter Sisseck


Synderen er manglende biodiversitet i udvalget af vinplante-kloner i nye vinmarker. Når en vinmark tilplantes med stiklinger fra mange forskellige gamle vinstokke fra en anden mark, er der intet problem. Så vil klonerne afspejle dem fra den gamle mark og dermed være vidt forskellige.
Men de fleste vinplanteskoler i dag leverer nye vinplanter fra én og samme klon til vinproducenterne, og så opstår problemet. Hvis en sådan vinmark bliver angrebet af en sygdom, som klonen ikke er modstandsdygtig over for, bliver samtlige vinstokke angrebet, måske med døden til følge.
Det er en fransk vinplanteskoleejer nær Avignon, Lilian Bérillon, der har taget initiativ til dokumentarfilmen, da han gerne vil opfordre andre planteskoler til at ændre strategi og i stedet levere vinplanter fra mange forskellige kloner til den samme nye vinmark.
Hvis ikke der ændres kurs nu, risikerer man, at det vil blive umuligt i slutningen af dette årtusinde at fremstille denne verdens ikoniske vine, lyder budskabet.
I filmen diskuterer flere berømte vinproducenter problemet, og fortæller, hvordan de griber det an i deres egne vinmarker. Vi møder blandt andet danske Peter Sisseck, der fremstiller ikon-vinen Pingus i Ribera del Duero, Rhône-producenten Louis Chave og Bourgognes grand old lady Lalou Bize-Leroy.


En "ærke-italiensk" scene: Alberto Sordi i rollen som Nando Mariconi spiser spaghetti i filmen Un americano a Roma fra 1954. Foto: Wikipedia.

Nye tendenser i ItalienDel på Facebook

Vi i det kolde nord har nok en tendens til at betragte italienere som varmblodige levemennesker, der med stor appetit og i rigelige mængder tager for sig af den dejlige italienske mad og vin. Og den opfattelse har ikke mindst fået næring fra talrige film, hvor italienerne flokkes om veldækkede borde med pasta og vin ad libitum.

Men virkeligheden ser noget anderledes, idet man i Italien - ligesom i mange andre lande - i stigende grad er blevet optaget af en mere afholdende livsstil. Det viser en ny undersøgelse, Consumer Pulse Report Italy, fra analysebureauet CGA by NIQ.

Skruer ned for alkoholforbruget


Undersøgelsen, der blev foretaget i december sidste år, bestod af en rundspørge blandt italienere over 18 år og fra hvert et hjørne af Italien.
Hele 82% af de adspurgte ytrede, at de ville prioritere deres sundhed i 2024 - hvilket blandt andet omfattede en reducering af alkoholforbruget. 40% svarede således, at de planlagde at skære ned på deres forbrug, mens 22% meddelte, at de helt og holdent ville stoppe med at drikke alkohol. Denne andel steg til 30%, når det gjaldt de unge mellem 18 og 34 år.

Går mindre i byen


Ideen med “tør januar” har bredt sig fra Storbritannien til store dele af Europa gennem de senere år. Også italienerne har taget den tørlagte måned til sig, og her svarede 56% af deltagerne i undersøgelsen, at de - efter at “tør januar” også er blevet et italiensk fænomen - er begyndt at gå mindre i byen om aftenen og ad den vej generelt nedsætter deres alkoholforbrug.
61% af deltagerne havde tænkt sig at drikke flere ikke-alkoholiske drikke som fx te, kaffe og sodavand, når de går i byen, mens 20% planlagde et 2024 med vin, øl og spiritus uden alkohol eller med et lavt alkoholindhold. Undersøgelsen kan downloades i sin helhed ved at klikke her.


I 2020 hærgede naturbrænde flere amerikanske stater - hvilket i høj grad også gik ud over vinindustrien.

En spray mod røg-skaderDel på Facebook

Flere vinlande hærges med jævne mellemrum af store naturbrande. Det gælder ikke mindst oversøiske lande som Australien, Chile og USA. Og med den globale opvarmning bliver brandene stadig hyppigere som følge af langvarige tørkeperioder.

Gang på gang efterlader brandene vinmarker med røg-skadede druer, som ofte er lige til at kassere, da røglugten vil præge vinens aroma i en yderst negativ retning.
Et eksempel er de omfattende ildebrande, der hærgede store dele af Californien, Oregon, Washington og British Columbia i 2020 - og som medførte et tab for den amerikanske vinindustri på 3 milliarder dollars (cirka 21 mia. kr.).
Nu har forskere fra Oregon State University udviklet en spray, der beskytter druerne 100% mod røg-skader.

Blokerer for stofferne


Det samme hold forskere har tidligere fundet frem til, at røg-lugten og smagen i druerne skyldes, at de absorberer flygtige fenolstoffer og svovlholdige thiophenoler fra røgen. Ud fra den viden har forskerne kunnet finde frem til, hvad der skal til for at blokere for optagelsen af disse stoffer - hvilket har resulteret i den nye spray.

Påvirker ikke druerne


Gennem to år har forskerne testet sprayen på universitetets forsøgsvinmark, Woodhall Vineyard. Og testene har vist, at sprayen på ingen måde påvirker druernes vækst eller aroma. Den er også fuldstændig uskadelig, idet den er lavet på spiselige stoffer, heriblandt cellulose, der findes i blandt andet seleri og pærer. Det er derfor ikke nødvendigt at bruge tid og vand på at skylle belægningen af de nyhøstede druer.
Endemålet er at udvikle en kommerciel udgave af sprayen til brug for vinproducenter og drueavlere i områder med hyppige naturbrande.
Man kan læse mere om forskningen og den nye spray - samt se en lille film om udviklingen af den - ved at klikke her.


Det skulle bare tage nogle få minutter at rense vinen med "tryllestavene". Foto: Üllo.

"Tryllestave" fjerner sulfitterne Del på Facebook

Üllo er et amerikansk firma, der udvikler produkter, som kan ”rense” vinen for sulfitter og histaminer.
Sulfitter er en fællesbetegnelse for svovldioxid og andre svovlforbindelser, og de findes naturligt i alle vine, da de er et biprodukt ved gæringen. I langt de fleste vine tilsættes der også yderligere sulfitter som konservering. Histaminer er også et stof, der findes naturligt i vin – og i en lang række andre fødevarer.
Nogle mennesker kan få en dundrende hovedpine efter at have drukket bare et enkelt glas vin, og ofte er det indholdet af sulfitter, der får skylden. Ligeledes kan folk, der er intolerante over for histaminer, få det dårligt af at drikke vin.
Nu er Üllo barslet med et nyt redskab, Uno Wine Purifying Wands (rensende tryllestave), der efter sigende skulle kunne fjerne stofferne med et snuptag.

Lige til at tage i lommen


Det nye redskab består af en lille pind, der ender i et ”ketcher-hoved” med et indsat filter. Når man har kørt ”tryllestaven” rundt i glasset med vin i et par minutter, er sulfitterne og histaminerne – via en patenteret teknologi – ifølge firmaet filtreret ud af vinen.
Uno er lavet af plantebaseret bioplast og kan derfor genbruges, og da pindene er små, er de lige til at tage med i lommen, når man skal i byen. Det lyder jo ret utroligt. Uno kan købes i pakker af 4, 10 eller 25 hos Amazon.com, hvor man også kan læse mere om produktet.
Så vidt vi kan se, kan Uno endnu ikke købes i Danmark - i modsat fald hører vi gerne på info@vinavisen.dk.
I øvrigt har amerikanske forskere – som vi nævnte i uge 48 2023 – fundet frem til, at det nok slet ikke er sulfitterne, der kan give hovedpine, men derimod antioxidanten quercetin. Om Uno også fjerner quercetin er uvist.


Exton Park, der fremstiller mousserende vin, har valgt at få sin ejendom på indersiden af kapslen. Foto: Crealis.

Propper med personlighed Del på Facebook

Etiketten på en vinflaske er oplagt til at informere om alt muligt andet end vinens, producentens og distriktets navn. Den er som en tavle, hvor man fx kan gøre opmærksom på, at vinen er økologisk, bæredygtig, CO2-neutral osv. Etiketten kan også i høj grad personliggøres og målrettes bestemte forbrugergrupper.

Propper, skruelåg og kapsler har de fleste producenter derimod ikke gjort så meget ud af. Men det har ændret sig markant, hvilket man ifølge The Drinks Business tydeligt mærker hos flere producenter af netop kapsler, propper og skruelåg.
Ifølge det globale firma for lukninger Crealis vil skræddersyede lukninger blive noget, producenterne vil prioritere i 2024.
Hos korkpropfirmaet Diam vælger mere end 95% af kunderne i dag at få personaliseret deres propper.

Hemmelige logoer


Også kapslerne er producenterne begyndt at få personliggjort. Det gælder fx det britiske vinhus Exton Park, der hos Crealis har fået lavet en kapsel, som på indersiden viser vinhuset og dets marker. Man kan undre sig lidt, for mon forbrugerne virkelig når at se det fine billede, når kapslen rives af før åbning af vinen...
Hvis ikke producenterne bestiller speciallavede lukninger, benytter de sig af det stigende antal muligheder af propper, skruelåg og kapsler, man kan sætte sit eget præg på.
Det gælder fx Vinoloks nye Duet glas prop, hvor glasproppen er forsynet med lyst eller mørkt træ, hvori producenten kan få indgraveret tekster eller billeder ved hjælp af laser - eller få proppen forsynet med en “juvel” på toppen.
Der fremstilles også stadig flere propper og kapsler målrettet bestemte forbrugergrupper og etablissementer. Fx har Crealis lanceret Glow!, kapsler og skruelåg, der er fluorescerende, og hvor man kan skjule et logo eller en besked, der kun kan ses i UV-lys. Den slags henvender sig selvfølgelig især til natklublivet.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Foto: Pixabay/Sgroene.

Fingeraftryk af gin Del på Facebook

Der findes en række regler for whiskyfremstilling i Storbritannien. Der forskes også i nationalspiritussen - ligesom der er udviklet spidsfindige metoder til at afsløre selv de bedste forfalskninger af førende whiskymærker.
Men gin, som ellers er stormet frem i popularitet i såvel Storbritannien som i mange andre lande gennem de sidste 20 år, bliver der ifølge The Independent ikke forsket særligt meget i. Og gin-produktionen er også langt fra underlagt de samme stramme regler som produktionen af whisky.
Ifølge professor Dave Ellis fra Heriot-Watt University betyder det, at man stort set kan fremstille hvad som helst og kalde det gin - eneste krav er, at hovedingrediensen skal være enebær.
For at kunne komme forfalskningerne til livs skal man vide nøjagtig, hvilke stoffer den ægte vare indeholder - det er disse stoffer, der har afgørende betydning for spiritussens aroma og smag. Nu er det lykkedes Ellis og hans forskerteam for første gang at afsløre 16 forskellige ginners fingeraftryk.

Strammere regelsæt


Man har ved tidligere analyser af gin anvendt massespektrometri, der dog ikke giver et komplet billede af indholdet af stoffer. Derfor har forskerne nu brugt såkaldt kernemagnetisk resonans spektrometri, en analyseteknik, der anvendes til at bestemme molekylers struktur. Teknikken er mundet ud i de meget nøjagtige fingeraftryk, når det gælder ginnernes mange forskellige kemiske stoffer, og de mængder, der er til stede i hver enkelt gin.
Ud over at kunne være med til at afsløre forfalskninger af kendte ginmærker kan den slags fingeraftryk også bruges af destillerierne til kvalitetskontrol og - hvilket Dave Ellis håber på - til en dag at udføre et noget strammere regelsæt for ginfremstilling.
Man kan læse mere om forskningen og kernemagnetisk resonans spektrometri på Heriot-Watt Universitys hjemmeside.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Laura Catena.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Laura Catena (f. 1967) bliver kaldt for ”argentinsk vins ansigt” på grund af sin store indsats for at markedsføre argentinsk vin og landets førende rødvinsdrue, Malbec.
Hun er født ind i vinens verden som fjerde generation af vinproducenter i hendes familie og med en far, Nicolás Catena, som er Argentinas mest anerkendte vinproducent og ejer af Bodega Catena Zapata i Mendoza.
Men Laura Catena har bestemt også skabt sig et navn for sig selv i både ind- og udland.
Hun er uddannet læge ved Harvard University og har en doktorgrad i medicin ved endnu et amerikansk universitet, Stanford.
Sideløbende med studierne lærte hun at fremstille vin - både under opholdene i familiens vinhus men også via talrige rejser til franske vinområder sammen med sin far.
Laura Catena tog efter afsluttet lægeuddannelse rundt til Mendozas små drueavler-virksomheder, der var gået i arv fra generation til generation. Deres vinmarker bestod ofte af meget gamle og lavt ydende vinstokke, hvis druer - fortrinsvis Malbec - som regel endte i produktionen af bulkvin.
Men Laura Catena så et potentiale i disse gamle vinstokke, hvis druer var af ypperste kvalitet, og hun indgik samarbejde med flere af drueavlerne.
I 1998 grundlagde hun sit eget vinhus, Luca, hvor hun fremstiller topvine på blandt andet Malbec, Syrah og Chardonnay på druer fra disse drueavlere.
Et af hendes vinmærker, La Posta, blev i 2014 udnævnt til ”Value Brand of the Year” af det førende amerikanske magasin Wine & Spirits. Og selv er Laura Catena af et andet magasin, Grape Collective, blevet udnævnt til en af verdens 25 største vin-innovatorer.
Hun har også skrevet bogen ”Vino Argentino”, en guidebog til argentinsk vin, og holder adskillige foredrag om vin rundt om i verden.
Ud over at drive sit eget vinhus er Laura Catena også generaldirektør i sin fars vinhus. Og så er hun praktiserende læge og professor i medicin ved University of California i San Francisco. Så turen går ofte frem og tilbage mellem Argentina og Californien.
Der bliver dog også tid til at danse tanco og dyrke familielivet, som består af hendes mand og deres tre børn, Luca - som har lagt navn til vinhuset - Dante og Nico.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvordan udtales marc?Del på Facebook

Theis Knusen vil gerne vide, hvordan navnet på den franske brandy marc udtales. Han har hørt både ”maar” med et langt a og ”mark”, hvor k’et udtales.
Det rigtige er maar med det lange a. Og vi kan tilføje, at ordet marc er et gammelt fransk ord, som er afledt af ordet marcher – ikke i betydningen at gå eller marchere, men at knuse, støde, male, bryde.
Marc er – ligesom den italienske grappa – en såkaldt pomace brandy. Og her er ordet pomace afledt af det latinske ord pomum, der betyder frugt eller frugttræ, mens ordet brandy kommer af det hollandske ord brandewijn – brændt (destilleret) vin.
Pomace brandy fremstilles ved destillation af druekød, skind og stilke, der bliver tilbage, når druerne har afleveret deres most i pressen.
Marc og grappa er ikke alene på markedet. De følges af mange andre pomace brandy’er, fx Trester (tysk), tsipouro (græsk), törköly (ungarsk), orujo (spansk) og aguardente (portugisisk).


Ugens vinøse billede Del på Facebook

Vi fortsætter med prop-billeder! Så send endelig fotos, hvis I har kreeret et eller andet ud af korkpropper til mariette@tiedemann.dk. Andre smukke, sjove eller interessante vinøse billeder er selvfølgelig også meget velkomne.

Og så til ugens billede:
- Jeg så jeres foto af propper, og det gav anledning til at sende et billede af propper på en anden måde, skriver Helge Pedersen, der er formand for Skive Portvinsklub.
Klubben afholdt for nylig sit 10 års jubilæum for sin Vinfestival i Skive Theater, og i den anledning kom borgmesteren og åbnede festivalen.
- Normalt benytter man en pude til saksen, men hvorfor ikke gøre det anderledes…
- Derfor fremstillede jeg en vinkasse beklædt med propper, hvorpå saksen kunne frembringes til borgmesteren!

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-776
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


776 Høsten bringes i hus hos Jordan Vineyard & Winery i Sonoma, Californien (foto © Jordan Vineyard & Winery).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 13 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bianca Nero Extra Dry, Prosecco DOC, Italien, lav alkohol (11%)

69,95 kr., pris på tilbud fra 15. til 21. februar: 49 kr., 365discount

En mild, frisk og livligt mousserende vin, der mere end lever op til normalprisen. Der er grønne druer og aromatiske æbler i både duft og smag. En oplagt apéritif eller et eftermiddagsglas en spirende forårsdag.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Ombre Prosecco Brut, Prosecco DOC, Italien, lav alkohol (11%)

129 kr., set på tilbud til 79 kr., Kjær & Sommerfeldt

I den fine buttede flaske befinder sig en ualmindelig dejlig mousserende vin med kaskader af små vedvarende bobler, en mild duft af pærer og en liflig smag af modne druer. Eftersmagen har en fin lille frugtsødme og et langt liv i munden. En prosecco i top, der bør nydes, som den er, eller til milde skaldyrs- og fiskeretter.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Meyrac Estate, Chardonnay, Pays d'Oc, Frankrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

En mild og imødekommende hvidvin med god fylde, friskhed, grønne druer og en meget aromatisk eftersmag med moden citrus og en lille krydring til slut. Man får rigtig megen god vin for de 56 kr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Duachais, Chardonnay, Castilla, Spanien, 2022, lav alkohol (13%)

89,95 kr., pris på tilbud indtil 29. februar: 49,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Duften af denne hvidvin byder på mango og melon, mens smagen er fyldig og saftig og fuld af dejlige modne frugtnoter. Et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Los Vascos, Domaines Barons de Rothschild Lafite, Sauvignon Blanc, Valle de Colchagua, Chile, 2022, lav alkohol (13%)

125 kr., pris på tilbud indtil 10. marts: 100 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En god, frisk hvidvin med en vis fedme, noter af kærlighedsfrugt i duften og en frugtrig smag med grape i eftersmagen. En vin, der bør ledsages af mad - fx lidt fede skaldyr. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Rocca Antica, Di Camillo, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2022, middel alkohol (13,5%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

En rødvin med god fylde, en indtagende bærsødme og en tør note til slut, der giver modspil til sødmen. På mange måder en enkel vin, men også en vin i balance - og en vin med stor spændvidde til mad. Den vil egne sig til både stegt kylling og let krydrede indiske retter.

stjernestjernestjernestjerne

Solenne, Puglia IGT, Italien, 2023, middel alkohol (13,5%)

99 kr., Set på tilbud til 59 kr., Kjær & Sommerfeldt

En rødvin på Negroamaro og Primitivo - og en god og let drikkelig vin med duft af mørke kirsebær, tørrede tranebær og en anelse vanilje. Smagen er kompleks og koncentreret og rig på moden frugt. Eftersmagen ender blødt og rundt. En vin uden skarpe kanter, der kalder på en god omgang pasta. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Miali, Negroamaro, Salento IGP, Italien, 2019, lav alkohol (13%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Mr. Ruby

En dejlig all round rødvin til både kylling, pasta og pizza. Den er blød og intens, med god kompleks frugt og en tilpas tørhed i den lange eftersmag. Den femte stjerne gives for prisen ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Faustino Rivero Ulecia Reserva, Rioja DOC, Spanien, 2018, middel alkohol (14%)

129 kr., pris på tilbud online d. 14. februar (KUN DENNE ENE DAG!): 69 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

En rødvin, der dufter af brombær med et hint af kanel. Smagen er krydret men også med saftig bærfrugt, blandt andet boysenbær. En lækker rødvin til en fordelagtig tilbudspris - der kun gælder en enkelt dag online!

stjernestjernestjernestjerne

Drifting, Drifting Wines, Pinot Noir, Californien, USA, 2022, høj alkohol (14,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager

Der er en lidt overraskende note af røg i den ellers bærrige duft. Smagen er fyldig og intens med blåbær som den dominerende aroma. En god rødvin, der ender i et lille bittert bid, som gør vinen til en ideel madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Aventino 200 Barrels Crianza, Tempranillo, Ribera del Duero DO, Spanien, 2020, høj alkohol (14,5%)

149,95 kr., pris på tilbud fra 16. til 29. februar: 99 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En helt igennem dejlig rødvin med de krydrede noter i front men også med kirsebær og friske solbær lige nedenunder. For at få den fulde fornøjelse af vinen, bør man plaske den over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Uno Riserva, Masseria La Volpe, Primitivo, Primitivo di Manduria DOC, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

169,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

Wauw - her får man rigtig megen lækker rødvin for de 170 kr. Der er modne kirsebær og friskknuste kaffebønner i duften, mens smagen er bred, med varme krydrede noter og strejf af vanilje og chokolade. Eftersmagen har afrundede tanniner og en lille frisk bærnote.

stjernestjernestjernestjerne

Beyond Big!, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, middel alkohol (13,5%)

199 kr., pris på tilbud indtil 10. marts: 99 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

Beyond Big! (mere end stort) henviser til det øjeblik, hvor den amerikanske rumraket Apollo 11 i sin tid landede på Månen og et menneske (Neil Amstrong) for første gang trådte ned på dens overflade. Det er en saftig og super blød rødvin uden en eneste skarp kant og med masser af god frugtmost.