Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 24. 2012



Nyheder i uge 24, 2012

Læs uge 23......Læs uge 22.......Læs uge 21







Jordskælv ramte også vinhusene
For nylig blev den norditalienske region Emilia-Romagna som bekendt ramt af to store jordskælv, som havde katastrofale følger, idet mere end tyve mennesker døde.
Det gik hårdt ud over utallige historiske bygninger, og også Emilia-Romagnas berømte vin- og fødevareindustrier fik rystelserne at føle. Det var vinhusene i kommunen Modena, det gik værst ud over. Her forårsagede jordskælvene store revner i adskillige vinerier og gamle vinkældre.
Vinmarkerne led heldigvis ingen skade, ligesom der stort set ikke gik vin tabt. Emilia-Romagna er kendt for sin mousserende vin Lambrusco, som ikke kræver modning på fade. Under et kraftigt jordskælv – som fx det i Chile for et par år siden – er det netop fadene, der går i stykker, hvorpå vinen fosser ud.
Til gengæld gik det hårdt ud over produktionen af Modenas berømte balsamico. Denne vineddike modner nemlig på fade, og her fik rystelserne metalbåndene omkring træstavene til at briste.
Man regner med, at der er sket skader for et beløb svarende til 112 mio. kr., når det gælder vineddike-fremstillingen.
Værst gik det dog ud over regionens ostespecialiteter, Parmigiano Reggiano og Grana Padano. Mere end en million af disse runde oste blev ødelagt, da reolerne, hvor de lå og modnede, brasede sammen.




Prooftag består af et segl med en unik mønsterkode, der kun gælder for en og samme vin.

Lafite er træt af svindelvine
Nu skal det være slut med alle de forfalskede flasker af vores vin. Sådan lyder det fra Château Lafite Rothschild, hvis fornemme rødvin er genstand for stribevis af forfalskninger – ikke mindst i Kina, hvor den kostbare vin er yderst eftertragtet.
Kriminelle flaskeopkøbere i blandt andet Beijing og Shanghai køber tomme flasker i byernes luksus-restauranter – flasker, der har indeholdt vin fra Lafite Rothschild samt andre 1. cru-slotte i Bordeaux. Flaskerne med de fine etiketter bliver videresolgt til kinesiske vinhuse, der fylder dem med mindre lødig kinesisk vin, forsegler dem og sender dem ud på markedet igen.
Fra og med årgang 2009 forsyner Château Lafite derfor nu sine vine med Prooftag – et segl, der løber fra kapslen og ned over glasset på flasken, og som har et nummer og et unikt mønster. Via en app til iPhone vil såvel distributører som forbrugere, der står med vinen i hånden, kunne aflæse seglet og sikre sig, at der er tale om den ægte vare.
Når flasken åbnes, og seglet brydes, ødelægges kapslen, som dermed ikke kan genbruges.


Andre slotte bruger også seglet
Slottets andenvin, Carruades de Lafite, vil ifølge Decanter ligeledes blive forsynet med det lille segl fra og med årgang 2010.
Flere andre Bordeaux-slotte er kommet Lafite i forkøbet med brugen af Prooftag. Det gælder blandt andet 1. cru-slottene Château Ausone, Château Margaux og Château Latour.
Vinslotte og vinhuse verden over gør, hvad de kan for at beskytte sig mod svindlerne. Men det er tidligere set med lignende segl-systemer, at kineserne har gennemskuet dem og har lavet tro kopier af seglene. Foreløbig er det ikke kommet så vidt med Prooftag.






Duftprøve påhæftet flasken
Tænk, hvis man først kunne lugte til vinene i supermarkedet, før man besluttede sig for, hvilken flaske, man ville drikke til aftensmaden.
Den mulighed får kunderne i det svenske Systembolaget nu – dog kun når det gælder en enkelt vin, nemlig den australske rødvin Rosemount Diamond Label Shiraz.
Ud over at kunne læse om vinen på bagetiketten vil kunderne også kunne snuse til en lille duftprøve øverst på flasken.
Det er den svenske distributør, Treasury Wine Estate, der har fået ideen, og Systembolaget har bifaldet den. Dog vil flaskerne med duftprøverne ifølge www.wownews.se foreløbig kun blive solgt på forsøgsbasis i en afgrænset periode.



Protest-foreningen Pro-Mosel har på alle mulige måder forsøgt at få stoppet motorvejsbroen, med oplysningsboder langs vejene, og mere spektakulære happenings som den, der ses på billedet til højre. Foreningen har endog besat en byggekran og behængt den med bannere. Foto: Pro-Mosel.


Glæden varede kort
Som vi skrev i uge 19, er arbejdet stoppet på den omdiskuterede motorvejsbro i Mosel – broen, der vil komme til at skære gennem nogle af verdens fornemmeste vinmarker med Riesling-druer.
Protesterne har været mange fra såvel Mosels vinproducenter som fra førende vinskribenter rundt om i verden.
De mange modstandere – heriblandt protest-foreningen Pro-Mosel – vejrede morgenluft, da gravemaskinerne pludselig stoppede. Men nu har myndighederne ifølge Decanter meddelt, at planerne om broen under ingen omstændigheder er droppet, og at arbejdet snart vil blive genoptaget.
Årsagen til det midlertidige byggestop er der stille om fra myndighedernes side, men hos Pro-Mosel har man forhørt sig hos nogle af byggeriarbejderne. Herfra lyder det, at det kun er for den første bropille, der er udført fuldstændige beregninger – resten af pillerne er kun skitseret i et computerprogram.
Pro-Mosel bruger nu bygge-pausen til at samle nye kræfter til nye protester – opgive vil foreningen under ingen omstændigheder. Man kan læse mere om de mange initiativer på foreningens hjemmeside.




Det europæiske vinmøl, der nu i snart tre år har hærget de californiske vinmarker.

Det frygtede vinmøl
I 2009 dukkede det europæiske vinmøl (Lobesia botrana) op i en vinmark i Napa Valley i Californien. Der er tale om et yderst frygtet skadedyr, der elsker modne druer og kan gøre kål på en kommende høst fra en større vinmark i løbet af relativ kort tid.
Det var det, der skete i Napa for tre år siden, og myndigheder satte straks ind med diverse karantæne-regler for at undgå, at vinmøllene bredte sig til nabo-distriktet Sonoma Valley.
Snart var møllene dog også i gang med gnaske druer i sig i Sonoma, og herfra fløj de videre og lagde deres æg i flere andre vinområder i Californien. Hvert enkelt vinmøl producerer hele tre generationer i løbet af druernes vækstsæson, så det kan hurtigt blive til en hel del møl.

Karantæne-reglerne blev udvidet til at gælde for i alt 97 hektar vinmarker i ti californiske amter, og adskillige udenlandske videnskabsfolk fra blandt andet Tyskland og Frankrig blev tilkaldt for at hjælpe til med en strategi for bekæmpelsen.

Endelig godt nyt
Man satte også fælder op, og her fangede man for to år siden 100.000 vinmøl. Først sidste år begyndte bekæmpelsen – som også omfatter sprøjtning med pesticider – for alvor at hjælpe. Her fandt man kun cirka 150 møl i fælderne. Og nu er der så endelig rigtig glædeligt nyt. Fire californiske amter, Merced, Fresno, San Joaquin og Mendocino, kan meldes fri for vinmøl og kan dermed vinke farvel til karantæne-reglerne.
I Napa og Sonoma trækkes man dog stadig med vinmøllene, men det lysner forude.
At de californiske vinmarker overhovedet er blevet angrebet af de besværlige skadedyr skyldes højst sandsynligt, at nogen på et eller andet tidspunkt har smuglet nogle inficerede vinstok-stiklinger ind fra Europa.








Jørgen Christian Krüff forbereder vinene, der blev skænket til 54 deltagere i smagningen (foto: Kristoffer Gellert).

Pandaen er også vinøs
Den 15. maj for 40 år siden tog prins Henrik initiativ til at stifte WWF Verdensnaturfonden i Danmark. Organisationen med pandabjørnen som logo ser det som sin mission at sikre en klode, hvor naturen trives, og hvor dyr og mennesker kan leve side om side.
I begyndelsen var formålet at redde nogle af verdens truede arter som isbjørnen, næsehornet og elefanten. Men sigtet er blevet bredere med årene. I dag lægger man tillige vægt på bæredygtighed, og man samarbejder i den forbindelse med dele af vinindustrien. Man har fokus på økologi og biodynamik.
Det er derfor naturligt, at danske WWF's 40 års jubilæum står i vinens tegn, og i den anledning afholder L'Esprit du Vin i samarbejde med Elite Alliance og Politiken Madklub en række smagninger og middage.

Økosmagning og økomiddag
Bl.a. vil der nu på lørdag d. 16. juni kl. 12-16 blive afholdt en WWF biovin-smagning med tapasbuffet på det økologiske spisehus BioMio i København. Her vil man kunne smage næsten hundrede biodynamiske og økologiske vine fra producenter, der alle støtter WWF, fx Peter Sisseck, Nicolas Joly, Jean-Sébastian Fleury (Champagne), Jérôme Bougnaud (Quinta Sardonia/Dominio de Pingus) samt bio-pionererne fra Bourgogne, Jean-Claude Rateau og Pierre Morey med flere.
Fredag aften d. 15. juni indbyder BioMio yderligere til en vinmiddag til 250 kr. pr. person.
I august og september afholdes der videre nogle spændende øko-smagninger bl.a. i forbindelse med Copenhagen Cooking.

Fornem smagning af økovine
L'Esprit du Vin er initiativtager til samarbejdet omkring certificerede WWF Biovine, og som en optakt til disse arrangementer inviterede firmaet i fredags på en smagning af øko- og biovine.
VinAvisen var naturligvis med, og det var en fornøjelse at smage i alt tolv økologiske og biodynamiske vine. Dem er der fornemme stjerner til nedenfor i denne ugens smageliste.
L'Esprit du Vin, der blev grundlagt af Jørgen Christian Krüff i 1996, har et ry for at være meget elitær – man forbinder firmaet og Krüff med sjældne og dyre champagner. Nogle af de smagte bourgogner havde da også en pebret pris, men så længe vi holdt os under 500 kr., var der egentlig et meget rimeligt forhold mellem pris og kvalitet. Og der var da også nogle billige vine, blandt andet en fortræffelig Cremant de Bourgogne til 100 kr.







Dronningen blev fejret med bobler
Den britiske dronning Elizabeth har som bekendt netop fejret sit 60 års jubilæum som regent, og det har ifølge Decanter kunnet mærkes på salget af især mousserende vin i Storbritannien. Og briterne har været patriotiske, for det var frem for alt engelske bobler, der blev hældt i glassene.
I de fire dage festlighederne varede, blev der hos den britiske forretningskæde Marks & Spencer solgt 50.000 flasker mousserende vin fra de førende britiske vinhuse Ridgeview og Chapel Down. Det er 50 gange mere end normalt i løbet af et sådant tidsrum.
Når det gjaldt mousserende vin og champagne som helhed, var salget i ugen op til jubilæet en tredjedel større end ugen inden nytår – der ellers er den største salgsperiode for bobler.
Hos supermarkedskæden Tesco blev der solgt 750.000 flasker champagne og mousserende vin i jubilæums-dagene, og hos kæden Waitrose steg salget af engelsk stillevin med mere end 350%, mens salget af den boblende udgave femdobledes.


Spanien har flest øko-vinmarker
Økologisk vindyrkning er på fremmarch i Europa, og det er i Spanien, de største skridt er taget gennem de senere år. Det viser en række nye tal fra det schweiziske forskningsinstitut FIBL (Forschungsinstitut für biologischen Landbau).
Siden 2007 er arealet af økologiske vinmarker i Spanien øget med hele 230%, så landet i dag har i alt 57.000 hektar øko-vinmarker. Det svarer til 5% af det samlede vinmarksareal. Alene i 2010 kom 3000 ha nye økologiske vinmarker til.
Det er landets største vinregion, Castilla-La Mancha, der fører an med de fleste øko-marker, mens Rioja fx kun dyrker 400 ha økologisk.
Spanien er skarpt forfulgt af Italien, der har 52.000 økologisk dyrkede vinmarker, og af Frankrig, der med 50.000 ha kommer ind på en tredjeplads.



<< Det lykkedes at samle otte af de i alt femten nyudklækkede sommelierer på dette billede. Øverst til venstre ses leder af Vinakademiet, Thomas Ilkjær.

< Det blev Daniel Fink, der som holdets bedste elev fik overrakt et rejsebevis.


Et hold nye glade sommelierer
Vinakademiet har i sidste uge udklækket et nyt hold sommelierer, som med deres nyerhvervede viden nu vil være endnu bedre til at vejlede gæsterne i restauranterne.
I alt femten elever bestod den hårde eksamen, der består af en skriftlig prøve af halvanden times varighed, en blindsmagning af fire vine og to slags spiritus samt en defektsmagning, hvor eleverne skal finde frem til, hvad der er galt med vinene. Derudover er der den mundtlige prøve med en menu-opgave og tre teoretiske spørgsmål.
Der var én elev, Daniel Fink, der klarede det bedre end alle de andre. Ud over diplom, forklæde og sommelier-nål fik han også overrakt et rejsebevis fra vinfirmaet Viniportugal til en sommelierrejse til Portugal til efteråret sammen med kolleger fra hele Skandinavien.
Nu holder Vinakademiet en velfortjent sommerferie, men til september / oktober starter der nye sommelier-kurser op i både København og Silkeborg.








Et af de store rødtræer i Sequoia National Park i Californien (foto: Wikipedia / Alberto Carrasco Casado).

Træer eller vinmarker
Mens vinproducenterne i Mosel kæmper mod motorvejsbroen (se længere oppe på siden), så kæmper miljøforeninger i Californien mod nogle af statens vinhuse.
Californierne er stolte af deres vin, men de er også stolte af deres Sequoia sempervirens – det enorme stedsegrønne nåletræ, hvis rødbrune stammer kan måle adskillige meter i diameter.
Træerne er en vigtig del af et naturligt miljø med floder og dyreliv.
Nu har en række miljøgrupper lagt sag an mod Californiens skovstyrelse, der har tilladt vinhuset Artesa Winery at omdanne 70 hektar af Sequoia-skov i Sonoma til vinmarker. Vinhuset ejer faktisk området, men modstanderne mener, at myndighederne har pligt til at værne om de store træer. Fra vinhuset lyder det, at der faktisk ikke er særligt mange træer tilbage på det omtalte areal.
Hvis miljøgrupperne vinder denne sag, håber de, at det vil få en afsmittende effekt på et andet og meget større vinmarks-projekt, Preservation Ranch. Her vil 647 hektar skov med Sequoia blive ryddet for at anlægge en række mindre vinmarker og vinerier, som dernæst skal sættes til salg.




Vinløv og druer, vin, smagsprøver og smagsprøver i massevis er ingredienserne i Rhône-vinfestivalen.

En stemningsfuld Rhône-vinfestival
For niende år i træk inviterer den danske vinbranche til Rhône-vinfestival. Traditionen tro afholdes arrangementet i de stemningsfulde omgivelser i Dansk Vincenter i Avedøre ved København, og tidspunktet er lørdag d. 15. september kl. 11-16.
Årets Rhône-vinfestival omfatter blandt andet et seminar om vinene fra Costières de Nîmes og en publikumskåring af festivalens bedste hvide, røde og søde Rhône-vin samt af "best buy" under 100 kr.
Udstillerne til festivalen er både store velanskrevne vinimportører som Kjær & Sommerfeldt, Philipson Wine og Skjold Burne og en hel underskov af kvalitetsbevidste specialimportører som fx Domaine Brandis, CH Vin og Juuls Vinhandel.
Rhône-vinfestival 2012 afholdes via et samarbejde mellem Inter Rhône og The Wine Company. Man kan finde yderligere festival-information samt udstilleroversigt på www.rhonevinfestival.dk eller kontakte arrangørerne på e-mail: thewinecompany@private.dk eller tlf.: 22 24 68 82. Billetter til arrangementet koster 225 kr. og kan købes via BilletNet.






Dyr vin i svenske glas
Det er langt fra kun de billige flasker, der lægges i indkøbskurvene, når svenskerne er på vinindkøb. Tværtimod er der ifølge www.wownews.se aldrig blevet solgt så mange vine i den dyrere ende hos Systembolaget som i dag.
Hvor salget af vine til mere end 100 SEK (cirka 82 kr.) i 2002 udgjorde 1,6% af det totale vinsalg, lå tallet i 2011 på 4,7%. Det svarer til en stigning fra 2,2 mllioner liter til 8,2 mio. liter.
Årsagen er ikke mindst en stigende glæde for champagne – som jo altid ligger i den dyre ende af prisskalaen. Sidste år drak svenskerne 1,5 millioner flasker champagne mod 616.000 flasker i 2002.
Et øget salg af amarone spæder også godt til i Systembolagets kasse.




Nogle af de gamle flasker champagne, som de lå, da de blev fundet på havets bund i 50 meters dybde. Et billede fra det fine katalog fra auktionen.

Auktion over gamle champagneflasker
I uge 18 fortalte vi om en spændende auktion i Mariehamn, Ålands hovedstad. Her ville man d. 8. juni sælge elleve af de i alt 145 flasker champagne, som man for to år siden fandt i et skibsvrag på bunden af havet ud for Åland. Nu har sidste hammerslag lydt, og auktionen over flaskerne, der alle stammer fra cirka 1830, indbragte 125.500 euro (cirka 933.000 kr.). Højeste hammerslag blev givet for en flaske Veuve Clicquot, der gik for 15.000 euro (cirka 111,479 kr.).
Ved en tidligere auktion, hvor to af de gamle flasker blev solgt, indbragte den ene et beløb svarende til 223.191 kr., hvilket er verdensrekord for en flaske champagne. Denne rekord blev således ikke slået ved den nylige auktion.
Ud over fire flasker Veuve Clicquot var det en flaske champagne fra Heidsieck og seks flasker fra det nu hedengangne champagnehus Juglar, der var under hammeren.

Frisk og sprudlende champagne
Men kan køberne nu glæde sig til at skænke de kostbare gamle bobler i glassene?
Det er der delte meningerne om. Umiddelbart efter at flaskerne var bjærget, samledes en række champagne-kendere for at smage på indholdet. De fleste af dem fandt, at champagnen fra Veuve Clicquot og Juglar var bemærkelsesværdig frisk og sprudlende – og med en markant sødme, hvilket var almindeligt i 1800-tallet.
Under en smagning af den netop frigivne årgang 2004 fra Veuve Clicquot spurgte vi champagnehusets vinmager, François Hautekeur, om han havde smagt en af skibsvrags-champagnerne. Det havde han – endog flere af dem fra Veuve Clicquot – og han sagde, at de alle var friskere og mere sprudlende end en flaske af årgang 1904, som han også havde smagt for nylig.

Den lugter af hestepære
Den britiske champagne-specialist Tom Stevenson var også imponeret over champagnernes ungdommelighed og frugt. Men han hævder ifølge Decanter, at den flaske Veuve Clicquot, han havde smagt, også havde en ubehagelig lugt af hestepære, og efter hans mening har de gamle flasker derfor kun historisk betydning.
Den svenske champagne-kender Richard Juhlin, der også har smagt nogle af flaskerne, udtrykker sig lidt mildere om den særlige lugt, som han kalder for en ostelugt – eller rettere en lugt af brie de meaux.
Det meget flotte katalog fra auktionen på Mariehamn kan ses ved at klikke her.




.


Anker i radioen
VinAvisens gamle redaktør, Anker Tiedemann, var her i weekenden på besøg hos Poul Pilgaard Johnsen i radiokanalen 24/7 – i programmet "Flaskens ånd".
Udsendelsen, der varer en time, kan høres på kanalens hjemmeside.


Fine illustrationer af druerne Barbera, Rossana og Trifera. Alle indgår de i et nyt luksus-bogværk om druer fra hele verden.


Smukt bogværk om druer
Ampelos betyder vinplante på græsk, og ampelografi er læren om vinplanter og druesorter.
Nu har det italienske landbrugsministerium udgivet et digert bogværk i tre bind, "Ampelografia Universale Storica Illustrata", der på italiensk og engelsk fortæller om 551 forskellige druer fra hele verden.
Beskrivelserne er omhyggelige og illustreret med meget smukke litografier af druer fra tre gamle bøger: det franske værk "Ampelographie - général de viticulture’" fra 1901 og de to italienske bøger "Pomona Italiana" (1817) og "Ampelografia Italiana" (1882).
Bogværket, der er på i alt 1500 sider, kan købes online hos forlaget L’Artistica Editrice, hvor prisen er 420 euro (cirka 3121 kr.). På forlagets hjemmeside kan man også se to små film om tilblivelsen af de tre bind. Filmene er på italiensk og giver et indtryk af det store arbejde, idet nummer to film især henvender sig til interesserede i bogtrykkunst.

...




Danske æbler og brændevin er forenet i Malus X.

Søde æbler med et stærkt bid
I uge 7 fortalte vi om Jens Skovgaard Pedersen ved Randers, der nu i to år har fremstillet dansk æble-isvin i sit vinhus, Cold Hand Winery. Inspirationen har han fået fra Canada, der er mestre i denne søde frugtvin.
Æble-isvinen laves af friskpresset æblemost, som sættes udenfor til frysning. Når mosten igen tøs op, løber sukker, syre og aroma fra, mens vandet, der ligger som en stor isklump, forbliver tilbage. Det er denne fede, søde æblesirup, der dernæst gærer til æble-isvinen Malus Danica.
Nu er Jens Skovgaard Pedersen barslet med en ny og meget lækker æble-vin, hvor han har tilsat neutral brændevin, så æble-isvinen når op på en noget højere alkoholprocent.

Feminin og maskulin udgave
Æble-vinen lagres på 220 liters brugte hvidvinsfade i flere måneder, før den tappes på flasker. Resultatet er Malus X, som findes med tilnavnene "Feminam" og "Masculine". Førstnævnte indeholder 20% alkohol, mens den maskuline udgave spiller lidt mere med musklerne med et alkoholindhold på 50% og derfor snarere må kaldes for en æble-spiritus.
Begge udgaver, som er anmeldt længere nede i denne VinAvis, forhandles af H.J. Hansen. Man kan læse mere om både isvin, hedvin og mousserende vin på æbler og andre frugter på Cold Hand Winery’s hjemmeside.





    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Otto Suenson har optaget importen af følgende vine fra vingården Monte Rossa i Franciacorta, Italien: Brut Prima Cuvée, Brut Rosé og Cabochon Brut Millesimato 2005.




    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.


    Rubin Dyreborg Nielsen (f. 1948) har i mange år arbejdet på ledelsesniveau inden for salg og marketing hos diverse teleselskaber. Sideløbende har han plejet sin store interesse for vin, som er blevet næret gennem utallige ferier i vindistrikter rundt omkring i Europa.
    I december 2001 mundede interessen ud i vinimportfirmaet Ranimex, som han i de første par år kørte på fritidsbasis. Vinene blev opbevaret dels hjemme i parcelhuset, dels i kælderrum hos venner og bekendte.
    I 2003 tog Rubin Dyreborg Nielsen så springet og sagde farvel til trygheden som lønmodtager til fordel for fuldtidsjobbet som vinimportør. Nu skulle der for alvor gang i forretningen og vin på hylderne. I første omgang gjaldt det de stort set ukendte vine fra Luxembourg – i dag dækker sortimentet alverdens vinlande.
    Så vidt det overhovedet er muligt, rejser Rubin Dyreborg Nielsen selv rundt for at finde producenterne og vinene. Med sig har han sin hustru Ann, som også er ved hans side, når det gælder den daglige drift af Ranimex. Og det er absolut nødvendigt at være to om forretningen, hvis kundegrundlag, der frem for alt består af restauranter og virksomheder, er i stadig vækst.
    Af samme årsag blev parcelhuset byttet ud med en herskabsvilla på 340 m2 samt 60 m2 ekstra lager. Det blev imidlertid for småt, og i dag har firmaet kontorer på adressen og lagerlokaler i industrikvarteret. Yngste søn af tre er i dag ansat i firmaet.
    Den sparsomme fritid bruger Rubin Dyreborg Nielsen på familien og villaen samt på logearbejde i Odd Fellow Ordenen og bestyrelsesarbejde i Rotary.
    Adresse: Ranimex Vine, Aabenraavej 20, 6100 Haderslev, tlf.: 74 53 14 41 / 61 35 68 24 / 28 73 74 53 e-mail: ranimex@ranimex.dk, www.ranimex.dk.


Til_37/09





    Ugens vinøse billede
    Dette billede er egentlig en fejl, men det er ganske spændende. Carsten Rex stod en sen aften på Nussbergs vinmarker uden for Wien og ville tage et billede ud over den oplyste by. Han havde ikke noget stativ, men prøvede alligevel. Han rystede kun lidt på hånden, og flashen gik tilmed af, men billedet blev ikke desto mindre yderst interessant.
    Alle Wiens lys tegnede en sky af lysende striber og punkter hen over vinstokkene. Et sådant billede har ingen set før!
    Carsten Rex fra Rexwine var i Wien i forbindelse med den internationale vinmesse VieVinum i Hofburg og deltog i en smuk aften, arrangeret af Austrian Wine.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur, så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182

...............................
    .....................
    176 En putti med drueklase på toppen af en terrin fra det berømte Potsdam-service fra 1765 (Charlottenburg Schloss, Berlin, foto © Anker Tiedemann)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 48 vine. Af disse vine var der 32, som fik mere end to stjerner og hele 26, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 152 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Grande Chaume, Domaine de Vigne au Roy, Crémant de Bourgogne, Frankrig, lav alkohol (12%)
100 kr., l'Esprit du Vin
En fortræffelig boblevin, der smager rigtig godt og med en attraktiv pris. Den har fine, stadige bobler i glasset og afrundet frugt. En frisk og rigtig lækker vin.

Hvidvin


Stony Creek, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2010, lav alkohol (13%)
59,75 kr., pris ved 6 flasker: 44,75, Skjold Burne
En Sauvignon-hvidvin helt i top - blød og meget harmonisk. Glimrende til mad, men tillige som terrassevin. Billig er den også - smagepanelet gættede på i snit cirka 90 kr. Flasken har skruelåg.


The Dirty Hoe, Woodale Vintners, Chardonnay, Clare Valley, Australien, 2011, lav alkohol (12%)
75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En rigtig dejlig og frisk hvidvin med grønne druer i duften og citrusfrugter i smagen. Vinen har en anelse fedme, der sørger for, at smagen holder rigtig længe i munden. Flasken har skruelåg.


Castell de Raimat, Raimat, Albariño, Costers del Segre, Spanien, 2011, lav alkohol (12,5%)
85 kr., Kjær & Sommerfeldt
Frisk og lækker hvidvin med en fint krydret duft og en let og saftig druesmag med mineralitet og noter af citrus. Skænk den fx til retter med fisk og skaldyr. Flasken er forsynet med det elegante Stelvin Lux skruelåg.


Clos de la Briderie, Touraine-Mesland, Frankrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
95 kr., pris ved 6 flasker: 82,50 kr., Organicwines.dk
Forfriskende og læskende hvidvin på Chenin-druen og en smule Chardonnay. Vinen har dejlig, blød druefrugt, let citrus og fint krydderi. En vin både til lettere retter og som terrassevin.


Domaine Bernard Defaix, Vieille Vigne (WWF), Chardonnay, Chablis, Frankrig, 2009, lav alkohol (12,5%)
150 kr., l'Esprit du Vin
Økologisk hvidvin på druer fra gamle vinstokke (vieille vigne). Den har en fint krydret duft og en frisk druesmag med blød syre, mineralske toner og lidt honning i eftersmagen.


Domaine Jaeger-Defaix, Rabourcé, Chardonnay, Rully, Premier Cru, Frankrig, 2009, middel alkohol (13,5%)
195 kr., l'Esprit du Vin
Hvid økovin med en tiltalende, let krydret duft og en fyldig smag med toner af citrus og pære og en lille sødme. En vellykket økovin.


Domaine Leroy, Aligoté, Bourgogne, Frankrig, 2008, lav alkohol (12,5%)
345 kr., l'Esprit du Vin
Biodynamisk hvidvin med en usædvanlig og spændende duft, som nogle ville kalde "stald". Smagen er saftig, krydret og med citrus, tang, tjære og mineralske toner.


Domaine Pierre Morey, Les Tessons, Chardonnay, Meursault, Frankrig, 2009, middel alkohol (13,5%)
495 kr., l'Esprit du Vin
Flot biodynamisk hvidvin med en fantastisk, kompleks blomsterduft og en fyldig frugtsmag med markante, men bløde og fint integrerede fadtoner. En sublim smagsoplevelse. Den kan drikkes nu, men lad den gerne ligge endnu et par år.


Leroy, les Chalumeaux, Chardonnay, Puligny Montrachet, Frankrig, 1995, lav alkohol (13%)
1200 kr., l'Esprit du Vin
Sytten år gammel hvidvin i perfekt stand. Den er gul i glasset og med en moden, kompleks og meget spændende duft. Smagen er afrundet, men også spændstig og fylder munden med en hel frugtkurv med modne frugter og fint krydderi. Vinen er helt på toppen og en oplevelse.


Rafale, Vignerons Catalans, Chardonnay, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
40 kr., Køge Vinhandel
Pæn og let lille vin til en overordentlig venlig pris. Flasken har skruelåg.


Domaine Pierre Morey (WWF), Aligoté, Bourgogne, Frankrig, 2009, lav alkohol (12%)
95 kr., l'Esprit du Vin
Let og enkel, men også tiltalende og læskende biodynamisk hvidvin. En vin, der er nem at drikke. Brug den fx til lidt fede fisk og skaldyr eller som terrassevin.

Rosévin


Günther Steinmetz, Mosel, Tyskland, 2011, lav alkohol (12%)
65 kr., pris ved 2 flasker: 60 kr., Bisgaard Vin
Denne rosé på druerne Merlot og Pinot Noir kunne egentlig lige så vel have været en hvidvin - bortset fra farven. Der er ikke nogen rosé-jordbær-sødme over den; den er frisk og læskende og et rigtigt godt glas til lettere retter eller under en parasol i haven en varm sommerdag.


Château de Peyguerol, Costières de Nîmes, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
66,67 kr., pris ved 6 flasker, Lago Import
Frisk og saftig rosévin på druerne Grenache og Syrah. Ikke for sød og med tilpas syre. Glimrende både til mad og som terrassevin.


Alamos, Catena, Malbec, Mendoza, Argentina, 2011, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Rosévin med god, frisk frugt med Malbec-druens krydring. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Cingalino, Villa Pillo, Toscana IGT, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
59 kr., pris ved 6 flasker, A Vinstouw
En dejlig, vellavet rødvin med god struktur, frugt og fint krydderi. Prisen er attraktiv.


Vineyards Edition, A. Cajeux, Western Cape, Sydafrika, 2011, middel alkohol (14%)
59,50 kr., Irma
I denne rødvin danner druerne Shiraz og Cabernet Sauvignon et rigtig godt makkerskab. Det er en dejlig harmonisk og frugtrig vin med mørke kirsebær, mandler og vanille i duft og smag.


Piazzo, Albeisa, Barbera d'Alba, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
69 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Modne brombær, figner og kanel præger duften af denne dejlige rødvin. Smagen er åben, bred og blød med god frugt og en elegant syre til slut. Til prisen er denne vin et kup.


Clos de la Brierie, Vieilles Vignes, Touraine-Mesland, Frankrig, 2009, lav alkohol (12,5%)
95 kr., pris ved 6 flasker: 82,50 kr., Organicwines.dk
Denne økovin på druerne Malbec, Cabernet Franc og Gamay er saftig, lækker og i fin balance - lidt i retning af en god beaujolais.


Didier Cornillon, Syrah, Saint-Joseph, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
125 kr., pris ved 6 flasker108,33 kr., Vinmand
Fortræffelig rødvin med dejlig blød frugt og mange facetter, ikke mindst peber. Prisen er rimelig for så god en vin.


Domaine J.-C. Rateau, Clos des Mariages, Pinot Noir, Beaune, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
245 kr., l'Esprit du Vin
Biodynamisk rødvin fra en lille vingård, der var den første, der i 1979 gik over til biodynamik i Bourgogne og den tredje i hele Frankrig. Vinen har en fint krydret duft med røgede toner og en koncentreret druesmag med sorte bær, kirsebær og krydderi samt diskrete fadtoner. Den giver et fint billede af den gode Pinot-drue.


Domaine J.-C. Rateau, Les Beaux & Bons (WWF), Pinot Noir, Beaune, Frankrig, 2009, lav alkohol (12%)
245 kr., A Vinstouw
Biodynamisk rødvin fra en lille vingård, der var den første, der i 1979 gik over til biodynamik i Bourgogne og den tredje i hele Frankrig. Vinen har en karakteristisk Pinot-duft med fint krydderi og en flot og intens Pinot-smag, der breder sig i munden med friskhed og fylde. En meget flot vin.


Col d'Orcia, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2007, høj alkohol (14,5%)
260 kr., Supermarco
Drikkemoden, lækker og afrundet med fyldig frugt og en fin bagkant af bløde tanniner.


Nanticchia, Pietro Cachiorgna, Etna, Italien, 2007, middel alkohol (13,5%)
369 kr., pris ved 12 flasker: 332 kr., Distinto
Nej, for søren, hvor er den go'! En stor og vidunderlig rødvin, der åbner sig i glasset og smager af alt muligt dejligt - mørke bær, blommer, chokolade, bløde tanniner ... Den må gerne gemmes endnu et par år.


Domaine des Varoilles, Clos des Varoilles, Monopole, Pinot Noir, Gevrey-Chambertin, 1. cru, Frankrig, 2002, middel alkohol (13,5%)
495 kr., l'Esprit du Vin
Denne rødvin smagte vi også i årgang 2009, der var ung og vild. Her - efter ti år - har vinen en moden duft og en smag med ren frugt og fine, let røgede fadtoner. Den kan drikkes nu, men lad den hellere ligge i endnu nogle år.


Domaine des Varoilles, Clos des Varoilles, Monopole, Pinot Noir, Gevrey-Chambertin, 1. cru, Frankrig, 2009, middel alkohol (13,5%)
495 kr., l'Esprit du Vin
En meget ung rødvin med en kraftig duft og en intens, frugtagtig og krydret smag. Stadig ung og "smalsporet", men med et potentiale, der lover godt. Lad den ligge i en halv snes år. Denne vin smagte vi også i årgangen 2002 (til samme pris), der demonstrerede, hvad vinen kan udvikle sig til.


Leroy, Pinot Noir, Gevrey Chambertin, Frankrig, 1982, lav alkohol (13%)
870 kr., l'Esprit du Vin
Fantastisk dejlig vin, der fylder mund og næse med velvære. Duften er moden og kompleks og smagen elegant, frugtagtig, blid og flot udviklet med ren og klar Pinot-smag. Alverdens frugter og bær i et glas, chokolade ...en fornøjelse.


Alfaraz, H.M.Uva, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2009, middel alkohol (13,5%)
95 kr., Vinport
God rødvin med en harmonisk smag, bløde tanniner og lang eftersmag. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Les Garrigues, Grande Réserve, Syrah, Vallée du Torgan IGP, Frankrig, 2011, middel alkohol (13,5%)
85 kr., Vin&Vin
Enkel rødvin uden det store vingefang. Passer til pasta en torsdag aften.


Mesal, Terre di Pietra, Valpolicella Classico Superiore, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
129 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
Fem år gammel rødvin, der skal drikkes nu, men som stadig har pæn frugt og bløde tanniner. Helt billig er den ikke.

Sød vin


Malus X Feminam, Cold Hand Winery, Regionalvin fra Jylland, Danmark, 2010, høj alkohol (20%)
335 kr., pris ved 50 cl., H.J.Hansen Vin
Der er masser af æbler over duften af denne lækre dessertvin. Smagen er sød med modne æbler og fine honningtoner, men den har også en behageligt forfriskende æblesyre. Et lille bid fra brændevinen giver rygrad og varme. En fantastisk vin til en god sommerdessert eller som en avec til kaffen.


Malus X Masculine, Cold Hand Winery, Regionalvin fra Jylland, Danmark, 2010, høj alkohol (50%)
500 kr., pris ved 50 cl, H.J.Hansen Vin
Æble-dessertvin står der på flasken, og det kan man jo godt undre sig over, når vinen indeholder hele 50% alkohol. Men faktisk vil den være glimrende til en chokolade- eller mazarinkage. Den koncentrerede sødme gør, at alkoholen blot virker som et lille forfriskende bid. Smagen af modne sommeræbler trænger også tydeligt igennem. En lækkerbisken, der også kan nydes en kølig sommeraften til en kop kaffe.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.