Nyheder i uge 10, 2014

Følg os på Facebook







Hestens år lover godt for vinslot
Den 31. januar tog kineserne hul på det nye år, der ifølge kinesisk astrologi er hestens år, og det har faktisk kunnet mærkes på salget af den berømte Bordeaux-vin Cheval Blanc (den hvide hest).
Troen på astrologi og stjernetegn er udbredt i Kina, og derfor vil mange kinesere, nu hvor man befinder sig i hestens år, gerne kunne sætte vin på bordet, der på en eller anden måde har forbindelse til dyret.
Hos den London-baserede internetvinhandel Liv-ex blev der således solgt fire gange så mange flasker Cheval Blanc i februar måned i forhold til samme måned året før. En hel del af flaskerne er endt på de kinesiske borde.
Det er især årgangene 2009 og 2010, der har fået henholdsvis 99 og 100 point af Robert Parker, der har været salg i. Og det er til trods for, at priserne svarer til cirka 5250 og 5666 kr. flasken.

Masser af "heste-vine"
To andre vinslotte, der ligesom Cheval Blanc ligger i Saint Émilion, kan også glæde sig over, at det er hestens år i Kina. Det drejer sig om Cheval Noir og Cheval Brun (den sorte og den brune hest).
Vinene fra begge disse slotte sælges også - ligesom "den hvide hest" - i forvejen i de asiatiske lande.
Hvis kineserne vil have "heste-vine", så er der faktisk rigtig mange at vælge imellem - også uden for Frankrigs grænser.
Alene i Californien er der blandt andet vinene fra vinhusene Dark Horse Wine, Paint Horse Winery og Wild Horse Winery samt flere andre.
Der er også de vinhuse, der har været hurtige på aftrækkeren og har fremstillet specielle etiketter på de vine, der skal til Kina. Som nu fx canadiske Okanagen Crush Pad i British Columbia, der har udstyret 700 af sine vinflasker af vinen Haywire Pinot Noir 2012 med etiketter med de kinesiske tegn for hest og lykke. Vinene ledsages af en guide i sammensætning af vin og asiatisk mad.

Lykkelige og ulykkelige tal
Selv om de mange vinhuse med hestenavne og -etiketter måske vil få et øget vinsalg i hestens år, kan de godt - ligesom alle andre vinhuse - regne med et dyk i salget, når årgang 2014 til sin tid kommer på markedet. Tallet fire er nemlig et ulykkestal, som kineserne for enhver pris forsøger at undgå. En kineser betaler fx gerne ekstra for at få en nummerplade uden det afskyelige firtal, ligesom man aldrig skal forære en kineser fx fire vinglas i en æske.
Til gengæld er tallet otte forbundet med stor lykke - hvorfor åbningsceremonien til de olympiske lege i Beijing i 2008 begyndte nøjagtig 8 minutter og 8 sekunder efter kl. 8 om aftenen.
Af samme årsag meddelte Château Lafite, at slottet ville indgravere det kinesiske tegn for otte i samtlige af flaskerne med den kommende årgang 2008.
Dagen efter vinslottets udmelding solgte den fornemme britiske vinforretning Berry Bros & Rudd hele 900 flasker Château Lafite 2008 i forsalg. Og hos Liv-ex steg en kasse med 12 flasker af samme vin med knap 20%.





ActionChopper Cinemas drone er ikke større og vejer ikke mere, end at en mand kan bære den. Men selv om den er lille, kan den tage storslåede billeder, hvilket fremgår af en film på YouTube.



Drone på filmjob
Flere vinproducenter i Bordeaux er nu begyndt at anvende droner til at kortlægge situationen her og nu i deres vinmarker. De små ubemandede og fuldautomatiske helikoptere, der er udstyret med kameraer, kan komme helt ned over vinmarkerne og ind imellem rækkerne. Her kan de tage nøjagtige billeder, som afslører fx vinmarkssygdomme eller fortæller, hvornår det er tid til at beskære vinstokkene.
Senest har den store vinkøbmand Bernard Magrez købt en af disse droner - en Scancopter - som skal sættes på arbejde i vinmarkerne hos fire af hans vinslotte i Bordeaux.
Også i andre af verdens førende vinområder anvendes dronerne, og den relativt nye teknologi har givet to filmfolk med bopæl i Napa Valley, Adam Krolfifer og Bret Lyman, en god idé. Sidste år grundlagde de firmaet ActionChopper Cinema, købte en specialfremstillet drone og begyndte at tilbyde vinhuse i Napa at lave små film af deres vinmarker set fra luften - film, som de fx kan bruge i markedsføringsøjemed.

Betagende smukke billeder
ActionChopper Cinemas særlige drone er udstyret med otte arme, der hver især har en propel, som holder flyet i luften. Under flyet er der fastgjort et kamera, som kan drejes i alle mulige retninger.
Dronen er batteridrevet, og efter otte minutters flyvning skal den have et nyt batteri, så der er grænser for, hvor lange hver filmsekvens bliver.
Når dronen er i luften, sender den optagelserne direkte ned til en computer på jorden. Det er også herfra, Krolfifer og Lyman styrer deres lille "arbejdsbi".
Der er flere fordele ved at bruge sådan en ubemandet helikopter frem for en stor bemandet en af slagsen.
Dronen har kostet de to filmfolk 16.000 dollars (cirka 87.000 kr.) - dertil kommer kameraet. Men de penge er peanuts i forhold til de 3000 dollars (cirka 16.000 kr.) i timen, det koster at leje en almindelig helekopter.
Men det bedste af det hele er, at dronen kan komme tæt på vinstokkene under optagelserne. Luftstrømmen fra en stor helikopter ville skade løvet, og hvis det er høsttid, skal der virkelig holdes afstand til de fuldmodne druer.
Det er betagende og flotte film, Krolfifer og Lyma laver. En af dem er lagt ud på YouTube, hvor den kan ses ved at klikke her.







Tema-smagning: Rødvine fra Barbaresco
Hver uge bringer vi nederst i VinAvisen listen over de mange vine, som vores smagepanel har smagt i ugens løb. Det bliver vi ved med. Men som noget nyt vil vi med jævne mellemrum erstatte de almindelige vinanmeldelser med en større tema-smagning.
I uge 6 bragte vi den første smagning af vine fra Ribera del Duero, og i denne uge gælder det rødvinene fra Barbaresco.
Stjerner og smagekommentarer finder man længere nede på siden. Nogle af vinene har fået fem stjerner, andre fire eller tre, mens andre igen ikke er sluppet gennem nåleøjet.
Her kommer en introduktion til området i form af en lille serie på fire postkort.



......
Barbaresco ligger i Piemonte, der udover at være et berømt vinområde også er et gastronomisk smørhul og hjemstedet for de aromatiske hvide trøfler, tartufo.

1. postkort fra Barbaresco:
Ved foden af bjergene
For at finde Barbaresco skal man til Piemonte. Navnet på denne norditalienske region betyder "ved foden af bjergene", og sådan ligger landet – op til de høje Alper og med grænser til Frankrig og Schweiz.

I ingen anden italiensk region finder man så mange appellationer på vin og andre fødevarer. Alene inden for vin er der 43 DOC’er (kontrollerede navne på oprindelse) og 16 DOCG’er (kontrol med yderligere garanti). Barbaresco hører til sidstnævnte fornemme kategori.
I Piemonte er der i alt 51.000 hektar vinmarker, der hvert år leverer 450.000 tons druer til 330 millioner flasker, hvoraf hele 85% er DOC eller DOCG.
Stort er det, og alligevel står Piemonte kun for 5,7% af alle Italiens vinmarker. Til gengæld står regionen for hele 17% af den samlede italienske vineksport. Verden vil have vine fra Piemonte.



.......
Byen Barbaresco ligger på en bakketop omkranset af bugtende tæpper af vinmarker.

2. postkort fra Barbaresco:
En lillebror til Barolo
Barbaresco blev tilkendt en DOC i 1966 og avancerede til DOCG i 1980. Men områdets historie går helt tilbage til 1894, da Domizio Cavazza, der var professor ved vinskolen i Alba, oprettede kooperativet Produttori del Barbaresco.
Siden 1950’erne har både kooperativet og producenter som Angelo Gaja og Bruno Giacosa med eftertryk sat Barbaresco på det vinøse Italienskort.
Man omtaler ofte Barbaresco som en lillebror til naboen Barolo - hvilket der er en vis ræson i. Barbaresco er nok ikke helt så berømt som Barolo, ligesom der kun fremstilles omkring 2,5 millioner flasker rødvin om året, mens Barolo tegner sig for cirka 10 millioner flasker.

Vinene fra Barbaresco og Barolo beskrives også ofte som henholdsvis feminine og maskuline.
Men selv om Barbarescos vine generelt ikke har helt så meget krop og fylde, så er de ikke på nogen måde en "light" udgave af Barolo. Man kan sagtens finde Barbaresco-rødvine, der har gået til bodybuilding, hvilket vores smagekommentarer længere nede på siden, da også vidner om.



.......
Et tåget slør af gærsvampe dækker Nebbiolo-druerne. Druens navn stammer dog nok snarere fra den tåge, der om efteråret ligger som en dyne over Piemontes vinmarker.

3. postkort fra Barbaresco:
Den tågede drue
I Barbaresco anvendes den samme drue som i Barolo, nemlig Nebbiolo.

Navnet på druen, der er født i Piemonte, er afledt af nebbia, som betyder tåge på italiensk. Nogle påstår, at druen har fået sit navn på grund af de gærsvampe, der lægger et gråt støvet skær hen over klaserne. Andre mener, at det er fordi, tågen ofte hænger lavt over markerne. Og det er et faktum, at efterårstågen ofte sænker sig over Piemontes marker og skærmer druerne mod frost, hvilket betyder, at man kan lade dem hænge længere og sluge sol om dagen – længere end det ellers ville være muligt.
Resultatet er saftspændte, aromafyldte druer med en god portion tanniner.

Allerede romerne kendte Nebbiolo-druen, og man mener, at de tjærede indersiden af deres vinbeholdere for at få vinen til at smage af Nebbiolo. Andre navne for druen er Spanna, Picutener og Chiavennasca.



.......
På billedet ses fadkælderen hos vinhuset Massimo Rivetti i Neive i Barbaresco.

4. postkort fra Barbaresco:
Kraftige vine, der bør lufte
Ifølge DOCG-reglerne skal en rødvin fra Barbaresco modne i minimum to år, hvoraf det ene skal være på egetræsfade. Skal der stå riserva på etiketten, skal vinen have modnet i mindst fire år.
Alligevel er der stadig masser af kraft, saft og tanniner nok i vinene til, at de har et meget langt liv foran sig.
Barbarescos rødvine er ikke skabt til at blive drukket unge og friske, og nogle af de yngre vine, vi har smagt, vil faktisk have godt af at blive gemt i yderligere nogle år.
Generelt bør disse magtfulde vine også have lov til at lufte lidt inden servering. Hæld dem gerne over i en bredbundet karaffel, hvor de virkelig har mulighed for at trække vejret. Så vil deres karakteristiske aroma med noter af modne brombær, lakrids, fennikel og tobak komme til sin fulde ret.






.

Kortet fra Richard Selleys bog viser, hvor det bliver muligt at dyrke hvilke druer i Storbritannien i 2080. Ved farvekoderne har han yderligere indsat de gennemsnitstemperaturer, der kræves i vækstsæsonen for de enkelte druer.

Stor fremtid for engelsk vin
Der plantes stadig flere vinmarker i Storbritannien, og især de mousserende vine vinder stor anerkendelse verden over.
Såvel boblevinene som de øvrige vine fremstilles frem for alt i den sydlige del af landet, men som vi fortalte i uge 52 tyder alt på, at mulighederne for vindyrkning i Storbritannien rykker mod nord med raske skridt.
Allerede omkring år 2050 vil landet være en af verdens førende vinproducenter ifølge den internationale klimaorganisation Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). Årsagen er, at de klimatiske ændringer forårsager en hurtigere stigning i gennemsnitstemperaturerne i Storbritannien end i resten af verden.
Richard Selley, der er professor i Geologi ved Imperial College i London, har gennem mange år forsket i ændringer af vinmarksarealet i Storbritannien lige siden romere plantede de første vinstokke omkring år 43 til i dag. Og han har skrevet en interessant bog, The Winelands of Britain: Past present & prospective, der tager udgangspunkt i undersøgelser af 500 vinmarker fra oldtid til nutid i England og Skotland.

5 graders mere varme
Ud fra sine undersøgelser har Selley kortlagt, hvordan samspillet mellem geologi og klimatiske ændringer gennem tiderne har ændret det vinøse kort i Storbritannien - og han kommer også med en forudsigelse om, hvordan billedet vil se ud i en ikke så fjern fremtid.
I sin bog forudsiger Richard Selley, at de gennemsnitlige sommertemperaturer i det sydlige England vil være steget med mellem 4,5 og 5 grader i år 2080 og med 6 grader i 2100. Det betyder, at nye vinområder vil brede sig stadig længere mod nord i Storbritannien, ligesom mere varmekrævende druer, vil kunne dyrkes i landet.

Masser af Merlot og Viognier
Ifølge Selley vil temperaturstigningen betyde, at det endda kan blive for varmt til vindyrkning i visse områder i Sydengland, hvor der nu dyrkes vin.
I bogen vises et interessant kort over, hvor i Storbritannien det vil være muligt at dyrke hvilke druer i 2080.
Vi har fået lov til at bringe kortet, og som man kan se, vil der til den tid være mulighed for at dyrke masser af Merlot og Viognier på britisk jord. I dag dyrkes der kun en anelse af førstnævnte rødvinsdrue, mens der endnu ikke dyrkes noget af den kendte hvidvinsdrue.
Kortet fortæller også, at der vil kunne dyrkes Müller-Thurgau i det sydlige Skotland.
Richard Selleys interessante bog kan bestilles ved at klikke her.


Californisk vin drøner derudad
Der er al mulig grund til glæde hos vinproducenterne i Californien, der fremstillet 90% af al amerikansk vin. Det går nemlig forrygende med eksporten af californisk vin ifølge de nyeste tal fra brancheorganet Wine Institute. Her kommer nogle af de gode tal for 2013:
* I alt blev der sidste år eksporteret 580,8 millioner flasker californisk vin - en stigning på 7,5% i forhold til året før. I værdi svarede det til 1,55 milliarder dollars (cirka 8,4 mia. kr.), hvilket er en hidtidig rekord og en stigning på 16,4%.
* EU’s 28 medlemslande var tilsammen den største aftager af californisk vin med en import af flasker for 617 mio. dollars (cirka 3,4 mia. kr.) - 31% mere end i 2012.
* Canada er det land, der importeret mest californisk vin. I 2013 aftog canadierne vin fra Californien for 454 mio. dollars (cirka 2,5 mia. kr.), hvilket var 12% mere end året før.
* Også i Japan, der er ved at blive en betydelig importør af californisk vin, var der en stigning i importen på 7% til 102 mio. dollars (cirka 555 mio. kr.).
* Eksporten til Kina steg også med 6% til 77 mio. dollars (cirka 419 mio. kr.), men besynderligt nok var der et fald i eksporten til Hong Kong på hele 12% til 78 mio. dollars (cirka 424 mio. kr.).








Christian Neve er i gang med at spule fadene rene, mens Tobias From Andersen sætter prop i de nytappede vine - et arbejde, der foregår med håndkraft. Flasken med vin placeres i en holder, hvorefter proppen skubbes ned i flaskehalsen, når et håndtag presses nedad.



Livets gang i vingården
I uge 8 sendte to nybagte tjenere, Christian Neve og Tobias From Andersen, os en lille rapport om arbejdet på vingården Heathcote II i den australske appellation af samme navn. De to unge danskere har fået en enestående chance for i tre måneder at arbejde med i såvel vinmarkerne som vineriet, og de kan oven i købet tale på deres modersmål med vingårdens ejer, danske Peder Rosdal, som vi har portrætteret i denne uges Blå Bog nedenfor.
Her kommer endnu en rapport fra Down Under fra Christian og Tobias:
- Vi er ikke for alvor gået i gang med høsten endnu, men der sker alligevel en masse ting på vingården.
- Vi har blandt andet været med til at omstikke alle fadene, så den fadmodnede vin er klar til at blive aftappet. (Omstikning vil sige, at man flytter den klare vin væk fra bundfaldet i et fad og over i et rengjort fad, red.).
- Der er også blevet smagt på indholdet i fadene, og her har Peder været nødt til at smide et lille fad Tempranillo ud for at sikre sig den høje kvalitet, han tilstræber.
- Undervejs er alle fadene blevet omhyggeligt rengjorte med en højtryksspuler ved 80 graders varme, så de er klar til den kommende druehøst.

Testning af druerne
Christian og Tobias har også prøvet kræfter med bødkerarbejdet:
- Alle de fade, der har stået tomme gennem længere tid, har givet sig, så vi måtte banke spændremmene af metal på plads. Bagefter fyldte vi alle fadene med vand, og sådan skal de stå og suge til sig i de næste fjorten dage, så de bliver helt tætte og klare til at gære den nye druemost i.
Det præcisionsarbejde, vinfremstilling kræver, har også gjort et stort indtryk på de to danskere:
- Druerne i vinmarken skulle testes for at se, hvor langt de var i udviklingen. Det skete ved, at hele vinmarken blev gennemgået, og man ved cirka hver fjerde vinstok tog en drue fra en klase. Og det var vigtigt, at druerne blev taget fra forskellige steder på de enkelte klaser, så de har været udsat for mere eller mindre sol og dagslys.
- Druerne presses, og mosten testes så i et lille laboratorium, så man kan finde frem til, hvornår balancen mellem syre og sukker er perfekt - og druerne dermed klar til at blive høstet. Mosten bliver også studeret intenst for at se, hvor langt farven og smagen er i udviklingen.

Tapning med håndkraft
Heathcote II er en forholdsvis lille vingård, og nogle af vinene tappes derfor i hånden - et arbejde, som Christian Neve og Tobias From Andersen fik afprøvet:
- Vi har netop tappet Tempranillo-vin, og det blev til 323 flasker. Først skulle vi sterilisere flaskerne, hvorefter vi fyldte dem med vin og satte propperne i med håndkraft.
Lidt samlebåndsarbejde blev det også til, da vinflaskerne skulle forsynes med etiketter og pakkes i kasser.
- Før flaskerne blev pakket, studerede vi hver eneste af dem nøje for fejl eller folder i glasset. Vine i fejlbehæftede flasker bliver ikke solgt, men sorteret fra og brugt til smagsprøver til folk, der besøger vingården.






Fra action til vin
Francis Ford Coppola, Brad Pitt og Angelina Jolie, Drew Barrymore, Cliff Richard, Alex Ferguson - listen over kendiser i såvel film- som fodboldbranchen, der har et sidejob som vinproducenter, er efterhånden lang.
Og stadig flere slutter sig til den. Nu er også Hollywood producenten og instruktøren James Cameron, der står bag actionfilm som The Terminator og Avatar, hoppet med på vin-vognen.
Han har købt Beaufort Vineyard & Estate Winery i British Columbia i Canada, hvor har stammer fra. Det er et lille vinhus med kun 3 hektar vinmarker og en produktion på omkring 24.000 flasker vin årligt.
Ifølge Decanter vil der ikke ske de store ændringer her og nu. De tidligere ejere, Jeff og Susan Vandermolen, der grundlagde vinhuset i 2006, fortsætter som vinkonsulenter indtil årsskiftet. Hvad der så skal ske, er helt op til Cameron.




Conrad Engelhardts billede "Big Bang" er skabt af mange hundrede korkpropper.

Big Bang og Marilyn Monroe
Vi har tidligere - i uge 46 2012 - fortalt om den britiske kunstner Conrad Engelhardt og hans fantastiske prop-billeder. Ud af korkpropper, som han får fra en lang række lokale restauranter og barer, skaber han de mest fantastiske værker. Og nu er det værd igen at kigge ind på hans hjemmeside, hvor flere nye prop-billeder er kommet til - heriblandt det meget flotte "Big Bang", som ses på billedet til venstre, samt portrætter af Hollywood-stjernen Marilyn Monroe og den burmesiske politiker Aung San Suu Kyi.
Små film på Engelhardts hjemmeside viser, hvordan nogle af værkerne er blevet til - som fx det af Monroe.


...




Fra Diageos reklamefilm på YouTube.

Forbud mod reklamefilm
Rommærket Captain Morgan, der ejes af den verdensomspændende spiritusfirma Diageo, er opkaldt efter den berygtede pirat Henry Morgan.
Han blev født i Wales i 1635 og døde på Jamaica i 1688.
For nylig lancerede Diageo en reklamefilm til tv, hvor man ser piraten i fuld aktion til hest og i vandet, ligesom han bliver beundret af en kvinde, mens hans smider skjorten. Alt sammen sker under stort bifald fra hans besætning. Og selvfølgelig ser man også kaptajnen med et glas rom i hånden hist og pist.
Til sidst toner en tekst frem på skærmen, hvor der blandt andet står "Tag ikke fejl af manden på Kaptajn Morgan-flasken. Den mand var en legende. En helt, historien husker. En levemand. Lev som kaptajnen". Dernæst tilføjes et "Drik ansvarligt - Kaptajnens ordre!" samt henvises til drinkaware.co.uk - en britisk forening til fremme af et fornuftigt alkoholforbrug.
Nu har den britiske reklame-vagthund ASA (Advertising Standards Authority) imidlertid forbudt reklamefilmen.

Forbinder alkohol med sejhed
ASA har modtaget en klage fra en brite, der har set filmen, og har givet klageren ret i, at reklamen "på uhensigtsmæssig vis forbinder alkohol med dristighed, sejhed og aggressiv opførsel".
Diageo er uforstående over for forbuddet og hævder, at selv om der vises glas med rom et par gange i reklamen, så bliver der ikke på noget tidspunkt drukket af glassene.
Ifølge ASA vil seerne dog automatisk forbinde de aktion-mættede scener med sørøveres kendte trang til rom og med deres oprør mod autoriteterne.
Reklamefilmen kan ses på YouTube ved at klikke her. På VinAvisens redaktion synes vi faktisk, at filmen er ret uskyldig. Når man tænker på de berømte Pirates of the Caribbean-film. I denne serie af biograffilm giver piraten og charmøren Jack Sparrow spillet af Johnny Depp den hele armen med både dristige scener, dejlige kvinder og alkohol - som han gerne drikker i rigelige mængder.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinens Verden fylder 20 år i den 10. marts, hvilket blandt andet fejres et stort fødselsdagssalg. Man kan læse mere ved at klikke her.




.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Peder Rosdal (f. 1971) har taget turen fra det jyske til eget vinhus i Australien. Han er født i Århus, blev udlært som mejerist i 1992 og fik kort tid efter job hos MD Foods som fremstiller af blåskimmelost.
    En glødende interesse for vin, som Peder Rosdal havde haft, siden han var 18 år gammel, fik ham dog i 1996 til at lægge ostene på ostehylden for at gå i lære som vinhandler hos Chas. E. i Århus.
    Efter fire år i vinforretningen kriblede det i fingrene for selv at høste druer og fremstille vin. Valget faldt på Australien, hvor han fik job som medhjælper hos vinhuset Brown Brothers i staten Victoria. I kølvandet fulgte job hos andre vinhuse i andre lande - heriblandt Edmeades Estate i Californien og Bodegas Villacreces i spanske Ribera del Duero.
    Med masser af praktisk erfaring i bagagen var det tid til boglig lærdom, og det blev til en uddannelse som ønolog hos Jules Guyot instituttet ved universitetet i Dijon.
    Efter endt studie i 2002 fik Peder Rosdal arbejde som assisterende vinmager hos Domaine Laroche i Chablis.
    Kun et år senere rev han teltpælene op og flyttede til Sydney, og i 2004 købte han en vingård i det førende vinområde Heathcote i Victoria. Han døbte vingården Heathcote II, og han har siden da udvidet de oprindelige få hektar vinmark til i alt 5,5 ha med blandt andet Grenache og Tempranillo.
    Høstudbyttet er lille, da Peder Rosdal ikke vander sine vinmarker. Mængden af vin er derfor også begrænset. Men kvaliteten er i top. Herhjemme forhandles hans vine af Østjysk Vinforsyning/Vinoble.
    Adresse: Heathcote II, Cornella-Toolleen Road 290, Toolleen, Victoria, Australien, tlf.: 0061 3 5433 6292, e-mail: peder.rosdal@heathcote2.com. www.heathcote2.com.



    Ugens vinøse billede
    Kim M. Hansen i Ringsted har været på vintur i Tyskland med Foreningen af Danske Vinavleres Midtsjællandsgruppe, og på en mark dernede tog han disse billeder.
    – Det er unægtelig en sjov måde at få vinstokke til at gro på, skriver han. – De er formede, så de skyder op i elegante snoninger.
    Billedet tog Kim Hansen ved den nordligste af alle kommercielle, tyske vingårde, Weinbau Dr. Lindicke am Werderaner Wachtelberg i byen Werder.
    – Vi blev budt på adskillige smagsprøver. Det var lidt slanke vine med en fin smag og sprød syre. Håndværket fejlede ikke noget.
    – Ved tidlig afgang fra Sjælland er det muligt at gøre denne tur i løbet af en dag. Og da vingården ligger tæt på Berlin, er det også muligt at stoppe op i byen og gå på sightseeing.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er velkomne til at sende os vinøse billeder. Send dem digitalt og i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    262 Forrige års slyngtråde hænger stadig i ståltrådene under årets beskæring i Barbaresco. (foto © Anker Tiedemann).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    Til vores store tema-smagning af rødvine fra Barbaresco har vi smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner og hele 15, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 107 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de otte, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Vinene fra Barbaresco


Govone, Produttori di Govone, Nebbiolo, Barberesco, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
149 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager
En meget lækker rødvin med fyldig Nebbiolo-smag med lidt usædvanlige, men interessante noter af brændte figner - prøv selv! Skænk den fx til en god oksesteg.


Filippino Domenico, Sorì Capelli, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
169 kr., SB-Vinimport
En kompleks duft med noter af sveskeblomme og brombær stiger op fra glasset med denne rødvin. Smagen er intens, frugtrig og med tilpas syre og et godt bid af tanniner - der måske nok for nogen er i overkanten. Det er faktisk en vin, der med fordel kan gemmes i yderligere nogle år. Skal den nydes her og nu, så plask den over i en karaffel et par timer før servering.


Vila, Azienda Vitivinicola Pier, Nebbiolo, Barbaresco, Riserva, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
174,95 kr., Steiniche Wine
Spændende rødvin med en intens frugtsmag med noter af blomme og lakrids. Glimrende madvin.


Cantina del Pino, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
215 kr., Quist Wine
En let tilgængelig rødvin med en god bærduft forenet med strejf af mandler og lys chokolade. Varme krydderier, rå chokolade og en fin syre præger smagen. Det er en spændende vin med en lang eftersmag. Man fornemmer på ingen måde det relativt høje alkoholindhold.


Vigin, Noemy, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
219 kr., Piemonte Vine & Delikatesser
En meget imødekommende vin med en dejlig duft af moden frugt og varme krydderier. Smagen breder sig ud i munden med masser af facetter og fine krydderier. Nyd den til en god kraftig italiensk kødret.


Marchesi di Barolo, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
235 kr., H.J.Hansen Vin
Elegant, ret let og lækker rødvin i perfekt balance. En virkelig god Barbaresco, der fylder godt i munden. Må godt gemmes endnu et par år.


Gigi Rosso, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
248 kr., Brdr. Schmidt Vinimport
En flot rødvin med masser af frugt, saft og kraft og med en god portion krydderier, der gør den velegnet til en krydret sammenkogt ret. Eftersmagen varer rigtig længe og slutter med et lille bid af lakrids.


Fontanabianca, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
249 kr., på tilbud til 199 kr., Kassen med vin
Der er lidt sveskeblomme over duften af denne dejlige rødvin. Smagen er flot, frugtrig og aromatisk. Den har fylde og en fin syre, der gør den velegnet til en god kalvesteg.


Ovello, Cantina del Pino, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
275 kr., Quist Wine
Her får man masser af elegant rødvin for pengene. Duften er fin og frugtrig med noter af lakrids men også med mange andre facetter, når først vinen har fået lov til at lufte lidt i glasset. Smagen er simpelt hen lækker, fyldig med et godt bid af tanniner men også med dejlige krydrede noter. Nyd den til noget godt magert lammekød (ryg eller culotte) med ovnbraserede rodfrugter og krydderurter men uden hvidløg.


Prunotto, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
299 kr., Theis Vine
Elegant og lækker rødvin. Dette er luksus. Alt er i fornem harmoni - frugt, chokolade, krydderi, lakrids, diskrete fadnoter....


Ronchi, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2007, høj alkohol (15%)
299 kr., pris ved 12 flasker: 269 kr., Distinto
En meget spændende og elegant rødvin - duften synes at udvikle sig i glasset minut for minut, men gennemgående er den intense frugt med et strejf af tobak. Smagen er fyldig og krydret og med noter af modne brombær. 15% alkohol er meget, men vinen bærer det med glans.


Giribaldi, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
299,95 kr., pris ved 12 flasker: 149,95 kr., Vinmonopolet
En rødvin med en indtagende duft af modne brombær og solbær og med en stor og blød smag med forfriskende strejf af anis og eukalyptus. En flot vin, der vil stå godt til en simre-kødret.


Fontanabianca, Bordini, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
349 kr., Kassen med vin
Der er rygrad i denne rødvin. Den har en god, afrundet frugtsmag med tanniner, der vil mildnes efter endnu nogle år i flasken.


Asili, Michele Chiarlo, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
379 kr., pris ved 12 flasker: 341 kr., Distinto
En fantastisk lækker rødvin med en ren og klokkeklar frugtsmag - blommer og kirsebær - samt bløde tanniner. Dertil noter af peber og lakrids. Den kan drikkes nu, men også gemmes endnu nogle år.


Cottá, Sottimano, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
499,95 kr., Theis Vine
Elegant og lækker rødvin, blød, harmonisk og med mange facetter. Skænk den til en alt for kraftig og krydret kødret. Eller nyd den som meditationsvin. Et lille problem er prisen, der er meget højere end prisen på mange andre vine af tilsvarende kvalitet. Men dejlig er vinen da.


Le Calende, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En måske lidt enkel rødvin, men man genkender Nebbiolo-druen i den, og den vil være udmærket til ikke for kraftige kødretter.


Adriano Marco & Vittorio, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
100 kr., pris ved 6 flasker, Haller Vine og Vin&Vin
En kraftig og krydret rødvin. På sin vis en god vin med god frugt, men den virker lidt usammenhængende - hvilket et par år mere i flasken måske vil hjælpe på.


San Cristoforo, Elio Filippino, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
169 kr., SB-Vinimport
Denne rødvin har en aromatisk duft med noter af mandler, modne kirsebær og eg. Smagen er tør og bred med strejf af syltekirsebær, men også med ret markante tanniner i eftersmagen.


La Ganghija, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
219 kr., Piemonte Vine & Delikatesser
Lakrids dominerer både duften og smagen af denne rødvin. Men inde under lakridssmagen lurer de krydrede noter - blandt andet sort peber - og de kommer til deres ret i den lange eftersmag. En dejlig og interessant rødvin, der dog ikke helt lever op til prisen.


Enrico Serafino, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
249 kr., pris ved 12 flasker: 224 kr., Distinto
Denne rødvin ligger godt i munden med sin rene frugtsmag, sit krydderi og sine bløde tanniner. Men ... bliver man en lille smule skuffet over vinen, når man kender prisen?


Adriano Marco e Vittorio, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Haller Vine og Vin&Vin
Enkel rødvin uden større vingefang. Men let og læskende.


Produttori del Barbaresco, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
109,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne rødvin fra kooperativet i Barbaresco er ret tør med noter af kirsebær. Dertil en ret markant syre.


Bosci dei Signori, Bosio, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
199,95 kr., Theis Vine
Kraftig rødvin med ret markante tanniner og noter af lakrids.


Roberto Fossati, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
200 kr., pris ved 6 flasker: 125 kr., Supervin
Denne rødvin tørrer ret hurtigt ud i munden, mens frugten forsvinder.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.