Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 47, 2022

VinAvisen i Valpolicella

Juleanden, flæskestegen, rødkålen og æblerne med gelé venter lige om hjørnet. Og når man skal vælge vinen til denne smeltedigel af smagsindtryk, er det oplagt at lægge en flaske Amarone della Valpolicella i indkøbskurven. Rødvinens kraft og krydderier, frugtsødme og alkohol er kendt for at kunneklare de mange indtryk og samtidig skære gennem den lidt fede julemad med sin lille forfriskende bitterhed.

For nylig var VinAvisen i Valpolicella, hvor vi besøgte vingårde og smagte både Amaroner og mange andre dejlige rødvine, der spænder fra uhøjtidelige terrassevine til den søde og sjældne Recioto.
Oplevelserne har udmøntet sig i en serie postkort, som vi bringer de første fem af nedenfor.



Appellationen Valpolicella ligger i Veneto-regionen, som også er markeret med rødt på kortet over Italien.

1. postkort fra Valpolicella:
Norditaliens berømte rødvinsdistrikt

Der er garanteret rigtig mange af VinAvisens læsere, der har besøgt området omkring Italiens største sø, Gardasøen, i den nordlige del af landet. Og har man det, så kender man sikkert også lidt til de gode rødvine fra appellationen Valpolicella DOC (Denominazione di Origine Controllata) inde bagved i Veneto-regionen.
Den ligger ved foden af bjerget Monti Lessini og strækker sig ud mod søen, og som nabo har den en anden appellation, Soave, der er kendt for sine hvidvine.
Appellationens vinmarker breder sig over cirka 8000 hektar, og den årlige vinproduktion er i gennemsnit på omkring 152.000 hektoliter (cirka 20 millioner flasker).


Det meget velbevarede romerske amfiteater, som man her ser en bid af, er opført i år 30 e.kr. og kunne dengang rumme mere end 30.000 tilskuere. Rundt om pladsen ligger restauranterne som perler på en snor.

2. postkort fra Valpolicella:
Byen med de mange restauranter og vinbarer

Byen Verona, som også er markeret på kortet ovenfor til venstre, er et glimrende udgangspunkt for vinøse oplevelser i Valpolicella. Det er ikke kun en utrolig smuk og charmerende by, men også en af de italienske byer, der har den største koncentration af restauranter og vinbarer.
De ligger på hvert et gadehjørne og hver en plads, og når man kigger op ad de stejle trappegader, er der ofte klemt nogle få borde ind på et plateau halvvejs oppe, hvor man kan få et glas vin med snacks til. Og på byens største plads, Piazza Bra, ligger restauranterne på stribe over for Veronas nok største turistattraktion, det romerske amfiteater, der er berømt verden over som rammen for fantastiske operaopførelser.
Til sidst i serien af postkort vender vi tilbage med nogle gode adresser på restauranter i denne fantastiske kulturstad (fortsættes nedenfor...).


En ren skilteskov i en rundkørsel viser vej til bare nogle af Valpolicellas mange vingårde. Ud over smagning af vinene tilbyder flere af gårdene også overnatning.

3. postkort fra Valpolicella:
Små og store, berømte og mindre kendte

Men lad os tage på udflugt fra Verona - ud i vinlandskabet med de utallige vinproducenter. Hvor mange, der findes i området, får man et indtryk af ved den første rundkørsel lige uden for byen. Store standere med en hær af skilte lister navnene på en lang række producenter – Cesari, Tommasi, Allegrini for blot at nævne nogle få af de mere kendte. Men der er også et hav af små, familieejede vingårde, hvor tredje, fjerde eller femte generation har roret og enten fremstiller vine nøjagtig som forældre og bedsteforældre har gjort det, eller som bryder med normerne og går nye veje.
Navnet Valpolicella stammer i øvrigt fra det latinske val poly cella, der betyder "dalen med de mange (vin)kældre".


Den imponerende udsigt fra San Giorgio over Valpolicellas vinlandskab med Gardasøen i baggrunden.

4. postkort fra Valpolicella:
Et hav af mikro-terroirer

En rigtig flot udsigt over Valpolicellas vinlandskab finder man 40 minutters kørsel fra Verona i den gamle by San Giorgio di Valpolicella, der hæver sig 392 meter over havets overflade og har 11.700 indbyggere. Den er bestemt et besøg værd, ligesom man kan spise godt og overnatte i byen.
Fra San Giogio kan man se vinmarker så langt øjet rækker, hvor vinstokkene flere steder dyrkes på terrasser i det bakkede landskab. Og ude i horisonten kan man ane Gardasøen.
Under vinstokkene befinder der sig et rent kludetæppe af forskelligartede jordbundsforhold – lige fra den kalkrige undergrund ved fødderne af Monti Lessini til grus, ler og sand i det mere flade område tættere på Verona. Denne forskelligartethed i jordbunden - samt de varierende mikro-klimaer - afspejler sig i vinenes aroma og smag.
Denne uges store billede længere nede på siden viser også den smukke udsigt fra San Giorgio.


I Valpolicella håndhøstes druerne, og ofte foregår det i de meget tidlige morgentimer, hvor varmen endnu ikke er sat ind. Foto: Buglioni.

5. postkort fra Valpolicella:
De fire vigtige druer

Al vin, der laves i Valpolicella, er blandings-vin af frem for alt fire forskellige lokale blå druer: Corvina (den ravnesorte), der er hoveddruen, Rondinella (den lille svale), Corvinone og Molinara. Sidstnævnte, der byder ind med aroma og syre, siges at give drikkelighed – eller lyst til at tage et glas mere.
Samtlige druer dyrkes over alt i Valpolicella, og appellationens vinråd, Consorzio Tutela Vini Valpolicella, har nøje regler for procentandelene i blandingerne alt efter vintype.
Der er den brede kategori af let drikkelige og uhøjtidelige vine med et enkelt Valpolicella DOC på etiketten (inklusiv Valpolicella Superiore) – og hvis der også står et Classico, betyder det, at vinen stammer fra den oprindelige klassiske del af appellationen. Dernæst er der Valpolicella Ripasso DOC, Amarone della Valpolicella DOCG og Recioto della Valpolicella DOCG. Dem kommer vi nærmere ind på undervejs, men man kan også læse mere om vintyperne (på engelsk) på vinrådets glimrende hjemmeside.
I næste uge skal det blandt andet handle om fremstillingen af Amarone, der i høj grad er medvirkende til, at vinen ligger i den højere ende af prisskalaen.

Alkohol og slagtilfælde

At et lille til moderat forbrug af vin og især rødvin kan have en godgørende virkning på helbredet er ikke nyt. Vi har gennem årene bragt utallige forskningsresultater, der peger i den retning.

Nu er vi på banen igen, idet en ny og meget omfattende undersøgelse tyder på en reduceret risiko for slagtilfælde med et lille til moderat vinforbrug.
Undersøgelsen er foretaget af et hold forskere fra University of Galway i Irland, og udgangspunktet er Interstroke, den største internationale undersøgelse af risikofaktorer for slagtilfælde. Der er tale om en kortlægning af sundhedsdata fra indbyggere i 32 forskellige lande og heriblandt også lande, der ikke tidligere har været under luppen i undersøgelser om forbindelsen mellem vinforbrug og helbred.
Forskerne uddrog data om alkoholforbruget hos 26.000 deltagere med en gennemsnitsalder på 62 år, og hvoraf 41% var kvinder.
Dernæst blev deltagerne inddelt i fire grupper ifølge den type alkohol, de drak: vin, øl, spiritus og ”andet” og kortlagde, om de havde et lavt eller moderat forbrug – eller et overforbrug (14 genstande for kvinder og 21 for mænd ugentligt).

De dejlige polyfenoler


Via denne metode fandt forskerne frem til, at et lille eller moderat vinforbrug (1 til 7 genstande ugentlig) gav en reduceret risiko for at få slagtilfælde. Modsat øgedes risikoen ved overforbrug eller kraftige drukture med jævne mellemrum.
Når det gjaldt øl, spiritus og andre alkoholiske drikke var der ingen nedsat risiko at spore.
Endnu en gang peger forskerne på vinens indhold af polyfenoler som en årsag til den tilsyneladende gunstige indflydelse. Man kan læse mere om den nye forskning i tidsskriftet Neurology.
Naturligvis har en sådan undersøgelse også sine svage sider. Forskerne har fx ikke inddraget afholdsfolk og deres risiko for slagtilfælde.

ProWein-hal med alkoholfri vin

Når 2023-udgaven af verdens største vinmesse, ProWein i Düsseldorf, slår dørene op d. 19. marts, bliver det med en hal viet til en ny trend: alkoholfrie vine.
Den slags produkter er dog ikke en nyhed på ProWein, men hidtil har de bare været præsenteret blandt de enkelte producenters andre vine med alkohol – og det vil sige, at de har befundet sig spredt mellem de mange udstillingshaller. Nu samles disse vine (og spiritusser) og deres producenter i Hall 1 i en særlig afdeling med navnet ”World of Zero”.
Vinene er ikke bare druesaft men er alle af-alkoholiseret, hvilket vil sige, at de er fremstillet nøjagtig som almindelig vin men har fået fjernet alkoholen undervejs. Det samme gælder for de spiritusser, der ligeledes vil være at finde i Hal 1.
Der vil også være masterclasses og paneldiskussioner om alkoholfrie og -lette vine samt et område, hvor man kan smage produkter fra en lang række producenter.

En trend for de yngre


Den nye afdeling giver god mening, da vin og spiritus uden alkohol – eller med kun få procenter – bliver stadig mere populær på verdensplan. Det er især den yngre generation, der er med på trenden, og årsagen er et ønske om en sundere livsstil. Ifølge The Drinks Business viser en undersøgelse således, at 65% af generation Z – unge født mellem 1997 og 2002 – ønsker at skære ned på deres alkoholforbrug. Det er ikke ensbetydende med, at de bliver afholdsfolk, men at de erstatter en del af alkoholindtaget med alkoholfri vin og spiritus.
Flere kendiser – Hollywood-skuespillere og popstjerner – der har et sidejob som vinproducenter, har i nyere tid lanceret egne udgaver af alkoholfrie vine, noget, der også i høj grad har været med til at sparke til trenden.


VinAvisens store smagning af crémant

Der bliver skænket millioner af bobler i danskernes glas i løbet af julemåneden, og så kommer nytårsaften, hvor endnu flere bobler skåler det nye år ind.
Boblerne kommer ikke nødvendigvis fra champagneflasker - der findes rigtig mange gode (og billigere) alternativer. Et af dem er crémant, og i de forløbne par uger har VinAvisens smagepanel haft travlt med at smage talrige udgaver af netop denne mousserende vin, der er fremstillet nøjagtig på samme måde som champagne. Anmeldelserne af de mange crémanter bringer vi længere nede på siden. Og lige nedenfor kan man få mere at vide om den mousserende vin.

Vinen med den bløde mousse


Crémant er fransk for ”cremet” og henviser til, at vinens mousse er mere blød end i champagne. Trykket i en flaske crémant er da også lavere end i en flaske fra det berømte franske distrikt, hvor det ligger på hele 5-6 bar - altså omkring tre gange så meget som i et bildæk.
Langt hovedparten af al crémant fremstilles i Frankrig - og 50% af de franske crémanter stammer fra Alsace, der også er det mest berømte område for den mousserende vin.
I Alsace har man fremstillet boblevine efter champagnemetoden siden starten af 1900-tallet, men det var først i 1976, at vinene fik deres egen appellation, Crémant d’Alsace, som i dag tegner sig for omkring 25% af distriktets totale vinproduktion.
Hoveddruen til fremstilling af Crémant d’Alsace er den friske, sprøde Pinot Blanc, men der bruges også Riesling, Pinot Gris og Chardonnay samt Pinot Noir i rosé-udgaverne.

Frankrig har ikke monopol


Ud over Alsace fremstilles der crémant i syv andre franske vindistrikter, der hver har deres crémant-appellation. Crémant de Bourgogne er nok den bedst kendte, men der findes også Crémant de Bordeaux, Crémant de Loire, Crémant de Limoux, Crémant de Die, Crémant du Jura, og Crémant de Savoie.
Alt efter appellation kan brugen af druesorter variere. I Bourgogne bruger man fx typisk distriktets to store druer, Chardonnay og Pinot Noir, mens man i Bordeaux nogle gange anvender Semillon og Cabernet Franc.
Selv om der kun fremstilles få flasker crémant uden for Frankrigs grænser, har franskmændene ikke monopol på boblevinen. Andre EU-lande har også lov til at lave crémant - dog skal de følge de samme fremstillingsregler, som gælder for producenterne i Frankrig.

Håndhøstede druer


Der er nemlig en række krav forbundet med fremstillingen af crémant - blandt andet, at druerne skal håndhøstes, at vinen skal fremstilles efter champagnemetoden, hvilket vil sige med andengæring på flaske, og at den skal modne i mindst et år. Derudover kan særlige lokale regler spille en rolle.
I vores tema-smagning kunne vi have valgt at fokusere udelukkende på Crémant d’Alsace – hvilket jo ville have været oplagt, når distriktet er den største producent. Men vi har valgt også at smage og anmelde crémanter fra de andre appellationer, så man som forbruger kan fornemme spændvidden i de dejlige mousserende vine.


Illustrationen på forsiden af årets julebog fra Sigurd Müller.

En fin tradition

For 34 år siden indførte Sigurd Müller i Aalborg en rigtig fin tradition. Samtidig med firmaets frigivelse af årets julevin lancerede det en julebog, som fulgte med ved køb af en kasse med 12 flasker af vinen - eller af kasser med nogle andre af juletidens vine. Og sådan er det stadig den dag i dag.
Årets bog hedder ”Den ny Nissebog”, og den følger livet hos en nissefamilie i juletiden. Den er skrevet af Karla Hansen og krydret med glimrende og livlige illustrationer af Vilhelm Hansen.
Julevinen, Plaisir de Noël fra det sydfranske Domaines Paul Mas, har et tryk fra julebogen på etiketten. Vinen har vi anmeldt længere nede på siden.


En opløftende rapport

Vi har tidligere nævnt IWCA (International Wineries for Climate Action), som det store spanske vinhus Familia Torres grundlagde i 2019 sammen med det ligeledes familieejede californiske vinhus, Jackson Family Wines. Målet for denne organisation er at forene så mange internationale vinproducenter som muligt i kampen mod klimaændringerne.
Ved grundlæggelsen meldte ti vinhuse sig som medlemmer, i 2021 var antallet vokset til 22, og i dag har i alt 37 producenter meldt sig under klimafanerne.
Som medlem forpligter man sig til at overholde IWCA’s mål om at være klimaneutral i 2050 – og at opnå et delmål for en reducering af CO2-udslippet inden 2030.
Organisationen fungerer også som et inspirationsforum, hvor medlemmerne kan dele deres erfaringer med klimavenlige tiltag i vinmarker og vinerier og få hjælp til implementering af nye grønne tiltag.
Hvert år udgiver IWCA en rapport, der viser, hvor langt foreningen er nået i bestræbelserne. Nyeste udgave er netop udkommet, og det er interessant og ret opløftende læsning.

Svarer til næsten 62.000 flyrejser


En del af rapporten årgang 2022 giver et overblik over klimaændringernes påvirkning af vinens verden her og nu og opfordrer til, at man som vinproducent melder sig ind i organisationen og bliver en del af den internationale vinindustris kamp mod den globale opvarmning.
Men der er også en række interessante tal og fakta. Ifølge rapporten har de 37 medlemmer til sammen indtil videre reduceret deres CO2-aftryk med 59.636 tons CO2e. Det lille ”e” står for ”equivalent” (tilsvarende) og henviser til, at det reducerede aftryk også omfatter andre skadelige drivhusgasser end CO2, heriblandt metan. Reduceringen svarer ifølge rapporten blandt andet til udslippet af drivhusgasser fra 61.722 flyrejser mellem Barcelona og Los Angeles og til den mængde CO2, som der ophobes i 28.561 hektar skov i løbet af et enkelt år.

Hvert vinhus præsenterer tiltag


Der bliver også redegjort for de enkelte medlemmers indsats – nøjagtig hvilke tiltag, de hver især har iværksat for at nedbringe udslippet, og hvor stor en reducering, de har opnået herved. Det kan fx være opsætning af solpaneler, indførelse af biodiversitet i vinmarkerne eller – for de større vinhuses vedkommende – udskiftning af benzinbiler til elbiler.
En sådan årlig rapport er en oplagt idé. For det første kan andre vinhuse, der ikke er medlemmer, finde inspiration i de mange tiltag, og for det andet er den med til at holde medlemmerne til ilden, så de gør en endnu større indsats i det kommende år.
Man kan læse rapporten i sin helhed ved at klikke her.


Der var mange branchefolk og forbrugere, der fik en god snak - og vin i glasset - hos de i alt 14 vinproducenter fra Pisa.

Vellykket dag i Pisa-vinens tegn

For nylig var der mulighed for at få sin nysgerrighed stillet, når det gælder de ikke så kendte vine fra den italienske provins Pisa – der jo er bedst kendt for sit skæve tårn. Og den mulighed var der rigtig mange både vinprofessionelle og forbrugere, der greb.
Rammerne var Kosmopol i København, og det var appellationen Terre di Pisa DOC’s vinråd, Consorzio Vini Terre di Pisa, der havde arrangeret eventen.
Der var mulighed for at smage vine fra 14 lokale vingårde fra Pisa-området og få en snak med producenterne bag standene, og for dem, der ville vide mere, blev der afholdt hele to masterclasses med de dygtige vinformidlere, Nana Wad og Thomas Ilkjær.
Der var stor tilfredshed hos de besøgende med såvel mesterklasserne som udvalget af vine til walk around smagningen.
Gæsterne blev bedt om at besvare et spørgeskema, og sidst på aftenen blev der trukket lod blandt de besøgende om to gode præmier. Førstepræmien var to overnatninger i Toscana hos en agriturismo hos en af de tilstedeværende producenter, mens vinderen af andenpræmien fik tre flasker lækker Pisa-vin med hjem.


Den vinøse loungestol. Foto: Loll Designs.

Forårsfornemmelser

Indrømmet det er blevet lidt vinterkoldt inden for de seneste par dage, og det er måske ikke lige nu, man tænker på forår og varmegrader. Men når de kommer, bliver det tid til at tage lidt møbler ud på altanen eller terrassen – samt nyde et glas vin i forårssolen.
Hos det amerikanske Loll Designs, der fremstiller udendørsmøbler, har man designet en loungestol med en smart finesse – et lille hul til vinglassets stilk. Sædet er meget bredt, så der er plads til både glas og selv brede bage. Enkelt og rigtig smart, hvis der ikke lige er et lille bord i nærheden.
Stolen er i øvrigt ifølge firmaets hjemmeside inspireret af stole af vores berømte danske møbeldesigner Hans Wegner.
I USA koster stolen, der findes i flere farver, 795 dollars (cirka 5700 kr.). Der sendes ikke til Danmark, og så vidt vi kan se, forhandles stolen ikke herhjemme - endnu i hvert fald. Men måske kan man med lidt snilde kopiere ideen til egne havestole...
Købernes rom bliver tappet på unikke flasker af 24 karat guld.

Et lidt vildt projekt

Den columbianske producent af luksus-rom, Dictador, har sat sig for at skabe en serie af absolut unikke, skræddersyede rommer med navnet Dictador M-City Golden Cities. Og det bliver op til køberne at kreere hver eneste rom.
Interesserede kan ikke bare henvende sig til producenten. Dictador har en håndplukket liste over personer, som bliver "inviteret" til at skabe deres egen rom. Ifølge producenten omfatter listen nogle af "denne verdens mest kræsne mennesker, som er blandt eliten af kendere inden for kunst og kultur” – og garanteret også blandt nogle af de rigeste. Prisen for at ”få lov” til at skræddersy en rom starter ved 1,5 millioner dollars (cirka 11 mio. kr.), og de første flasker er allerede solgt. Den nøjagtige pris for den færdige rom er afhængig af køberens præferencer.

Flasken er også unika


Hvis man først har sagt ja til invitationen, får man lov til at blande rommen fra 110 fade, som er nøje udvalgte på grund af deres særlige karakter – og det er her, prisen varierer alt efter, hvilke fade, køberen vælger rom fra. Seancen foregår (selvfølgelig) i tæt samarbejde med Dictadors mesterblander, Hernan Parra.
Den skræddersyede rom bliver tappet på en specialdesignet flaske af 24 karat guld med et graveret kort over den by, køberen kommer fra. Hver by må kun figurere på en enkelt flaske, så der er tale om unika fra a til z.
Hvor mange flasker, der i alt vil blive skabt, vides endnu ikke, men når værdien af flaskerne når 1 milliard dollars (cirka 7 mia. kr.), bliver projektet stoppet for altid.
Gad vide, hvor mange der takker ja til en sådan "invitation"...


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Joel Peterson.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Joel Peterson, der grundlagde det anerkendte californiske vinhus Ravenswood og er blevet kaldt "king of Zin". På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Joel Peterson (f. 1947) er blevet kaldt for "king of Zin" for sin store indsats for at udbrede kendskabet til Californiens gamle rødvins-drue, Zinfandel.
Han voksede op i Point Richmond i San Francisco Bay som søn af to kemikere. Hans far, der interesserede sig for vin, grundlagde en vinklub, der holdt smagninger i hjemmet. Kun ti år gammel fik Joel Peterson lov til at smage med under strenge ordrer om at holde kæft og spytte. Faren målte bagefter indholdet i hans spyttespand for at være sikker på, at han ikke havde slugt noget. Som teenager var han allerede velbevandret i vinens verden.
Joel Peterson blev uddannet som mikrobiolog og arbejdede fuldtids med kræftforskning ved hospitalet i San Francisco. Sideløbende hyggede han sig med vinfremstilling på hobbyplan og tjente lidt ekstra penge som vinskribent og vinkonsulent.
Viden om vinfremstilling fik han hos Joseph Swan - en af Californiens dygtigste vinmagere, når det gælder Zinfandel-vine.
I 1976 grundlagde Joel Peterson vinhuset Ravenswood i Sonoma. Han plantede ikke selv vinmarker, men opsøgte drueavlere med mere end hundrede år gamle Zinfandel-marker rundt om i Californien. Målet var at lade den dengang ikke særligt velansete drue komme til ære og værdighed i en række enkeltmarks-vine af høj kvalitet, hvor de enkelte markers særegne terroir kom til udtryk. Hvis ikke Joel Peterson havde taget initiativ til at fremstille vine af druerne fra disse gamle marker, var vinstokkene sandsynligvis blevet trukket op med rode for at gøre plads til nye vinplanter med et større udbytte.
Joel Peterson beholdt sit hospitalsjob, lige indtil hans vinhus i 1992 for første gang gav overskud. Hans succes hang blandt andet sammen med, at den amerikanske vinguru Robert Parker havde omtalt hans vine som "førsteklasses, dramatiske og komplekse".
I 2001 solgte Joel Peterson Ravenswood til Constellation Brands, men i stedet for at trække sig tilbage og hvile på laurbærrene er han forblevet som chefvinmager for Ravenswood og er tillige vicepræsident hos Constellation Brands.
Han står også i spidsen for Heritage Vintage Project, et projekt, der skal bevare og distribuere kloner fra en lang række af Californiens gamle Zinfandel-marker, ligesom han har været præsident for Zinfandel Advocates and Producers.
I 2011 blev han optaget i Vintners Hall of Fame af The Culinary Institute of America (CIA). Privat er han gift med Madeleine og har to sønner.
Adresse:
 Ravenswood, 18701 Gehricke Road, Sonoma, CA 95476, tlf.: +001 888 669-4679, www.ravenswoodwinery.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor er der forskel på bobler?

- Jeg har lagt mærke til, at boblerne i den samme champagne er finere og flere i nogle glas end i andre, skriver Kirsten Christiansen. Hvordan kan det være?
Boblerne kommer fra kuldioxid, der holdes "opløst" i vinen ved hjælp af trykket i flasken. Når flasken trækkes op, forsvinder trykket, og kuldioxiden kan forsvinde ud i luften, som gasser jo har for vane.
Kuldioxiden kan imidlertid ikke sådan bare samle sig i bobler og springe af sted. Dertil kræves bittesmå ujævnheder på glassets inderside. Man kan ligefrem se, hvordan rækkerne af bobler synes at udspringe fra bestemte punkter og kanter nede i glasset.
Et andet forhold kan også spille ind, nemlig hvordan glasset er vasket op. Sidder der rester af sulfo eller sæbe på det, kan det nedsætte bobleaktiviteten betydeligt. Så vask champagneglassene op i hånden og kun i varmt vand.


Ugens vinøse billede

Mogens Bergmann har taget dette dejligt sommerlige billede af Grand Cru-marken Froehn i Alsace.
Alsace er i det hele taget et paradis for fotografer. Ikke kun på grund af de små pittoreske byer, men også fordi man kan komme op i de trods alt beskedne højder og tage dejlige billeder ned over marker som denne. Eller man kan stå på en gade i Riquewihr og se, hvordan den grønne mark rejser sig som en næsten lodret mur bag husene.
Også hunden ser ud til at være ganske godt tilfreds med Grand Cru-marken.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-712
Billede 569-594Billede 595-621


712 Fra landsbyen San Giorgio er der en fantastisk udsigt over Valpolicellas vinmarker og Gardasøen. (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 39 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Gran Marius, Bodegas Piqueras, Verdejo, Almansa DO, Spanien, 2021, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk

På etiketten af denne hvidvin står der Verdejo Barrica, hvor sidstnævnte står for fadmodning. Og det er netop, hvad vinen på druen Verdejo har fået - tre måneder i alt på sit bundfald. Det har været med til at give den en dejlig cremethed og noter af vanilje, som supplerer druens gode frugt på bedste vis. En vin i top til en yderst fordelagtig tilbudspris. Vinen er helt perfekt til dampet laks men vil også gøre sig til asiatiske retter med en anelse sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

District 7, District 7 Wines, Chardonnay, Californien, USA, 2020, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 66,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Hvis man holder af hvidvin på Chardonnay, så går denne vin lige ind. Den er helt igennem typisk for druen med sin gode fylde og sin duft og smag af modne mirabeller og abrikos og sin fine sødme. Det er en rigtig dejlig vin til en meget attraktiv tilbudspris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Curieux, Jean-Luc Mouillard, Côtes du Jura AOC, Frankrig, 2020, middel alkohol (14%)

230 kr., pris ved 3 flasker: 190 kr., The Wine Company

En hvidvin på 100% Savagnin, der er modnet 18 måneder på nyere franske fade. Den lange fadmodning fornægter sig ikke - der er både træ og vanilje i duften. Smagen er blød, tør og let cremet og igen med vanilje samt gule blommer, en anelse umoden banan og et lille bittert bid til slut, der - sammen med den relativt høje alkoholprocent for hvidvin - gør vinen yderst velegnet til mad. Det er en rigtig dejlig og kompleks vin med en nærmest uendelig lang eftersmag. Nyd den til stegt laks eller kylling - eller til en let kødret, hvis der skal hvidvin til.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Incanto, Cantina di Verona, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

50 kr., pris på tilbud fra 24. til 31. november: 35 kr. flasken, Coop 365

En meget enkel rødvin med en blød og rund bærsmag og en lille syre til slut. Men til tilbudsprisen ved 35 kr. flasken har den så afgjort sin berettigelse.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Plaisir de Noël, Domaines Paul Mas, Pays d'Oc IGP, Frankrig, middel alkohol (13,5%)

69,5 kr., Sigurd Müller

Domaines Paul Mas er navnet på en sammenslutning af en række vingårde, der tilsammen ejer mere end 600 hektar vinmarker i det sydfranske Languedoc. Det er en rigtig god, charmerende og blød rødvin med duft af mørke kirsebær og med en fin og let krydret smag, der holder længe i munden. Og så er det i øvrigt Sigurd Müllers årlige julevin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Alceño 4 Meses, Monastrell, Jumilla DOP, Spanien, 2021, middel alkohol (14%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

En dejlig rødvin, der har ligget på både franske og amerikanske fade, hvilket giver vinen en fin duft af vanilje og eg - og dertil modne mørke kirsebær. Smagen har en god struktur og er meget aromatisk - faktisk parfumeret på den gode måde - rig på bærfrugt og med en lang eftersmag med afrundede tanniner. Det er godt gået til 70 kr. - og et kup til de 59 kr. ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjerne

Butxet Son Claret, Merlot, Val de la Terra de Mallorca, Spanien, 2018, middel alkohol (13,5%)

Merlot-druen videregiver blødhed og rundhed, og denne rødvin er fremstillet på 100% Merlot, hvilket man godt kan mærke i den fløjlsbløde smag og de afrundede tanniner. Det er en god all round rødvin til fx pasta og kylling.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gut von Beiden Spätburgunder Trocken, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland, 2018, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., Sprit & Co.

En rødvin med en fin duft af hyben og blåbær med strejf af noget mineralsk. Smagen er let og elegant - og helt i top med en god frisk bærmost, en anelse anis og en perfekt balance mellem modne bær, tørhed og syre - samt et lille bittert bid til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Palacio de Villachica, Toro DO, Spanien, 2019, høj alkohol (15,5%)

En flot og fyrrig rødvin, der bør plaskes over i en karaffel et par timer før servering. Gør man det, får man en langt mere blød og indtagende udgave af vinen med stor blødhed, moden frugt og dejligt krydrede noter, der folder sig ud og holder længe i munden. Nyd vinen til en kraftig kødret eller til det store ostebord.

stjernestjernestjerne

Emporium Appassimento, Salento IGT, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

129 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 90 kr., Skjold Burne

En rødvin med duft af modne brombær og med en smag med en lidt markant frugtsødme, der slutter lidt hurtigt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Dame Guilherme, Vignobles & Compagnie, Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu AOP, Frankrig, 2020

Dette er en rigtig god og klassisk rød Rhône med dejlige og aromatiske krydrede noter - blandt andet anis og kardemomme. Giv vinen lidt luft før servering.

stjernestjernestjerne

Adorn Reserve, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2020, høj alkohol (15%)

149,95 kr., pris på tilbud: 79,95 kr., Amka

En rødvin med Cabernet Sauvignon-druens gode frugt i duften - men også en vin, der i smagen over en fin bærsødme mangler lidt kant og modspil, hvilket koster den fjerde stjerne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

District 7, District 7 Wines, Californien, USA, 2020, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 66,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En indtagende rødvin med duft af blåbær og læder og med en lækker saftig smag med modne bær, en fin sødme og en behaglig tør eftersmag. En Pinot-vin af bedste kvalitet, der vil egne sig glimrende til lette kødretter, stegt laks eller en ekstra god kyllingeret. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

57 Rocas, Emiliana, Carmenère, Valle de Colchagua DO, Chile, 2019, middel alkohol (14%)

189,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 109 kr. Sælges også i Superbrugsen, Kvickly

Carmenère, Chiles signaturdrue, har lagt most til denne top-rødvin. Det er en dybt koncentreret vin i perfekt balance mellem tørhed og modne mørke bær - solbær, brombær, hyldebær... I eftersmagen er der dejlige krydrede noter. Det er en vin, der er oplagt til julemaden, uanset om den står på and eller flæskesteg med tilbehør.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Maltus, Lalande de Pomerol AOP, Frankrig, 2019, middel alkohol (14%)

249 kr., pris på tilbud fra 21. november til 31. december: 129 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

Der er vilde svampe og modne brombær over duften af denne foretræffelige rødvin. Smagen er fyldig og intens, med tilpas tørhed og rygrad, kompleks og rig på moden frugt. En harmonisk og meget lækker rødvin til en meget fordelagtig tilbudspris ved 6 flasker.

Smagningen af Crémant

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mausberg Demi-Sec, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk

En halvsød og mild vin med en lækker cremet mousse og en sart duft af lyst brød. Smagen er netop Demi-Sec (halvsød), da den også har en behagelig tørhed samt noter af moden appelsin. En god velkomstdrink, når boblerne ikke skal være for tørre.

stjernestjernestjernestjerne

Calixte Brut, Cave Vinicole de Hunawihr, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

105 kr., Sigurd Müller

En udmærket vin med en fin duft af især pære samt vanilje. Moussen er fin og blød, smagen tør uden at knase og med et lille lakridsbid til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Crémant Brut Cattin, Joseph Gattin, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Holte Vinlager

Sikke en raffineret rosé crémant. Den har en delikat duft af franskbrød og hindbær og en vedvarende mousse, der leverer en tilpas tør smag og en mild bæraroma, som holder hele vejen ud i den lange eftersmag. Nyd vinen som velkomstdrink, til en let forret med fisk eller til, når klokken slår 24 nytårsaften.

stjernestjernestjernestjerne

Lestissac, Crémant de Bordeaux AOP, Frankrig, lav alkohol (12%)

129,95 kr., på tilbud indtil 31. december: 59,50 kr. ved 2 flasker, SuperBrugsen

Denne vin har en rigtig god duft af aromatiske, modne pærer og en smag med en blid mousse, god fylde og en fin balance mellem tørhed og frugtsødme. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pierre Ponnelle Brut Rosé, Crémant de Bourgogne, Frankrig, lav alkohol (12%)

134,95 kr., Irma

Friske hindbær og modne ribs præger duften af denne helt igennem dejlige mousserende vin. Moussen er blød og livlig, og smagen tør uden at knække og med friske jordbærnoter samt en lille pikant karamelnote til slut. En absolut nydelse fra a til z.

stjernestjernestjerne

Crémant Brut Le Demi-Sec, Crémant d'Alsace, Frankrig, lav alkohol (11,5%)

139 kr., Den Gode Vino

Denne vin har en god blød mousse, god moden frugt og en sødme, der vil gøre sig til lette desserter. Men til prisen ved 139 kr. bør der være lidt flere smagsfacetter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Passion Brut, Delmas, Crémant de Limoux AOC, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

140 kr., Vinitiv

En dejlig og let vin med en fin sprudlende mousse, der formidler en duft lidt à la æblerasp. Smagen er elegant og saftig med friske sommeræbler i den lange eftersmag. Prisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Lentz Brut, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12%)

140 kr., Skjold Burne

En biodynamisk mousserende vin helt i top med en blød mousse og en fin duft af modne mirabeller og stjerneanis. Smagen er let og meget aromatisk med lidt mango og ikke mindst lime samt en fin krydring til slut i den lange eftersmag. En oplagt apéritif.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Crémant Sylvie Fahrer, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker, TheCoWine

En vin med en sart duft af toast og kandiseret citrusskal. Moussen er fin og vedvarende, og smagen medium fyldig med dejlige noter af modne æbler og strejf af melon. En helt igennem indtagende mousserende vin.

stjernestjernestjernestjerneØ

Wunsch et Mann Demi-Sec, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12%)

En let økologisk vin på Pinot Blanc og Auxerrois med en fin blød mousse og en hel del sødme i smagen. Der mangler lidt smagsfacetter, for at vinen kan svinge sig op på de fem stjerner.

stjernestjernestjernestjerneØ

Wunsch et Mann Brut, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12%)

Der er en lidt speciel duft af valnødder over denne mousserende vin, mens smagen har god fylde, tørhed, citrus og et lille bittert bid til slut. Det er en udmærket vin, der vil egne sig til lette fiskeretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Stintzi Brut, Crémant d'Alsace AOP, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

159 kr., pris ved 6 flasker: 139 kr., Vin & Vin

Denne vin har en skøn og kompleks duft af kvæde, æbler, vanilje og hybenroser. Moussen er sprudlende og langvarig med friske grønne æbler og en fin syre til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Keyser-Kohll Cuvée Rosé Brut, Domaine Kohll-Reuland, Moselle Luxembourgeoise AOP, Luxembourg, lav alkohol (12,5%)

160 kr., Hornbæk Vin

En fin og sommerlig duft af hindbær og jordbær stiger op fra glasset med denne rosa mousserende vin. Smagen er bred, læskende og meget let med en anelse blå drueskal. Trods "sommer-noterne" er vinen yderst velegnet som velkomstdrink nytårsaften.

stjernestjernestjernestjerne

Séduction Brut, Delmas, Crémant de Limoux AOC, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

165 kr., Vinitiv

En meget lys rosé farve møder øjet, mens næsen får fornøjelsen af en sart krydret duft med fine noter af hvid peber. Smagen byder på friske citrusnoter og en lidt markant syre til slut, der koster den femte stjerne. En fin vin til lidt fede fiskeretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Kox Cuvée Brut Rosé, Domaine Viticole Laurent & Rita Kox, Moselle Luxembourgeoise AOP, Luxembourg, lav alkohol (12,5%)

En spændende og delikat vin med en kompleks duft af drueskal, olivenkerne, rønnebær og hybenroser. Smagen er elegant med fine bærnoter, tilpas tørhed og et lille bittert bid til slut. Vinen er velegnet til alt godt fra havet.

stjernestjernestjernestjerne

Kox Cuvée Dosage Zero, Domaine Viticole Laurent & Rita Kox, Moselle Luxembourgeoise AOP, Luxembourg, lav alkohol (12,5%)

Lyst brød, frisk citrus, nødder og noget, der minder lidt om vaniljekranse præger duften af denne gode vin. Smagen er meget tør (dosage zero betyder, at vinen ikke har fået tilsat sukker ved degorgeringen) med fine noter af fennikel og igen markant citrus. En rigtig god vin for dem, der er til det knastørre og en frisk citrus-note. Prøv den til fede fiskeretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Effervescents Brut, Calmel & Joseph, Crémant de Limoux AOP, Frankrig, lav alkohol (12%)

169,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

Her har vi den fine duft af lyst brød, som kendetegner mange champagner, samt fine noter af citrus. Smagen er elegant med citronskal og en sprød syre, som gør vinen velegnet som ledsager til lidt fede skaldyrsretter.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Vitteaut-Alberti Brut Blanc de Blancs, Crémant de Bourgogne, Frankrig, lav alkohol (12%)

174 kr., Sigurd Müller

Der er lidt nedfaldsæbler (på den gode måde) over duften af denne vin. Smagen bærer også præg af moden frugt, har en god og blød fylde og en lang eftersmag. Med sin overraskende - men absolut dejlige - fylde skulle man ikke tro, at dette var en Blanc de Blancs (hvid af hvide (grønne) druer) - altså udelukkende fremstillet på hvidvinsdruer. En anderledes crémant men bestemt et bekendtskab værd.

stjernestjernestjerne

La Maîtrise, Domaine Kohll-Reuland, Moselle Luxembourgeoise AOP, Luxembourg, lav alkohol (12,5%)

190 kr., Hornbæk Vin

Denne vin dufter lidt af toffee og har smag af modne æbler. Dog slutter smagen lidt vel hurtigt i forhold til den forholdsvis høje pris, hvilket koster den fjerde stjerne.

stjernestjernestjernestjerne

Château Ollwiller Rosé Brut, Pinot Noir, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

199 kr., pris ved 6 flasker: 131 kr. flasken, Den Gode Vino

En god vin med en flot mørk laksefarve og duft af boysenbær. Smagen er aromatisk med lyse kirsebær og strejf af modne ribs samt en lille frugtsødme til slut.

stjernestjernestjerne

Domaine Aurelie Berthod Brut, Crémant de Bourgogne AOP, Frankrig, lav alkohol (12%)

199 kr., Vin & Vin

En ok mousserende vin med god frugt, en fin balance mellem frugtsødme og syre og med smag af modne æbler. Men der mangler lidt facetter i smagen i forhold til prisen, ligesom eftersmagen er lidt kort.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Domaine Mittnacht Freres Extra Brut, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

199 kr., pris ved 6 flasker: 179 kr., A Vinstouw

En lækker, fin og blød mousse formidler en ualmindelig dejlig duft af pomerans og frisk appelsin. Smagen af denne biodynamiske vin er tør uden at knase og igen med fine og vedvarende noter af appelsin. En vin i top, der vil egne sig til såvel velkomstdrink som til fx en cremet ret med kammuslinger.

stjernestjernestjernestjerne

Breit Extra Brut Blanc de Blancs, Mélanie Pfister, Crémant d'Alsace AOP, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

229 kr., Propperiet

En raffineret vin på druerne Chardonnay, Pinot Blanc og Auxerrois. En Blanc de Blancs (hvid på hvide (grønne) druer) - med en blid duft paradisæbler, som det lød fra en æblekyndig i smagepanelet. Smagen er fyldig med en anelse frugtsødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château d'Orcschwihr Brut Grande Cuvée, Chardonnay, Crémant d'Alsace AOC, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

229 kr., pris ved 6 flasker: 200 kr., Holte Vinlager

En vin med en utroligt sprudlende mousse - og en vin med finesse og kompleksitet. Der er en mild duft af æbler og en tør medium fyldig og meget delikat frugtsmag, der holder længe i munden. Et godt bud på bobler til kl. 24. nytårsaften.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen