Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 16. 2010



.....................
Vin-aktuelt i uge 16
Fra 19. april til 25. april 2010
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 13, ,,,,,,VinAvisen uge 14,,,,,,,,VinAvisen uge 15
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................
.....



.....
Svindel med Chardonnay-vin
I 2003 opdagede man hos den førende australske vinproducent, Hardys, at man var blevet taget godt og grundigt ved næsen af vinfirmaet Rivers Wines.
Firmaet, der har sin base i South Australia, havde leveret Chardonnay-vin til Hardys – problemet var bare, at vinen var blandet op med en god portion vinmost fremstillet på spisedruen Sultana.
Hardys stoppede med det samme samarbejdet med Rivers Wines og meldte firmaet til politiet.
Siden da har man afsløret stadig flere svindelsager fra firmaets side, hvor det på samme vis har sendt tusindvis af liter vin iblandet Sultana-druesaft til en række kendte vinproducenter.

Langt billigere druer
Årsagen til svindelen skal findes i priserne på henholdsvis Chardonnay- og Sultana-druer. Hvor førstnævnte i 2003 kostede omkring 1000 dollars (cirka 5500 kr.) pr. ton, så var prisen for sidstnævnte kun 250 dollars (cirka 1400 kr.) pr. ton, altså kun en fjerdedel.
Der er nu faldet endelig dom i sagen ved retten i Adelaide. Rivers Wines skal betale 1,4 millioner dollars (cirka 7,7 mio. kr.), mens firmaets tidligere direktør, Andrew Hashim, får en bøde på 102.000 dollars (cirka 560.000 kr.).
.....


    En kamp mellem vin og salamandere
    I millioner af år har tiger salamanderen levet i det område, der i dag udgør Californien. Den befinder sig for det meste under jorden, men dukker op for at yngle i søer og vandhuller.
    Men dens levesteder er i dag betydeligt indskrænket – blandt andet på grund af vinindustriens fremmarch.
    I Sonama og Santa Barbara blev salamanderen fredet som en truet dyreart i 2004. Nu har California Fish and Game Commission ifølge Winespectator besluttet også at frede den i alle de andre områder i Californien, hvor den fortsat lever.

    Hårde straffe
    Beslutningen er bestemt ikke faldet i god jord hos de californiske vinproducenter. Det betyder nemlig, at de, hver gang de fx vil anlægge en ny vinmark, skal bevise sort på hvidt, at der ikke lever tiger salamandere i området. Det kræver kostbare undersøgelser og tid med at udfylde diverse ansøgninger og formularer.
    Og straffen for at anlægge en vinmark, hvor der er salamandere, er høj. Det kan indbringe vinproducenten en bøde på 50.000 dollars (cirka 274.000 kr.) samt et år i fængsel.
    Flere vinproducentforeninger i Californien sætter nu spørgsmålstegn ved, om salamanderen nu også virkelig er udryddelsestruet – noget, som de har bedt myndighederne om at fremlægge yderligere beviser for.

.....
51, 14, 18, 21
..... .... ...



Steen Rasmussen fra The Wine Company (til venstre) med Paul og Georgy Rogers fra Fox Creek.

    Besøg fra Fox Creek
    Vi har tidligere haft besøg fra det australske vinhus Fox Creek. Denne gang var det vinhusets general manager, Paul Rogers, der var inviteret herop af Steen Rasmussen fra The Wine Company, som forhandler Fox Creek’s vine på dansk jord.
    Rogers havde sin hustru Georgy med. Hun er datter af vinhusets grundlæggere, Jim og Helen Watt, og tager del i markedsføringen af vinene.
    Vinhuset er i det hele taget et familieforetagende, hvor også et par af de andre døtre er med i driften. Og det er en familie, der brænder for at lave god vin. Den ene fantastiske hvid- og rødvin efter den anden blev skænket i glassene under smagningen i København, mens Rogers fortalte om vine og vinhus.

    Rigt præmierede vine
    I 1984 købte Jim og Helen Watt 32 hektar agerjord i McLaren Vale. Det var sort lerjord, hvor der førhen havde været dyrket byg – ikke just det, man forbinder med god vinmarksjord. Et vanvittigt projekt, lød det advarende fra vennerne.
    Men vinstokkene blev plantet, og den første vin, Shiraz Reserve 1994, blev året efter kåret som den bedste vin fra McLaren Vale.
    Siden da er det regnet ned med medaljer og priser over vinene fra Fox Creek – og ikke mindst over Shiraz Reserve-vinene. Det er magtfulde vine med et højt indhold af alkohol – hvilket dog ikke på nogen måde dominerer smagen.
    Netop denne vin fik vi lov til at smage i en spændende vertikalsmagning med deltagelse af samtlige årgange fra 1994 til 2006. Eneste årgang, der manglede, var 2003, hvor druerne ikke var af optimal kvalitet, og man derfor undlod at fremstille vinen.

    Gode gemmevine
    Vertikalsmagningen viste for alvor, at australsk vin er andet end drikke-her-og-nu-vin. De ældre årgange var så afgjort ikke gået bag om dansen, hvilket fremgår af vores tildeling af stjerner længere nede på siden.
    De fornemme Shiraz Reserve-vine er ligesom alle de andre vine fra Fox Creek forsynet med skruelåg.
    – Vi var trætte af problemerne med proppede vine, lød det fra Paul Rogers.
    – I første omgang eksperimenterede vi med udviklingen af hvidvinene under henholdsvis prop og skruelåg og fandt, at vinene langt bedre bevarede friskheden og den lyse farve, når der var skruelåg på flaskerne.
    – I 2003 gik vi så over til skruelåg på samtlige af vinhusets vine.

.... .... ......

>43


.....
16 postkort fra ProWein
I dagene 21.-23. marts afholdtes den store vinmesse ProWein i Düsseldorf i Tyskland. Anker var med dernede og det kom der 16 postkort ud af. De seks første har vi bragt i uge 14 og uge 15. Her kommer de næste tre.
...........


...........
De to unge mennesker i forgrunden betjente "glasstationen", hvor man hentede et glas, før man gik i gang med at smage VDP-vinene.
...........

    7. postkort fra ProWein:
    150 af Tysklands største vine
    Et område, vi vendte tilbage til et par gange, var det, som "Verband Deutscher Prädikatsweingüter" (VDP) stod for.
    Dette forbund af "Prädikats-vingårde" omfatter de fleste (men ikke alle) Tysklands topproducenter, dvs. omkring 200 vingårde og slotte.
    Medlemmerne skal følge nogle kvalitetskrav, der er lidt strengere end dem i den tyske vinlov, og yderligere kan de benytte klassifikationerne Erste Lage og Grosses Gewächs.
    I Mosel-regionen er flere af topvingårdene ikke medlemmer af VDP. De har deres egen forening, Bernkasteler Ring, der ligesom VDP arrangerer årlige auktioner over de bedste og mest sjældne vine.
    VDP blev grundlagt i 1910 og kan således fejre sin 100 års fødselsdag i år. Det blev også fejret på den store, flotte stand, hvor 150 af de 200 slotte skænkede deres vine.

...........


...........
Stadthalle hed den fornemme sal i udstillingsområdets kongrescenter.
...........

    8. postkort fra ProWein:
    Bordeauxs store Cru-vine
    På messens sidste dag og kun i fem timer var der i en stor sal en helt exceptionel smagning, arrangeret af "Union des Grands Crus de Bordeaux" (UGCB).
    Man var meget striks med, hvem man lukkede ind, men ind kom vi, og vi fik dermed muligheden for at smage vinene fra 88 berømte Bordeaux-slotte.
    Foreningen UGCB blev grundlagt i 1973 og omfatter i dag 132 slotte, der står for en årlig produktion af næsten 32 millioner flasker til en værdi af cirka 300 millioner euro (2,2 milliarder kr.).
    32 millioner flasker er mange, men alligevel er det kun 3,8% af den samlede produktion på 850 millioner flasker Bordeauxvin. Så det var den øverste lille top af en stor pyramide, der her blev præsenteret.

.



.........


...........
På Deutsches Weininstitut’s store stand var der flere foredrag. Her leder ønologen Hermann Mengler en smagning af vine fra den tyske region Franken.
...........

    9. postkort fra ProWein:
    250 foredrag og smagninger
    ProWein er ikke kun en masse stande. Der er også mange aktiviteter, ofte på højt niveau.
    Havde vi haft tid, kunne vi ifølge det udleverede program have deltaget i over 250 specielle seminarer, smagninger og foredrag.
    Typisk samlede disse møder et sted mellem 20 og 50 deltagere, der med glas i hånd lyttede til sommelierer, producenter, vinskribenter og andre med en speciel viden. Nogle få talte tysk, de fleste engelsk.
    ProWein er i øvrigt ikke åben for offentligheden. Messen er kun for fagfolk, og det er nok meget godt. Der var såmænd trængsel nok i forvejen …

.....
Vega Sicilia under hammeren
Den 21. april afholder Sotheby’s i London en større vinauktion. Og hovedattraktionen bliver en samling af vine fra det berømte spanske vinhus, Vega Sicilia.
De ældste årgange går helt tilbage til 1960’erne, og de er højst sandsynligt drikkeværdige endnu, da Vega Sicilia's vine er kendt for deres meget lange holdbarhed.

Único i ældre årgange
Det største trækplaster bliver garanteret en række flasker af vinhusets flagskib, Vega Sicilia Único. Og budene forventes at tage himmelflugt, når en række partier af de to årgange 1974 og 1968 kommer under hammeren. Det er årgange som var exceptionelt gode i Spanien – og mindre gode i Bordeaux.
Et parti med tolv flasker Único 1968 har en højeste vurdering på 8000 pund (cirka 67.500 kr.). Mens tolv flasker af samme vin årgang 1974 er vurderet til 2800 pund (cirka 23.600 kr.)...
.....



.....


    Robot-hjælp til druehøsten
    At høste druer dagen lang kan være et trættende arbejde – især hvis man er kommet lidt op i årene.
    Men måske er der hjælp på vej. Professor Shigeki Toyama ved universitetet for landbrug og teknik i Tokyo har gennem de sidste femten år eksperimenteret med særlige robot-dragter til aflastning af fysisk arbejde – ikke mindst for det stadig større antal ældre japanske landmænd.
    Der er nu blevet to modeller ud af de mange eksperimenter. Den ene, der vejer 30 kg, er udviklet til folk, der skal løfte tunge maskiner m.m. Den anden på 23 kg er til lettere, men i længden hårdt, landbrugsarbejde – som fx druehøst.

    Et skelet med motorer og sensorer
    Robot-dragterne består af et ydre skelet af metal og plastic, som er forsynet med otte motorer, der giver en hjælpende hånd til brugerens arme og ben. Sensorer, der registrerer bevægelser, og som – via stemme-genkendelse – kan modtage kommandoer, er også inkorporeret i skelettet.
    En robot-dragt vil i gennemsnit kunne reducere brugernes fysiske kraftudfoldelser med hele 62%.
    Men det må da være tungt at have den på, og så skal man jo hele tiden gå rundt og kommandere med den …

    En kreativ professor
    Prisen for robot-dragterne, der forventes at komme på det japanske marked i 2012, vil ligge på omkring 1 million yen (cirka 560.000 kr.) stykket. Men professor Shigeki Toyama har tænkt sig at åbne et firma, der kan masseproducere dragterne, hvorved prisen vil kunne halveres.
    Han er i det hele taget en meget kreativ mand. Næste projekt på dagsordenen er nogle særlige briller, som kan give brugeren forskellige informationer – fx hvor modne druerne på vinstokkene er.

.......................... ... .....



.................... ... .....
18%
    Masser af procenter
    I sidste uge besvarede vi spørgsmålet: Kan Amarone være på 17,5%? Og vi afsluttede svaret ved at skrive, at vi ikke er i målgruppen for vine med 18% alkohol. Hertil har Ib Kjærulf en kommentar:
    – Jeg mener at vide, skriver han, – at en del af Amarone-producenterne er lidt lemfældige i omgangen med sandheden, når de anfører alkoholindholdet, angiveligt for at undgå hedvins-beskatning.
    – I virkeligheden er der masser af Amarone med en alkoholprocent på op til 17,5 %, også nogle af de allerbedste, så jeg tror ikke helt det holder, når I mener ikke at være i målgruppen.
    – Generelt er overdådige alkoholprocenter en uskik, fortsætter Ib Kjærulf, – men netop Amaronen er en undtagelse på grund af anvendelsen af tørrede druer. Jeg har kun mødt en enkelt med mindre end 14,5% alkohol, og den fik en del kritik på grund af et ikke ubetydeligt indhold af fransk landvin.
    – I min daglige dont som vinhandler møder jeg mange, som er vilde med Amarone (nemt at udtale og med høj alkoholprocent), men som er uvillige til at betale prisen. Dem råder jeg til at købe en god flaske portvin i stedet for en billig flaske Amarone, idet prisen er den samme – og alkoholprocenten højere.

    Nej til alkoholiske bamser
    Vi siger tak til Ib Kjærulf for hans indlæg – og erklærer, at vi stadig ikke er i målgruppen, når det gælder alkoholiske bamser.
    Vi har naturligvis smagt meget fornemme Amaroner, og dem har vi bedømt på deres egne præmisser og givet fem stjerner. Men vi har svært ved at se dem som ledsagere til mad.
    Vil man nyde en god vin sammen med mad, så skal det efter vores mening være en vin, som ikke tager magten fra smagsløgene og forstanden ud af hjernen. En vin, som man kan nyde tre eller fire glas af uden at blive svimmel.
    Personlig er vi rigtigt glade, hvis vi er nede på 13 eller 13½% – og vinen stadig har en god struktur og fylde. Men sådan er der jo smag og behag.

    Hvad er din yndlings-procent?
    Hvordan stiller VinAvisens læsere sig egentlig? Hvilke procenter går de efter? Vi lader det komme an på en lille meningsmåling.
    Sæt en prik i skemaet, og gør det senest fredag aften. Og send også gerne dine kommentarer til info@vinavisen.dk. Resultatet bringer vi i næste uge.
.................... ... .....

Til_37/09


.................... ... .....

...........
Gerard Basset under finalen, hvor han skulle sætte navn på forskellige slags spiritus. I baggrunden holder dommerne - heriblandt danske Tim Vollerslev - et vågent øje med Basset. Foto: Wines of Chile.

    Verdens bedste sommelier
    Chiles hovedstad Santiago har netop været rammen om den 13. udgave af konkurrencen Meilleur Sommelier du Monde, der arrangeres af sommelierforeningen Association de la Sommellerie Internationale (ASI).
    I alt dystede 51 sommelierer fra hele verden om den eftertragtede titel, og for første gang nogensinde var der hele fire kvinder blandt de tolv finalister. Den ene af kvinderne var rumæner, og det var dermed også første gang, en østeuropæer nåede så lang i konkurrencen.
    Det blev dog en mand, franskmanden Gerard Basset, som løb af med sejren. Han repræsenterede Storbritannien.

    En dyst på tid
    Hele seks gange har Basset forsøgt sig i konkurrencen, der afholdes hvert tredje år. Og flere gange har han været blandt finalisterne, men det rakte altså ikke til en sejrsplads før nu. Denne gang havde han da også øvet og forberedt sig seks timer hver dag i det sidste halvandet år.
    I finalen skulle deltagerne blandt andet dyste på tid i to blindsmagninger – en, hvor de skulle give en detaljeret beskrivelse af fire vine, og en, hvor det gjaldt om at identificere otte slags spiritus i løbet af tre minutter.
    Før finalen havde deltagerne været igennem en række andre tests. De skulle blandt andet – også på tid – til en skriftlig eksamen, hvor de i et andet sprog end deres eget skulle besvare et hav af spørgsmål om vin, øl, spiritus, vand, te, kaffe og cigarer.
    Næste udgave af den internationale konkurrence afholdes i Tokyo i 2013.

................. .................... ... .....


...........
Hos d’Arenberg i McLaren Vale er man yderst tilfreds med årets høst. Her er et par af vinhusets medarbejdere i færd med at træde "hatten" af drueskind ned i den gærende druemost for at give den ekstra kraft og tanniner.

    Lille høst af høj kvalitet
    Druehøsten i Australien nærmer sig sin slutning, og fra en række vindistrikter meldes der om en høst af meget høj kvalitet – hvilket selvsagt lover godt for den kommende årgang 2010.
    Årsagen er regn og køligere vejr på det helt rigtige tidspunkt. Til gengæld har en hedebølge under vinstokkenes blomstring i november sidste år reduceret høsten en del. Værst er det gået ud over Chardonnay og Grenache.

    Fantastiske rødvinsdruer
    Alt i alt regner man med, at der vil blive høstet omkring 1,4 millioner tons druer i Australien - normalt ligger høsten på 1,8 millioner tons.
    Ikke mindst rødvinsdruerne Shiraz og Cabernet Sauvignon spås at kunne give exceptionelt gode vine i år. Men også Riesling-vine fra Eden Valley årgang 2010 vil det være værd at gå på jagt efter – når den tid kommer.

... .................... ... .....




.
.................... ... .....



Fra det smukke Keuka Lake, hvor to af testmarkerne ligger. Foto: Fingerlakes.org.

    Et spørgsmål om terroir
    En undersøgelse foretaget af Cornell University i New York skal afdække, hvor stor betydning terroiret, jordbunds- og klimaforhold, har for aromaen af Riesling-vin i distriktet Finger Lake.
    Forskerne har udvalgt seks forsøgsvinmarker med Riesling-druer. Markerne ligger ved søerne Seneca, Keuka og Cayuga og ejes dels af drueavlere, dels af vinproducenter.
    Forskerne sikrede sig, at vinmarksarbejdet foregik på nøjagtig samme måde, og fremstillingen af vinene årgang 2009 har universitet taget sig af, så der heller ikke her var nogen forskelsbehandling.
    Ved således at eliminere anden udefra kommende påvirkning af druerne, burde terroiret – og kun det – skinne igennem i vinene.

    Tilbage til laboratoriet
    Til at bedømme Riesling-vinene udvalgte forskerne ifølge Decanter et smagepanel af forbrugere, som mindst en gang om ugen drak hvidvin.
    Man er nu ved at analysere de mange smagsindtryk i universitetets laboratorium og forbinde dem til testmarkernes forskellige jordbunds- og klimaforhold.
    Vi vender tilbage med nyt, så snart resultaterne bliver offentliggjort.

..........,,, .............,,



/EMBED>

.....
Hellere vin end aktier
Hvis man har en god sjat penge til overs, bør man overveje at investere dem i fornemme vine i stedet for i aktier.
Det fremgår af en undersøgelse fra universitetet i Fribourg i Schweiz, hvor forskerne har sammenlignet afkastet på vine, købt på 144 auktioner, med afkastet på aktier gennem de sidste 13 år ifølge det amerikanske Russell 3000-indeks.

Femdobling af priserne
Mens stigningen i afkastet på aktierne ligger på 50%, er der for investerings-vinenes vedkommende tale om en fordobling af priserne. Og når det gælder de aller kostbareste rødvine fra vinslotte som Château Pétrus, Ausone og Domaine de la Romanée-Conti, er priserne femdoblet i løbet af de 13 år.
Den verdensomspændende økonomiske krise gik selvfølgelig ud over flere former for investering. Men hvor aktiemarkedet fra og med midten af 2008 dykkede med hele 47%, så var faldet i priserne på vin ifølge Bloomberg kun på 17%.
Den eneste hage ved vin som investering er, at flaskerne skal opbevares under de helt rigtige forhold for at kunne sælges igen til tårnhøje priser. Desuden er der jo en risiko for, at man ikke kan nære sig for at nyde indholdet - og så er det slut med den investering.
............ ... .....



I de dybe kældre hos den tidligere sekt-producent Kupferberg i Mainz finder man en række fantastiske vinfade fra 1800-tallet. Hvert år op til fugleskydningsfesten lod man udføre et rigt dekoreret egetræsfad til brug i det store festoptog. Bagefter endte fadene i kældrene. Kupferberg er udnævnt til et ”højdepunkt i vinkulturen”.

    Vinkulturelle højdepunkter
    Deutsches Weininstitut (DWI) har fået en god idé. For at give vinglade turister en mulighed for at opleve creme de la creme, når det gælder tysk vinkultur, har man udnævnt en række ”højdepunkter i vinkulturen”. Disse højdepunkter spænder fra historiske vinkældre og ruiner efter romersk vindyrkning til unikke vinlandskaber og vandreture mellem vinmarkerne.
    I alt skal der udnævnes fyrre højdepunkter, men de første tretten steder har fået den ærefulde titel og figurerer nu på DWI’s hjemmeside.
    Med vanlig tysk grundighed beskriver man oplevelserne med gode henvisninger til adresser og websider.
    Det er en uafhængig dommerkomité, der ud fra 100 indsendte forslag fra de forskellige vindistrikter har udvalgt højdepunkterne.
    En brochure over de mange steder og oplevelser er selvfølgelig også i støbeskeen.

.. .....

33/09


.................... ... .....
.....................

.......


    Cognac til maden
    Kineserne er vilde med cognac. I alt drak de ifølge en undersøgelse fra Vinexpo mere end 15% af al den cognac, der blev drukket på verdensplan i 2009.
    I Kina nyder man ikke kun den stærke drik som en avec til kaffen, men i høj grad også som aperitif og som ledsager til mad. Og som regel foregår det i form af diverse cognac-cocktails.
    Med kineserne som målgruppe har Cognac’s handelsorganisation, Bureau National Interprofessionnel du Cognac (BNIC) derfor lanceret en ny cocktail, Cognac Summit, som man håber vil falde i kinesernes smag. Måske falder den også i god jord hos VinAvisens læsere. Opskriften kommer her:

    Cognac Summit
    1 limeskal
    4 tynde skiver frisk ingefær
    40 ml VSOP cognac
    60 ml almindelig limonade
    et langt stykke agurkeskræl
    4-5 isklumper
    Kom limeskal og ingefær i glasset, og hæld halvdelen af cognacen i. Pres lidt med en ske på skallen og ingefæren, kom isklumperne i og dernæst resten af cognacen. Top op med limonade, og pynt med agurkeskrællen.

.......
....,,........,,.....
......... .... ............................ ......,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Kjær & Sommerfeldt har fået agenturet for armagnac fra Charles de Granville i Calvados og Vaghi-Baron de Siggognac fra Bas Armagnac, inklusiv forskellige årgange armagnac tilbage til 1960.
    * Valuewine har optaget importen af vine fra tre sydafrikanske vinproducenter: Stony Brook i Franschoek samt Rudi Schultz og Le Riche i Stellenbosch.
    * Toscavini har fået forhandlingen af vinene fra de sicilianske vinhuse Carlo Hauner og Caruso & Minini.
    * Laudrup Vin & Gastronomi har fået agenturet på vinene fra FX Pichler i Wachau, Østrig.,
    --,,,,,,,,,,,--,
...... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
... ....,,........,,. . ... ..... ..
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..,... ...

.
.

    Mona Cerup Gonçalves (f. 1943) er handelsuddannet i autobranchen, men hun er også uddannet som både pædagog og sprogskolelærer. Hun har haft sin gang som sekretær i Indenrigs- og Kulturministerierne og har arbejdet som institutionsleder. Og så har hun en glødende interesse for portugisisk vin.
    Det hele begyndte med en tur til Portugal i 1969 og endte med, at Mona Gonçalves hev teltpælene op og i to år bosatte sig i Portimão ved Algarve-kysten.
    Her drev hun blandt andet en modebutik for en nordmand, men frem for alt fik hun skærpet sin viden om portugisisk vin. Desuden var det i Algarve, hun fandt sin mand, Francisco.
    Ægteparret bosatte sig i Danmark, hvor de i 1985 åbnede konsulentbureauet Portugal Tours, som gennem årene har arrangeret mange rejser og studieture til Portugal med de to gange Gonçalves som guider.
    I 1990 slog Mona og Francisco dørene op for Portugal Import, hvorfra de den dag i dag gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til de skønne – men herhjemme lidt oversete – portugisiske vine.
    Hylderne i forretningen, hvor der handles såvel en gros som med privatkunder, er fyldt med dejlige flasker fra stort set samtlige vindistrikter i Portugal. Og vinsortimentet er krydret med øl, kulinariske specialiteter og keramik i lange baner.
    Mona Gonçalves afholder også vinsmagninger med foredrag om Portugal og portugisiske vine.
    Mona og Francisco Gonçalves har tre voksne børn, Miguel, Nicolai og Isabel, og to børnebørn. Så fritiden går med familieliv – samt hus, have, mad og god vin.
    Adresse: Portugal Import, Nytoft 28, Bramdrupdam, 6000 Kolding, tlf.: 75 56 93 93, mobil: 28 19 40 93, e-mail: post@portugalimport.dk.

.. ..... .. ................. .. ...........



....,,........,,... ...... ............. . .... .. ............


    Ugens vinøse billede
    Tommie Frylling har et gammelt stenhus i landsbyen Jugazan lidt uden for Bordeaux. Under en af sine ferier i huset besøgte ægteparret Château de Haux, hvor hans kone så et bord lavet af bunden af et vinfad og med vinstokke som ben. Sådan et bord ville hun gerne have, og af de flinke folk på slottet fik Tommie Frylling nogle gamle vinstokke, som han kunne bruge til bordben. Han fik yderligere en vinstok med, så han også kunne lave en unik lysestage til bordet.
    I Saint Émilion by, på et af de utallige små vin-udsalgssteder for et lille Grand Cru slot, stod et fad, som han med stort besvær fik lov til at købe, og så var det blot at gå i gang. Det er nu blevet til to borde: et nede i stenhuset i Jugazan og et hjemme i huset i Danmark.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.

........... .... ..................,,........,,..................... ............
Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 har vi samlet på endnu en side. Nu har vi taget en tredje side i brug, og den åbnes ved at klikke her.
... .... . ............ ... ... ........... ......
...............................

    .....................
    67 Nogle af vinstokkene i det nordspanske distrikt Somontano er meget gamle. Denne vinstok står på en vinmark i Secastilla (Foto © Viñas del Vero).
    ...............
    ...............
. ............ ... ... ...........
....,,........,,. . . ...


    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vi smagt i alt 47 vine. Af disse vine var der 37, som fik mere end to stjerner, og hele 26, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 169 stjerner og i gennemsnit 3,8 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

.........
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Castillero del Diablo, Brut Reserva, Concha y Toro, Chardonnay, Limari Valley, Chile, 2007
89 kr., i denne uge (uge 16): 49 kr., Kvickly
Mousserende hvidvin med livlige bobler og en ret kraftig smag med toner af citrus. God til festen med mange deltagere - og super til studenterfesterne. Den femte stjerne får den for tilbudsprisen.


Raimat Brut, Chardonnay, Costers del Segre, Spanien
129 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne elegante moussende hvidvin har kaskader af fine bobler og en dejlig duft af friske aromatiske pærer. Smagen er medium fyldig, blid og meget lækker med noter af sommeræbler. Prisen er yderst attraktiv.


Vixen, Fox Creek, McLaren Vale, Australien
100 kr., The Wine Company
En rød mousserende vin er lidt af et særsyn. Den føles ikke helt harmonisk i munden - måske er det boblerne, der forstyrrer. Den er fremstillet på Shiraz, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc og holder hele 14,5% alkohol, hvilket gør det lidt svært at se, i hvilken sammenhæng man kan drikke den. Vinen er alt for kraftig som aperitif, og den vil heller ikke gøre sig til mad - men måske til et stykke mørk chokolade. Vixen betyder i øvrigt "hunræv".

Hvidvin


Shadow's Run, Fox Creek, Sauvignon Blanc, McLaren Vale, Australien, 2009
65 kr., ; pris ved 12 flasker: 60 kr., The Wine Company
En dejlig hvidvin med duft af mimoser og appelsin og en tør let krydret og frisk smag. Den er rigtig god til prisen. Flasken har skruelåg.


Saurus Chardonnay, Chardonnay, Patagonia, Argentina, 2008
69 kr., Wine.dk
Der er lidt flint over duften af denne dejlige hvidvin, mens smagen er fyldig og blød med noter af citron. Vinen har en markant syre, der gør den yderst velegnet til mad.


Fox Creek, Verdelho, McLaren Vale, Australien, 2008
90 kr., ved 6 flasker 85 kr., The Wine Company
Frisk og dejlig hvidvin i fin balance og med en smag først og fremmest af citrus, men også af tropiske frugter. Flasken har skruelåg.


Les Vénerables, La Chablisienne, Chardonnay, Frankrig, 2006
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Vellavet hvidvin med en fin balance mellem frugt og krydderi, sødme og syre. En meget anvendelig vin til lettere retter.


Henry Natter, Sauvignon Blanc, Sancerre, Frankrig, 2008
129 kr., Rungsted Vinhandel
Vi er jo efterhånden vant til de fortræffelige hvidvine på druen Sauvignon Blanc fra New Zealand. Men det er nu også dejligt at vende tilbage til Frankrigs Sancerre-distrikt, der i mange, mange år har sat standarden for sådanne vine. Her er en af dem med en liflig duft og en harmonisk og lækker, frisk smag. Og med kun 12,5 procent alkohol. En nydelse.


Branko, Sauvignon Blanc, Collio, Italien, 2008
149 kr., YouAndWine
Fornem italiensk hvidvin der mageligt kan hamle op med denne verdens gode vine på druen Sauvignon Blanc - Sancerre, Marlborough osv. Den har en liflig, let krydret duft og en smag, der er både lækker, fyldig og frisk. En glimrende ledsager til lettere (fiske)retter eller en frokost. Eller som et godt glas terrassevin.


Drouhin Vaudon, Chardonnay, Chablis Grand Cru "Les Clos", Frankrig, 2008
459,95 kr., H.J.Hansen Vin
Denne hvidvin er næsten elektrisk med sin flotte duft og intense, sprøde og rene frugtsmag med alle Chardonnay-druens dyder og fine krydderi. Med en pris på 460 kr. betaler man naturligvis også for herlighedsværdien.

Rødvin


Saint-Saturnin, Les Limberts, Coteaux du Languedoc, Frankrig, 2008
59,95 kr., Strandgaarden
Dette er en rigtig dejlig rødvin. Den har en saftig, let sødlig frugtsmag med toner af jordbær. Flot flaske og attraktiv pris.


Gres Saint Paul, Romanis, Coteaux du Languedoc, Frankrig, 2007
70 kr., Søhøjlandets Vinlager
Der er power i denne rødvin. Den har en fyldig, meget lækker smag, der kalder på kraftige kødretter.


Castello di Spaltenna, Chianti Classico, Italien, 2007
78 kr., Gallovini
En meget civiliseret Chianti - og en meget lækker Chianti. Den har en god struktur, mange facetter og en lille sødme. Glimrende til mad eller som meditations-vin. Prisen er attraktiv.


Gran Bosco, Trioneo, Rosso Veneto IGT, Italien, 2008
79,95 kr., i denne uge (uge 16): 43 kr. ved 3 flasker, SuperBest
En virkelig god blanding af druerne Corvina, Merlot og Cabernet Sauvignon - en vellavet rødvin med god frugtfylde og en lille sprælsk tone. En interessant vin til - i denne uge - en yderst menneskevenlig pris.


Kurubis, Mornag, Tunesien, 2007
90 kr., ;75 kr. ved 6 flasker, Vinmand
Denne rødvin har det hele. Den er tør, men har samtidig en sveskeagtig sødme og et strejf af vanille samt en fin syre til slut.


Idæus, Jumandreu, Pla de Bages, Spanien, 2004
95 kr., 85 kr. ved 12 flasker, Solarex
En fyrig rødvin med læder og tobak i duften og en fyldig krydret smag med noter af grøn peber og krydderurter.


Les Cranilles, Les Vins de Vienne, Côtes du Rhône, Frankrig, 2008
95 kr., i april måned: 69 kr., Østjysk Vinforsyning
En rigtig vinvin med en god struktur, en dejlig, saftig frugt og en god mundrensende syre.


On Premise, Fox Creek, Shiraz, McLaren Vale, Australien, 2008
100 kr., ; 90 kr. ved 12 flasker, The Wine Company
Den er lækker denne rødvin. Den har chokolade og modne kirsebær i duften og en meget koncentreret frugtsmag med et strejf af sødme. En let drikkelig vin, som mange vil kunne lide. Prisen er yderst menneskevenlig, og flasken har skruelåg. Vinen kan købes fra medio maj.


Late Harvest, Fox Creek, Sémillon, McLaren Vale, Australien, 2008
125 kr., for en halv flaske, The Wine Company
Der er abrikos og mild honning over duften af denne liflige søde vin. Smagen er flydende nektar, aromatisk, blød og bare superlækker. Nyd vinen, der kan købes fra medio maj, til en god dessert. Flasken har skruelåg.


JSM, Fox Creek, McLaren Vale, Australien, 2006
125 kr., The Wine Company
Vi har tidligere anmeldt denne rødvin i årgangene 2002, 2003 og 2004 - og de har alle fået fem stjerner. Årgang 2006 er ingen undtagelse. Den er bare lækker med masser af krydrede noter og en anelse solbær. Nyd den til en godt krydret kødret. Flasken har skruelåg.


Lo Triolet, Gamay, Vallée d'Aoste, Italien, 2008
125 kr., Langhe Vine
Forførende og meget lækker rødvin med dejlig, fyldig frugt med en charmerende sødme. Som en virkelig god Beaujolais. Helt i top.


GHR, Dutschke, Shiraz, Barossa Valley, Australien, 2006
139 kr., pris ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Stor og flot, rød og fyldig. En herlig vin, vellavet, harmonisk, kompleks - alle de fine ord ... Flasken har skruelåg.


Fox Creek, Reserve, Shiraz, McLaren Vale, Australien, 2004
299 kr., årgangene 2005 og 2006 koster 310 kr.; de får også 5 stjerner, The Wine Company
Reserve-vinene fra Fox Creek har vundet adskillige priser og medaljer gennem årene. Og det er forståeligt nok, for sikke nogle vidunderlige vine. Selvfølgelig er der forskelle på årgang 2004, 2005 og 2006, men alle er de store med varme krydderier og med en smag, der er så koncentreret, at man næsten kan skære i den. En fin sødme afrunder eftersmagen. Vinene kan så afgjort drikkes nu, men kan også - hvilket de endnu ældre årgange af vinen viser - sagtens gemmes i flere år endnu. Kvaliteten taget i betragtning må priserne siges at være meget rimelige. Flaskerne har skruelåg.


Fox Creek, Reserve, Fox Creek, Shiraz, McLaren Vale, Australien, 1998
750 kr., (årgang 1999: 375 kr.), The Wine Company
Dette er modne rødvine, som dog hverken har mistet saft, kraft eller aroma. De er bløde og fulde af frugt, og mens 1998'eren byder på eg og et lille bid af tanniner, er der en anelse chokolade og anis over den et år yngre vin. Det er vine på toppen, som er hver en krone værd. Men man skal være hurtig - der er kun få flasker tilbage. Skal vi vælge en favorit, så bliver det årgang 1999. Vinene bør dekanteres før servering.


Casillero del Diablo, Reserva, Concha y Toro, Carmenère, Chile, 2008
59,95 kr., i denne uge (uge 16): 39,67 kr. ved 3 flasker, SuperBrugsen
Denne rødvin er en rigtig god madvin. Den har afrundet frugt og tilpas med både sødme og syre - mindre sødme end i så mange andre Carmenère-vine. Tilbudsprisen er attraktiv..


Secondo Passo, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2008
74,95 kr., i denne uge (uge 16): 44,50 kr. ved 2 flasker, Spar Supermarked
For et meget rimeligt beløb, 44,50 kr., får man en fyldig rødvin med et stort mål af sødme. Det er en vin, som mange vil kunne lide.


Nuestro, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2006
89,95 kr., ved 12 flasker, Wine Group
En behagelig rødvin, der dufter af modne figner og har en let krydret og frugtrig smag, der slutter med et strejf af mynte. Det er en intens vin, der vil egne sig godt til en krydret bøf.


Lo Tengo, Malbec, Mendoza, Argentina, 2008
99 kr., Wine.dk
Der er ren lakrids i duften og smagen af denne udmærkede rødvin. Den er forholdsvis blød med et strejf af grønne friske blade.


Fox Creek, Shiraz / Grenache / Mouvedre, McLaren Vale, Australien, 2008
100 kr., pris ved 12 flasker: 90 kr., The Wine Company
En på mange måder frisk rødvin med en anelse sort peber i duften og med friske bær i smagen. Den har også en pæn portion syre, hvilket gør den yderst velegnet til mad. Vinen kan købes fra medio maj. Flasken har skruelåg.


Château Lafont Menaut, Pessac-Léognan, Frankrig, 2007
129 kr., Irma
Typisk Bordeaux-rødvin med en tør smag med toner af grape i syren. Plask den gerne et par timer før måltidet.


French Kiss, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, 2008
59 kr., Hargaards Vinbutik
Let og enkel rødvin på økologisk dyrkede druer. Flasken har skruelåg.


Stonefish, Shiraz, South Eastern Australia, Australien, 2008
65 kr., Lago Import
En typisk australsk rødvin intens frugt og markant sødme. Flasken har skruelåg.


Il tappocorona, Baricchi, Vino da Tavola Rosso, Italien
85 kr., pris ved 12 flasker: 75 kr., Carlo Merolli
Il tappocorona hedder denne rødvin. På italiensk er en tappo a corona en ølkapsel, og denne vin er da også lukket med en sådan, ligesom man ser billedet af en ølkapsel på etiketten. Vinen er meget jævn og enkel - den svarer meget godt til kapslen.


Søg i 500 tidligere VinAviser:



....... ............



...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.