Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 03. 2012




Nyheder i uge 3, 2012

Læs uge 2.......Læs uge 1.......Læs uge 52








Frosne druer til ice wine fra en vinmark i Niagara i Canada (foto: Wikipedia).


Frostvejr ønskes
Det er ikke kun herhjemme, vinteren i år er usædvanlig mild. I Canada og USA er der stor bekymring hos de vinproducenter, der fremstiller ice wine.
For at kunne fremstille den søde vin skal termometret vise mindst 8 minusgrader. Når druerne fryser, vil vandet i dem fryse først, mens de sukkerholdige stoffer, syrer og ekstrakter forbliver i flydende tilstand. Og under presningen vil det frosne vand – isen – blive tilbage sammen med drueskind og stilke, mens en sød og duftende most løber fra.
Men vinproducenterne har ifølge CBS News måttet vente ualmindeligt længe i år. Først for nogle dage siden nåede man ned på de nødvendige frostgrader i de fleste af vinmarkerne. Dog var det kun koldt nok i nogle få timer, så det gjaldt om at høste med lynets hast.

En næsten halveret høst
Det er lidt af en satsning, når vinproducenter vælger at fremstille ice wine – eller, som vinen hedder i Tyskland, Eiswein. Efter den almindelige druehøst lader man en del af druerne hænge til den søde vin. Fugle, hjorte og andre dyr gør deres indhug i de let indskrumpede druer, og hvis druerne hænger alt for længe, er der risiko for, at de rådner eller skrumper så meget ind, at de ikke længere kan bruges.
Så selv om det langt om længe lykkedes for de fleste af de canadiske og amerikanske vinhuse at høste ice wine-druerne, er høsten næsten halveret i forhold til de forgangne år.
Man kan selvfølgelig fremstille vinen ved kunstigt at nedfryse druer, men ifølge reglerne for ice wine skal druerne i hvert fald delvist være frosset på selve vinstokkene.
Verdens forbrug af vin stiger
The International Wine & Spirit Research (IWSR) har i samarbejde med Vinexpo taget pulsen på forbruget af vin på verdensplan i form af en storstilet undersøgelse med deltagelse af 28 vinproducerende lande og 114 vinmarkeder. Af undersøgelsen fremgår det, at der i 2010 på verdensplan blev drukket 31,6 milliarder flasker vin – en stigning på 4,5% i forhold til 2006. I år 2015 forventes forbruget at være steget med yderligere 2 mia. flasker.
Nedenfor bringer vi nogle af de mange andre interessante tal fra undersøgelsen.

USA ligger på førstepladsen
* I 2011 drak amerikanerne 3,7 milliarder flasker vin. Dermed overhalede USA både Frankrig og Italien og er i dag det land i verden, der har det største vinforbrug. Inden år 2015 forventes forbruget at være steget med endnu 10%.
* Kina (inklusiv Hong Kong) ligger nu på top-fem listen over verdens største vinforbrugende land. Mellem 2009 og 2010 steg kinesernes vinforbrug med 33,4%, og inden for de næste tre år regner man med en stigning på yderligere 54,3%.
* Det gennemsnitlige forbrug for en voksen kineser forventes ligeledes at stige i de kommende tre år fra 1,9 til 2 liter om året – hvilket jo stadig er en meget lille mængde vin. Til sammenligning vil en franskmand i gennemsnit drikke omkring 50 liter vin om året i 2015.
* I Storbritannien peger forbrugs-kurven nedad, og det forudsiges, at det årlige forbrug pr. brite vil være faldet fra de nuværende 26 liter til 24 liter inden 2015 – et fald på 4,13%.







Den store australske vinsø
I 2009 søsatte Winemakers’ Federation of Australia sammen med tre andre australske vin-organisationer et projekt, Wine Restructuring Action Agenda (WRAA), der gik ud på at nedlægge omkring 30.000 hektar vinmarker i Australien.
Hvert år fremstiller australierne mellem 240 og 480 millioner flasker vin, hvilket ifølge Decanter er langt mere, end der bliver afsat. For tre år siden var der således et overskud af vin på 1,2 mia. flasker – og vinsøen er kun vokset siden da. Og det er denne vinsø, projektet gerne skulle få bugt med.

Det går for langsomt
Men oprivningsarbejdet går alt for langsomt. Indtil videre er der kun blevet nedlagt 14.000 hektar vinmarker, og det er et skuffende resultat, lyder det fra projektets initiativtagere.
Den verdensomspændende økonomiske krise samt en stadig stærkere australsk dollar gør det i stigende grad sværere at komme af med vinene.
Med den seneste høst på 1,63 mio. tons druer blev der fyldt endnu mere på vinsøen.




Forsiden på det omfattende katalog over plakat-auktionen.

Vinplakater under hammeren
Det er utroligt, så mange reklameplakater for vin og spiritus, der er fremstillet gennem tiderne. Et fint udpluk af dem kommer d. 12. februar på auktion hos Poster Auctions International i New York.
I alt kommer 400 partier med plakater under hammeren, hvoraf den ældste plakat stammer fra 1880 – dengang, hvor reklamer i form af farvelitografier netop var kommet i vælten. De fleste af plakaterne på auktionen er fra før 1931, men der er også et par stykker fra 1970’erne.

Fra champagne til chokolade
Nogle af de gamle plakater er meget store, mens andre er ganske små og skabt til ophængning i spiritusforretningernes vinduer. Motiverne spænder vidt – fra champagne til Campari og diverse stærkere sager.
Auktionen omfatter også reklameplakater for diverse madvarer – blandt ander for olivenolie, foie gras, suppe, skaldyr, ost, pasta, chokolade og bolsjer.
Hvis man skal til New York og har lyst til at se alle plakaterne, er de udstillet hos auktionshuset mellem d. 28. januar og 11. februar. Man kan også købe kataloget ved at klikke her.



Vin for begyndere
Så har VinAvisen lagt endnu gratis vinbog ud på nettet – en bog, som Mariette udgav for syv år siden, og som stadig er aktuel.
Bogen hedder "Vin for begyndere", og den lever op til sin titel. Den er en bog, som henvender sig til nysgerrige læsere, der godt vil vide noget om vin, men som i første omgang ikke vil gå i dybden med emnet.
Bogen er således ment som en inspiration. Som en oversigt over vigtige emner uden at komme ud i alle hjørnerne.
Bogen kan fremover findes med linket "Bøger om vin" øverst i hver uges VinAvis. I dagens anledning kan den også åbnes ved at klikke her.






Dansk vin på japanske hylder
Ikke kun kineserne, men også japanerne viser en stigende glæde for et godt glas vin. Ofte er den vin, de vælger, fransk – men den kan også være dansk.
I julekataloget fra det fornemme stormagasin Isetan i Tokyo kunne man ifølge foreningen Danske Vingaarde finde rødvinen Nordlund 2008 fra Dansk Vincenter. Så nogle af de 13 millioner indbyggere i den japanske hovedstad har sikkert serveret en dansk vin til julemaden.




Høstbillede fra Alentejos førende vingård, Cortes de Cima, der ejes af danske Hans Kristian Jørgensen, og hvis vine herhjemme forhandles af H.J. Hansen.

Angola elsker Alentejo-vin
Alentejo er et af Portugals største vinområder, og i dets mange underdistrikter fremstilles der glimrende vine, som eksporteres til store dele af verden. I 2011 er eksporten af Alentejo-vin steget med 34,5%, når det gælder markederne uden for Europa.
Ikke mindst i Angola er man glad for vinene. Fra januar til oktober 2011 importerede det afrikanske land 3,2 millioner liter af den portugisiske vin – en stigning på hele 82,5% i forhold til 2010 – og en stigning, der gør Angola til verdens største aftager af vin fra Alentejo.
Brasilien er den næststørste importør af vinene – dernæst kommer USA, Kina og Canada. Også i samtlige af disse lande har der sidste år været en markant vækst i importen af Alentejo-vin.


Bourgogne-producent med vokseværk
Domaine Faiveley ejer i alt 120 hektar vinmarker rundt om i Bourgogne og er dermed distriktets største vinmarksejer. Nu har Faiveley ifølge Decanter planer om at blive endnu større ved at udvide med yderligere 20 ha i forbindelse med de 70 ha marker, som vinhuset ejer i Côte Chalonnaise. Og ikke nok med det – de flere druer kræver et nyt vineri, som vil blive bygget i forlængelse af Faiveley’s gamle ejendom, Clos l’Évêque i Mercurey, den vigtigste vinby i Côte Chalonnaise.
Det bliver med garanti et iøjnefaldende og super moderne byggeri. Arkitekten er nemlig schweizeren Jean-Frédéric Luscher, der har tegnet andre og meget banebrydende vinerier – blandt andet for vinhuset Glenelly i Sydafrika. Faiveley's direktør, Erwan Faiveley, har da også ytret, at det nye vineri, der vil stå færdig til høsten i 2013, vil blive et af de smukkeste vinerier i hele Bourgogne.
På arkitektens hjemmeside kan man se nogle af de spændende bygninger, hans tegnestue har tegnet.






Ny tv-serie om dansk vin
I år 2000 fik Danmark det blå stempel som vinland med ret til at dyrke druer til kommerciel vinfremstilling. Siden da har den ene vingård efter den anden slået dørene op herhjemme. I dag findes der 55 kommercielle danske vingårde, hvoraf flere fremstiller fortræffelige vine, der har høstet medaljer i lange baner ved konkurrencer i ind- og udland.
De fleste danskere ved dog kun meget lidt om dansk vin, og det er derfor godt, at DR2 nu har valgt at stille skarpt på dansk vinavl. Det sker med "De danske druer" – en tv-serie, hvor vinentusiasten Helge Dürrfeld og kogemanden Nikolaj Kirk tager på besøg hos i alt seks forskellige danske vinproducenter.
Første afsnit blev sendt sidste søndag, og det var da ret hyggeligt – men også lidt af en forvirrende rodebutik.

Man mistede pusten
Besøget gjaldt den gode Kelleris Vingård i Nordsjælland, og mens Dürrfeld tog en snak med vingårdsejeren om karriere, druer og fadmodning, jagtede Kirk suppehøns og krydderurter hos landmændene, slog et slag for friske rødbeder og jonglerede med gryder, potter og pander. Til sidst skulle der smages og bedømmes, om vin og mad gik op i en højere enhed. Og det hele skulle klares i løbet af en halv times sendetid.
Man mistede pusten og sad med en fornemmelse af, at man ikke havde fået ret meget at vide om Kelleris og dansk vin.

Vingårde er godt tv-stof
Seerne og dansk vinavl fortjener bedre. Det samme gør i øvrigt den altid festlige og slagkraftige kogemand Kirk.
Der er rigeligt med godt tv-stof i de danske vingårde – de behøver ikke at blive krydret med sprælske mad-indslag. Og Kirks mange gode gastronomiske budskaber bør heller ikke hakkes op i små bidder af vinsnak og fadprøver.
Et program udelukkende om vin og vinproducenter kan godt være grundigt og underholdende på én og samme tid – et eksempel er den tyske vin-serie, der er omtalt længere nede på siden.


Til_37/09






Vinmarker i den nye AVA Pine Mountain-Cloverdale Peak i Sonoma.

Masser af nye AVA’er
Det er en hel del lettere at få godkendt appellationer i USA end i Frankrig. Alene i de forgangne måneder er der blevet godkendt en stribe nye AVA’er (American Viticultural Area) – amerikanernes svar på franskmændenes AOC eller AOP, som det jo hedder nu.
Eneste krav til en AVA er, at området rent geografisk adskiller sig fra de tilgrænsende områder. Til en fransk AOP knytter der sig derimod en række krav til produktionsmetoder, tilladte druer osv.
I alt findes der mere end 200 appellationer i USA.

Russian River udvidet
I uge 52 fortalte vi om den nye AVA Coombsville i Napa Valley – nu er to mere føjet til listen, nemlig Naches Heights i staten Washington og Pine Mountain-Cloverdale Peak, der breder sig dels i Sonoma, dels i Mondocino County.
Derudover er AVA’en Russian River Valley blevet udvidet med mere end 5665 hektar vinmarker.
Det er som regel vinproducenterne i et givent vinområde, der fremsætter ønske om at få deres egen AVA – og Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau, en afdeling under det amerikanske finansministerium, der bevilliger den.


Salg i kostbare og sjældne vine
Der snakkes gevaldigt meget om finanskrise og recession i denne tid, men det lader ikke til, at krisen har ramt interessen for kostbare og sjældne vine. Både nationalt og globalt bliver der handlet unikke vine som aldrig før.
Det har man også kunnet mærke hos Theis Vine, hvor ikke mindst firmaets udenlandske kunder i stigende grad efterspørger fine og sjældne vine – typisk de allerbedste vine og årgange fra Bordeaux og Bourgogne. Her er prisen befriende uvæsentlig – det eneste, der tæller, er at kunne skaffe varerne.
Netop derfor har Theis Vine for nylig ansat Henrik Christensen, der har været leder af Bruun Rasmussens vinauktioner i de sidste syv år og om nogen har et indgående kendskab til køb og salg af vin-rariteter. Hans job vil blandt andet bestå i at opsøge vine blandt private og professionelle med henblik på videresalg til vinfirmaets internationale kunder. Man kan læse mere om Henrik Christensen i denne uges Blå Bog, se nedenfor.








Måske fordi Stuart Pigott er englænder, taler han et dejligt tydeligt og let forståeligt tysk.

Sådan kan man se de tyske vinfilm
I sidste uge fortalte vi om seks film om tysk vin, som Bayerisches Fernsehen er begyndt at sende. Vi sluttede omtalen med ordene: De seks film kunne vi godt have lyst til at se …
– Det er skam muligt, skriver en af vore læsere, Runar Runart, til os. – Bayerisches Fernsehen har nemlig, hvad de kalder et Mediathek. Her kan man indtil syv dage efter den første udsendelse af en film klikke ind og se den.
 
Klik på vinunderet
Åbn siden, klik på "Alle Sendungen" ude til venstre, gå ned til W og klik på "Weinwunder Deutschland". Ved at klikke det rigtige sted i bjælken under billedruden får man filmen til at fylde hele skærmen.
Vi har på denne måde set den første udsendelse og fulgt den britiske vinskribent Stuart Pigott rundt i det tyske vinland med tog og på cykel, og det har været en oplevelse.
Pigott har et lunt blink i øjet og et meget unørdet forhold til vin. Men han kender virkelig tysk vin, og det er en fornøjelse at høre ham stille sine uddybende spørgsmål til de vinbønder, han besøger.
Når Danmarks Radio nu er færdig med de danske vinbønder, var det måske en idé at købe denne serie.


Fin fremgang for østrigsk vin
I 2011 slog eksporten af østrigsk vin alle rekorder med en eksport på 126 millioner euro (cirka 937 mio. kr.) – en stigning på 2,6% i forhold til året før. Og det på trods af, at de sidste to års druehøst har været betydeligt lavere end normalt. Eksportmængden sidste år var da også kun på 46,5 millioner liter vin, hvilket var hele 25% mindre end i 2010. Alt i alt betyder det, at gennemsnitsprisen pr. flaske vin er steget markant.
Tyskland er og bliver den største aftager af østrigsk vin. Dernæst følger Schweiz og USA. Skandinavien tegner sig for en stadig større import af kvalitetsflaskerne i den lidt dyrere ende af prisskalaen.








Korkprop på en ny måde
Den traditionelle korkprop i vinflaskerne får en ny fortolkning og funktion i en meget smart og elegant prop fra det hollandske designfirma Studio Macura. Den har et hul i midten, og kan dermed sættes ned over flasken med resterne af vinen fra middagen. Men dimsen kan også vendes om og ved hjælp af tynde farvede plasticplader, der dækker for hullet, fungere som flaskebakke.
Det lader ikke til, at den er sat i produktion endnu – det så vi ellers gerne …




.

...




En vagtmand står og passer godt på det fornemme og meget hvide reklame-kunstværk, der er opsat ved et busstoppested i Paris. Fra en film på YouTube.

Reklame af foldet papir
For denne verdens vin- og spiritusfirmaer gælder det om at være opfindsom, når der skal laves nye reklamer, så der for alvor bliver lagt mærke til deres produkter.
Nu har Pernod Ricard, der ejer vodkamærket Absolut Vodka, fået den tyske kunstner Simon Schubert til at lave en reklameplakat, der består af et utroligt papirfoldearbejde. Plakaten er lavet ud af et enkelt stort stykke hvidt papir og viser – ved hjælp af de skygger, folderne giver – den nye Absolut Mode-flaske fra alle leder og kanter.

Opsat ved et busstoppested
Kunstværket blev i december opsat ved et busstoppested på Avenue de l’Opéra i Paris. Det lyder jo som en god idé – her er der rigtig mange mennesker, der ser det. Til gengæld har man været nødt til at sætte vagtfolk på døgnet rundt af frygt for, at der skal ske den fornemme reklame noget. Men det gør vel bare, at endnu flere lægger mærke til plakaten ...
En lille film på YouTube fortæller om kunstværket og viser nogle glimrende nærbilleder af motivet.






.
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinslottet har overtaget forhandlingen i Danmark af vinene fra Bodegas Weinert i Mendoza, Argentina.
    * SA Wineimport har fået agenturet på vinene fra vinhuset Ken Forrester i Stellenbosch.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.

.
.


    Henrik Christensen (f. 1972) har som tjener og sommelier slidt de bonede gulve i en lang række af Danmarks bedste restauranter – Marie Louise i Odense, Fakkelgaarden i Kruså, Falsled Kro i Millinge, Restaurant No. 13 i Svendborg og Valdemar Slot på Taasinge.
    Han var kun nitten år gammel, da han tog den eftertragtede sommelier-eksamen hos Dansk Sommelier Forening, og han har derfor allerede en længere karriere bag sig, når det gælder vinens verden.
    I 1996 vandt han DM i årets sommelier-konkurrence, og siden har han været dommer ved flere andre mesterskaber. Derudover har han fungeret som konsulent for henholdsvis Løgismose Vinimport og Theis Vine.
    I 2004 fik han den ærefulde post sammen med tre andre danske vinfolk at repræsentere Danmark under den største vinkonkurrence i USA nogensinde (www.starwine.net). I fulde tre dage sad han sammen med 59 andre vinsmagere fra hele verden og bedømte ædle dråber i lange baner.
    Fra 2004 til og med 2011 har Henrik Christensen stået som vin-ansvarlig for Bruun Rasmussen Vinauktioner.
    Herudover har han fulgt markedet i Bordeaux meget tæt, bl.a. ved hvert år at smage vinene i primeur-ugen. Det er trods alt i Bordeaux, at den største omsætning ligger – såvel i Fine Wine vin-verdenen som i auktions-verdenen.
    Henrik Christensen har taget hul på 2012 med et nyt job hos Theis Vine, hvor hans opgave bliver at opsøge vine blandt private og professionelle med henblik på videresalg til vinfirmaets internationale kunder. Desuden er han ansvarlig for firmaets masterclass-smagninger i Skandinavien og medansvarlig for primeur-kampagner på Bordeauxvine.
    Når den travle vinmand holder fri, foregår det sammen med hans to piger, Nicoline på 15 og Rosemarie på 11, eller med golf, svampejagt, fitness, løb og god vin selvfølgelig.
    Adresse: Theis Vine, Albanivej 122-124, 5792 Aarslev, tlf.: 31 39 12 20, fax: 62 66 11 95, e-mail: hc@theis-vine.dk, www.theis-vine.dk.

.




. .
    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.



    Hvor kommer ørnen fra?
    Marianne Pøs nød forleden en tysk vin og skriver: – På flasken var der afbildet en krigerisk ørn, som ærligt talt mindede mig om nazi-tidens bombastiske stil. Hvor kommer den ørn fra?
    Bare rolig. Det er skam en yderst fredelig ørn, som oven i købet har en drueklase på maven. Den blev skabt i 1926 og har set sådan ud lige side.
    Ørnen er logo for verdens ældste sammenslutning af vingårde, "Verband Deutscher Qualitäts- und Prädikatsweingüter" – et alenlangt navn, som tyskerne barmhjertigt forkorter til VDP. Det kan oversættes til "Foreningen af tyske kvalitets- og prædikats-vingårde". Og prædikater er de særlige benævnelser, der bruges om vine af højeste kvalitet:
    * Kabinett – fuldmodne, lette vine
    * Spätlese – ofte sødere vine på fuldmodne druer
    * Auslese – typisk halvsøde vine på udvalgte druer
    * Beerenauslese – søde vine på senthøstede udvalgte druer, ofte angrebet af "ædel råddenskab"
    * Eiswein – sød vin på frosne, overmodne og indskrumpede druer
    * Trockenbeerenauslese – meget søde vine på udvalgte, overmodne og indskrumpede druer.
    For at vende tilbage til foreningen: Den blev grundlagt i 1910 og består i dag af cirka 200 vingårde, der alle er underlagt regler, som er strengere end de lovmæssige krav – regler for begrænset høstudbytte, højere mostvægt, håndplukning af druerne, økologi og bæredygtighed.




Ugens vinøse billede
Bjarne Olsen har sendt os denne sjove franske reklame for proptrækkeren "Le Parfait" – "Den Perfekte".
– Jeg har fundet ud af, skriver Bjarne Olsen, – at netop denne model blev patenteret af franskmanden Victor Rousseau den 15. marts 1905, og tegningen kan da også godt se ud til at være fra begyndelsen af forrige århundrede. Modellen med de tre runde huller foroven var den første udgave. Den blev fremstillet af firmaet Crédot indtil 1914.
– "N'exige aucun effort" står der på plakaten – kræver ingen kræfter. Og det illustreres jo tydeligt med tegningen af babyen, der trækker en flaske op, mens ungens far står i baggrunden og maser med en gammeldags proptrækker.
Vi siger tak til Bjarne Olsen for billedet og kan tilføje, at man senere fik proptrækkere med to vægtstænger med tandgang – det er den model, vi kender i dag.
Den viste proptrækker (og flere af nutidens modeller) har i øvrigt et problem: Spiralen, som ses på plakaten, er en såkaldt Arkimedes-spiral, der ikke er særlig effektiv – den nøjes med nærmest at bore et hul ned gennem proppen.
Det eneste rigtige er en åben spiral, som man kan stikke en tændstik op igennem. Den har nogle brede vindinger, der lejrer sig i proppen og trækker alle lag i proppen med op. Ingen knækkede propper!

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156

...............................
    .....................
    155 Sirmione på næsset i Gardasøen er en af byerne i det italienske vindistrikt Lugana (foto © Consorzio Lugana)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 18 vine. Af disse vine var der 12, som fik mere end to stjerner, og hele 9, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 56 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Cantoalba, La Roncière, Chardonnay, Colchagua Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
89 kr., pris ved 12 flasker: 69 kr., Skovgaard Vine
Fyldig og krydret hvidvin med god Chardonnay-karakter. Et rigtig godt bekendtskab fra Chiles "rødvins-dal", Colchagua Valley.


André Hartmann, Muscat, Alsace, Frankrig, 2009, lav alkohol (12,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Kulturvin
Denne charmerende hvidvin fylder munden med en dejlig druesødme og Muskat-druens honningtoner. Dertil fint krydderi. Også egnet som terrassevin - når den tid kommer.

Rødvin


Primavera, Baira, Portugal, 2009, lav alkohol (13%)
35 kr., Rema 1000
Der er fylde. Der er saft og kraft. Til prisen en virkelig god rødvin. En udpræget madvin med et lille krydret bid. Smagepanelets deltagere gættede på i snit den dobbelte pris.


Castillo de Penäranda, Crianza, Tempranello, Ribera del Duero, Spanien, 2008, middel alkohol (13,5%)
59 kr., sælges til denne pris i uge uge 3, Fakta
Næsten helt Bordeaux-agtig i sin smag af jordbund og træ. En fadlagret rødvin med en dyb, varm og blød smag. Smagepanelet gættede på en væsentligt højere pris.


Condado de Oriza, Crianza, Ribera del Duero, Spanien, 2007, middel alkohol (13,5%)
74,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 3): 59,.50 kr. ved 2 flasker, SuperBrugsen
Flot rødvin - frugt og krydderi og varme og chokolade og peber og syre og tanniner i skøn forening. Både normalprisen og tilbudsprisen er mere end okay.


Heinrich, Pinot Noir, Burgenland, Østrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Glimrende rødvin med frugtfylde, god Pinot-karakter, fint krydderi og tilpas syre. Vinen fx til en frokost med små, lækre retter. Flasken har skruelåg - naturligvis, det er jo en østriger.


En l'Honneur du 40 Anniversaire du Règne, Château de Cayx, Malbec, Cahors, Frankrig, 2007, lav alkohol (12,5%)
165 kr., H.J.Hansen Vin
Denne rødvin har prins Henrik ladet fremstille som en hilsen til dronningen i anledning af hendes regeringsjubilæum. Det er en let, elegant og tør vin med frugt og krydderi. Den må egentlig gerne ligge i endnu et par år, men kan godt drikkes nu. I prisen er inkluderet et tillæg for det royale ophav og det sandsynligvis forholdsvis begrænsede antal flasker.


Cline, Pinot Noir, Sonoma Coast, Californien, 2009, høj alkohol (14,5%)
175 kr., på tilbud i januar: 87,50, Vinoble
Flot og fyldig Pinot Noir-rødvin med god, ren frugt, krydderi og et strejf af chokolade. En vin, der er let at drikke. Tilbudsprisen må nok siges at være den rigtige, og det er den, den femte stjerne gælder.


Le Paradou, La Famille Caudière, Grenache, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, 2010, middel alkohol (14%)
39,95 kr., Philipson Wine
Rødvin med god duft og en pæn, men lidt "smal" smag. Men vinen er jo også billig. Den fjerde stjerne får den for prisen. Flasken har skruelåg.


Veenwouden, Merlot, Paarl, Sydafrika, 2009, middel alkohol (14%)
100 kr., Haller Vine
Denne rødvin smager af Merlot - den er blød og saftig og fint krydret - der er fadsmag og jordsmag. En udpræget madvin.


Ca'Linverno, Monte Zovo, Rosso Veronese, Italien, 2008, høj alkohol (14,5%)
129 kr., Erik Sørensen Vin
Måske ikke så elegant, prisen taget i betragtning, men meget fyldig og udpræget en madvin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

Sød vin


Rosenhof, Spätlese, Muskat Ottonel, Burgenland, Østrig, 2009, lav alkohol (11%)
89 kr., Holte Vinlager
Denne gode desssertvin er ikke kun sød. Den er også præget af fint krydrede toner. Tillige er den ret let. Skænk den fx til en ikke alt for sød nøddekage. Flasken har skuelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.