Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 2, 2024

Hvem bestiller vinen og betaler regningen? Del på Facebook

Man skulle måske tro, at det i dag lige så ofte er kvinden som manden, der bestiller vinen og betaler regningen i en restaurant. Men sådan er det i hvert fald ikke i Frankrig. Det viser en undersøgelse udført for ZenChef – et firma, der leverer softwareløsninger til restaurantbranchen.

Et repræsentativt udvalg af 1525 franskmænd over 18 år har udfyldt et onlineskema med en række spørgsmål om, hvilke roller de indtager, når de gæster en restaurant med en ledsager af det modsatte køn.

Manden tager føringen


Nogle af spørgsmålene går på en ”første date”, andre henvender sig også til etablerede par.
Svarene varierer en del alt efter, om de kommer fra unge eller ældre deltagere, kvinder eller mænd. Jo ældre, deltagerne er, desto mere hælder de til, at det er manden, der tager føringen hele vejen igennem restaurantbesøget.
Nedenfor bringer vi en række af svarene, mens undersøgelsen, hvor der er langt flere detaljer, kan læses i sin helhed (på fransk) ved at klikke her.
Og gad vide, om det forholder sig lige sådan i Danmark, når det gælder restaurantgæster... Vi modtager gerne input, fakta og kommentarer på info@vinavisen.dk.

9% af kvinderne godkender vinen alene


* 54% af de mandlige deltagere i undersøgelsen mener, at det er manden, der skal åbne døren til restauranten for kvinden og så selv følge efter. 53% af de kvindelige deltagere er af samme holdning.
* 46% af mændene tilkendegiver, at det er dem, der smager på den bestilte vin, mens kun 9% af kvinderne ytrer, at de typisk godkender vinen. Kun 27% af deltagerne deler opgaven.
* Ved en første date mener 60% af deltagerne, at det bør være manden, der anbefaler og reserverer plads i restauranten.
* 33% af de adspurgte mener, at det er helt normalt, at kvinderne får overrakt et menukort uden priser på retterne (mænd: 40%, kvinder: 27%).
* Når det gælder betaling af regningen mener 65% (mænd: 72%, kvinder: 59%), at det er naturligt, at manden tilbyder at betale. Måske lidt overraskende mener hele 60% af de unge mænd mellem 18 og 24 år, at de bør komme med tilbuddet.
* Deltagerne blev også spurgt, om de valgte kød eller fisk, sidste gang, de var på restaurant - hvilket jo også har betydning for vinvalget. Her svarer 63%, at de valgte kød, mens 29% valgte fisk (kvinder: 36%, mænd: 23%).


Vinstokkene i Moldova breder sig over 148.000 hektar. Foto: Wikipedia/Colby Gottert.

Smagning af vine fra MoldovaDel på Facebook

Moldova er et lille østeuropæisk land med kun 3,6 millioner indbyggere. Naboerne er Rumænien og Ukraine. Og så er Moldova – eller helt korrekt, Republikken Moldova – et fantastisk vinland.
148.000 hektar vinmarker breder sig over det blødt bakkede landskab, og dyrkes i et perfekt klima for vin. Vintrene er kolde, og somrene varme, uden at nogen af delene er ekstreme, og der falder lige tilpas med nedbør.
Landet ligger på 45. breddegrad ligesom Bordeaux og Bourgogne, så det har alle forudsætninger for at fremstille glimrende vine.
Der findes fire vinregioner i Moldova - Valul lui Traian, Divin, Stefan Voda og Codru. Og langt hovedparten af de i alt cirka 260 mio. flasker, der fremstilles årligt, eksporteres til cirka 75 forskellige lande – heriblandt Danmark.

Lokale og internationale druer


Vi har fået 10 moldoviske vine til smagning, der alle forhandles i Danmark af to forskellige importører, som har specialiseret sig i vine fra Moldova.
Anmeldelserne af vinene finder man nederst på denne side – og der er flere perler iblandt.
Vi har smagt vine på lokale druer men også vine på internationale druer - Chardonnay, Riesling og Pinot Grigio samt de blå druer Cabernet Sauvignon, Merlot og Shiraz - og på en blanding af begge. Det er de internationale druer, der er de mest udbredte i Moldova. Men det er ikke mindst de lokale druer, der gør vinene så interessante.
Selv om Moldova er et lille vinland, så huser det verdens to største vinkældre – eller -samlinger. Den største fortæller vi om nedenfor, og den næststørste under ugens vinøse billede.


Milestii Mici består af en labyrint af 55 kilometer kældergange med nærmest uendelige rækker af vin. Nogle af de ældste flasker er dækket af et tykt lag af mug - sådan skal det være i en rigtig vinkælder.

250 kilometer kældergange Del på Facebook

Verdens største vinsamling med en plads i Guinness Rekordbog befinder sig 20 kilometer syd for Moldovas hovedstad, Chisinau.
Vinsamlingen, der består af cirka 1,5 millioner flasker, tilhører vinproducenten Milestii Mici. Og flaskerne ligger i et af Europas største kælderanlæg med i alt 250 kilometer kældergange. Dog er det "kun" 55 kilometer, som er fyldt med flasker og vinfade. Så der er plads til endnu mere vin.
Oprindelig var anlægget en kalkmine, men da minen blev forladt, fandt man ud af, at de brede gange og rum, som ligger 40 til 85 meter under jorden, var perfekte til opbevaring af vin.
Hovedparten af vinene er rødvin, og den ældste flaske stammer fra 1969 – det år minen blev omdøbt til vinkælder.
En lille film på YouTube giver et indblik i det kolossale kælderanlæg, hvis hovedgange er så brede, at de besøgende bliver kørt rundt i minibusser eller cykler gennem gangene.
Hvert år afholdes der også et populært løb gennem en del af de vidtstrakte kældre. Det kan man få et indtryk af ved at klikke her.




Det smukke Château Larteau, der midlertidigt blev omdøbt til "Den kejserlige kanin". Foto: Château Larteau.

Frankrig køber Bordeaux tilbage Del på Facebook

I kølvandet på kinesernes glæde for Bordeaux-vin fulgte en ligeledes glæde for at eje vinslotte i det franske distrikt.

Siden 2008 har rige kinesere og investeringsfirmaer opkøbt mere end 150 vinslotte i Bordeaux svarende til cirka 3% af samtlige slotte. Mange slotsejere har været mere end villige til at sælge – blandt andet på grund af de ekstremt høje franske arveafgifter på 30%. Desuden er der en tendens til, at den yngre generation slet ikke ønsker at fortsætte forældrenes hverv som vinproducenter.
Men nu er nye tider på vej – i de senere år er en række af de kinesisk ejede slotte kommet tilbage på franske hænder. Og ifølge Wine-Searcher vil tendensen højst sandsynligt fortsætte i årene, der kommer.

Kaniner og antiloper


Kineserne har som regel været i stand til at lægge pænt store summer for vinslottene, ligesom de ofte bruger adskillige millioner euro på at sætte ejendommene i stand og øge vinproduktionen.
Det er jo alt sammen positivt – dog har der også været kritiske røster over, at et stykke af den franske kulturarv således ender på kinesiske hænder. Kritikken blev til rent oprør, da nogle af kineserne omdøbte deres nyerhvervede slotte til navne, som de mente faldt i bedre jord hos deres landsmænd. En stor del af vinen fra slottene er jo netop blevet eksporteret til Kina. Château Larteau blev fx omdøbt til Lapin Impérial (den kejserlige kanin), mens Château Senilhac blev til Antilope tibétaine (den tibetanske antilope).
Det var Chi Keung Tong, der havde købt de to slotte. I 2022 solgte han dem til de franske forretningsfolk, Denis Chazarain og David Caillaud – der straks gav slottene deres oprindelige navne tilbage.

Xi Jinping strammede grebet


Endnu et slot, som er tilbage på franske hænder, er Château Loudenne, som blev købt af den kinesiske spiritusgruppe Kweichow Moutai. Nu er det solgt til den franske forretningsmand, Christophe Gouache.
Når Chi Keung Tong og andre kinesiske forretningsfolk og firmaer er begyndt at sælge ud af vinslottene i Bordeaux, skyldes det frem for alt politiske ændringer i deres hjemland.
Kinas præsident siden 2013, Xi Jinping, har i de senere år strammet grebet betydeligt, når det gælder rige kineseres og firmaers talrige investeringer i Europa – heriblandt i vinslotte i Bordeaux. Det har ganske enkelt betydet, at der er blevet dæmmet op for nye slots-erhvervelser, og at de slotte, der allerede er i kinesisk eje, er gået mere trange tider i møde - og undertiden er et salg eneste udvej.


Orbits (tv.) og Vortex.

Rustikke vinøse lamper Del på Facebook

Når en vinproducent i løbet af nogle år har trukket al aroma ud af et egetræsfad, bliver fadet kasseret - hvilket jo på en måde er spild af rigtig godt træ. Det er nemlig som regel det ypperste træ, der anvendes til fadene - træ uden knaster fra flere hundrede år gamle egetræer. Dette gælder fx for de fine franske egetræsfade.
Heldigvis er der efterhånden rigtig mange firmaer, der har specialiseret sig i at forvandle de gamle fade til alt fra stole til barskabe. Et af dem er det californiske firma Stil Novo Design, der laver nogle lækre møbler af stave fra franske fade.
Til overs bliver så alle de metalringe, der holder fast på stavene i fadene, og i stedet for at smide dem ud bruger firmaet dem til nogle ret kreative og rustikt udseende pendellamper.
Den ene lampe, Orbits, er kuglerund, mens Vortex er asymmetrisk og skabt af flere ringe ovenpå hinanden.
Den runde pendel koster 1360 dollars (cirka 9290 kr.), mens Vortex koster 1800 dollars (cirka 12.300 kr.) plus forsendelse.
Man kan læse mere om lamperne og bestille dem ved at klikke her.


Fra den 18 minutter lange sketch "90 års fødselsdagen".

Miss Sophie og James Del på Facebook

Mens nogle nytårsaften er ude og skyde fyrværkeri af, sidder andre traditionen tro og nyder "90 års fødselsdagen" på tv.
I denne gamle sorthvide komiske sketch holder Miss Sophie sin 90 års fødselsdag med fire gæster: Sir Toby, admiral von Schneider, Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom. Alle er dog for længst døde, så det er op til butleren James at spille de fire gæster, skåle med fødselaren, bunde indholdet i samtlige af gæsternes glas og - i en stadig mere beruset tilstand - servere den ene ret efter den anden. Sherry, hvidvin, champagne og portvin ryger indenbords hos butleren.
Sketchen blev oprindelig skabt til teatret i 1920’erne af den britiske forfatter Lauri Wylie. Og den blev siden hen vist med stor succes i årevis i adskillige britiske teatre med Freddie Frinton som James og May Warden som Miss Sophie.

Bandlyst i Sverige


I 1963 blev en teateropførelse af sketchen i det tyske Theater am Besenbinderhof optaget af den ligeledes tyske tv-station Norddeutscher Rundfunk. Det er denne cirka 18 minutter lange version, som hvert nytår siden 1973 sendes på DR1. Kun i 1985 undlod tv-kanalen at sende den, da man mente, at det var tid til at prøve noget nyt - hvorpå DR1's telefoner blev kimet ned af vrede seere, og aviserne kaldte det for en skandale!
Danskerne er ikke de eneste, der morer sig over James' optræden - sketchen vises i adskillige lande verden over.
I Sverige var den oprindelig bandlyst i flere år, da den blev anset for upassende for tv på grund af butlerens umådeholdende alkoholindtag.

Kortere version med mindre alkohol


Men der findes faktisk flere forskellige versioner af sketchen - blandt andet én optaget af Schweizer Fernsehen, der kun varer i 11 minutter, og hvor James drikker en del mindre alkohol - men dog bliver behørigt fuld. Den version ser man i Sverige samt i flere andre lande i dag. I Sverige hedder sketchen i øvrigt "Grevinnan och betjänten".
James falder dog i begge versioner over tigerhovedet på gulvet. Første gang, det skete på teatret, var det et uheld, men det vakte så megen morskab blandt publikum, at man valgte at gøre det til et fast indslag.
På YouTube kan man se den lidt kortere version - hvor James åbenbart heller ikke har haft tid til at lægge dug på bordet.


På disse stejle skråninger i Wachau dyrker FJ Gritsch druerne til sine berømmede vine. Foto: FJ Gritsch.

Melder sig ud af producentforening Del på Facebook

I det østrigske Wachau gælder der nogle ganske særlige betegnelser for distriktets kvalitets-vine:
Det nederste trin, Steinfeder, er opkaldt efter en fjeragtig græsart (Stipa pinnata), der vokser i vinbjergene. Disse tørre vine må ikke have mere end 11,5% alkohol.
Et trin over Steinfeder kommer Federspiel – et navn, der henviser til fortidens falkejagter. Her må alkoholindholdet ikke overstige 12,5%.
Navnet på det øverste trin, Smaragd, stammer ikke direkte fra smykkestenen, men fra smaragd-firbenet, der findes i Wachaus vinmarker, og som bærer stenens grønne farve. Druerne til disse vine hænger længst på vinstokkene, og her skal indholdet af alkohol være på minimum 12,5%.
Disse tre betegnelser gælder kun for Wachau og de holdes i hævd af den lokale vinproducentforening, Vinea Wachau.
Indtil videre har to af foreningens medlemmer forladt den – begge mener de, at denne kvalitets-inddeling er forældet.

Et oldnordisk system


Den første producent, der sagde farvel til Vinea Wachau, som har 200 medlemmer, var FX Pichler i 2020. Nu har FJ Gritsch ifølge Wine-Searcher fulgt trop. Begge fremstiller vine af top-kvalitet, og begge vinhuse mener, at det er oldnordisk at have et klassifikations-system, der er baseret på alkoholindholdet.
Systemet stammer fra dengang, hvor det stadig kunne være svært at opnå fuldmodne druer med sukker nok til en ordentlig alkoholprocent. Det har ændret sig en hel del under de verserende klimaændringer, lyder det fra de to producenter. Desuden siger alkoholindholdet jo ikke noget om en vins kvalitet.
Franz-Josef Gritsch forklarer også sin udmeldelse med, at nogle af importørerne af hans vine i eksportlandene ligeledes kritiserer det gamle kvalitets-system.
I 2020 blev Wachau udnævnt til en selvstændig appellation – eller DAC (Districtus Austriae Controllatus), som det hedder i Østrig.
Her har man også en kvalitets-pyramide. Nederst i pyramiden er Gebietswein (regionalvin). Dernæst kommer Ortswein (sted-vin), og så er der toppen af kransekagen, Riedenwein, der udelukkende gælder for enkeldrue-hvidvine fremstillet på enten Grüner Veltliner, Roter Veltliner eller Riesling fra 157 nøje udvalgte vinmarker (Rieden).

Baseret på terroiret


I 2023 trådte endnu en DAC-klassifikation i kraft for de allerbedste østrigske vinmarker - de kan nu opnå betegnelsen Erste Lage (hvilket svarer til Premier Cru) eller det endnu finere, Grosse Lage (Grand Cru).
Ifølge Vinea Wachau skal de nye betegnelser leve side om side med Steinfeder, Federspiel og Smaragd, hvilket Franz-Josef Gritsch - ud over, at betegnelserne er oldnordiske - mener kun skaber forvirring over for forbrugerne.
Han vil fra og med årgang 2023 kun anvende de regler og kvalitetsniveauer, som Wachau DAC har udstukket. De er ikke baseret på alkoholindhold men i høj grad på terroiret.


Foto: Wikipedia/CC-BY-2.0.

En flute med æblejuiceDel på Facebook

Noget, der nok burde være en lille og hurtigt glemt sag, er blevet endevendt i de britiske medier i den seneste uge.
Et ægtepar og deres femårige datter fra Hampstead besøgte en lokal pub, The Old Bull & Bush, for at skåle nytåret ind. Parret bestilte to glas champagne og æblejuice til datteren – og bad om, at juicen blev serveret i et champagneglas (en flute) magen til deres, så hun kunne deltage på lige fod i skålen.
Det nægtede pubejeren med den begrundelse, at det ville opmuntre barnet til at drikke alkohol, at hun fik serveret sin juice i et glas, der netop var beregnet til en alkoholisk drik.

Utidig indblanding


Barnet fik dernæst sin juice i et vandglas, der, som pubejeren understregede, også var lettere at holde på end den tynde stilk på champagneglassset.
Seancen fik moren, der i øvrigt er læge, op i det røde felt. Hun mener, at det fra pubejerens side er utidig indblanding i hendes opdragelse af datteren.
"Sagen" har trukket overskrifter i flere britiske aviser, og andre forældre har blandet sig i debatten. ”Det er hans pub og derfor hans regler, der gælder”, lyder det fra nogle. Andre kalder pubejerens indstilling for ”fjollet”.
Indrømmet, det er ikke verdens største problem. Vi hører dog alligevel gerne, hvad VinAvisens læsere mener på info@vinavisen.dk.


Nogle af de vine, vi anmeldte.

Smagning af alkoholfri vineDel på Facebook

Hvis du er blandt dem, der skruer ned for alkohol-blusset - eller måske helt vil undgå vin - i januar, så klik ind på uge 4 2023. Her bragte vi en større smagning af alkoholfri vin med anmeldelser af 21 mousserende, hvid- og rødvine på det danske marked. Vi bragte også en længere artikel om, hvordan sådanne vine fremstilles - for det er jo ikke bare druesaft!
Der kan være nye årgange på markedet i forhold til de anmeldte vine, men du kan alligevel få en idé om udbuddet, kvaliteten og forhandlingsstederne.
Ugni Blanc indvandrede i middelalderen til Frankrig fra Italien, hvor den er kendt som Trebbiano. Foto: Wikipedia/Pancrat.

Et meget stort drue-projekt Del på Facebook

I mere end 100 år har Maison Martell – ligesom de øvrige cognachuse – fremstillet cognac på Ugni Blanc. Men som nævnt i uge 13 2020, bliver det stadig sværere at dyrke og anvende druen på grund af klimaændringerne.
Druen modner hurtigere og mister sin syre under de øgede varmegrader. Og netop syren er vigtig, da den har en konserverende effekt - i Cognac tilsætter man ikke svovl som konserveringsmiddel.
På grund af Ugni Blancs hurtigere modning høstes den i dag i september i stedet for oktober. Herved bevares syren - til gengæld når aromastofferne ikke at udvikle sig fuldt ud i druerne, hvilket er et lige så stort problem.
En række af de førende cognachuse eksperimenterer derfor i disse år med alternative og nye druer. Og et af de største projekter står Martell for.

Fra 280 til 50 druer


Maison Martell ejes af den store franske spirituskoncern Pernod Ricard, og ”projekt nye druer” startede i 2016 med plantningen af hele 280 nye druesorter i en forsøgsmark. Projektet udføres i samarbejde med blandt andet det franske institut for landbrugsforskning, INRA (l'Institut National de la Recherche Agronomique), og cognac-distriktets vinproducentforening, BNIC (Bureau National Interprofessionnel du Cognac).
Druerne er – ligesom Ugni Blanc – hvidvinsdruer, og de stammer hovedsageligt fra Sydfrankrig og Sydeuropa. Martell vil stadig ikke løfte sløret for, præcis hvilke druer det drejer sig om, men man har nu meddelt, at de 130 af dem blev høstet i 2022 – dog var det kun et udvalg på 50 druer, der blev vinificeret hver for sig og dernæst destilleret i mikro-kedler. Herved kunne man se, hvilke af druerne, der har det bedste potentiale for til cognacfremstilling.

Skal komme hele distriktet til gode


Og man er ikke færdig med eksperimenterne. I slutningen af juni 2023 blev endnu 20 alternative druesorter plantet i forsøgsmarken.
Det storstilede og langvarige projekt skulle gerne munde ud i lanceringen af et endeligt udvalg af egnede druer i 2028.
Maison Martell er det første private firma i Cognac til at investere i et projekt i denne størrelsesorden. Det koster garanteret kassen, og for at Martell overhovedet skal kunne få glæde af projektet i sidste ende, skal BNIC – og dernæst den franske appellationsmyndighed INAO – godkende druerne til kommerciel vinfremstilling.
Når og hvis det sker, har Martell tænkt sig, at resultaterne af forsøgene – og druerne – skal komme hele Cognac-distriktet og dets producenter til gode.


Druer som festlige malerierDel på Facebook

I 2022 var VinAvisen på rejse i Portugal og oplevede det fantastiske og dengang spritnye store vincenter, World of Wine – eller bare WOW.
Det ligger i Porto, og er så absolut et besøg værd! I vores serie af postkort fra rejsen fortæller vi mere om museet.
I et af de mange rum har man ophængt en lang række sjove, festlige og meget detaljerede malerier, som hver især personificerer en bestemt af verdens mange druer. Ved hvert maleri kan man så læse om druen, dens karakter og udbredelse.
Som ugens store billede lidt længere nede på siden i denne og i de næstkommende udgaver af VinAvisen bringer vi nogle af ”drue-portrætterne”.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

Amager Vinimport er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
1st Choice Wine i Kastrup lukkede pr. 1. juli 2023.


Cristiano van Zeller.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Cristiano van Zellers navn er uløseligt forbundet med Portugals Douro-dal. Og han har gennem flere årtier bidraget til såvel at højne kvaliteten af portvin som til at vise, at det berømte distrikt også kan fremstille rød- og hvidvin af top-kvalitet.
Han blev født ind i en familie, der har solgt og fremstillet portvin i Douro siden 1700-tallet, og distriktet og dets vine ruller i hans årer. Som han engang har udtalt:
- Da jeg var nyfødt, satte min onkel Luis et glas portvin under min næse, og den duft og stedfornemmelse har aldrig forladt mig.
Som ung læste Cristiano van Zeller til civilingeniør ved universitetet i Porto og begyndte sideløbende at arbejde med i familiens daværende portvinsgårde, Quinta do Noval og Van Zellers & Co., som familien havde grundlagt i 1780.
I 1982 blev han CEO og præsident for Quinta do Noval – en post han bestred, indtil firmaet blev solgt til det store franske forsikringsselskab AXA Milesime i 1993.
Van Zellers & Co. forblev under ledelse af Cristiano van Zellers fætter, mens han selv og resten af familie kastede sig over nye projekter.
Fra 1994 til 2007 samarbejdede han med to forskellige portvinshuse, Quinta do Crasto og Quinta do Vallado. Og i 1997 skabte han sammen med den spanske sherryproducent Javier Hidalgo den første enkeltvinmarks sherry nogensinde, Pastrana Manzanilla Pasada.
I 1996 købte han sammen med sin hustru, Joana, hendes families gamle vingård, Quinta Vale de Maria i Douro - og i 2007 generhvervede han familiens gamle vingård Van Zellers & Co., restaurerede bygningerne, moderniserede vineriet og begyndte at skabe portvine og vine som i dag er berømmet viden om.
Selv om moderne tider har indtaget vineriet, er det stadig de gamle traditioner, der er i højsædet. På de i alt 16 hektar er der plantet 35 forskellige lokale druer, og dermed mange andre end de fem almindelige i Douro. Og flere druer er plantet sammen i én og samme mark ligesom i gamle dage, hvilket Cristiano van Zeller mener giver det bedste resultat.
I 1982 var han med til at grundlægge vinbroderskabet i Porto, Confraria do Vinho do Porto. Han har også haft flere bestyrelsesposter i foreningen Port Wine Shippers Association – senest som præsident fra 1990 til 1991.
Og så var han en af grundlæggerne af Douro Boys i 2002, der består af fem førende portvinsproducenter, som ønsker at vise omverdenen, at Douro også kan fremstille rød- og hvidvin i topligaen. Noget, der i høj grad er lykkedes via deres fælles indsats.
I Van Zellers & Co. arbejder Cristiano van Zeller sammen med 15. generation i vinfamilien, Francisca og João van Zeller.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvornår skal en vin dekanteres?Del på Facebook

Edvard Hansen har stillet spørgsmålet, og lad os svare ved at skelne mellem iltning og dekantering.
* Dekantering
går ud på at skille bundfald fra vinen. Og bundfald kan der netop være i ældre, gode rødvine og portvine. Disse vine bør altid for en sikkerheds skyld omhældes med rolig hånd til kande eller karaffel. Vinen skal have stået op i nogle dage, så bundfaldet er sunket ned på bunden af flasken, og man dekanterer den over en lampe, så man kan se, når bundfaldet kommer – og kan skynde sig at vippe flasken tilbage.
Når man dekanterer, iltes vinen også til en vis grad, og rigtigt gamle vine (flere årtier) skal derfor først på karaffel umiddelbart før serveringen – gerne inde ved bordet, så alle kan se, hvad der foregår.
* Iltning
går ud på at åbne, mildne og klargøre en ung vin til øjeblikkelig nydelse, og man gør det ved at plaske vinen over i karaflen, så den får så meget luft som muligt. Hæld gerne et par gange frem og tilbage.
Som regel er det rødvine, man ilter på denne måde, men store hvidvine, der har fået fadlagring, kan også vinde ved ophældning. Nogle hvidvine kan også have et snif svovl, som man kan dæmpe ved en hurtig iltning.
En gammel tjenerregel lyder, at man dekanterer ...
*
for at fjerne bundfald,
*
for at ilte vinen,
*
for at kunne hæve eller sænke temperaturen, og
*
for showets skyld


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Søren Kongsted har for nogle år siden taget dette billede i Moldova. Her besøgte han verdens næststørste vinkælder tilhørende vinhuset Cricova.

Kælderen, der rummer 1,25 millioner flasker vin, er indrettet i de minegange, som man i 1400-tallet udgravede for at få kalksten til at bygge Moldaviens hovedstad, Chisinau. Først i 1950’erne indtog vinflaskerne gangene.
Labyrinten af kældergange ligger ned til 100 meter under jorden og har en samlet længde på 120 kilometer. Så man ser ikke vinkælderen gående men kørende. En sådan køretur forevigede vores læser i en lille film på YouTube.
Smagerum og andre faciliteter er også indrettet i den underjordiske kælder.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-771
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


771 Piemontes blå drue Nebbiolo er som en varmblodig operasanger i et maleri i vinmuseet WOW i Porto (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 22 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Staff, Haselgrove, Chardonnay, Adelaide Hills, Australien, 2022, lav alkohol (13%)

Der er vanilje og gule stenfrugter i duften af denne dejlige hvidvin. Smagen er tør uden at knase, med fylde og en anelse fedme og med forfriskende fint krydrede citrusnoter til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Laroche, Chardonnay, Chablis AOC, Frankrig, 2022, lav alkohol (12,5%)

211 kr., pris på tilbud indtil 18. januar: 119 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En delikat og frisk hvidvin med grønne druer og pærer i duften og med en god, tør og fyldig druesmag. En oplagt vin til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Château des Coccinelles, Côtes du Rhône AOC, Frankrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., pris på tilbud indtil 18. januar: 79 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Coccinelles (mariehøns) er navnet på denne dejlige rødvin, og netop disse insekter er ofte en plage for vinproducenterne. Vi har smagt vinen i tidligere årgange, og årgang 2022 har de samme gode krydrede noter af sort peber og anis. Men det er en mildere og mere imødekommende årgang end 2021 - hvilket indbringer den femte stjerne.

stjernestjernestjernestjerne

Leza García Reserva, Rioja DOC, Spanien, 2018, høj alkohol (15%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Fadmodningen på fransk og amerikansk eg fornægter sig ikke, når man dufter til denne gode rødvin. Der er noter af træ og vanilje men også af frisk og syrlig rønnebærgelé. Smagen er tør og fint krydret med især rosmarin og med en frisk bærnote samt en stringent syre til slut. Med sin syre er vinen oplagt til lidt fede men ikke for kraftigt smagende kødretter. Vinen kan drikkes nu, men kan også med fordel gemmes et par år endnu.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chimères, Château Saint Roch, Côtes du Roussillon Villages AOP, Frankrig, 2020, høj alkohol (15%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Læder og træ præger duften af denne rødvin, mens smagen er dejligt og kraftigt krydret med underliggende frugtnoter. En rigtig dejlig vin til krydrede vinterretter - såvel dem med kød som de vegetariske.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ctapocea, Mavrud, Thrakien, Bulgarien, 2020, høj alkohol (14,9%)

135 kr., pris på tilbud: 114,75 kr., AM Vinimport

En helt igennem dejlig rødvin, der dufter af hyldebær og overbeviser med sin intense smag af blød modne bærfrugt og sine komplekse krydrede noter. I den lange eftersmag er der strejf af mørke rosiner. Alkoholen er fint integreret. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før servering - og drik den til en krydret kødret.

stjernestjernestjerne

Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Frankrig, 2021, middel alkohol (13,5%)

139 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., Jysk Vin

En ok rødvin, men også en vin, der virker lidt træt. Der er gode noter af moden frugt og en anelse krydring. Men eftersmagen forsvinder hurtigt og koster den fjerde stjerne.

stjernestjernestjernestjerne

Borgo del Mandorlo Riserva, Primitivo di Manduria DOC, Italien, 2019, høj alkohol (14,5%)

139,95 kr., pris på tilbud indtil 18. januar: 66 kr. ved 3 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Her er saft og kraft i de rette mænger, krydrede noter og frisk frugt samt en god syre til mad i eftersmagen. Vinen er sagen til cremede pastaretter og stegt kylling.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Fattoria Castellina, Chianti Montalbano DOCG, Italien, 2020, middel alkohol (13,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., Mere om Vin

En rigtig dejlig Chianti-vin med mild aromatisk tobak i næsen og med en blød, saftig smag med friske bærnoter, en sart krydring og afrundede tanniner. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pier 39, Zinfandel, Californien, USA, 2021, høj alkohol (14,5%)

219,95 kr., pris på tilbud indtil 18. januar: 139 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

139 kr. (på tilbud) for en boks med 3 liter svarer til 34.75 kr. pr. normal vinflaske - og det er absolut et godt tilbud, når det gælder denne rødvin. Den har ikke en bred palet af smagsnuancer men er en let drikkelig, lækker og blød vin med vanilje og moden frugt, stor fylde og tilpas tørhed og en rund afslutning med integrerede tanniner.

stjernestjernestjernestjerne

André Goichot, Pinot Noir, Bourgogne AOC, Frankrig, 2020, lav alkohol (12,5%)

229 kr., pris ved 6 flasker: 179 kr., YouAndWine

En god rødvin - en rigtig Bourgogne-vin - med duft af modne blåbær og en meget aromatisk og saftig smag af friske bær. En fin syre afslutter eftersmagen. En oplagt vin, hvis der skal rødvin til laksen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Amarone Villa Spinosa, Amarone della Valpolicella DOCG, Italien, 2018, høj alkohol (16%)

249 kr., Masa Wine

En kompleks duft af aromatisk tobak, læder, syltede blommer og strejf af mørke rosiner møder næsen. I den koncentrerede smag er der moden frugt og rosinsødme men også krydrede noter og et lille tørt bid til slut som modspil. Alkoholen er perfekt integreret. En rigtig dejlig og harmonisk Amarone, som både kan nydes til kraftige sammenkogte retter eller som den er, som et varmede glas en kold vinteraften.

Smagningen af vine fra Moldova

stjernestjernestjernestjernestjerne

Equinox, Merlot, Stefan Voda, Moldova, 2018, høj alkohol (14,7%)

95,5 kr., Ostemejeriet

En dejlig aromatisk rødvin, der både dufter og smager af Merlot-druen. Det vil sige en god portion moden frugt og en fyldig, blød og fint krydret smag med strejf af anis. En anelse tanniner dukker op til slut i eftersmagen. En vin, mange vil kunne lide - prøv den til pasta eller kylling.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domenile Corniceni, Viorica, Moldova, 2021, lav alkohol (13%)

145 kr., Moldovin

I en blindsmagning ville man nok gætte på, at denne hvidvin er lavet på Sauvignon Blanc i New Zealand. Den har de samme noter af eksotisk frugt - og især af kærlighedsfrugt - der er så typisk for mange af de newzealandske hvidvine. Men vinen er lavet på druen Viorica, og den er moldovisk - og den er rigtig dejlig. Ud over eksotisk frugt byder smagen også på saftighed og en lille krydret note til slut. Viorico har heller intet med Sauvignon Blanc at gøre rent genetisk - den har nogle helt andre forældre - men som nævnt er ligheden slående.

stjernestjernestjernestjerne

Equinox, Shiraz, Stefan Voda, Moldova, 2018, høj alkohol (14,8%)

149 kr., Ostemejeriet

Her har vi Shiraz-druen i moldovisk udgave - og det er et godt bekendskab. Det er en rødvin med syltede kirsebær i duften og med en krydret smag, der holder ud i den lange eftersmag. En vin, der er sagen til vinterens sammenkogte retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Métier Brut Nature, Radacini Wines, Cabernet Sauvignon, Codru, Moldova, lav alkohol (12,5%)

165 kr., Moldovin

En glimrende mousserende vin fra Codru-regionen. Den er fremstillet på champagne-metoden og udelukkende på Cabernet Sauvignon. Moussen er livlig, og duften har fine noter af lyst brød. I den tørre smag (brut nature er den tørreste udgave af mousserende vin) er der god fylde og dejlige noter af paradisæbler. Man får en meget elegant vin for de 165 kr. Oplagt til skaldyrsretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Te Wā Fetească regală, Fetească regală, Stefan Voda, Moldova, 2021, lav alkohol (13%)

179 kr., Moldovin

Det er altid interessant at smage vine på lokale druer - som denne med navnet Fetească regală. Og den kan noget rigtig godt - i hvert fald i denne dejlige hvidvin. Der er eg og æbler i duften, mens smagen er indtagende med en vis fedme, tør uden at knase og med en lille krydret note af hvid peber til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Divus Seperavi, , Seperavi, Moldova, 2019, middel alkohol (14%)

225 kr., Moldovin

Den blå Seperavi-drue er en ret tanninholdig drue, men her giver tanninerne rygrad uden at bide i eftersmagen. Det er en absolut top-rødvin med flere aromatiske lag, der afdækkes i smagen og eftersmagen. Her er kompleks frugt med noter af solbær og syltede blommer og en dejlig krydring med en anelse eukalyptus til slut.

stjernestjernestjerneØ

Equinox 5 Elemente, Equinox, Stefan Voda, Moldova, 2020, lav alkohol (12,7%)

229 kr., Ostemejeriet

En hvidvin - eller rettere en orangevin - på en blanding af fem lokale og internationale druer - Feteasca Regala, Feteasca Alba, Babeasca Gri, Pinot Gris og Chardonnay. Farven er orange, og der er lidt tør appelsinskal over duften (selv om orangevin jo intet har med appelsiner at gøre). Smagen er fyldig og tør med en vis saftighed, men der mangler bredde og smagsfacetter, for at vinen kan leve op til prisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Equinox 5 Elemente, Equinox, Stefan Voda, Moldova, 2018, høj alkohol (14,5%)

229 kr., Ostemejeriet

En rødvin på en blanding af lokale og internationale druer - og en meget velkomponeret vin med saft, kraft og stor frugt-koncentration, der holder længe i munden og slutter med et krydret touch. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjerne

Te Wā Rara Neagră, Rara Neagră, Stefan Voda, Moldova, 2022, lav alkohol (13%)

245 kr., Moldovin

En rigtig god rødvin med lige dele moden frugt og krydrede noter - blandt andet en anelse forfriskende eukalyptus og menthol. Der er en fin sødme i eftersmagen, som slutter rundt og blødt. 245 kr. er nok lige i overkanten og koster den 5. stjerne.

stjernestjernestjernestjerne

Te Wā V(ia), Fetească neagră, Stefan Voda, Moldova, 2019, middel alkohol (14%)

245 kr., Moldovin

Der er lys chokolade og blå blommer over duften af denne gode rødvin. Smagen er rund og blød, fuld af frugt og med en fin krydring og afrundede tanniner til slut. En lille fin syre sætter et forfriskende punktum.