Nyheder i uge 19, 2011

Læs uge 18.......Læs uge 17.......Læs uge 16






Markant færre fulde konfirmander
Blå mandag og alkohol hører ikke længere sammen. Tidligere syntes mange unge og deres forældre, at det var helt naturligt, at konfirmanderne fik skænket drinks op på konfirmationsdagen og den efterfølgende blå mandag.
I dag sætter flere og flere forældre grænser og siger nej til alkohol, også på den blå mandag.
– For mange unge er det en lettelse. Det er kun en mindre gruppe i 7. og 8. klasse, der har fokus på fester og alkohol, de fleste unge er usikre på at begynde at drikke. Derfor er det en støtte for det store flertal, hvis de voksne sætter grænser, siger Anett Wiingaard, der er sekretariatschef i foreningen GODA – God Alkoholkultur.
 
Godt med grænser
Alle undersøgelser viser, at det har en effekt, når forældre sætter grænser. Og den større opmærksom på alkohol blandt både forældre, klubledere, lærere og andre voksne kan nu ses i statistikkerne.
Siden 2004 er andelen af 15-årige, der drikker alkohol mindst én gang ugentligt, halveret (for pigernes vedkommende fra 39% i 2004 til 19% i 2010 og for drengenes vedkommende fra 50% til 28%).
I 2004 havde 16% af de 13-årige piger prøvet at være fulde mindst to gange, men dette tal er ligeledes halveret til 13% i 2010 (for drengenes vedkommende fra 24% til 15%).
Tallene stammer fra den netop offentliggjorte Skolebørnsundersøgelse, hvor Statens Institut for Folkesundhed hvert fjerde år tager temperaturen på unges trivsel og sundhed. Der er således langt færre unge i dag, der ser konfirmationen som et "go" til at drikke.
 
Ændret holdning hos forældrene
Det har været en myte, at de unge skulle have lov til at drikke, når de blev konfirmeret og gik ind i "de voksnes rækker". I dag er holdningen ændret hos de fleste forældre, der forsøger at udskyde de unges alkoholdebut.
I de sidste par år har mange kommuner desuden arrangeret alkoholfrie aktiviteter, så der på blå mandag er masser af alternativer til blot at sidde i en park og drikke sig fuld. Klatring, X-faktor, surfing, forlystelsesparker og dykning er blot nogle af de mange tilbud, kommunerne tilbyder de unge.
Så når de flere tusinde unge i de kommende uger skal fejre konfirmationen med deres kammerater, bliver det for de fleste vedkommende uden alkohol.




De fleste unge har slet ikke lyst til at blive fulde.

BLÅ MANDAG
GODA kommer med en række gode råd
om den blå mandag
til forældre til årets konfirmander:
* Planlæg dagen på forhånd med klassens forældre, så det bliver en fælles oplevelse for hele klassen.
* Start fx dagen med brunch, og tjek hvilke aktiviteter, kommunen kan tilbyde.
* Lad de unge gå sammen i grupper og uden for mange kontanter og værdigenstande på sig. Penge, nye mobiltelefoner, iPods og lignende er desværre blevet mål for nogle ungdomsbander.
* Ha’ en forældregruppe i nærheden, som de unge kan kontakte, hvis der opstår problemer.
* Aftal en fælles holdning til alkohol. Jo mere restriktive forældrene er, desto mindre drikker de unge.








Dugfriske skud på gamle vinstokke i det spanske Rioja. Foto: www.lariojaturismo.com


Rioja fra Argentina
I 1591 grundlagde spanieren Juan Ramirez de Velazco en by i Argentina. Todos los Santos de la Nueva Rioja kaldte han den til minde om floden Rio Oja - som senere har givet navn til distriktet La Rioja hjemme i Spanien.
Ren nostalgi – og årsag til en nutidig tolv år lang strid mellem "de to Rioja’er".
Spanske Rioja er jo berømt for sine rødvine, men der fremstilles også vin i og omkring Todos los Santos de la Nueva Rioja – eller bare La Rioja, som man kalder både byen og den region, den ligger i. Og vinproducenterne her skriver derfor med største glæde "La Rioja" på deres etiketter.
Oprindelig tog spanierne det ikke så tungt, men da de argentinske vine på et tidspunkt begyndte at sælge rigtig godt i eksportlandene og høste stadig mere anerkendelse fra vinskribenterne, satte Riojas vinproducenter spørgsmålstegn ved, om argentinerne nu også havde lov til at skrive La Rioja på flaskerne. Og i 1999 indledte Consejo Regulador (den lokale vinmyndighed) i Rioja en retssag mod argentinske La Rioja.

Argentinerne vandt
Nu er der ifølge The Telegraph langt om længe faldet dom i sagen. Argentinerne har vundet og må derfor fortsat anvende ordet Rioja på deres etiketter.
Dommeren afviste sagen, da han mente, at vinene fra de to vinområder adskiller sig tilstrækkeligt fra hinanden til ikke at skabe forvirring hos forbrugerne. Blandt andet er hovedparten af vinene fra det spanske vindistrikt rødvine fremstillet på Tempranillo-druen, mens man i det argentinske Rioja hovedsageligt laver hvidvin på druen Torrontes.
Og der er flere forskelle mellem de to vinområder. Mens man i det spanske Rioja fremstiller 250 millioner liter vin om året, er mængden fra det argentinske vinområde på kun 60 mio. liter – og dermed ifølge dommeren næppe en trussel for spanierne.

Vil anke sagen
Ifølge Consejo Regulador i Rioja er der faktisk mange forbrugere, der forveksler vinene fra de to vinområder. Markedsundersøgelser har vist, at omkring 60% af forbrugerne i eksportlandene ikke kan skelne de spanske vine fra de argentinske. I Rioja har man derfor besluttet at anke sagen.
Lignende sager har ofte verseret mellem de vinproducerende lande i EU og oversøiske vinlande. Champagne er et klassisk eksempel.
Der har været flere retssager, og hver gang har det berømte franske vindistrikt vundet over navne-kopisterne. I 1994 forbød EU endog, at man på mousserende vine skrev, at de var fremstillet efter champagnemetoden.




.


Rødvin mod rystesyge
I sidste uge fortalte vi – med udgangspunkt i en rapport af lægen og vinskribenten Erik Skovenborg – om de mange gode egenskaber, vin i moderate mængder har for kvinder.
Her er endnu en god egenskab – og den gælder også for mændene:
Omkring 5% af alle ældre over 65 år lider af essentiel tremor, ukontrollabel rysten, hvor fx hænderne og hovedet ryster uden nogen kendt årsag. Har man først fåeet sygdommen, bliver denne rysten som regel kun værre med alderen.
En ny italiensk undersøgelse, hvor man har fulgt forsøgspersoner både med og uden essentiel tremor, viser imidlertid, at folk, der dagligt drikker rødvin har mindre risiko for at udvikle sygdommen.

De gode antioxidanter
De forsøgspersoner i undersøgelsen, der gennem de sidste tredive år havde drukket fire til fem glas rødvin hver dag, havde hele 86% mindre risiko for at få essentiel tremor. Ved tre glas om dagen - hvilket lyder mere fornuftigt - lød tallet på 65%.
Det er ifølge Winespectator det høje indhold af antioxidanter i netop rødvin, der har den godgørende virkning.





Foto: Nyetimber.

Briterne bobler derudad
Briterne fremstiller stadig mere vin. I 2010 blev det til i alt 4 millioner flasker, hvilket er en hidtidig rekord og en stigning på 1 mio. flasker i forhold til året før .
Årsagen til væksten er, at et stigende antal landmænd dropper kartoflerne og bliver vinbønder. I løbet af de sidste fem år er vinmarksarealet ifølge den britiske vinproducentforening English Wine Producers således steget med 75% til 1320 hektar. I 1984 bestod arealet af sølle 325 hektar.
Det er dog Storbritanniens to største vinproducenter, Chapel Down og Nyetimber, der ejer eller får druer fra de fleste af vinmarkerne. Begge har de specialiseret sig i mousserende vin, og har høstet adskillige medaljer for deres bobler.
Nogle britiske bobler har endog vundet over ædle champagner i diverse internationale konkurrencer.

Kongehus vil fremstille vin
De mousserende vine udgør i dag halvdelen af al britisk vin – altså omkring 2 mio. flasker årligt. Dog er der lang vej til at slå Champagne-distriktets 300 mio. flasker.
Også det britiske kongehus kaster sig nu ifølge avisen The Telegraph over vinfremstilling. I disse dage bliver der plantet 16.700 vinstokke i Windsor Great Park, en park 30 km vest for London, som ejes af kongefamilien.
Det er champagne-druerne Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, der plantes, og hvis alt går vel, vil man i 2013 kunne fremstille første årgang af en royal mousserende vin.
Det er dronningens 90-årige husbond, prins Philip, der i samarbejde med den store britiske vinbutikskæde Laithwaites står bag projektet.







< To visualiseringer af det kommende broprojekt fra protestsiden www.b50neu.de.


Die Grünen svigtede
I uge 16 skrev vi om det forhadte motorvejsbyggeri i Mosel, som midlertidigt ville blive stoppet – til stor jubel for distriktets mange vinproducenter. De øjnede straks en chance for, at midlertidigt ville blive til permanent.
Det tyske miljøparti Die Grünen havde en overbevisende sejr ved det nyligt afholdte delstatsvalg. Og partiet, der er imod byggeriet, har i den seneste tid forhandlet med det regerende parti, Christlich Demokratische Union Deutschlands (CDU) om en regeringsdannelse. Og det var, mens disse forhandlinger stod på, at byggeriet blev holdt på "stand by".
Die Grünen kunne have gennemtrumfet, at motorvejsbroen helt og holdent blev droppet, men i sidste uge bøjede partiet sig for CDU og godkendte byggeriet.

Skuffede over kovending
Vinproducenterne er ifølge Decanter både skuffede og chokerede over Die Grünens kovending. En skrinlægning af motorvejsprojektet var netop blandt partiets vigtigste mærkesager op til delstatsvalget.
Sidste håb synes nu slukket. Med mindre der sker et mirakel, vil den 1,7 km lange og 158 m høje motorvejsbro blive opført gennem det, som den anerkendte britiske vinskribent Hugh Johnson har kaldt for "verdens fineste Riesling-vinmarker".
Johnson, der i det hele taget har været blandt frontkæmperne mod broen, har også udtalt, at "denne sindssyge, destruktive og unødvendige motorvej er i færd med for altid at forurene det mest berømte og smukke historiske landskab langs en af Europas smukkeste floder."
Mosels vinproducenter frygter, at byggeriet vil påvirke jordkvaliteten og vandingsforholdene, og at vinstokkene vil lide under den massive skygge, som broen vil kaste over vinmarkerne.
Byggeriet forventes at være færdigt i 2016.






Til kamp mod plasticpropper
Vinflasker lukkes med korkpropper og skruelåg. Og så er der plasticpropperne, som en af vore læsere, Palle Andersen, bestemt ikke har meget til overs for. Han har sendt os følgende mail:
Når jeg har skåret kapslen af og opdager, at vinen har plastprop, udstøder jeg et lille suk, for jeg ved, hvad der venter. Proppen sidder som regel MEGET fast, og når den så er lirket op, kan man ikke få den af proptrækkeren uden ekstra værktøj. En øvelse, som i høj grad virker negativt på vinoplevelsen!
Plastpropperne har kun den fordel, at de ikke får vinen til at smage af prop.
Hvis flasken ikke lukkes med en ordentlig prop, så brug dog skruelåg (ufestligt men effektivt). Jeg er selv holdt op med at købe de vine, som pr. erfaring har plastpropper (men der dukker jo nye op).
VinAvisens redaktion kan kun give Palle Andersen ret i hans holdning til de besværlige plastpropper, der undertiden ligefrem kan ødelægge selv rigtig gode proptrækkere.




Der var godt fyldt i den sal hos First Hotel Kong Frederik, hvor Franske Vindage blev afholdt.

Fransk stemning i København
Det nyligt afholdte arrangement Franske Vindage blev en stor succes. I alt flokkedes 700 gæster omkring standene for at smage på vine fra Champagne, Bordeaux, Bourgogne, Alsace, Rhône og alle de andre franske vindistrikter. Det var Sopexa (kommunikationsbureau for franske landbrugsprodukter) der stod for arrangementet sammen med Cofoco (Copenhagen Food Consulting).
Seancen var for såvel vinbranchefolk som for alle andre, der holder af gode franske vine – og af delikatesser, for dem var der også masser af rundt om på bordene. Der blev hældt smagsprøver i glassene, skåret hapser af ostene og nippet til årgangssardiner. Og de mange udstillere fortalte ivrigt om druer og fadlagring, modning af sæteroste og servering af foie gras.
Det var første – men forhåbentlig ikke sidste – gang, at der afholdes Franske Vindage i København. I øjeblikket arbejder Sopexa på at gøre arrangementet til en tilbagevendende begivenhed.

.............

>33/09






Se den sjove film om en uheldig restaurantgæst ved at klikke her.

Kedeligt bare at kigge på
I sidste uge fortalte vi om den britiske vinskribent Jancis Robinson, der ikke vil lave vinsmagnings-videoer, hvor hun skænker, lugter, smager og fortæller, hvad hun mener om vinene. Den slags er ikke interessant for seerne, mener hun.
Der dukker stadig flere af sådanne vinsmagnings-videoer op på nettet, og vi spurgte derfor, hvad vore læseres holdning er til den slags smagninger for åben skærm.
Vi siger tak for de mange input, vi har fået - input, der generelt vender fingere nedad. Som en af læserne, Frank Lindgaard Larsen. skriver til os:
- Det er vel med vinsmagning som med sex. Lige så inspirerende det kan være at deltage, lige så kedeligt er det bare at kikke på.

En sjov film
En anden læser, Henning Lindeberg, skriver:
- Jeg ser aldrig vinsmagninger på YouTube, ligesom jeg ikke finder, at jeg får noget særligt udbytte af at læse om smagninger.
- Det er vel også på sin plads at nævne, at vinsmagninger efter min mening egentlig er et sært fænomen for os ikke-professionelle, for her er vinene jo revet ud af den sammenhæng, de som regel er tænkt til - sammenhængen med mad.
Henning Lindeberg har desuden sendt os linket til en morsom film på YouTube, der viser, hvor galt det kan gå, når man som gæst på en restaurant vil smage på vinen – og gerne vil blære sig lidt. Filmen er på tysk, men let forståelig selv om man ikke kan sproget.




Vinkælderen hos Buena Vista er blevet restaureret og fremstår stort set som dengang i 1857, da vinhuset blev grundlagt.

Bourgognehus på indkøb i Californien
Boisset Family Estates er en af de helt store vinhus-ejere i Bourgogne. Firmaet, der ledes af Jean-Charles Boisset, ejer blandt andet Bouchard Aîné & Fils, Domaine de la Vougeraie, J. Moreau et Fils og Jaffelin. Derudover har firmaet også vinhuse i Beaujolais, Loire og Rhône-dalen samt i Canada og Californien. Og netop i sidstnævnte vindistrikt har Boisset nu udvidet sin portefølje med vinhuset Buena Vista i Sonoma Valley.
Købsprisen ligger efter sigende på et beløb svarende til cirka 100 millioner kr.
Buena Vista er ikke et hvilket som helst vinhus. Det blev grundlagt i 1857 og er dermed Californiens ældste vinhus for kvalitetsvine. Og grundlæggeren, grev Agoston Haraszthy, var en farverig person, som man kan læse mere om nedenfor i denne uges ”Hall of Fame”.


33/09






Champagnen Ice Impérial leveres i en elegant hvidlakeret flaske, der sikkert skal lede tankerne hen på sne og kulde.

Champagne on the rocks
Når sommersolen om føje tid bager ned over Danmark, kan man passende tage sig et glas champagne on the rocks. Möet & Chandon har nemlig lanceret en champagne, Ice Impérial, der er skabt til at blive nydt med et par isklumper i glasset.
Ifølge champagnehusets kældermester, Benoit Goeuz, der har kreeret Ice Impérial, virker isen som en slags "sidste ingrediens", der fremhæver smagen og fuldender champagnen.
Ønsker man at give serveringen et tvist, anbefales det – ud over isen – at komme et par friske mynteblade, et par jordbær eller lidt revet limeskal i glasset med champagne.
Herhjemme vil man kunne købe Ice Impérial fra og med begyndelsen af juni. Prisen vil ligge på cirka 349 kr. flasken.


Kina, fransk vins redningsplanke
Den verdensomspændende økonomiske krise gik i 2008 hårdt ud over eksporten af fransk vin. I volumen faldt den med 8,2% og i værdi med 18,8%. Men året efter kom Kina på banen som den store redningsplanke for den franske vinindustri. I 2009 steg eksporten af fransk vin til kineserne således med hele 53,3% i værdi, og i dag har det asiatiske land med stormskridt indtaget førstepladsen som det største aftagerland – næst efter Frankrig selv – af Bordeauxvin.
Også vinen fra Cahors hitter hos kineserne – herfra er eksporten tredoblet i løbet af de sidste tre år.
Til gengæld er der ifølge WineAlley.com en markant nedgang i afsætningen af Cahors-vin til de traditionelle europæiske markeder. I 2010 importerede EU’s medlemslande vin fra det franske vindistrikt for i alt 845.000 euro (cirka 6,3 millioner kr.), hvilket var et fald i værdi på hele 42% i forhold til 2009.
Cahors har ligesom flere andre franske vindistrikter kig på endnu et ekspanderende og utraditionelt marked, Brasilien, hvortil der ligeledes er en tiltagende eksport af netop fransk vin.




Et forårsskud på en vinstok i det gode vinområde Paso Robles. Foto: Ron Bez.

Central Coast ramt af forårsfrost
Den værste forårsfrost i mands minde har ramt Central Coast i Californien, og den kan meget vel blive skyld i, at vinproducenterne i området mister mellem 30 og 50% af deres kommende druehøst. Sådan lyder den foreløbige dom fra vinproducentforeningen i Paso Robles, et af de førende vinområder i Central Coast. Nogle vinhuse kan endog risikere at miste hele deres høst.
Frosten er især gået ud over de tidligt modnende druer, hvilket vil sige hvidvinsdruerne samt Pinot Noir.





<< Kok Laddaporn Wichangoen og sommelier Henrik Yde Andersen fra Kiin Kiin præsenterer deres forret og vinvalg for dommerpanelet.

< Kokkeriets hovedret, der bestod af kølle & brissel af lam, bagte og rå beder, østersvinagrette og sauce tilsmagt
med tobak. Vinvalget var en Dry Creek The Mariner 2005 fra Holte Vinlager til 249 kr.


Match af californisk vin og mad
Tidligt om morgenen d. 4. maj mødte ti spændte kokke og sommelierer op på Hotel- og Restaurantskolen i København. De kom fra fem danske top-restauranter, Kiin Kiin, Alberto K, Munkebo Kro, Kokkeriet og Mellemrum, og de skulle dyste mod hinanden i ”Bedste match af mad og californisk vin 2011”, en konkurrence arrangeret af Vinens Hus, Wine Institute og Hotel- og Restaurantskolen og med økonomisk støtte fra Inco Danmark.
Hver restaurant stillede med en kok og en sommelier, og kl. 10 lød startskuddet for tilberedningen af en forret og en hovedret til fem personer.
Og så blev der ellers jongleret og kreeret med de råvarer, der var stillet til rådighed. Lammebrisler, bornholmerhane, linemuslinger, morkler, friske krydderurter og mange andre lækkerier røg på pander og i gryder, blev arrangeret og præsenteret.
Den stribe af californiske topvine, der var udvalgt til dysten, blev smagt blindt og først afsløret, da deltagerne havde valgt, hvilke vine der skulle ledsage deres retter.


En rejse til Californien
Det syv mand store dommerpanel af vinskribenter og restaurationsfolk vurderede ikke kun den bedste mad- og vinmatch. Også den måde, hvorpå holdene præsenterede deres kreationer, indgik i den endelige bedømmelse.
Det blev kok Michelangelo Cestari og sommelier Natthee Thungnoi fra Alberto K, der løb af med sejren. Og det gjorde de med forretten "Jomfruhummer og hvide asparges, nye kartofler, æggeblomme, aske og brunet smør" og hovedretten "Bryst og lår af Bornholmerhane, vilde svampe, skovsyre og sauce på kyllingeskind". Til de to retter havde Natthee Thungnoi valgt henholdsvis Kendall-Jackson Camelot Highlands Chardonnay 2008 – en vin fra Amka til 280 kr. – og Michael David Wines, 6th Sense, Syrah 2008 til 136 kr. fra Graa Vin.
Vinderholdet kan nu glæde sig til præmien – en uges rejse til Californien med besøg hos nogle af de vinhuse, hvis vine indgik i konkurrencen.
Andenpladsen gik til Kiin Kiin, mens Kokkeriet erobrede tredjepladsen.



Meget gamle flasker under hammeren
En flaske Mouton-Rothschild 1853 – den første årgang efter at det berømte Bordeaux-vinslot kom i familien Rothschilds eje – bliver nu sat til salg hos Christie’s. Før denne årgang stod der Château Brane-Mouton på etiketterne. Flasken er vurderet til 700 pund (cirka 6000 kr.).
Dette er blot et af trækplastrene, når auktionshuset d. 9. juni sælger i alt 319 flasker vin tilhørende den kendte britiske journalist, politiske kommentator og entertainer David Frost.
Auktionen byder også på adskillige flasker Mouton-Rothschild 1945 (billedet til venstre), der alle forventes at indbringe mellem 3000 og 5000 pund (cirka 25.000 og 42.000 kr.).





..................................




Whisky-affald forvandles til energi
Whiskyproduktionen efterlader en hel del biprodukter – affald, som blandt andet renses ud af de kobberkedler, hvori destilleringen har fundet sted.
I whiskylandet Skotland, hvor mængden af disse biprodukter selvsagt er temmelig stor, har man nu ifølge den britiske avis The Guardian kastet sig ud i et storstilet projekt, der skal forvandle biprodukterne til energi.
Projektet, hvortil der er afsat 50 millioner pund (cirka 415 mio. kr.) omfatter et nyt bioenergianlæg i Rothes i whiskyregionen Speyside. At opføre anlægget netop her er der god ræson i, da halvtres af Skotlands i alt hundrede destillerier befinder sig i Speyside.
Foreløbig vil seksten destillerier, heriblandt Glenlivet, Chivas Regal, Macallan og Famous Grouse, levere biprodukter til anlægget, der forventes at stå færdig i 2013. Her vil biprodukterne blive blandet med træspåner og brændt, og den energi, der herved udvindes, vil kunne forsyne 9000 skotske hjem med lys og varme.



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Excellent Wine har optaget importen af vinene fra Dopff au Moulin i Alsace.´
    * Skjold Burne og Oscar Davidsen & Co har fået importen af vinene fra det australske vinhus Thorn-Clarke i Barossa Valley og fra det argentinske vinhus Finca La Celia i Mendoza Valley.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.




...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130

...............................
    .....................
    119 Den tibetanske krigsgud Guan Gong modtager offergaver i form af kopper med risvin i lamatemplet i Beijing (foto © Anker Tiedemann)
    ...............
    ...............


Til_37/09





Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 25 vine. Af disse vine var der 17, som fik mere end to stjerner, og hele 13, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 80 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Caldora, Trebbiano, Abruzzo, Italien, 2009
45 kr., pris ved 12 flasker, Wine Group
Denne hvidvin er en lækker sag til en meget attraktiv pris. Den har en frisk, let krydret smag med en lille fedme og vil være glimrende både til mad og som altan-, balkon- og terrassevin.


San Michele all'Adige, Moscato Giallo, Trentino, Italien, 2009
89 kr., Carlo Merolli
Dejlig og læskende hvidvin med en fint parfumeret duft og en fyldig, aromatisk smag med Moscato-druens særlige kendetegn. En vin både til mad, apéritif og terrassevin.


Patrice Moreux, Sauvignon Blanc, Sancerre, Frankrig, 2010
129 kr., Lago Import
Frisk og saftig hvidvin med et karakteristisk billede af Sauvignon-druen med dens noter af græs, hyldeblomster og stikkelsbær.

Rosévin


Chiaretto, Mandorla, Monteferrato, Italien, 2001
49,95 kr., pris i uge 19 (denne uge): 40 kr. ved 3 flasker, SuperBest
En dejlig frisk rosévin med fine noter af modne jordbær i duften og med en god fyldig frugtsmag. Vinen har markant syre og kræver bestemt at blive ledsaget af mad - fx lidt kraftige fiskeretter som ovnbagt laks med krydderurter. Den femte stjerne gives for den lave tilbudspris.

Rødvin


Le Mire, Toscana, Italien, 2009
50 kr., Wine.dk
En mild og dejlig rødvin med et behageligt alkoholindhold på 12,5%. Den har frisk frugt, er læskende og har en lang, blød eftersmag. Ideel til, hvis der skal serveres rødvin til frokost. Den sidste stjerne skyldes den lave pris.


The Carnival, Zinfandel, Californien, USA, 2009
60 kr., Nordic Wine Traders
En meget lækker og koncentreret rødvin med masser af moden frugt og en venlig lille sødme. En vin, som mange vil kunne lide og dermed et godt valg til den store sommerfest. Etiketten med en elefant, der udfører et cirkusnummer, er også festlig.


Château de Macard, Bordeaux Supérieur, Frankrig, 2009
69,75 kr., Skjold Burne
En fortræffelig rødvin, let, charmerende, med fint krydderi og en lille sødme. Nogle i smagepanelet gættede på en Sangiovese. Vinen smagte lidt i den retning, og egentlig kunne den godt have været en god italiener ...


Assemblage, Bodega Estampa, Carmenère, Colchagua Valley, Chile, 2008
75 kr., på tilbud til 55 kr., Jysk Vin
Flot vin med en intens, blød, afrundet frugtsmag og mange facetter. En stor vin til store bøffer. Tilbudsprisen er et kup.


Sabor Real, Bodegas Campiña, Toro, Spanien, 2008
89 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., A Vinstouw
Her sker der noget. En flot rødvin med en påfuglehale af aromaer. Dertil en rank syre, der er fortræffelig til mad. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Atalaya, Almansa, Spanien, 2008
99 kr., Valuewine
Denne spanske rødvin fra det lille distrikt Almansa inde bag Valencia er hammergod. Den har stor frugtfylde og et bredt smagsspektrum - chokolade, lakrids, mørke kirsebær ....


Escudo Rojo, Baron Philippe de Rothschild, Maipo Valley, Chile, 2008
129 kr., på tilbud indtil 21. maj: 99 kr., Vinoble
Stor og flot rødvin med fin fylde, en god krydring og god struktur og bløde tanniner. Udpræget en vin til mad.


Domaine Prunier, Pommard, Bourgogne, Frankrig, 2005
169 kr., Franske Vinhus
En herlig rødvin, en glimrende bourgogne til prisen.


Bellamico Cabernet / Merlot, Sicilien, Italien, 2009
49,95 kr., Amka
En kraftig rødvin med en krydret duft og smag. Den er varm og rund med sveskeblomme, modne mørke kirsebær og et strejf af lakrids - og en lille spritkant til slut.


Le Grand Manoir, Côtes du Rhône, Frankrig, 2009
75 kr., pris ved 6 flasker: 45 kr., Holte Vinlager
Let og enkel rødvin med god saft. De 45 kr. er en attraktiv pris og nok den rigtige.


Clos de Beyliere, Chatillon en Diois, Frankrig, 2009
75 kr., pris ved 6 flasker, Vinmand
En udmærket rødvin med noter af sød lakrids i duften og med en behagelig læskende, let krydret smag.


Camposanz, Vinos Sanz, Vino de la Tierra de Castilla y León, Spanien, 2008
55 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En enkel, ligefrem hverdags-rødvin med et ret smalt smagsbillede, men unægtelig også til en lav pris.

Sød vin


Sweet Ice, Skærsøgaard, regional vin fra Jylland, Danmark, 2010
395 kr., Skærsøgaard Vin
Sven Moesgaard, der ejer Skærsøgaard Vin, har her bedrevet en meget lækker sød vin. Den er ikke sliksød, da sødmen opvejes af en fin syre. En let perlen sætter prikken over i'et. Alkoholindholdet er på kun 10%, så vinen vil egne sig fortræffeligt til en frokostdessert - fx af sommerens solmodne bær.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.