Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 04. 2013



Nyheder i uge 4, 2013





.



Bøf og rødvin bør følges ad
Det er dejligt med en god bøf. Men den gode bøf har også et indhold af kolesterol. Noget kolesterol (HDL) er gavnligt, andet er skadeligt (LDL), og det skadelige har betydning for dannelsen af åreforkalkning.
Nu har en ny undersøgelse fra det hebraiske universitet i Jerusalem ifølge avisen The Telegraph vist, at ophobningen af den skadelige kolesterol i årerne reduceres markant, hvis man lader den gode bøf følges med et glas rødvin.

Bøffer i fire dage
I fire dage fik fjorten forsøgspersoner en række måltider med mørkt kød – og besked på at undgå andre former for kød og fisk.
Senere gentog en gruppe af de samme personer den samme række af retter igennem nye fire dage og drak en glas rødvin til hvert måltid.
Det viste sig, at når personerne ikke drak vin til kødet, havde deres årer et øget niveau af stoffet malondialdehyde samt det skadelige kolesterol påvirket af stoffet.

Stop kolesterolet med rødvin
Ifølge The Telegraph var niveauet af kolesterol steget med 97%.
Med rødvin til måltiderne steg niveauet derimod ikke og faldt tværtimod hos nogle af personerne.
Der er ingen tvivl om, at dette er en meget positiv historie. Men har den britiske avis skrevet det rigtige tal – 97%?
Læge Erik Skovenborg finder tallet helt urealistisk. - Det drejer sig formentlig om 9,7%, siger han.
Vi får sikkert klarhed over sagen, når hele forsøgsrapporten om kort tid bliver bragt i fagbladet Journal of Functional Foods.


Klager over ny klassifikation
I september sidste år offentliggjorde den franske appellations-myndighed INAO langt om længe en ny klassifikation for Saint Émilion. Det skete, efter den forrige klassifikation fra 2006 var blevet annulleret på grund af utilfredshed fra fire degraderede vinslotte, der lagde sag an og vandt.
I den nye klassifikation er hele 82 vinslotte i Saint Émilion - det højeste antal siden 1969 - blevet klassificeret enten Grand Cru Classé eller den aller fineste kategori: Premier Grand Cru Classé.
Nu skulle man måske tro, at der var ro i lejren, men nej. Tre af de fire vinslotte, der mistede deres rang i 2006, fik den tilbage igen i 2012-udgaven af klassifikationen. Men det gjorde det fjerde slot, Château La Tour du Pin Figeac, ikke.
La Tour du Pin Figeac har nu sammen med Château Croque-Michotte og Château Corbin-Michotte indgivet en klage til en forvaltningsdomstol i Bordeaux. Noget tyder således på, at hele showet måske starter forfra igen.

Utilfredse med deres status
De tre vinslotte er ifølge Decanter blandt andet utilfredse med den måde, slottene i den nye klassifikation er udvalgt på, ligesom de påstår, at vinproducenterne intet har fået at vide om de forhold, vinene til den store afgørende smagning blev smagt under. Det gælder fx den rækkefølge vinene blev smagt i, vinenes temperatur, og hvor længe flaskerne havde været åbne, før indholdet blev skænket i glassene.
Også fremgangsmåden ved undersøgelserne af vinmarkernes terroirer er man utilfreds med.
De tre slotte har da heller ikke opnået den ønskede placering i den nye klassifikation.

Har Cheval Blanc som nabo
Ejeren af Croque-Michotte, Pierre Carle, fik at vide, at hans terroir ikke var godt nok til en Grand Cru Classé-klassificering. Det er Carle helt uforstående overfor, idet hans vinmarker befinder sig blot 350 meter fra det berømte Château Cheval Blanc, der har opnået den højeste klassifikation, Premiers Grand Crus Classés A.
Carle har skrevet adskillige breve til udvælgelseskomitéen hos INAO - og hver gang har han fået svaret, at man desværre ikke kan gøre mere ved den sag.
Hos vinproducentforeningen Conseil des Vins de Saint Émilion ærgrer man sig over, at der igen er uro i geledderne, og man frygter en ny retssag, der ligesom den i 2006 vil trække ud og give problemer i flere år.


Til_37/09






De fire CBS Wine-deltagere i Left Bank Bordeaux Cup. Fra venstre: Thor Mårup, Peter Buch Hansen, Søren Riber og Asbjørn May. Foto: Nichlas Larsen.

Studerende i flere vinkonkurrencer
Sidste år fulgte VinAvisen med på sidelinjen, da fire vinkyndige studerende fra Copenhagen Business School’s vinklub, CBS Wine, trænede til konkurrencen Left Bank Bordeaux Cup 2012. Det er verdens største og mest prestigefyldte amatør-vinsmagning for universiteter og business schools.
Vi fortalte også om finalen, der fandt sted på Château Lafite i Pauillac, ligesom vi hyldede det danske hold, da det opnåede en flot tredjeplads.
CBS Wine skal i maj i år igen deltage i Left Bank Bordeaux Cup’s semifinale i London for at forsvare sin tredjeplads og senere (forhåbentlig) deltage i finalen i Bordeaux. Men allerede i april sender vinklubben et hold af sted til Maison Bollinger i Champagne til en anden konkurrence, SPIT (Sciences Po International Tasting), hvor studerende fra flere internationale skoler dyster i vine fra hele verden.

Sponsor søges
Som studerende vil det være en stor udgift med diverse rejser til konkurrencerne, og de to danske hold har derfor brug for en sponsor, der kan stå for det praktiske i form af midler til flybilletter, hoteller osv.
- Vi havde et fantastisk samarbejde sidste år med Château Vignelaure, der ejes af parret bag auktionshuset Lauritz.com, Bengt og Mette Rode Sundstrøm, og nu er det tid til, at vi finder en sponsor for 2013, siger den nyudnævnte træner for begge hold, Thor Mårup, der var med til at sikre CBS 3. pladsen ved den seneste udgave af Left Bank Bordeaux Cup.
VinAvisen vil gerne ligesom sidste år hjælpe med at finde en sponsor til disse vin-entusiastiske studerende, og vi opfordrer derfor eventuelle interesserede til at kontakte formanden for CBS Wine, Peter Buch Hansen, på peter@cbswine.dk.
Der skal selvfølgelig også trænes op til den forestående Left Bank Bordeaux Cup, og derfor er sponsorerede vine - såvel røde som hvide - også yderst velkomne.
- Vi kommer som hold også meget gerne forbi til en venstrebreds Bordeaux-smagning, hvis vi bliver inviteret, siger Peter Buch Hansen.


Lyse fremtidsudsigter for briterne
En økonomisk fremtidsrapport fra det britiske Office for Budget Responsibility (OBR) forudsiger, at briterne i 2018 vil drikke omkring 2,4 milliarder færre alkoholiske genstande end i 2012. Og det vil frem for alt gå ud over forbruget af øl og cider, der spås til at falde med en femtedel - eller ialt med 1,6 mia. pints, et øl-mål, der i Storbritannien svarer til cirka 57 cl. Til gengæld vil briterne til den tid drikke mere vin, idet vinforbruget forventes at stige fra 13,9 mio. til 16 mio. hl - en stigning på cirka 1,7 mia. glas vin à 12,5 cl. Når det gælder spiritus, vil der ikke ske de store ændringer.
Rapporten forudsiger også, at briterne i 2018 vil ryge 9 mia. færre cigaretter - så det går altså den helt rigtige vej i Storbritannien …




En familie i en typisk Amish-hestevogn i Pennsylvania. Foto: Wikipedia / Utente:TheCadExpert.

Et lidt anderledes arbejdshold
Brian Dickerson, der ejer vinhuset Mica Ridge Vineyard i Pennsylvania, havde i begyndelsen af 2012 svært ved at finde nogle gode, stabile vinmarksarbejdere. De immigranter, han normalt benyttede, var ikke altid lige trofaste - desuden var der færre af dem, end der plejede at være på grund af den økonomiske krise i USA.
Derfor besluttede Dickerson sig til at kontakte det lokale Amish-samfund for at høre, om der måske her var nogle folk, der havde lyst til at arbejde i hans vinmarker fra forår til høst.
Amish-folket er udbredt i Canada og især i USA, og Pennsylvania er et af de vigtigste områder for disse kristne mennesker - der nok er bedst kendt for deres fornægtelse af al moderne teknologi. Og det vil sige alt fra biler til telefoner.

Meget langsom arbejdskraft
Dickerson fik ifølge Wines & Vines et hav af positive tilbagemeldinger fra Amish-kolonien - hvilket egentlig ikke er så mærkeligt. Amish har i Pennsylvania haft en kolossal medlems-forøgelse i de senere år, og der er slet ikke arbejde nok inden for koloniens rammer. Derfor søger mændene arbejde ude i "det virkelige liv".
Dickerson udvalgte sig en lille skare af Amish-arbejdere og satte dem efter et vinmarks-kursus til at arbejde i sine 3,6 hektar vinmarker.
Det var meget interesserede, lærenemme og dygtige arbejdere, han havde fået fat i. Alligevel var der visse problemer - blandt andet at de måtte hentes og bringes hver dag. Kolonien ligger mere end en times kørsel fra vinhuset, og Amish-medlemmerne har kun hestevogne.
Derudover undrede Dickerson sig over, at de nok så dygtige folk arbejdede uendeligt langsomt. Vinhus-ejeren kunne godt glemme alt om det faste antal vinstokke, som han normalt forlangte, at en arbejder nåede pr. dag.
Og så fandt han ud af årsagen, der var rent kulturelt betinget. Intet medlem af Amish-samfundet ville overgå et andet medlem, og derfor var der ingen, der arbejdede hurtigere end den langsomste.








Sherry-baren Capote y Toros i London.

Sherry-trenden breder sig
Når folk i London mødes til en drink efter arbejdstid, er det i stigende grad sherry, der kommer i glassene.
Vinen fra Jerez er blevet en trend i den britiske hovedstad, og i de sidste par år har en stribe af sherrybarer slået dørene op.
Det hele begyndte i 2010 med Bar Pepito - Londons første sherrybar. Baren blev i løbet af meget kort tid en stor succes - så stor, at andre lignende barer snart dukkede op rundt omkring i byen.
I barerne kan man få den traditionelle spanske tapas til sherryen - hvilket også er en succes. Det er hyggeligt - som man gør det i Jerez - at dele et fad eller to fyldt med de små hapser.
Lad os håbe, at trenden kommer til Danmark, så endnu flere herhjemme kan få øjnene op for den dejlige vin fra Andalusien.
Men det er jo også værd at udforske Londons sherrybarer. Prøv fx Rosita & The Sherry Bar, Barrica, Cigala og Capote y Toros.


Færre men dyrere flasker
I løbet af de sidste 10 år er der sket rigtig meget, når det gælder eksporten af østrigsk vin. Hvor det tidligere især var billig bulkvin og flaskevine i den lave ende af prisskalaen, der blev sendt til aftagerlandene, er det i dag fortrinsvis de dyrere kvalitets-vine, der eksporteres.
Det har medført en nedgang i mængden af eksporteret vin på hele 60% siden 2002. I 2012 eksporteredes der i alt 46 millioner liter østrigsk vin, hvilket stort set var det samme som i 2011, hvorimod værdien af den eksporterede vin er steget år for år og sidste år nåede op på 128,5 mio. euro (cirka 959 mio. kr.).
Tyskland aftog 58% af alle de flasker, der blev eksporteret fra Østrig. Blandt de hurtigst voksende markeder for østrigsk vin er Norge med en stigning i salget på hele 26% i forhold til 2011, Kina med 18,6% og USA med 10,7%.




Nyhøstede Pinot Noir-druer i Champagne. Foto: CIVC / John Hodder.

Årgangs-champagne i støbeskeen
Frost i april, haglvejr og en meget våd sommer - sådan lød opskriften på vækstsæsonen i Champagne i 2012. Det mundede ud i en lille druehøst - til gengæld var druerne af ypperste kvalitet, hvilket en varm og tør august havde en del af æren for.
Druerne var så gode, at flere champagnehuse, heriblandt Dom Pérignon og Philipponnat, ifølge Decanter har erklæret, at der vil blive fremstillet en årgangschampagne 2012.
I vintage-champagner stammer al vinen fra samme år i modsætning til al anden champagne, som blandes af vine fra flere år. Og det er derfor kun i særligt gode høstår, at champagneproducenterne beslutter sig for at lave en champagne med årgang på etiketten.
Allerede i september, da høsten nærmede sig, steg smilene på producenternes læber, og snakken om årgangschampagne bredte sig som ringe i vandet. Flere champagnehuse vil derfor sikkert følge i kølvandet på de to nævnte og erklære 2012 for et vintage-år.








Villa Dievole omgivet af sine vinmarker og med den runde forsøgs-vinmark i baggrunden. Den fortæller vi mere om i vores serie af postkort fra Toscana. Foto: Dievole.

Argentiner på indkøb i Toscana
I 2011 besøgte VinAvisen vingården Dievole i Chianti Classico. Besøget, samt resten af turen rundt i Toscana, kan man læse mere om i en serie af postkort.
Dievole, der er en af Chianti Classicos største vinejendomme, har rødder mere end 900 år tilbage i tiden. Nu har den skiftet ejermand, idet en argentinsk milliardær, Alejandro Pedro Bulgheroni, har erhvervet den for en ikke oplyst købssum.
Dievole, der ligger 15 km nord for Siena, består af 80 hektar vinmarker og olivenplantager så langt øjet rækker. Vingården omfatter også luksushotel og restaurant.
Ikke så snart var handelen i hus, før Bulgheroni erstattede den gamle ledelse af ejendommen med en ny.

Har købt endnu en vingård
Argentineren har også købt en anden vingård i Toscana, Poggio Landi i Montalcino, som han skal have givet omkring 15 millioner euro (cirka 112 mio. kr.) for.
I modsætning til Dievole trænger denne vingård til en kærlig hånd, og Bulgharoni har da også tænkt sig at renovere den samt bygge en ny vinkælder og nyt vineri til druerne fra de i alt 25 ha vinmarker.
Men den 68-årige argentiner har også midlerne til både opkøb og renovering. Sammen med sin bror Carlos ejer han Argentinas næststørste olie- og gasfirma, Bridas, som igen ejer mere end halvdelen af aktierne i PanAmerican Energy. Tilsammen er brødrene gode for et beløb svarende til 29 milliarder kr.


En utrolig samling
De små låg af metal, der sidder oven på champagnepropper og propper til andre mousserende vine, er rene samleobjekter.
På fransk hedder lågene plaques de muselets, og en af de helt store samlere er franskmanden Patrice Cadot, der har mere end 14.000 plaques de muselets, som han har lagt på nettet.
Man kan få et overblik ved at klikke sig ind under kategorien "Collection et doubles", hvor samlingen er listet og vist alfabetisk.
Men man kan også klikke ind på "La placo thématique", hvor en del af metallågene er inddelt i henhold til motiver. Prøv fx at kigge under "Les animaux", hvor der er plaques de muselets med både hunde, elefanter og mariehøns eller ”Portrait” med et hav af metallåg med portrætter af kendte personer. Visse dele af hjemmesiden er stadig "under konstruktion", men det, der virker, giver et godt og sjovt indtryk af samlingen.




Ejeren af den berømte vingård Castello Vicchiomaggio i Chianti Classico, John Matta, var blandt udstillerne i den store Gambero Rosso-smagning. Foto: Carsten Rex / Rex Wine.

Italienske top-vine på dansk visit
I sidste uge afholdtes den store Gambero Rosso-smagning i Moltkes Palæ.
Bag smagningen stod den kendte vinguide af samme navn, der er italiensk vins svar på Michelin-guiden, og Ulrik Nam Knudsen fra Italiens Handelskontor.
Til den seneste og 26. udgave af Gambero Rosso smagte guidens smagepanel sig gennem 45.000 vine, hvoraf "kun" de 20.000 blev beæret med en plads i guiden. Heraf opnåede 399 vine tre glas, hvilket er den højeste udmærkelse.
Til den store smagning kunne man smage et udvalg af disse top-vine fra i alt 35 vinproducenter fra forskellige italienske vindistrikter. Langt de fleste af producenterne havde ingen importører i Danmark, hvorfor deres formål med deltagelse var at finde potentielle samarbejdspartnere.
Smagningen af de mange vine var inddelt, så der var et tidsrum for vinbranchefolk og et for enhver, der holdt af italiensk vin. I alt fik arrangementet besøg af cirka 550 gæster fra nær og fjern.








En scene fra filmen Sideways med Jack forrest og den vin-nørdede ven Miles bagved.

Sideways nr. 3 på trapperne
Da filmen Sideways fik præmiere i 2004, var der ingen, der havde regnet med, hvor stor betydning den ville få for den californiske vinverden.
Lad os lige genopfriske handlingen: To venner, Jack og Miles, tager på den helt store vinsmagnings-tur fra vinhus til vinhus i Californien, før Jack skal giftes.
Den kommende brudgom er kun ude efter at score så mange damer som muligt, før han binder sig, mens vennen Miles, der er lidt af en vinnørd, er besat af tanken om at finde den perfekte Pinot Noir-vin. Til gengæld kan han ikke fordrage vin på Merlot-druen.
Filmen fik en Oscar og har ligeledes gået sin sejrsgang som teaterstykke i USA. Den har i allerhøjeste grad også været med til at promote Californien som vindistrikt - og har medført et stort dyk i salget af Merlot og et kolossalt opsving i begejstringen for Pinot Noir på amerikansk jord.
Sideways er skabt over romanen af samme navn af forfatteren Rex Pickett. I 2010 udgav han fortsættelsen, Vertical, og nu barsler han med det sidste bind i trilogien.

Handlingen foregår i Chile
Vertical foregår i Oregon, men i det tredje bind i serien tager Miles og Jack turen fra USA til Chile.
Ifølge The Drinks Business har Wines of Chile været hurtigt ude og har tilbudt Rex Pickett en fire måneder sponsoreret tur til Chile - hvilket han tog imod. Og nu, halvvejs gennem rejsen, er Pickett overbevist om, at det er her, scenen er sat for den næste bog.
Pickett har allerede været vidt omkring i sin research i de chilenske vindistrikter. Han har besøgt vinhuse i Casablanca Valley, San Antonio Valley, Leyda og Colchagua Valley - hvor han blandt andet har aflagt det berømte vinhus Lapostolle et besøg.
Der er ingen tvivl om, at romanen - og en forhåbentlig efterfølgende film - vil få en stor betydning for markedsføringen af chilensk vin.
Men om bogen bliver filmatiseret er uvist. Pickett har indtil videre uden held forsøgt at få filminstruktøren af Sideways, Alexander Payne, til at filmatisere Vertical.


Sydamerikansk bulk oversvømmer USA
Hvert år tager Silicon Valley Bank pulsen på den amerikanske vinscene i rapporten State of the Wine Industry.
Den nyeste udgave af rapporten, der omfatter 2012 og ligeledes spår om 2013, er netop offentliggjort, og den viser blandt andet, at importen af bulkvin er mere end fordoblet i løbet af sidste år.
I 2011 blev der importeret bulkvin til USA svarende til cirka 164 millioner flasker - sidste år lød tallet på hele 378 mio. flasker.
Det var Argentina, Chile og Australien, der stod for hele 75% af al bulk-importen til USA i 2012.

De unge fravælger hjemlige vine
Der er flere årsager til denne stigning i importen af bulkvin - blandt andet, at de unge amerikanske vinkøbere i stigende grad foretrækker billige udenlandske vine frem for de hjemlige. Og det er en ny tendens i forhold til de to tidligere generationer, der er mere nationalt sindede, når der skal vin på bordet.
Rapporten forudsiger en stadig stigning i bulk-importen i hele 2013, og den opfordrer den amerikanske vinindustri til at iværksætte en storstilet kampagne for de hjemlige vine - hvoraf hovedparten fremstilles i Californien.
Hele rapporten kan downloades ved at klikke her.





...



Drik ikke, nyd dampene
I USA og London er et nyt fænomen dukket op: at inhalere sin drink. Og det har resulteret i diverse dimser til formålet. For nylig lancerede den amerikanske designer Julie Palmer en sådan dims, Vaportini, der består af et højt glas, en metalring, en tragt og en glaskugle med et hul i.
Nede i glasset tænder man et lille stearinlys, hvorefter metalringen fastgøres til kanten af glasset. Dernæst placerer man glaskuglen på toppen af ringen og med åbningen opad. Tragten stikkes ind i åbningen, og cirka 30 ml spiritus af eget valg hældes ned i kuglen. Når lyset har opvarmet alkoholen i cirka 5 minutter, stikker man et sugerør ned i kuglen, så det svæver en anelse over spiritussen. Og så indsuger man ellers dampene, indtil man har fået nok.
Fordelen? Ja, man skulle blandt andet få en helt anden og meget interessant aromatisk oplevelse, ligesom drinken på ingen måde feder. Vaportini kan købes via Julia Palmers hjemmeside.
VinAvisen foretrækker nu stadig at nyde en god cognac af et dertil egnet glas og indtage indholdet på god gammeldags manér.



Hold kulden væk med en varm toddy
I dette kolde vintervejr er det sagen med en rygende varm toddy. Der er flere teorier om, hvornår og hvor drikken, der altid indeholder en eller anden form for spiritus samt en sød ingrediens, blev opfundet. En af dem går på, at det var i Skotland i 1700-tallet, hvor man blandede varmt vand, sukker og andre ingredienser i den røgede whisky for at gøre den mere drikkelig for kvinder af det finere borgerskab.
Neden for er en god opskrift på en varmende toddy.

Te toddy:
Frisklavet te
1 tsk. honning
3 cl cognac - eller efter behag
1 citronskive
1 knsp. friskrevet ingefær
Lav et stort glas rygende varm te, og kom honningen og cognacen i, Kom til sidst citronskiven og den revne ingefær i glasset og rør rundt.







    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    *Americanwine.dk har optaget importen af vine fra følgende amerikanske vinhuse: Biltmore Estate, North Carolina, Fall Creek Winery, Texas, Black Star Farm fra Michigan, Fox Run Winery fra New York State og Foxglove Winery, Californien.
    * California Wine har optaget importen af vinene fra vinhusene Herman Story og R.P.F., begge i Santa Barbara i Californien.
    * The Wine Company har optaget importen af vinene fra Les Grandes Serres i Châteauneuf du Pape?
    * Kjær & Sommerfeldt har optaget importen af vinene fra følgende vinhuse: I Frankrig: Boutinot i Rhône og Mousset-Barot i Chateauneuf-du-Pape, i Spanien: Baigorri i Rioja, i Argentina: Amalaya og Colomé i Calchaqui Valley, i Portugal: Esporão i Alentejo og Douro og i Italien: Pighin i Friuli, Grave og Friuli Collio, Klaus Lentsch i Alto Adige og Biondi Santi i Toscana.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særlig bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.
....

    Dragana Nilsson (f. 1967) er oprindelig uddannet som landbrugstekniker på landbrughøjskolen i Valjevo 90 km sydvest for Serbiens hovedstad Beograd. Til pensummet hørte også dyrkning af druer. Denne uddannelse blev senere udskiftet med en frisøruddannelse og - efter hun blev gift med danske Jan Nilsson i 2004 – med egen frisørsalon tæt på Christianshavn.
    I en del år har hun sammen med sin mand rejst rundt i mange forskellige lande - heriblandt adskillige vinlande. Og det var via disse rejser, at hun udviklede en stigende interesse for vinens verden.
    Hendes største passion er dog i dag vinene fra hendes fødeland, og i 2012 blev hun enig med sin mand om at investere nogle af deres opsparede penge i et vinimportfirma helliget kvalitets-vine fra Serbien.
    Navnet på importfirmaet er Vinograd, som betyder vingård på serbisk, og ud over at sælge vine online tilbyder firmaet også at hjælpe med at arrangere ophold på serbiske vingårde.
    Målet er i det hele taget at indvie danskerne i et andet Serbien end det, de hører om i nyhederne. At fortælle om dette spændende land, der har fremstillet vin siden år 232 og har eksporteret vin til Frankrig, Østrig-Ungarn, Tyskland, Schweiz og Rumænien siden begyndelsen af 1900-tallet.
    Foreløbig er der ikke så mange vine i sortimentet, men det bliver der forhåbentlig rådet bod på i de kommende år. Med den ændring i kvalitet, der er sket inden for serbisk vin siden opløsningen af Jugoslavien i 1992, vil Serbien kunne byde på stadig flere spændende flasker.
    Dragana Nilsson får god hjælp til arbejdet i vinfirmaet - der dog stadig ikke kan gøre det ud for et fuldtidsjob. Ud over at hendes mand giver en hånd med, hjælper hendes bror, der er præsident for Montenegros sommelierforening, med at åbne dørene hos nogle af de bedste vinproducenter.
    Fritiden går med hjemlig hygge med familien, der også omfatter børnene Kristina og Katarina, på Islands Brygge på Amager - samt med rejser, specielt til Serbien og Montenegro.
    Adresse: Vinograd.dk, Amagerbrogade 7, 2300 København S, tlf.: 32 95 3151, e-mail: info@vinograd.dk, www.vinograd.dk.

    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.


    ...

      Hvad er det for brikker?
      Henning Nielsen i Mårslet har en lille samling af … ja, hvad er det egentlig?
      Der er tale om nogle brikker af tyndt pap, cirka 4 centimeter i diameter, og de findes i flere varianter og farver.
      På hver brik står der, at de er udstedt af vinfirmaet J.C. Teilmann & Co., og endvidere er der angivet en værdi: 10, 15, 20 eller 50 øre.
      Henning Nielsen gætter på, at brikkerne må være fra efter 1935, da grosserer Johan Christian Teilmanns enke overdrog det gamle vinfirma fra 1873 til en ny ejer. På det tidspunkt skiftede firmaet navn til J.C. Teilmann & Co.'s Eftf.
      På brikken øverst til højre på billedet med teksten "Prisen nedsat med 50 Øre pr. 1/1 Fl." står der nemlig "& Co's" efter firmanavnet – altså med et lille s, der antyder, at der følger noget efter, sandsynligvis et "Eftf.".
      Måske er denne brik fra efter 1935, mens de tre andre med de lavere øre-beløb er fra årene før.
      Selv gætter vi på, at brikkerne er fra årene omkring besættelsen, hvor der – forestiller vi os – var mangel på flasker, og man derfor kan have indført en ordning med pant.
      Men vi ved det ikke og bliver nødt til at appellere til vores mange kyndige læsere. Skriv venligst til info@vinavisen.dk, hvis I har noget at fortælle.
    ....................





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208

...............................
    .....................
    208 Morgendis i vinmarkerne hos vinhuset Ampelos Cellars i Santa Rita Hills i Californien. (foto © Peter Work).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 21, som fik mere end to stjerner og hele 18, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 102 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine inkl. de 11, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Château du Poyet, Muscadet Sevre & Maine, Sur Lie, Frankrig, 2011, lav alkohol (12%)
69,75 kr., på tilbud indtil 10. februar: 49,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Let og frisk hvidvin med krydrede toner og en lille "perle" i munden. Sådan er en Muscadet "Sur Lie" (på bundfald) - en vin, man nyder i klitterne ved Loire-flodens udløb sammen med en stor pose østers købt i den lille havn. Eller hjemme som ledsager til fisk og skaldyr - eller et køligt glas i sommervarmen.


Artisan, Aurelia Visinescu, Tămâioasă Românească, Dealurile Muntenei, Rumænien, 2011, middel alkohol (13,5%)
75 kr., Vintjenesten
Denne hvidvin er fremstillet på den lokale rumænsk-moldoviske drue Tămâioasă Românească - også kaldet Rumænsk Muscadel. Det er en spændende vin, tør, men også med en lille, charmerende honning-sødme. Dertil et fint, knastørt, krydret og bittert bid, der gør den til en fortræffelig ledsager til mad. Vinen har helt velfortjent fået sølvmedalje under The International Wine Challenge i London.


Weingut Reinhold & Cornelia Schneider, Chardonnay, Baden, Spätlese Trocken, Tyskland, 2010, lav alkohol (13%)
95 kr., Vinbutikken.dk
Tænk, at man kan få Chardonnay til at smage så helt anderledes. Det må være Kaiserstuhls vulkanske jord og måden, vinen er lavet på. Det er en fremragende hvidvin med frisk, blød druesmag, en masse mineralitet, god syre og en lille honningsødme.


Signature, Misty Cove, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2011, lav alkohol (13%)
129,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Denne vin har det hele - alt, hvad der skal til en god hvidvin på druen Sauvignon Blanc. Friskhed, et godt billede af druen, mineralske toner, tilpas syre ... Flasken har skruelåg.


Charlotte's Home, Rodney Strong, Sauvignon Blanc, Northern Sonoma, Californien, 2011, middel alkohol (13,5%)
139,75 kr., på tilbud indtil 10. februar: 99,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En rigtig god Sauvignon-hvidvin med fyldig druesmag og en lille, klædelig sødme. Glimrende til fisk og skaldyr - eller til ost. Det er en fin oste-vin. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Château Haut-Mazières, Bordeaux, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En meget blød, rund og venlig rødvin, som mange vil kunne lide. I den gode frugtsmag er der en lille sødme, men også en krydret og lang eftersmag. Smagepanelet gættede på en langt højere pris.


Marqués de la Concordia, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2007, middel alkohol (13,5%)
64,50 kr., Irma
En blød, saftig og superkrydret rødvin med gode fadtoner. En lækker sag, seks år gammel. Smagepanelet gættede på en pris omkring 80 kr.


Saint-Damien, Vieilles Vignes, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)
80 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En dejlig rødvin med blød, frisk frugt, en charmerende sødme og en krydret eftersmag. Den har 15% alkohol men er ikke spor sprittet.


Santa Julia, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina, 2010, høj alkohol (14,5%)
89,95 kr., Strandgaarden
En kompleks og lækker rødvin med blød frugt, en fin sødme og noter af brombær og chokolade. En klasse-vin.


High Mountain Vines, Catena, Malbec, Mendoza, Argentina, 2010, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne prægtige rødvin har tre gange modtaget 100 point i det amerikanske vinblad Wine Spectator, og det forstår man godt. Det er en stor, blød og lækker vin. Den kan drikkes nu, men gem den gerne endnu et par år.


Le Bordeaux, Bernard Magrez, Bordeaux, Frankrig, 2010, middel alkohol (14%)
100 kr., H.J.Hansen Vin
Til prisen en fortræffelig Bordeaux-rødvin. Den har en lækker fylde, men også rygrad og karakter. Herlig vin.


Monterè, Ca' de'Rocchi, Corvina, Provincia di Verona IGP, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
115 kr., Premier Cru
Prægtig rødvin med stor, blød, mørk frugtfylde, kaffe, chokolade og fint krydderi. En tung, men meget flot flaske.


Produttori di Govono, Barbera d'Alba Superiore, Italien, 2005, middel alkohol (14%)
120 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Holte Vinlager
Syv år gammel rødvin, der har holdt sig fint. Faktisk er det en vin helt på toppen. Den har en liflig duft og en fyldig, blød smag med fint krydderi og noter af tobak. Prisen ved seks flasker er et rigtig godt køb.


Palma, Agricola Fabbriche, Merlot, Toscana IGT, Italien, 2008, middel alkohol (13,5%)
155 kr., pris ved 3 flasker: 140 kr., Vin-Expressen
Blød, lækker og meget vellavet rødvin. Den har frisk, afrundet druesmag med en lille charmerende sødme og tilpas syre. En vin i perfekt balance.


Knotty Vines Zinfandel, Rodney Strong, Zinfandel, Sonoma Valley, USA, 2009, høj alkohol (15%)
159,75 kr., på tilbud indtil 10. februar: 119,75 kr., Skjold Burne
En vidunderlig rødvin, der dufter af kandiseret frugt, violer og vanille. Smagen er stor og vinøs med noter af anis og en god portion frugtsødme. Med sine 15% alkohol er det lidt af en bulderbasse, men den er sagen, hvis den får lov til at buldre sammen med en godt krydret bøf.


Limited Release, Brown Brothers, Shiraz, Victoria, Australien, 2007, høj alkohol (14,5%)
169 kr., på tilbud i denne uge (uge 4): 129 kr., Vinoble
Flot rødvin, men også en af disse bamse-australiere. Fyldig frugt, tobak, tanniner. Bedømt på sine egne præmisser er det en glimrende vin. Flasken har skruelåg.


Còlpetrone, Salagricola, Sagrantino, Montefalco, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
334,95 kr., pris ved 6 flasker: 169,95 kr., Erik Sørensen Vin
Druen Sagrantino optræder som regel med hår på brystet, men her har fem års lagring mildnet den og fået den til at optræde blød, lækker og meget charmerende. En dejlig og udpræget madvin. De fem stjerner gælder prisen ved seks flasker.


Santa Carolina, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
43,50 kr., Rema 1000
Solbær, solbær, solbær ... en rigtig Cabernet, vellavet, omend med et lidt smalt smagsbillede.


Familiae, Tarantino IGP, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
70 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En kraftig, frugtagtig rødvin med Primitivo-druens krydderi og Merlot-druens blødhed. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Cline, Syrah, Sonoma County, Californien, 2010, lav alkohol (13%)
125 kr., Vinoble
En ret let rødvin - ikke spor amerikaner-bamset - med god druesmag og krydderier, peber. Helt billig er den ikke.

Andet


"V.S.", Camus, Cognac, Frankrig, høj alkohol (40%)
219,75 kr., på tilbud indtil 10. februar: 179,75 kr., Skjold Burne
En ganske udmærket cognac med duft og smag af druekvas og tørret frugt og med en anelse maltagtig sødme til slut. Flasken har et elegant skruelåg. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.