Vin-aktuelt i uge 18
28. april - 4. maj 2003
a .a.... .a...

VinAvisen uge 15VinAvisen uge 16VinAvisen uge 17
a .a.... .a...a .a.... .a...
Fadlagring i miniformat
Boyar Estates, den store bulgarske vingruppe, har ifølge Just Drinks fundet på noget nyt: Vin i tønde, bag-in-barrel.
Det er en videreudvikling af den kendte papvin - bag-in-box med den lille hane.
Til fagbladet Just Drinks siger Steve Abrahams fra firmaet let ironisk, at den sædvanlige bag-in-box har samme charme som en betonklods. Den er industriel og har intet med vin at gøre. Der kunne lige så vel være papirclips eller kuglelejer i boksen.
Bag-in-barrel er derimod formet som en lille barrique, siger han, og den vil i første omgang rumme 3 liter fadlagret Cabernet Sauvignon.

De dropper proppengene
Wine Spectator fortæller, at en række amerikanske restauranter har droppet proppengene.
Hidtil har man skullet betale 10-15 dollars og nogle gange op til 50 dollars, hvis man medbragte sin egen vin.
Grunden til dette skridt skal søges i den stramme økonomi, krigen i Irak og faldende besøg i restauranterne.
I Australien har man mange steder kunnet se skiltet BYO uden for restauranter - Bring Your Own. Underforstået wine. Skiltet forsvinder dog mere og mere.
Gad vide, om der her i Danmark er restauranter, der ikke tager proppenge ...?
a .a.... .a...a .a.... .a...
    Districtus Austria Controllatus
    Decanter skriver om Østrigs nye appellations-system, der er kommet fint i gang.
    Hidtil har de østrigske vine været klassificeret efter i alt 34 forskellige druesorter. Nu vil man lægge vægt på de forskellige distrikter, og inden for hvert distrikt vil kun en enkelt og karakteristisk druesort kunne benyttes, hvis man vil præsentere en DAC-vin.
    DAC står for Districtus Austria Controllatus - for nu at tale latin - og med det nye system ønsker man at knytte det enkelte distrikt sammen med en klar smagsprofil og andre karakteristika.

    Ud med druenavnene
    Over 400 producenter i regionen Weinviertel har allerede mærket deres vine på druen Grüner Veltliner med "Weinviertel DAC", og hen ad vejen er det planen helt at droppe druenavnet på etiketten og evt. kun nævne det på en bagetiket.
    DAC-vinene har været igennem en streng blindsmagning for at sikre, at de er af kvalitet, og at de udviser regional og druemæssig typicitet.
    Næste distrikt bliver Mittelburgenland ovre ved grænsen til Ungarn.
a .a....a .a.... .a...
Tilsatsstoffer
Fra og med 2005 skal vinproducenterne ifølge et nyt EU-direktiv opregne alle tilsatsstoffer på vinflaskerne.
Det gælder først og fremmest sulfitter og sorbater, der kan fremkalde allergiske anfald.
Det pynter selvfølgelig ikke med en sådan liste. Men den vil næppe afholde folk fra at drikke vin. Vi mennesker har efterhånden vænnet os til ikke at læse "alt det med småt".

Også mindre øl i Tyskland
Ikke kun i Danmark falder forbruget af øl. Det gør det også i Tyskland, hvor forbruget ifølge Deutscher Brauer-Bund er faldet hele 10% alene i indeværende år.
Ifølge den tyske bryggeriforening er salget ramt af den tvungne pant på plasticflasker og dåser.

Penfolds-rekord
Igen en prisrekord for Australiens store vin, Penfolds Grange. Men det var nu også en særlig flaske, nemlig en Impérial 1998 på hele 6 liter (8 normale flasker). Årgangen 1998 kommer oven i købet først på gaden den 1. maj, men har på forhånd fået 99 point af Parker.
På The Penfolds Barossa Rare Wine Auction i Nuriootpa blev flasken i fredags budt op til 71.040 australske dollars (296.000 dkr.). Det er immervæk 3700 kr. pr. glas ...

Uenighed mellem EU og Australien
Den australske avis Sydney Morning Herald skriver, at vinproducenter i Frankrig, Italien og Spanien forsøger at sætte en prop i yngre europæiske forbrugeres begejstring for billig australsk vin.
De europæiske vinfolk ønsker et forbud mod brugen af egespåner, der giver vinen en smag, som om den har ligget på de langt dyrere egetræsfade.
Yderligere er europæerne imod australiernes brug af en række ord på etiketterne, fx Classic, Vintage, Reserve, Hand-picked og Traminer.
.a.... .a...

...
Sygdommen giver gule blærer på bladene, der hurtigt forlader vinstokkene, så druerne udsættes for alt for meget sol.
    Yderst farlig plantesygdom
    For to år siden var en biolog i den nordaustralske by Darwin på besøg hos venner og opdagede nogle små pletter på bladene af en vinplante. Han undersøgte dem nærmere og konstaterede, at det drejede sig om angreb af en bladskimmel, Golden Leaf Rust, der er yderst farlig. Dens luftbårne sporer kan spredes hundreder af kilometer om dagen, og sygdommen dræber de vinstokke, den angriber.
    I Darwin fandt man endnu seks vinstokke med angreb. De blev øjeblikkelig destrueret.
    Vinplanter er populære blandt Darwin’s græske indbyggere, der bruger bladene til deres dolmades.

    Området finkæmmes
    Siden 2001 er der fundet bladskimmel på endnu 47 vinstokke, og forrige torsdag iværksatte man en større kampagne for at få finkæmmet området syd for Darwin, det såkaldte Top End.
    Her vil man med et tilskud på 1 million australske dollars fra staten gennemgå 35.000 haver og marker for at finde andre angrebne vinstokke.
    Alle beboere i området opfordres til at se sig godt for. Det gælder om at udrydde sygdommen, før den spredes til de store vindistrikter i det sydlige Australien.

    Intet 100% virksomt middel
    Sygdommen Golden Leaf Rust hører ellers hjemme i tropiske områder, og endnu ved man ikke, hvor farlig den vil være i de køligere egne sydpå i australien.
    Måske er den tilført af vinden fra Bali eller Thailand eller via fodtøjet på australske soldater fra fredsbevarende styrker på Øst Timor.
    Den australske vinindustri har en omsætning på 4,4 milliarder australske dollars, så man holder godt øje med, at sygdommen ikke får fat.
    Der er ikke noget 100% virksomt middel imod den - bortset fra et rive de angrebne vinstokke op med rode.
.a.... .a...
I bero indtil videre
Brugen af egespåner (chips) har været kritiseret, men det er et faktum, at spånerne kan give et udmærket tilskud til en vins smagsbillede. De er da også blevet godkendt af Office International de la Vigne et du Vin og tilladt inden for EU.
Forhandlinger om en fornyelse af EU’s og Australiens handelsaftale fra 1994 om vin og spiritus er stillet i bero indtil videre.
Australiens eksport af vin vil i år nå endnu en rekord på 2,5 milliarder australske dollars (10,5 mia dkr.) med Storbritannien som den største kunde.
Tyskland, Skandinavien og Frankrig er dog også ved at komme godt med som importører.

Vi bringer en efterlysning
Københavns Politi, Station Amager, har bedt os efterlyse 30-40 kostbare vine, der midt i måneden er stjålet i forbindelse med et indbrud på Amager. Det drejer sig blandt andet om følgende:
* Cirka 20 flasker Château Mouton Rothschild i årgange fra 1967 til 1996.
* 7 flasker Château Lafite 1975.
* 1 flaske Château d'Yquem.
* 1 flaske Château Lynch-Bages og
* 1 flaske "mrk. Beringer", som politiet skriver.
Hvis nogen får tilbudt disse vine, hører politiassistent Michael Krebs meget gerne på tlf.: 33 58 14 48, lokal 4470.
Vi her på VinAvisen er naturligvis medfødt nysgerrige, så vi hører også gerne, hvis det lykkes at pågribe den formastelige tyveknægt.

Et postkort fra Rhône
Endnu to postkort er på vej fra Chile. De er blevet forsinkede undervejs. Så i denne uge putter vi et andet postkort ind imellem - til inspiration for dem, der skal til Sydfrankrig i den kommende sommerferie:
a .a.... .a...
..............
Fotos: Isabelle Desarzeus
    Postkort fra Rhône: Pavens mark med de store sten
    Her er vi nået frem til Châteauneuf-du-Pape med pavernes gamle mark, Clos des Papes, oppe ved borgen.
    Ingen andre vinmarker er så stenede som dem i Châteauneuf. Ned til en meters dybde er alle de bedste parceller dækket af kartoffelstore runde sten, der er frygtelige at arbejde i. En skovl eller hakke holder ikke længe i de marker.
    Men alle disse runde, hvide sten har stor betydning for druerne. Om dagen reflekterer de Solens stråler, så druerne også får lys nedefra, og om natten virker de som varmedunke, der afgiver al den varme, de har suget til sig i dagens løb.
    Om aftenen var der fest på borgen, og i en pause gik vi ud i mørket på marken og stak hånden ned mellem de runde sten. Klokken var elleve, men stenene var stadig varme.
    Under sådanne forhold bliver druerne fuldmodne og får tykt skind, og vinen bliver fuld af farve, garvesyre og alkohol - en god châteauneuf kan holde op til 14,5 procent!
a .a.... .a...
a .a.... .a...

Nyt spansk distrikt
Spanien har fået endnu et distrikt med denominación de origen (DO), nemlig Ribera del Júcar.
Júcar er en flod, der gennemstrømmer den østlige del af den store La Mancha-region, så distriktets navn kan altså oversættes ved "Júcar-flodens Bred".
Distriktet følger flodens østlige bred, og der er i dag seks kooperativer og to private bodegaer.

Under-appellation nr. 2
Ribera del Júcar omfatter små 9000 hektar stenet jord, der er skåret ud som en under-appellation til La Mancha, og området er dermed den anden under-appellation i La Mancha. Valdepeñas var den første.
Tilladte druer er den lokale Bobal med den intense farve samt Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah.
Med Ribera del Júcar er antallet af de spanske DO’er kommet op på 66.
a .a.... .a...

...
Philippe Guigal.

Guigal på besøg
Ugens store smagning stod det fornemme Rhône-hus Guigal for - i samarbejde med sin danske importør, Philipson Wine.
"Sønnen i huset", den unge Philippe Guigal, var kommet herop for at præsentere familiens vine, og i alt blev seksten vine skænket i glassene.
Syv af vinene var til fem stjerner i vores regnebog, og fem var til fire stjerner.
Herudover var der tre enkeltmarks-vine fra Côte-Rôtie - La Landonne, La Turque og La Mouline - som både var helt vidunderlige og meget kostbare. De koster 2500 kr. stykket, så vi vil undlade at skrive om dem. De fede tegnebøger skal nok finde dem alligevel.

Dem, der fik fire stjerner
De fem vine til fire stjerner skriver vi heller ikke om, men vi kan da lige nævne dem: Côtes-du-Rhône Blanc 2001 og Rouge 2000, begge til 69,95 kr., Crozes-Hermitage 2000 til 99,95 kr., Gigondas Rouge 1999 til 129,95 kr. samt Hermitage 2000 til 349,95 kr. Alle priser ved 12 flasker.
De syv vine til fem stjerner er nærmere beskrevet nedenfor i listen over ugens smagte vine.

En vin skabt til danske smagsløg
En særlig Guigal-rødvin var en "Cuvée Philipson Wine", Côtes du Rhône 2000. For første gang har Guigal indvilget i at lave en vin i samarbejde med en udenlandsk importør, og Christian Philipson har med liv og sjæl været med i dette samarbejde. Blandt andet har han skulle overbevise franskmændene om, at danskerne godt nok nedstammer fra vikingerne, men at vi ikke af den grund skal have vine med hår på brystet og horn på hjelmen.
Vore smagsløg var ikke i tvivl om, at det er en rødvin, som vil gå lige i danske glas. Læs mere om den nedenfor ..…

Bidrag til soldaterne i Irak
Guigal eksporterer 27% af sine 5,5 millioner årlige flasker vin til USA, så da Philippe Guigal var i byen, var det oplagt at spørge ham, om familien havde mærket noget til den amerikanske boykot af fransk vin.
Ja, det havde deres amerikanske importør, sagde han. En del af de eksporterede vine henstår i varehuse. Men Philippe Guigal håber naturligvis, at den urimelige gidseltagning af uskyldige flasker snart vil få en ende, uden at der er sket for store skader.
I New York reklamerer den franskfødte importør Guillaume Touton med, at han for hver solgt kasse fransk vin vil sende 1 dollar som bidrag til gavepakker til de amerikanske soldater i Irak. Det synes Philippe Guigal er en god idé.

Større eksport end import
Statistik Austria melder om rekord-eksport for østrigsk vin i året 2002 - 17,1% mere end i 2001 og 9,5% mere i omsætning. I alt 80 millioner flasker.
For første gang har østrigerne eksporteret mere vin, end de importerede. Nemlig en difference på 13,3 millioner flasker.
Især er de østrigske rødvine blevet populære. Rødvinens andel af den samlede eksport var 27% af mængden og 39% af omsætningen.
a .a.... .a...
    .
    Den danske vinbranche
    * Vino Fino er en ny ambitiøs butik, som Rune Weischer på torsdag den 1. maj åbner på Ordrupvej 112A i Charlottenlund. Der er åbningsreception kl. 15-18.
..
a .a.... .a...
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
a .a.... .a....
..
.

    Laura West (f. 1966) har læst vinavl og ønologi, og da Danmark jo ikke har nogen større vinproduktion, som en højtuddannet vintekniker kan boltre sig i, har hun gjort den store vinverden til sit domæne.
    Hun blev først uddannet som eksporttekniker, og allerede dengang kom hun ind i vinens verden med praktik på Svendborg Vinkompagni og hos Weingut Reichsrat von Buhl (et af de tre store B'er i Pfalz).
    I to et halvt år opbyggede hun og drev Valdemars Slot Vinkælder på Tåsinge, men hendes mål var studiet Weinbau & Önologie på vinhøjskolen i Geisenheim ved Rhinen, og i den forbindelse var hun dels i Rumænien lige efter revolutionen - det var rædsomt, siger hun - dels arbejdede hun som studerende på Institut für Rebenzüchtung i Geisenheim for at tjene penge til studierne.
    I 1996 afsluttede hun uddannelsen. Under studiet havde hun blandt andet været i praktik på Chateau Grand Traverse i Michigan, og hendes hovedopgave handlede om vinavlen i Bolivia.
    Laura West tog tilbage til Svendborg og det nu Danisco-ejede tapperi for at kurere hjemveen, og vel kureret tog hun året efter til Göttingen for at supplere vinavlsstudiet med tropisk og subtropisk planteavl. Her blev hendes interesse for naturbevaring voldsomt skærpet.
    I 2001 udvandrede hun og hendes mand, Holger, til Australien, da hun havde fået et job som viticulturist i Western Australia. Men den gamle virksomhed i Svendborg trak stadig, så i dag er hun halvtidsansat på samme gamle adresse, som nu hedder De Danske Spritfabrikker. Hun er i Danmark i 22-25 uger om året og beskæftiger sig med alle spørgsmål, der har med vinens kvalitet at gøre - alt lige fra samarbejdet med leverandørerne og transporten til håndteringen af vinen inden aftapning og proppernes kvalitet.
    Hjemme i Australien har hun sammen med Holger købt en lille ejendom - måske kommer der en dag gode flasker mousserende vin fra markerne. Først håber hun dog at skrive en magisteropgave på universitetet i Perth.
    Adresse: Danish Distillers, Rødeledsvej 70, 5700 Svendborg, tlf.: 62 17 37 89, e-mail: Laura.West@distillers.dk og laurawest@bigpond.com.
a .a.... .a...
a .a.... .a...
    En saftig form for humor
    Château La Trine ... skal vi tro på den? Hans P. Hansen har sendt os etiketten, og man må jo sige, at tegningen af slottet lever op til dets fornemme navn.
    Igen er det en etiket fra Australien, hvor vinfolket åbenbart har en saftig form for humor. Men vi har nu en mistanke om, at det er en etiket, der er skabt til en eller anden fest.
    Thurgoona er en universitetsby i New South Wales, og gade vide, om ikke der af og til bliver holdt nogle kraftige fester på det universitet ...
    Men tak til Hans Hansen for etiketten. Vi er stadig åbne for at gengive sjove og usædvanlige etiketter, så send dem meget gerne digitalt til anker@vinavisen.dk.

Igen noget i glasset
På lørdag d. 3. maj kl. 23 tager Flemming Kyed fat på en ny serie udsendelser på satellit- og kabelkanalen dk4. Og igen holder vinen for under titlen "Noget i glasset".
Med sig i studiet under den første udsendelse har Flemming Kyed den unge vinskribent og idrætsforsker Thomas Ilkjær, tidligere stormester i italiensk vin, og sammen vil de snakke om baggrunden for de syditalienske vines hastigt voksende succes på det danske marked.
I programmet bliver der smagt vine fra Carlo Merolli, Dansk Supermarked, Philipson Wine og Cappa Vin i Århus.

a .a.... .a...
    Ugens vinøse billede
    Da Søren Krog indviede sin nye vinhandel ved Shell-tanken i Rådhusgade 13 i Odder, havde Helge Nordenhof gang i sit digitale kamera og tog dette stemningsfulde billede.
    Her står vinene parat på et gammelt fad, som Søren Krog fandt i den nedlagte købmandsgård i Beder, i vindueskarmen er der ostehapser, og på bordet i forgrunden bliver der skåret brød. Vi er dog især fascinerede af den store glasbowle, fyldt med propper. Vi har selv samlet propper med det ædle formål at forære dem til en børnehave. Men da vi kom med propperne, så pædagogerne ærligt talt lidt mærkeligt på os. Let forargede. Gad vide, hvad de tænkte ...

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.a....


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
a .a.... .a...
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....

Som nævnt ovenfor har vi i denne uge smagt seksten vine fra E. Guigal i Rhône-dalen. Syv af dem fik fem stjerner, og de får her nogle ord med på vejen:


Guigal, Côte du Rhône Rosé, Frankrig 2000
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Rosévin med en kraftigt krydret duft og en dejlig fed smag med frisk frugt. En rigtig flot vin til en dag, hvor Solen skinner.


Cuvée Philipson Wine, Guigal, Côtes du Rhône, Frankrig 2000
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Dette er vinen, som Christian Philipson og Philippe Guigal i fællesskab har skabt, og den er meget vellykket, harmonisk, blød og lækker og med en let krydret smag med god frugt. Det er en vin, som er anvendelig til mange retter, og som man drikker med stor fornøjelse. Opskriften lyder: 60% Syrah, 30% Grenache og 10% Mourvèdre.


Guigal, Saint-Joseph, Frankrig 2000
129,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Ikke billig, men pengene værd. Flot, blød og afrundet med dejlig frugt - lidt efter svedsker. En stor vin med karakter.


Guigal, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2000
169,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Traditionelt kan der indgå tretten forskellige druesorter i en rød châteauneuf. Det er nu ret sjældent, det sker, men i denne vin er det tilfældet. Den prægtige vin er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 5% Mourvèdre - og 5% af de resterende ti druesorter. Vinen har duft og kraft, kompleksitet og en flot struktur. Sådan skal en châteauneuf smage!


Guigal, Côte-Rôtie Brune et Blonde, Frankrig 2000
299,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Meget kompleks og flot rødvin med mange nuancer - lakrids, kaffe og spændende krydderi. En stor nydelse.


Guigal, Saint-Joseph Vignes de l'Hospice, Frankrig 2000
349,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Dette var nok vores favorit under smagningen. Et monument over den store Syrah-drue, en stor og kompleks vin, lækker og blød. Så det må blive fem stjerner med pil opad.


Château d'Ampuis, Guigal, Côte-Rôtie, Frankrig 2000
599,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Ikke billig, men flot vin med stort gemme-potentiale. Den kan sagtens - og bør - ligge i fem-seks år.
a .a.... .a...

a .a.... .a...

Howard Park, Cabernet Sauvignon / Merlot, Western Australia 1999
295 kr., New World Vinimport
Herlig rødvin med en utrolig dejlig smag, lidt i retning af kirsebær. Vinen har en kompleks duft og smag og er meget harmonisk.


Lungarotti, Vino Santo, Italien 1996
42,95 kr. for ½ flaske, Bilka
En dessertvin, ja, men ikke på nogen måde sliksød. Vino Santo - eller Vin Santo, som man ofte siger - findes i alle stilarter fra det helt tørre til det sliksøde, og denne her er nærmest i den lidt tørre ende. Som en oloroso sherry. Men stadig med en elegant sødme. En afgjort nydelse.


Cesari, Amarone della Valpolicella Classico, Italien 1998
178 kr., Vinodan
Kraftig rødvin med en flot og kompleks duft - lidt i retning af blommer i cognac, lød det under smagningen. Den har en blød, afrundet og harmonisk smag med rosiner, svedske, fedme og fin sødme.


Hagelsberg, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika 2002
49,95 kr., 95 kr. for 2 flasker, Gobi Vin
Hvidvin med en ren og god frugtsmag og en vis fedme, tilpas syre og et strejf af fadlagring. En vellavet vin i pæn balance og til en meget rimelig pris.


Atlas Vineyards, Merlot, Marokko 2001
39,95 kr., Amka Vinimport
En virkelig god hverdags-rødvin med en blødhed og markant sødme, som mange vil kunne lide. Til den lave pris er den lidt af et kup.


Grand Plaisir, Plaisir de Merle, Paarl, Sydafrika 2001
145 kr., Amka Vinimport
Meget kraftig, men også blød og flot rødvin med fyldig frugt, der (næsten) dækker de 14,5% alkohol.


Lazy Lizard Syrah, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2001
49,95 kr., 2 flasker for 90 kr., Prima Vigerslev
En rigtig god rødvin med fyldig frugt. En vin, man drikker med fornøjelse.


Black Shiraz, Syrah, J.C. Beauvoir, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2002
45 kr., Herning Vin Import
Til prisen er denne rødvin en glimrende vin. Den har en flot krydret duft med strejf af peber og en god, frugtagtig smag - lidt i retning af hyldebær.


Le Grand Cros, Nectar, Côtes de Provence, Frankrig 2000
79 kr., The Wine Company
En rigtig dejlig vin, der ikke vil skuffe. I smagen har den mindelser om brombær. Det vil i øvrigt være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet, og den må også gerne gemmes et par år. Vinen er ufiltreret.


Salviano, Orvieto Classico Superiore, Italien 2002
55 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Tør og ret let hvidvin med 12 procent alkohol. Det er sådan en vin, der får én til at tænke på det lille italienske trattoria med bredfyldte vinkander på bordene.


Othello Vintage, KEO, Cypern 1992
80 kr., Neergaard Vinimport
Ikke nogen billig, men blød og venlig rødvin. Smagen er ikke så interessant, men som bekendt har de cypriotiske vine den udmærkede egenskab, at de tåles af mange allergikere.


J.C. Beauvoir, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2002
45 kr., Herning Vin Import
Pæn hakkebøffevin med god frugt, men uden de store vinøse armbevægelser.


Roigenc, rosé, Capafons-Osso, Montsant, Spanien 2001
69 kr., Ki-Ma Vinimport
Med sin fine duft af jordbær er denne spanske rosé en rar terrassevin uden det helt store smagsbillede.


Château de Virecourt, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2001
65 kr., Herning Vin Import
En rigtig rar bordeaux, der dog har lidt svært ved at klare sig i konkurrencen med så mange andre rødvine i samme prisklasse.


Marquès de Vitoria, Crianza, Rioja, Spanien 1998
94 kr., Glud Vin
En ikke helt billig rødvin, men i øvrigt en god og venlig rioja med blødhed, afrundet frugt og den klassiske fadprægede rioja-næse.


Montecillo, Reserva, Rioja, Spanien 1997
95 kr., Kjær & Sommerfeldt
Varm, blød og på mange måder lækker rødvin, men også præget af en lidt markant garvesyre.
a .a.... .a...

a .a.... .a....
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

B.T.
Domaine Matrot, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig 2001Hvidvin84 kr.Vinrosen
Domaine Saint-Jean de l'Arbousier, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2002Rødvin46 kr.Stokholm Vinimport
.
Børsen
Los Vascos, Cabernet Sauvignon, Chile 2000Rødvin69,75 kr.Skjold Burne
.
ErhvervsBladet
Marques de Valcarlos, Crianza, Navarra, Spanien 1998 Rødvin53 kr.Glud Vin
Gran Elias Mora, Toro, Spanien 2000Rødvin204 kr.Ki-Ma Vinimport
.
Frederiksborg Amts Avis
Othello Vintage, KEO Cypern 1992Rødvin80 kr.Neergaard Vinimport
Plaisir de Merle, Shiraz, Sydafrika 2001Rødvin129 kr.Amka Vinimport
.
Hjemmet
Zalze, Pinotage / Shiraz, Western Cape, Sydafrika 2001Rødvin35 kr.Chris-Wine
.
Politiken
Burmester, 10 Years Tawny, Douro, PortugalPortvin80 kr.Philipson Wine

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.