Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Kapitel 19: Den nye vinverden

Hos ConoSur, der er et af Chiles bedste vinhuse, er økologien i højsædet. I stedet for sprøjtemidler sørger en arbejdsstyrke på 800 gæs for bekæmpelsen af de såkaldte Burrito-biller. Billerne, der elsker de nye grønne skud på vinsokkene, er nemlig guf for gæs (foto © Cono Sur).



Kapitel 19
Fagre nye vinverden

For 40 år siden dominerede fransk vin stort set markedet herhjemme. Så kom der også italiensk, spansk og portugisisk vin på hylderne. Og i begyndelsen af 1990’erne gjorde vinene fra USA, Chile, Argentina, Australien og Sydafrika deres indtog på forretningernes hylder.
Disse mange nye vine fra de oversøiske lande har givet os en bred palet at vælge imellem, når der skal vin på bordet. Selv om der også er kostbare kultvine imellem, så er hovedparten af dem glimrende hverdagsvine med al den fylde, kraft og saft, som Solen i de varme lande har kunnet give druerne. Og så er priserne i vid udstrækning lave i forhold til kvaliteten, noget der skyldes, at vinene fortrinsvis fremstilles i store vinhuse, i kolossale mængder og til lavere lønninger end i Europa.
De oversøiske vinlandes succes på det internationale marked har givet mange europæiske vinproducenter grå hår i hovederne. Ikke mindst i Frankrig føler man sig truet af den stigende konkurrence.
Sydafrika. De nye vinlande kalder vi disse mange oversøiske vinlande. Men selv om vi først har stiftet bekendtskab med dem i nyere tid, så har en del af dem faktisk fremstillet vin i flere hundrede år. Det gælder fx Sydafrika, hvor hollandske kolonister allerede i 1600-tallet plantede de første vinstokke. Det er dog først efter apartheid-styrets fald i 1994 og den efterfølgende ophævelse af handelsboykotten, at sydafrikanske vine for alvor har vundet internationalt terræn. Og det er kun godt. Sydafrika har pragtfulde vine at byde på – kraftfulde rødvine, fremstillet på hoveddruen Cabernet Sauvignon samt på Shiraz og landets helt egen drue, Pinotage.
Sydafrikansk hvidvin laves frem for alt på druen Chenin Blanc. Men også Sauvignon Blanc bliver forvandlet til en række spændende og elegante hvidvine.
Vinproduktionen foregår i elleve vindistrikter, der ligger i et bælte rundt om Cape Town. De mest berømte er Constantia, Stellenbosch, Franschhoek og Paarl.
USA. Sydafrika må deles om pladsen på forretningernes hylder med de solmodne hvid- og rødvine fra USA – og ikke mindst fra Californien, hvor cirka 90% af al landets vin bliver fremstillet.
I 1960’erne kom der for alvor gang i den californiske vinindustri, og i dag er vindistrikterne Sonoma Valley og Napa Valley hjemsted for nogle af verdens mest berømte vinhuse.
Californien er kendt for at fremstille enkeltdrue-vine frem for alt på druerne Chardonnay og Cabernet Sauvignon. Og så har staten sin helt egen rødvinsdrue, Zinfandel.
Chile. Også chilensk vin går sin sejrsgang herhjemme. Det var immigranter fra Italien og Frankrig, der omkring år 1900 for alvor satte skub i Chiles vinindustri, og siden da er det gået derudad for dette lange smalle land ved Stillehavets kyst.
Her er nok af dejlige dråber at vælge imellem, fremstillet på Chardonnay og Sauvignon Blanc for hvidvinenes vedkommende og på Cabernet Sauvignon, Carmenère og Merlot for rødvinenes. Og man går som regel ikke galt i byen, hvis vinen stammer fra vindistrikterne Maipo Valley, Casablanca Valley eller Colchagua Valley.
Argentina har også fået foden inden for på det danske marked. Landet, der er verdens femte største vinproducent, fremstillede i gamle dage ikke vin af større interesse. Men for cirka 15-20 år siden begyndte en lang række moderne vinhuse, der ved, hvad der skal til, at fremstille vine af fremragende kvalitet.
Der anvendes mange forskellige druer i Argentina, hvoraf rødvinsdruen Malbec er blevet lidt af et flagskib for vinproducenterne.
Australien er i dag en teknologiens højborg, når det gælder vinproduktion. Med topmoderne udstyr fremstiller vinproducenterne dejlige og fyldige rød- og hvidvine. Det er herfra nogle af de rigtig store og kendte vinmærker stammer. De fleste vil garanteret kunne nikke genkendende til fx Hardy’s, Jacob’s Creek og Banrock Station. Men australierne fremstiller også kultvine som Grange, landets dyreste vin fra vinhuset Penfolds.
South Australia, Victoria, Western Australia og New South Wales er de førende vinområder i Australien. Og så er der jo lige Tasmanien, der har printet sig i manges hukommelse på grund af kronprinsesse Mary.