Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Nyheder for uge 40. 2009
.....................
Vin-aktuelt i uge 40
Fra 28. september til 4. oktober 2009
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 37, ,,,,,,VinAvisen uge 38,,,,,,,,VinAvisen uge 39
.....................
Vil du have vores løbeseddel? Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam. ,,,,,,, |
Søg i 500 tidligere VinAviser |
...............................................
Mere om falske Amaroner
I sidste uge bragte vi nyheden om, at et vinfirma i byen Fara Novarese i det italienske Piemonte angiveligt har fremstillet 1,2 millioner forfalskede topvine, heraf 952.084 liter Amarone, og at en stor del af disse vine er eksporteret til Danmark.
Vi søgte i den forbindelse at få kontakt med importfirmaet Steel Wine, der dog hverken havde en hjemmeside eller et telefonnummer, som kunne findes i Nummeroplysningen.
Med god hjælp fra et par læsere har vi i den forløbne uge fået to mobilnumre, og det lykkedes at få en snak med ejeren af Steel Wine.
Det viser sig, at det er en mand, der selv erkender, at han ikke har spor forstand på vin, men han ville gerne prøve kræfter som garageimportør, og på en messe var han kommet i kontakt med den italienske leverandør.
Skuffet er han nu i gang med at samle alle de importerede flasker ind for at kunne returnere dem til Italien.
En bestyrket sandsynlighed
Vi skal gentage, at der ikke er sikkerhed for, men kun en sandsynlighed for, at de vine, som Steel Wine og andre har importeret fra byen Fara Novarese, er fupvine – en sandsynlighed, der dog bestyrkes af, at Steel Wine ikke har modtaget dokumentation fra den italienske aftapper på vinenes ægthed.
En undersøgelse er i gang; de italienske myndigheder har foretaget beslaglæggelser, men der er endnu ikke lagt sag an.
I Italien nævner pressen ikke navne på firmaer, som blot undersøges. Vi kan dog sige så meget som, at Fara Novarese er en lille by, og at der kun er et enkelt firma i byen, der er stort nok til at kunne tappe så mange flasker, som det drejer sig om.
Også fupvin i SuperBest?
Den uheldige garageimportør deler måske problemet med Gobi Vin, der leverer vin til SuperBest. Til VinAvisen siger Gobi’s Peter Sick:
– Et par uger inde i august fik vi en henvendelse fra konsortiet i Valpolicella, der advarede os om ikke at sælge vores Amarone "Castello Venezi", før en undersøgelse om vinens ægthed er færdiggjort.
– Vi tog omgående fat i agenten og leverandøren og bad om dokumentation for vinens ægthed, og samme dag modtog vi dokumenter angående vinens herkomst samt en erklæring om, at der er tale om Amarone DOC.
Trækker vinene tilbage
Peter Sick fortsætter: – Gobi Vin vil under ingen omstændigheder sælge vin, der kan sås tvivl om, så vi fulgte naturligvis konsortiets advarsel, fik vinen trukket tilbage fra forretningerne og bad leverandøren om at afhente den.
– Vi meddelte både agenten, leverandøren og konsortiet, at vi ikke vil bringe vinen tilbage på markedet, før den er godkendt af konsortiet.
– Det skal understreges, siger Peter Sick, – at sagen er verserende, og at det italienske firma ikke er dømt. Men for at vise, hvor alvorligt vi tager sagen, hjemtager vi ikke flere af firmaets øvrige vine, før sagen er afsluttet, og vi har garanti for – med alle firmaets vine – at det, der står på etiketterne, er det, der er i flaskerne, og at alt i øvrigt lever op til lovens krav.
......................
Foreningen Amarone Families nye logo, som snart kommer på medlemmernes flasker. Til højre ses ejerne af de ti vinhuse: Allegrini, Brigaldara, Masi, Musella, Nicolis, Sperri, Tedeschi, Tenuta Sant’Antonio, Tommasi og Zenato. |
I lyset af den verserende Amarone-sag (se ovenfor) er det vigtigt også at fortælle om de producenter af Amarone, som virkelig gør en indsats for at beskytte vinens gode ry og image. I uge 30 fortalte vi således om Amarone Families, en ny forening af ti førende vinhuse, der alle er familieejede, og som har fremstillet den fornemme vin i mindst 15 år. Samme krav stilles til andre producenter, der gerne vil være medlemmer. Foreningen har udført et regelsæt for vinproduktionen, som medlemmerne skal følge, og som skal sikre, at kvaliteten og den unikke karakter af den berømte vin bevares. I kølvandet følger også et logo for foreningen, som man snart vil kunne se på de flasker, som dens medlemmer fremstiller. |
Vrede hos franske vinhuse og læger
Antialkohol-lobbyen i Frankrig har i de senere år slået hårdt ned på vin- og alkoholreklamer – ja selv avisartikler har fået et hak i tuden, fordi de omtalte vin i rosende toner.
Sidste år lagde foreningen mod misbrug af alkohol, l'Association Nationale de Prévention en Alcoologie et en Addiction (ANPAA), fx sag an mod avisen Le Parisien med den begrundelse, at en artikel om champagne ansporede til alkoholmisbrug. ANPAA vandt retssagen.
Og som vi skrev i uge 10 har l’Institut National du Cancer (INCA) tidligere i år offentliggjort en rapport, der fastslår, at vin selv ved et moderat forbrug øger risikoen for at få kræft – hvilket er stik imod de talrige lægevidenskabelige undersøgelser, der peger på vinens mange godgørende egenskaber.
Rapporten, der er et par år gammel, er blevet sendt ud til 70.000 franske lægekonsultationer – noget, der har vakt harme hos utallige vinproducenter og læger, som kæmpede en sej kamp for at få stoppet udsendelsen.
INCA’s rapport tilbagevist
Siden hen har den franske sundhedsminister, Roselyne Bachelot, forsøgt at gyde olie på vinvandene ved at erklære, at hun selv nyder et glas vin til sine måltider.
Ifølge Decanter har hun ligeledes sendt INCA’s rapport til gennemsyn hos Frankrigs ældste helseorganisation, Haut Conseil de la santé publique (HCSP), for at få en endelig afgørelse, når det gælder rapportens troværdighed.
HCSP er nu kommet med sin dom, og den er så afgjort til fordel for vinens verden, idet den sort på hvidt forkaster rapportens resultater. HCSP skriver blandt andet, at rapporten ignorerer de positive aspekter, som alkohol kan have, når det gælder forbedring af livskvaliteten. Og at INCA ved at råde til overhovedet ikke at røre alkohol fuldstændig tilsidesætter den mulige beskyttende effekt mod hjertekarsygdomme som et moderat alkoholforbrug kan have.
......................
Slut med Bourgognevin?
I sidste uge skrev vi om Greenpeace og miljøorganisationens kommende aktion i en vinmark i Bourgogne.
I samme åndedrag er organisationen ifølge Decanter kommet med en rapport, som byder på en dyster fremtid for Bourgognes vinproducenter – med mindre, der hurtigst muligt indgås en fornuftig klimaaftale industrilandene imellem.
Hvis de klimatiske ændringer fortsætter med samme fremmarch som hidtil, vil temperaturen i Frankrig højst sandsynligt være steget med 6 grader i slutningen af dette århundrede. Og det kan på længere sigt betyde et farvel til de dejlige vine fra Meursault, Volnay og alle de andre vinområder i Bourgogne, fremgår det af rapporten.
Desuden vil klimaændringerne kunne medføre oversvømmelser, nye vinsygdomme og rådne druer på vinstokkene.
Rapporten viser også, at høsttidspunktet i Bourgogne har rykket sig markant. Mellem år 1988 og 2006 har det gennemsnitlige høsttidspunkt ligget 13 dage tidligere end mellem 1973 og 1987. Og hvor det førhen tog druerne 50 dage at modne, er de i dag kun 40 dage om det.
..... ........
De gode sydafrikanske vine bliver vist frem, mens der bydes på livet løs under den traditionsrige auktion. |
Den berømte årlige Nederburg-auktion i Paarl i Sydafrika er vel overstået. Auktionen, der har været afholdt siden 1975, er et tilløbsstykke for vinfirmaer fra hele verden, der kommer for at opkøbe creme de la creme inden for sydafrikansk vin. I år blev der solgt vin for i alt 4 millioner rand (cirka 2,7 mio. kr.), hvilket var en nedgang på 16% i forhold til sidste år. Men der blev også slået rekorder – blandt andet da seks halvflasker af rødvinen Chateau Libertas 1959 kom under hammeren og blev solgt for 23.000 rand (cirka 15.700 kr.) – det højeste hammerslag i auktionens historie. Blandt de tørre hvidvine toppede Vergelegen White 2005 og Jordan Nine Yards Chardonnay 2006, der hver gik for 250 rand (cirka 170 kr.) flasken. Udover rød- og hvidvine blev der også solgt adskillige flasker søde vine og hedvin. Fem internationale vinfirmaer købte tilsammen 25% af de mange vine. Et af dem var den danske vinimportør Amka. |
>33/09 |
Hos Grandi Marchi går det godt
I de første tre måneder af 2009 var der et fald på hele 9,2% i eksporten af italiensk vin sammenlignet med samme periode sidste år.
Når det gælder volumen blev der eksporteret stort set den samme mængde. Årsagen er faldende priser på de italienske vine i aftagerlandene.
Det er selvsagt krisen, der kradser. Men hvis man skal tro Piero Antinori, der ejer vinhuset Marchesi Antinori, så er den økonomiske krise ikke gået nævneværdigt ud over Italiens store – ofte familieejede – vinhuse. De er samlet i en forening, Grandi Marchi, der foruden Marchesi Antinori tæller Masi, Mastroberardino, Alois Lageder, Rivera, Jermann, Donnafugata, Tasca d’Almerita, Lungarotti, Franco Biondi Santi, Michele Chiarlo, Ambrogio e Giovanni Folonari, Pio Cesare, Tenuta San Guido, Ca’ del Bosco, Umani Ronchi og Carpenè Malvolti.
Til sammen omsætter foreningens sytten medlemmer hvert år vin for mere end 500 millioner euro (cirka 3,7 milliarder kr.), hvilket svarer til 60% af det totale salg af italiensk vin..................
................
I uge 18 fortalte vi om de britiske supermarkedskæder Tesco og Marks & Spencer, der følger en biodynamisk måne-relateret kalender, når de skal afholde smagninger af nyindkøbte vine – en kalender udført af Rudolf Steiner-tilhængeren Maria Thun. Nu har Maria Thun og hendes søn Matthias Thun bedrevet en ny bog, When Wine Tastes Best, hvor man via en kalender kan finde frem til, nøjagtig, hvornår det er bedst at nyde et glas vin. Ifølge bogen er året inddelt i frugt-, blomster-, blad- og rod-dage. Og er det en rod-dag, bør man lade vinflasken ligge på vinreolen, da vinen ikke vil smage specielt godt. På frugt- og blomsterdage derimod vil den selv samme vin smage særdeles fortræffeligt. Nul vin til juleanden Når det gælder december måned, kan man godt glemme alt om at skænke rødvin i glassene til anden juleaften. Man vil – igen ifølge kalenderen – kun få den optimale nydelse ud af vinen efter den 27. december. Og når nytårsaften melder sig, er det bedst at drikke vin før kl. 15 eller efter midnat. Så det er altså heler ikke sagen med et par glas til nytårsmaden. Det lyder nu lidt kedeligt. Men selvfølgelig kan man lade det komme an på en prøve og finde frem til, om den samme vin smager henholdsvis godt og dårligt afhængig af dage og tidspunkter. Bogen kan købes hos Amazon.uk. |
Til_37/09 |
Foto: Syndicat viticole de Médoc & Haut-Médoc. |
Som vi skrev i uge 36, har vinslottene i Bordeaux store forventninger til årgang 2009, som spås til måske at blive lige så fantastisk som den legendariske årgang 2005. Dog har der meldt sig visse bekymringer hos vinproducenterne. Ifølge den franske vejrmeldetjeneste, Meteo France, er der i august måned faldet 24 mm regn – gennemsnittet i de sidste 30 år for denne måned lyder på 60 mm. Solen har ligeledes skinnet i hele 270 timer, hvor gennemsnittet lyder på 243 timer. Vejret er fortsat tørt og varmt – og nu er det næsten ved at blive for meget af det gode. Man sukker ligefrem efter noget regn. Sukkerindholdet i rødvinsdruerne – og dermed det potentielle alkoholindhold – er meget højt, og det kan bringe ubalance i vinen. I stedet for at blive en formidabel årgang, kan man ende med blot at have en udmærket årgang. Visse steder er Merlot-druerne allerede oppe på et potentielt alkoholindhold på 14 til 15%, hvilket er meget højt. Høsten af rødvinsdruerne er da også i fuld gang flere steder. |
Stor auktion af vine fra privat vinsamling
Den belgiske finansmand og milliardær Albert Frère, der er medejer af Bordeaux-slottet Château Cheval Blanc, har en stor vinsamling, som omfatter adskillige fornemme vine.
Med jævne mellemrum sætter han et større antal vine til salg på auktion og lader de penge, auktionen indbringer, gå til et velgørende formål.
For nylig gjaldt det mere end 3000 flasker Bordeauxvin og champagne, som kom under hammeren hos Sotheby’s i London, hvor de indbragte 1,1 millioner pund (cirka 8,9 mio. kr.) – en del mere end den samlede vurdering.
Hele 97% af flaskerne blev solgt, og de gik fortrinsvis til asiatiske vinsamlere. Der var ifølge Bloomberg.com især rift om flaskerne fra Bordeaux – 12 flasker Château Petrus årgang 1989 blev solgt for 29.900 pund (cirka 244.000 kr.), hvor højeste vurdering lød på 20.000 pund (cirka 163.400 kr.).
Flere tyverier af solcellepaneler
I uge 51 sidste år fortalte vi om Honig Vineyard and Winery i Rutherford i Californien, der havde fået stjålet 39 af de 819 solcellepaneler, vinhuset havde sat op.
Og der er fulgt flere tyverier af solcellepaneler i kølvandet hos andre californiske vinhuse.
Vinproducenten ZD har fået stjålet 200 af sine i alt 700 paneler, og for nylig gik det ud over et førende vinhus – også i Rutherford – hvor tyvene slap af sted med 25 solcellepaneler. Ejerne af vinhuset vil ikke have offentliggjort dets navn af frygt for nye tyverier.
Et panel måler cirka 60 x 100 cm og vejer 20 kilo, så det er noget af en opgave at stjæle så mange paneler.
Man har intet spor efter tyvene og ved ikke, om de videresælger solcellepanelerne, som fra nye af koster omkring 1000 dollars (cirka 5000 kr.) stykket, eller om de selv anvender dem. Der har været fremsat teorier om, at det kunne være marijuanabønder, som bruger dem til opvarmning af vand i deres illegale industri.
....................................................
Skønne vine fra modeskaberens vingårde Håndtasker, solbriller, sko og parfume er nok det, de fleste – i hvert fald modebevidste kvinder – forbinder med navnet Salvatore Ferragamo. Men den kendte italienske modeskaber ejer også hele to vingårde i Toscana, Il Borro og Castiglion del Bosco. Førstnævnte ligger et stykke uden for Firenze og i forbindelse med en idyllisk lille middelalderlandsby, som Ferragamo har restaureret, og som i dag blandt andet anvendes til hoteldrift. Castiglion del Bosco derimod ligger i Montalcino, der er berømt for sine store røde Brunello-vine. Dem - samt vinene fra Il Borro - smagte vi for nylig ved en smagning arrangeret af deres danske importør, Laudrup Vin. Vingårdenes anerkendte chefvinmager, Nicolò D'Afflitto, kunne desværre ikke komme til Danmark på grund af travlhed under høsten. I stedet var det brandmanager for begge vingårde, Tilo Bauer, der præsenterede vinene – samt to spændende grappaer, som ligeledes fremstilles på vingårdene. Brunello, et italiensk flagskib Det var dejlige vine og stærke dråber, vi smagte, fra begge vingårde. Og der er en sand stjerneregn til dem længere nede i VinAvisen. Blandt vinene var som sagt også Brunello, og Brunello er nu noget helt særligt. Vinen blev ”opfundet” i slutningen af 1800-tallet af Ferruccio Biondi-Santi, der i 1888 ganske enkelt gjorde, hvad man først 100 år senere nåede frem til i Chianti: Han eliminerede de grønne druer og lavede sin vin udelukkende på en klon af rødvinsdruen Sangiovese, som han gav navnet Brunello – italiensk for ”den lille mørke”. Desuden lod han vinen lagre i mere end tre år på egetræsfade. Ifølge Brunello DOCG-reglerne er det stadig kun klonen, Sangiovese Grosso, der må anvendes til den berømte vin, og det er derfor også den, der breder sig over Castiglion del Bosco’s i alt 56 hektar vinmarker. En Brunello-vin skal ligeledes lagre på fade i meget langt tid, selv om man dog har sat lagringen ned til mindst to år. I alt fremstilles der cirka 360.000 flasker vin - Brunello og anden rød- og hvidvin - om året hos Castiglion del Bosco og Il Borro. 70% af flaskerne til eksport – og heldigvis får vi her i Danmark også vores del af kagen. | Brandmanager Tilo Bauer. |
34/09 |
|
Få en sjov dag som høstarbejder
Druerne, der skal forvandles til vinene Nordlund og Lillelund, hænger solmodne på vinstokkene hos Dansk VinCenter i Avedøre. Høsten er lige om hjørnet, og hvis man har lyst til at være med og få en sjov og spændende dag i vinmarken, er det nu, man skal melde sig ved stalddøren.
Startskuddet er planlagt til at lyde den 4. oktober, hvor man mødes kl. 9.00 på vingården til en god omgang morgenmad og en kort instruktion i, hvordan høsten foregår. Derefter går det så løs med sakse og spande.
Formiddagens arbejde belønnes med et par slevfulde fra den store høstgryde, som har været fast på programmet – og altid er en succes – i de sidste mange år. Og selvfølgelig serveres der vin til i lange baner.
Følg med i vinifikationen
Når batterierne er vel opladede, fortsættes høstarbejdet i endnu et par timer, hvorefter der rundes af med hygge i drivhuset og mulighed for at få et indblik i selve vinifikationen.
Udover startdatoen planlægger vingården at høste videre den 10. og 11. oktober, hvor man ligeledes kan deltage. Der kan læses mere om tilmelding og arrangement ved at klikke her.
.........................................................
34-07/09 |
Forsiden er måske nok lidt kedelig, men resten af bogen er et festfyrværkeri af dejlige billeder og inspirerende tekster. |
1001 vine, du bør smage
Så har briterne gjort det igen: Udgivet en usandsynlig flot og gennemillustreret vinbog – som heldigvis er blevet oversat til dansk. "1001 vine du skal smage, før du dør" hedder bogen (Politikens Forlag, 250 kr., 960 sider).
44 vinskribenter har bidraget til den tykke og tunge bog (næsten 2 kg). Redaktøren er Neil Beckett, Hugh Johnson har skrevet forordet, Jørgen Mønster Pedersen har været dansk konsulent, og bogen … ja, den gennemgår simpelt hen 1001 store og berømte vine, som man bør smage i løbet af livet (så giv bogen i dåbsgave, næste gang en ny verdensborger har meldt sig).
En utrolig flot bog
Hver af de 1001 vine gennemgås med cirka en halv sides tekst, og hver vin nævnes med en anbefalet årgang med besked om prisleje, og hvornår netop denne årgang skal drikkes.
Dette vil naturligvis efterhånden gøre bogen uaktuel, og det har i hvert fald berøvet os muligheden for at kontrollere, hvor langt vi personligt er kommet igennem de 1001 vine. For nok har vi smagt nogle af dem, men næppe i de anførte årgange.
Nå, men så kan vi jo tage bogens titel som et løfte og tro på, at vi vil komme til at leve meget længe.
Vi kan dog også nøjes med bare at lystlæse rundt omkring i bogen og nyde synet af de over 900 smukt trykte billeder og etiketter. Til prisen er det simpelt hen en utrolig flot bog.
......
34/10 |
Tore Scheel fra Vinens Verden i Odense skriver til os, at firmaet har lavet en ny online vinshop, som han beskriver med berettiget stolthed. Det er bestemt en flot og funktionel hjemmeside – selv om den har den samme fejl som så mange andre hjemmesider, at bogstaverne er alt for små og ikke kan sættes op ved at vælge ”Stor tekststørrelse” i browserens ”Vis”-rullemenu. Hvad Tore Scheel særligt fremhæver er, at hjemmesiden er e-mærket af e-handelsfonden, hvilket i store træk betyder, at kunden er sikret mod spam, at betaling på siden er sikkerhedsgodkendt, og at netbutikken forpligter sig til at overholde et ekstra skrapt regelsæt i forhold til de almindelige bestemmelser for e-handel. En kæmpemæssig hjælp Kun tre andre danske online vinshops har ifølge Tore Scheel e-mærket, nemlig Bichel, World of Wine og Klubvin, mens Philipson Wine tidligere har haft det, og det er egentlig mærkeligt, når alle kloge hoveder siger, at forbrugerne vil have e-mærkede netbutikker. Desuden er det en kæmpemæssig hjælp for butikkerne, da de i princippet får et etisk regelsæt i en færdig pakke, uden at de selv skal analysere sig frem til, hvilke opstramninger forbrugerne ønsker i forhold til den almindelige forbrugerlov. E-handelsfonden har simpelt hen gjort forarbejdet. PS: Hvis der er andre e-mærkede vinbutikker på nettet, hører vi meget gerne. Skriv venligst til anker@vinavisen.dk. |
Vin til ære for "Old Blue Eyes" Når man fremover lytter til ”New York, New York” og alle de andre sange, som gjorde Frank Sinatra berømt, vil man samtidig kunne nyde et glas vin fra en flaske med den legendariske crooners navn på etiketten. Det er vinhuset Sinatra Family Estates i Napa Valley og Sinatras tre børn, Nancy, Tina og Frank Jr., der har lanceret vinen – en rødvin fremstillet på Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot. Vinens navn er ”Come Fly With Me”, som også er titlen på en af Frank Sinatras mest berømte sange, og den er blot den første i en serie af vine med sangnavne, som vil følge i de kommende år. En skål for publikum Der er kun fremstillet nogle få tusinde flasker af den nye vin, som sælges i kasser af 6 styk til 570 dollars (cirka 2900 kr.). Men så får man også en cd med i købet med den originale indspilning af ”Come Fly With Me” fra 1957. Der medfølger ligeledes et frimærke med Sinatra på samt et postkort, der er signeret af et af hans familiemedlemmer. Vinen er ifølge Sinatras børn en hyldest til deres far. De mindes, hvordan han ofte afsluttede sine koncerter med en skål til publikum og med ordene: - Gid I må leve, til I bliver 100 år, og må den sidste stemme, I hører, være min”. Frank Sinatra var glad for vin - og for Jack Daniels whiskey. Som han engang har sagt: - Alkohol er måske nok menneskets værste fjende. Men i biblen står der, at man skal elske sin fjende! |
>43 |
............ Chefsommelier David Ridgway i et af de mange kælderrum under La Tour d'Argent. I alt rummer vinkælderen 450.000 flasker. Foto: Piasa-La Tour d'Argent/Xavier DEFAIX. |
En af verdens mest berømte restauranter er La Tour d’Argent i Paris, som har rødder helt tilbage til 1582. Allerede i løbet af 1600-tallet blev etablissementet stamsted for det franske aristokrati. Solkongen, Ludvig d. 14., spiste her med sit hof, og hertugen af Richelieu bestilte oksekød tilberedt på tredive forskellige måder til sig selv og sine gæster. Nu sælger den legendariske restaurant ud af flaskerne fra sin store og fornemme vinkælder. Man har simpelt hen ”trimmet” kælderbeholdningen på i alt 450.000 flasker og fundet 18.000 vine frem – alle franske – som vil blive solgt ved en auktion hos det parisiske auktionshus Piasa den 7. og 8. december. Cognac fra 1788 Der vil blive budt på Bordeaux’er som Château Lafite 1970 og Cheval Blanc 1928 samt 12 ældre årgange af Château Latour. Ædle flasker fra Bourgogne kommer ligeledes under hammeren, ligesom man vil kunne byde på en flaske Vouvray Haut Lieu Huet fra Loire årgang 1919. Auktionskataloget omfatter også cognac, blandt andet en flaske Fine Champagne Clos de Griffer fra 1788. I dette år gik den franske konge Ludvig d. 16. og hans dronning, Marie Antoinette, stadig rundt og nød livet i slottet i Versailles – lige indtil revolutionen brød ud året efter. De mange flasker forventes at indbringe mere end 1 million euro (cirka 7,4 mio. kr.). |
I uge 38 spurgte vi – foranlediget af et spørgsmål fra Ekstra-Bladets vinskribent, Malene Smidt Hertz – om nogle af læserne kendte en vin med en etiket af kork. Vi fik rigtig mange svar, hvoraf vi brage et par stykker. Og her er så endnu en kork-etiket med en noget atypisk form. Vinen med navnet Puerto Viejo fremstilles af det chilenske vinhus Viña Requingua, men forhandles, så vidt vi ved, ikke i Danmark. |
..................... ........... Vi skal i gang med en ny smagning på Den Stærke Side. Og denne gang gælder det madeira - både de søde, halvsøde og tørre. Importører er velkomne til at sende madeira - meget gerne blot små prøveflasker - til bedømmelse til Mariette Tiedemann på adressen Violvej 10, Smidstrup Strand, 3250 Gilleleje. Vi bringer de første anmeldelser i uge 42. ....... ....
|
33/09 |
..........
................... ........................ ..................... .........,,......
Den danske vinbranche * Vinslottet har fået agenturet i Danmark på vinene fra La Velona i Montalcino. * Toscavini har fået forhandlingen af vinene fra vingården Pianese i Maremma. * Excellent Wine Danmark har ændret struktur og har dermed nedlagt sin afdeling i Odense. Fremover vil vinfirmaet ekspedere og levere sine vine fra det nye centrallager i Herning. I den forbindelse er Jørn Eicke Frederiksen pr. 1. oktober 2009 ansat i det nye selskab, hvor han kan træffes på mobil: 20 56 32 18. * Lorange Vinhandel har optaget importen af vine fra vinhuset Louis Sipp i Ribeauvillé, Alsace. |
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam. |
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
....,... ....... ...... ........... .
, |
I 1980’erne var dansk øl ensbetydende med en almindelig Hof, og ølsalget var af samme årsag for nedadgående. Derimod blomstrede vinkulturen, og da vin- og spiritusfirmaet Maxxium Danmark søgte en administrerende direktør, sprang han til. Salget af spiritus har altid været i centrum hos Maxxium, så i de år, Philip Sager sad i direktørstolen, gjorde han en stor indsats for at tilpasse virksomhedens vinsortiment og leveringsbetingelser til kundernes krav. Desuden blev der gjort et stort arbejde for at uddanne alt personale i vinens verden. I tiden hos Maxxium blev ansvaret i 2004 udvidet til at omfatte hele Skandinavien. Da Fondberg - et af Nordens største familieejede vinselskaber - ønskede at åbne et selskab også i Danmark, var det naturligt at henvende sig til Philip Sager. Sidst på året i 2007 blev han ansat som administrerende direktør for Fondberg A/S. Det blev en ny og meget spændende udfordring at skulle opbygge produktportefølje og medarbejderstab. Arbejdet har medført rejser til samtlige betydningsfulde vinlande og -distrikter i verden. I juni 2009 købte det danske selskab sig ud af Fondberg-gruppen og etablerede sig under navnet Premium Wine. Og i september 2009 købte Premium Wine og eksterne investorer handelsaktiviteterne i Chris Wine. Fritiden byder på rejseaktivitet i massevis. Om vinteren tager Philip Sager gerne til Norge og Alperne for at stå på ski, og når sneen bliver til vand, skiftes skiene ud med båd og livet til søs. Og hele familien, hustruen og deres tre børn, følger med såvel på ski som på dæk. Adresse: fra 1. oktober 2009: Chris Wine Nordic, Herstedøstervej 21, 2600 Glostrup tlf.: 29 99 55 55, e-mail: phs@chriswinenordic.com. |
36-39 |
|
Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 samler vi efterhånden på endnu en side.
........ ......hj.. .... .... ...... ......hj.. .... .... ........... ......
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 samler vi efterhånden på endnu en side.
............................... | ||
..................... 39 Endnu et billede fra årets vinøse maratonløb i Bordeaux. Det viser starten under en stor oppustelig port. 8500 fra hele verden deltog i løbet (foto © Marathon du Medoc). ....... ............... |
08-07/09 |
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 36 vine. Af disse vine var der 28, som fik mere end to stjerner, og hele 17, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 124 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
.....................
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen. ,,,,, |
Smagningen af vinene fra Il Borro og Castiglion del Bosco
Pian de Nova, Il Borro, Toscana, Italien 2005
220 kr.; 165 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vin
En betagende rødvin med en overvældende duft af modne frugter. Smagen er kraftigt krydret med noter af sort peber, ren lakrids og eg i skøn forening. Vinen kan godt gemmes i nogle år.
Rosso di Montalcino, Castiglion del Bosco, Toscana, Italien 2006
200 kr.; 150 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vin
Denne rødvin, der er fremstillet på 100% Sangiovese, er saftig, blød og rund med en intens duft af kirsebær og tilpas eg i eftersmagen.
Il Borro, Toscana, Italien 2005
496 kr.; 372 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vin
Mums for en rødvin – en rigtig supertoskaner. Den dufter af svampe, trøfler og moden frugt og har en rigt facetteret smag med en behagelig tørhed. Vinen er fremstillet på Merlot, Carbernet Sauvignon, Syrah og Petit Verdot. Merlot udgør hele 50% af blandingen, hvilket giver sig til kende i vinens store blødhed.
Brunello di Montalcino, Castiglion del Bosco, Toscana, Italien 2004
480 kr.; 360 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vin
En lækker og harmonisk Brunello med god frugtfylde, krydderier og en lang fin eftersmag med tilpas syre til mad. Den vil vinde yderligere, hvis man gemmer den en del år endnu.
Campo del Drago, Castiglion del Bosco, Toscana, Italien 2003
539 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vin
Der er svampe i lange baner over duften af denne skønne rødvin. I smagen er der masser af moden frugt samt strejf af timian, rosmarin og andre aromatiske krydderurter. Det er en stor, flot og intens rødvin med en fløjlsblød eftersmag.
Grappa Castiglion del Bosco, Toscana, Italien
435 kr., Laudrup Vin
Denne grappa fremstilles på skaller og kerner fra de Sangiovese Grosso-druer, som bruges til vingårdens Brunello di Montalcino. Og hvis man tror, at grappa er ensbetydende med en kras væske uden den store smag, bliver man klogere, når man smager denne udgave. Den er meget aromatisk med smag af rosiner og modne grønne druer og slutter blødt og rundt.
Grappa, Il Borro, Toscana, Italien
435 kr., Laudrup Vin
Igen en rund og blød grappa – her med toner af salvie og lakrids.
Lamelle, Il Borro, Toscana, Italien 2008
150 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vin
En dejlig hvidvin med frisk frugt i duften. Den er tør med smag af lyse blommer og med en vis mineralitet. Prisen gør lidt ondt.
.............
Mousserende vin
Meyer-Fonné, Brut Extra, Crémant d’Alsace, Frankrig
99 kr., A Vinstouw
Ekstra tør og altså ikke med særligt megen sødme. Men til mad vil denne boblevin være fortræffelig. Der er frugtig saft i den og en frisk syre.
Hvidvin
Weingut Franz Künstler, Riesling, Hochheimer Hölle, Kabinett, Rheingau, Tyskland 2008
Klubpris ved 6 flasker: 95,01 kr.; ikke-medlemmer: 139 kr., NordicWineClub.com
Fra marken Hölle, Helvedet, i Rheingau kommer denne fortræffelig Riesling-hvidvin. Den har en fint krydret duft og en blid og lækker smag med god frugt og syre. En herlig vin til lettere retter.
Mt Arthur, Kahurangi Estate, Reserve, Riesling, New Zealand 2007
139,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Yderst lækker hvidvin – en virkelig nydelse. Den har en liflig duft og en delikat smag med karakter og kompleksitet. Flasken har skruelåg.
Rosévin
Chispas Rosado, Cariñera, Longares, Spanien 2008
39,95 kr., Strandgården
Der er en hel del jordbærsaft over både duften og smagen af denne rosévin. Serveret meget kold vil den dog være udmærket som terrassevin.
Rødvin
Los Clop Malbec, Mendoza, Argentina 2007
59 kr., 49 kr. ved 12 flasker, Solarex
Duften byder på flint og frugt i skøn forening. Smagen er kraftig og fyldig og fuld af modne bær. Det er en meget lækker rødvin, der slutter blødt og rundt.
Eliane, Filippo Gallino, Barbera d’Alba, Italien 2007
102 kr., Langhe Vine
Herlig rødvin – en rigtig italiener. Den har en kompleks smag med bred frugt og bløde tanniner, der lægger sig fint i munden. En hammergod Barbera.
Primo Estate, Zamberlan, Cabernet Sauvignon / Sangiovese, McLaren Vale, Australien 2006
95 kr., Højelse Vinkælder
På den australske vingård har man benyttet den italienske Ripasso-teknik, og resultatet er blevet en superlækker rødvin med en tæt duft og smag samt en forførende sødme. Dertil mange facetter, der udvikler sig i munden. Fyldig uden at være tung. En herlig vin. Flasken har skruelåg.
Rook’s Lane Shiraz, Victoria, Australien 2007
45 kr., Wine.dk
En skøn fyldig og krydret rødvin med en forfriskende syre. Den er rigtig god til prisen og sagen til en oksebøf.
Feuille de Garance, Côtes du Rhône, Frankrig 2008
84 kr., Rungsted Vinhandel
Flot rødvin med hammergod Rhône-duft og en smag, der fylder munden med frugt og krydderi – hvid peber og laurbær, lød et forslag fra smagepanelet.
Kopke, Vintage Port, Portvin, Portugal 2007
200 kr., ViniPortugal
Det er barnemord at nyde denne fortræffelige årgangs-portvin nu. Men vi måtte jo til det i den vinøse oplysnings tjeneste. Vinen kan naturligvis drikkes nu, men den vil udvikle sig til noget meget flot og lækkert, så gem dem til 2016 (det kan vi jo desværre ikke efter barnemordet). Pengene værd.
Antolini, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien 2006
129,95 kr. ved 12 flasker, Brdr. D’s Vinhandel
Bag den grimme etiket gemmer sig en meget dejlig og moden rødvin, der i dag er på toppen; så den skal drikkes nu. Den har en liflig duft og en harmonisk, frugtagtig smag med fint krydderi.
Toscar Monastreli, Alicante, Spanien 2006
39 kr., Premier Cru
En meget koncentreret rødvin med noter af blå blommer og peber i duft og smag. Det er en udmærket hverdagsvin til rimelige penge.
Domaine de la Vieille Julienne, Côtes-du-Rhône, Frankrig 2007
149 kr., Domaine Brandis
Denne rødvin har en god, krydret duft og en fyldig, harmonisk smag med mange facetter. Den er en udpræget madvin – til en ret høj pris.
Trescone, Lamborghini, Umbria IGT, Italien 2005
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Ret let, peber-krydret rødvin med god, fyldig frugt og en rask, frisk syre.
L’Incontro, Nero d’Avola, Sicilien IGT, Italien 2005
199 kr.; 189 kr. ved 6 flasker, Vine.dk
Utrolig flot, vellagret og meget dejlig rødvin. Den har blød og fyldig frugt – kraftig og elegant på én gang. Prisen er et problem.
Montebaco, Ribera del Duero, Spanien 2006
169 kr., Østjysk Vinforsyning/Vinoble
En god rødvin, der gerne må ligge nogle år endnu. Den har en liflig duft og en kraftig smag med blød frugt og krydderier – peber. Plus en lang eftersmag. Udpræget madvin.
Thomas Mitchell, Cabernet Sauvignon/ Shiraz, South Eastern Australia 2007
39,20 kr. ved 6 flasker, WineAtCosts.com
Billig er den, venlig og med sødme, let at drikke – og med skruelåg. Men uden de store oplevelser.
Orsan Vignerons, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2007
79,95 kr.; i denne uge (uge 40): 46,33 kr. ved 3 flasker, SuperBest
Rødvin med en lidt brændt og marmeladeagtig tone, som nogle måske vil kunne lide.
Canonica a Cerreto, Chianti Classico, Italien 2006
125 kr., Vinens Verden
Rødvin med et ret begrænset smagsbillede – ikke så typisk chianti. Prisen gør lidt ondt.
Nederburg, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika 2007
59,95 kr., Amka
Mainstream-rødvin med sød frugt og samtidig en lille spids kant.
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.