Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 1, 2024



Et skummende glas Guinness på en pub er det, de fleste forbinder med en "pint". Men det bliver der snart lavet om på...Foto: Wikipedia/PDPhoto.org.

Vin i flaskestørrelsen pintDel på Facebook

I Storbritannien er det almindeligt at bestille en ”pint” øl svarende til 56,8 cl. Nu har den britiske regering på falderebet af 2023 meddelt, at det fra og med det nye år er tilladt detailhandelen, restauranter og pubber at sælge vin i en flaske, der netop kan rumme en pint, hvilket vil sige cirka tre glas vin.

Pint-flasken blev faktisk brugt til vin i gamle dage i Storbritannien, så der er tale om en genindførelse.
Tilladelsen, og den nyproducerede pint-flaske, henvender sig naturligvis til de engelske vinproducenter. Men gad vide, hvor mange af dem, der vil tappe deres vine på sådanne flasker...
EU har fastsat vægt- og måleenheder for medlemslandene, og det, der kommer nærmest, er en 50 cl vinflaske. Derudover findes der jo standardflasken på 75 cl – samt flere andre godkendte flaskestørrelser. Men en flaske vin med 56,8 cl må ikke sælges i EU-landene, og da det jo har sin begrænsning, hvad briterne selv drikker af hjemlandets vine, kan det da ikke blive en særlig stor indtægtskilde for de engelske vinproducenter…

"Brexit-friheder"


Meddelelsen fra den britiske regering handler ifølge The Guardian ikke mindst om en markering af Brexit - om det, regeringen kalder "Brexit-friheder", som Storbritannien nu har mulighed for frit og kvit at vælge til.
I 2020 sagde briterne endeligt farvel til EU, og siden da har den britiske regering set på, hvilke EU-love, der skal rulles tilbage. Og her har man blandt andet taget vægt- og måleenheder op til overvejelse – om man skulle indføre Storbritanniens gamle ”imperial system” fra 1824 ved lov. Det vil sige mål som miles, inches, gallon, pound, yard og pint i stedet for kilometer, meter, liter osv. som man har brugt officielt i årtier, mens Storbritannien var en del af EU.
Det med en lov bliver ikke til noget – regeringen sendte en rundspørge ud til 100.000 briter for at høre, om de ønskede det gamle målesystem tilbage, og det var der ifølge The Evening Standard kun 1,3%, der gjorde.

Churchill ville have elsket det


Ifølge den britiske regering vil den nye vinflaske med en pint "øge fleksibiliteten og valgmulighederne for forbrugerne". Der findes allerede en 50 cl's vinflaske på det britiske marked, så at den ekstra "sjat" vin skulle gøre underværker, kan man jo godt undre sig over.
Der er dog én, der ville have klappet i hænderne ved tanken om en vinflaske i pint-størrelse, og det er Winston Churchill. Han yndede at drikke champagne af et sølvkrus med hank, der kunne rumme netop en pint. Han påstod, at ”en pint champagne er lige nok til to personer til frokost og nok til en til middag.” Dog nød han efter sigende en del flere af de berømte bobler...
Hans yndlingsmærke var Pol Roger, og hos champagnehuset har man regnet sig frem til, at Churchill i sit 91 år lange liv drak det, der svarer til 42.000 flasker champagne.
I øvrigt, så nytter det ikke noget at blive skuffet, hvis man i USA bestiller en pint og synes, der er lige lovlig lidt i glasset. Her er en pint lig med 47,3 cl.


Isle of Pleasure (glædernes ø) har ophavsmanden, H.J. Lawrence kaldt sit kort fra 1931.

Fiktive kort i kampen mod alkohol Del på Facebook

I 1920 blev det i USA vedtaget ved lov, at det var forbudt at fremstille, sælge og drikke vin og anden alkohol, og dermed lød startskuddet til Forbudstiden, der varede indtil 1933.
Loven var resultatet af flere årtiers forhærdet modstand mod alkohol hos visse religiøse grupper, hvoraf en af de mest legendariske var Temperance movement (mådeholdsbevægelsen), der bestod af en gruppe meget religiøse kvinder.
For at opmuntre til mådehold lod Temperance fremstille adskillige kort over fiktive landskaber og stednavne, hvor man fx kunne vælge mellem den gode (mådeholdets) og den grufulde (drukskabens) vej.
På et af kortene skal man – hvis man følger mådeholdets vej – lige styre uden om ”Cape Despair” (fortvivlelsens forbjerg) og ”Paupers Bay” (de fattiges bugt), før man når til endemålet, der er beskrevet som et rent paradis med navne som ”Gulf of Reform” (reformbugten), ”Repentance Kingdom” (omvendelsesriget) og ”Contentment Province” (tilfredshedsprovinsen).

Et "anti-kort" om beruselsens glæder


Vælger man derimod på kortet at tage med toget Black Valley Railroad, går det helt galt. Et tog, der trækkes af et lokomotiv med navnet Distillery, kører mellem stationer med navne som ”Drunkards Curve” (beruselsens sving), ”Beggartown” (tiggerbyen), ”Gamblersville” (spillebyen) og ”Demonland” (dæmonland) for til sidst at ende i ”Destruction” (ødelægelse).
Men der blev også – nærmest som et modsvar – lavet ”anti-Temperance” kort, der viste lige det modsatte, nemlig glæden ved at drikke alkohol!
Et af dem ses til venstre. Det er kreeret af en arkitekt i Houston med navnet H.J. Lawrence to år før, Forbudstiden ophørte, og det viser en fiktiv ø, State of Inebration (beruselsestilstand) med søer, huse og destillerier. Her har man det sjovt, nyder livet og bader i ”Champagne Lake”.
Kortet er krydret med et hav af navne på spiritusmærker og datidens cocktails – der jo altså var forbudte på det tidspunkt, kortet blev til. En ren provokation over for Temperance-bevægelsen.
Cornell Universitys bibliotek har digitaliseret kortet, så man kan se det i større format og zoome ind på detaljerne. Man kan også downloade kortet, som er i en meget høj opløsning.
Der er i øvrigt i nyere tid fremstillet både puder og ølbrikker med det fantastiske kort.

Smadrede interiørerne


Og så lidt mere om de ”gæve” kvinder i Temperance-bevægelsen. Med Carrie Amelia More Nation fra Kentucky i spidsen og bevæbnet med økser og hamre stormede kvinderne saloons, restauranter og andre etablissementer, hvor der blev serveret vin og anden alkohol, og smadrede interiørerne - og flaskerne - til uigenkendelighed. Og de gjorde det, alt imens de sang religiøse sange og citerede tekster fra biblen.
Som Carrie Nation engang har sagt, så anså hun sig selv for at være ”en bulldog, der løber ved Jesus’ fødder og giver hals af det, han ikke bryder sig om”.
Den slags hærværk var selvfølgelig ulovligt, og før sin død i 1911 havde Carrie Nation været i fængsel hele 30 gange.


Franskmændene svigter champagnen Del på Facebook

Champagne-distriktet har haft en ekstraordinær stor druehøst i år – hvilket selvfølgelig resulterer i et meget stort antal flasker med de ædle bobler. Og her kan champagnehusene være glade for sine mange eksportmarkeder, for når det gælder hjemmemarkedet, så er salget støt dalende.
Ifølge den franske radiostation BFM faldt salget mellem 1. januar og 3. december 2023 med hele 20,7% sammenlignet med samme periode året før. Der kan naturligvis være sket noget med salgstallene for resten af december, hvor salget af champagne jo pr. tradition er størst. Men man må nok forvente, at det også her daler proportionelt.

Mindre forbrug og stigende priser


At franskmændene drikker stadig mindre champagne har stået på gennem de sidste ti år. Ifølge en rapport fra Nielsen IQ er det årlige antal flasker solgt i landets store supermarkedskæder mellem 2011 og 2022 dalet fra 47 til 37 millioner.
Man skal dog have in mente, at supermarkederne kun tegner sig for 27% af det totale salg af champagne i Frankrig. Men det fortæller under alle omstændigheder noget om tendensen til et mindre champagne-forbrug hos franskmændene.
Det hænger til dels sammen med, at de franske forbrugere generelt drikker mindre vin, men også - ifølge visse medier - med den konstant stigende pris på de ædle boblevine. I Frankrig ligger gennemsnitsprisen for en flaske champagne i dag på 30 euro (cirka 225 kr.), mens andre mousserende vine i gennemsnit koster 6 euro (cirka 45 kr.).

Stigende glæde for italienske bobler


Det med, at det meste af et lands mousserende vine drikkes uden for dets grænser, kender man også til i Italien. I 2023 blev der drukket 936 millioner flasker italiensk mousserende vin, og de 70% af dem blev nydt på det internationale marked.
Verdens interesse for italienske bobler, der blandt andet kommer fra Asti, Prosecco og Franciacorta, er da også stigende. Alene i løbet af de sidste 10 år er eksporten næsten tredoblet.
Ifølge Osservatorio Unicode Italiana Vini vil der i løbet af december måned 2023 blive åbnet i alt 333 mio. flasker italiensk boblevin, og kun de 95 mio. bliver skænket i italienske glas. Resten af de 6 mio. bobler, som italienskerne skåler i, kommer fra andre lande - og især fra Frankrig.

Få skinnende flotte glas Del på Facebook

Når vi skåler det nye år ind, er det lidt mere festligt, hvis glassene er fuldstændig blanke og flotte. Meget ofte sidder der rande, eller også har kalk fra vandet over tid givet glassene et sløret udseende. Her følger nogle gode råd til, hvordan du får flotte og fuldstændig blankpolerede glas.

Sænk glassene ned i meget varmt vand i et kvarters tid – tilsæt eventuelt et par dråber opvaskesæbe. Skrub glassene med en blød svamp, og skyl dem grundigt med varmt vand.
Lidt mere stædige pletter kan fjernes med en blanding af lige dele eddike og varmt vand. Brug igen en blød svamp til at få det sidste af pletterne væk med.
En brugt citronbåd er også sagen til at få pletter væk med. Gnub den over pletterne, og lad glasset stå i 20 minutter. Rens herefter med varmt vand.
Tør de rensede glas med et knastørt viskestykke, der ikke fnugger. Vil du gå rigtig seriøst til værks, så anvend to viskestykker – så kan du holde glasset med det ene, mens du tørrer med det andet og herved undgå at sætte fingeraftryk på dine skinnende rene glas.



Det antikke vineri dækker, som man kan se, et meget stort område, Lige udenfor (i bunden af billedet) ligger der vinmarker den dag i dag. Foto: INRAP.

Vineri under planlagt parkeringspladsDel på Facebook

Saica Group, en fransk producent af genbrugspapir, gik i maj 2023 i gang med udgravningen til en parkeringsplads til firmaets lastbiler nær byen Laveyron i Rhône. Man nåede dog ikke særlig langt, før man stødte på nogle interessante fund og derfor tilkaldte arkæologer fra Institut National de Recherches Archéologiques Preventives (INRAP).
Siden da har opførelsen af parkeringspladsen været på stand by, mens arkæologerne har gravet videre – og har afdækket et meget stort og cirka 1900 år gammelt vineri. Området dækker 1,6 hektar og omfatter bassiner af terrakotta til trampning af druerne, fragmenter af amforaer til opbevaring af vinen, rester af vinpresser og kældre og endog et beboelseskvarter til arbejderne.

Praktisk placering


Ifølge arkæologerne lader det til, at der har ligget et endnu ældre og mindre vineri på stedet, som romerne, da de kom til, har udvidet til det meget store vineri.
Allerede dengang var vinene fra Rhône-dalen berømte viden om, og vineriet er opført ved Rhône-flodens breder, så amforaerne med vin let kunne fragtes i både til nær og fjern.
På INRAP’s Facebook-side er der en glimrende lille film om udgravningen på fransk. Men selv om man ikke kan fransk, får man et godt indtryk af vineriets omfang og de fund, arkæologerne har gjort.

De ti største nyheder i 2023Del på Facebook

Vi har sagt farvel til 2023 – og hvordan er det så gået, når det gælder vinens verden? I VinAvisen har vi bragt talrige nyheder samt artikler om særlige begivenheder eller opfindelser. Nedenfor bringer vi et overblik over ti af de efter vores mening mest markante nyheder og tendenser.

1. Mindste årgang i 62 år


Årgang 2023 på verdensplan blev med 244 millioner hektoliter vin (cirka 32 milliarder flasker) den mindste årgang i de sidste 62 år. Årsagen er ifølge OIV ”de ekstreme klimatiske forhold”, der har ført til store nedgange i høstmængden i verdens førende vinlande.

2. Nye EU-regler for etiketter


Fra og med 8. december 2023 skal EU-landenes vinproducenter angive en hel del flere oplysninger på vinetiketterne i form af ingrediens- og ernæringsinformationer. Listen er lang og omfatter fx svovldioxid, kommerciel gær, syre, farvestoffer og tilsat sukker, salt, proteiner, kulhydrater samt kalorier målt pr. 100 ml. Dertil kommer oplysninger om stoffer, der kan give nogle mennesker allergiske reaktioner. Det er dog tilladt at “gemme” de fleste af oplysningerne i en QR-kode. Reglerne gælder også for vine, der importeres til medlemslandene.

3. Voldsomme vejrfænomener


Vejrguderne har været hårde ved vinens verden, og omfanget af skader har slået rekord i år. Her er et udpluk:
Californien: I januar var massiv nedbør skyld i oversvømmelser og mudderskred – et lyspunkt var dog, at statens vinhuse igen fik fyldt vandreservoirerne efter flere års tørke.
Chile: I februar hærgede 60 naturbrande landet efter en langvarig tørke – brandene gik ud over 300 hektar vinmarker med mere end 100 år gamle uvurderlige vinstokke.
New Zealand: I marts forårsagede cyklonen Gabrielle store oversvømmelser midt under druehøsten. 20.000 tons druer gik tabt. Landets vinindustri led de største skader siden cyklonen Bola i 1988.
Europa: I Frankrig blev Provence ramt af kraftige haglbyger med det største beskadigede område nogensinde i distriktet til følge. I Italien blev Emilia-Romagna ramt af oversvømmelser, og i Georgiens største vindistrikt, Kakheti, mistede 15 vinbyer næsten samtlige af deres fuldmodne druer til kraftige haglstorme. Også i det tyske Rheinhessen bombarderede kæmpehagl vinstokkene, og man talte om et uvejr af ”bibelske dimensioner”.

4. Endelig en flaske Eszencia


Normalt ville lanceringen af en flaske vin ikke just kunne regnes for en større nyhed. Men det kan den, når det gælder den ungarske Eszencia. I de sidste 30 år er der kun kommet syv årgange på markedet: 1993, 1999, 2000, 2003, 2007, 2008 og 2009. I 2023 blev den ottende årgang (2016) frigivet til salg til en pris på 5200 kr. pr flaske (37,5 cl). Der er kun fremstillet 2300 flasker (uge 33).

5. Skrappe irske advarsler


Irland fik EU’s godkendelse til som det første medlemsland at forlange at vin- og spiritusflasker på det irske marked forsynes med skrappe sundhedsadvarsler som dem på cigaretpakker – noget, der har vakt oprør blandt andre medlemslande og især i vinlandet Italien (uge 3). (Fortsættes nedenfor...).

Del på Facebook

6. AI (kunstig intelligens) vandt terræn

Chatbot laver vin: I Languedoc har négociant Aubert & Mathieu lanceret verdens første vin skabt ved hjælp af AI. En chatbot, der har adgang til enorme mængder data på tværs af internettet - og ud fra dem finder de bedste svar på de spørgsmål, man stiller - rådgav om alt i fremstillingsprocessen af rødvinen. Undtagen prisen... (uge 16).
AI finder vinen til dig: Danske forskere er lykkedes med at få kunstig intelligens til at ”smage” forskel på et utal af vine og at kunne fortælle, hvilke vine, der minder mest om hinanden. Og det er noget, man regner med kan hjælpe fremtidens forbrugere med at turde prøve nye vine, der smagsmæssigt minder om vine, de holder af (uge 50).
AI som blindsmager: Schweiziske forskere trænede en kunstig intelligens til at være en uovertruffen blindsmager, der kunne angive distrikt, drue, producent osv. for hver enkelt vin, den ”smagte” (uge 50).

7. Tre nye vincentre


De har været en del år undervejs, men i sommeren 2023 slog Bourgognes tre flotte nye vincentre, Cité des Climats et vins de Bourgogne, omsider dørene op i Mâcon, Chablis og Beaune (uge 16).

8. Til kamp for miljøet og klimaet


For hvert år slutter stadig flere vinproducenter og industrier med tilknytning til vinindustrien sig til kampen mod den globale opvarmning. 2023 var nærmest et rekordår for nye tiltag. Her er et udpluk:
Kapslen af metal rundt om vinflaskernes hals er forbundet med et større CO2-udslip, når det gælder fremstilling og transport. Flere førende vinproducenter har droppet kapslerne, og sidste år fulgte det første champagnehus, Champagne De Sloovere-Pienne, trop. Hos huset håber man, at andre champagnehuse vil tage samme initiativ (uge 48).
Det store amerikanske prop-firma Vinventions lancerede proppen Nomacorc Ocean, der er lavet af genbrugsplast, som er opsamlet langs kystområder.
Champagnehuset Maison Perrier-Jouët fremstillede en ny emballage til mærket Belle Epoque, der udover papirmasse fra bæredygtigt certificeret skov er lavet på afklip fra vinstokkene. En god idé, da dette afklip fra vinterbeskæringen normalt bliver brændt på store bål med et CO2-udslip til følge. Emballagen vejer også kun 49 gram, hvilket er 93% mindre end den tidligere emballage (uge 20).
Den store europæiske glasproducent Verallia fremstillede en Bordeauxflaske, der vejer 300 gram mod den almindelige flaskes cirka 500 gram. Det gør den nye flaske til en af de letteste Bordeaux-flasker på markedet her og nu (uge 48).

9. Nye druer


Aldrig er der blevet eksperimenteret med og indført så mange nye druer rundt om i verdens vindistrikter som i 2023. Alene i Frankrig har man i Bordeaux introduceret flere nye druer, og i Champagne eksperimenteres der med alternative sorter - alt sammen i forsøget på at tilpasse sig klimaændringerne. Alsace blev sidste nye skud på stammen. Her godkendte vinproducentforeningens medlemmer hele 16 nye druer, som nu venter på INAO’s blå stempel (uge 31).

10. Kinas første biodynamiske vinhus


Der fremstilles stadig mere kinesisk vin – og stadig mere af den er økologisk. I 2023 fik Kina også sit førte certificerede biodynamiske vinhus, Silver Heights i Ningxia provinsen. Og det er den anerkendte internationale organisation Demeter, der har udstedt certificeringen (uge 40).

OBS! Del på Facebook

Hvis du her på falderebet stadig mangler champagne til nytårsaften, så tjek lige VinAvisens store smagning af mere end 50 champagner! Vi har anmeldt så mange, at vi har fordelt smagningen over to udgaver; uge 47 og uge 48. Flere af flaskerne er på tilbud her og nu!


Foran det store cava-hus Freixenet står disse to skønne gamle køretøjer med husets logo.

Cava bobler derudad Del på Facebook

Salget af den berømte spanske mousserende vin, cava, peger kun én vej, og det er opad! I 2022 blev der globalt solgt 249 millioner flasker – en stigning på 4,6% i forhold til året før. Og nu har vinrådet i appellationen - eller DO (Denominación de Origen), som spanierne kalder det - meddelt, at salget i de førte ni måneder af 2023 steg med 7,65% på det spanske hjemmemarked og 0,33% på eksportmarkederne i forhold til samme periode i 2022.

Tyskland er og bliver det førende internationale marked for cava, og her var der yderligere en vækst i perioden på 1,27%.
Det næststørste eksportmarked er Belgien, hvorefter følger Storbritannien, hvor salget steg med hele 19,3%. Salget af cava til Sverige voksede også med 6,19%.
Det spanske statistikbureau, Statista, spår, at væksten i salget på verdensplan fortsætter i de næste fire år med et årligt gennemsnit på 4,93%.

Inddeling i kvaliteter


At efterspørgslen på mousserende vin globalt er stigende har selvfølgelig også smittet af på salget af cava. Men det har sikkert også haft betydning, at appellationens vinråd har indført flere kvalitetsniveauer for den mousserende vin siden 2017.
I dag er cava inddelt i to hovedniveauer: Cava de Guarda, som er det nederste trin – den almindelige cava – som udgør 85% af salget på verdensplan, og så Cava de Guarda Superior, den finere kategori, der igen er inddelt i tre niveauer. Øverst har man Cava de Paraje, hvorefter kommer Gran Reserva og så Reserva.
For dette øvre niveau gælder det blandt andet, at vinene skal have modnet mindst 18 måneder på flaske før frigivelse til salg. Dog må top-niveauet, Cava de Paraje, først frigives efter 36 måneder.

Læs mere om cava


Der er altid en fare for, at flere kvalitets-inddelinger forvirrer forbrugerne. Men med ordentlig formidling kan sådanne inddelinger være en gevinst for salget – som det lader til at være, når det gælder cava.
Inddelingerne understreger, at cava som vintype ikke bare er en og samme surdej men en bred palet af kvaliteter og aromaer. At det er en verden af bobler, der bør udforskes. Og så retfærdiggør det jo også højere priser på top-cava’erne.
Man kan læse meget mere om cava i VinAvisens serie af i alt 20 postkort fra Penedés i Catalonien, hvor 95% af vinen fremstilles. Resten af appellationen består af hele 158 små og større områder forskellige steder i Spanien – blandt andet i Rioja, der jo ellers er langt mere berømt for sin rødvin.

Del på Facebook

Rom hitter i DanmarkDel på Facebook

Ifølge en undersøgelse fra det internationale online spiritusfirma Tipple er glæden for tequila og rom steget markant i Europa i 2023 – og især i Danmark, Tyskland, Østrig, Frankrig og Holland.
Herhjemme skulle det frem for alt være salget af rom, der er i vækst, hvor de rom-glade forbrugere i gennemsnit har købt 4,6 flasker i løbet af året.
I Tyskland og Østrig er tequila for alvor kommet i vælten med en stigning i salget på 30% sammenlignet med 2022. Holland har derimod taget mezcal til sig – her har der været en salgsvækst på 27%, hvoraf premium mezcal tegnede sig for de 16%.
I Frankrig har skotsk whisky vundet terræn – i 2023 købte forbrugerne i gennemsnit 3 flasker.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Dom Pérignon.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt - og i anledning af nytåret har det selvfølgelig forbindelse til champagne.
en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Dom Pérignon (1638-1715) hed egentlig Pierre Pérignon og var munk (dom) i benediktinerklostret Hautvillers i Champagne. Man ved ikke ret meget om ham, hvilket har givet anledning til en del anekdoter. Da han har samme fødsels- og dødsår som den franske konge Ludvig d. 14., har nogle fx ment, at han var kongens hemmelige tvillingebror – eller "manden med jernmasken", som denne bror blev kaldt af musketer-forfatteren Alexander Dumas.
Men ét er sikkert: Dom Pérignon fik stor betydning for udviklingen af den champagne, vi skænker i glassene i dag.
I 1668 blev han udnævnt til Hautvillers kældermester, og i de næste 47 år eksperimenterede han med de lokale vine.
Det var stille vine, dog havde man et problem, når det blev forår, og temperaturen steg. Så gik vinen, der var tappet på flasker, i gang med at gære igen og danne bobler, hvilket resulterede i, at de primitive propper af træ omvundet med klude sprang af.
For at undgå prop-springeriet fandt Dom Pérignon på at komme korkpropper i flaskerne og binde dem fast med snor. Musene i vinkælderen begyndte dog hurtigt at gnave i både snore og propper, hvorfor han måtte svøbe flaskehalsene ind i blyfolie. Champagneproppen, stort set som vi kender den i dag, havde hermed set dagens lys.
Da han en dag åbnede en af flaskerne, steg der en liflig duft og et væld af fine små bobler til vejrs. – Kom hurtigt, mine brødre, råbte han. – Jeg drikker stjerner!
Sådan lyder legenden. Men meget taler for, at korkproppen allerede var opfundet i klosteret i Saint Hillaire syd for Carcassonne.
Dom Pérignon menes også at have været den, der fandt ud af, at man kan skabe fremragende vin, når man blander vine fra flere forskellige marker og ligeledes medtager noget af vinen fra tidligere år. Og det er netop den fremgangsmåde, man i dag benytter sig af i champagne-fremstillingen.
I sine senere år var han blind, og måske netop derfor udviklede han helt enestående evner som vinsmager.
I en klosterkrønike fra 1777-78 kan man læse, hvordan brødrene bragte ham kurve med druer, der var plukket i mange forskellige marker rundt om i Champagne, og hvordan han smagte dem og sorterede dem efter de steder, de kom fra. Derefter angav han med stor sikkerhed, hvilke druer, man burde forene for at opnå en vin af bedste karakter.
Adresse:
 Under en stor flad sten i klostret i Hautvillers i Champagne samt et eller andet sted i den vinøse himmel.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Er sødme i rødvin en dårlig ting?Del på Facebook

Der var en, der til et selskab for nylig fortalte Ida R. Jensen, at sødme i rødvin er en dårlig ting. Nu vil hun gerne vide, om det virkelig forholder sig sådan.
Om det er en dårlig ting kommer an på, hvad man forventer af sin rødvin. Nogle vil gerne have en stringent og tør Bordeaux, mens andre hælder mere til en rødvin med frisk bærmost og syre. Andre igen kan godt lide, at der er lidt sødme i rødvinen. Og rødvine med en sådan sødme kan bestemt godt være af høj kvalitet. Der er fx en vis sødme i mange Amaroner, der jo fremstilles på tørrede - og dermed ekstra søde - druer.
Nogle blå druer opsamler også mere sukkerstof end andre, mens de modner. Det gælder blandt andet Zinfandel i Californien. Druerne kan nå at blive så søde, før de høstes, at selv om druemosten gærer ud, vil der stadig være restsødme tilbage i den færdige vin - og en ret høj alkoholprocent.
Der bør selvfølgelig være balance i vinen - og det gælder såvel hvidvine som rødvine. Hvis fx en rødvin har megen sødme uden modspil fra syre og tanniner, kan det godt blive for meget af det gode.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Mogens Bergmann har taget dette billede af en lille krumbøjet gammel vinbonde ved Domaine Eddie Ferraud midt i Châteauneuf-du-Pape by. Vinbonden stod oven i købet og balancerede oven på et fad på højkant.
Kroppen var lidt lille, og hovedet var lidt stort, men bonden var da også kun en mekanisk figur.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-770
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


770 En gammel vinstok med Carignan-druer hos vinhuset Graziano i Mendocino, Californien. (foto © Graziano).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 12 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

4 arreplegais, Vins Grau, Penedès, Spanien, lav alkohol (11,5%)

79,95 kr., SPS Wine

En mousserende vin med en forførende og meget aromatisk blomsterduft. Boblerne er talrige, små, livlige og vedvarende, og de videregiver en frisk og frugtrig smag med noter af grønne æbler, lime, nektariner og kærlighedsfrugt.

stjernestjernestjernestjerne

Syntonie Rosé, Edouard Pretrot, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)

449 kr., pris ved 6 flasker: 379 kr., YouAndWine

En champagne på de tre klassiske druer, Chardonnay, Pinot Noir og Meunier. Vinen har en meget flot rosa farve og en vedvarende mousse. Der er paradisæbler og friske hindbær i moussen, mens smagen er tør, fyldig, frisk og saftig. En champagne, der vil egne sig glimrende til skaldyr.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Weingut Konstanzer Vulkan, Baden, Tyskland, 2022, lav alkohol (13%)

Vinstokkene, der har leveret Chardonnay og Weissburgunder druer til denne hvidvin, dyrkes i vulkansk jord. Det er en rigtig dejlig vin med en mineralsk note i duften og med en liflig, fyldig og aromatisk æblemag med en rund syre til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vinré Bianco, Giordano, Sauvignon Blanc, Italien, 2022, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 2. til 18. januar: 59 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Med denne hvidvins fyldige og aromatiske duft af kærlighedsfrugt og mango skulle man tro, den var newzealandsk. Men den lidt mere stringente smag, der dog også har fine noter af eksotiske frugter, peger mod Europa. Til tilbudsprisen ved 59 kr. er dette en absolut dejlig hvidvin og et rigtig godt køb. Nyd vinen til fyldige skaldyrsretter - eller bare som den er.

stjernestjernestjernestjerneØ

Domaine Mur-Mur-Ium, Roussanne, Frankrig, 2020, middel alkohol (14%)

139 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Holte Vinlager

Der er eg og vanilje i duften af denne fadmodnede hvidvin. Smagen er tør og fyldig og igen med noter af træ samt modne æbler og friske grønne druer til slut. Det er en god vin, hvis man holder af fad i sin hvidvin. Vinen vil være rigtig fin til modne, lidt kraftige oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Laroche Réserve, Chardonnay, Bourgogne AOC, Frankrig, 2022, lav alkohol (12,5%)

161,95 kr., pris på tilbud fra 2. til 18. januar: 75 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er modne grønne druer og en anelse eg i duften af denne hvidvin. Smagen er frisk, tør, fyldig og med kompleks frugt. En rigtig dejlig hvid Bourgogne til en meget fordelagtig tilbudspris. Nyd vinen til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Frigate, Cabernet Sauvignon, Coonawarra, Australien, 2021, middel alkohol (13,5%)

Coonawarra ligger i South Australia, og her er klimaet køligere end de fleste steder i landet. Det giver friske rødvine som denne med en dejlig og meget aromatisk duft af friske solbær og hyldebær. Det er en let drikkelig og blød vin med koncentreret og igen meget frisk bærfrugt i smagen. En fin syre afrunder eftersmagen. Vinen er perfekt til kødretter, pasta og kylling - gerne med flødesauce. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Honoro Vera, Viñas Familie Gil, Monastrell, Jumilla DOP, Spanien, 2021, høj alkohol (14,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En dejlig rødvin med en interessant og kompleks duft af hyben, roser og mørke bær. Smagen byder på aromatiske krydrede noter - især lakrids, eukalyptus og allehånde. Vinen er perfekt til en krydret kyllingeret.

stjernestjernestjerne

Käfer Montepulciano d'Abruzzo, Abruzzo DOC, Italien, 2022, middel alkohol (14%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Mr. Ruby

Dette er en meget enkel og lidt rustik rødvin med en markant krydret note og en lidt kort smag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mosaico de Portugal Reserva, Lisboa, Portugal, 2020, middel alkohol (14%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Der er mokka og mørke kirsebær over duften, mens smagen er varm og fyldig med mørk chokolade, vanilje og friske krydderurter i den lange eftersmag. En meget dejlig rødvin, der folder sig ud lag på lag. Nyd vinen til fx en krydret sammenkogt ret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Roc des Dentelles, Gigondas AOC, Frankrig, 2020, høj alkohol (14,5%)

148,95 kr., pris på tilbud fra 2. til 18. januar: 119 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Ud over mørke kirsebær er der også lidt kastanie og valnød i duften af denne dejlige, sydfranske rødvin. Smagen er saftig og med blå drueskal og med en dejlig frisk og rund syre som punktum. Vinen er oplagt som ledsager til lidt fede og ikke for kraftigt smagende kødretter.

stjernestjernestjernestjerne

Parada de Atauta, Ribera del Duero DO, Spanien, 2020, høj alkohol (15%)

275 kr., pris ved 3 flasker: 195 kr., Erik Sørensen Vin

De krydrede noter dominerer denne rødvin i både duft og smag. Det er en god og koncentret vin med sort peber og stjerneanis samt en god syre og et lille tanninbid til slut. Det er en vin, der så afgjort bør ledsages af mad - fx en godt krydret oksebøf.