At nyde vin er sundt. Vinbonden Régis Cogranne i det franske Languedoc mener, at børn har godt af at snuse til et godt glas vin (foto © Anker Tiedemann)



Kapitel 2
Vin og Sundhed

Vin smager ikke bare godt. Hvis man skal tro alverdens forskere, er det også sundt at drikke et par glas vin om dagen.
Allerede i oldtiden blev vin regnet for en helsebringende drik. Den berømte græske læge Hippokrates, der levede fra cirka 460 til 370 f.Kr., anbefalede vin som medicin mod feber og infektioner.
I dag ved man, at vin – og især rødvin – har et hav af godgørende egenskaber, blandt andet når det gælder hjertekarsygdomme.
Faktisk falder risikoen for at få hjertekarsygdomme med hele 40%, hvis man drikker et eller to glas rødvin om dagen. Af samme årsag ordinerer stadig flere hospitaler rundt omkring i verden en daglig dosis rødvin til deres hjertepatienter.
Hjerteproblemer af næsten enhver art skyldes i høj grad indtagelsen af mættede fedtsyrer – noget, som ikke mindst franskmændene får rigtig meget af gennem deres kost. Alligevel er Frankrig et af de lande i Europa, der er mindst plaget af den slags sygdomme. Årsagen skal findes i franskmændenes store glæde ved rødvin.
Allerede i 1890 bemærkede en irsk læge dette paradoksale faktum, og siden da har talrige undersøgelser vist, at det er rødvinens indhold af det særlige stof resveratrol, der har denne gavnlige indflydelse på helbredet. Resveratrol hører under de såkaldte polyfenoler, kemiske forbindelser, der blandt andet optræder som farvestoffer og tanniner i vin.
Foruden at være med til at afhjælpe diverse hjerteproblemer har resveratrol vist sig at kunne være med til både at forebygge og bekæmpe visse former for kræft. Det gælder blandt andet lunge-, hud- og brystkræft. Undersøgelser tyder ligeledes på, at mænd, der drikker fire glas rødvin om ugen, halverer risikoen for at få prostatakræft.
Også ledbetændelse i knæene, knogleskørhed og tandkødsbetændelse skulle der kunne dæmmes op for ved hjælp af resveratrol.
Men der er mere endnu, når det gælder vinens godgørende egenskaber: Menneskers evne til at huske og tænke logisk forringes med alderen – og det går hurtigere, når man har rundet de 60 år. Alt tyder dog på, at man ved at drikke blot et enkelt glas vin om dagen kan forsinke processen en hel del.
Og hvis man drømmer om at kunne svinge sig i cykelsadlen i en alder af 100 år, så er der måske en chance, hvis man drikker rødvin med mådehold hver eneste dag. Forskerne har nemlig lavet forsøg med gærceller, hvis livslængde – ved tilsætning af resveratrol – øgedes med op til 70%. På samme måde har lignende undersøgelser vist, at resveratrol forlænger livet hos bananfluer og orme og gør dem langt mere aktive.
Målet er selvfølgelig at kunne fremstille en gedigen resveratrol-medicin, der både kan forlænge livet og øge livskvaliteten. Men mon ikke de fleste fortsat vil foretrække at indtage deres resveratrol i form af nogle dejlige glas rødvin i stedet for i pilleform.
Holder man sig til Biblen, skulle vinen jo også kunne gøre underværker, når det gælder et godt langt liv. For at vende tilbage til Noa, så drak han selv en hel del af den vin, han fremstillede fra sin vinmark, og han blev hele 950 år!